Det norske Folks Historie/1/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er allerede ovenfor (S. 58, 59) nævnt, at vore Forfædres Religion i dens Hovedlærdomme og Hovedomrids var den ſamme, ſom den, hvortil den hele germaniſke Folkeſtamme bekjendte ſig. Dette erfares nokſom ved Sammenligning mellem vore Forfædres gamle Mytheſagn og dem, ſom ere opbevarede hos andre germaniſke Folk. Dog kjende vi ikke Nordmændenes hedenſke Religionslære i dens oprindelige Reenhed. Vi kjende den kun i den Form, den havde antaget i den ſidſte Tid førend den fortrængtes af Chriſtendommen, og ſom frembyder ikke faa iøjnefaldende Beviſer paa Udſkejelſer fra hvad der maa antages at have været det oprindelige og uforvanſkede. Vi have imidlertid den Fordeel, at den i hiin Form ej alene har været brugt ſom Grundlag for hele den oldnorſke Poeſi, men at dens Sætninger og de vigtigſte af de Kvad, gjennem hvilke disſe opbevaredes, ere blevne omhyggeligt optegnede[1], ſaa at vi derved ſættes iſtand til at lære den fuldſtændigt at kjende, og ved at underkaſte den en kritiſk Prøvelſe og Sammenligning med de beſlægtede Nationers religiøſe Sagn, med nogenlunde Sikkerhed at udfinde, hvad der er det oprindelige, og hvad der maa anſees ſom en ſenere Tilſætning. Denne Fordeel ſavne alle de øvrige germaniſke Folk, de Svenſke og Danſke ikke undtagne. Deres hedenſke Religionsſagn bleve ingenſinde gjorte til Gjenſtand for ſærſkilt Optegnelſe, og man kjender dem kun deels gjennem tilfældige Antydninger i hiſtoriſke Skrifter, deels gjennem ſenere Tiders Folketro, forſaavidt de endnu havde holdt ſig i denne. En omſtændelig Meddelelſe af vore Forfædres hedenſke Religionslære i den os ved hine Optegnelſer opbevarede Form vilde her være paa ſit urette Sted, da den deels vilde lede til for ſtor Vidtløftighed, deels vilde komme til at foregribe, hvad der under den fremſkridende Fortællings Løb under enhver Omſtændighed maatte komme til at omhandles. Her er det kun af Vigtighed at angive de, ſaavidt det lader ſig gjøre, fra alle Lokalfarver renſede Hovedomrids af Nordmændenes Religionslære, ſaadan ſom det maa antages at de have medbragt den fra deres Urhjem, eller med andre Ord, den germaniſke Religionslære i dens oprindelige, for alle germaniſke Stammer fælles Form. Thi den Form, under hvilken vi gjennem vore egne Oldſkrifter lære hine Religionsſagn at kjende, bærer ſaa fuldkommen det norſke Nationalpræg, at Tanken ledes hen paa en gjennem Aarhundreder fortſat Paavirkning af den norſke Fjeldnatur og den norſke Folkecharakteer.

Den germaniſke Religionslære var, ſom det ſynes, oprindelig monotheiſtiſk, men udartede ſiden, ſom det oftere er gaaet, til at blive polytheiſtiſk. Den røber ſaavel herved, ſom i andre Henſeender ſit Slægtſkab med de øvrige indo-europæiſke hedenſke Religionsſyſtemer, hvad der og er en rimelig Følge af at Folkene ſelv ere oprundne af een og ſamme fælles Rod. Iſær ſporer man denne Lighed mellem vor ældre, og de ældſte bekjendte indo-europæiſke Folks, Indernes og Perſernes, eller, ſom de tilſammen kaldes, Ariernes Religionslære. Striden mellem et godt og et ondt Princip, og Læren om Verdens og Gudernes egen Undergang og Gjenfødelſe, der ſaa aabenbart tyder hen paa Anelſen om de ſamme Guders Underordnethed under eet øverſte verdensſtyrende Væſen, er fælles for dem begge, ſaavelſom den i Tidens Løb ſig udviklende Betragtning af Verdenſtyrerens forſkjellige Virkemaader ſom udgaaende fra forſkjellige Væſener, med andre Ord Polytheismens Udvikling i Monotheismens Sted.

