Det norske Folks Historie/1/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (1-1s. 204-209).

Hvis nogen Æt fremfor de øvrige kan ſiges at være knyttet til de ſkandiſk-gotiſke Lande, eller til Danmark i den gotiſke Periode, maa dette være Skjoldungerne. Over hele Norden, og tildeels endog udenfor Norden, var det Sagn rodfæſtet, at Stamfaderen til den ældſte danſke Konge-Æt hed Skjold, og at han var af guddommelig Oprindelſe; ſædvanligviis hed det, at han var Odins Søn. Det tilføjes derhos, at da Skjold herſkede over Danmark, hed dette Land endnu Gotland[1]; og Skjolds Efterkommere eller Skjoldungerne vare de ſamme, ſom ellers kaldes Hleidrekongerne, fordi Sagnet nævnte Hleidr ſom deres ſædvanlige Opholdsſted. Men da det Folk, Skjoldungerne eller Hleidrekongerne beherſkede, ikke deſto mindre allerede kaldes Daner ligeſaa ofte ſom Goter, maaſkee endog oftere, ſynes det viſt, at Skjoldungernes Periode i Danmark er den halvgotiſke eller danſk-gotiſke Periode, hvorom der allerede ovenfor (S. 52) er talt, i hvilken endnu gotiſk Kultur og Gudsdyrkelſe herſkede ved Siden af gotiſk-danſk Nationalitet. Halfdan den Gamle, ifølge Hyndluljod „den højeſte“ blandt Skjoldungerne, og ifølge Folkeſagnet Stamfader for mange Høvdinge-Ætter, fremtræder her ſelv ſom en Levendegjørelſe af hiin gotiſk-danſke Nationalitet. Skjoldungen Halv-Dan, den mægtige Stridsmand, der fejdede i Øſterveg og egtede Holmgardekongens Datter, er kun et Udtryk for hele det gotiſk-danſke, af Skjoldunger beherſkede Folk, der gjorde Krigstog i Øſterleden og i en lang Række af Aar viſtnok var det herſkende i Norden.

Af de Skjoldunge- eller Hleidre-Konger, Oldſagnene omtale, ere enkelte viſtnok blotte Sagnfigurer, andre ere derimod aabenbart virkelige hiſtoriſke Perſonligheder, hvis Bedrifter have vundet et varigt Eftermæle gjennem Folkenes Omſkiftelſer. Man kan derfor umuligt bortviſe Skjoldunge-Perioden i Danmark ſom et beſtemt hiſtoriſk Afſnit. Og uagtet den ikke ligefrem vedkommer Norge, griber den dog paa ſaa mange Maader middelbart ind i Norges og Nordmændenes Hiſtorie, at den heller ikke her kan forbigaaes med Taushed.

Det almindelige Sagn i Norden om Skjold var, at han var en Søn af Odin. I oldnorſke Skrifter heder det ogſaa, at han var gift med Gudinden Gefjon (Havgudinden), der ſelv havde løsrevet Sælund eller Sjæland fra Sveriges Faſtland. I Skikkelſe af en omvankende Kvinde, heder det i den yngre Edda, kom Gefjon til Gylfe, Svithjods Konge, og bad ham om at maatte faa i Løn for den Fornøjelſe, hun havde ſkaffet ham, et Pløjeland ſaa ſtort, ſom fire Øxne kunde pleje op een Dag og een Nat. Hun fik det, tog nu fire Øxne fra Jøtunheim — de vare Sønner af hende og en Jøtun —, ſpændte dem for Plogen, og pløjede ſaa haardt og dybt, at Landet løsnedes: dette Land drog Ørnene ud paa Havet og veſtover, indtil det ſtandſede i et Sund. Der lod Gefjon Landet blive ſtaaende, og kaldte det Sælund. Men i dets Sted blev der et Vand i Svithjod, nemlig Logen (Mælaren), hvis Vige ligge ligeſom Næsſene paa Sælund[2]. Hun blev ſiden, tillægger Ynglingaſaga, gift med Skjold, Odins Søn, og de boede i Hleidr[3].

