Det norske Folks Historie/1/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ved at gjennemgaa Religionslæren have vi tillige omtalt, hvad man i de ældste Tider kunde kalde saagodtsom den eneste Gjenstand for vore Forfædres Viden og Aandsbeskjeftigelse. Nogen videnskabelig Virksomhed kunde der ifølge Sagens Natur og deres Kulturtrin ikke findes hos dem. Digtekunsten øvedes, som man maa formode, nærmest i Religionens Tjeneste, for derved desto lettere at opbevare Religionssagnene fra Slægt til Slægt. Det er højst sandsynligt, at de fleste af de herlige Eddadigte, som vi endnu besidde, ere blevne til som religiøse Mindekvad, og som saadanne have holdt sig blandt Folket, indtil de kunde optegnes. Bogstavskrift – de saakaldte Runer – synes vore Forfædre fra umindelige Tider at have kjendt, men ikke at have anvendt til Opbevarelse af hine Kvad eller lignende Aandsfrembringelser; de vare vistnok i Ordets egentlige Forstand, hvad Navnet viser, Hemmeligheder for Folket i Almindelighed kjendte blot af de Fornemmere og anvendte fornemmelig i Religionens Tjeneste. Af senere Indskrifter erfare vi, hvad allerede ovenfor er berørt, at der i Norden var 2 Slags Runeskrift brugelig, den gotiske og den reennordiske, af hvilke den sidste bærer det simpleste og oprindeligste Præg, men synes ej at være bragt i Anvendelse, endog til korte Indskrifter, førend i Hedendommens sidste Aarhundrede. Ved Siden af de religiøse Mindekvad synes man og at have lagt Vind paa at indskærpe praktiske Leveregler gjennem den poetiske Form, f. Ex. Haavamaal, ligesom det vel heller ikke kan betvivles, at de faa Lovbestemmelser, man havde, opbevaredes i Vers – hvorom de endnu i de ældste Love saa hyppigt forekommende Riimbogstaver noksom vidne, – og at tillige de meest udmærkede Mænds Bedrifter forevigedes i korte heroisk-historiske Kvad, af hvilke vi i den saakaldte heroiske Deel af Eddadigtene endnu have nogle tilbage, og af hvilket Slags ogsaa flere af de gamle gotiske Kvad maa have været, som Jornandes omtaler, og som han paaberaaber sig, hvor han opstiller den østgotiske Kongeslægts Stamtavle[1]. Disse Kvad var, hvis man kan dømme efter Eddadigtene og andre lignende, simple og naturlige, ofte endog ved deres Korthed noget dunkle, og mere antydende og forudsættende, end ligefrem fortællende og udmalende de Begivenheder, de omhandle; men af desto sandere poetisk Værd. Det Slags Skaldskab, der i sildigere Aarhundreder blev det sædvanlige i Norge, og som bestod i Affattelsen af kunstigt sammensatte og med en Mængde Omskrivninger overlæssede Klangdigte, især som Hæderskvad for anseede Mænd, – dette Slags Skaldskab kjendtes neppe i de ældre Tider, men det synes at have udviklet sig af de særegne Forhold, som det sildigere Vikinge-Liv fremkaldte. Man kunde sige, at det betegner en Periode, hvor Skaldskabet ikke længer udelukkende benyttedes i Religionens Tjeneste, men hvor det tvertimod selv benyttede Religionen eller de religiøse Traditioner til Formaal, aldeles uafhængige af Religionsvæsenet. Det er nemlig just charakteristiskt for denne senere Klangpoesi, at den henter sine fleste Omskrivninger fra de gamle Gude- og Helte-Sagn.

