Det norske Folks Historie/1/35

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (1-1s. 209-219).

I den nærmeſte Forbindelſe og Berørelſe med Skjoldungerne nævne vore Oldſagn Ynglingerne, der endog undertiden tilſyneladende ſorvexles med dem. Ynglingerne eller rettere Inglingerne have nemlig faaet deres Benævnelſe efter den ovenfor (S. 57–130) nævnte Yngve, Ingve, Ingvifreyr eller Ingunafreyr (iggvjané frauja), Ingvinernes (Ingævernes) Eponymus, og dette Navn har ſaaledes fornemmelig en ethnographiſk Betydning, medens Skjoldunge-Navnet nærmeſt knytter ſig til en vis, hos flere mellem– og ſyd-germaniſke Nationer brugelig Sædvane. Fra „Ing“ eller „Inavi“ have rimeligviis alle ingvinſke eller gotiſke Fyrſte-Ætter oprindelig regnet deres Herkomſt, og der mangler heller ikke Exempler paa at Navnet er anvendt om flere end een Æt[1]. Paa den Maade kunde ogſaa Skjoldungerne med god Føje kaldes Ynglinger, og i Beowulf-Digtet benævnes virkelig, ſom ovenfor er viiſt, Skjoldungefyrſten i Scedenigg (Skaane) „Ingvinernes Herre“. Imidlertid har den ſædvanlige Sprogbrug i vore Oldſkrifter indſkrænket Ynglingernes Navn til en enkelt Fyrſteſtamme, den mærkelige Æt, der efter Sagnet indſattes af Odin ſelv i Herredømmet over Svithjod, der oprettede Helligdommen i Uppſala, og ſom ſiden i Tidens Løb fandt et nyt Hjem i Norge, hvis Kongetrone den gjennem flere Aarhundreder beklædte. Er det nu end ikke alene rimeligt, men endog i højeſte Maade ſandſynligt, ja tildeels beviisligt, at Sagnet har ſammenkjedet forſkjellige ſaakaldte Ynglinge-Ætter eller gotiſke Konge-Ætter til en eneſte, ligeſom ved Skjoldungerne, ſaa er dog dette Sagn ſelv desuagtet ved ſin høje Ælde af den ſtørſte Interesſe, og det antyder dog ſtedſe et Fællesſkab i Kultus eller Tradition mellem de enkelte Ætter. Derfor maa vi ſaavel her ſom i det Følgende offre det den højeſte Opmærkſomhed.

Sagnet om Yngve og Ynglingernes førſte Optræden i Svithjod fortælles udførligſt af Snorre i hans Ynglinga-Saga. Han omtaler førſt Odin og Æſerne, hvilke han, idet han ſøger at forklare Gudeſagnene paa en hiſtoriſk Maade, udgiver for et virkeligt Folk, og, forledet ved den tilfældige Navnlighed, henfører til Aſien, ved Tanais Han fortæller, hvorledes Æſerne og Vanerne laa i Ufred med hinanden, indtil de endelig ſluttede Fred og gjenſidigt ſtillede hinanden Giſler. Æſerne, heder det, ſendte Høner og Mimer, Vanerne Njørd og hans Søn Frey. „Odin gjorde Njørd og Frey til Hov-Goder; Freys Datter var Freyja, ſom var Blotgydje. Medens Njørd var hos Vanerne, havde han haft ſin Syſter til Egte, thi det var tilladt der; deres Børn vare Frey og Freyja; hos Æſerne derimod var Egteſkab forbudet mellem ſaa nære Frænder“. Snorre beretter endvidere, hvorledes Odin af Frygt før Romernes Erobringstog flyttede med ſine Hovgoder og meget andet Folk førſt til Garderike, ſiden til Saxland, ſom han tilegnede ſig, og hvor han ſatte nogle af ſine Sønner til Landsherrer. Derfra, heder det, drog han nord til Søen og boſatte ſig i det efter ham opkaldte Odenſe paa Fyen. Herfra ſendte han Gefjon nord over Sundet for at lede efter Land, hun kom til Gylfe i Svithjod, og erhvervede ſig nu Sælund eller Sjæland, ſaaledes ſom det ovenfor er omtalt. „Da Odin“, vedbliver Sagaen, „hørte at der øſter hos Gylfe var gode Landsvilkaar, drog han did, og maatte Gylfe ſlutte Forlig med Æſerne, fordi han ikke havde Magt nok til at gjøre dem Modſtand, ſkjønt de gjenſidigt ſpillede hinanden mange Puds. Odin opſlog ſin Bolig ved Logen (Mælaren) paa det Sted, der ſenere kaldtes gamle Sigtuna, og indrettede der et ſtort Hov og Blot efter Æſernes Sædvane, ligeſom han og tilegnede ſig hele den Landſtrækning, han kaldte Sigtuna, og gav Hovgoderne gode Boliger“[2].

