Det norske Folks Historie/1/31

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Om vore ældste Forfædres Skikke og Sædvaner indeholde de sparsomme Efterretninger, vi endnu have tilbage fra den ældre Periode, kun saare lidet, der kan tjene til nogen væsentlig Oplysning; hvad der forefindes, tyder dog hen paa, at de i det Hele taget vare de samme, som de, vi af Beretninger fra Hedendommens sidste Dage lære at kjende, og af hvilke forskjellige Træk i det Følgende ville blive skildrede. De religiøse Skikke ere allerede omtalte: til dem slutte sig paa det Nøjeste de Skikke og Sædvaner, som ledsagede Menneskets Fødsel og Død. Naar Faderen havde antaget det nyfødte Barn og bestemt sig til at opføde det, blev det, som man af enkelte Udsagn kan see, allerede i Hedendommen underkastet en højtidelig Renselse med Vand, hvorved det ogsaa fik sit Navn; dette var altsaa etslags Daab, og kaldtes Vand-Øsningen[1]. Den oprindelige germaniske Begravelsesmaade bestod i at brænde Liget og siden gjemme Benene og Asken i en Gravhøj. Allerede Tacitus omtaler dette. „Ved Ligenes Begravelse“, siger han, „finder ingen synderlig Pomp Sted. Man iagttager kun at der til Baal for anseede Mænds Lig bruges visse bestemte Slags Ved. Baalet tildækkes hverken med Klæder eller med vellugtende Sager; kun lægges den Afdødes Vaaben, undertiden og hans Hest, med ham paa Baalet; siden rejses en Høj af Torv over det Hele som Gravsted“[2]. Det heder ogsaa om Odin, at han bestemte, efter den hos Æserne brugelige Skik, at alle døde Mænd skulde brændes med de Kostbarheder, de i Livet havde ejet; at Asken skulde kastes i Havet eller graves ned i Jorden; at man over anseede Mænd skulde rejse Gravhøje til Erindring om dem, og at man desforuden skulde hædre de mest anseede Mænds Gravhøje med Bautastene. Endog i Gudesagnene selv tales der om Balders Begravelse og Baalfart, hvorledes han blev brændt i sit Skib med sin Hest og øvrige Klenodier. Om de Afdødes Opbrændelse paa Baalet handles ogsaa ellers baade i angelsaxiske og norske Oldskrifter, ligesom og de fleste Begravelser fra Hedendommen, der findes i Norge og det egentlige Sverige, indeholde Levninger af brændte Lig. Men en Forandring i denne Begravelsesmaade indtraadte, idetmindste for de fornemmere Mænds Vedkommende, samtidigt, som det synes, med Kongenavnets Indførelse, og, maaskee tillige, efter hvad det lader til, i Forbindelse med den føromtalte Frauja- eller Frey-Cultus. Snorre Sturlesøn siger nemlig derom i sin Indledning til Ynglinga-Saga: „Den første Tidsalder kaldes Brænd-Alderen; da skulde man brænde alle afdøde Mænd og rejse Bautastene efter dem. Men efterat Frey var bleven højlagt i Uppsala, gjorde mange Høvdinger saavel Høje som Bautastene til Minde om deres Frænder; og efterat Danekongen Dan den Overmodige havde ladet sig gjøre en Høj, og forordnet, at man efter hans Død skulde lægge ham deri med hans Kongeskrud, Krigsrustning, Hest og Sadeltøj foruden meget andet Gods, efterfulgte mange af hans Ætmænd hans Exempel; saaledes begyndte Høj-Alderen i Danmark, men Brændalderen vedvarede endnu længe hos Svear og Nordmænd“. I Ynglingasaga oplyser Snorre siden udtrykkeligt, at Frey ikke blev brændt, men højlagt, ligesom der og fortælles, hvad der allerede ovenfor er berørt, at Frey, endog førend han formelig blev begraven, i trende Aar gjemtes i en Høj, medens hans nærmeste Omgivelser indbildte Folket, at han endnu levede[3]. Omtrent det samme fortæller den danske Forfatter Saxo om Kong Frode den 3die; han siger, at hans fornemste Mænd balsamerede hans Lig og førte det i tre Aar omkring paa den kongelige Vogn, foregivende, at han endnu var i Live[4]. Man seer ved første Øjekast, at det er det samme Sagn, lidt anderledes fortalt, og at kun Navneligheden, især ved den danske Form Frø eller den saxiske Frô, har givet Anledning til Forvexlingen med Frode.

