Det norske Folks Historie/1/34

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 204-209).

Hvis nogen Æt fremfor de øvrige kan siges at være knyttet til de skandisk-gotiske Lande, eller til Danmark i den gotiske Periode, maa dette være Skjoldungerne. Over hele Norden, og tildeels endog udenfor Norden, var det Sagn rodfæstet, at Stamfaderen til den ældste danske Konge-Æt hed Skjold, og at han var af guddommelig Oprindelse; sædvanligviis hed det, at han var Odins Søn. Det tilføjes derhos, at da Skjold herskede over Danmark, hed dette Land endnu Gotland^[1]; og Skjolds Efterkommere eller Skjoldungerne vare de samme, som ellers kaldes Hleidrekongerne, fordi Sagnet nævnte Hleidr som deres sædvanlige Opholdssted. Men da det Folk, Skjoldungerne eller Hleidrekongerne beherskede, ikke desto mindre allerede kaldes Daner ligesaa ofte som Goter, maaskee endog oftere, synes det vist, at Skjoldungernes Periode i Danmark er den halvgotiske eller dansk-gotiske Periode, hvorom der allerede ovenfor (S. 52) er talt, i hvilken endnu gotisk Kultur og Gudsdyrkelse herskede ved Siden af gotisk-dansk Nationalitet. Halfdan den Gamle, ifølge Hyndluljod „den højeste“ blandt Skjoldungerne, og ifølge Folkesagnet Stamfader for mange Høvdinge-Ætter, fremtræder her selv som en Levendegjørelse af hiin gotisk-danske Nationalitet. Skjoldungen Halv-Dan, den mægtige Stridsmand, der fejdede i Østerveg og egtede Holmgardekongens Datter, er kun et Udtryk for hele det gotisk-danske, af Skjoldunger beherskede Folk, der gjorde Krigstog i Østerleden og i en lang Række af Aar vistnok var det herskende i Norden.

Af de Skjoldunge- eller Hleidre-Konger, Oldsagnene omtale, ere enkelte vistnok blotte Sagnfigurer, andre ere derimod aabenbart virkelige historiske Personligheder, hvis Bedrifter have vundet et varigt Eftermæle gjennem Folkenes Omskiftelser. Man kan derfor umuligt bortvise Skjoldunge-Perioden i Danmark som et bestemt historisk Afsnit. Og uagtet den ikke ligefrem vedkommer Norge, griber den dog paa saa mange Maader middelbart ind i Norges og Nordmændenes Historie, at den heller ikke her kan forbigaaes med Taushed.

Det almindelige Sagn i Norden om Skjold var, at han var en Søn af Odin. I oldnorske Skrifter heder det ogsaa, at han var gift med Gudinden Gefjon (Havgudinden), der selv havde løsrevet Sælund eller Sjæland fra Sveriges Fastland. I Skikkelse af en omvankende Kvinde, heder det i den yngre Edda, kom Gefjon til Gylfe, Svithjods Konge, og bad ham om at maatte faa i Løn for den Fornøjelse, hun havde skaffet ham, et Pløjeland saa stort, som fire Øxne kunde pleje op een Dag og een Nat. Hun fik det, tog nu fire Øxne fra Jøtunheim – de vare Sønner af hende og en Jøtun –, spændte dem for Plogen, og pløjede saa haardt og dybt, at Landet løsnedes: dette Land drog Ørnene ud paa Havet og vestover, indtil det standsede i et Sund. Der lod Gefjon Landet blive staaende, og kaldte det Sælund. Men i dets Sted blev der et Vand i Svithjod, nemlig Logen (Mælaren), hvis Vige ligge ligesom Næssene paa Sælund^[2]. Hun blev siden, tillægger Ynglingasaga, gift med Skjold, Odins Søn, og de boede i Hleidr^[3].

