Det norske Folks Historie/1/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (1-1s. 176-181).

Det er allerede forhen viist, hvorledes vore Forfædre dyrkede Æserne i Templer eller Hov, og at der endog er al Rimelighed for, at der har været bestemte Fylkes- og Hereds-Hov over det hele Land. Men desforuden finde vi ogsaa simplere eller, om man vil, mere oprindelige Helligdomme omtalte. Tacitus nævner hellige Lunde eller Skove[1]; i vore og de angelsaxiske Oldskrifter omtales ogsaa Harger eller Hørger (hörgr, angels. hearg), simplere Offersteder under aaben Himmel, indrettede af sammenstillede Stene[2]. Ogsaa Høje opførtes undertiden for paa dem at anstille Offringer[3]. Templerne selv maa, efter de Beskrivelser, der endnu ere os levnede, ofte have været prægtigt indrettede[4]; men af Tacitus’s nysnævnte Yttring, at Germanerne ansaa Guderne for hellige til at indsluttes inden fire Vægge eller fremstilles under Billeder, maa man slutte, at Templerne tilhøre en forholdsviis senere Tid, da Religionen havde tabt sin oprindelige Simpelhed. Templerne og deres nærmeste Omgivelser var fredhellige (), og den, der ved en voldsom Handling krænkede Helligdommen, blev derved fredløs (vargr i véum); det var ej engang tilladt at bære Vaaben i Templerne. Med Opførelsen af Templerne synes og Gudernes billedlige Fremstilling at have gaaet Haand i Haand; Gudebilleder, efter al Sandsynlighed udskaarne i Træ, omtales paa mange Steder som opstillede i Templerne; undertiden var der i et Tempel kun eet, undertiden flere Billeder, af hvilke eet dog altid synes at have haft en fornemmere Plads end de øvrige; i Norge var Thors Billede somoftest udmærket paa denne Maade. Billederne vare sædvanligviis opstillede paa etslags Altere eller Forhøjninger (stallar). Man havde ogsaa mindre Gudebilleder udenfor Templerne, nemlig i Husene de saakaldte Andveges-Suler eller Setstokker, Træpiller, hvorpaa rimeligviis en eller anden Guds Billede var udskaaret, af hvilke een stod paa hver Side af Bondens Højsæde, med den nedre Ende fæstet i Jorden; Billeder af Deig eller Leer, og endelig meget smaae Billeder af Metal eller Been til at bære i Lommen som Amuleter[5].

Gudernes Tilbedelse og Dyrkelse skeete ved højtidelig Paakaldelse, ledsaget med Offringer; hele denne hedenske Gudstjeneste kaldtes blót. Offringerne var sædvanligviis blodige. Dyr, og undertiden Mennesker, slagtedes foran Gudernes Billeder eller i deres Helligdomme; Blodet, der kaldtes hlaut (d. e. det Varslende) samledes i en Bolle, Hlautbollen, fra hvilken det med Teener, der lignede Vievandkvaste, smurtes paa Altrene og stænkedes ud over det forsamlede Folk. Efter Offringen selv fulgte sædvanligviis et Gilde, hvorved man gjorde sig tilgode med Offerdyrenes kogte Kjød, og tømte højtidelige Skaaler (minni) af de fyldte Drikkehorn (full), som tilligemed Offermaden indviedes af den forrettende Gode. Der omtales og etsteds, at Gudebillederne af tilstedeværende Kvinder indsmurtes med Fedt, varmedes ved den paa Gulvet brændende Ild, og tørredes med Duge; forresten kjende vi ikke meget til vore Forfædres Religionsceremonier[6].

Menneskeoffringer omtales saavel hos vore Forfædre som hos Tydskerne. Tacitus siger udtrykkeligt[7], at Vodan, eller, som han kalder ham, Merkur, til visse Tider hædredes ved Menneskeoffringer. Egentlig kunde man sige, at enhver Krigers Drab var en Offring til Odin; og der findes endog Antydninger til, at enkelte Mennesker allerede af sine Forældre indviedes, eller selv indviede sig, til en eller anden Guddom; var denne Guddom Odin, krævede han, som man troede, efter en vis Tids Forløb den Indviedes Liv[8]. Endog paa Sottesengen kunde den døende Kriger, som det synes, indvie sig til Odin, ved at lade sig mærke med Geirs- (d. e. Spyds)–Odd[9]. Tacitus har vistnok Ret, naar han især sætter Menneske-Offringerne i Forbindelse med Odin; thi ham, meente man, var det meest magtpaaliggende at forøge Einherjernes Tal, og der dannede sig endog Sagn om, hvorledes han ved Underfundighed søgte at tilvende sig saadanne Offre[10]. Det fattes heller ikke paa Sagn, der berette, hvorledes Konger og andre fornemme Høvdinger offredes til Odin af deres egne Undersaatter, forat disse kunde faa et godt Aar[11]. Forresten synes det især at have været Trælle og Forbrydere, som offredes. Med den gotiske Frauja- eller Nerthus-Dyrkelse vare store Menneskeoffringer forbundne. Hvert 9de Aar offredes saaledes ved den store Offerfest i Hleidr paa Sælund 99 Hunde, 99 Heste, 99 Høge, eller i Mangel deraf Haner, og 99 Mennesker (Jvfr. S. 58). Og i Uppsala offredes ligeledes baade Dyr og Mennesker, hvilke sidste deels styrtedes ned i en Sump, deels efter Offringen ophængtes i den hellige Lund[12].

