Det norske Folks Historie/1/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er allerede forhen viiſt, hvorledes vore Forfædre dyrkede Æſerne i Templer eller Hov, og at der endog er al Rimelighed for, at der har været beſtemte Fylkes- og Hereds-Hov over det hele Land. Men desforuden finde vi ogſaa ſimplere eller, om man vil, mere oprindelige Helligdomme omtalte. Tacitus nævner hellige Lunde eller Skove[1]; i vore og de angelſaxiſke Oldſkrifter omtales ogſaa Harger eller Hørger (hörgr, angelſ. hearg), ſimplere Offerſteder under aaben Himmel, indrettede af ſammenſtillede Stene[2]. Ogſaa Høje opførtes undertiden for paa dem at anſtille Offringer[3]. Templerne ſelv maa, efter de Beſkrivelſer, der endnu ere os levnede, ofte have været prægtigt indrettede[4]; men af Tacitus’s nysnævnte Yttring, at Germanerne anſaa Guderne for hellige til at indſluttes inden fire Vægge eller fremſtilles under Billeder, maa man ſlutte, at Templerne tilhøre en forholdsviis ſenere Tid, da Religionen havde tabt ſin oprindelige Simpelhed. Templerne og deres nærmeſte Omgivelſer var fredhellige (), og den, der ved en voldſom Handling krænkede Helligdommen, blev derved fredløs (vargr i véum); det var ej engang tilladt at bære Vaaben i Templerne. Med Opførelſen af Templerne ſynes og Gudernes billedlige Fremſtilling at have gaaet Haand i Haand; Gudebilleder, efter al Sandſynlighed udſkaarne i Træ, omtales paa mange Steder ſom opſtillede i Templerne; undertiden var der i et Tempel kun eet, undertiden flere Billeder, af hvilke eet dog altid ſynes at have haft en fornemmere Plads end de øvrige; i Norge var Thors Billede ſomofteſt udmærket paa denne Maade. Billederne vare ſædvanligviis opſtillede paa etſlags Altere eller Forhøjninger (stallar). Man havde ogſaa mindre Gudebilleder udenfor Templerne, nemlig i Huſene de ſaakaldte Andveges-Suler eller Setſtokker, Træpiller, hvorpaa rimeligviis en eller anden Guds Billede var udſkaaret, af hvilke een ſtod paa hver Side af Bondens Højſæde, med den nedre Ende fæſtet i Jorden; Billeder af Deig eller Leer, og endelig meget ſmaae Billeder af Metal eller Been til at bære i Lommen ſom Amuleter[5].

Gudernes Tilbedelſe og Dyrkelſe ſkeete ved højtidelig Paakaldelſe, ledſaget med Offringer; hele denne hedenſke Gudstjeneſte kaldtes blót. Offringerne var ſædvanligviis blodige. Dyr, og undertiden Menneſker, ſlagtedes foran Gudernes Billeder eller i deres Helligdomme; Blodet, der kaldtes hlaut (d. e. det Varslende) ſamledes i en Bolle, Hlautbollen, fra hvilken det med Teener, der lignede Vievandkvaſte, ſmurtes paa Altrene og ſtænkedes ud over det forſamlede Folk. Efter Offringen ſelv fulgte ſædvanligviis et Gilde, hvorved man gjorde ſig tilgode med Offerdyrenes kogte Kjød, og tømte højtidelige Skaaler (minni) af de fyldte Drikkehorn (full), ſom tilligemed Offermaden indviedes af den forrettende Gode. Der omtales og etſteds, at Gudebillederne af tilſtedeværende Kvinder indſmurtes med Fedt, varmedes ved den paa Gulvet brændende Ild, og tørredes med Duge; forreſten kjende vi ikke meget til vore Forfædres Religionsceremonier[6].