Sagaen fortſætter med Fortællingen om Odins og Æſernes Kunſter og Færdigheder, f. Ex. at ſkifte Udſeende, tale i Vers, ſlaa ſine Fiender med Blindhed, døve Vaaben, lade Sjælen fare ud af Kroppen til fjerne Egne i Dyreſkikkelſer, medens Kroppen ſelv laa ſom død, ſlukke Ild med blotte Ord, vende Vindene. Der nævnes om hans Skib Skidbladner, om Mimers Hoved, der gav ham mange Underretninger; det heder at han plejede at ſætte ſig under Galgerne, hvorfor han kaldtes de Hængtes Herre; han forſtod Galdre og Sejd; han vidſte hvor Skattene laa ſkjulte i Jorden og kunde mane dem, ſom bevogtede dem, til at give ſlip derpaa[3]. Dernæſt omtales Odins Lovgivning fornemmelig angaaende Ligenes Opbrænding, og om de tre aarlige Blot. „Over hele Svithjod“, ſiges der, „maatte Folk betale Odin Skat, een Penning for hver Næſe; til Gjengjæld ſkulde han værge Landet for Ufred, og blote for Folket til et godt Aar[4]“.

„Odin blev ſottdød i Svithjod; før ſin Død lod han ſig mærke med Geirs-Odd, og tilegnede ſig alle vaabenfældte Mænd; han ſagde at han vilde drage til Gudheim eller Æſernes gamle Hjem, og der hilſe paa ſine Venner. Svierne troede nu at han var kommen til den gamle Aasgaard og ſkulde leve der evindeligen; de begyndte da at tro paa Odin og paakalde ham“[5].

„Efter Odin blev Njørd Sviernes Herre, og vedligeholdt Blotene. I hans Dage var der god Fred og gode Aaringer, ſaa at Svierne troede at Njørd raadede for et godt Aar og Lykke med Gods Njørd blev ſottdød, lod merke ſig til Odin, førend han døde, og blev ſiden brændt“[6].

„Frey fik da Herredømme efter Njørd, blev kaldt Drottinn over Svierne, og tog Skattegaver af dem; han var venneſæl og aarſæl ſom Faderen. Frey oprejſte et ſtort Hov i Uppſala, og ſatte der ſit Hovedſæde; dertil lagde han alle ſine Indtægter, baade Land og Løsøre; derved grundlagdes „Uppſala-Aud“, der ſidenefter ſtedſe vedligeholdtes. I hans Dage oprettedes Frode-Freden; da var der gode Aaringer i alle Lande, og det tilſkreve Svierne Frey; han blev ſaameget mere dyrket end andre Guder, ſom Landsfolket i hans Dage formedelſt Freden og de gode Aaringer var rigere end før … Frey benævntes ogſaa Yngve[7]; Yngvenavnet brugtes ſiden i hans Æt ſom Fyrſte-Navn, og hans Ætmænd kaldtes Ynglinger. Frey fik Sott, og da det led til Enden med ham, anvendte hans Mænd følgende Liſt: de lode faa Mænd komme til ham, opførte en ſtor Haug med tre Glugger, bragte efter Freys Død hans Lig hemmeligen ind i Haugen, og bevogtede det der tre Aar, idet de foregave for Svierne, at Frey levede. Al Skatten heldte de ind i Haugen, Guldet gjemte den ene, Sølvet den anden, Kobberpengene gjemte den tredie Glug. Aaringen og Freden vedbleve, imidlertid ſtod Freyja for Blotene. Da endelig alle Svierne havde erfaret at Frey virkelig var død, men de gode Aaringer og Freden desuagtet vedbleve, troede de, at det ſaaledes fremdeles vilde blive, ſaalænge han var i Svithjod. De vilde derfor ikke brænde ham, men kaldte ham Verdensgud og blotede ſidenefter meeſt til ham for et godt Aar og Fred“.[8].