Dette Sagn, der billedligt udtrykker vore Forfædres Foreſtilling om at Sjæland ved en Overſvømmelſe af Havet (Gefjon) er blevet løsnet fra den nordiſke Halvøs Faſtland, omtales allerede i et Kvad fra Begyndelſen af det 9de Aarhundrede[4]; uden at det dog kan anſees afgjort, at det ogſaa var til under den egentlige Skjoldungetid, eller overhoved var kjendt i Danmark[5]. Den danſke Forfatter Saxo veed intet derom, ligeſaa lidet ſom han kjender noget til Skjolds guddommelige Oprindelſe, men han beſkriver ham dog ſom en Heros, ſiger udtrykkeligt at de øvrige danſke Konger efter ham kaldtes Skjoldunger, og gjør ham derved til Ættens egentlige Stamfader[6].

Til Skjold og hans Æt findes ogſaa Hentydninger hos tydſke Forfattere[7]. Men iſær havde Angelſaxerne mærkelige Sagn, der alle ſatte Ætten i nærmeſte Forbindelſe med Skandja eller Skaane. Hans Fader, eller ſom det i nogle Genealogier heder, hans Stamfader Sceaf, kom, fortælles der, ſom en lille Dreng, i en Baad uden Rorsfolk, ſovende med Hovedet paa et Korn-Neg eller maaſkee rettere paa et Knippe Pile[8], drivende i Land til Øen Skandja, hvis Beboere hilſede hans Ankomſt ſom et Mirakel, kaldte ham Sceaf efter det Knippe, hvorpaa han hvilede, opdroge ham omhyggeligt, og gjorde ham ſiden til deres Konge. Sceafs Søn eller Ætling var Skjold, eller, ſom Angelſaxerne kalde ham, Scyld eller Sceldwa, og hans Efterkommere Skjoldunger (Scyldingas)[9]. Meeſt omſtændeligt og tiltrækkende omhandles dette Sagn i Beowulf-Digtet, der alene beſkjeftiger ſig med gotiſk-ſkandiſke Oldſagn ældre end Udvandringstiden; men det henfører det, mærkeligt nok, ej til Sceaf, men til Skjold ſelv. Digtets Ord lyde omtrent ſaaledes: „Skjold, Scefingen (Sceafs Ætling), blev førſt funden forladt og ene, men fik Trøſt derfor, thi han voxede under Skyerne og tiltog i Anſeelſe, indtil alle de omkringboende over Hvalens Vej (Havet) maatte lyde ham, og betale ham Skat. Da han endelig, mæt af Dage, gik til Freá (Frauja, Odin), bare hans kjære Sinder ham til Stranden, ſom han ſelv havde bedet dem om; der lagde de ham i hans Skib, omgiven af herlige Klenodier, Smykker og Vaaben, og udruſtede ham ikke mindre prægtigt, end da han ſom ſpædt Barn kom ene ſejlende over Bølgen; de ſatte en gylden Fane over hans Hoved, og lode Skibet drive ud paa Havet; de ſelv ſørgede, men Ingen kunde ſige, hvo der modtog den Farm[10]“. I Digtet nævnes ſenere Scedenigg, d. e. Skandja eller Skaane, ſom hans Efterkommeres egentlige Hjem[11]. Efterkommerne ſelv kaldes Skjoldunger, og deres Underſaatter deels Goter, Hreder, eller Hredgoter, deels Daner Senere angelſ. Forfattere forklare Skandja ſom om det betegnede Sønderjylland eller Anglernes ældſte Hjem[12]; det er blot et af de flere Beviſer paa, at Angelſaxerne, ſom Germanerne i Almindelighed, udledede deres Oprindelſe fra Skandinavi eller Skaane, og det vidner maaſkee tillige om, at der blandt de ſaakaldte Angler og Jyder, der boſatte ſig i England, ogſaa var en heel Deel Goter eller Halvdaner fra de øvrige danſk-gotiſke Lande[13]. Men ſaameget er viſt, at Sagnet ſelv fornemmelig har betegnet Skaane ſom den Egn, hvor Skjold hørte hjemme, hvad der og mærkeligt beſtyrkes af et Sted i en af vore norſke Kongeſagaer, hvor Skjold ligefrem kaldes „Skaaningernes Gud“[14]. De om Skjold herſkende Sagn henføre ham altſaa fornemmelig til Skaane og Sjæland, eller rettere, de lade ham høre hjemme i Skaane, og Gefjon ſiden bringe ham Sjæland i Medgift. Derved ſynes de at tilkjendegive, at hans Æt, eller den egentlige ſkandiſke Konge-Æt, ikke oprindelig var i Beſiddelſe af Sælund med Nerthus-Helligdommen i Hleidr, men at denne, eller det gotiſke Rige i Sælund, allerede var oprettet, førend Skjoldungerne eller en Green af Skjoldingeſtammen, erhvervede dette. Vi have allerede ovenfor anført, at Jornandes’s Ord give Anledning til at antage Gepiderne eller Gifdherne for Sælunds ældſte reengotiſke Beboere. Det er her en ret mærkelig Omſtændighed, at Gefjons (Geofons, Gebhans) og Gepidernes eller Gifdhernes Navn er dannet af ſamme Rod[15], og umiskjendeligt ſtaa i en vis Sammenhæng med hinanden; thi derved betegnes Sælund, Gefjons ſelverhvervede Ejendom, end tydeligere ſom Gifdhernes Rige. Skjoldungernes Erhvervelſe af dette betegner ſaaledes i og for ſig maaſkee kun den ſamme Forening af Goter og Daner, ſom allerede antydes i Halvdane-Navnet. Men Skjold bliver derved lige fuldt det ſkandiſke Gotlands, eller Skandia’s og Sælunds ypperſte Sagnhelt[16].