De Guder, vore Forfædre ſaavelſom de øvrige Germaner dyrkede, efterat allerede de polytheiſtiſke Ideer vare blevne de forherſkende, kaldtes af dem, ſom bekjendt, Æſer (æsir), i Enkelttal Aas (áss), hvilken Form kun er en Modifikation af det oprindelige ans, hvilket allerede Jornandes nævner ſom det Navn, hvormed Goterne betegnede deres hedenſke Guder, og ſom vi gjenkjende baade hos Tydſkerne og hos Angelſaxerne. Betydningen af dette Navn kjendes ikke med Sikkerhed; ſtørſt Rimelighed har det for ſig at antage det beſlægtet med ans, Oldnorſk áss, der betyder „en Bjelke“, ſaaledes at man ved Navnet nærmeſt har tænkt paa Guderne ſom Verdens Støtter og Opretholdere[2]. Den øverſte af Guderne fører hos Tydſkere, Angelſaxer og Nordboer ſamme Navn, kun lempet efter de enkelte Sprogs ſæregne Regler, nemlig hos Højtydſkerne Wuotan, hos Nedertydſkerne og Angelſaxerne Wodan, Woden, hos vore Forfædre Odin; og der er heller ikke nogen Tvivl om at Goterne ligeledes havde deres Vodans. Efter hans Navn har man ogſaa kaldet den germaniſke Gudsdyrkelſe Wodans-Dyrkelſen. Men Wodan fremtræder endog i vore egne mythologiſke Oldſagn under forſkjellige Omgivelſer. I de Sagn, der hidrøre fra Hedendommens ſenere Periode, og ſom ligge til Grund baade for vor ældre Skaldekunſt og den yngre Eddas ſyſtematiſke Fremſtilling af Gudelæren, finde vi Odin omgiven af tolv Hovedguder; men hvor der handles om Verdens og Menneſkernes Skabelſe, og hvor man maa antage at Sagn fra en langt ældre Tid komme for Dagen, fremtræder Odin kun ſelv tredie, og hans tvende Ledſagere eller Med-Guder føre ikke engang altid ſamme Navn, men ere enten Vilje og Vee, eller Høner og Lodur[3]. Ved Edsaflæggelſe paakaldtes kun trende Guder, (Frey, Njørd og den almægtige Aas)[4]; i det berømte Uppſala-Tempel, ſom den tydſke Skribent Adam af Bremen beſkriver, ſad kun trende Billedſtøtter (af Odin, Thor og Frey)[5], og i den os opbevarede Formular, ved hvilken de gamle Saxere paa Karl den Stores Tid nødſagedes til at afſværge Hedendommen, nævnes kun de tre, Wodan, Thunor (Thor) og Saxnôt, ſandſynligviis den ſamme, ſom ellers kaldes Tin eller Ziu, vore Forfædres Tyr[6]. Det ſynes altſaa virkelig ſom om man i den fjerneſte germaniſke Old kun har tænkt ſig tre Hovedguder, eller Hovedperſonifikationer af den guddommelige Virkſomhed, ligeſom Hinduerne havde deres Brama, Viſchnu og Schiven; og ſom om de øvrige, i vore Oldſagn omtalte Guder, der tildeels ikke engang kjendtes blandt Sydgermanerne, oprindelig kun have været forſkjellige Navne for hine Hovedguder efterſom de tænktes at fremtræde ſnart under en ſnart under en anden Skikkelſe, alt efter deres forſkjellige Virken. Hvad der beſtyrker dette, er deels vore Oldſagers udtrykkelige Forſikkring, at flere af Guderne ere Odins Sønner, deels den merkelige, og for Norge ſæregne Lære, ſom vi allerede ovenfor (S. 57) have berørt, om Vanernes Optagelſe i Gudernes Tal. Thi medens de nordiſke Guders Samfund derved, ſom det heder, forøgedes med de tvende nye Guder, Njørd og Frey, af hvilke den ſidſte endog indtog en meget fremragende Stilling, ja tildeels endog kunde ſiges at træde i Odins Sted, og med Frey’s Syſter Freyja, der ligeledes optraadte ſom ſideordnet eller næſten overordnet ved Siden af