Det norske Folks Historie/1/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er allerede ovenfor omtalt, hvorledes den i det 12te Aarhundrede ſammenſatte Fremſtilling af den norſke Konge-Æts Nedſtammelſe fra Nor og Gor, der danner Indledningen til „Flatøbogens“ Samling af norſke Konge- og Jarleſagaer, og ſædvanligviis kaldes Fundinn Noregr, opſtiller Slægtregiſtre for de enkelte Fylker, af hvilke Slægtregiſtre de førſte Led aabenbart viſe ſig ſom opdigtede, medens kun de ſildigere, — naturligviis ſom Brudſtykker af uafhængige Ættetavler, og uden i mindſte Maade at maatte ſættes i Forbindelſe med Nor og Gor, der ſelv ere opdigtede Perſonligheder, – fortjene Tiltro og kunne benyttes til Hiſtoriens Udfyldning. Hvad Fundinn Noregr ſaaledes indeholder om Thrond ſom Stamfader for den throndhjemſke, Hørd ſom Stamfader for den hørdſke, Rugalf for den rygſke, Thrym for den egdſke (Thromøſke), Raum for den raumſke, Brand for den gudbrandsdalſke, Alf for den alfheimſke, Hød for den hadelandſke, Hadding for den haddingjadalſke og Ring for den ringerikſke Fyrſte-Æt, er kun at anſee ſom ethnographiſk Digtning, og hine Konger ſom Sagn-Eponymer; Enkelthederne i Beretningen om deres Ætmænd ſtemmer ikke engang ganſke med, hvad vidtløftigere og uafhængige Sagaer berette[1]. Fundinn Noregr kan altſaa i ſin Heelhed aldeles ikke lægges til Grund for Norges indre Oldhiſtorie, og navnlig maa der ſlaaes en Streg over de førſte Led af de der meddeelte Slægtrækker. De ſildigere Led kunne blot benyttes for det Tidsrum, hvori de falde, nemlig de nærmeſte Aarhundreder før Harald Haarfagre eller det 10de Aarhundredes Begyndelſe. Men foruden disſe Dele af Fundinn Noregr, er der og, hvad ovenfor (S. 69) er viiſt, en ſæregen Afdeling, ſom aabenbart er hentet fra det ældgamle genealogiſke Digt Hyndluljod og denne, ſaavelſom det hele os endnu i Flatøbogen ſelv opbevarede Digt, er os her af yderſte Interesſe, forſaavidt ſom de virkelig ſynes at opregne, hvad man maa antage at have været de i den nordiſk-germaniſke Hedenold meeſt anſeede Fyrſteſlægter, og tillige antyde den Foreſtilling vore hedenſke Forfædre maa have gjort ſig om disſe Slægters Oprindelſe og indbyrdes Forhold. Sammenligningen mellem Hyndluljod og Fundinn Noregr viſer imidlertid at det ſidſte indeholder mange Tilſætninger, der maa hidhøre fra ſildigere Tider, og ſom aldeles ikke bære Egthedens Præg. Hyndluljod maa derfor her betragtes ſom den egentlige Hovedkilde, hvilken meeſt pasſende kan benyttes ſom Udgangspunkt for Fremſtillingen af vor Sagnhiſtorie. Dette Kvad lader Freyja komme med ſin Yndling og Dyrker Ottar den unge til Jøtunkvinden Hyndla’s Hule, og opfordre hende til, i Forening med hende at opregne de „Herſkeres Ætter, ſom ere nedſtammede fra Guderne“, og iſær Ottars egne Forfædre Hun vedbliver:

Nu maa du fremſige
Forfædres Tal,
nu maa du melde om

Mændenes Ætter,
hvilken er Skjoldungers,
hvilken er Skilfingers,

hvilken er Ødlingers,
hvilken er Ylfingers,
hvilken er hauldbaaren,

hvilken er hersbaaren,
hvad er bedſt Mandevalg
under Midgard?