Dette Sagn, der billedligt udtrykker vore Forfædres Forestilling om at Sjæland ved en Oversvømmelse af Havet (Gefjon) er blevet løsnet fra den nordiske Halvøs Fastland, omtales allerede i et Kvad fra Begyndelsen af det 9de Aarhundrede^[4]; uden at det dog kan ansees afgjort, at det ogsaa var til under den egentlige Skjoldungetid, eller overhoved var kjendt i Danmark^[5]. Den danske Forfatter Saxo veed intet derom, ligesaa lidet som han kjender noget til Skjolds guddommelige Oprindelse, men han beskriver ham dog som en Heros, siger udtrykkeligt at de øvrige danske Konger efter ham kaldtes Skjoldunger, og gjør ham derved til Ættens egentlige Stamfader^[6].

Til Skjold og hans Æt findes ogsaa Hentydninger hos tydske Forfattere^[7]. Men især havde Angelsaxerne mærkelige Sagn, der alle satte Ætten i nærmeste Forbindelse med Skandja eller Skaane. Hans Fader, eller som det i nogle Genealogier heder, hans Stamfader Sceaf, kom, fortælles der, som en lille Dreng, i en Baad uden Rorsfolk, sovende med Hovedet paa et Korn-Neg eller maaskee rettere paa et Knippe Pile^[8], drivende i Land til Øen Skandja, hvis Beboere hilsede hans Ankomst som et Mirakel, kaldte ham Sceaf efter det Knippe, hvorpaa han hvilede, opdroge ham omhyggeligt, og gjorde ham siden til deres Konge. Sceafs Søn eller Ætling var Skjold, eller, som Angelsaxerne kalde ham, Scyld eller Sceldwa, og hans Efterkommere Skjoldunger (Scyldingas)^[9]. Meest omstændeligt og tiltrækkende omhandles dette Sagn i Beowulf-Digtet, der alene beskjeftiger sig med gotisk-skandiske Oldsagn ældre end Udvandringstiden; men det henfører det, mærkeligt nok, ej til Sceaf, men til Skjold selv. Digtets Ord lyde omtrent saaledes: „Skjold, Scefingen (Sceafs Ætling), blev først funden forladt og ene, men fik Trøst derfor, thi han voxede under Skyerne og tiltog i Anseelse, indtil alle de omkringboende over Hvalens Vej (Havet) maatte lyde ham, og betale ham Skat. Da han endelig, mæt af Dage, gik til Freá (Frauja, Odin), bare hans kjære Sinder ham til Stranden, som han selv havde bedet dem om; der lagde de ham i hans Skib, omgiven af herlige Klenodier, Smykker og Vaaben, og udrustede ham ikke mindre prægtigt, end da han som spædt Barn kom ene sejlende over Bølgen; de satte en gylden Fane over hans Hoved, og lode Skibet drive ud paa Havet; de selv sørgede, men Ingen kunde sige, hvo der modtog den Farm^[10]“. I Digtet nævnes senere Scedenigg, d. e. Skandja eller Skaane, som hans Efterkommeres egentlige Hjem^[11]. Efterkommerne selv kaldes Skjoldunger, og deres Undersaatter deels Goter, Hreder, eller Hredgoter, deels Daner Senere angels. Forfattere forklare Skandja som om det betegnede Sønderjylland eller Anglernes ældste Hjem^[12]; det er blot et af de flere Beviser paa, at Angelsaxerne, som Germanerne i Almindelighed, udledede deres Oprindelse fra Skandinavi eller Skaane, og det vidner maaskee tillige om, at der blandt de saakaldte Angler og Jyder, der bosatte sig i England, ogsaa var en heel Deel Goter eller Halvdaner fra de øvrige dansk-gotiske Lande^[13]. Men saameget er vist, at Sagnet selv fornemmelig har betegnet Skaane som den Egn, hvor Skjold hørte hjemme, hvad der og mærkeligt bestyrkes af et Sted i en af vore norske Kongesagaer, hvor Skjold ligefrem kaldes „Skaaningernes Gud“^[14]. De om Skjold herskende Sagn henføre ham altsaa fornemmelig til Skaane og Sjæland, eller rettere, de lade ham høre hjemme i Skaane, og Gefjon siden bringe ham Sjæland i Medgift. Derved synes de at tilkjendegive, at hans Æt, eller den egentlige skandiske Konge-Æt, ikke oprindelig var i Besiddelse af Sælund med Nerthus-Helligdommen i Hleidr, men at denne, eller det gotiske Rige i Sælund, allerede var oprettet, førend Skjoldungerne eller en Green af Skjoldingestammen, erhvervede dette. Vi have allerede ovenfor anført, at Jornandes’s Ord give Anledning til at antage Gepiderne eller Gifdherne for Sælunds ældste reengotiske Beboere. Det er her en ret mærkelig Omstændighed, at Gefjons (Geofons, Gebhans) og Gepidernes eller Gifdhernes Navn er dannet af samme Rod^[15], og umiskjendeligt staa i en vis Sammenhæng med hinanden; thi derved betegnes Sælund, Gefjons selverhvervede Ejendom, end tydeligere som Gifdhernes Rige. Skjoldungernes Erhvervelse af dette betegner saaledes i og for sig maaskee kun den samme Forening af Goter og Daner, som allerede antydes i Halvdane-Navnet. Men Skjold bliver derved lige fuldt det skandiske Gotlands, eller Skandia’s og Sælunds ypperste Sagnhelt^[16].