Odins Huſtru Frigg, finder man ellers blandt Tydſkerne Frauja, Fro eller Frea ſelv ſom den øverſte Gud, og Freyja ſom den øverſte Gudinde, identiſk med Frigg, der igjen hos vore Forfædre ſynes at være en ſenere Udſondring af Odins egentlige eller oprindelige Huſtru Jørds (d. e. Jordens) Perſonlighed Kun det ſaaledes næſten anſees for viſt, at der af Odins Perſonlighed i Tidens Løb har udviklet ſig tvende, nemlig den egentlige Odin og Frey, og af Jørds eller Nerthus’s trende, den egentlige Jørd, Frigg og Freyja, og dertil endog det tvetydige Væſen Njørd, der halvt deeltager i Jørds, halvt i Frey’s Perſonlighed: da opſtaar visſelig den ſtørſte Sandſynlighed for, at ogſaa de øvrige, kun i vore Forfædres Oldſagn omtalte Guder ere blevne til i Folketroen paa ſamme Maade, og at de oprindelige germaniſke Guddomme eller Anſer kun ere tre, af hvilke Wodan eller Odin var den fornemſte, og derfor altid nævntes enten med ſit egentlige Navn[7], eller ſom „Herren“ (Frauja, Frô, Frea, Frey), medens de to andre, ſom ham underordnede, fremtræde under forſkjellige Navne. Underſøge vi fremdeles, hvad der var det fælles, og altſaa det oprindelige, i den nordiſke og tydſke Gudelære, finde vi, at de foruden den fælles Erkjendelſe af Dyrkelſen af trende Hovedguder ogſaa vare enige om at tænke ſig de raa Naturkræfter repræſenterede ved de ſaakaldte Jøtner[8], og disſe Jøtner og Dverger ſom ſtedſe pønſede paa Ondt mod Guder og Menneſker, altſaa ſom det onde Naturprincips Redſkaber. Fremdeles erfare vi af et gammelt chriſteligt Digt i det højtydſke Sprog, at Tydſkerne, ligeſom vore Forfædre, tænkte ſig en Ildverden (Muſpell eller Muſpilli)[9], ved hvis Luer Jord og Himmel ſkulde blive ødelagte, efterat Guder og Jøtner havde ſtridt den ſidſte Strid paa Liv og Død med hinanden, naar det af vore Forfædre ſaakaldte Ragna-Røkk (Gudernes Mørke) var indtraadt. Men da denne Muſpell eller Ildverden ogſaa, ſom Lyſets og Varmens Hjem, ſpiller en vigtig Rolle ved vore Forfædres Lære om Verdens Tilblivelſe, og ikke engang kan undværes ved denne, er man berettiget til at ſlutte, at den ſamme kosmogoniſke Lære idetmindſte i Hovedſagen var fælles for alle germaniſke Nationer, og at de os levnede oldnorſke Sagn om Verdens Skabelſe virkelig indeholde den egte gamle fællesgermaniſke Lære. Vi ſlutte af den gotiſke Benævnelſe halja, den angelſaxiſke helle, og det tydſke „Hölle“, om det chriſtelige Helvede eller rettere Underverdenen, at Foreſtillingen om den hedenſke Underverden og dens Beherſkerinde Hel (egentlig halja)[10], og følgelig om Niflheim eller Taagehjemmet, hvor denne Underverden tænktes at ligge, var fælles for alle germaniſke Stammer. Men heraf følger igjen, at ogſaa Læren om Loke, Hels Fader, Anſtifter af alt Ondt baade blandt Guder og Menneſker, det onde Princip, og alt hvad dermed ſtaar i Forbindelſe, ligeledes hører til den oprindelige og for hele den germaniſke Verden fælles Deel af Gudelæren. Herhen maa man da ogſaa regne Læren om Livet i Valhall hos Odin, og om de faldne Heltes Ophold hos ham, for i ſin Tid at ſtaa ham bi mod Jøtnernes Angreb. Og endelig erfarer man, at Læren om Nornerne, eller den ubetvingelige Skjebnes Gudinder, hørte hjemme ikke mindre hos Tydſkerne, end hos vore Forfædre[11].