Nu nævner Hyndla førſt Ottars egne nærmeſte Forfædre, hvoraf man ſeer, at han var en Søn af den Innſtein, der nævnes ſom en af Halfsrekkerne, hvorom ſenere; heraf ſkjønnes, at Digtet er af norſk Oprindelſe. Da det længere nede nævner Harald Hildetand og dennes Halvbroder Randver, uden at nævne dennes Søn, kan ogſaa dets Forfattelſestid nogenlunde beſtemmes, nemlig omkring 750 e. Chr.[2]. Efterat flere af Ottars Forfædre ere omtalte, heder det nemlig i Str. 14:

Aale var fordum
fremſt i Styrke;
Halfdan end før
højeſt blandt Skjoldunger;
vidtberømt Folk-Vig[3]
vandt de Gjæve;
hans Ry tyktes ſig hvirvle
til Himlens Hjørner.

Med Eymund han forbandt
den ypperſte Mand,
og han vog Sigtrygg
med ſvale Egge:
han egted Almveig
den ypperſte Kvinde,
de avled og aatte
atten Sønner

Derfra ſtamme Skjoldunger,
derfra Skilfinger,
derfra Ødlinger,
derfra Ynglinger,[4]
derfra Hauldbaarne,
derfra Hersbaarne,
bedſte Mandevalg
under Midgard.

Hildegunn var
hendes Moder,
Barn af Svaava
og Søkongen;

alt er det Æt din,
Ottar heimſke,[5]
veed du nu nok,
vil du end mere?

Der opregnes nu end videre flere Ætter, ſom forſtørſtedelen nedenfor ville komme til at omtales, nemlig Dags og Thore Drengemoders, Arngrim Berſerks, Vølſungernes og Harald Hildetands, hvorpaa Hyndla gaar over til at tale om Gudernes Ætter, deres Myſterier, og Ragnarøkk, hvorfor dette Kvad ogſaa kaldes den korte Vøluſpaa[6].

Hyndluljod nævner altſaa ſom de ypperſte Slægter Skjoldunger, Skilfinger, Ødlinger, Ylfinger, Ynglinger, længere nede ogſaa Vølſunger, og ſom Stamfader til alle eller de fleſte af dem nævner det en Skjoldunge-Fyrſte ved Navn Halfdan, hvis Ry naaede til Verdens fire Hjørner. Et Sagn om en ſaadan Kong Halfdan maa altſaa have været til allerede i Midten af det 8de Aarhundrede.

Fundinn Noregr udmaler Sagnet vidtløftigere, ligeſom det og lokaliſerer det. „Ring“, heder det her, „en Søn af Kong Raum, ejede Ringerike og Valdres, og blev gift med en Datter af Søkongen Viſil. Deres Søn var Halfdan Gamle. Da han tog ved Kongedømmet, gjorde han et ſtort Midvintersblot, og blotede for at det ſkulde forundes ham at leve 300 Aar i ſit Kongedømme, ſaaledes ſom Snæ hin Gamle ifølge Sagnet ſkulde have levet. Ved Fretten fik han imidlertid det Svar, at han viſtnok ikke ſkulde leve i mere end een Menneſkealder, men i ſamfulde 300 Aar ſkulde der ej være nogen ikkefyrſtelig Mand eller nogen Kvinde i hans Æt. Han var en ſtor Hærmand og herjede vide om Øſterveg. Der dræbte han i Enekamp en Konge ved Navn Sigtrygg, og egtede Alfny[7] en Datter af Kong Eymund fra Holmgard. De havde ni Sønner, Thengill, Ræſir, Gram, Gylfe, Hilmir, Jøfur, Tigge, Skole og Harre, om hvilke ni det er fortalt, at de alle vare jevngamle, og ſom bleve ſaa berømte, at deres Navne i alle Digte bruges ſom Fyrſte- eller Kongenavn. Ingen af dem ſkal have haft Børn, og faldt de alle paa een Gang i et Slag. End havde de andre ni Sønner, ved Navn Hildir, Næfil, Aude, Skelfir, Dag, Brage, Budle, Lofde, Sigar; Hildir, Sigar og Lofde vare Hærkonger; Aude, Budle og Næfil vare Sø-Konger; Dag, Skelfir og Brage ſad hjemme. Dag var gift med Thore Drengemoder, og havde ni Sønner; en hed … Arngrim Berſerk[8],…… denne fra Halfdan nedſtammende Æt hed Døglinger. Brage var Konge paa Valdres[9] … hans Æt hed Bragninger. Skelfir var Konge paa Vors, hans Søn hed Skjold, Fader til Erik, Fader til Alfrek, Fader til Erik maalſpake … dette er Skilfingernes eller Skjoldungernes Æt[10]. Hildir var Dags femte Søn (her har Optegneren glemt at tilføje, at fra ham ſtammer Hildingernes Æt[11], Sigar var Fader til Siggeir, gift med Signy, Kong Vølſungs Datter; … han var og Fader til Sigmund, … hvis Søn Sigar[12] lod hænge Hagbard: det kaldes Siklingernes Æt. Lofde var en mægtig Konge, … han herjede paa Reidgotland og blev Konge der … fra ham ſtamme Lofdungerne[13]. Aude og Budle var Søkonger, … de lagde under ſig Valland og Saxland og nedſatte ſig der … Aude fik Valland … hans Æt kaldtes Ødlinger[14], Budle fik Saxland … fra ham ſtamme Budlunger[15]. … Fra Næfil ſtammer Niflungernes Æt[16]. … Da den førſte Kvinde fødtes i Halfdans Æt, vare 300 Aar henrundne ſiden det Blot, Halfdan blotede for at faa lang Levealder og Magt.“