Man behøver ikke engang at være fortrolig med den Maade, paa hvilken de norſk-islandſke Hiſtorikere i den chriſtelige Middelalder ſøgte at give de hedenſke Myther, der ellers vilde ſtøde an mod deres Rettroenhed, men ſom de dog ſaa gjerne ønſkede at opbevare, en hiſtoriſk Forklaring; man behøver ikke engang at kjende den Iver, hvormed alle okcidentalſke Folks Hiſtorikere paa hiin Tid — vore Forfædre iberegnede — ſøgte, efter Romernes Exempel, at udlede deres Nations Herkomſt fra Troja og Troerne, for at ſkjønne, at den hele Fremſtilling hos Snorre er et vilkaarligt og tillige uheldigt Forſøg paa at underſkyde de ældgamle germaniſke Myther en lokalhiſtoriſk Betydning. Dertil behøver man kun at kjende Aaſa-Mytherne ſelv, ſaaledes ſom de ere os opbevarede i Eddaerne, og deres Fællesſkab for alle germaniſke Nationer. Vilkaarligheden fremtræder allerſkarpeſt deri, at endog flere af Gudernes himmelſke Boliger, ſom Noatun, Himinbjørg, Breidablik, ere henførte til Svithjod, og nævnes ved Siden af Uppſala; i Henførelſen af Odins foregivne Vandring til en beſtemt Tid, og i den Afvigelſe fra de egte Myther, der ligger i Beretningen om Odins og de øvrige Æſers Død. En ypperlig Kommentar til den ovenfor meddeelte Fremſtilling indeholdes desuden i de Bemærkninger, hvilke enten Snorre ſelv eller en ſamtidig Hiſtoriker af ſamme Skole har indſtrøet paa enkelte Steder i den ſaakaldte yngre Edda, deels ſom Indledning, deels ved Slutningen. „Disſe Sagn (om Æſerne)“, heder det i Slutningen, „maa ikke glemmes, ſaaledes at man derved ſkulde berøve Digtekunſten de gamle Omſkrivninger, Hovedſkaldene have anvendt; men chriſtne Mænd ſkulle ikke derfor tro paa de hedenſke Gilder eller Sandheden af Sagnene, anderledes, end der i Bogens Indledning er anført“. I denne Indledning tales der vidtløftigt om de førſte Menneſker, Adam og Eva, Noah og Syndfloden, Babels Taarn, Zoroaſter og Troja, „der nu (det vil ſige, paa de ſeldſchukiſke Tyrkers Tider) kaldes Tyrkland“, der beſtod af 12 Kongedømmer og en Overkonge, „fra hvilke Høvdinger alle Fyrſter i Verdens nordlige Deel regne deres Æt, og ſætte Stadens Formænd i Gudernes, Tal, navnlig Priamus ſom Voden“. Der tales endvidere om Saturnus, der udgives for Njørd, og om Jupiter; om Priamus eller Odin, hvis Kone hed Frigg, efter hvilken Riget kaldtes Phrygia, om Thor, der tilegnede ſig Thrakien eller Thrudheim, og om dennes Ætmænd, (i hvis Navne førſt gjenkjendes fire af hans egne Tilnavne, derpaa hans to Sønners Navne,) endelig om Sceaf og hele det angelſaxiſke Slægtregiſtre til Voden eller Odin, hvilken altſaa bliver den anden Odin. Denne yngre Odin, heder det, flygtede for Pompejus og til de nordlige Lande, hvor han gav ſine Sønner de ældre Guders Navne; han kom til Saxland, hvor han indſatte tre af ſine Sønner, hvis Navne alle gjenkjendes i de angelſaxiſke Genealogier, til Styrere; fra Saxland gik han til Reidgotaland, hvor han ſatte Skjold til Herſker, derfra til Svithjod, hvor Gylfe underkaſtede ſig, og hvor Odin nedſatte ſig i Sigtuna og indrettede ſig paa ſamme Maade ſom han havde haft det i Troja. Han havde med ſig ſin Søn Yngve, der blev Konge i Svithjod, og fra hvilken de Ætter, der kaldes Ynglinger, nedſtamme. Endelig drog han nord til Havet, og ſatte ſin Søn Seming til Herſker i Norge. Og, heder det, af de i Slægtregiſtrene optegnede Navne kan man ſee, at Navnene have fulgt med Tungemaalet, og at Æſerne have haft Tungen nord med ſig hid i Landene, i Norge, Svithjod, Danmark eller Saxland“.

