Det norske Folks Historie/1/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om vore ældſte Forfædres Skikke og Sædvaner indeholde de ſparſomme Efterretninger, vi endnu have tilbage fra den ældre Periode, kun ſaare lidet, der kan tjene til nogen væſentlig Oplysning; hvad der forefindes, tyder dog hen paa, at de i det Hele taget vare de ſamme, ſom de, vi af Beretninger fra Hedendommens ſidſte Dage lære at kjende, og af hvilke forſkjellige Træk i det Følgende ville blive ſkildrede. De religiøſe Skikke ere allerede omtalte: til dem ſlutte ſig paa det Nøjeſte de Skikke og Sædvaner, ſom ledſagede Menneſkets Fødſel og Død. Naar Faderen havde antaget det nyfødte Barn og beſtemt ſig til at opføde det, blev det, ſom man af enkelte Udſagn kan ſee, allerede i Hedendommen underkaſtet en højtidelig Renſelſe med Vand, hvorved det ogſaa fik ſit Navn; dette var altſaa etſlags Daab, og kaldtes Vand-Øsningen[1]. Den oprindelige germaniſke Begravelſesmaade beſtod i at brænde Liget og ſiden gjemme Benene og Aſken i en Gravhøj. Allerede Tacitus omtaler dette. „Ved Ligenes Begravelſe“, ſiger han, „finder ingen ſynderlig Pomp Sted. Man iagttager kun at der til Baal for anſeede Mænds Lig bruges visſe beſtemte Slags Ved. Baalet tildækkes hverken med Klæder eller med vellugtende Sager; kun lægges den Afdødes Vaaben, undertiden og hans Heſt, med ham paa Baalet; ſiden rejſes en Høj af Torv over det Hele ſom Gravſted“[2]. Det heder ogſaa om Odin, at han beſtemte, efter den hos Æſerne brugelige Skik, at alle døde Mænd ſkulde brændes med de Koſtbarheder, de i Livet havde ejet; at Aſken ſkulde kaſtes i Havet eller graves ned i Jorden; at man over anſeede Mænd ſkulde rejſe Gravhøje til Erindring om dem, og at man desforuden ſkulde hædre de meſt anſeede Mænds Gravhøje med Bautaſtene. Endog i Gudeſagnene ſelv tales der om Balders Begravelſe og Baalfart, hvorledes han blev brændt i ſit Skib med ſin Heſt og øvrige Klenodier. Om de Afdødes Opbrændelſe paa Baalet handles ogſaa ellers baade i angelſaxiſke og norſke Oldſkrifter, ligeſom og de fleſte Begravelſer fra Hedendommen, der findes i Norge og det egentlige Sverige, indeholde Levninger af brændte Lig. Men en Forandring i denne Begravelſesmaade indtraadte, idetmindſte for de fornemmere Mænds Vedkommende, ſamtidigt, ſom det ſynes, med Kongenavnets Indførelſe, og, maaſkee tillige, efter hvad det lader til, i Forbindelſe med den føromtalte Frauja- eller Frey-Cultus. Snorre Sturleſøn ſiger nemlig derom i ſin Indledning til Ynglinga-Saga: „Den førſte Tidsalder kaldes Brænd-Alderen; da ſkulde man brænde alle afdøde Mænd og rejſe Bautaſtene efter dem. Men efterat Frey var bleven højlagt i Uppſala, gjorde mange Høvdinger ſaavel Høje ſom Bautaſtene til Minde om deres Frænder; og efterat Danekongen Dan den Overmodige havde ladet ſig gjøre en Høj, og forordnet, at man efter hans Død ſkulde lægge ham deri med hans Kongeſkrud, Krigsruſtning, Heſt og Sadeltøj foruden meget andet Gods, efterfulgte mange af hans Ætmænd hans Exempel; ſaaledes begyndte Høj-Alderen i Danmark, men Brændalderen vedvarede endnu længe hos Svear og Nordmænd“. I Ynglingaſaga oplyſer Snorre ſiden udtrykkeligt, at Frey ikke blev brændt, men højlagt, ligeſom der og fortælles, hvad der allerede ovenfor er berørt, at Frey, endog førend han formelig blev begraven, i trende Aar gjemtes i en Høj, medens hans nærmeſte Omgivelſer indbildte Folket, at han endnu levede[3]. Omtrent det ſamme fortæller den danſke Forfatter Saxo om Kong Frode den 3die; han ſiger, at hans fornemſte Mænd balſamerede hans Lig og førte det i tre Aar omkring paa den kongelige Vogn, foregivende, at han endnu var i Live[4]. Man ſeer ved førſte Øjekaſt, at det er det ſamme Sagn, lidt anderledes fortalt, og at kun Navneligheden, iſær ved den danſke Form Frø eller den ſaxiſke Frô, har givet Anledning til Forvexlingen med Frode.