At Nedſkriveren eller Bearbejderen af Sagnet bar fulgt Hyndluljod, ſees let, thi man gjenkjender endog Ordenen, hvori enkelte Navne forekomme, ſon Dag, Thora Drengemoder, Arngrim og Vølſungerne; men det ſees paa den anden Side at han har taget ſig de ſtørſte Friheder, baade i at henføre Halfdan ſelv og hans Sønner til beſtemte Riger eller Steder, hvorom det gamle Kvad ikke nævner et Ord, og i at ſætte Led i Forbindelſe med Halfdan, hvilke Kvadet omtaler aldeles uafhængige, f&. Ex. hiin Dag og Thora Drengemoder, Arngrim, der i Kvadet ej engang forbindes med Dag, Vølſungerne og Gjukungerne. At disſe Tilſætninger ere aldeles vilkaarlige, ſees iſær ved at ſammenligne dette Sted i Fundinn Noregr med en anden, og ſom det ſynes, af Hyndluljod mere uafhængig Fortælling om Halfdan

Ætten til Sigurd Hjort paa Ringerike, Ragnhild hans Datter, og dennes Søn Harald Haarfagre. Gamle, der findes i Skálda, eller den Anviisning til Digtekunſt, der ledſager den yngre Edda. Denne Fortælling lyder i Førſtningen næſten Ord til andet ſom den i Fundinn Noregr, kun heder det her ikke, at Halfdan Gamle var Konge i Norge eller paa Ringerike. Hans Kamp med Sigtrygg og Giftermaal omtales paa ſamme Maade, kun kaldes hans Huſtru her ikke Almveig eller Alfny, men Alvig hiin ſpake. „De havde“, fortſætter Skálda, „atten Sønner, af hvilke de ni vare føde paa een Gang, og hed Thengil, Ræſir, Gram, Gylfe, Hilmir, Jøfur, Tigge, Skyle eller Skule, Harre eller Herra; disſe ni Brødre bleve ſaa navnkundige i Striden, at deres Navne ſidenefter i alle Digte brugtes ſom Fyrſtenavne for Konger og Jarler; de havde ingen Børn, og faldt alle i Slag. End havde Halfdan og Alvig ni andre Sønner, nemlig Hildir, fra hvem Hildingerne, Nefir, fra hvilken Niflungerne, Aude, fra hvilken Ødlingerne, Yngve, fra hvem Ynglingerne,[17] Dag, fra hvem Døglingerne, Brage, fra hvem Bragningerne ſtamme: det er Halfdan mildes Æt; Budle, af hvis Æt, Budlunge-Ætten, Atle og Brynhild ſtammede; Lofde, en ſtor Hærkonge, … hvis Ætmænd kaldtes Lofdunger, til hvilke Eylime, Sigurd Fafnersbanes Morfader, hører; Sigar, hvorfra Siklingerne ſtamme, eller den Siggeirs Æt, der var Vølſungernes Maag, og den Sigars Æt, der hængte Hagbard. Af Hildingernes Æt var Harald den granraude, Halfdan Svartes Morfader; af Niflungernes Gjuke, af Ødlingernes Kjaar, af Ylfingernes Erik den maalſpake“. Endvidere tilføjer Skálda: „Ogſaa disſe Konge-Ætter ere navnkundige: fra Yngvar ſtamme Ynglinger, fra Skjold i Danmark Skjoldunger, fra Vølſung i Frankland Vølſunger; og fra Hærkongen Skelfir Skilfinger, denne Slægt er i Øſterveg. De her nævnte Ætter har man ſiden anvendt i Skaldſkab til at danne Omſkrivninger af fyrſtelige Navne“[18].

