Det norske Folks Historie/1/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den Deel af Nordens Hiſtorie, der ligger forud for det 8de Aarhundred e. Chr., da de egentlig ſaakaldte Vikingfærder toge deres Begyndelſe, er kun ufuldſtændigt bekjendt gjennem enkelte Sagn, mere eller mindre gjennemvævede med Myther, hvor Guderne ſelv tage Deel i Begivenhederne og udøve en umiddelbar Indflydelſe paa deres Gang. Det er Nordens heroiſke Periode, der i den nordiſke Hiſtorie ſvarer til, hvad Tidsrummet forud for den doriſke Vandring er i den græſke. Disſe Sagn dreje ſig hos os, ſom i den græſke Hiſtorie, ikke ſaameget om enkelte Folk, ſom om enkelte Ætter og fremragende Perſonligheder; de kunne give et ret anſkueligt Billede af det ſtorartede Liv, ſom da rørte ſig blandt Folkene, men intet ſammenhængende Totalbillede. Det er desuden ikke ſjælden vanſkeligt nok at afgjøre, hvad man ſkal antage for en virkelig hiſtoriſk Perſonlighed, hvis Bedrifter kun ere udſmykkede og forſtørrede af Sagnet, og hvad der, naar alt kommer til alt, kun er at betragte ſom en Perſonifikation af enkelte Nationaliteter eller Kulturforandringer, eller endog blot ſom rene Phantaſifoſtre. Det er tillige heel vanſkeligt at ſige, hvilke Sagn der nærmeſt ere at henføre til denne eller hiin ſæregne germaniſke Nationalitet; thi flere af Sagnene, ſom f. Ex. Vølunds- og Niflunge-Sagnene, ſpille over hele den germaniſke Verden; andre ere fælles for hele Norden, eller gribe idetmindſte, om de end i ſig ſelv nærmeſt tilhøre et enkelt nordiſkt Land, dog virkſomt ind i de øvrige Landes Begivenheder. Man ſkulde formode, hvad der ogſaa i og for ſig er ſandſynligt, og hvad der ganſke ſtemmer med den Fremſtilling af det germaniſke Folkeliv i Folkevandringstiden, ſom de græſk-romerſke ſamtidige Skribenter give, deels, at de ſæregne Nationaliteter og Stammeforſkjelligheder mellem Germanerne ſelv indbyrdes endnu ikke ſaa ſkarpt, ſom ſidenefter, vare udprægede, deels, at der over alle germaniſke Stammer endnu var udbredt en vis Uro, der bragte deres Ungdoms æventyrlyſtne Skarer til at tumle ſig imellem hinanden uden ſynderligt Henſyn til den ubetydelige Nationalforſkjellighed, og hvorom ej alene hine Oldſagn om Vølſunger og Niflunger, men ogſaa den oftere omtalte, hos Prokop forekommende, Beretning om Erulerne, give en temmelig klar Foreſtilling.

Under disſe Omſtændigheder kunne vi derfor her ikke undlade at meddele de af hine Sagn, om hvis hiſtoriſke Betydning der ej kan herſke nogen Tvivl, ordnede efter de enkelte Ætter og Perſoner, de nærmeſt angaa, for derved nogenlunde at anſkueliggjøre Tilſtanden og Hovedbegivenhederne i hiint fjerne Tidsrum. Men af hvad der nys er paapeget, følger tillige, at vi ikke ſtrengt taget kunne holde os til, hvad der alene og udelukkende angaar Norge, men at vi tillige maa omtale ethvert fællesgermaniſkt Sagn, der umiddelbart eller middelbart kaſter Lys paa Nordmændenes Hiſtorie. Af alle disſe Sagn er der naturligviis enkelte, der lettere end de øvrige lade ſig tilbageføre til den oprindelige hiſtoriſke Form, iſær hvor de Begivenheder, de omtale, lade ſig paaviſe i paalidelige fremmede Forfatteres Skrifter. Saadanne Sagn danne de egentlige Støtter for den hiſtoriſke Bygning, til hvis Opførelſe man ellers maa hjelpe ſig med Gisninger.

Det myſtiſke Halvmørke, hvori hiin heroiſke Oldperiode var indhyllet, gjorde den til en velkommen og bekvem Baggrund for en Mængde Æventyr-Digtninger, der iſær paa Island og i Norge opſtode i Middelalderens ſenere Aarhundreder, fra det 12te, maaſkee allerede det 11te, og nedover. Og da tillige flere af de virkelige Oldſagn i de ſamme Aarhundreder have faaet en ny Indklædning og Udvidelſe, er det ofte heel vanſkeligt at adſkille det Egte fra det Uegte. Der fattes heller ikke Exempler paa, at ſenere Hiſtorieſkrivere have benyttet hine Æventyrdigtninger ved Siden af de egte Oldſagn, og derved frembragt en næſten uopløſelig Forvirring. Den nøjere Kundſkab til vort Oldſprog og de nordiſke Oldſager, ſom ved de i ſenere Tider foretagne Granſkninger er vunden, har gjort det muligt, ved Bedømmelſen af de mythiſk–heroiſke Fortællinger at anvende en ſtrengere og ſandere Kritik, og bedre at ſkjelne mellem oprindelige Sagn og nyere Digtninger.