Hvad Snorre har omtalt som en sikker Kjendsgjerning, grunder sig vistnok kun paa dunkle Sagn, og hine Fyrster, om hvis Tilværelse i Oldtiden han ej nærer mindste Tvivl, ere aabenbart kun mythiske og ethnographiske Sagnfigurer. Men desuagtet indeholder hans Udsagn et Vidnesbyrd om, at man endnu paa hans Tid satte Indførelsen af den Skik at højlægge de Afdøde, i Forbindelse med Frey, altsaa med Frauja-Dyrkelsen, for Sveriges, og med Dan, altsaa med Kongenavnets Opkomst, for Danmarks Vedkommende. Den rette Sammenhæng er rimeligviis den, at Frauja-Dyrkelsen, som i sig selv maa have været en fredelig Kultus, modsat den krigerske Odins-Dyrkelse, men som tillige synes at have været forbunden med langt flere Mysterier og frygtvækkende Offerskikke end denne, paabød Højlæggelsen af Ligene, og at Danerne, som ved deres Sammensmeltning med Goterne ligeledes antoge den særegne Frauja- eller Nerthus-Dyrkelse, derved ogsaa optoge den med denne Dyrkelse forbundne Begravelses-Skik Og virkelig indeholde de fleste Grave fra Jernalderen, der i Danmark forefindes, Levninger af ubrændte Lig, medens Gravene i Sverige og Norge i Regelen indeholde brændte Lig, og Højlæggelsen i disse Lande kun synes at have været anvendt i Hedendommens senere Dage, og alene ved de fornemmere Mænd[5]. Sandsynligviis stod den, hvad Norge angaar, i nøje Forbindelse med Ynglinge-Ættens Optræden som den, der tilsidst erhvervede Herredømmet i Landet, hvorom der i det Følgende vil komme til at handles udførligt[6].

Ogsaa Giftermaalene synes at have været sluttede under religiøse Ceremonier. Der findes Antydninger til, at en formelig Vielse fandt Sted, ved hvilken Eds- og Forbunds-Gudinden Vaar paakaldtes[7]. Og ved Arve-Øl, eller Begravelses-Gilder, maaskee og i de fleste større Gilder, synes omtrent de samme Mindeskaaler, eller Skaaler for Guderne, som ved Offergilderne, ledsagede af højtidelige Løfter, at have været tømte[8]. Aasa-Religionen maa ifølge sin Oprindelse og Udviklings-Gang mere betragtes som et Udtryk af Folkecharakteren, end som den Rettesnor, efter hvilken Folkecharakteren formede sig. Den indlod sig ikke paa at opstille nogen absolut Dyds- eller Sædeligheds-Lære, den antyder kun i Almindelighed Dyden som priisværdig og medførende sin Løn, Lasten som afskyelig og hjemfalden til Straf, men forresten ere dens Lærdomme meestendeels Leveregler, der indskjærpe den Maade at tage Livet paa, som vore Forfædre ansaa for den fornuftigste, og prise de Egenskaber, som de ansaa for de bedste. De indskjærpe saaledes, foruden Tapperhed og Udholdenhed, hvad der vel ansaaes som det fornemste, ogsaa Venlighed i Omgang, den størst mulige Gjestfrihed og Gavmildhed, Overholdelse af Løfter og Ed, Trofasthed i Venskab og Kjærlighed, men tillige Forsigtighed i at slutte Forbindelser, som overhoved i Ord og Handling, Agtelse for Alderdommen, Omhu med de Afdødes Lig, Erhvervelse af en selvstændig Stilling, af et godt Navn og et berømmeligt Eftermæle[9]. Disse Livsanskuelser maatte fremtræde kjendeligt i alle de Træk, der saavel om vore Forfædre, som om Germanerne i Almindelighed ere opbevarede. Fornemmelig indtager deres Gjestfrihed og Gavmildhed en iøjnefaldende Plads. Tacitus giver allerede Germanerne det Lov, at de fremfor andre Folk yttrede Tilbøjelighed til at holde Selskaber og vise sig gjestfrie; at de ansaa det for en Skjændsel at vise nogetsomhelst Menneske fra sin Dør; at man i saa Henseende ikke skjelnede mellem Kjendt eller Ukjendt, men modtog Enhver med den samme ubegrændsede Gjestfrihed, og tillige sædvanligviis ved Afskeden gav ham Foræringer[10]. Han føjer til, at endog de vigtigste og alvorligste Stats-Anliggender afhandledes under Drikkelag, og at man endog var af den Mening, at Sindet da baade var mere optage til at vise Oprigtighed, og mere opflammet til Stordaad; at det ej ansaaes for Skam at tilbringe Dag og Nat under Drikkelag, men at der ogsaa under disse Drikkelag ej sjelden opstod Trætter, der endtes med blodig Kamp, ja endog Drab. Vore egne Oldskrifter meddele Træk, om end fra en noget sildigere Tidsalder, der paa det nøjeste stemme med Tacitus’s Skildring. Især synes de haandgangne Mænds Liv hos Kongen eller Drottnen at have været et daglig fortsat Drikkelag, hvor det endog, hvis man skal fæste Lid til enkelte Beretninger, maa have gaaet meget vildt og larmende til[11]. Men hvad der igjen for en stor Deel maatte bidrage til at raade Bod paa Larmen og forebygge voldsomme Scener, var Kvindernes hyppige Nærværelse i Laget, ej blot som Tilskuerinder, men