Offringer kunde hos vore Forfædre vistnok finde Sted lejlighedsviis eller ved enkelte særegne Anledninger, men der nævnes dog ogsaa større Offerfester, der regelmæssigt holdtes til bestemte Tider. Disse Offerfester var hos vore Forfædre trende, nemlig 1) Vinternatsblot, ved Vinternat (14 Octbr.) eller i Begyndelsen af den saakaldte Gor-Maaned eller Slagtemaaned; man hilsede da, som det hed, Vintren, og offrede for et godt Aar; 2) Midvintersblot, Juleblot eller Thorreblot, der afholdes i tre Dage ved Midvinter (14 Jan.) eller Begyndelsen af Thorremaaned, for at bede Guderne om god Afgrøde, godt Aar og Fred; og 3) Sommerblot, der og kaldtes Sejerblot, afholdt Sommerdag (14 April) eller ved Begyndelsen af den saakaldte Gaukmaaned, for at nedbede Held og Sejer i de forestaaende Krigstog[13]. Der omtales ogsaa Offerfester med længere Mellemrum; saaledes holdtes de store Fester i Hleidr paa Sælund og i Uppsala ikkun hvert 9de Aar. Disse synes at have været særegne for Frauja- og Nerthus-Dyrkelsen.

Det er allerede ovenfor omtalt, at Rettergangen hos vore Forfædre stod i den nøjeste Forbindelse med Gudsdyrkelsen. Dette gjaldt i Særdeleshed de fornemste ved Rettergangen forefaldende Beviismidler, nemlig Eden, og de allerede i den hedenske Tid brugelige Gudsdomme. Eden aflagdes enten i et Tempel eller paa Thinget, og da vel snarest i det paa Thingpladsen staaende Tempel, idet den Sværgende holdt i sin Haand den saakaldte Stalle-Ring eller Baug, dyppet i et nysslagtet Offerdyrs Blod, og højtideligt paakaldte den almægtige Aas (Odin), stundom alene, stundom tilligemed Frey og Njørd[14]. Af Gudsdomme var Holmgangen eller den højtidelige Tvekamp den sædvanligste; den havde sit Navn deraf, at den oprindelig, eller hvor der gaves Lejlighed dertil, holdtes paa Holmer, for at Kamppladsen paa den Maade kunde have en bestemt, for enhver af Parterne uoverstigelig, Grændse, og de kæmpende selv være mindre udsatte forat forstyrres. Paa slig Holmgang vil der i det Følgende forekomme flere Exempler, hvoraf de dermed forbundne Skikke kunne sees. Man skjelnede forresten mellem simpelt Eenvige (Enekamp), hvorved Formaliteterne var færre, og den kunstigere indrettede Holmgang. Som Gudsdom nævnes ogsaa Gaaen under Jordstrimmel, det vil sige under en lav, løseligen opstillet Bue af frisk opskaaren Grønsvær; hvis den blev staaende, havde den, hvem Prøven var paalagt, frigjort sig, faldt den, ansaaes dette som Tegn paa, at den mod ham gjorte Beskyldning var sand[15]. Som Gudsdom for Kvinder nævnes ogsaa paa et eneste Sted den senere i den tidligere christne Periode brugelige Skik at tage Stene op af en kogende Kjedel med blottet Haand og Arm; ved uskadt at gjøre dette, rensede man sig før en given Beskyldning[16].