Hvad der gjør denne Beretning mærkelig, er, at den aabenbart er aldeles uafhængig af Hyndluljod, med hvilken den endog etſteds ſtaar i Strid, nemlig hvor den regner Eylime til Lofdungerne, ikke, ſom Hyndluljod, til Ødlingerne, og fra hvilken den ogſaa ellers i flere Henſeender er betydeligt afvigende. Man har altſaa her Grund til at antage, at vi have en ſelvſtændig Sagnform for os, og at de væſentlige Tillæg til Hyndluljod, ſom den indeholder, i det Hele taget hidrøre fra Folkeſagnet ſelv, og ikke ere at tilſkrive vilkaarlige Konjekturer eller Forbedringsforſøg af den ſenere Nedſkriver. Men da Fundinn Noregr ved Siden af Skáldas Beretning, ſom den fornemmeligt følger, ogſaa har enkelte Stykker, hentede fra Hyndluljod, er det tydeligt nok, at den, der har ſammenſkrevet den, har kjendt og benyttet begge, og paa en temmelig vilkaarlig Maade ſøgt at forene dem indbyrdes. Og da Skálda desuden har det tilfælles med Hyndluljod, at den aldeles ikke henfører de navngivne Helte eller Slægter til Norge, og de fornemſte af dem ikke engang til noget beſtemt Land, maa man viſtnok antage, at ogſaa de Tilſætninger i Fundinn Noregr, der gaa ud paa at henføre alle Slægtled til Norge, ere aldeles vilkaarlige, og aldeles ikke begrundede i noget paa Nedſkriverens Tid herſkende Sagn. Han er endog gaaen ſaa vidt, at drage Skjoldungerne, der efter ſaa mange Vidnesbyrd udelukkende tilhøre Danmark eller rettere Gotland, over til et enkelt Fylke i Norge. Ved at benytte og forklare Sagnene om Halfdan Gamle bør man derfor ganſke viſt lade Bearbejdelſen i Fundinn Noregr aldeles ud af Betragtning.

Men ogſaa ved Bearbejdelſen i Skálda er der meget, der viſer ſig at være uegte. Navnene paa Haldans ni førſte Sønner ere ſimple Appellativer, der enten betegne en Fyrſte eller en Kriger, hvis Afledning tildels beſtemt kan paaviſes, og hvoraf flere ogſaa forekomme i angelſaxiſke Digte[19]. Af de øvrige ni Sønners Navne ere enkelte ſenere dannede af de dem tillagte Ætters Navne, og omvendt, f. Ex. Hildir af Hildinger, hvilken Benævnelſe for Krigerhøvdinger aabenbart kun er afledet af hildr (Krig) eller Krigsvalkyrjen; Aude ligeledes af Ødlinger, der ligefrem ſvarer til det angelſaxiſke äðelingas, højtydſk adalingâ, og kun betegner „højbyrdige Mænd“. At Aude har kunnet ſættes i Forbindelſe med Ødlinger (af aðal), røber desuden en temmelig ſildig Sprogperiode, da det i en ældre, hvor Udtalen var renere, umuligt lod ſig gjøre at forbinde to ſaa forſkjelligartede Navne[20]. Ynglingernes, de danſke Skjoldungers, og de hunſke Vølſungers Æt henfører Skálda ikke til Halfdan den Gamle, uagtet dog Skjoldungerne ifølge Hyndluljod førſt og fremſt hørte blandt hans foregivne Ætmænd. Saaledes viſer ogſaa Skálda ſig her ſom upaalidelig, og for at lære den genealogiſke eller ethnographiſke Deel af Sagnet i ſin Reenhed at kjende, maa vi ty til Hyndluljod ſelv.