som virkelige Deeltagere i Lystigheden; især var det Husets Frues eller Datters Hverv at række Bægeret til de fornemste Gjester[12]. Sang og Spil synes at have udgjort en væsentlig Deel af den selskabelige Underholdning. Hvis man kan anvende Skildringer af, hvad der hos Angelsaxerne fandt Sted, paa vore Forhold, bleve ved slige Lejligheder ej alene Forfædrenes Bedrifter forherligede, men undertiden maatte endog hver Gjest afsynge en Sang til Harpen, som gik rundt i Laget[13]. Af andre Forlystelser synes allerede i de ældste Tider Legemsøvelser, som Kapløben og Brydning, visse Lege, som etslags Boldspil og Bretspil, og endelig Jagt, fornemmelig med Høge, at have været de sædvanligste. Sverddands eller Springen over Sverd, hvilken Tacitus omtaler som den blandt Tydskerne ene brugelige Art af Skuespil, synes man hos vore Forfædre ikke at have kjendt.

Om Germanernes, følgelig og vores Forfædres, Skik, altid at bære Vaaben, er der allerede ovenfor talt. Disse Vaaben var dog fornemmelig Angrebsvaaben; Forsvarsvaaben, paa Skjoldet og Hjelmen nær, var ej saa almindelige til dagligt Brug, og anvendtes stundom ej engang i Kampen, da Flere satte sin Ære i, uden saadant Værn at trodse Døds-Faren. Men paa at besidde ypperlige Angrebsvaaben satte man en overordentlig Priis. De hos vore Forfædre meest brugelige Vaaben var, især efter de ældste Beretninger og efter Gravhøjenes Indhold at dømme, Spydet, Sverdet og Øxen. Det ældste Slags Spyd var rimeligviis den i Rigsmaal omtalte frakka, paa Tydsk franca, hvilket Navn hos de latinske Forfattere, som det synes ved en Fejltagelse, er gjengivet med framea[14], et Spyd med en liden og tynd Odd, fordi der, som Tacitus siger, endnu paa hans Tid idetmindste i Tydskland ikke var mere Jern forhaanden, end at man maatte omgaaes sparsomt dermed. Muligt er det dog, at dette kun er en fejlagtig Slutning fra Spydets tilfældige Udseende; thi af vore Oldskrifter synes det, som om der lige fra umindelige Tider altid var Jern nok forhaanden ej alene til Vaaben, men ogsaa til Huus og Agerdyrknings-Redskaber. Det nævnes flere Slags Spyd, hvis særegne Former nu ikke længer kjendes. Som Haandspyd og Kastespyd synes i de ældste Tider foruden Frakken ogsaa den saakaldte Geir (angelsaxisk gár) at have været sædvanlig [15]. Af Sverd nævnes tvende Slags, det tveeggede Sverd, og det noget kortere een-eggede Sax; intet af dem var til mere end een Haand, eller stort over een Alen langt, men man lagde meget Vind paa at have dem af det fineste og omhyggeligst bearbejdede Staal, og saa prægtigt smykkede som muligt. Øxen var maaskee det egentlige nationale Vaaben hos vore Forfædre; ogsaa af den gaves der flere Slags, men det sædvanligste og for Nordmændene meest charakteristiske var den langskaftede, med et temmelig smalt Jern og ikke synderlig bred Egg. Til Fjernvaaben brugtes, foruden Frakken og Geiren, ogsaa andre mindre Slags Kastespyd, og fornemmelig Pilen (ör egent. arhv, angelsaxisk earh eller stræl), udskudt af Haandbuen. Af Forsvarsvaaben var, som nys anført, Hjelmen og Skjoldet de sædvanligste. Hjelmen var i Regelen af Metal eller forsynet med en ydre Metalbelægning; rige og anseede Folk brugte den forgyldt. Særeget synes det at have været for de Stammer, der nærmest hørte til den gotiske Kulturkreds, at bære Hjelme, forsynede med en haarbesat Kam, eller andre Forsiringer, der gav dem en fjern Lighed med Vildsvinet eller Galten, der fornemmelig var Frauja helliget[16]. Paa Tacitus’s Tid var det endnu ikke almindeligt i Tydskland, at Alle havde Hjelme, da Mangelen paa Metaller endnu dertil var for stor; en saadan Mangel antydes dog ikke i vore Oldskrifter, men det er dog i sig selv rimeligt, at de mere ubemidlede da, som senere, hjalp sig med simplere Hovedbedækninger. Nordmændenes Skjold synes, deels efter Beskrivelserne, deels efter dem at dømme, som endnu ere vedligeholdte, at have været af samme Slags, som de, Tacitus tillægger Goterne, nemlig runde, og heller ikke synderlig store, sædvanligviis af Lindetræ, belagte med Jernplader, og forsynede med en Bule (rönd). Forresten brugte man som Forsvarsvaaben ogsaa Brynjen eller Serken, bestaaende af i hinanden gribende Smaa-Ringe. Undertiden brugtes ogsaa Skindkjortler, endog de saakaldte Vargstakke eller Ulveskindspelse. Alle disse Forsvarsvaaben kaldte man tilsammen hlíf; i ældre Tider ogsaa, som det synes, sarvi eller sörvi, (angels. searu), og det var charakteristisk for den germaniske Stamme i det Hele taget, at give hvert enkelt Vaaben et særegent Navn.

