Det norske Folks Historie/1/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I Sydſverige og Danmark, ſaavelſom i de øvrige af Europas Lande, findes der i betydelig Mængde Levninger fra en Kulturtilſtand hos de ældre Beboere, der dannede Overgangen fra den førſte Vildheds- eller Halvvildheds-Periode, i hvilken man ikke kjendte Metallers Brug, til den Kunſtfærdighedsgrad, paa hvilken man forſtaar at udvinde og bearbejde det til ordentlig Agerdyrkning og følgelig til fuldkommen Civiliſation nødvendige Jern. Fra. hiin Overgangstilſtand finder man Vaaben, Huusgeraad og andre Levninger af Kobber og i Særdeleshed af Bronce, det er en Sammenſmeltning af Kobber og Tin, der er haardere og ſaaledes mere tjenlig til huggende og ſkærende Redſkaber, end det bløde Kobber. Disſe Levninger ere endog arbejdede med en ikke ringe Grad af Smag og Færdighed, og de vidne om, at det Folk, fra hvilket de hidrøre, ej kan have befundet ſig paa et ganſke lavt Kulturtrin. Der har været ſtredet meget om Bronce-Oldſagerne i Danmark hidrøre fra det danſke Folk paa et tidligere Kulturtrin, eller fra en anden, fra den danſke aldeles forſkjellig, Folkeſtamme. Det ſidſte ſynes dog at være det rimeligſte, ligeſom det nu ogſaa er det almindeligſt antagne. De i Danmark forefundne Bronce-Oldſagers Form er ſaa aldeles og væſentlig forſkjellig fra de Jernſagers, der med Vished vides at hidrøre fra den germaniſke Befolkning, at ingen gradviis Overgang kan ſpores, men at Talen blot kan være om en temmelig pludſelig indtraadt Afløsning af eet Folk ved et andet. Bronce-Oldſagerne i Danmark bære derhos ſaa umiskjendelig Lighed med dem, der forefindes paa de britiſke Øer, i Frankrige og andre, fordum af de ſaa bekjendte og i Hiſtorien indgribende Kelter beboede Lande, at man ej kan andet end ſætte dem i Forbindelſe med et Folk, der har været nærbeſlægtet med Britanniens og Galliens ældre Beboere[1]. Da man nu tillige, ſaa langt vore hiſtoriſke Minder, ja endog dunkle Oldſagn, naa, finde vore Forfædre i Beſiddelſe af og fortrolige med Jernet[2], da vi heller ikke finde nogen anden germaniſk Stamme omtalt uden ſom jernbrugende[3]; da man ſaaledes maa antage at de germaniſke Stammer have gjennemgaaet deres Bronce-Periode, – hvis de øverhoved have haft nogen – førend de vandrede ind i de Egne af Europa, hvor vi allerførſt opdage dem, medens man derimod har udtrykkelige Vidnesbyrd om at Kelterne lige til henimod Chriſti Fødſels Tider brugte Vaaben m. m. af Bronce: ſaa har det meſt Rimelighed for ſig, at henføre de i Danmark, Sydſverige, Tydſkland, Britannien og Frankrige forefundne Bronce-Oldſager til forſkjellige keltiſke Stammer, ſom have beboet disſe Lande. Til Bronce-Oldſagernes Periode høre ogſaa ſæregne Gravſteder, der ſom ofteſt beſtaa af mindre Jordhøje med forholdsviis ſmaa Gravkamre af Steen, og med Levninger af brændte Lig, nedlagte med Vaaben, Huusgeraad og Smykker, de ſidſte ſtundom af Guld[4]. Af Bronce-Oldſager have enkelte, dog yderſt faa, været fundne baade i de nordlige og ſydlige Egne af Norge, og af Gravſteder fra Bronce-Alderen har man inden Norges nuværende Grændſer kun ſtødt paa to, men alene paa den ſydveſtlige Kyſt, og fra Bronce-Alderens ſildigſte Tid; Bohuslen derimod, ſom for 200 Aar ſiden endnu var en Deel af Norge, ſlutter ſig med Henſyn til de der forefundne Levninger fra Bronce-Alderen til Sydſverige. Heraf er man viſtnok berettiget til at ſlutte, at, med Undtagelſe af Bohuuslen, har Norge ikke været beboet af noget broncebrugende Folk, eller har med andre Ord, ej haft nogen keltiſk Befolkning; thi de løſe, enkeltviis forefundne Levninger, hidrøre ſnarere fra Handel og Bytte, eller vel endog fra ſenere indtrufne Tilfældigheder, end fra nogen faſt Beboelſe, og de enkeltſtaaende Gravſteder forklares bedſt ved Skibbrud eller tilfældige Handelsbeſøg paa Kyſten. En fuldſtændig Befolkning vilde have efterladt ſig Gravſteder og andre Levninger i ligeſaaſtor Mængde, ſom de forefindes i Danmark og Sydſverige.


  1. Samlinger o. ſ. v. 6te B. S. 453–457.
  2. I de ældgamle Eddadigte forudſættes ſtedſe at alle Vaaben og de ſædvanlige Redſkaber, hvortil Metal anvendes, ere af Jern; endog i de gamle mythologiſke Sagn tales der om Jernpuſtere, Jernſkove, Jernvaaben, aldrig om Bronce.
  3. Tacitus, der beſkrev Germanerne i det førſte Aarhundrede e. Chr., omtaler dem ſom jernbrugende, og veed intet om at de brugte Bronce-Redſkaber, uagtet han udtrykkeligt ſiger, at de ej havde Overflod paa Jern. (Germania C. 6).
  4. Worsaae, Danmarks Oldt. S. 72.–77.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.