Læren om Verdens Tilblivelſe lyder i Korthed ſaaledes: Før alle Tings Begyndelſe fandtes de tvende Verdener, Muſpell i Syd, fuld af Lys og Luer, og Niflheim (Taagehjemmet, det taagede Froſthjem), med Brønden Hvergelmer. Mellem dem begge var det ſvælgende Dyb ginnunga-gap, i hvilket der fra Hvergelmer ſtrømmede Edder-Aaer (elivágar), hvis Riim og Iis mødte Gniſterne fra Muſpell. Heden af disſe Gniſter belivede Riimdraaberne, ſaa at Jotnen Ymer fremſtod. Ymer avlede ſiden af ſig ſelv flere Jøtner, fra hvilke den hele Slægt af Jøtner ſtammede.

Tilligemed Ymer fremkom ogſaa Koen Audhumbla, hvis Melk nærede ham. Den ſlikkede de ſalte Iisklumper; derved fremkom Bure, hvis Søn Bør med en Jøtunkvinde havde Sønnerne Odin, Vilje og Vee. Disſe Børs Sønner dræbte Ymer, i hvis Blod alle Jøtnerne druknede paa een nær, ſom reddede ſig, og fra hvilken de ſenere Jøtner ſtammede. Børs Sønner førte Ymers Krop ud i Ginnungagap og dannede deraf Jorden, Søen af hans Blod, Bjergene af hans Been, Himlen af hans Hjerneſkal og Skyerne af hans Hjerne. Himlen prydedes med Gniſter fra Muſpell, og rundt om Jorden ſtrømmede det ſtore Verdenshav. Paa Jordens yderſte Rand ved dette Hav maatte Jøtnerne tage Bolig hiinſides Bjergene, og til Værn mod dem, ſkabtes et Hegn eller en Borg om Jordens indre Deel, ſom derfor kaldtes Midgaard, medens Jøtnernes Hjem, Jøtunheim, ogſaa kaldtes Utgaard. Mellem Himlen og Jorden lagdes Broen Bæv-Ryſt (Regnbuen). Den ſorte Jøtunkvinde Nat og hendes Søn, den lyſe Dag, af Aaſe-Herkomſt, ſatte Odin paa Himlen til at kjøre hver ſin Deel af Døgnet over Jorden; ligeledes ſattes de tvende Søſkende Sol og Maane til at kjøre Solens og Maanens Vogn. Dvergerne, der ligeſom Madker havde faaet Liv i Ymers Krop, fik ſin Bolig anviiſt i Jorden og Stenene. Endelig frembragtes de førſte Menneſker. De trende Æſer, Odin, Høner og Lodur eller, ſom det ogſaa heder, Odin, Vilje og Vee vandrede ved Søens Bred, og fandt her to Træer, af hvilke de ſkabte det ene til en Mand, Aſk, det andet til en Kvinde, Embla; Odin gav dem Liv, Høner eller Vilje Forſtand og Følelſe, og Lodur eller Vee Blod og Farve; til Bolig anviſtes dem Midgaard, og fra dem nedſtammede den hele Menneſkeſlægt.

Vi erfare af denne Lære om Verdens og det Skabtes Tilblivelſe, hvorledes Germanerne tænkte ſig det egentlige materielle Liv udgaaet fra Kulden og Mørket, det højere og aandeligere fra Varmen og Lyſet. Lysverdenens Ild formaar allerførſt af Taagehjemmets ſtivnede Edder-Draaber kun at udlokke det onde, uformelige Væſen Ymer, og hans Amme, Koen Audhumbla; Ymer ſelv frembringer kun ligeartede, graadige Væſener, omgivne af Kulde og Forſtenelſe, hvorfor de kaldes „Jøtner“, „Riim-Thusſer“ og „Berg-Riſer“. I Koen, det nærende Væſen, er der en ædlere Natur; af hendes ſelvſtændige Virkſomhed udvikles et højere Liv, der gjennem flere Led endelig fremtræder ſom det raa Urſtofs Overvinder, idet Børs Sønner dræbe Ymer. Børs Sønner, Odin, Vilje og Vee, ere Udtrykket af en guddommelig Treenighed. Odin er den belivende Aand, Vilje eller Høner den ordnende Vilje, og Vee eller Lodur den renſende Helligdom[12]. Skabelſen beſtaar i en Ordning af Elementerne, i en Fremkaldelſe af det organiſke Liv, og i Forjagelſe af Jøtnerne, de forſtyrrende Magter, der ikke kunde tilintetgjøres, til de yderſte Egne mod Havet, til Bjergene og de kolde Ørkener, medens Dvergerne fremkomme ſom Madker i Ymers Krop eller Jordlegemet, blive bundne til dette, hvor de, lunefulde, ſnart venlige, ſnart fiendſke mod Menneſkene, frembringe og tilvirke de Metaller, der ligeſaa ofte bringe Ulykke over Verden, ſom Lykke. Menneſkets Skabning er den oldgermaniſke Treenigheds Værk; den egentlige Aand og Livet faa Menneſkene fra Odin, Verdensſtyreren; Forſtand og Virkſomhedsdrift giver Vilje eller Høner; det varme Blod, Livsfriſkheden og Sandſeligheden giver Vee eller Lodur den hellige Ildkraft. Og Menneſkerne ere fra nu af Æſernes Yndlinger og bo under deres omhyggelige Varetægt i den mod Jøtnernes Overfald hegnede Midgaard, ogſaa kaldet Mannheim.