Vore Forfædre kæmpede sjelden eller aldrig til Hest Dette var derimod ikke saa sjeldent blandt Tydskerne og Goterne; derfor finde vi og Hesten som et af de fornemste Klenodier begravet tilligemed dens Herre i flere danske, fornemmelig jydske, Grave. Norge var heller ikke synderlig skikket for Rytteri, der bedre passede for Danmarks og Tydsklands Sletter. Derimod spiller Søkrigen allerede i de ældste norrøne Sagn en væsentlig Rolle Endog Guderne tillagde man underbare Skibe, som Odins eller Freys Skib Skidbladner, der kunde sejle baade over Land og Vand, og Balders Skib Ringhorne i hvilket hans Liig blev brændt; paa Skibet Naglfar, hed det, skulde Jøtnerne og Riimthusserne i Ragnarøkkr komme sejlende til den store Valplads. Gik end vore Forfædres Søtog i de ældste Tider ikke synderlig langt, neppe udenfor Landet selv eller i det Højeste til Danmark og Østersøen, faa synes de dog at have været desto hyppigere. Endog deres første Ankomst til Landet var, som allerede ovenfor viist, efter al Rimelighed skeet søværts; Besættelsen af de vestlige, tidligst befolkede, Kystfylker og Kommunikationen mellem dem kan ligeledes ene have foregaaet ved Omsejling af Kysterne. Søen afgav desuden en af vore Forfædres vigtigste Næringsveje, Sejlads og Søvæsen var derfor fra umindelige Tider ligesom sammenvoxet med Folkelivet i Norge, og uadskilleligt derfra; Skibet var for Nordmanden, hvad Stridsvognen og Stridshesten var for

Fastlandets Slettebeboere. At besidde det smukkeste, pragtfuldeste og hurtigst sejlende Skib var hans Stolthed; de gamle Sagn dvæle med særegent Velbehag ved Beskrivelsen af prægtige Skibe; i sit Skib lod Krigeren sig efter Døden brænde eller højlægge[17], og ofte indrettedes endog Gravhøjen saaledes, at den fremstillede de raa Omrids af et Skib (de saakaldte Skibshøje). Det er derfor intet Under, at vi endog fra de ældste Tider finde mange forskjellige Slags Fartøjer omtalte, fra den mindste Baad til de største Krigsskibe, de saakaldte Langskibe eller Skeider. Kjøbmandsskibene, der havde en mere buget, paa Rumfang beregnet Form, kaldte man sædvanligviis Knerrer[18]. Det ældste Slags Skibe, der rimeligviis mere lignede store Baade end virkelige Skibe, og som synes at have været i Brug, da Sejladsen endnu var i sin Barndom, kaldtes Kjoler, Enkelttal kjóll, angelsaxisk ceól.