Hvad Snorre har omtalt ſom en ſikker Kjendsgjerning, grunder ſig viſtnok kun paa dunkle Sagn, og hine Fyrſter, om hvis Tilværelſe i Oldtiden han ej nærer mindſte Tvivl, ere aabenbart kun mythiſke og ethnographiſke Sagnfigurer. Men desuagtet indeholder hans Udſagn et Vidnesbyrd om, at man endnu paa hans Tid ſatte Indførelſen af den Skik at højlægge de Afdøde, i Forbindelſe med Frey, altſaa med Frauja-Dyrkelſen, for Sveriges, og med Dan, altſaa med Kongenavnets Opkomſt, for Danmarks Vedkommende. Den rette Sammenhæng er rimeligviis den, at Frauja-Dyrkelſen, ſom i ſig ſelv maa have været en fredelig Kultus, modſat den krigerſke Odins-Dyrkelſe, men ſom tillige ſynes at have været forbunden med langt flere Myſterier og frygtvækkende Offerſkikke end denne, paabød Højlæggelſen af Ligene, og at Danerne, ſom ved deres Sammenſmeltning med Goterne ligeledes antoge den ſæregne Frauja- eller Nerthus-Dyrkelſe, derved ogſaa optoge den med denne Dyrkelſe forbundne Begravelſes-Skik Og virkelig indeholde de fleſte Grave fra Jernalderen, der i Danmark forefindes, Levninger af ubrændte Lig, medens Gravene i Sverige og Norge i Regelen indeholde brændte Lig, og Højlæggelſen i disſe Lande kun ſynes at have været anvendt i Hedendommens ſenere Dage, og alene ved de fornemmere Mænd[5]. Sandſynligviis ſtod den, hvad Norge angaar, i nøje Forbindelſe med Ynglinge-Ættens Optræden ſom den, der tilſidſt erhvervede Herredømmet i Landet, hvorom der i det Følgende vil komme til at handles udførligt[6].

Ogſaa Giftermaalene ſynes at have været ſluttede under religiøſe Ceremonier. Der findes Antydninger til, at en formelig Vielſe fandt Sted, ved hvilken Eds- og Forbunds-Gudinden Vaar paakaldtes[7]. Og ved Arve-Øl, eller Begravelſes-Gilder, maaſkee og i de fleſte ſtørre Gilder, ſynes omtrent de ſamme Mindeſkaaler, eller Skaaler for Guderne, ſom ved Offergilderne, ledſagede af højtidelige Løfter, at have været tømte[8]. Aaſa-Religionen maa ifølge ſin Oprindelſe og Udviklings-Gang mere betragtes ſom et Udtryk af Folkecharakteren, end ſom den Retteſnor, efter hvilken Folkecharakteren formede ſig. Den indlod ſig ikke paa at opſtille nogen abſolut Dyds- eller Sædeligheds-Lære, den antyder kun i Almindelighed Dyden ſom priisværdig og medførende ſin Løn, Laſten ſom afſkyelig og hjemfalden til Straf, men forreſten ere dens Lærdomme meeſtendeels Leveregler, der indſkjærpe den Maade at tage Livet paa, ſom vore Forfædre anſaa for den fornuftigſte, og priſe de Egenſkaber, ſom de anſaa for de bedſte. De indſkjærpe ſaaledes, foruden Tapperhed og Udholdenhed, hvad der vel anſaaes ſom det fornemſte, ogſaa Venlighed i Omgang, den ſtørſt mulige Gjeſtfrihed og Gavmildhed, Overholdelſe af Løfter og Ed, Trofaſthed i Venſkab og Kjærlighed, men tillige Forſigtighed i at ſlutte Forbindelſer, ſom overhoved i Ord og Handling, Agtelſe for Alderdommen, Omhu med de Afdødes Lig, Erhvervelſe af en ſelvſtændig Stilling, af et godt Navn og et berømmeligt Eftermæle[9]. Disſe Livsanſkuelſer maatte fremtræde kjendeligt i alle de Træk, der ſaavel om vore Forfædre, ſom om Germanerne i Almindelighed ere opbevarede. Fornemmelig indtager deres Gjeſtfrihed og Gavmildhed en iøjnefaldende Plads. Tacitus giver allerede Germanerne det Lov, at de fremfor andre Folk yttrede Tilbøjelighed til at holde Selſkaber og viſe ſig gjeſtfrie; at de anſaa det for en Skjændſel at viſe nogetſomhelſt Menneſke fra ſin Dør; at man i ſaa Henſeende ikke ſkjelnede mellem Kjendt eller Ukjendt, men modtog Enhver med den ſamme ubegrændſede Gjeſtfrihed, og tillige ſædvanligviis ved Afſkeden gav ham Foræringer[10]. Han føjer til, at endog de vigtigſte og alvorligſte Stats-Anliggender afhandledes under Drikkelag, og at man endog var af den Mening, at Sindet da baade var mere optage til at viſe Oprigtighed, og mere