Menneſkeoffringer omtales ſaavel hos vore Forfædre ſom hos Tydſkerne. Tacitus ſiger udtrykkeligt[7], at Vodan, eller, ſom han kalder ham, Merkur, til visſe Tider hædredes ved Menneſkeoffringer. Egentlig kunde man ſige, at enhver Krigers Drab var en Offring til Odin; og der findes endog Antydninger til, at enkelte Menneſker allerede af ſine Forældre indviedes, eller ſelv indviede ſig, til en eller anden Guddom; var denne Guddom Odin, krævede han, ſom man troede, efter en vis Tids Forløb den Indviedes Liv[8]. Endog paa Sotteſengen kunde den døende Kriger, ſom det ſynes, indvie ſig til Odin, ved at lade ſig mærke med Geirs- (d. e. Spyds)—Odd[9]. Tacitus har viſtnok Ret, naar han iſær ſætter Menneſke-Offringerne i Forbindelſe med Odin; thi ham, meente man, var det meeſt magtpaaliggende at forøge Einherjernes Tal, og der dannede ſig endog Sagn om, hvorledes han ved Underfundighed ſøgte at tilvende ſig ſaadanne Offre[10]. Det fattes heller ikke paa Sagn, der berette, hvorledes Konger og andre fornemme Høvdinger offredes til Odin af deres egne Underſaatter, forat disſe kunde faa et godt Aar[11]. Forreſten ſynes det iſær at have været Trælle og Forbrydere, ſom offredes. Med den gotiſke Frauja- eller Nerthus-Dyrkelſe vare ſtore Menneſkeoffringer forbundne. Hvert 9de Aar offredes ſaaledes ved den ſtore Offerfeſt i Hleidr paa Sælund 99 Hunde, 99 Heſte, 99 Høge, eller i Mangel deraf Haner, og 99 Menneſker (Jvfr. S. 58). Og i Uppſala offredes ligeledes baade Dyr og Menneſker, hvilke ſidſte deels ſtyrtedes ned i en Sump, deels efter Offringen ophængtes i den hellige Lund[12].

Offringer kunde hos vore Forfædre viſtnok finde Sted lejlighedsviis eller ved enkelte ſæregne Anledninger, men der nævnes dog ogſaa ſtørre Offerfeſter, der regelmæsſigt holdtes til beſtemte Tider. Disſe Offerfeſter var hos vore Forfædre trende, nemlig 1) Vinternatsblot, ved Vinternat (14 Octbr.) eller i Begyndelſen af den ſaakaldte Gor-Maaned eller Slagtemaaned; man hilſede da, ſom det hed, Vintren, og offrede for et godt Aar; 2) Midvintersblot, Juleblot eller Thorreblot, der afholdes i tre Dage ved Midvinter (14 Jan.) eller Begyndelſen af Thorremaaned, for at bede Guderne om god Afgrøde, godt Aar og Fred; og 3) Sommerblot, der og kaldtes Sejerblot, afholdt Sommerdag (14 April) eller ved Begyndelſen af den ſaakaldte Gaukmaaned, for at nedbede Held og Sejer i de foreſtaaende Krigstog[13]. Der omtales ogſaa Offerfeſter med længere Mellemrum; ſaaledes holdtes de ſtore Feſter i Hleidr paa Sælund og i Uppſala ikkun hvert 9de Aar. Disſe ſynes at have været ſæregne for Frauja- og Nerthus-Dyrkelſen.