Tacitus siger – hvad vi allerede ovenfor have anført – at Tydskerne ansaa det for et Tegn paa Dovenskab og Uselhed at erhverve ved sin Sveed hvad det kan vindes ved Vaabenfærd, og at de derfor i Almindelighed foretrak Krigens Sysler for den fredelige Agerdyrkning. Den samme Tendens aabenbarer sig ogsaa i Rigsmaal, hvor Vaabenfærd skildres som Jarleklassens egentlige Kald, medens Agerdyrkningen er overladt til Karlen, og dens allerbyrdefuldeste Sysler endog til Trællen. Men denne Lede til Agerdyrkning og fredelige Sysler kan deels kun have hersket i den allerældste Tid, hvor Karle- og Jarle-Klassen endnu var strengt afsondrede, deels kun have været egen for en Samfunds-Udvikling, hvor den krigerske Feudalforfatning aldeles havde fortrængt den oprindelige Odelsforfatning. I Norge, hvor Karle–Klassen gjennem Odelsforfatningen havde hævet sig til at danne en Haulde-Stand, der paa en vis Maade kunde siges at indtage den Plads, Jarlerne fordum, da de udgjorde en egen Krigerkaste, indtog, nød Fredens Sysler, Agerdyrkning, Fiskeri og Handel, altid den tilbørlige Agtelse, og de fornemste Mænd, ja Kongerne selv, fandt det ikke under deres Værdighed, personligt at deeltage deri. Vi møde saaledes ikke faa Exempler paa, at anseede Høvdinger i Norge og paa Island selv saaede deres Ager og var tilstede ved Indhøstningen. Den raa Kriger lod vel haant derover, men den raa Kriger lader allesteds og til alle Tider haant over de fredelige Beskjeftigelser.

Agerdyrkning ved Siden af Fædrift og Fiskeri udgjorde derfor i Oldtiden, ligesom nuomstunder, Nordmændenes vigtigste Næringsveje indenlands. Men særegen var derhos for Nordboerne den Anseelse, hvori Handelen stod som Næringsvej, og den Iver, hvormed Handelen blev dreven, endog af de fornemste Familiers Medlemmer. Dette havde vel for en Deel sin Grund i den Handels-Aand, som fra de ældste Tider synes at have været den norske Nationalcharakter egen, og som endnu saa stærkt aabenbarer sig; men for en Deel, og vel endog væsentligt, i den Omstændighed, at Handelsmanden i hine Tider selv maatte foretage de nødvendige Handelsrejser til fremmede Lande, og tillige heel ofte, hvor det gjaldt, med væbnet Haand maatte forsvare sig selv og sit Gods mod fjendtlige Krigeres eller Røveres Angreb til Lands eller Vands. Handelsmanden kaldtes derfor ogsaa betegnende en Farmand, og hans Syssel var den, der paa eengang fordrede og medførte meest Dannelse, Livserfaring, Aandsnærværelse og Uforfærdethed. Det var endog, idetmindste i senere Tider, almindeligt, at de fornemste Familiers yngre Medlemmer tilbragte nogle Aar paa Handelsrejser som etslags Dannelses- og Livserfarings-Skole. I Førstningen naaede vel disse Handelsrejser ikke synderligt ud over Norges egne, eller i alle Fald Nordens, Enemærker, men efterhaanden maa de have strakt sig videre. Dog, ligesom det i mange eller vel endog de fleste Tilfælde var vanskeligt, naar en Handelsrejse foregik til Søs, at drage en skarp Grændse mellem en saadan og et Sørøvertog, da ogsaa Handelsmanden maatte være bevæbnet, og en forekommende Lejlighed til at gjøre Bytte let kunde friste ham, saaledes er vel neppe Handelsvæsenet i Norge kommet i nogen ret Gang, førend den egentlige Vikingetid var begyndt, og denne ligger udenfor den Periode, der nu beskjeftiger os. Hvis man skal slutte fra de i Norden forefundne, fremmede Mynter, kan man nævne to Perioder i de ældre Tider, som dem, i hvilke Norden stod i nærmere Handelsforbindelse med Udlandet, nemlig i den romerske Kejsertid fra henimod 50 e. Chr. til noget efter 200, – thi fra denne Tid findes især i Danmark en Mængde romerske Kejsermynter, – og i den byzantinske Kejsertids første Aarhundreder, nemlig det 5te og 6te, thi fra denne Tid findes ej alene flere byzantinske Guldmynter, men endog hjemmegjorte Efterligninger af dem, anvendte som Smykker (de saakaldte Guldbrakteater)[19]. Aarsagen til Forbindelsens Afbrydelse i det 3die og 4de Aarhundrede er let at indsee, thi just i denne Tid falder den store gotiske Udvandring og de deraf følgende Krige, som i længere Tid afbrød den stadige Forbindelse mellem Syden og Norden; hertil kom ogsaa den saakaldte store