Denne Forklaring afviger kun i mindre vigtige Enkeltheder fra den, der fremſættes i Ynglinga-Saga. Hoved-Afvigelſen beſtaar deri, at Æſernes gamle Hovedborg i Eddas Forklaring er Troja i Phrygien, i Ynglingaſagas derimod henføres til Egnene ved Udløbet af Tanais. Forreſten kan Ynglingaſagas Forklaring ligefrem anſees for et Udtog af Eddas. Afvigelſen grunder ſig viſtnok paa en hos Snorre, eller Ynglingaſagas Forfatter ſelv opſtaaet, ved ſundere hiſtoriſk Kritik frembragt Tvivl om Rimeligheden i at Odin ſkulde have herſket i Troja paa en i den romerſke Hiſtorie ſaa bekjendt Tid, ſom Pompejus’s, og om Muligheden af at Aaſe-Vandringen kunde være en tilkommen Folkevandring; han har derfor kun ſluttet ham til Egnene nordenfor det ſorte Hav, og fremſtiller Æſerne kun ſom en Preſte-Koloni. De angelſaxiſke Slægtregiſtre fra Woden og Sceaf, ſom man af de fra dem umiddelbart hentede Navne ſeer at hine ældre Hiſtorikere have kjendt og benyttet, antydede Saxland ſom et Land, hvor Odin maatte have herſket; Odenſe paa Fyen tjente dem ſom et Spor af hans Ophold paa denne Ø; og Helligdommen i Sigtuna var altfor bekjendt til at han ikke ogſaa ſkulde troes at have opholdt ſig der. Templet i Uppſala med den ſæregne Fraujakultus anviſte dette Sted ſom Freys Opholdsſted, og det under Navnet „Uppſala Aud“ bekjendte offentlige Jordegods i Sverige, der i Hedendommen havde været Tempelgods, (ſ. S 154) blev naturligviis tilſkrevet en Foranſtaltning ſom allerede var udgaaen fra Frey ſelv. Paa disſe løſe Grunde opførte man nu den hiſtoriſke Hypotheſe vi ovenfor have ſkildret.

Man finder imidlertid Spor til denne eller en lignende Forklaringsmaade meget tidligere end Snorre, efterſom allerede den bekjendte islandſke Hiſtoriegranſker og Hiſtorieſkriver Are Frode, der levede i Begyndelſen af det 12te Aarhundrede, ved at opregne Ynglinge-Ætten ſætter Yngve, kaldet Tyrke-Konge, i Spidſen. Og det maatte vel ogſaa være en ligefrem Følge af Chriſtendommens Indſørelſe, at man deels ſtrax ſøgte at bortforklare det hedenſke eller afgudiſke i de ældre Myther, ſom man for Digtekunſtens Skyld ønſkede at beholde, deels gjennem Latinen, hvis Studium nu ved (Gejſtligheden indførtes, lærte at kjende og i hiſtoriſk Kritik at anvende latinſke Forfatteres Skrifter[9].

I hiin uheldige hiſtoriſke Forklaring er der dog meget, ſom ej kan andet end hidrøre fra ældgamle Kilder, der nu ikke længer kjendes, og fra en Kundſkab om det ældre Forhold i Hedendommen, ſom vi nu aldeles ſavne. Den giver ſaaledes, trods ſin uefterrettelighed i det Hele taget, dog ſærdeles vigtige Vink. Af disſe er maaſkee det det allervigtigſte, der antyder Forſkjelligheden mellem Wodens- og Freys-Dyrkelſen. Odin, heder det, boſatte ſig paa Sigtuna, og indrettede der Hov og et Blot efter Æſernes Sædvane det vil ſige, den ſædvanlige Odins-Kultus; han forordnede at de Afdødes Lig ſkulde brændes, og ved at tilegne ſig de vaabendøde Mænd ſaavelſom ved at merke ſig med Geirs-Odd erklærede han ſig for en Krigsgud. Frey derimod indrettede ſit Tempel i Uppſala; der ſiges viſtnok ikke udtrykkeligt at han indrettede Blot forſkjelligt fra hvad Snorre kalder Æſernes „Sædvane“, men man veed dog andenſteds fra, at den i Uppſalatempel ſtedfindende Kultus var den ſamme, ſom den i Hleidr paa Sælund, følgelig forſkjellig fra den ellers i Norden ſædvanlige Odins-Kultus; Frey blev ſelv højlagt, ikke brændt, her antydes ſaaledes ogſaa en Skik, afvigende fra den, Odin ſkulde have indført, men ſom derimod blandt Goterne i Danmark var den herſkende[10]: Frey optræder ſom Verdens-Gud, altſaa ſom den øverſte Gud, men ej ſom Krigsgud; ſom Gud for god Aaring og Fred[11]. Da nu, ſom ovenfor viiſt[12], Frey eller Frauja oprindeligen ikke er nogen anden end Odin ſelv, kun under den for Ingvinerne eller Goterne ſæregne Form, ſaa kan Fortællingen om Freys eller Ingves Optræden i Svithjod kun forklares ſom et dunkelt Sagn om, at der her nedſatte ſig en ingvinſk eller gotiſk Fyrſteſtamme ſom efterhaanden erhvervede Magten, i Særdeleshed ved at være i Beſiddelſe af Uppſala-Templet, ligeſom Hleidrekongerne vare i Beſiddelſe af Hleidre-Helligdommen; Ynglingerne maa have været Medlemmer af denne eller andre gotiſke Fyrſte-Ætter, der i Norden ſelv naaede ſtørre Anſeelſe; og forſaavidt man vil eller kan antage, at der ogſaa for Odins foregivne Ankomſt til Svithjod ſkulde ligge lidt meer til Grund end en blot og bar Konjektur, da kunde man derved med ſtor Føje tænke paa Ankomſten af den gotiſke Preſte- og Fyrſte-Familie, der medbragte en ſtørre Kultur, end den, der hidtil herſkede hos Svierne, og indførte en ny, mindre til Krig end til Fred ſigtende, men paa den anden Side af flere myſtiſke og blodige Ceremonier ledſaget Tempeltjeneſte[13].