Saxo tildeler Skjold alle en Helts og en ædel Høvdings Dyder i fuldeste Maal; overordentlig Styrke, Tapperhed, Retfærdighed, Gavmildhed; allerede som Dreng lader han ham vaabenløs angribe og overvinde en uhyre Bjørn, og i sit femtende Aar aflægge usædvanlige Styrkeprøver; han lader ham kjæmpe med den allemanniske Jarl Skate om Besiddelsen af den skjønne Alfhilds Haand, overvinde ham i den danske og den tydske Hærs Paasyn, og underkaste sig Allemannerne; derpaa, heder det, erhvervede han sit Fædrenerige tilbage, hvilket hans Fader havde mistet ved sin slette Opførsel; han gav ypperlige Love og efterlod endelig alderstegen Riget til sin Søn, den udmærkede Gram, hvis Minde ligeledes hædredes saa højt, at Kongerne i de danske Oldkvad ofte kaldtes „Gramer“^[17].

Uagtet Skjoldunge-Navnet som Ætte-Navn er saa gammelt – thi Hyndluljod selv hidrører fra Midten af det 8de Aarhundrede og Beowulf-Digtet er i sin oprindelige Form neppe yngre, men snarere ældre – kan man dog neppe antage Skjold for en af Mythologien umiddelbart udviklet Sagnfigur, men kun som en Personliggjørelse af det mellem- og sydgermaniske Kongedømme, hvortil den tiltrædende Konge symbolisk hævedes derved, at han løftedes op paa et Skjold og blev trende Gange baaren om i Folkekredsen for at kunne sees og for at Folket ved Haandklap og Vaabengny kunde tilkjendegive sit Bifald. Denne Skjoldløften synes ej at have været brugelig i Norge og Sverige, eller de reennordiske Lande, i alle Fald omtales den ikke af vore Forfattere; men derimod nævnes den lejlighedsviis hos mange ældre Skribenter som sædvanlig blandt gotiske og tydske Folkeslag, altsaa blandt alle de Nationer, der enten selv i den ældre Tid havde hjemme i Skandja og de skandiske Lande, eller som troedes at være udvandrede derfra. Allerede Tacitus omtaler denne Skik som herskende hos det i de nuværende Nederlandske boende Kanninefater (maaskee i Kennemar-Distriktet)^[18]; den omtales hos Goter^[19], Franker^[20] og Langobarder. Saadanne paa Skjoldet højtideligt opløftede og ved Vaabenslag antagne Fyrster kunde visselig i Ordets egentlige Forstand kaldes Skjoldunger^[21]; og naar denne Benævnelse havde været brugelig i flere Aarhundreder, kunde det ej alene lettelig falde de yngre Generationer ind at tænke sig en mythisk Konge ved Navn Skjold som disse Fyrsters fælles Stamfader, men dette var endog, efter hvad man af andre Exempler kan slutte, Tingenes naturlige Gang; thi paa samme Maade ere baade Halfdan og Dan allerede i Hedenold opstaaede i Folkesagnet som virkelige Personligheder, uagtet de egentlig blot ere ethnographiske Eponymer^[22]. Det er forresten let at indsee, at naar Sagnet opstiller en lang uafbrudt Række af Skjoldungekonger, har det sammensat flere indbyrdes uafhængige Rækker.