Folkevandring, og først mod Slutningen af det femte Aarhundrede, da de nye Riger vare oprettede i Syden, indtraadte en forholdsviis fredeligere Tilstand, og en fornyet Samfærsel med Norden, der blandt andet satte Prokop istand til at erhverve sine nøjagtige Beretninger om Thuliterne, og Jornandes til at erhverve sine om Skandja, ligesom vel og det eruliske Tilbagetog til Norden ej har været enestaaende. De slaviske Nationers Fremtrængen mod Vest maa sidenefter atter have bevirket en Afbrydelse, indtil det 8de Aarhundrede, hvor nye Bevægelser begyndte at yttre sig i Norden. Forresten maa det dog ej glemmes, at da de Mynter, fra hvilke man slutter til en saadan Forbindelse, som den ovennævnte, fornemmelig ere fundne i Danmark eller Sydsverige, altsaa i de nordiske Lande, der fordum hørte til den gotiske Kulturkreds, kan man ikke med nogen Sikkerhed paastaa, at Forbindelsen har strakt sig udenfor denne, eller til de reennordiske Dele af Halvøen. At Nordens sydligere Dele derimod baade i og for sig selv ved deres Beliggenhed, og desuden som det nærmeste Udgangspunkt for de gotiske Folkeskarer, der oversvømmede Syden, havde langt anden Anledning til at staa i Forbindelse med denne, er indlysende. Vi behøve her kun at minde om Ermanariks Erobringsrige (S. 29), Theodoriks Anseelse langt op i Norden (S. 31) og det føromtalte eruliske Tog. Det gotiske Norden og Syden kunde paa en vis Maade siges at udgjøre en meste stor Tumleplads for de mellemgermaniske Vandringsfolk, Beboerne af Viken og det sydligste Norge ogsaa heri iberegnede. Men til de oprindelige Nordmænd i det Nordenfjeldske kan Forbindelsen idetmindste i de tidligere Aarhundreder, neppe have strakt sig.

At Handelen, som Tacitus siger, i de ældre Tider nærmest var Tuskhandel, ligger i Sagens Natur. Den blandt alle Germaner ogsaa i sildigere Tider, brugelige Benævnelse paa Penge og Gods, nemlig Fæ (oldnorsk fé, angelsaxisk feoh, højtydsk fihu), tyder hen paa en Tid, da Ejendom bestod i Kvæghjorder, og Kvæget selv i Handelen brugtes som Byttemiddel. Paa det samme tyder ogsaa Romernes pecunia, af pecus, Fæ; dog er det et afledet Ord, der, om end nøje beslægtet med pecus, dog allerede fra først af maa have haft en derfra noget afvigende Betydning: i de germaniske Mundarter er Ordet for Kvæg og Gods eet og det samme. Dette viser allerede i og for sig, at Germanernes nomadiske Periode naar meget længere ned i Tiden, end Romernes. Men den maa dog for en Deel have været tilbagelagt, førend Germanerne havde indvandret i deres nuværende Hjem. Som Byttemiddel ved Handelen finde vi over den hele germaniske Verden de ædle Metaller, Sølv og Guld, saa langt tilbage, germaniske Sagn naa. Men disse Metaller var næsten under hele Hedendommen umyntede. Vistnok kjendte man myntede Penge, forsaavidt som romerske og andre Mynter ved Mellemhandelen ogsaa naaede op til Norden, men man regnede dem kun efter Vegten som andet Metal. Den sædvanligste Maade at indrette Metallet paa til Brug som Penge var at smede det i lange, meget tynde Stænger, der spiralformigt snoedes og bares omkring Armen; naar noget skulde betales, skar man da smaa Stykker af disse Spiralringe, og betalte dermed efter Vegt Saadanne Penge-Ringe, af hvilke mange endnu opgraves, kaldtes fornemmelig Bauger (baugr, Angelsax. beáh), og derfor kaldtes ogsaa de gavmilde Høvdinger saa ofte af Digterne „Baugenes Bryder“, „Baugenes Sønderhugger, Guldets Bryder“[20] o. s. v. Der maa i hine Tider have været en ikke ubetydelig Mængde ædle Metaller i Norden, deels som Smykker, deels som Bauger. Og forholdsviis var der, ligesom overalt i Europa endog langt ned i Middelalderen mere Guld end Sølv. Guldet havde desuden allerede været kjendt fra Bronce-Alderens Tid; Sølvet brugtes i ej førend i Jern-Alderen. Man antager, at den største Masse af ædle Metaller, der var i Omløb i Norden, oprindeligen hidrørte fra de tschudiske Bergverker i de uralske Fjelde. Hvad Jernet angaar, da er vel ogsaa en Deel ved Mellemhandel, og vel endog allerede ved den oprindelige Udvandring, kommen fra de samme Egne; imidlertid melde ogsaa vore egne Beretninger om indenlandsk Jerntilvirkning af Myrmalm (rauði)[21].