Forholdet mellem Odin og Frey eller Ingve angives, hvad der efter det her udviklede er let at forſtaa, forſkjelligt af de forſkjellige Sagnfortællere eller Sagnforklarere. I Ynglingaſaga er Frey eller Yngve en Søn af Vanen Njørd, og ſtaar ikke i noget Slægtſkabsforhold til Odin. I Fortalen til den yngre Edda kaldes Yngve Odins Søn. Fundinn Noregr kalder Borre (d. e. Bure), Tyrklands Konge, hans Søn Bør, hans Søn Odin Aaſakonge, Fader til Frey, Fader til Njørd, Fader til Frey. Are Frode nævner ikke Odin, men alene Ingve Tyrkekonge, giver ham Sønnen Njørd Sviakonge, og denne Sønnen Frey[14]. Og uagtet Odin i Ynglingaſaga ſiges at være Semings Fader, heder det dog i Fortalen, at Seming var en Søn af Ingvefrey; det heder derhos, at Odin ejer Skibet Skidbladner, uagtet dette ifølge Edda var Freys Ejendom. Saadan Forvirring maatte nødvendigviis opſtaa af hiin vilkaarlige Skjelnen mellem Odin og Frey, eller af at gjøre een mythiſk Perſonlighed til tvende.

Ogſaa den danſke Forfatter Saxo meddeler Sagn og Sagnforklaringer, der ſigte til Oprettelſen af en egen Frey-Kultus i Uppſala. Han fortæller om en danſk (gotiſk) Fyrſte ved Navn Hadding, Grams Søn og Skjolds Sønneſøn, i hvilken man tydelig gjenkjender vor ældre Gudelæres Njørd, Vaneguden Freys ſaakaldte Fader[15]. Paa Haddings Tid, heder det, fremſtod Odin, der falſkeligen af hele Europa dyrkedes ſom en Gud, og egentlig havde hjemme i Byzants (Aasgaard), men ogſaa ſom ofteſt plejede at opholde ſig ved Uppſala. Hans Huſtru Friggs Utroſkab nødſagede ham til at begive ſig i Landflygtighed for en Tid, og denne Lejlighed benyttede en berømt Troldmand, ved Navn Mitodin, til at udgive ſig for en Gud og indføre nye Offer-Ceremonier, der fornemmelig beſtode i, at man ej, ſom før, ſkulde blote til alle Guder under eet, men til hver for ſig, og med forſkjellige Blot. Da Odin kom tilbage, maatte Mitodin flygte til Fyen, hvor Indbyggerne dræbte ham[16]. Hadding nød ſiden megen Biſtand af Odin, underkaſtede ſig Sverige, og indſtiftede et ſæregent Offer, beſtaaende af ſorte Dyr, for Guddommen Frey, hvilket Offer af Svierne kaldtes Frey-Blot[17]. Paa et ſenere Sted heder det udtrykkeligt, at Frey, Gudernes Statholder, opſlog ſin Bolig ved Uppſala, og iſtedetfor den gamle, i flere Aarhundreder beſtaaende Offertjeneſte, indførte en ny, grum og ſkjændig, der beſtod i Menneſkeoffringer[18]. Ved at nedſkrive denne ſidſte Fortælling har Forfatteren aabenbart glemt, hvad han allerede tidligere havde berettet om Sagen, – og det er ikke det eneſte Tilfælde af dette Slags hos Saxo, hvor han har benyttet forſkjellige Kilder og ikke indſeet, at det var een og ſamme Sag, de begge omhandlede. Den ſidſte Beretning er viſtnok den, der i de tydeligſte og meeſt uforbeholdne Ord omhandler Indførelſen af den ſæregne, myſtiſke og blodige, Frey-Kultus i Uppſala; dog giver ogſaa Fortællingen om Hadding tydeligt nok tilkjende, at denne Offertjeneſte havde ſin Oprindelſe fra Goterne, og maaſkee endog nærmeſt fra Goterne i Danmark[19].