I denne Lære opdager man umiskjendelige Spor af Germanernes, ſaaledes og af vore Forfædres, tidligſte Ophold i øſtligere Egne. Midgaard eller Mannheim, omgiven af Bjergene, bagenfor disſe Jøtunheim, og bagenfor dette igjen Havet, minder om Volga-Egnene, hvor Ural-Fjeldene (hvis Navn ſelv betyder et Belte eller en Skranke) danner Grændſen mod Øſt, og bagenfor hvilke Oceanet i en fjern Oldtid naaede lige ned til det kaſpiſke Hav, medens det paa ſamme Tid beſkyllede de kolde Egne i Nord, hvor vore Forfædre endnu mange Aarhundreder ſenere tænkte ſig det egentlige Jøtunheim, og hvor der maaſkee, ſom Enkelte have antaget, var en Forbindelſe mellem Nordiishavet og den finſke Bugt[13]. Fra umindelige Tider har der i Ural-Fjeldene været Tilvirkning af Metaller; det antages endog ſandſynligt, at det meſte Guld, man i Nordeuropa fordum havde, er kommet derfra; hvor der endnu findes talrige Levninger af Tſchudernes Bergværksdrift[14]: der var ſaaledes Anledning nok for de ældſte Germaner til at lære Metallernes Tilvirkning at kjende, og ſætte den i Forbindelſe med Læren om Dvergerne, eller det indre materielle Liv i ſelve Jordlegemet. Det oprindelige Midgaards eller Mannheims, det vil ſige Germanernes, Plads var altſaa de frugtbare Egne veſtenfor Ural, omkring Volga; norden- og øſtenfor, nærmeſt Havet, var Jøtunheim, med kolde Ørkener og „Jernſkove“[15]; derfor heder det i de gamle Eddaſagn, at Æſerne maatte fare øſter eller nordefter for at komme til Jøtunheim og fælde Troldene[16]. Men naar disſe, af lokale Forhold afhængige, Foreſtillinger ſkulde anvendes paa de fra hine tildeels meget forſkjellige Forhold i de Lande, hvor Germanerne ſenere opſloge deres Bolig, da maatte mangt og meget ſaa en anden Farvning. Jøtnerne, Bjergenes og Ørkenernes Beboere, kom nu i Norge og andre Bjergegne til at befolke ethvert Fjeld, uden Henſyn til om dette laa ved Havet eller ej; de traadte Landets Beboere ſaa at ſige nærmere ind paa Livet, og bleve Bjergtrolde, hvis Krig nærmeſt rettedes mod Menneſkene, medens Foreſtillingen om det egentlige Jøtunheim blev dunklere, og dette henførtes til de fabelagtige Egne ved det hvide Hav. At Foreſtillingen om de ſmaa kunſtfærdige Dverge, ſom man tænkte ſig ſaa mørke at de endog ligeſaa ofte kaldtes Svartalfer, og deres Hjem Svartalfeheim, ogſaa for en Deel kan have været paavirket ved Mindet om de i Ural-Bergverkerne ſyſlende Tſchuder, er i og for ſig ikke uſandſynligt. Vore Forfædres Kosmogoni indeholder altſaa umiskjendelige Reminiſcenſer fra de Omgivelſer, under hvilke den førſt udviklede ſig.