opflammet til Stordaad; at det ej anſaaes for Skam at tilbringe Dag og Nat under Drikkelag, men at der ogſaa under disſe Drikkelag ej ſjelden opſtod Trætter, der endtes med blodig Kamp, ja endog Drab. Vore egne Oldſkrifter meddele Træk, om end fra en noget ſildigere Tidsalder, der paa det nøjeſte ſtemme med Tacitus’s Skildring. Iſær ſynes de haandgangne Mænds Liv hos Kongen eller Drottnen at have været et daglig fortſat Drikkelag, hvor det endog, hvis man ſkal fæſte Lid til enkelte Beretninger, maa have gaaet meget vildt og larmende til[11]. Men hvad der igjen for en ſtor Deel maatte bidrage til at raade Bod paa Larmen og forebygge voldſomme Scener, var Kvindernes hyppige Nærværelſe i Laget, ej blot ſom Tilſkuerinder, men ſom virkelige Deeltagere i Lyſtigheden; iſær var det Huſets Frues eller Datters Hverv at række Bægeret til de fornemſte Gjeſter[12]. Sang og Spil ſynes at have udgjort en væſentlig Deel af den ſelſkabelige Underholdning. Hvis man kan anvende Skildringer af, hvad der hos Angelſaxerne fandt Sted, paa vore Forhold, bleve ved ſlige Lejligheder ej alene Forfædrenes Bedrifter forherligede, men undertiden maatte endog hver Gjeſt afſynge en Sang til Harpen, ſom gik rundt i Laget[13]. Af andre Forlyſtelſer ſynes allerede i de ældſte Tider Legemsøvelſer, ſom Kapløben og Brydning, visſe Lege, ſom etſlags Boldſpil og Bretſpil, og endelig Jagt, fornemmelig med Høge, at have været de ſædvanligſte. Sverddands eller Springen over Sverd, hvilken Tacitus omtaler ſom den blandt Tydſkerne ene brugelige Art af Skueſpil, ſynes man hos vore Forfædre ikke at have kjendt.

Om Germanernes, følgelig og vores Forfædres, Skik, altid at bære Vaaben, er der allerede ovenfor talt. Disſe Vaaben var dog fornemmelig Angrebsvaaben; Forſvarsvaaben, paa Skjoldet og Hjelmen nær, var ej ſaa almindelige til dagligt Brug, og anvendtes ſtundom ej engang i Kampen, da Flere ſatte ſin Ære i, uden ſaadant Værn at trodſe Døds-Faren. Men paa at beſidde ypperlige Angrebsvaaben ſatte man en overordentlig Priis. De hos vore Forfædre meeſt brugelige Vaaben var, iſær efter de ældſte Beretninger og efter Gravhøjenes Indhold at dømme, Spydet, Sverdet og Øxen. Det ældſte Slags Spyd var rimeligviis den i Rigsmaal omtalte frakka, paa Tydſk franca, hvilket Navn hos de latinſke Forfattere, ſom det ſynes ved en Fejltagelſe, er gjengivet med framea[14], et Spyd med en liden og tynd Odd, fordi der, ſom Tacitus ſiger, endnu paa hans Tid idetmindſte i Tydſkland ikke var mere Jern forhaanden, end at man maatte omgaaes ſparſomt dermed. Muligt er det dog, at dette kun er en fejlagtig Slutning fra Spydets tilfældige Udſeende; thi af vore Oldſkrifter ſynes det, ſom om der lige fra umindelige Tider altid var Jern nok forhaanden ej alene til Vaaben, men ogſaa til Huus og Agerdyrknings-Redſkaber. Det nævnes flere Slags Spyd, hvis ſæregne Former nu ikke længer kjendes. Som Haandſpyd og Kaſteſpyd ſynes i de ældſte Tider foruden Frakken ogſaa den ſaakaldte Geir (angelſaxiſk gár) at have været ſædvanlig [15]. Af Sverd nævnes tvende Slags, det tveeggede Sverd, og det noget kortere een-eggede Sax; intet af dem var til mere end een Haand, eller ſtort over een Alen langt, men man lagde meget Vind paa at have dem af det fineſte og omhyggeligſt bearbejdede Staal, og ſaa prægtigt ſmykkede ſom muligt. Øxen var maaſkee det egentlige nationale Vaaben hos vore Forfædre; ogſaa af den gaves der flere Slags, men det ſædvanligſte og for Nordmændene meeſt charakteriſtiſke var den langſkaftede, med et temmelig ſmalt Jern og ikke ſynderlig bred Egg. Til Fjernvaaben brugtes, foruden Frakken og Geiren, ogſaa andre mindre Slags Kaſteſpyd, og fornemmelig Pilen (ör egent. arhv, angelſaxiſk earh eller stræl), udſkudt af Haandbuen. Af Forſvarsvaaben var, ſom nys anført, Hjelmen og Skjoldet