Det er allerede ovenfor omtalt, at Rettergangen hos vore Forfædre ſtod i den nøjeſte Forbindelſe med Gudsdyrkelſen. Dette gjaldt i Særdeleshed de fornemſte ved Rettergangen forefaldende Beviismidler, nemlig Eden, og de allerede i den hedenſke Tid brugelige Gudsdomme. Eden aflagdes enten i et Tempel eller paa Thinget, og da vel ſnareſt i det paa Thingpladſen ſtaaende Tempel, idet den Sværgende holdt i ſin Haand den ſaakaldte Stalle-Ring eller Baug, dyppet i et nysſlagtet Offerdyrs Blod, og højtideligt paakaldte den almægtige Aas (Odin), ſtundom alene, ſtundom tilligemed Frey og Njørd[14]. Af Gudsdomme var Holmgangen eller den højtidelige Tvekamp den ſædvanligſte; den havde ſit Navn deraf, at den oprindelig, eller hvor der gaves Lejlighed dertil, holdtes paa Holmer, for at Kamppladſen paa den Maade kunde have en beſtemt, for enhver af Parterne uoverſtigelig, Grændſe, og de kæmpende ſelv være mindre udſatte forat forſtyrres. Paa ſlig Holmgang vil der i det Følgende forekomme flere Exempler, hvoraf de dermed forbundne Skikke kunne ſees. Man ſkjelnede forreſten mellem ſimpelt Eenvige (Enekamp), hvorved Formaliteterne var færre, og den kunſtigere indrettede Holmgang. Som Gudsdom nævnes ogſaa Gaaen under Jordſtrimmel, det vil ſige under en lav, løſeligen opſtillet Bue af friſk opſkaaren Grønſvær; hvis den blev ſtaaende, havde den, hvem Prøven var paalagt, frigjort ſig, faldt den, anſaaes dette ſom Tegn paa, at den mod ham gjorte Beſkyldning var ſand[15]. Som Gudsdom for Kvinder nævnes ogſaa paa et eneſte Sted den ſenere i den tidligere chriſtne Periode brugelige Skik at tage Stene op af en kogende Kjedel med blottet Haand og Arm; ved uſkadt at gjøre dette, renſede man ſig før en given Beſkyldning[16].

Det var naturligt, at man ved Gudernes Hjelp ogſaa forſøgte at erfare, hvad Fremtiden bar i ſit Skjød, eller at hente etſlags Orakelfvar. Dette kaldtes at gaa til Frett (frétt, af at fregna, fritte, ſpørge; angelſaxiſk fyrht, af frignan), eller at ſpørge Spaadom, og det ſkeete paa flere Maader. En af disſe beſkriver allerede Tacitus. „En Green hugges af et Frugttræ og ſkjæres igjen op i Smaakviſte, ſom mærkes med visſe Tegn og ſpredes paa Lykke og Fromme ud over et hvidt Klæde; derpaa gjør Heredets Gode, hvis Sagen angaar det Offentlige, eller Huusfaderen, hvis den kun vedkommer det Private, en Bøn til Guderne, tager, med Øjnene løftede mod Himlen, enhver Kviſt tre Gange op, og udtyder dem efter de forud anbragte Mærker“[17]. Man gjenkjender heri ganſke, hvad der i vore Oldſkrifter, dog uden nærmere Beſkrivelſe, kaldes „at fælde (ɔ: udſprede) Blotſpaan“[18]. Oprindelig har man neppe mærket Kviſterne, men kun iagttaget deres indbyrdes Stilling til hinanden og de Figurer, de dannede, thi disſe Figurer kunde let danne Runebogſtaver, hvilke, ſom bekjendt, alene ere ſammenſatte af længere og kortere Streger (stafir). Man raadſpurgte ogſaa ved etſlags Lodkaſtning i Vegtſkaal, og vel paa endnu flere andre Maader[19]. Dyr, helligede Guderne, kunde og, ſom det ſynes, varſle om Fremtiden, iſær Heſte, der oftere ſelv ſynes at have nydt etſlags guddommelig Tilbedelſe, og, hvor Frey-Tilbedelſen var den herſkende, fornemmelig vare ham helligede[20]. Spaadomskunſt udøvedes og, tildeels under ſæregne Ceremonier, af enkelte ſaakaldte fremſynede Mænd, og fornemmelig af Spaakvinder eller de ſaakaldte Valer eller Vølver, der i den hedenſke Oldtid nøde en overordentlig Anſeelſe[21].