Sagnfiguren Skjold er derfor ærværdig som den germaniske Eponym, der ustridigt maa ansees for den allerældste, og som er uadskilleligt knyttet til Goternes og Sydgermanernes dunkle Erindringer øm deres tidligere, deels faste, deels forbigaaende Ophold i den sydligste Deel af den nordiske Halvø, og deres Vandring fra denne over de dansk-gotiske Øer til Tydskland. Han tilhører, som ovenfor viist, egentlig Skandja selv eller de ældste danske Lande, men med Mindet om Skandja er han og bleven de øvrige Mellem- og Syd-Tydskeres Sagnhelt. Kraftigst lever naturligviis hans Minde blandt de skandiske Landes egne senere Beboere, Danerne, og de tildeels derfra udgangne Angler^[23]. Men derimod hører han ikke hjemme blandt de reennordiske Folk, der først kom i nærmere Berørelse med Skandja, da deres egen Sagnkreds allerede var udviklet. Vel anvendes ogsaa i den senere oldnorske Poesi Skjoldunge-Navnet som Betegnelse for Konger, ligesom de øvrige, fra den gotisk-tydske Sagnkreds hentede Slægt-Benævnelser; men Sagnet selv henføres til sit rette Hjem, og det er først den ukritiske Bearbejder af Fundinn Noregr, der langt ned i den christelige Tidsalder med øjensynlig Vilkaarlighed har draget Skjold ind i de norske Kongeætters Kreds.