Dette omtaler ſom Halfdans Deſcendenter ikkun Skjoldunger, Skilfinger, Ødlinger og Ylfinger, maaſkee og Ynglinger og Vølſunger; og af disſe maa igjen Ødlingerne bortfalde, ſom et Navn paa Fyrſter eller fornemme Mænd i Almindelighed. Men derforuden nævner det ogſaa de med Vølſunger nøje forbundne Niflunger, ligeſom det endelig nævner den ſidſte Skjoldung, nemlig Harald Hildetand, og den Æt, hvis Bedrifter omſider ſluttede den heroiſke Tidsalder, og dannede Overgangen til Vikinge-Tiden, nemlig Radbards, eller hans Søn Randvers Æt. Da nu Navnet „Halfdan“ egentlig kun vil ſige „Halv-Danen“[21], og derfor nærmeſt ſynes at være knyttet til de gotiſke eller halv-danſke Lande, ſynes ogſaa Sagnet om hans Deſcendenters Udbredelſe til alle germaniſke Lande at indeholde en beſtemt Reminiſcens om Udvandringen fra Skandja og de ſkandiſke Øer. Og her er det mærkeligt nok, at den eneſte af Nordens berømtere Ætter, der ej ſættes i Forbindelſe med Halfdan, er den, ſom ifølge Sagens Natur ej kunde være kommen fra Skandja, nemlig den gamle Haaløyge-Æt, eller Semings Æt paa Helgeland. De øvrige Ætter udledes fra Halfdan, og naar det heder, at Konger og Jarler brugte hans Sønners Navne ſom Titler, maa vi atter tænke paa Erulerne, eller de egentlige Jarler, ſom med Sverd i Haand ej alene herjede, men og vandt ſig Riger og grundede Kongeſtammer. Thi hvad andet vare vel de gotiſke, frankiſke, angliſke Høvdinger, der oprettede nye Riger, end ſaadanne „Jarler“? Opfattes Sagnet om Halfdan paa denne Maade, bliver det af ſærdeles Interesſe i ethnographiſk Henſeende. Vel kan man ej anſe det for et af de allerældſte, da Navnet „Halfdan“ ſelv hentyder paa en Tidsalder ſenere end den reengotiſke, men dets Ælde bliver desuagtet betydelig nok. De deri nævnte Hoved-Ætter, tilligemed nogle andre af mindre Betydenhed, men ſom dog ved enkelte Lejligheder ſynes at have ſpillet en vigtig Rolle i vort Fædrelands ældſte Hiſtorie, ſkulle her nærmere beſkjeftige os.