Med det ſidſte Slags Spaadom var ogſaa Trolddom nøje forbunden. De Ceremonier, hvorved det Tilkommende udforſkedes, var ſelv Trylle-Ceremonier, og naar Valen udførte dem, da udøvede hun tillige Trolddom. Fra Udforſkningen af Fremtiden til Udtalelſen af et viſt Ønſke eller en højtidelig Forſikkring om hvad Fremtiden ſkal bringe, er der kun et kort Skridt. Derfor kaldes ogſaa Trolddom i Almindelighed Fjølkynge, d. e. Kundighed i Mangt og Meget, og hvor Odin fremſtilles ſom Trolddommens Fader eller Ophavsmand, nævnes ſom Gjenſtand for denne Trolddom ogſaa Fremtidens Udforſkning[22]. Ved ſlig Trolddom troede man at kunne paahexe Andre Ulykker, døve Vaaben, vække Elſkov, o. a. d.; alt dette, ſiger Snorre, ſkete ved det Slags Runer og Sange, der kaldes Galdre[23]. Disſe Galdre vare altſaa ligefrem, hvad Romerne kaldte incantationes, hvilket ogſaa Ordet i og for ſig ſelv betegner; heraf ſeer man og fremdeles et Beviis paa den magiſke Kraft, vore Forfædre i Hedendommen tillagde Skaldekunſten. Om de i denne Anledning omtalte „Runer“ virkelig ſkal betegne de bekjendte ſaaledes kaldte Bogſtavtegn, eller kun, hvad der ligger i Ordet, Myſterier, er uviſt; dog nævnes forſkjellige Slags magiſke Runer udtrykkeligt i vore gamle Eddakvad[24]. Et eget Slags trolddomsagtig Anvendelſe af Skaldekunſten var det ſaakaldte Nid eller Nidviſe, ved hvis Afſyngning Forfatteren troede at kunne paahexe den, hvem den gjaldt, allehaande Ulemper, foruden den dermed forbundne Skjendſel[25]; undertiden nedſkrev Digteren et ſligt Kvad med Runer og hængte det op paa en Stang, eller oprejſte en Stang med visſe ſymbolifke Tegn (f. Ex. et Heſtehoved) under højtidelige Forbandelſer mod den, det gjaldt; dette kaldtes at rejſe Skaldſtang eller Nidſtang. Man troede derved ej alene at kunne tilføje ſin Fjende Skjendſel, men ogſaa at vende alle Landvætters Afſky og Vrede imod ham[26].

Som den virkſomſte, men og ſom den ſkjendigſte, af al Trolddom anſaa vore Forfædre den ſaakaldte Seid. Hvorledes den udøvedes, er ikke ret klart fremſtillet, ligeſaalidt ſom man kjender Ordets Udledelſe og oprindelige Betydning; den var forbunden med Sang og ſynes for en ſtor Deel at have medført den virkelige eller forſtilte Afmagt, i hvilken ſaavel de finſke Troldmænd, ſom de eſkimoiſke ſaakaldte Angekkoker under Trolddommens Udøvelſe plejede at falde, og under hvilken de ſelv eller idetmindſte deres Tilſkuere troede, at deres Sjel foer ud af Legemet og i Dyreſkikkelſer beſøgte fjerne Egne og forborgne Steder, for at erfare hvad man ønſkede[27]. Beruſende eller bedøvende Drikke eller Røgelſer have her ſikkert været anvendte. Men dette Slags Trolddom anſaaes ogſaa en Mand uværdigt, og udøvedes derfor ſædvanligviis af Kvinder, ligeſom dette ogſaa ſtedſe ſynes at have gaaet ud paa noget Ondt. Som Meſtere deri anſaa man allerede i Oldtiden fornemmelig Finnerne, til hvilke enkelte Mænd endog, ſom det heder, ſendte deres Døttre til Oplærelſe. Heraf, ſaavelſom af Seidens ſæregne Beſkaffenhed, ſkulde man friſtes til at tro, at den ikke oprindelig hørte hjemme hos vore Forfædre, men ſkyldtes Finnerne, ſom heri altid bleve vore Forfædres Meſtere.


  1. Tacitus, Germ. Cap. 9, 39, 40, 43. Han ſiger udtrykkeligt, at Germanerne anſaa det under Gudernes Værdighed at tilbedes inden Vægge og i Billeder.
  2. Se iſær Hyndluljod Str. 10. Et Sted i Veſtergøtland kaldes endnu „Hargene“, hvor der ſees en betydelig Steenſætning af det Slags, der ogſaa ofte findes i Norge, nemlig af ſtørre Stene, opſtillede med visſe Mellemrum. Undertiden ſynes Hargerne at have haft Tag, thi i den ældre Gul. L. c. 29 ſaavelſom det deraf udſkrevne Cap. 98 i Sverres Chriſtenret tales der om at „bygge Huus og kalde det Harg“. I Beowulfdigtet v. 49 tales om heargträf (Harg-Telt).