Det var naturligt, at man ved Gudernes Hjelp ogsaa forsøgte at erfare, hvad Fremtiden bar i sit Skjød, eller at hente etslags Orakelfvar. Dette kaldtes at gaa til Frett (frétt, af at fregna, fritte, spørge; angelsaxisk fyrht, af frignan), eller at spørge Spaadom, og det skeete paa flere Maader. En af disse beskriver allerede Tacitus. „En Green hugges af et Frugttræ og skjæres igjen op i Smaakviste, som mærkes med visse Tegn og spredes paa Lykke og Fromme ud over et hvidt Klæde; derpaa gjør Heredets Gode, hvis Sagen angaar det Offentlige, eller Huusfaderen, hvis den kun vedkommer det Private, en Bøn til Guderne, tager, med Øjnene løftede mod Himlen, enhver Kvist tre Gange op, og udtyder dem efter de forud anbragte Mærker“[17]. Man gjenkjender heri ganske, hvad der i vore Oldskrifter, dog uden nærmere Beskrivelse, kaldes „at fælde (ɔ: udsprede) Blotspaan“[18]. Oprindelig har man neppe mærket Kvisterne, men kun iagttaget deres indbyrdes Stilling til hinanden og de Figurer, de dannede, thi disse Figurer kunde let danne Runebogstaver, hvilke, som bekjendt, alene ere sammensatte af længere og kortere Streger (stafir). Man raadspurgte ogsaa ved etslags Lodkastning i Vegtskaal, og vel paa endnu flere andre Maader[19]. Dyr, helligede Guderne, kunde og, som det synes, varsle om Fremtiden, især Heste, der oftere selv synes at have nydt etslags guddommelig Tilbedelse, og, hvor Frey-Tilbedelsen var den herskende, fornemmelig vare ham helligede[20]. Spaadomskunst udøvedes og, tildeels under særegne Ceremonier, af enkelte saakaldte fremsynede Mænd, og fornemmelig af Spaakvinder eller de saakaldte Valer eller Vølver, der i den hedenske Oldtid nøde en overordentlig Anseelse[21].

Med det sidste Slags Spaadom var ogsaa Trolddom nøje forbunden. De Ceremonier, hvorved det Tilkommende udforskedes, var selv Trylle-Ceremonier, og naar Valen udførte dem, da udøvede hun tillige Trolddom. Fra Udforskningen af Fremtiden til Udtalelsen af et vist Ønske eller en højtidelig Forsikkring om hvad Fremtiden skal bringe, er der kun et kort Skridt. Derfor kaldes ogsaa Trolddom i Almindelighed Fjølkynge, d. e. Kundighed i Mangt og Meget, og hvor Odin fremstilles som Trolddommens Fader eller Ophavsmand, nævnes som Gjenstand for denne Trolddom ogsaa Fremtidens Udforskning[22]. Ved slig Trolddom troede man at kunne paahexe Andre Ulykker, døve Vaaben, vække Elskov, o. a. d.; alt dette, siger Snorre, skete ved det Slags Runer og Sange, der kaldes Galdre[23]. Disse Galdre vare altsaa ligefrem, hvad Romerne kaldte incantationes, hvilket ogsaa Ordet i og for sig selv betegner; heraf seer man og fremdeles et Beviis paa den magiske Kraft, vore Forfædre i Hedendommen tillagde Skaldekunsten. Om de i denne Anledning omtalte „Runer“ virkelig skal betegne de bekjendte saaledes kaldte Bogstavtegn, eller kun, hvad der ligger i Ordet, Mysterier, er uvist; dog nævnes forskjellige Slags magiske Runer udtrykkeligt i vore gamle Eddakvad[24]. Et eget Slags trolddomsagtig Anvendelse af Skaldekunsten var det saakaldte Nid eller Nidvise, ved hvis Afsyngning Forfatteren troede at kunne paahexe den, hvem den gjaldt, allehaande Ulemper, foruden den dermed forbundne Skjendsel[25]; undertiden nedskrev Digteren et sligt Kvad med Runer og hængte det op paa en Stang, eller oprejste en Stang med visse symbolifke Tegn (f. Ex. et Hestehoved) under højtidelige Forbandelser mod den, det gjaldt; dette kaldtes at rejse Skaldstang eller Nidstang. Man troede derved ej alene at kunne tilføje sin Fjende Skjendsel, men ogsaa at vende alle Landvætters Afsky og Vrede imod ham[26].

Som den virksomste, men og som den skjendigste, af al Trolddom ansaa vore Forfædre den saakaldte Seid. Hvorledes den udøvedes, er ikke ret klart fremstillet, ligesaalidt som man kjender Ordets Udledelse og oprindelige Betydning; den var forbunden med Sang og synes for en stor Deel at have medført den virkelige eller forstilte Afmagt, i hvilken saavel de finske Troldmænd, som de eskimoiske saakaldte Angekkoker under Trolddommens Udøvelse plejede at falde, og under hvilken de selv eller idetmindste deres Tilskuere troede, at deres Sjel foer ud af Legemet og i Dyreskikkelser besøgte fjerne Egne og forborgne Steder, for at erfare hvad man ønskede[27]. Berusende eller bedøvende Drikke eller Røgelser have her sikkert været anvendte. Men dette Slags Trolddom ansaaes ogsaa en Mand uværdigt, og udøvedes derfor sædvanligviis af Kvinder, ligesom dette ogsaa stedse synes at have gaaet ud paa noget Ondt. Som Mestere deri ansaa man allerede i Oldtiden fornemmelig Finnerne, til hvilke enkelte Mænd endog, som det heder, sendte deres Døttre til Oplærelse. Heraf, saavelsom af Seidens særegne Beskaffenhed, skulde man fristes til at tro, at den ikke oprindelig hørte hjemme hos vore Forfædre, men skyldtes Finnerne, som heri altid bleve vore Forfædres Mestere.


