Det norske Folks Historie/1/32
Den Deel af Nordens Historie, der ligger forud for det 8de Aarhundred e. Chr., da de egentlig saakaldte Vikingfærder toge deres Begyndelse, er kun ufuldstændigt bekjendt gjennem enkelte Sagn, mere eller mindre gjennemvævede med Myther, hvor Guderne selv tage Deel i Begivenhederne og udøve en umiddelbar Indflydelse paa deres Gang. Det er Nordens heroiske Periode, der i den nordiske Historie svarer til, hvad Tidsrummet forud for den doriske Vandring er i den græske. Disse Sagn dreje sig hos os, som i den græske Historie, ikke saameget om enkelte Folk, som om enkelte Ætter og fremragende Personligheder; de kunne give et ret anskueligt Billede af det storartede Liv, som da rørte sig blandt Folkene, men intet sammenhængende Totalbillede. Det er desuden ikke sjælden vanskeligt nok at afgjøre, hvad man skal antage for en virkelig historisk Personlighed, hvis Bedrifter kun ere udsmykkede og forstørrede af Sagnet, og hvad der, naar alt kommer til alt, kun er at betragte som en Personifikation af enkelte Nationaliteter eller Kulturforandringer, eller endog blot som rene Phantasifostre. Det er tillige heel vanskeligt at sige, hvilke Sagn der nærmest ere at henføre til denne eller hiin særegne germaniske Nationalitet; thi flere af Sagnene, som f. Ex. Vølunds- og Niflunge-Sagnene, spille over hele den germaniske Verden; andre ere fælles for hele Norden, eller gribe idetmindste, om de end i sig selv nærmest tilhøre et enkelt nordiskt Land, dog virksomt ind i de øvrige Landes Begivenheder. Man skulde formode, hvad der ogsaa i og for sig er sandsynligt, og hvad der ganske stemmer med den Fremstilling af det germaniske Folkeliv i Folkevandringstiden, som de græsk-romerske samtidige Skribenter give, deels, at de særegne Nationaliteter og Stammeforskjelligheder mellem Germanerne selv indbyrdes endnu ikke saa skarpt, som sidenefter, vare udprægede, deels, at der over alle germaniske Stammer endnu var udbredt en vis Uro, der bragte deres Ungdoms æventyrlystne Skarer til at tumle sig imellem hinanden uden synderligt Hensyn til den ubetydelige Nationalforskjellighed, og hvorom ej alene hine Oldsagn om Vølsunger og Niflunger, men ogsaa den oftere omtalte, hos Prokop forekommende, Beretning om Erulerne, give en temmelig klar Forestilling.
Under disse Omstændigheder kunne vi derfor her ikke undlade at meddele de af hine Sagn, om hvis historiske Betydning der ej kan herske nogen Tvivl, ordnede efter de enkelte Ætter og Personer, de nærmest angaa, for derved nogenlunde at anskueliggjøre Tilstanden og Hovedbegivenhederne i hiint fjerne Tidsrum. Men af hvad der nys er paapeget, følger tillige, at vi ikke strengt taget kunne holde os til, hvad der alene og udelukkende angaar Norge, men at vi tillige maa omtale ethvert fællesgermaniskt Sagn, der umiddelbart eller middelbart kaster Lys paa Nordmændenes Historie. Af alle disse Sagn er der naturligviis enkelte, der lettere end de øvrige lade sig tilbageføre til den oprindelige historiske Form, især hvor de Begivenheder, de omtale, lade sig paavise i paalidelige fremmede Forfatteres Skrifter. Saadanne Sagn danne de egentlige Støtter for den historiske Bygning, til hvis Opførelse man ellers maa hjelpe sig med Gisninger.
Det mystiske Halvmørke, hvori hiin heroiske Oldperiode var indhyllet, gjorde den til en velkommen og bekvem Baggrund for en Mængde Æventyr-Digtninger, der især paa Island og i Norge opstode i Middelalderens senere Aarhundreder, fra det 12te, maaskee allerede det 11te, og nedover. Og da tillige flere af de virkelige Oldsagn i de samme Aarhundreder have faaet en ny Indklædning og Udvidelse, er det ofte heel vanskeligt at adskille det Egte fra det Uegte. Der fattes heller ikke Exempler paa, at senere Historieskrivere have benyttet hine Æventyrdigtninger ved Siden af de egte Oldsagn, og derved frembragt en næsten uopløselig Forvirring. Den nøjere Kundskab til vort Oldsprog og de nordiske Oldsager, som ved de i senere Tider foretagne Granskninger er vunden, har gjort det muligt, ved Bedømmelsen af de mythisk–heroiske Fortællinger at anvende en strengere og sandere Kritik, og bedre at skjelne mellem oprindelige Sagn og nyere Digtninger.