Det norske Folks Historie/1/36

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er allerede forhen omtalt, at Ynglingaſaga lader Frode-Freden blive oprettet paa ſamme Tid, ſom den, paa hvilken Frey oprettede Templet i Uppſala. Om denne Frode-Fred og dens Stifter, Hleidrekongen Fred-Frode, var der i Oldtiden over hele Norden mange mærkelige Sagn. Det ældſte meddeles i den yngre Edda, og indeholdes i det ældgamle Kvad Grotteſangen. Frode, fortælles der, var en Søn af Fridleif (ɔ: Fred-Levneren), og en Sønneſøn af Skjold Hos Kong Fjølner i Svithjod, Ingrefreys Søn, kjøbte han Trælkvinderne Fenja og Menja[1], ſom han ſatte til at dreje en Tryllekværn, der havde den Egenſkab at den fremmalede Alt, hvad man bød den male. Han lod dem male Guld, Fred og Lykſalighed; da var der ſaa ſtor Fred, at Ingen maatte voldelig anfalde den anden, om han endog mødte ſin egen Faders eller Brøders Banemand; der var ingen Tyv eller Ransmand, ſaa at en Guldring kunde i lang Tid henligge paa Jælingehede, uden at nogen vovede at ſtjæle den. Frode ſelv „ſad paa Rigdom, ſov paa Duun“, ſom det i Kvadet heder, indtil han blev umættelig, og ikke vilde unde Ternerne længer Friſt end Gjøgen tiede eller et Kvad kunde kvædes. Da tilmalede de ham Ufred; en Søkonge overfaldt og dræbte ham. Da ſluttede Frode-Freden[2].

De fleſte øvrige Sagn om Frode opbevares hos Saxo, der endog har henført dem til forſkjellige Froder, ligeſom ogſaa de i vore Sagaer opſtillede Skjoldunge-Rækker opſtille tvende fredelige Froder, nemlig den egentlige Fredfrode, og „Frode den fredſomme“. Den førſte Frode er hos Saxo Haddings (altſaa egentlig Njørds) Søn. Han lader ham udføre mange Krigsbedrifter, der viſtnok førſt i ſenere Tider ere knyttede til Sagnet, da man deels i flere af dem gjenkjender Beretninger, der hos andre Forfattere fra Middelalderen tillægges andre Helte og derfor kunne kaldes ſtaaende Udſmykninger for Heltehiſtorier, deels finder Forhold omtalte, der førſt tilhøre en ſenere Tid, f. Ex. Vikingetog til Bretland og Skotland[3]. Efter at have udført disſe Bedrifter, heder det, drog Frode hjem, og beſtod her en Tvekamp, hvortil han udfordredes i et Gilde, i hvilket Frode ſelv hvilede paa gyldne Puder. Da han ſvigagtigt efterſtræbtes af tvende Kammerſvende, lod han dem binde til ſtore Klippeſtykker og kaſte i Havet. Han plejede at beſtrø ſin Mad med knuuſt og malet Guld, for derved, ſom det hed, at bevare ſig mod Forgiftelſe[4].