Verdensaltet og dets Opholdelſe fremſtilledes i vore Forfædres Gudelære under en ſkjøn og betydningsfuld Allegori, ſom det underſulde Aſketræ Ygg-Draſil, der, hævende ſig fra trende Nødder, af hvilke den ene ligger i Niflheim over Brønden Hvergelmer, den anden i Jøtunheim over den viſe Mimers Brønd, og den tredie i Himlen hos Æſerne over den hellige Urdarbrønd, omfatter hele Verden med ſine Grene. Beſtemte Tegn til at den ſamme allegoriſke Fremſtilling har været ſædvanlig blandt Tydſkerne, findes ikke, med mindre man ſom et ſaadant vilde anſee den bekjendte af Saxerne dyrkede Støtte Irminſul (Verdens-Støtten)[17], en Fremſtilling, der dog hverken i Højhed eller Skjønhed kan maale ſig med vore Forfædres, og ſom, naar Alt kommer til Alt, maaſkee ikke engang er ganſke national[18]. Paa den anden Side er Yggdraſils-Allegorien ſelv ſaa dyb og myſtiſk[19], at man i alle Fald neppe kan antage den for at have udbredt ſig blandt det hele Folk eller den ſtore Hob, men at man ſnarere maa anſee den ſom et Myſterium, der kun var kjendt og forſtaaet af Faa. Hentydninger dertil forekomme derfor ogſaa kun ſjelden hos yngre Digtere, og Begrebet om den ſynes tildeels at have flydt ſammen med Begrebet om Altſtyreren ſelv (mjötuðr, hos Angelſaxerne meotod)[20]. Derimod have flere af de med Yggdraſils-Læren forbundne Myther været fatteligere og derfor faaet en ſtørre Udbredelſe. Den meeſt tiltalende af dem er Læren om den hellige Urdarbrønd under Aſkens Rod i Himlen. Ved denne, hed det, holdt Guderne ſit Thing og Domſted, der vogtedes af de tre ſtore Norner, Urd, Verdande og Skuld, Tidens og Skjebnens Gudinder, der opholdt Yggdraſil ved Brøndens hellige Vand, hvis Dom ikke engang Æſerne kunde rokke, og ſom ſpandt Livets og Skjebnens Traade for ethvert Menneſke, der fødtes paa Jorden[21]. Læren om Nornerne var, ſom det allerede ovenfor er viiſt, fælles for alle germaniſke Folk, idetmindſte i dens Hovedomrids[22]; men for alle germaniſke Folk har vel ogſaa Foreſtillingen om Nornernes Oprindelſe og Forhold til Æſerne været dunkel. Thi hvis nogen Mythe ſkulde kunne minde om Uendeligheden og om Tidens Forhold til Evigheden, maatte det være denne. Derfor ſynes man og at have tænkt ſig Nornerne ſom opfoſtrede blandt Jøtnerne, der, ældre end Æſerne, ogſaa havde et dybere Indblik i Urnaturens Myſterier.

I Forbindelſe med denne Mythe ſtod unegteligt Læren om Mimers Brønd, under den Rod af Ygg-Draſill, der ſpirede i Jøtunheim. I denne var, heder det, Kundſkab og Mandevid ſkjult, og Jøtnen Mimer er derfor ſelv fuld af Viisdom, fordi han drikker Brøndens Vand af Gjallarhornet; men Alfader fik ogſaa Tilladelſe til at tage en Drik, imod at ſætte ſit Øje i Pant. Alfader ſelv maatte altſaa tye til Jotnerne om Kundſkab i Dybets Viisdom. I Mulkten ligger ogſaa unegtelig en Hentydning til Solens, Himmel-Øjets, Forſvinden bag Horizonten om Natten; dog har den givet Anledning til den uſkjønne Foreſtilling om Odins eller Alfaders menneſkelige Form, nemlig at han ſkulde være eenøjet. Men under denne Form finder man ham ſtedſe at fremtræde, hvor han i nordiſke Sagn blander ſig mellem Menneſkerne.

