Det norske Folks Historie/1/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ved at gjennemgaa Religionslæren have vi tillige omtalt, hvad man i de ældſte Tider kunde kalde ſaagodtſom den eneſte Gjenſtand for vore Forfædres Viden og Aandsbeſkjeftigelſe. Nogen videnſkabelig Virkſomhed kunde der ifølge Sagens Natur og deres Kulturtrin ikke findes hos dem. Digtekunſten øvedes, ſom man maa formode, nærmeſt i Religionens Tjeneſte, for derved deſto lettere at opbevare Religionsſagnene fra Slægt til Slægt. Det er højſt ſandſynligt, at de fleſte af de herlige Eddadigte, ſom vi endnu beſidde, ere blevne til ſom religiøſe Mindekvad, og ſom ſaadanne have holdt ſig blandt Folket, indtil de kunde optegnes. Bogſtavſkrift — de ſaakaldte Runer — ſynes vore Forfædre fra umindelige Tider at have kjendt, men ikke at have anvendt til Opbevarelſe af hine Kvad eller lignende Aandsfrembringelſer; de vare viſtnok i Ordets egentlige Forſtand, hvad Navnet viſer, Hemmeligheder for Folket i Almindelighed kjendte blot af de Fornemmere og anvendte fornemmelig i Religionens Tjeneſte. Af ſenere Indſkrifter erfare vi, hvad allerede ovenfor er berørt, at der i Norden var 2 Slags Runeſkrift brugelig, den gotiſke og den reennordiſke, af hvilke den ſidſte bærer det ſimpleſte og oprindeligſte Præg, men ſynes ej at være bragt i Anvendelſe, endog til korte Indſkrifter, førend i Hedendommens ſidſte Aarhundrede. Ved Siden af de religiøſe Mindekvad ſynes man og at have lagt Vind paa at indſkærpe praktiſke Leveregler gjennem den poetiſke Form, f. Ex. Haavamaal, ligeſom det vel heller ikke kan betvivles, at de faa Lovbeſtemmelſer, man havde, opbevaredes i Vers — hvorom de endnu i de ældſte Love ſaa hyppigt forekommende Riimbogſtaver nokſom vidne, — og at tillige de meeſt udmærkede Mænds Bedrifter forevigedes i korte heroiſk-hiſtoriſke Kvad, af hvilke vi i den ſaakaldte heroiſke Deel af Eddadigtene endnu have nogle tilbage, og af hvilket Slags ogſaa flere af de gamle gotiſke Kvad maa have været, ſom Jornandes omtaler, og ſom han paaberaaber ſig, hvor han opſtiller den øſtgotiſke Kongeſlægts Stamtavle[1]. Disſe Kvad var, hvis man kan dømme efter Eddadigtene og andre lignende, ſimple og naturlige, ofte endog ved deres Korthed noget dunkle, og mere antydende og forudſættende, end ligefrem fortællende og udmalende de Begivenheder, de omhandle; men af deſto ſandere poetiſk Værd. Det Slags Skaldſkab, der i ſildigere Aarhundreder blev det ſædvanlige i Norge, og ſom beſtod i Affattelſen af kunſtigt ſammenſatte og med en Mængde Omſkrivninger overlæsſede Klangdigte, iſær ſom Hæderskvad for anſeede Mænd, — dette Slags Skaldſkab kjendtes neppe i de ældre Tider, men det ſynes at have udviklet ſig af de ſæregne Forhold, ſom det ſildigere Vikinge-Liv fremkaldte. Man kunde ſige, at det betegner en Periode, hvor Skaldſkabet ikke længer udelukkende benyttedes i Religionens Tjeneſte, men hvor det tvertimod ſelv benyttede Religionen eller de religiøſe Traditioner til Formaal, aldeles uafhængige af Religionsvæſenet. Det er nemlig juſt charakteriſtiſkt for denne ſenere Klangpoeſi, at den henter ſine fleſte Omſkrivninger fra de gamle Gude- og Helte-Sagn.