Den anden Frode, ſom Saxo omtaler, er den i danſke Kongerækker ſaakaldte Frode fredgode, Fridleifs Søn. Saxo fortæller vidtløftige Sagn om hans Barndom og Ungdom, i hvilke den ogſaa i vore Oldſkrifter nævnte Erik den maalſpake fra Rennesø ſpiller Hovedrollen, og ſom upaatvivlelig fra førſt af have dannet en egen Saga om denne, men ſom af den danſke Hiſtoriker vilkaarligt ere indlemmede i Fortællingen om Frode, ved hvilken han overhoved ſynes at have dvælet med Forkjærlighed, og om hvis Perſonlighed han ogſaa ſammendynger andre Sagn, der ere den aldeles uvedkommende, og hvoraf flere i en mere uforvanſket Form fortælles i vore egne Oldſkrifter, uden at engang Frode derved en eneſte Gang nævnes[5]. Frode førte, ifølge Saxo, mange og lykkelige Krige, hvorved han underkaſtede ſig Størſtedelen af Norden, Øſterveg og Slavernes Land; han gav, fortælles der, gode Love, af hvilke flere i Tidens Løb ere blevne afſkaffede, andre derimod vedligeholdte gjennem de paafølgende Tider. Af disſe Love, om hvilke der upaatvivlelig maa have været Sagn i Danmark, — hvor man maaſkee endog har henført hele Lovgivningens Grundlag til Fredfrode, ligeſom i Norge til St. Olaf – opregnes flere, i hvilke man gjenkjender ældgamle ogſaa i Norge brugelige Vedtægter, f. Ex om Opſkæring af Hær-Orv i Tilfælde af pludſeligt Krigs-Anfald, Holmgange-Loven o. fl. Blandt Lovene var ogſaa den, at Ingen maatte ſætte Laas for ſin Ejendom, under Bod af en Mark til Kongen, hvorimod han, hvis Noget blev ſtjaalet fra ham, ſkulde faa dobbelt Erſtatning af Kongens Kasſe. Efter at have vundet en ſtor Sejr over Nordmændene beſluttede Frode, heder det, at oprette Fred mellem alle Folk, og for at Alle og Enhver ſkulde lære at afholde ſig fra Tyveri, og forat Rolighed kunde herſke i Landene efter Krigen, lod han førſt i Norge tvende Guldkjeder ophænge, den ene paa en Aas, kaldet Frode-Aaſen (der ſiges ej hvor)[6], den anden i Viken; og paa et Thing, han holdt med Nordmændene, truede han den med de ſtrengeſte Straffe, der vovede at borttage nogen af disſe Kjeder. Derimod tillod han vejfarende Mænd at benytte de Aarer eller Heſte, de maatte forefinde, for at komme over Elve, han tillod dem ligeledes at tage ſaameget Mad, ſom behøvedes til et eneſte Maaltid, af Andenmands Gjemmer, men brugte de Heſten længer, eller toge de mere Mad, ſkulde de anſees ſom Tyve. Siden lod han ogſaa i Jylland en ſtor Guldkjede ophænge paa en Korsvej (Ringen paa Jælinge-Heden); efter et andet Sagn lod han tre Guldringe ophænge, en ved Ejderen, en ved Vordingborg i Sjæland, en ved Skanør i Skaane[7], — og heller ikke her vovede Nogen at forgribe ſig paa dem.

Denne Frodefred ſkal have varer i 30 Aar. Endelig overtalte en tryllekyndig Kvinde, heder det, ſin Søn til at ſtjæle en af Ringene, og da den alderſtegne Frode til Vogns begav ſig hen til det Sted, hvor hun boede, forvandlede hun ſig til en Sø-Ko og ſtangede ham til Døde. Hans Mænd ſkjulte hans Død, men balſamerede hans Lig og førte det tre Aar omkring i Landet paa Vognen, indbildende Folket, at han endnu levede. Førſt da Liget ej længer kunde ſtaa ſig mod Forraadnelſen, højlagde de det ved Værebro i Sjæland[8].

Ifølge Ynglingaſaga omkom Fjølner, Ingvefreys Søn, i et Gjeſtebud hos Fredfrode ved at drukne i et uhyre Mjødkar. Det ſamme fortæller Saxo om Hunding, Kong Haddings Underkonge i Svithjod. Et falſkt Rygte om Haddings Død var kommet til ham, og han beſluttede at højtideligholde den ved et prægtigt Arve-Øl; da han ſkulde øſe Mjød af et ſtort Mjødkar, ſtyrtede han ned i det og druknede; og Hadding hængte ſig ſiden af Sorg over hans Død[9].