Ved Siden af de egentlige religiøse eller halvreligiøse Mindekvad synes det dog, som om det for vore Forfædre charakteristiske Saga-Væsen tidligt udviklede sig, og som bestod i en mundtlig Overleverelse af historiske Beretninger i en bestemt Form. Ordet „Saga“ betyder vistnok oprindelig kun simpelthen „Sagn“, „Tradition“, men Sagaen, saadan som den fremtraadte hos vore Forfædre, var mere end det simple Sagn: den var en fuldstændig, i en afrundet og bestemt Form redigeret, Fortælling om en enkelt Mands eller et enkelt Samfunds Begivenheder der, saavidt muligt, uforandret forplantedes fra Mund til Mund, og i Tidens Løb forøgedes med lignende Fortællinger om de Begivenheder, der dannede Fortsættelsen af dem, som fra først af paa denne Maade forevigedes. Vi vide ikke, naar dette Sagavæsen først begyndte, om det udviklede sig fuldstændigt, eller kun som en ledsagende Kommentar til de heroisk-historiske Kvad; men det synes naturligt begrundet i Norges Lokalforholde, hvor Bygderne vare mere afsondrede end andetsteds i Norden, og hvor derfor deels den enkelte Mand lettere kunde tildrage sig sine Omgivelsers Opmærksomhed, og deels den enkelte Bygd snarere erhverve sig en Historie for sig selv, hvilken man, just fordi man i de stille afsondrede Dale hørte mindre til den Larm, og saa mindre til det brogede Liv, der fandt Sted paa Nationernes større Tumleplads i Syden, følte Trang til at opbevare, deels for at den ej skulde glemmes, deels som et Middel til selskabelig Underholdning. Vi finde Saga-Væsenet allerede organiseret paa Island strax efterat det var coloniseret ved Nordmænd – thi uden et organiseret Saga-Væsen vilde man ikke kunne have saa omstændelige Beretninger, som der virkelig haves, om Begivenheden forefaldne i Coloniens ældste Tider; – dette viser, at den samme Skik, at opbevare og fortælle Sagaer, maa være medbragt af Nybyggerne fra deres tidligere Hjem i Norge. Den vilde dog neppe her have opstaaet, hvis ikke vore Forfædre havde haft en særegen Sands og Tilbøjelighed for dette Slags Underholdning; og man kunde maaskee for dens Ælde hos vore Forfædre finde det bedste Beviis deri, at Saga endog nævnes i deres Oldkvad blandt de meest anseede Gudinder eller Aasynjer, og hendes Bolig, Søkkvabekk, som en af de 12 Gudeboliger. Den yngre Edda nævner hende næst Frigg; „Saga“, heder det, „bor paa Søkkvabekk (den synkende Bæk), det er en anseelig Bolig“[2]; og i den ældre Edda siges der:

Søkkvabæk heder den fjerde, (nemlig Gudebolig)
hvor svale Bølger
skvulpe over Sanden,
hvor Odin og Saga
drikke alle Dage
glade af gyldne Kar[3].

Den Gudinde, der agtedes saa højt blandt Æser og Aasynjer, at endog Odin selv, efter hvad det lader til, raadspurgte hende og glædede sig ved hendes Selskab: hendes Bedrift maatte ogsaa være anseet og højagtet hos det Folk, der dyrkede hende. Men ligesom Gudinden Saga synes at være særegen for vore Forfædre, og ej nævnes i de tydske eller øvrige nordiske Gudesagn, saaledes er Saga-Væsenet selv særegent for Nordmændenes Cultur-Udvikling[4].


  1. Jornandes de rebus Geticis cap. 13.
  2. Sn. Edda Cap. 35.
  3. Ældre Edda, Grimnismál Str. 7.
  4. Odins og Sagas daglige Sammenkomst er mærkelig nok. Thi Saga optræder der aabenbart enten som hans Hustru, eller som hans Datter, eller som det kvindelige Væsen, der udfylder hans Virksomhed som Skaldskabets Ophav. Men falder Odin som saadan sammen med Brage, synes Saga ligeledes at falde sammen med Idun, Brages Hustru, hvis Æbler stedse foryngede Guderne. Og hvad var naturligere, end at man billedligt fremstillede den Udødelighed, Poesien og Historien ene kan give den daadrige Mand, som en stedse foryngende Frugt? I Iduns eget Navn ligger endog Begrebet om denne Forynglse som Forevigelse gjennem Sang og Sagn.