Saxo tildeler Skjold alle en Helts og en ædel Høvdings Dyder i fuldeſte Maal; overordentlig Styrke, Tapperhed, Retfærdighed, Gavmildhed; allerede ſom Dreng lader han ham vaabenløs angribe og overvinde en uhyre Bjørn, og i ſit femtende Aar aflægge uſædvanlige Styrkeprøver; han lader ham kjæmpe med den allemanniſke Jarl Skate om Beſiddelſen af den ſkjønne Alfhilds Haand, overvinde ham i den danſke og den tydſke Hærs Paaſyn, og underkaſte ſig Allemannerne; derpaa, heder det, erhvervede han ſit Fædrenerige tilbage, hvilket hans Fader havde miſtet ved ſin ſlette Opførſel; han gav ypperlige Love og efterlod endelig alderſtegen Riget til ſin Søn, den udmærkede Gram, hvis Minde ligeledes hædredes ſaa højt, at Kongerne i de danſke Oldkvad ofte kaldtes „Gramer“[17].

Uagtet Skjoldunge-Navnet ſom Ætte-Navn er ſaa gammelt – thi Hyndluljod ſelv hidrører fra Midten af det 8de Aarhundrede og Beowulf-Digtet er i ſin oprindelige Form neppe yngre, men ſnarere ældre — kan man dog neppe antage Skjold for en af Mythologien umiddelbart udviklet Sagnfigur, men kun ſom en Perſonliggjørelſe af det mellem- og ſydgermaniſke Kongedømme, hvortil den tiltrædende Konge ſymboliſk hævedes derved, at han løftedes op paa et Skjold og blev trende Gange baaren om i Folkekredſen for at kunne ſees og for at Folket ved Haandklap og Vaabengny kunde tilkjendegive ſit Bifald. Denne Skjoldløften ſynes ej at have været brugelig i Norge og Sverige, eller de reennordiſke Lande, i alle Fald omtales den ikke af vore Forfattere; men derimod nævnes den lejlighedsviis hos mange ældre Skribenter ſom ſædvanlig blandt gotiſke og tydſke Folkeſlag, altſaa blandt alle de Nationer, der enten ſelv i den ældre Tid havde hjemme i Skandja og de ſkandiſke Lande, eller ſom troedes at være udvandrede derfra. Allerede Tacitus omtaler denne Skik ſom herſkende hos det i de nuværende Nederlandſke boende Kanninefater (maaſkee i Kennemar-Diſtriktet)[18]; den omtales hos Goter[19], Franker[20] og Langobarder. Saadanne paa Skjoldet højtideligt opløftede og ved Vaabenſlag antagne Fyrſter kunde visſelig i Ordets egentlige Forſtand kaldes Skjoldunger[21]; og naar denne Benævnelſe havde været brugelig i flere Aarhundreder, kunde det ej alene lettelig falde de yngre Generationer ind at tænke ſig en mythiſk Konge ved Navn Skjold ſom disſe Fyrſters fælles Stamfader, men dette var endog, efter hvad man af andre Exempler kan ſlutte, Tingenes naturlige Gang; thi paa ſamme Maade ere baade Halfdan og Dan allerede i Hedenold opſtaaede i Folkeſagnet ſom virkelige Perſonligheder, uagtet de egentlig blot ere ethnographiſke Eponymer[22]. Det er forreſten let at indſee, at naar Sagnet opſtiller en lang uafbrudt Række af Skjoldungekonger, har det ſammenſat flere indbyrdes uafhængige Rækker.