Sammenholde vi nu det Væſentlige i alle disſe Sagn, bliver det indlyſende at Frey og Frode er een og ſamme mythiſke Figur, alene forſkjelligt opfattet i de forſkjellige Overleverelſer[10]. De ere begge Fredsſtiftere; begges Død ſkjules i trende Aar og de højlægges derpaa begge; ved dem begge ſpiller deres Vogn en ſtor Rolle; de ere begge Repræſentanter for en ſæregen fredelig, men myſtiſk Offerkultus, og om denne Kultus i Uppſala heder det endog udtrykkeligt, at den der var ny; anderledes end den ældre, og forbunden med modbydelige Ceremonier. Hadding, den ældre Frodes Fader, falder ſammen med Njørd, og repræſenterer atter den ſamme ſæregne Kultus; han falder tillige ſammen med Frett ved at indſtifte Freyblot, og med Frode ved at være den i Mjødkarret druknede ſvenſke Konges Ven. Det viſer ſig altſaa heraf, at tilligemed Njørd eller Nerthus, Frey, Freyja og Ingve, hvis Identitet allerede ovenfor er godtgjort (S. 59 flg.), ſmelte ogſaa Hadding og Fredfrode ſammen til en eneſte Perſonlighed, nemlig ſom den ſæregne Freys-Dyrkelſes Repræſentant. Og i denne ſæregne Freys-Dyrkelſe, hvis Identitet med Nerthusdyrkelsen vi ligeledes have paaviiſt[11], ligger umiskjendelig Grunden til hiint Sagn om den af Frode (eller Frey) indſtiftede Fred. Naar Nerthusfeſten holdes, ſiger Tacitus, eller naar Nerthus i ſin af Køer dragne Vogn føres om blandt Folket, da er der Glæde og Feſtlighed overalt, da føres der ej Krig, da gribes der ej til Vaaben, da ſtænges alt Jern inde; man kjender og elſker kun Freden[12]. Dette er altſaa den egentlige Frode-Fred, og ſom Indſtifter af denne optræder Frode ſom Indſtifter af den ſæregne ingvinſke eller gotiſke Frey-Kultus. Det er tillige værdt at mærke at Frodes hos danſke Skribenter brugelige Tilnavn frithgothe, ikke behøver at forklares ſom friðgóði (den fredegode) men ſom friðgoði ɔ: Fred-Goden, Fred-Preſten; ja at det maaſkee kan grunde ſig paa en Misforſtaaelſe af „Frøgothe“, ɔ: Freysgoði, Frey-Goden.

Herved løsrives Frode fra de egentlige Skjoldungers Tal, og det bliver indlyſende at han fra førſt af er knyttet til Helligdommen i Hleidr, og at hans Tilværelſe ſom Sagnfigur ej alene maa være ældre end Skjolds, men ogſaa gjelde for en videre Kreds, end denne. Hertil mangler der heller ikke paa umiskjendelige Spor. Saxos Fortælling viſer, at nationale Sagn om Frode maa have herſket i Viken og Veſtfold i Norge, hvor den gotiſke Indflydelſe gjorde ſig gjeldende[13]. Og af de tydſke Egennavne, „Fanigolt“ og „Manigolt“ erfarer man, at Sagnet øm Frodes (Guld, vel ogſaa derfor om hans Fred, ſtrakte ſig til Tydſkland, ja lige til Bajern[14].

Men foruden den mythiſke Frode eller rettere Frauja nævnes ogſaa i de ældgamle gotiſk-danſke Sagn en hiſtoriſk Frode, berømt ſom tapper Kriger og Erobrer, der ſtundom er kunnet til det ſmukke og tragiſke Sagn om Roar og Helge. Denne Frode, der ogſaa deles i flere Perſonligheder, kaldes i de gamle Sagn den frøkne (ɔ: tappre, paa Latin vegetus). Han vil og nedenfor (i §9) nærmere blive omtalt. At alle de Krigsſagn, derhos Saxo tillæges Fredfrode, egentlig bør tillægges Frode Frøkne, kan neppe betvivles[15].