de ſædvanligſte. Hjelmen var i Regelen af Metal eller forſynet med en ydre Metalbelægning; rige og anſeede Folk brugte den forgyldt. Særeget ſynes det at have været for de Stammer, der nærmeſt hørte til den gotiſke Kulturkreds, at bære Hjelme, forſynede med en haarbeſat Kam, eller andre Forſiringer, der gav dem en fjern Lighed med Vildſvinet eller Galten, der fornemmelig var Frauja helliget[16]. Paa Tacitus’s Tid var det endnu ikke almindeligt i Tydſkland, at Alle havde Hjelme, da Mangelen paa Metaller endnu dertil var for ſtor; en ſaadan Mangel antydes dog ikke i vore Oldſkrifter, men det er dog i ſig ſelv rimeligt, at de mere ubemidlede da, ſom ſenere, hjalp ſig med ſimplere Hovedbedækninger. Nordmændenes Skjold ſynes, deels efter Beſkrivelſerne, deels efter dem at dømme, ſom endnu ere vedligeholdte, at have været af ſamme Slags, ſom de, Tacitus tillægger Goterne, nemlig runde, og heller ikke ſynderlig ſtore, ſædvanligviis af Lindetræ, belagte med Jernplader, og forſynede med en Bule (rönd). Forreſten brugte man ſom Forſvarsvaaben ogſaa Brynjen eller Serken, beſtaaende af i hinanden gribende Smaa-Ringe. Undertiden brugtes ogſaa Skindkjortler, endog de ſaakaldte Vargſtakke eller Ulveſkindspelſe. Alle disſe Forſvarsvaaben kaldte man tilſammen hlíf; i ældre Tider ogſaa, ſom det ſynes, sarvi eller sörvi, (angelſ. searu), og det var charakteriſtiſk for den germaniſke Stamme i det Hele taget, at give hvert enkelt Vaaben et ſæregent Navn.

Vore Forfædre kæmpede ſjelden eller aldrig til Heſt Dette var derimod ikke ſaa ſjeldent blandt Tydſkerne og Goterne; derfor finde vi og Heſten ſom et af de fornemſte Klenodier begravet tilligemed dens Herre i flere danſke, fornemmelig jydſke, Grave. Norge var heller ikke ſynderlig ſkikket for Rytteri, der bedre pasſede for Danmarks og Tydſklands Sletter. Derimod ſpiller Søkrigen allerede i de ældſte norrøne Sagn en væſentlig Rolle Endog Guderne tillagde man underbare Skibe, ſom Odins eller Freys Skib Skidbladner, der kunde ſejle baade over Land og Vand, og Balders Skib Ringhorne i hvilket hans Liig blev brændt; paa Skibet Naglfar, hed det, ſkulde Jøtnerne og Riimthusſerne i Ragnarøkkr komme ſejlende til den ſtore Valplads. Gik end vore Forfædres Søtog i de ældſte Tider ikke ſynderlig langt, neppe udenfor Landet ſelv eller i det Højeſte til Danmark og Øſterſøen, faa ſynes de dog at have været deſto hyppigere. Endog deres førſte Ankomſt til Landet var, ſom allerede ovenfor viiſt, efter al Rimelighed ſkeet ſøværts; Beſættelſen af de veſtlige, tidligſt befolkede, Kyſtfylker og Kommunikationen mellem dem kan ligeledes ene have foregaaet ved Omſejling af Kyſterne. Søen afgav desuden en af vore Forfædres vigtigſte Næringsveje, Sejlads og Søvæſen var derfor fra umindelige Tider ligeſom ſammenvoxet med Folkelivet i Norge, og uadſkilleligt derfra; Skibet var for Nordmanden, hvad Stridsvognen og Stridsheſten var for

Faſtlandets Slettebeboere. At beſidde det ſmukkeſte, pragtfuldeſte og hurtigſt ſejlende Skib var hans Stolthed; de gamle Sagn dvæle med ſæregent Velbehag ved Beſkrivelſen af prægtige Skibe; i ſit Skib lod Krigeren ſig efter Døden brænde eller højlægge[17], og ofte indrettedes endog Gravhøjen ſaaledes, at den fremſtillede de raa Omrids af et Skib (de ſaakaldte Skibshøje). Det er derfor intet Under, at vi endog fra de ældſte Tider finde mange forſkjellige Slags Fartøjer omtalte, fra den mindſte Baad til de ſtørſte Krigsſkibe, de ſaakaldte Langſkibe eller Skeider. Kjøbmandsſkibene, der havde en mere buget, paa Rumfang beregnet Form, kaldte man ſædvanligviis Knerrer[18]. Det ældſte Slags Skibe, der rimeligviis mere lignede ſtore Baade end virkelige Skibe, og ſom ſynes at have været i Brug, da Sejladſen endnu var i ſin Barndom, kaldtes Kjoler, Enkelttal kjóll, angelſaxiſk ceól.