Da vore Forfædre deels satte saa høj Priis paa gode Vaaben, deels yndede Stads og Smykker, er det naturligt, at Smede-Haandverket lige fra de ældste Tider var i stor Anseelse. Ypperlige Smede-Arbejder tillagdes i de fabelagtige Sagn Dvergerne: et Tegn paa den Beundring, hvormed de betragtedes, maaskee ogsaa en dunkel Erindring fra Tiden før Udvandringen, da vore Forfædre stode i nærmere Berørelse med de tschudiske Metal-Arbejdere. Senere dannede der sig Sagn, fælles for alle Germaner, om berømte Smede, fornemmelig Vølund, hvis Navn var bekjendt fra det yderste Norden lige til de af Germaner stiftede Riger i Syden[22]. Men Smede-Haandverket indbefattede i Oldtiden saagodtsom alle andre af Mænd udøvede Haandverk. Smeden var tillige Snedker, Tømmermand, Bygmester, og Ordet „Smed“ betegner derfor i vore Oldsagn oftest en Haandverker i Almindelighed. Tilvirkning af Klæder, nemlig Spinden, Væven og Syning, var Kvindernes Syssel. Efter de fra Oldtiden opbevarede Levninger at dømme, var Kunstfærdigheden, endog i de fjernere Tider, ikke ringe. Flere af de forefundne Smykker, om hvilke man ingen Grund har til at antage dem forarbejdede i Udlandet, røbe megen Smag og Dygtighed i at bearbejde Metaller. Nogle tro vistnok at spore den romerske Smags Indflydelse, dog saaledes, at denne ej har gjort sig gjeldende gjennem umiddelbar og slavisk Efterligning, men gjennem de germanisk-nordiske Kunstneres selvstændige Opfatning har antaget et for den germaniske Verden, og især for Norden, charakteristiskt Præg, der især aabenbarer sig i det Slags Forsiringer, som man har kaldet Slangesirater, fordi de forestille kunstigt sammenslyngede Slangefigurer, men for hvilke dog maaskee de romerske Arabesker ligge til Grund. Stundom synes ogsaa – hvad der i sig selv er højst rimeligt – Spor af østerlandsk Indflydelse at fornemmes. Paa de i den fjernere Oldtid meget brugelige Smykker af Guldblik, nu sædvanligviis kaldte Brakteater, hvortil man oprindelig brugte fremmede Mynter, men som man tillige selv forarbejdede i Lighed med disse, findes raa Fremstillinger, der minde om Buddhismens Symbolik[23].

Vore Forfædres Huse vare, hvad der og faldt af sig selv, udelukkende, eller saagodtsom udelukkende, af Træ, og Høvdingernes, hvis man skal kunne slutte fra, hvad der i Hedendommens sidste Dage fandt Sted paa Island, ofte prægtigt udsmykkede med Udskæringer og lignende Prydelser[24]. Paa Pragt og Stads satte vore Forfædre overhoved megen Priis; de yndede smukke Bygninger, prægtige Klæder og Vaaben, og skjønt prydede Skibe. I Særdeleshed anvendte man ødsel Pragt ved Udsmykningen af Krigsskibene, hvis Forstavn man sædvanligviis lod løbe ud i et fantastiskt udskaaret Dragehoved, ofte forgyldt, medens Bagstavnen forestillede Dragens Hale; slige Skibe kaldtes derfor stundom slethen „Drager“ eller „Orme“.

Af den daglige Levemaade og de sædvanlige Sysler i hine ældgamle Tider giver forresten allerede Rigsmaal et temmelig anskueligt Billede[25]. Saavel heraf, som af de øvrige Oplysninger, der kunne erhverves om vore Forfædres ældste Leveskik, faar man den bestemteste Forestilling om, at der aldeles ikke herskede noget Barbari, men at Kulturtilstanden i det Hele taget stod paa det samme Punkt som det, hvor vi forefinde den i den egentlige historiske Tidsalder.

  1. ↑ Se Harald Haarfagres Saga hos Snorre Cap. 49.
  2. ↑ Tacitus Germ. Cap 27.
  3. ↑ Yngl. Saga Cap. 12.
  4. ↑ Saxo, 5te Bog, S. 256. Se tillige ovenfor, S. 56–62 og nedenfor, næste Afs. § 5.
  5. ↑ Sammenlg. hermed hvad der fortælles af en anonym Forf., hvis Skrift ledsager Gronovs Udgave af Ammian, at Østgoten Theodorik allerede i levende Live lod sig indrette en muret Begravelse af Qvaderstene, til at dække oven til.
  6. ↑ Se nedenfor i næste Afsnit § 4.
  7. ↑ Thrymskvida Str. 30, hvor det heder: „vier os sammen under Vaars Haand.“
  8. ↑ Det var især ved Mindeskaalene over de Afdøde, og ved Bragebægeret (Bragafull), at slige Løfter (heistrengingar) synes at have været aflagte; Snorre Yngl. S. Cap. 40, Ol. Tr. Saga Cap. 39.