  3. Ældre Gul. L. c. 29, Sv. Chr. R. c. 98 tales om at „lade (ɔ: reiſe) Høje“, ſom et eget Slags Afgudsdyrkelſe.
  4. Olaf Trygv. S. Cap. 172. Vatsdøla S. Cap. 9, 10.
  5. Olaf Trygv. S. Cap. 172. Vatsdøla S. Cap. 9, 10.
  6. Fridthjofs Saga Cap. 9. Om Skikke ved Offringerne ſe forreſten Keyſer: „Nordmændenes Religionsforfatning i Hedendommen“ III. § 21.
  7. Tac. Germ. Cap. 9.
  8. Se næſte Afſnit § 11, om Vikar, jvfr. Halfs Saga Cap. 1, Gautreks S. Cap. 7.
  9. Yngl. Saga Cap. 10. Se herom forreſten nedenfor 3die Afſnit, § 4.
  10. F. Ex. Det anførte Sted om Vikar, Gautreks Saga Cap. 7.
  11. Yngl. Saga Cap. 18. 48.
  12. Thietmar, l. I. c. 9 (Pertz i Mon. Germ. S. 739) Adam. Brem. IV. 27,Schol. 134. 137. I de 99 af hvert Slags hos Thietmar ſynes der at ligge en Fejltagelſe. Scholiaſten hos Adam. Brem. ſiger, at der i Uppſala i 9 Dage hver Dag offredes eet Menneſke og 8 Dyr, tilſammen 9 Menneſker og 72 Dyr. Rimeligviis offredes i Hleidr enten l Menneſke og 10 Dyr, eller 2 Menneſker og 9 Dyr dagligt, tilſammen 99.
  13. Se iſær Yngl. Saga Cap. 8.
  14. Landn. B. IV, 7. Bigaglums Saga c. 25.
  15. Laxdølaſaga Cap. 18.
  16. Gudrunarkvida 3 i den ældre Edda.
  17. Udtrykket „at gaa til Frett“ forekommer i det gamle Kvad Vellekla af Skalden Einar Skaaleglam om Haakon Jarl, ſe Ol. Tryggv. Saga Cap. 71. Frett forekommer under den angelſ. Form fyrht i Kong Knuts Lov „om Hedenſkab“ (Thorpes udg. S. 162, hvor der forbydes at dyrke hedenſke Guder, Sol eller Maane, Ild eller Flod, Kilder eller Stene eller Træer, eller at ynde Trolddom eller fremme Mordværk eller omgaas med Blot eller „Fyrht“. Tac. Germ. c. 10. En lignende Fremgangsmaade berettes af Ammian (XXXI, 2), om Alanerne.
  18. Den føromtalte Gaaen til Frett, ſom nævnes i Vellekla, kaldes i Fagrſkinna „at fælde Blotſpaan“ (Cap. 48).
  19. En ſaadan Spaadomsvegt fik den føromtalte Skald Einar Skaaleglam af Haakon Jarl, ſee Jomsvikinga Saga Cap. 42.
  20. Se iſær Hrafnkel Freysgodes Saga.
  21. Se iſær Erik Skades Saga Cap. 5.
  22. Yngl. Saga Cap. 7 og Slutningen af Hávamál.
  23. Galdr, af gala, der juſt bruges i Betydningen incantare.
  24. Se iſær Sigrdrifumál.
  25. Se Thorleif Jarleſkalds Hiſtorie i Ol. Tryggv. Saga III S. 89 fgg.
  26. Egils Saga Cap. 60. ſammenl. ældre Gul. Lov Cap. 29, jevnf. Sverres Chr. Ret. Cap. 98. Saxo S. 203.
  27. Yngl. S. Cap. 7, Fridthjofs S. Cap. 5. 6, Vatnsd. S. Cap. 12, jvfr. Historia Norvegiæ S. 1, 5.