Ved Siden af de egentlige religiøſe eller halvreligiøſe Mindekvad ſynes det dog, ſom om det for vore Forfædre charakteriſtiſke Saga-Væſen tidligt udviklede ſig, og ſom beſtod i en mundtlig Overleverelſe af hiſtoriſke Beretninger i en beſtemt Form. Ordet „Saga“ betyder viſtnok oprindelig kun ſimpelthen „Sagn“, „Tradition“, men Sagaen, ſaadan ſom den fremtraadte hos vore Forfædre, var mere end det ſimple Sagn: den var en fuldſtændig, i en afrundet og beſtemt Form redigeret, Fortælling om en enkelt Mands eller et enkelt Samfunds Begivenheder der, ſaavidt muligt, uforandret forplantedes fra Mund til Mund, og i Tidens Løb forøgedes med lignende Fortællinger om de Begivenheder, der dannede Fortſættelſen af dem, ſom fra førſt af paa denne Maade forevigedes. Vi vide ikke, naar dette Sagavæſen førſt begyndte, om det udviklede ſig fuldſtændigt, eller kun ſom en ledſagende Kommentar til de heroiſk-hiſtoriſke Kvad; men det ſynes naturligt begrundet i Norges Lokalforholde, hvor Bygderne vare mere afſondrede end andetſteds i Norden, og hvor derfor deels den enkelte Mand lettere kunde tildrage ſig ſine Omgivelſers Opmærkſomhed, og deels den enkelte Bygd ſnarere erhverve ſig en Hiſtorie for ſig ſelv, hvilken man, juſt fordi man i de ſtille afſondrede Dale hørte mindre til den Larm, og ſaa mindre til det brogede Liv, der fandt Sted paa Nationernes ſtørre Tumleplads i Syden, følte Trang til at opbevare, deels for at den ej ſkulde glemmes, deels ſom et Middel til ſelſkabelig Underholdning. Vi finde Saga-Væſenet allerede organiſeret paa Island ſtrax efterat det var coloniſeret ved Nordmænd — thi uden et organiſeret Saga-Væſen vilde man ikke kunne have ſaa omſtændelige Beretninger, ſom der virkelig haves, om Begivenheden forefaldne i Coloniens ældſte Tider; — dette viſer, at den ſamme Skik, at opbevare og fortælle Sagaer, maa være medbragt af Nybyggerne fra deres tidligere Hjem i Norge. Den vilde dog neppe her have opſtaaet, hvis ikke vore Forfædre havde haft en ſæregen Sands og Tilbøjelighed for dette Slags Underholdning; og man kunde maaſkee for dens Ælde hos vore Forfædre finde det bedſte Beviis deri, at Saga endog nævnes i deres Oldkvad blandt de meeſt anſeede Gudinder eller Aasynjer, og hendes Bolig, Søkkvabekk, ſom en af de 12 Gudeboliger. Den yngre Edda nævner hende næſt Frigg; „Saga“, heder det, „bor paa Søkkvabekk (den ſynkende Bæk), det er en anſeelig Bolig“[2]; og i den ældre Edda ſiges der:

Søkkvabæk heder den fjerde, (nemlig Gudebolig)
hvor ſvale Bølger
ſkvulpe over Sanden,
hvor Odin og Saga
drikke alle Dage
glade af gyldne Kar[3].

Den Gudinde, der agtedes ſaa højt blandt Æſer og Aasynjer, at endog Odin ſelv, efter hvad det lader til, raadſpurgte hende og glædede ſig ved hendes Selſkab: hendes Bedrift maatte ogſaa være anſeet og højagtet hos det Folk, der dyrkede hende. Men ligeſom Gudinden Saga ſynes at være ſæregen for vore Forfædre, og ej nævnes i de tydſke eller øvrige nordiſke Gudeſagn, ſaaledes er Saga-Væſenet ſelv ſæregent for Nordmændenes Cultur-Udvikling[4].


  1. Jornandes de rebus Geticis cap. 13.
  2. Sn. Edda Cap. 35.
  3. Ældre Edda, Grimnismál Str. 7.
  4. Odins og Sagas daglige Sammenkomſt er mærkelig nok. Thi Saga optræder der aabenbart enten ſom hans Huſtru, eller ſom hans Datter, eller ſom det kvindelige Væſen, der udfylder hans Virkſomhed ſom Skaldſkabets Ophav. Men falder Odin ſom ſaadan ſammen med Brage, ſynes Saga ligeledes at falde ſammen med Idun, Brages Huſtru, hvis Æbler ſtedſe foryngede Guderne. Og hvad var naturligere, end at man billedligt fremſtillede den Udødelighed, Poeſien og Hiſtorien ene kan give den daadrige Mand, ſom en ſtedſe foryngende Frugt? I Iduns eget Navn ligger endog Begrebet om denne Forynglſe ſom Forevigelſe gjennem Sang og Sagn.