Man det nu anſees ſom afgjort, at Frauja-Dyrkelſen med ſine myſtiſke Ceremonier egentlig har faaet ſin Tildannelſe hos Goterne, da opſtaar igjen Spørgsmaalet, hvad Anledningen har været til, at den fornemmelig har udviklet ſig hos dem. Og dette Spørgsmaal kan neppe beſvares anderledes, end ved at opſtille Formodningen om at Goternes, de øſtligſt boende Germaners, Naboſkab med de vendiſk-ſlaviſke Folk maa have udøvet nogen Indflydelſe paa deres religiøſe Foreſtillinger og Kultus. Vi erfare af Vulfilas Bibeloverſættelſe, at Goterne allerede paa hans Tid, i det 4de Aarhundrede, havde optaget enkelte ſlaviſke Ord i deres Sprog[20]. At de ogſaa kunne have optaget enkelte ſlaviſke Religionsbegreber er da ogſaa rimeligt, iſær da vi i de os levnede Underrettelſer om den oldſlaviſke Religion og Gudsdyrkelſe allerede finde Spor nok til, at der mellem den og den germaniſke har været et umiskjendeligt Slægtſkab. Blandt de ſlaviſke Guder nævnes een, ved Navn Prove, der tilbades i Lunde, uden noget Billede[21]; hvilket paa en højſt mærkelig Maade ſtemmer med hvad Tacitus fortæller om de øſtgermaniſke Naharvaler (ſe ovenfor S. 57, Note), at de i en hellig Lund tilbade to Syſkende-Guddomme (Frey og Freyja?) uden at fremſtille dem ved noget Billede. Efter Sprogovergangs-Reglerne ſvarer Prøve ganſke til det gotiſke Frav-is eller Frauja, eg. Frav-ja, og hvor nær ligger det da ej at formode, at den ſlaviſke Prove-Dyrkelſe ogſaa kan have givet Anledning til en egen Frauja-Dyrkelſe blandt Goterne[22], iſær da man i den Maade, paa hvilken Frey dyrkedes, finder en Sandſelighed lagt for Dagen, der ellers ej ſtemmer overeens med vore Forfædres Levemaade og Aanden i deres Myther, men derimod ganſke med Slavernes ældre Nationalcharakteer[23]. Ogſaa til Freyja har man en tilſvarende ſlaviſk Prije. Og her maa det da endelig erindres, at juſt de med Frey i Æſernes Tal optagne Guder kaldes Vaner, medens de tſchudiſke Folkeſlag endnu ſtedſe benævne alle ſlaviſke Nationer med Fællesnavnet Væne (Vænelainen). Det er altſaa i ſig ſelv ikke uſandſynligt, at den ſæregne Frauja-Kultus har udviklet ſig hos Goterne ved Efterligning af Slaverne, og at den ſiden, forenet med Nerthus-Dyrkelſen, har antaget en ſæregen Charakteer og frembragt nye Mytheſagn.