Sagnfiguren Skjold er derfor ærværdig ſom den germaniſke Eponym, der uſtridigt maa anſees for den allerældſte, og ſom er uadſkilleligt knyttet til Goternes og Sydgermanernes dunkle Erindringer øm deres tidligere, deels faſte, deels forbigaaende Ophold i den ſydligſte Deel af den nordiſke Halvø, og deres Vandring fra denne over de danſk-gotiſke Øer til Tydſkland. Han tilhører, ſom ovenfor viiſt, egentlig Skandja ſelv eller de ældſte danſke Lande, men med Mindet om Skandja er han og bleven de øvrige Mellem- og Syd-Tydſkeres Sagnhelt. Kraftigſt lever naturligviis hans Minde blandt de ſkandiſke Landes egne ſenere Beboere, Danerne, og de tildeels derfra udgangne Angler[23]. Men derimod hører han ikke hjemme blandt de reennordiſke Folk, der førſt kom i nærmere Berørelſe med Skandja, da deres egen Sagnkreds allerede var udviklet. Vel anvendes ogſaa i den ſenere oldnorſke Poeſi Skjoldunge-Navnet ſom Betegnelſe for Konger, ligeſom de øvrige, fra den gotiſk-tydſke Sagnkreds hentede Slægt-Benævnelſer; men Sagnet ſelv henføres til ſit rette Hjem, og det er førſt den ukritiſke Bearbejder af Fundinn Noregr, der langt ned i den chriſtelige Tidsalder med øjenſynlig Vilkaarlighed har draget Skjold ind i de norſke Kongeætters Kreds.


