Det norske Folks Historie/1/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Over hiint ſtore Hav af Skov hævede ſig altſaa i Urtiden Norges ſkovløſe Fjeldflade, ligeſom en uhyre Ø med mange Udtungninger[1]. Paa denne Fjeldflade ſværme endnu talrige Skarer af Reensdyr omkring; den er deres naturlige Hjem, og deres Antal, der i de ſenere Aarhundreder ved Jægernes Efterſtræbelſer er aftaget, maa i den fjernere Fortid have været overordentlig ſtort. Til Renen har paa den nordiſke Halvø Finnernes eller Lappernes hele økonomiſke Tilværelſe ſtedſe været knyttet, og forſaavidt Norge har haft Beboere før Nordmændene, kunne disſe Beboere neppe have været andre end nomadiſke Finner, der flyttede om paa Højfjeldene ligefra det nuværende Finmarken til Fjeldene i Chriſtianſands Stift, kun nu og da, efterſom Renernes Naturdrift kræver det, ſøgende ned til Havet, hvorved de førſte Forbindelſesveje mellem Kyſten og Højfjeldene opſtod. Det her ſkildrede Forhold hviler ikke ene og alene paa Gisning. Store Hobe af ældgamle Reensdyrbeen, der endnu forefindes hiſt og her paa Højfjeldet, vidne om længere Ophold, ſom ſtørre Samlinger af Finnefamilier have haft paa disſe Steder. Hiſt og her findes ogſaa enkelte Oltidslevninger, ſom Huusgeraad og Vaaben, af Steen, altſaa fra et Folk, der endnu ikke kjendte Metallernes Brug; men de findes ſaa adſpredte og i en ſaa ringe Mængde, at det Folk, de tilhørte, blot kan have været et lidet talrigt, vidt omvankende Jæger- og Nomade-Folk[2]. Disſe Steenſager ere af ſamme Slags, tildeels endog af ſamme Steenart – Flint –, ſom de Steenſager, der i ſaa ſtor Mængde findes i Danmark og det ſydlige Sverige i Forbindelſe med de ſaakaldte Jetteſtuer eller Halvkorsgrave, der viſe, at det Folk, fra hvilke de hidrøre,i disſe af Naturen mere begunſtigede Egne var talrigere og havde faſte Bopæle[3]. Underſøgelſer af de i Halvkorsgravene fundne Menneſkebeenrade, og af de Dynger af knuſte og flækkede Dyrebeen, der hiſt og her i Danmark, vel og i Sydſverige, forefindes, og ſom ligeledes hidrøre fra det Folk, der anvendte Steenſagerne, have gjort det utvivlſomt, at dette Folk var et Polarfolk af ſamme Slags ſom Lapperne[4]. Den Omſtændighed, at man i Norge finder Vaaben af Flint, der dog er en Steenart, ſom ej tilhører Norge, vidner om at Norges Urbeboere maa have ſtaaet i Forbindelſe med, eller endog været af ſamme Herkomſt, ſom Danmarks og Sydſveriges, medens Steenſagernes ſjeldnere Forekomſt, og den fuldkomne Mangel paa Halvkorsgrave i Norge lader os ſlutte, at Urbeboerne her i Norge var et lidet talrigt, omſtrejfende, Folk. Alt dette i Forbindelſe med Finnernes eller Lappernes Tilværelſe i Norge fra de tidligſte Tider, ſom Hiſtorien omtaler, med Finnernes, ſtedſe til Rensdyret knyttede, Nomadeliv, og endelig med ældgamle og endnu herſkende Sagn om Finner ſom de mere afſides Egnes Beboere, gjør det idetmindſte til den naturligſte Slutning, at det Nomadefolk i Norge, fra hvilket Steenſagerne og Beenhobene hidrøre, beſtod af Lapper eller Finner. Under alle Omſtændigheder bliver det utvivlſomt, at Norge var ſparſomt beboet af et Jæger- og Nomade-Folk af Polarracen, der ej kjendte Metallernes Brug, hvis eneſte Huusdyr var Renen, og ſom følgelig kun havde ſit Tilhold paa Højfjeldene, medens Dalførerne og de lavere Egne vare bevoxede med Urſkov, ſom Agerdyrkerens Øxe endnu ikke ſiden Menneſkeſlægtens Ophav havde berørt.

Norge var altſaa nok paa en vis Maade beboet, men ikke bebygget før vore Forfædres Ankomſt. Og det er førſt Bebyggelſen, med hvilket et Lands egentlige Hiſtorie begynder.

Naar hine Finner eller dette Polarfolk allerførſt kom til Norge, lader ſig ikke engang tilnærmelſesviis angive. Hvorfra det kom, kan man forſaavidt ſlutte af Finnernes Sprog, ſom dette hører til den ſamme ſtore Sprogæt, – det tſchudiſke – hvilken vi finde udbredt lige fra Finmarken gjennem hele Nord-Rusland til langt hiinſides Ural. Fra Nordaſien eller Sibirien er Finnefolket ſaaledes viſtnok kommet i en Tidsalder, der ligger forud for al Hiſtorie.


  1. Se Overſigtskartet.
  2. Se Samlinger til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie, 6te B. S. 456, Urda 1ſte B. S. 262, Not. 34.
  3. Samlinger o. ſ. v. 6te B. S. 451, 457. Worsaae: Danmarks Oldtid oplyſt ved Oldſager og Gravhøje, S. 8–20, 62-72, 83.
  4. Samlinger o. ſ. v.6te B. S. 456. Nilſon: Skandin. Nordens Urinvånare. Forchhammer, Steenſtrup, og Worsaae: Underſøgelſer i geologiſk-antiqvariſk Retning.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.