Tacitus ſiger — hvad vi allerede ovenfor have anført — at Tydſkerne anſaa det for et Tegn paa Dovenſkab og Uſelhed at erhverve ved ſin Sveed hvad det kan vindes ved Vaabenfærd, og at de derfor i Almindelighed foretrak Krigens Syſler for den fredelige Agerdyrkning. Den ſamme Tendens aabenbarer ſig ogſaa i Rigsmaal, hvor Vaabenfærd ſkildres ſom Jarleklasſens egentlige Kald, medens Agerdyrkningen er overladt til Karlen, og dens allerbyrdefuldeſte Syſler endog til Trællen. Men denne Lede til Agerdyrkning og fredelige Syſler kan deels kun have herſket i den allerældſte Tid, hvor Karle- og Jarle-Klasſen endnu var ſtrengt afſondrede, deels kun have været egen for en Samfunds-Udvikling, hvor den krigerſke Feudalforfatning aldeles havde fortrængt den oprindelige Odelsforfatning. I Norge, hvor Karle—Klasſen gjennem Odelsforfatningen havde hævet ſig til at danne en Haulde-Stand, der paa en vis Maade kunde ſiges at indtage den Plads, Jarlerne fordum, da de udgjorde en egen Krigerkaſte, indtog, nød Fredens Syſler, Agerdyrkning, Fiſkeri og Handel, altid den tilbørlige Agtelſe, og de fornemſte Mænd, ja Kongerne ſelv, fandt det ikke under deres Værdighed, perſonligt at deeltage deri. Vi møde ſaaledes ikke faa Exempler paa, at anſeede Høvdinger i Norge og paa Island ſelv ſaaede deres Ager og var tilſtede ved Indhøſtningen. Den raa Kriger lod vel haant derover, men den raa Kriger lader alleſteds og til alle Tider haant over de fredelige Beſkjeftigelſer.

Agerdyrkning ved Siden af Fædrift og Fiſkeri udgjorde derfor i Oldtiden, ligeſom nuomſtunder, Nordmændenes vigtigſte Næringsveje indenlands. Men ſæregen var derhos for Nordboerne den Anſeelſe, hvori Handelen ſtod ſom Næringsvej, og den Iver, hvormed Handelen blev dreven, endog af de fornemſte Familiers Medlemmer. Dette havde vel for en Deel ſin Grund i den Handels-Aand, ſom fra de ældſte Tider ſynes at have været den norſke Nationalcharakter egen, og ſom endnu ſaa ſtærkt aabenbarer ſig; men for en Deel, og vel endog væſentligt, i den Omſtændighed, at Handelsmanden i hine Tider ſelv maatte foretage de nødvendige Handelsrejſer til fremmede Lande, og tillige heel ofte, hvor det gjaldt, med væbnet Haand maatte forſvare ſig ſelv og ſit Gods mod fjendtlige Krigeres eller Røveres Angreb til Lands eller Vands. Handelsmanden kaldtes derfor ogſaa betegnende en Farmand, og hans Sysſel var den, der paa eengang fordrede og medførte meeſt Dannelſe, Livserfaring, Aandsnærværelſe og Uforfærdethed. Det var endog, idetmindſte i ſenere Tider, almindeligt, at de fornemſte Familiers yngre Medlemmer tilbragte nogle Aar paa Handelsrejſer ſom etſlags Dannelſes- og Livserfarings-Skole. I Førſtningen naaede vel disſe Handelsrejſer ikke ſynderligt ud over Norges egne, eller i alle Fald Nordens, Enemærker, men efterhaanden maa de have ſtrakt ſig videre. Dog, ligeſom det i mange eller vel endog de fleſte Tilfælde var vanſkeligt, naar en Handelsrejſe foregik til Søs, at drage en ſkarp Grændſe mellem en ſaadan og et Sørøvertog, da ogſaa Handelsmanden maatte være bevæbnet, og en forekommende Lejlighed til at gjøre Bytte let kunde friſte ham, ſaaledes er vel neppe Handelsvæſenet i Norge kommet i nogen ret Gang, førend den egentlige Vikingetid var begyndt, og denne ligger udenfor den Periode, der nu beſkjeftiger os. Hvis man ſkal ſlutte fra de i Norden forefundne, fremmede Mynter, kan man nævne to Perioder i de ældre Tider, ſom dem, i hvilke Norden ſtod i nærmere Handelsforbindelſe med Udlandet, nemlig i den romerſke Kejſertid fra henimod 50 e. Chr. til noget efter 200, — thi fra denne Tid findes iſær i Danmark en Mængde romerſke Kejſermynter, — og i den byzantinſke Kejſertids førſte Aarhundreder, nemlig det 5te og 6te, thi fra denne Tid findes ej alene flere byzantinſke Guldmynter, men endog hjemmegjorte Efterligninger af dem, anvendte ſom Smykker (de ſaakaldte Guldbrakteater)[19]. Aarſagen til Forbindelſens Afbrydelſe i det 3die og 4de Aarhundrede er let at indſee, thi juſt i denne Tid falder den ſtore gotiſke Udvandring og de deraf følgende Krige, ſom i længere Tid afbrød den ſtadige Forbindelſe mellem Syden og Norden; hertil kom ogſaa den ſaakaldte ſtore