  1. Tacitus, Germ. Cap. 9, 39, 40, 43. Han siger udtrykkeligt, at Germanerne ansaa det under Gudernes Værdighed at tilbedes inden Vægge og i Billeder.
  2. Se især Hyndluljod Str. 10. Et Sted i Vestergøtland kaldes endnu „Hargene“, hvor der sees en betydelig Steensætning af det Slags, der ogsaa ofte findes i Norge, nemlig af større Stene, opstillede med visse Mellemrum. Undertiden synes Hargerne at have haft Tag, thi i den ældre Gul. L. c. 29 saavelsom det deraf udskrevne Cap. 98 i Sverres Christenret tales der om at „bygge Huus og kalde det Harg“. I Beowulfdigtet v. 49 tales om heargträf (Harg-Telt).
  3. Ældre Gul. L. c. 29, Sv. Chr. R. c. 98 tales om at „lade (ɔ: reise) Høje“, som et eget Slags Afgudsdyrkelse.
  4. Olaf Trygv. S. Cap. 172. Vatsdøla S. Cap. 9, 10.
  5. Olaf Trygv. S. Cap. 172. Vatsdøla S. Cap. 9, 10.
  6. Fridthjofs Saga Cap. 9. Om Skikke ved Offringerne se forresten Keyser: „Nordmændenes Religionsforfatning i Hedendommen“ III. § 21.
  7. Tac. Germ. Cap. 9.
  8. Se næste Afsnit § 11, om Vikar, jvfr. Halfs Saga Cap. 1, Gautreks S. Cap. 7.
  9. Yngl. Saga Cap. 10. Se herom forresten nedenfor 3die Afsnit, § 4.
  10. F. Ex. Det anførte Sted om Vikar, Gautreks Saga Cap. 7.
  11. Yngl. Saga Cap. 18. 48.
  12. Thietmar, l. I. c. 9 (Pertz i Mon. Germ. S. 739) Adam. Brem. IV. 27,Schol. 134. 137. I de 99 af hvert Slags hos Thietmar synes der at ligge en Fejltagelse. Scholiasten hos Adam. Brem. siger, at der i Uppsala i 9 Dage hver Dag offredes eet Menneske og 8 Dyr, tilsammen 9 Mennesker og 72 Dyr. Rimeligviis offredes i Hleidr enten l Menneske og 10 Dyr, eller 2 Mennesker og 9 Dyr dagligt, tilsammen 99.
  13. Se især Yngl. Saga Cap. 8.
  14. Landn. B. IV, 7. Bigaglums Saga c. 25.
  15. Laxdølasaga Cap. 18.
  16. Gudrunarkvida 3 i den ældre Edda.
  17. Udtrykket „at gaa til Frett“ forekommer i det gamle Kvad Vellekla af Skalden Einar Skaaleglam om Haakon Jarl, se Ol. Tryggv. Saga Cap. 71. Frett forekommer under den angels. Form fyrht i Kong Knuts Lov „om Hedenskab“ (Thorpes udg. S. 162, hvor der forbydes at dyrke hedenske Guder, Sol eller Maane, Ild eller Flod, Kilder eller Stene eller Træer, eller at ynde Trolddom eller fremme Mordværk eller omgaas med Blot eller „Fyrht“. Tac. Germ. c. 10. En lignende Fremgangsmaade berettes af Ammian (XXXI, 2), om Alanerne.
  18. Den føromtalte Gaaen til Frett, som nævnes i Vellekla, kaldes i Fagrskinna „at fælde Blotspaan“ (Cap. 48).
  19. En saadan Spaadomsvegt fik den føromtalte Skald Einar Skaaleglam af Haakon Jarl, see Jomsvikinga Saga Cap. 42.
  20. Se især Hrafnkel Freysgodes Saga.
  21. Se især Erik Skades Saga Cap. 5.
  22. Yngl. Saga Cap. 7 og Slutningen af Hávamál.
  23. Galdr, af gala, der just bruges i Betydningen incantare.
  24. Se især Sigrdrifumál.
  25. Se Thorleif Jarleskalds Historie i Ol. Tryggv. Saga III S. 89 fgg.
  26. Egils Saga Cap. 60. sammenl. ældre Gul. Lov Cap. 29, jevnf. Sverres Chr. Ret. Cap. 98. Saxo S. 203.
  27. Yngl. S. Cap. 7, Fridthjofs S. Cap. 5. 6, Vatnsd. S. Cap. 12, jvfr. Historia Norvegiæ S. 1, 5.