  9. ↑ Slige Leveregler findes især i det gamle Eddadigt Hávamál.
  10. ↑ Tacitus, Germ. Cap. 21, 22.
  11. ↑ Se Beskrivelsen over Livet ved Rolf Krakes Hird i denne Konges Saga, Cap. 33, 34, Saxo, 2, Bog S. 86, 87; og ligeledes Beskrivelsen over Livet i Kong Frodes Gaard hos Saxo, 5te B. S. 204.
  12. ↑ Ynglinga Saga Cap. 41. Beowulfdigtet, V. 1178–1237, 4035–4038.
  13. ↑ Beowulf, V. 2119–2319. 1742–1819. Beda fortæller i sin Kirkehistorie udtrykkeligt om Cædmon (død 680) at han, uagtet han i sin modnere Alder udmærkede sig saa meget ved sine religiøse Digte, dog ikke i sine tidligere Aar havde sunget verdslige Sange, men at han i Gilder, hvor den Morskab fandt Sted, at Alle skulde synge efter Ordenen, forlod Laget, naar han saa Citharen (Harpen) komme nærmere.
  14. ↑ Tacitus, Germ. Cap. 6. Jevnfør Grimm, Gesch. der deutsche Sprache, S. 516–518.
  15. ↑ At Geiren ogsaa brugtes som Kastevaaben, sees blandt Andet af Widsidhkvadet V. 253–256: „full oft of þám heápe hwinende fleág giellende gár on grame þeóde“; ofte fra hiin Hob hvinende fløj den gjaldende Geir over gramme Thjoder.
  16. ↑ I Digtet om Beowulf og andre angelsaxiske Digte tales især meget om disse Hjelmsmykker i Vildsvineform (coforcumbel, coforheafodsegn, swín ofer helme o. s. v.), og derfor finder man ogsaa enkelte Hjelme kaldte „Hildesviin“, „Hildegalt“. Det var Freys og Freyjas gyldne Galt, i vore Oldsagn kaldet Gullinbursti, som man her efterlignede. Og mærkeligt nok fortæller Tacitus (Germ. Cap.{{#secion:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/217|fotnote}}
  17. ↑ Se især det smukke Sagn om Søkongen Hake i Yngl. Saga Cap. 28. Begravelser i Skibe omtales meget hyppigt i vore Oldskrifter.
  18. ↑ I Enkelttal knarr eller knörr, Flertal knerrir.
  19. ↑ Worsaae, Nordens Oldtid &c., S. 57, 58.
  20. ↑ Saaledes: baugbrjótr, Angels. beága brytta, sinces brytta, Oldsaxisk bóggebo. Og i Rigsmaal heder det og, at Jarlen begynder „at bryde Bauger“.
  21. ↑ Da Myrmalmen paa Finsk kaldes roaudo, har man villet tilskrive Finnerne den tidligste Udøvelse af Kunsten i vort Land. Dette kan vel i og for sig være rimeligt, men af Ordet kan det dog neppe sluttes, da det oldnorske Ord aabenbart er dannet af rauðr (rød), paa Grund af Myrmalmens røde Farve, og saaledes ej kan være formet efter det finske roaudo, men dette derimod, som saa mange andre finske Ord, er formet efter det norske.
  22. ↑ Vølund, eg. Valund, angels. Welond, gammelfransk Gualans, svarer i de germaniske Sagn til Grækernes Dædalos. Endog det græske Ord „Labyrinth“ oversættes paa oldn. med völundarhús.
  23. ↑ Se Holmboe, i Tidsskr. Urda, 2 B. S. 75–78.
  24. ↑ Saaledes var Olaf Paa’s Hus paa Hjardarholt udsmykket med Fremstillinger af Gudelæren, efter hvilke Skalden Ulf Uggesøn digtede den berømte Huusdraapa, se Laxdølasaga og Snorra-Edda.
  25. ↑ Som et umiskjendeligt Beviis paa Rigsmaal’s Ælde kunde maaskee ogsaa anføres, at Sejladsen der endnu ikke spiller nogen væsentlig Rolle, at altsaa den egentlige Søkrig ej ret var bleven sædvanlig. Kun mod Slutningen, hvor der tydes hen paa Erobringstog, prises Dans og Danps Dygtighed til at „ride Kjol“, d. e. sejle; Ordet „Kjol“, ikke „Skib“, viser at her er Talen om de ældste, smaa Fartøjer, paa hvilke ogsaa Angelsaxerne efter Sagnet skulle være komne til England (ceólas, se ovenfor S. 190), Nennius, c. 37; Chron. Saxon. kortere Bearbejdelse.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/1/31&oldid=49334»