Folkevandring, og førſt mod Slutningen af det femte Aarhundrede, da de nye Riger vare oprettede i Syden, indtraadte en forholdsviis fredeligere Tilſtand, og en fornyet Samfærſel med Norden, der blandt andet ſatte Prokop iſtand til at erhverve ſine nøjagtige Beretninger om Thuliterne, og Jornandes til at erhverve ſine om Skandja, ligeſom vel og det eruliſke Tilbagetog til Norden ej har været eneſtaaende. De ſlaviſke Nationers Fremtrængen mod Veſt maa ſidenefter atter have bevirket en Afbrydelſe, indtil det 8de Aarhundrede, hvor nye Bevægelſer begyndte at yttre ſig i Norden. Forreſten maa det dog ej glemmes, at da de Mynter, fra hvilke man ſlutter til en ſaadan Forbindelſe, ſom den ovennævnte, fornemmelig ere fundne i Danmark eller Sydſverige, altſaa i de nordiſke Lande, der fordum hørte til den gotiſke Kulturkreds, kan man ikke med nogen Sikkerhed paaſtaa, at Forbindelſen har ſtrakt ſig udenfor denne, eller til de reennordiſke Dele af Halvøen. At Nordens ſydligere Dele derimod baade i og for ſig ſelv ved deres Beliggenhed, og desuden ſom det nærmeſte Udgangspunkt for de gotiſke Folkeſkarer, der overſvømmede Syden, havde langt anden Anledning til at ſtaa i Forbindelſe med denne, er indlyſende. Vi behøve her kun at minde om Ermanariks Erobringsrige (S. 29), Theodoriks Anſeelſe langt op i Norden (S. 31) og det føromtalte eruliſke Tog. Det gotiſke Norden og Syden kunde paa en vis Maade ſiges at udgjøre en meſte ſtor Tumleplads for de mellemgermaniſke Vandringsfolk, Beboerne af Viken og det ſydligſte Norge ogſaa heri iberegnede. Men til de oprindelige Nordmænd i det Nordenfjeldſke kan Forbindelſen idetmindſte i de tidligere Aarhundreder, neppe have ſtrakt ſig.

At Handelen, ſom Tacitus ſiger, i de ældre Tider nærmeſt var Tuſkhandel, ligger i Sagens Natur. Den blandt alle Germaner ogſaa i ſildigere Tider, brugelige Benævnelſe paa Penge og Gods, nemlig (oldnorſk , angelſaxiſk feoh, højtydſk fihu), tyder hen paa en Tid, da Ejendom beſtod i Kvæghjorder, og Kvæget ſelv i Handelen brugtes ſom Byttemiddel. Paa det ſamme tyder ogſaa Romernes pecunia, af pecus, Fæ; dog er det et afledet Ord, der, om end nøje beſlægtet med pecus, dog allerede fra førſt af maa have haft en derfra noget afvigende Betydning: i de germaniſke Mundarter er Ordet for Kvæg og Gods eet og det ſamme. Dette viſer allerede i og for ſig, at Germanernes nomadiſke Periode naar meget længere ned i Tiden, end Romernes. Men den maa dog for en Deel have været tilbagelagt, førend Germanerne havde indvandret i deres nuværende Hjem. Som Byttemiddel ved Handelen finde vi over den hele germaniſke Verden de ædle Metaller, Sølv og Guld, ſaa langt tilbage, germaniſke Sagn naa. Men disſe Metaller var næſten under hele Hedendommen umyntede. Viſtnok kjendte man myntede Penge, forſaavidt ſom romerſke og andre Mynter ved Mellemhandelen ogſaa naaede op til Norden, men man regnede dem kun efter Vegten ſom andet Metal. Den ſædvanligſte Maade at indrette Metallet paa til Brug ſom Penge var at ſmede det i lange, meget tynde Stænger, der ſpiralformigt ſnoedes og bares omkring Armen; naar noget ſkulde betales, ſkar man da ſmaa Stykker af disſe Spiralringe, og betalte dermed efter Vegt Saadanne Penge-Ringe, af hvilke mange endnu opgraves, kaldtes fornemmelig Bauger (baugr, Angelſax. beáh), og derfor kaldtes ogſaa de gavmilde Høvdinger ſaa ofte af Digterne „Baugenes Bryder“, „Baugenes Sønderhugger, Guldets Bryder“[20] o. ſ. v. Der maa i hine Tider have været en ikke ubetydelig Mængde ædle Metaller i Norden, deels ſom Smykker, deels ſom Bauger. Og forholdsviis var der, ligeſom overalt i Europa endog langt ned i Middelalderen mere Guld end Sølv. Guldet havde desuden allerede været kjendt fra Bronce-Alderens Tid; Sølvet brugtes i ej førend i Jern-Alderen. Man antager, at den ſtørſte Masſe af ædle Metaller, der var i Omløb i Norden, oprindeligen hidrørte fra de tſchudiſke Bergverker i de uralſke Fjelde. Hvad Jernet angaar, da er vel ogſaa en Deel ved Mellemhandel, og vel endog allerede ved den oprindelige Udvandring, kommen fra de ſamme Egne; imidlertid melde ogſaa vore egne Beretninger om indenlandſk Jerntilvirkning af Myrmalm (rauði)[21].