  1. Her ſigte vi ej til den ſenere Skalde-Sprogbrug, der tillod at anvende alle ſlige Ættenavne om enhver Fyrſte i Fleng, men til hvad der allerede forekommer i ældgamle Kvad, ſom f. Ex. i Helgakviða Hundingsbana I. Str. 54, hvor Volſungen Helge kaldes Yngves Ætteſtav i (áttstafr Yngva), og i Sigurðarkviða II. Str. 14, hvor Vølſungen Sigurd ligeledes kaldes Yngves Ætling (Yngva konr).
  2. Yngl. S. Cap. 1–6.
  3. Yngl. S. Cap. 7. Ved Sammenligning med det ſidſte Afſnit af den ældre Eddas „Hávamál“ (139—165) i hvilket Odin opregner hvad han ved ſin Runekyndighed formaar at udrette, opdager man let at dette er Kilden til Fremſtillingen i Yngl. S. Cap. 7. Det førſte Vers i hiint Afſnit (139) er i flere Henſeender mærkeligt, iſær ved det Lys, det baade kaſter paa Ceremonierne ved Offring til Odin, og paa den dunkle Yggdraſils-Mythe, hvorom der allerede ovenfor (S. 163) er talt noget. Verſet lyder: „Jeg veed at jeg hang paa Vindges Træ hele ni Nætter, ſaaret med Geir og given til Odin, ſelv til mig ſelv; paa det Træ, om hvilket Ingen veed, af hvis Rødder det oprinder“. Odin havde altſaa, ſom man troede, ſelv paa en myſtiſk Maade indſtiftet en Offring til ſig, der beſtod i at den, der offredes, ej alene hængtes, men ogſaa gjennemboredes med Geir; en ſaadan Offring blev juſt Kong Vikar (ſe nedenfor § 11) underkaſtet, og naar Alt kommer til Alt, ſigtes vel hertil med Snorres Tale om at Odin lod ſig merke med Geirsodd. Hvad ellers Udtrykket „paa Vindges Træ“ (vinðga meiði á) angaar, da kan man ogſaa overſætte det „paa det vindige (af Vinden gjennemſuſede) Træ“, eller „paa den Vindiges Træ“. Hvorledes man nu end tager det, maa det vel forklares ved „Galgen“, thi det kan ikke være forſkjelligt fra „vinga meiðr“, hvilket allerede Thjodolf (i 9de Aarhundrede) brugte i ſit Ynglingatal (Yngl. Saga Cap. 26) ſom Omſkrivning for „Galgen“, og ſom Vel og har Henſyn til den i Atlamaal omtalte Vinge (maaſkee ſelv en formummet Odin), der ſkildres ſom runekyndig og truer Niflungerne med Galgen. Til hiint Vers ſigtes ganſke beſtemt i Yngl. S. Cap. 7, naar det heder at Odin plejede at ſætte ſig under Galger, og at han kaldtes de Hængtes Herre. Galgerne vare ſaaledes Odin helligede; de havde umiskjendeligt en højere ſymbolſk Betydning. Men naar man nu tillige ſaare ofte ſinder Galgen poetiſk omſkreven med en Heſt (f. Ex. Hagbards Heſt), og det, at hænge i en Galge, kaldt „at ride Galgen“, bliver Navnet Ygg-draſil yderſt paafaldende; thi „Ygg“ er et af Odins Navne, og drasill eller drösull er et ikke ualmindeligt Digterudtryk om en Heſt. Ygg-Draſill er altſaa „Odins Heſt“, det Træ i hvilket Odin hang; den er aabenbart hiint Vindgameiðr, hvis Rødders Oprindelſe Ingen kjender. Men her paatrænger ſig det Spørgsmaal, om ej, naar Alt kommer til Alt, Foreſtillingen om den i Galgen hængende, med Spyd gjennemborede, til ſig ſelv, men under en anden Perſonlighed af den eddiſke Treenighed (ſom Hár) offrede Odin, og følgelig Foreſtillingen om Yggdraſil ſelv ſom det Alt bærende Verdenstræ er opſtaaet ved en Tillempning af chriſtelige, gjennem flere Led vandrede, Traditioner? Grimm har i ſin Mythologi (S. 757) paaviiſt, at Saxernes Irminſul unegtelig minder om Korſet, og en oldtydſk Gaade om Korſet ſkildrer endog dette, ſaare paafaldende, ſom „Træet, hvis Rod naar til Helvede, hvis Top naar til Guds Trone, og hvis brede Grene omfatte hele Verden“. Man ſkulde tro at høre en Skildring af Yggdraſil. I det mærkelige angelſaxiſke Digt om det hellige Kors, af hvilket et Udtog ogſaa findes paa Ruthwell-Korſet, kaldes Chriſti Kors netop galga, og den odiøſe Foreſtilling, Ordet „Galge“ nu vækker, havde det ſaaledes ikke i den Tid. Denne Materie, der i Sandhed kan ſiges at være et af Eddalærens ſtørſte Myſterier, fortjener en nærmere Special-Underſøgelſe; her maa vi indſkrænke os til kun at paapege de meeſt iøjnefaldende Momenter.