Saavel de danſke ſom de norſk-islandſke Forfattere have henført den ſaakaldte Frodefred til Kejſer Auguſts og Chriſti Fødſels Tid. Dette er naturligviis ſkeet, fordi man antog at der paa Chriſti Fødſels Tider herſkede almindelig Fred over Jorden; hertil lededes man deels af Englenes bekjendte Udraab i Lucas Ev. II. 14.), deels af Beretningen om Janus-Templets Lukkelſe under Auguſt, en Tilkjendegivelſe af at der herſkede Fred overalt per orbem (ɔ: Romanum, det romerſke Rige). I hiin Periode af Middelalderen, da denne Samtidighed antoges, nøjede man ſig med langt tarveligere Data til Støtter for Chronologien. Ved nu at faa Frey henført til Auguſts Tid, fik de nordiſk-islandſke Chronologer Odin til at blive ſamtidig med Pompejus’s Krigstog. Og heri fandt de ogſaa en før dem aldeles tilfredsſtillende Forklaringsgrund for Odins foregivne Flugt fra Troja eller Tanais. Paa denne Viis kom endelig den hele kunſtige Kombination iſtand.


  1. Fenja, eg. Fenia, er dannet af Fen eller feni, Sump; Menja, eg. Mania, af Mani, Smykke. Fenja- og Menja-Guld er altſaa „Myrguld“ og „Smykkeguld“.
  2. Snorre, Edda Cap. 43. Sagnet tilføjer, at Søkongen lod Ternerne male Salt ombord paa Skibet, at derved ſaameget Salt frembragtes, at Skibet ſank, og at dette er Aarſag til at Havet er ſalt. Et lignende Sagn har vedligeholdt ſig i Norge endnu indtil vore Tider, ſe Asbjørnſens og Moes Folkeeventyr.
  3. Ved denne Lejlighed omtales endog en ſkotſk Konge Melbrigde (Melbricus), et Navn, der førſt tilhører den chriſtelige Tidsalder, da det betyder „St. Brigidas Tjener“. Og St. Brigida levede førſt i det 6te Aarhundrede.
  4. Saxo, 2den Bog S. 61—80. I de til Klipperne bundne Kammerſvende turde der maaſkee være en Reminiſcens af de til Mølleſtenene lænkede Fenja og Menja.
  5. F. Ex. Fortællingen om Slaget mellem Goter og Huner, og om Arngrims Sønner, hvilken findes fuldſtændigt i Hervararſaga.
  6. Man maa her nærmeſt tænke paa Frode-Aas ved Tunsberg. Vel regnedes ogſaa Veſtfold, hvor Tunsberg laa, til Viken, men paa Saxos Tid indſkrænkedes dog denne Benævnelſe meſtendeels til Ranrike og Elveſysſel.
  7. Rykloſters Annaler (Erikskrøniken) i Langebeks {{sperret|Scriptt. rer. Dan. l. p. 153.
  8. Saxo, 5te Bog S. 181 og iſær fra 247—257.
  9. Yngl. Saga Cap. 14; Saxo, 1 B. S. 59, 60.
  10. Om Forvexlingen af Navnet Frey, danſk Frø, ſax. Frô, med „Frode“, er ovenfor talt, ſe S. 185.
  11. Se ovenfor S. 58–60, jvf. Adam Brem. IV. 127, og Thietmar, hos Pertz, V. 739.
  12. Tac. Germ. Cap. 40.
  13. Foruden Navnet Fróðaáss ved Tunsberg findes ogſaa Fróðakelda i dens Nærhed, og Øen Fróðung (nu Frognøen) i Tyrifjorden.
  14. Grimm, deutſche Mythologie S. 198.
  15. Det er ikke af Uvigtighed, at Sven Aageſøn, Saxos Samtidige, ſætter Frode Frøkne længe for Frode Fredgode. Han nævner i Alt fire Froder, nemlig Frode, Skjolds Søn, Frode Frøkne, Rørek Slangenbøges Søn, Frode Gamle, Dans Søn, og Frode Fredgode, der og kaldtes den gavmilde, fordi han ſkattede Gavmildhed over alle Dyder, og agtede ikke Guld og Sølv mere end Snavs; han gjøres til en Søn af Fridleif, og en Fader til Ingild.