Da vore Forfædre deels ſatte ſaa høj Priis paa gode Vaaben, deels yndede Stads og Smykker, er det naturligt, at Smede-Haandverket lige fra de ældſte Tider var i ſtor Anſeelſe. Ypperlige Smede-Arbejder tillagdes i de fabelagtige Sagn Dvergerne: et Tegn paa den Beundring, hvormed de betragtedes, maaſkee ogſaa en dunkel Erindring fra Tiden før Udvandringen, da vore Forfædre ſtode i nærmere Berørelſe med de tſchudiſke Metal-Arbejdere. Senere dannede der ſig Sagn, fælles for alle Germaner, om berømte Smede, fornemmelig Vølund, hvis Navn var bekjendt fra det yderſte Norden lige til de af Germaner ſtiftede Riger i Syden[22]. Men Smede-Haandverket indbefattede i Oldtiden ſaagodtſom alle andre af Mænd udøvede Haandverk. Smeden var tillige Snedker, Tømmermand, Bygmeſter, og Ordet „Smed“ betegner derfor i vore Oldſagn ofteſt en Haandverker i Almindelighed. Tilvirkning af Klæder, nemlig Spinden, Væven og Syning, var Kvindernes Sysſel. Efter de fra Oldtiden opbevarede Levninger at dømme, var Kunſtfærdigheden, endog i de fjernere Tider, ikke ringe. Flere af de forefundne Smykker, om hvilke man ingen Grund har til at antage dem forarbejdede i Udlandet, røbe megen Smag og Dygtighed i at bearbejde Metaller. Nogle tro viſtnok at ſpore den romerſke Smags Indflydelſe, dog ſaaledes, at denne ej har gjort ſig gjeldende gjennem umiddelbar og ſlaviſk Efterligning, men gjennem de germaniſk-nordiſke Kunſtneres ſelvſtændige Opfatning har antaget et for den germaniſke Verden, og iſær for Norden, charakteriſtiſkt Præg, der iſær aabenbarer ſig i det Slags Forſiringer, ſom man har kaldet Slangeſirater, fordi de foreſtille kunſtigt ſammenſlyngede Slangefigurer, men for hvilke dog maaſkee de romerſke Arabeſker ligge til Grund. Stundom ſynes ogſaa — hvad der i ſig ſelv er højſt rimeligt — Spor af øſterlandſk Indflydelſe at fornemmes. Paa de i den fjernere Oldtid meget brugelige Smykker af Guldblik, nu ſædvanligviis kaldte Brakteater, hvortil man oprindelig brugte fremmede Mynter, men ſom man tillige ſelv forarbejdede i Lighed med disſe, findes raa Fremſtillinger, der minde om Buddhismens Symbolik[23].

Vore Forfædres Huſe vare, hvad der og faldt af ſig ſelv, udelukkende, eller ſaagodtſom udelukkende, af Træ, og Høvdingernes, hvis man ſkal kunne ſlutte fra, hvad der i Hedendommens ſidſte Dage fandt Sted paa Island, ofte prægtigt udſmykkede med Udſkæringer og lignende Prydelſer[24]. Paa Pragt og Stads ſatte vore Forfædre overhoved megen Priis; de yndede ſmukke Bygninger, prægtige Klæder og Vaaben, og ſkjønt prydede Skibe. I Særdeleshed anvendte man ødſel Pragt ved Udſmykningen af Krigsſkibene, hvis Forſtavn man ſædvanligviis lod løbe ud i et fantaſtiſkt udſkaaret Dragehoved, ofte forgyldt, medens Bagſtavnen foreſtillede Dragens Hale; ſlige Skibe kaldtes derfor ſtundom ſlethen „Drager“ eller „Orme“.

Af den daglige Levemaade og de ſædvanlige Syſler i hine ældgamle Tider giver forreſten allerede Rigsmaal et temmelig anſkueligt Billede[25]. Saavel heraf, ſom af de øvrige Oplysninger, der kunne erhverves om vore Forfædres ældſte Leveſkik, faar man den beſtemteſte Foreſtilling om, at der aldeles ikke herſkede noget Barbari, men at Kulturtilſtanden i det Hele taget ſtod paa det ſamme Punkt ſom det, hvor vi forefinde den i den egentlige hiſtoriſke Tidsalder.


  1. Se Harald Haarfagres Saga hos Snorre Cap. 49.
  2. Tacitus Germ. Cap 27.
  3. Yngl. Saga Cap. 12.
  4. Saxo, 5te Bog, S. 256. Se tillige ovenfor, S. 56—62 og nedenfor, næſte Afſ. § 5.
  5. Sammenlg. hermed hvad der fortælles af en anonym Forf., hvis Skrift ledſager Gronovs Udgave af Ammian, at Øſtgoten Theodorik allerede i levende Live lod ſig indrette en muret Begravelſe af Qvaderſtene, til at dække oven til.