  1. Skálda, c. 43: Skjold hed Odins Søn, fra hvem Skjoldungerne ſtammme; han boede og herſkede der, ſom nu kaldes Danmark, men i hiin Tid Gotland.
  2. Yngre Edda, Cap. 1.
  3. Ynglingaſaga, Cap. 5.
  4. Nemlig af Skalden Brage hiin Gamle fra Fjordefylke i Norge, der opholdt ſig en Tidlang hos Ragnar Lodbrok og hans Ætlinger.
  5. Man finder forreſten Antydninger dertil i de hveenſke Sagn (ſe W. Grimm deutſche Heldenſ. S. 321) hvor der tales om Hvenild, ſom bar Stykker af Sjæland over til Skaane, men kom til at ſlippe et Stykke (Hveen) ned i Sundet.
  6. Saxo. 1ſte Bog, S. 23. Han gjør ham til en Søn af Lother, der igjen er en Broder af Humble .og Søn af Dan: en Sammenſtilling, der ſynes ſaa vilkaarlig, at den neppe kan hidrøre fra andre end Saxo ſelv; Humble og Lother tilhøre nemlig et ganſke andet Sagn, det om Sverdet Tyrſing. Borttager man nu Dan, Humble og Lother, bliver Skjold virkelig den førſte Konge.
  7. Saaledes Navnet Schiltunc ɔ: Skjoldung, i Tyrol og Parcival, ſe Haupt, Zeitſchr. f. deutſch. Alterth., I. p. 7.
  8. Den ældſte angelſ. Forfatter, der omtaler dette Sagn, nemlig Ædhelweard (III. 3) nævner intet om Neget, men ſiger kun „armis circumdatus“, og da“ Beowulfkvadet nævner, at han ved Bortſendelſen efter ſin Død blev ligeſaa ſmukt prydet med Klenodier og Vaaben, ſom han var, da han kom, bliver det heel ſandſynligt, at hiint Knippe oprindelig tænktes beſtaaende af Pile, ſaameget mere ſom det angelſaxiſke Ord earh, der ſvarer til vort ör og det engelſke arrow (Piil), ogſaa, eller ſædvanligviis, betyder „Kornax“. Sceáf eara (et Knippe Pile) kunde ſaaledes let ved en Misforſtaaelſe overſættes „et Knippe Ax, et Neg“. Sceáf betyder ej alene et Neg, engelſk sheaf, men ogſaa ethvert Slags Knippe, en Rævehale, oldn. skauf.
  9. Enkelte angelſaxiſke Slægtregiſtre udlede Skjolds Herkomſt lige fra Noah, og gjøre Sceaf til den ſamme ſom Sem; de regne nemlig: Noah – Sceaf (eller hos enkelte Forfattere Seth eller Sem) – Bedwig – Hwala – Hathra – Iterman – Heremod – Sceldwa (Skjold); og om Sceaf lyder det: han var fød i Noahs Ark (Chron. Saxon. ved 855). Men Ædhelweard (III. 3) nævner kun Sceaf og Sønnen Skjold. Fra Skjold regne ſiden de angelſ. Genealogier: Beow eller Beo — Tættva –- Geat (d. e. Gaut) – Godwulf – Finn – Fridhuwulf – Frealaf — Fridhuwald – Woden eller Odin, og fra Woden udledes igjen de angelſaxiſke Kongeætter.
  10. Beowulfdigtet V. 8 til 104.
  11. V. 3370.
  12. William af Malmsbury (Gesta regum, II. 116) der omtaler Sceafs Ankomſt til „Scandja“ og i denne Anledning paaberaaber ſig Jornandes, tilføjer at han, efterat være bleven voxen, regjerede i Slesvig eller Heidaby, i den Egn der kaldtes Gammel-Angel, hvorfra Anglerne kom til Britannien.
  13. Se herom yderligere i § 10. Endog Langobarderne ſynes at have haſt Sagn om Sceaf, ſe Widſidhdigtet v. 64.
  14. Olaf den Hell. Saga i Fornm. S. V. S. 239. Her nævnes, beſynderligt nok, „Thor Engelsmændenes Gud, Odin Saxernes Gud, Skjold Skaaningernes Gud, Frey Svearnes Gud, og Godorm Danernes Gud“.
  15. Nemlig det got. giban, give, Angelſ. gifan, Saxiſk gebhan, Oldn. gefa. Deraf kommer ſaavel Angelſ. gifen, geofon, Havet, Sax. gebhen, Oldn. gefjon, ſom Angelſ. gifeðe, Sax. gibhidi, og paa got. rimeligvis gibiþs. Formen gepanta (gibanta) minder her endnu mere om Gefjon. Se forøvrigt ovenfor S. 166, Not.
  16. Ptolemæos kalder ſelv, ſom ovenanført (S. 23) Skaane og de nærmeſte danſke Øer Skandia og de ſkandiſke Øer.
  17. Baade i oldn. og angelſ. Digte bruges gramr eller grom (egentl. den gromme, modige) ſom Benævnelſe paa en Fyrſte eller Kriger. Snorre ſiger ogſaa udtrykkeligt i Yngl. Saga Cap. 21: paa den Tid (da Dag levede) kaldtes en herjende Høvding Gram, og Hærmændene Gramer.
  18. Tacitus, Hist. IV. 15. Erat in Canninefatibus stolidæ audaciæ Brinno, claritate natalium insigni: … igitur ipso rebellis familiæ nomine placuit, imposituseque scuto, more gentis, et sustinentium humeris vibratus, dux deligitur.
  19. Dette bevidner den gotiſke Konge Vitiges ſelv i et af Casſiodor forfattet Brev: indicamus parentes nostros Gotos inter procinctuales gladios more majorum scuto supposito regalem nobis contulisse dignitalem (Cassiodor. Var. X. 31).
  20. F. Ex. hos Gregor af Tours (II. 40) et illi … plaudentes tam palmis quam vocibus cum (Chlodoveum) clypeo evectum super se regem constituunt; og (III. 51) collectus est ad eum (Sigibertum) omnis exercitus impositumque super clypeo sibi regem statunt. Ogſaa Pipin den lille blev udraabt til Konge paa denne Maade (Annales Fr. ved 750).
  21. Sven Aageſøn (cap. 1. Langebek. Scriptt. I. p. 44) udleder Skjolds Navn deraf, at han ſelv var et Skjold for Riget.
  22. Hvorledes Skjold og Sceaf kunde forvexles, eller rettere, hvorledes de oprindeligen kun betegne een og ſamme Sagnfigur, bliver let begribeligt; thi Sagnet om Ættens Stamfader, Sceaf, maatte, naar Skjold ſættes ſom Stamfader, henføres til denne.
  23. Foruden Sagnet ſelv, minde om Skjold hos Englænderne enkelte Stedsnavne, f. Ex. Scyldestreów, Scyldmere, Sceldesheafda (Kemble, Cod. Dipl. Angl. No. 356, 436, 721, 762). Desforuden heder det i en Gaade om Skjoldet: „mit Navn er herligt, gridſk blandt Helte, ſelv helligt“, (Exeterbogen S. 109).