  4. Yngl. S. Cap. 8.
  5. Sammeſteds Cap. 9.
  6. Sammeſteds Cap. 11.
  7. Der tilføjes i Yngl. S. Cap. 20 ogſaa Formen Ynguni d. e. Ingvini.
  8. Sammeſteds Cap. 12—14.
  9. Dem, der nærmere ville forfølge Underſøgelſen af denne interesſante Materie, kunne vi henviſe til R. Keyſers Afhandling „om Nordmændenes Herkomſt og Folkeſlægtſkab“, hvor Materien i et eget Afſnit aldeles udtømmende og med den meeſt indlyſende Klarhed er behandlet, og hvor ſaavel de gamle Hiſtorikeres Fejltagelſer, ſom de Data, hvorpaa de byggede deres Kombinationer, paa det tydeligſte ere efterviſte. Se Samlinger til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie, 6te B. S. 272–289.
  10. I Fortalen til Yngl. Saga heder det udtrykkeligt: „da Frey havde været højlagt ved Uppſala, gjorde mange Høvdinger ligeſaavel Høje ſom Bautaſtene til Minde om deres Frænder. Jvf. ovenfor S. 181, 185.
  11. Ifølge Mythologien havde Frey givet ſit Sverd fra ſig, og var vaabenløs; dette vidner ogſaa om Fredelighed.
  12. S. 57 fgg., S. 165.
  13. Det er her af ikke liden Vigtighed, at ogſaa i den hiſtoriſke Tidsalder to Templer og Kongereſidenſer omtales i Svithjod: Uppſala, med Freystemplet, og Sigtuna med Odinstemplet og Kjøbſtaden Birka. Kongerne i Uppſala og Birka var vel af een og ſamme Æt, men laa dog ofteſt i Strid med hinanden.
  14. Are Frode, Islendingabok, Cap. 12.
  15. Se herom iſær min „Nordmændenes Gudelære i Hedenold“, S. 123–129. Hadding, eller ſom han og kaldes, Haddung, er kun „den haarlokkede“, angelſ. Hearding, gotiſk Hazdiggs; ſaa kaldtes blandt Goter og Vandaler de fornemſte Mænd, der alene vare berettigede til at bære langt Haar.
  16. Saxo ſynes her at have misforſtaaet det gamle Ord mjötudr, egentl. mitudr, angelſ. metod, der bruges om Alſtyreren. Han ſiger at Mitodin efter Døden ſpøgede ſaa ſlemt, at man maatte hugge Hovedet af hans Lig og gjennembore Kroppen med en ſpids Stang. Skulde her ſigtes til Geirsodd? Senere (S. 129) meddeler Saxo, hvad der kun maa anſees ſom en anden Verſion af Sagnet. Da Guderne i Byzants, heder det, forargedes altfor meget over Odins ſlette Levnet, udſtødte de ham af deres Samfund, og joge ham i Landflygtighed, idet de i hans Sted ſatte en vis Oller, hvem de gave Navnet Odin. Efter 10 Aars Forløb kom dog Odin tilbage, og lykkedes det ham enten ved Bønner eller Beſtikkelſer at faa ſin gamle Værdighed tilbage. Forſtødt fra Byzants, drog Oller til Svithjod, hvor han, ligeſom i en ny Verden, ſøgte at oprette Troen paa ſig, men blev dræbt af de Danſke. Han ſkal have været ſaa tryllekyndig, at han kunde ſejle over Havet paa et Been, over hvilket han havde galet Galdre. Jvf. ovenfor S. 59.
  17. Saxo, 1ſte Bog, S. 50. Frey kaldes hos Saxo overalt efter den danſke Udtale Frø, og Freyblot Frøblod.
  18. Saxo, 3die Bog, S. 120.
  19. Det er mærkeligt nok, at det af Saxo meddeelte Sagn om Hadding lader hans Fiende, den norſk-ſvenſke Konge Aasmunds Lig blive brændt ved Uppſala, medens Hadding ſelv ſenere lod Uffe, Aasmunds Søn, højlægge; dette var altſaa den gotiſke Skik. At Ingve eller Ing endog nærmeſt ſynes at have været henført til de gotiſke Øſtdaner, derom vidner det ovenfor S. 59 Note (***) meddeelte Indhold af et gammelt angelſaxiſk Vers.
  20. F. Ex. plinsjan, dandſe, ſlaviſk pljasati.
  21. Helmold, I. 52, 69, 83.
  22. Prove ſkal have været Retfærdighedens Guddom, dog har der været tvivlet paa, at han var af egte ſlaviſk Oprindelſe, da han blot omtales ſom dyrket i Vagrien. Men kunde Prove ikke vare en anden Benævnelſe for Overguden Svantevit eller Svjatovid? I ſaa Fald kunde ogſaa den med Frey-Dyrkelſen ſaa hyppigt forekommende Opføden af hellige Heſte forklares; thi for Svantevit holdtes, ſom bekjendt, en hvid Heſt.
  23. Frey (Fricco) foreſtilledes ifølge Adam af Bremen i Uppſalatemplet cum ingenti Priapo.