  6. Se nedenfor i næſte Afſnit § 4.
  7. Thrymskvida Str. 30, hvor det heder: „vier os ſammen under Vaars Haand.“
  8. Det var iſær ved Mindeſkaalene over de Afdøde, og ved Bragebægeret (Bragafull), at ſlige Løfter (heistrengingar) ſynes at have været aflagte; Snorre Yngl. S. Cap. 40, Ol. Tr. Saga Cap. 39.
  9. Slige Leveregler findes iſær i det gamle Eddadigt Hávamál.
  10. Tacitus, Germ. Cap. 21, 22.
  11. Se Beſkrivelſen over Livet ved Rolf Krakes Hird i denne Konges Saga, Cap. 33, 34, Saxo, 2, Bog S. 86, 87; og ligeledes Beſkrivelſen over Livet i Kong Frodes Gaard hos Saxo, 5te B. S. 204.
  12. Ynglinga Saga Cap. 41. Beowulfdigtet, V. 1178—1237, 4035—4038.
  13. Beowulf, V. 2119—2319. 1742—1819. Beda fortæller i ſin Kirkehiſtorie udtrykkeligt om Cædmon (død 680) at han, uagtet han i ſin modnere Alder udmærkede ſig ſaa meget ved ſine religiøſe Digte, dog ikke i ſine tidligere Aar havde ſunget verdslige Sange, men at han i Gilder, hvor den Morſkab fandt Sted, at Alle ſkulde ſynge efter Ordenen, forlod Laget, naar han ſaa Citharen (Harpen) komme nærmere.
  14. Tacitus, Germ. Cap. 6. Jevnfør Grimm, Geſch. der deutſche Sprache, S. 516—518.
  15. At Geiren ogſaa brugtes ſom Kaſtevaaben, ſees blandt Andet af Widſidhkvadet V. 253—256: „full oft of þám heápe hwinende fleág giellende gár on grame þeóde“; ofte fra hiin Hob hvinende fløj den gjaldende Geir over gramme Thjoder.
  16. I Digtet om Beowulf og andre angelſaxiſke Digte tales iſær meget om disſe Hjelmſmykker i Vildſvineform (coforcumbel, coforheafodsegn, swín ofer helme o. ſ. v.), og derfor finder man ogſaa enkelte Hjelme kaldte „Hildeſviin“, „Hildegalt“. Det var Freys og Freyjas gyldne Galt, i vore Oldſagn kaldet Gullinbursti, ſom man her efterlignede. Og mærkeligt nok fortæller Tacitus (Germ. Cap.{{#secion:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/217|fotnote}}
  17. Se iſær det ſmukke Sagn om Søkongen Hake i Yngl. Saga Cap. 28. Begravelſer i Skibe omtales meget hyppigt i vore Oldſkrifter.
  18. I Enkelttal knarr eller knörr, Flertal knerrir.
  19. Worsaae, Nordens Oldtid &c., S. 57, 58.
  20. Saaledes: baugbrjótr, Angelſ. beága brytta, sinces brytta, Oldſaxiſk bóggebo. Og i Rigsmaal heder det og, at Jarlen begynder „at bryde Bauger“.
  21. Da Myrmalmen paa Finſk kaldes roaudo, har man villet tilſkrive Finnerne den tidligſte Udøvelſe af Kunſten i vort Land. Dette kan vel i og for ſig være rimeligt, men af Ordet kan det dog neppe ſluttes, da det oldnorſke Ord aabenbart er dannet af rauðr (rød), paa Grund af Myrmalmens røde Farve, og ſaaledes ej kan være formet efter det finſke roaudo, men dette derimod, ſom ſaa mange andre finſke Ord, er formet efter det norſke.
  22. Vølund, eg. Valund, angelſ. Welond, gammelfranſk Gualans, ſvarer i de germaniſke Sagn til Grækernes Dædalos. Endog det græſke Ord „Labyrinth“ overſættes paa oldn. med völundarhús.
  23. Se Holmboe, i Tidsſkr. Urda, 2 B. S. 75—78.
  24. Saaledes var Olaf Paa’s Hus paa Hjardarholt udſmykket med Fremſtillinger af Gudelæren, efter hvilke Skalden Ulf Uggeſøn digtede den berømte Huusdraapa, ſe Laxdølaſaga og Snorra-Edda.
  25. Som et umiskjendeligt Beviis paa Rigsmaal’s Ælde kunde maaſkee ogſaa anføres, at Sejladſen der endnu ikke ſpiller nogen væſentlig Rolle, at altſaa den egentlige Søkrig ej ret var bleven ſædvanlig. Kun mod Slutningen, hvor der tydes hen paa Erobringstog, priſes Dans og Danps Dygtighed til at „ride Kjol“, d. e. ſejle; Ordet „Kjol“, ikke „Skib“, viſer at her er Talen om de ældſte, ſmaa Fartøjer, paa hvilke ogſaa Angelſaxerne efter Sagnet ſkulle være komne til England (ceólas, ſe ovenfor S. 190), Nennius, c. 37; Chron. Saxon. kortere Bearbejdelſe.