---

1. Skálda, c. 43: Skjold hed Odins Søn, fra hvem Skjoldungerne stammme; han boede og herskede der, som nu kaldes Danmark, men i hiin Tid Gotland.
2. Yngre Edda, Cap. 1.
3. Ynglingasaga, Cap. 5.
4. Nemlig af Skalden Brage hiin Gamle fra Fjordefylke i Norge, der opholdt sig en Tidlang hos Ragnar Lodbrok og hans Ætlinger.
5. Man finder forresten Antydninger dertil i de hveenske Sagn (se W. Grimm deutsche Heldens. S. 321) hvor der tales om Hvenild, som bar Stykker af Sjæland over til Skaane, men kom til at slippe et Stykke (Hveen) ned i Sundet.
6. Saxo. 1ste Bog, S. 23. Han gjør ham til en Søn af Lother, der igjen er en Broder af Humble .og Søn af Dan: en Sammenstilling, der synes saa vilkaarlig, at den neppe kan hidrøre fra andre end Saxo selv; Humble og Lother tilhøre nemlig et ganske andet Sagn, det om Sverdet Tyrsing. Borttager man nu Dan, Humble og Lother, bliver Skjold virkelig den første Konge.
7. Saaledes Navnet Schiltunc ɔ: Skjoldung, i Tyrol og Parcival, se Haupt, Zeitschr. f. deutsch. Alterth., I. p. 7.
8. Den ældste angels. Forfatter, der omtaler dette Sagn, nemlig Ædhelweard (III. 3) nævner intet om Neget, men siger kun „armis circumdatus“, og da“ Beowulfkvadet nævner, at han ved Bortsendelsen efter sin Død blev ligesaa smukt prydet med Klenodier og Vaaben, som han var, da han kom, bliver det heel sandsynligt, at hiint Knippe oprindelig tænktes bestaaende af Pile, saameget mere som det angelsaxiske Ord earh, der svarer til vort ör og det engelske arrow (Piil), ogsaa, eller sædvanligviis, betyder „Kornax“. Sceáf eara (et Knippe Pile) kunde saaledes let ved en Misforstaaelse oversættes „et Knippe Ax, et Neg“. Sceáf betyder ej alene et Neg, engelsk sheaf, men ogsaa ethvert Slags Knippe, en Rævehale, oldn. skauf.
9. Enkelte angelsaxiske Slægtregistre udlede Skjolds Herkomst lige fra Noah, og gjøre Sceaf til den samme som Sem; de regne nemlig: Noah – Sceaf (eller hos enkelte Forfattere Seth eller Sem) – Bedwig – Hwala – Hathra – Iterman – Heremod – Sceldwa (Skjold); og om Sceaf lyder det: han var fød i Noahs Ark (Chron. Saxon. ved 855). Men Ædhelweard (III. 3) nævner kun Sceaf og Sønnen Skjold. Fra Skjold regne siden de angels. Genealogier: Beow eller Beo – Tættva –- Geat (d. e. Gaut) – Godwulf – Finn – Fridhuwulf – Frealaf – Fridhuwald – Woden eller Odin, og fra Woden udledes igjen de angelsaxiske Kongeætter.
10. Beowulfdigtet V. 8 til 104.
11. V. 3370.
12. William af Malmsbury (Gesta regum, II. 116) der omtaler Sceafs Ankomst til „Scandja“ og i denne Anledning paaberaaber sig Jornandes, tilføjer at han, efterat være bleven voxen, regjerede i Slesvig eller Heidaby, i den Egn der kaldtes Gammel-Angel, hvorfra Anglerne kom til Britannien.
13. Se herom yderligere i § 10. Endog Langobarderne synes at have hast Sagn om Sceaf, se Widsidhdigtet v. 64.
14. Olaf den Hell. Saga i Fornm. S. V. S. 239. Her nævnes, besynderligt nok, „Thor Engelsmændenes Gud, Odin Saxernes Gud, Skjold Skaaningernes Gud, Frey Svearnes Gud, og Godorm Danernes Gud“.
15. Nemlig det got. giban, give, Angels. gifan, Saxisk gebhan, Oldn. gefa. Deraf kommer saavel Angels. gifen, geofon, Havet, Sax. gebhen, Oldn. gefjon, som Angels. gifeðe, Sax. gibhidi, og paa got. rimeligvis gibiþs. Formen gepanta (gibanta) minder her endnu mere om Gefjon. Se forøvrigt ovenfor S. 166, Not.
16. Ptolemæos kalder selv, som ovenanført (S. 23) Skaane og de nærmeste danske Øer Skandia og de skandiske Øer.
17. Baade i oldn. og angels. Digte bruges gramr eller grom (egentl. den gromme, modige) som Benævnelse paa en Fyrste eller Kriger. Snorre siger ogsaa udtrykkeligt i Yngl. Saga Cap. 21: paa den Tid (da Dag levede) kaldtes en herjende Høvding Gram, og Hærmændene Gramer.
18. Tacitus, Hist. IV. 15. Erat in Canninefatibus stolidæ audaciæ Brinno, claritate natalium insigni: … igitur ipso rebellis familiæ nomine placuit, imposituseque scuto, more gentis, et sustinentium humeris vibratus, dux deligitur.
19. Dette bevidner den gotiske Konge Vitiges selv i et af Cassiodor forfattet Brev: indicamus parentes nostros Gotos inter procinctuales gladios more majorum scuto supposito regalem nobis contulisse dignitalem (Cassiodor. Var. X. 31).
20. F. Ex. hos Gregor af Tours (II. 40) et illi … plaudentes tam palmis quam vocibus cum (Chlodoveum) clypeo evectum super se regem constituunt; og (III. 51) collectus est ad eum (Sigibertum) omnis exercitus impositumque super clypeo sibi regem statunt. Ogsaa Pipin den lille blev udraabt til Konge paa denne Maade (Annales Fr. ved 750).
21. Sven Aagesøn (cap. 1. Langebek. Scriptt. I. p. 44) udleder Skjolds Navn deraf, at han selv var et Skjold for Riget.
22. Hvorledes Skjold og Sceaf kunde forvexles, eller rettere, hvorledes de oprindeligen kun betegne een og samme Sagnfigur, bliver let begribeligt; thi Sagnet om Ættens Stamfader, Sceaf, maatte, naar Skjold sættes som Stamfader, henføres til denne.
23. Foruden Sagnet selv, minde om Skjold hos Englænderne enkelte Stedsnavne, f. Ex. Scyldestreów, Scyldmere, Sceldesheafda (Kemble, Cod. Dipl. Angl. No. 356, 436, 721, 762). Desforuden heder det i en Gaade om Skjoldet: „mit Navn er herligt, gridsk blandt Helte, selv helligt“, (Exeterbogen S. 109).