  1. F. Ex. hvor Hørds Søn kaldes Jøſur, Fader til Hjør og Farfader til Hjørleif kvennſame. Halfsſaga, der meddeler Sagnet fuldſtændigt, kalder Jøſur en Søn af Agvald, Rogalands Konge, hvilket maa være mere overeensſtemmende med Sagnets egte Form (Cap. 2.)
  2. Se nedenfor § 10.
  3. d. e. Feltſlag
  4. Da det foregaaende Vers, hvor der ſpørges om Slægterne, nævner Ødlinger og Ylfinger, men dette, hvori der ſvares, nævner Ødlinger og Ynglinger, maa man enten antage, at der paa et af Stederne har fundet en Forvexling Sted, ſaaledes at der paa begge Steder ſkal læſes eet og ſamme Navn, eller ogſaa, at paa førſte Sted „Ynglinger“, paa andet Sted „Ylfinger“ ved Uagtſomhed ere overſprungne. Men i ſidſte Fald fordrer Versreglen, at endnu en Linje, der kan have Riimbogſtav fælles med den anden, maa tænkes udeladt, og indſættes, hvis man paa denne Maade vil reſtituere det Bortfaldne. Der er ogſaa ſtor Sandſynlighed for, at „Vølſungerne“, der ſidenefter nævnes, og ſom Fund. Noregr henfører til Halfdan, have haft deres Plads i en ſaadan udeladt Linje. Læſte man nemlig paa førſte Sted: „hvat er Ödlinga, hvat er Ynglinga, hvat er Ylfinga, hvat er Völsunga“, og paa andet: „þadan Ödlingar, þadan Ynglingar, þadan Ulfingar, þadan Völsungar“, da vilde alt være i ſin Orden, thi iſtedetfor Ylfingar ſkulde egentlig læſes Vylfingar; og man har flere Steder i Eddadigtene Exempler paa at et ſaadant V, der ellers udelades, har været regnet med ſom Rimbogſtav.
  5. d. e. uvidende.
  6. Snorra Edda, c. 5.
  7. Rettere Almveig.
  8. Derforuden nævnes tre andre, Ole, Aam og Jøfr eller Jøfur. Fra Ole ledes Side:Det norske Folks Historie 1-1-1-djvu/228
  9. Fra Brage ledes Ætten gjennem Agnar, Alf, Erik, Hild, Halfdan milde, Gudrød og Halfdan Svarte til Harald Haarfagre.
  10. Ledene ere: Skjold, Erik, Alfrek, Erik maalſpake, Aalrek frøkne, Vikar, Vatnar, Imald med Broderen Erik, (ſe nedf. § 11) og Gyda, Harald Haarfagres Dronning.
  11. Ætten opregnes: Hildir, Hildibrand, Vigbrand, Herbrand, Harald Grønſke (granraudi), Aaſa, Halfdan Svarte.
  12. Ætten opregnes: Sigar, Sigmund, gift med Hild, Datter af Grjotgard, Konge paa Møre; hans Søn Sigar.
  13. Nemlig: Skekkil og Skyle, Eggthor, Hjalmthor, Eylime, Hjørdiis, Sigurd Fafnersbane, Aslaug, Sigurd Orm i Øje, Aslaug, Sigurd Hjort, Ragnhild, Harald Haarfagre.
  14. Nemlig: Aude, Frode, Kjaar, Alrune.
  15. Nemlig: Attil, Viſil, Læſe, Budle, Sørle, Atle og Brynhild, Aslaug.
  16. Nemlig: Næfil, Heimar, Eynef, Rake, Gjuke, Gunnar, Høgne og Gudrun o. ſ. v.
  17. Her ſkal upaatvivlelig læſes „Ulf“ og „Ylfinger“, da Ynglingerne ſenere omtales ſærſkilte, og desuden Hildinger, Niflunger og Ylfinger udtrykkelig nedenfor nævnes paany i denne Orden.
  18. Skálda, c. 64.
  19. Þengill, beſlægtet med þing (Thing), forekommer ogſaa ſom þengel eller ſengel blandt Angelſaxerne. Ræsir er kun afledet af rás, Fart; den ſom ſætter i Fart; Gramr af Adjekt. gramr, vred, barſk; Gylfi, beſl. med gjálfr, Hav; Hilmir, af hjálmr; Jöfurr, egentlig Vildſviin, angelſ. eofor, tydſk „Eder“, benævnt efter Hjelmtegnet, o. ſ. v.
  20. Auði kommer enten af auðr, Rigdom, eller af auðr, øde; men med Öðlingr“, altſaa med „aðal“, har det intet at beſtille. Denne Etymologi hidrører altſaa fra et Ubekjendtſkab med Lydforholdene, der blot kan tilhøre en forholdsviis nyere Tid, og Aude maa ſaaledes aabenbart vare et Foſter af et ſenere uheldigt Etymologiſerings-Forſøg.
  21. Grimm har baade i ſin Grammatik (II. S. 633), og i ſin Sproghiſtorie (S. 734) paaviiſt de med Halfdan aldeles analoge tydſke Navne Halpdurinc (ɔ: Halv-Thüringer) og Halpwalah (ɔ: Halv-Vælſk), der lige overfor tilſvarende Navne ſom Altdurinc (Gammel-Thüringer, Gramm. II. 629) – med hvilket der og findes et analogt, Altſahſo (Old-Saxer, Gramm. II. 627, angelſ. Ealdseaxa) – aabenbart betegner en blandet Stamme, medens de med „Alt“ ſammenſatte Navne betegne den ublandede. Ja i Beowulfdigtet forekommer endog Navnet Healfdene, der er den angelſax. Form for Halfdan ligefrem ſom Folkenavn og Betegnelſe for Skjoldungernes Folk; det heder her (v. 2131-2134), „at Skjoldungen Hnæf, Halvdanernes Helt (häled Healfdena), ſkulde falde i Friſerſlaget“. – Ogſaa den danſke Forfatter Saxo har en Antydning til, at Fyrſte-Slægter – han ſiger rigtignok kun norſke – nedſtammede fra en Skjoldungekonge ved Navn Halfdan, der ved ſine Krigsbedrifter ſaaledes udmærkede ſig over hele Norden, at han i Svithjod troedes at vare Thors Søn (p. 324, 327).