Om Guderne ſelv er der allerede ovenfor talt. Vi have paaviiſt, at Germanerne i ældre Tider blot ſynes at have tænkt ſig tre Hovedguder, og at de øvrige ere Emanationer af disſes Væſen. Men hvilke Hovedguderne vare, bliver vanſkeligt nok at ſige, da ikke altid de ſamme Navne nævnes tilſammen. Det forekommer os, ſom om man maa ſkjelne mellem virkelig forſkjelligt tænkte Perſonligheder, og blot forſkjellige Sider hos eet og ſamme Væſen. Odin, Thor og Tyr ere ſaaledes virkelig tre forſkjellige Guddomme, medens Odin, Vilje og Vee eller Odin, Høner og Lodur alene ſynes at være forſkjellige Sider hos eet og ſamme Væſen. Men ogſaa de i ſig ſelv forſkjellige Guders Navne vexle, ſom vi have ſeet. Saxerne nævnte Vodan, Thunor og Saxnot, i Uppſala nævnte man Odin, Thor og Frey; i den islandſke Edsformular nævntes Frey og Njørd og den almægtige Aas. Skulde man imidlertid ſlutte fra de med Guders Navne betegnede Ugedage, maatte man viſtnok antage Odin, Thor og Tyr for den rette Trilogi, hvad der og i og for ſig er det rimeligſte, om end kun af den Grund, at Tyr ikke, ſom Frey og Njørd, regnes blandt de ſaakaldte Vaner, og heller ikke altid udgives for Odins Søn. Thor (egentlig Þonarr, angelſ. Þunor, Tydſk donar), var Tordenens Gud, og ſom ſaadan tillige Veirligets, Regnens, og Kornmodningens Herre[23], Æſernes og Menneſkernes Vogter mod Jøtnerne. Tyr (Angelſ. Tiu, Tydſk Ziu), kaldes og blandt Højtydſkerne Er, og maa anſees ſom den egentlige Krigsgud. Sandſynligviis var han endog i ſin Tid anſeet ſom den fornemſte af alle Guder, eller ſom den eneſte Gud, ſaalænge de polytheiſtiſke Foreſtillinger endnu ikke havde fortrængt Monotheismen. Thi hans Navn bruges i Fleertal (tivar) ofte ſom Navnet paa Guderne i Almindelighed, og ſvarer ganſke til det latinſke Deus, det oldindiſke djaus. Som Krigsgud ſynes han at have dannet en ſæregen Trilogi tilligemed Odin og den blinde Hød (egentlig Hadu), om hvilken vore Oldſagn vide lidet at fortælle, men hvis Begreb nokſom betegnes af vort höð, den angelſ. heaðu, det tydſke hadu, der, ſat i Spidſen af Ord og Navne, altid betyder „Krig“, „Strid“[24].

Odins Huſtru, Thors Moder, var Jörð. Jorden, ogſaa kaldet Fjörgyn og Hlódyn, Tacitus’s eller rettere Goternes Nerthus, der ſiden i vor Gudelære er blevet en egen mandlig Guddom, ligeſom Fjørgyn ligeledes optræder ſom et mandligt Væſen, der deels ſynes at falde ſammen med Thor, deels nævnes ſom Fader til Frigg, Odins ſaakaldte anden Huſtru[25]. Frigg er derimod ſelv, hvad vi allerede ovenfor (S. 57) have antydet, ingen anden end „Jord“, og hendes Navn kun en egen Form for frit (eg. friggv) ɔ: Fruen, Herſkerinden. Hun falder ſaaledes, hvad der og ovenfor er viiſt, ganſke ſammen med Freyja, der i vor ældre Gudelæres ſenere Form fremtræder ſom Kjærlighedsgudinden, og dog endnu i hvert Slag deler Valen (de faldne Krigere) med Odin. Om Njørds, Frey’s og Freyjas Optræden ſom ſæregne Guddomme, eller, hvad mythologiſke Skrifter kalde Vanernes Optagelſe i Gudernes Tal, er der allerede forhen talt, (S. 57) og vil der fremdeles nedenfor blive talt, hvor der handles om Frey og Ynglinge-Stammen i Norden[26]. Her udtale vi kun den Mening, at Frey, Njørd og Freyja ſom ſæregne Guddomme ikke tilhøre enten vore Forfædres eller Tydſkernes ældſte Gudelære, men kun ſkylde den gotiſke Cultus’s Tillempning paa den nordiſke deres Oprindelſe.

Odins, Himmelgudens, Forbindelſe med Jorden er en Mythe, der i og for ſig maatte ligge den tidligſte Naturopfatning temmelig nær, og ſom derfor ogſaa har ſit Tilſvarende i Grækernes Lære om Uranos og Gæa. Ligeſom Uranos og Gæa maatte vige for Zeus og Here, ſaaledes veg ogſaa Odin, i ſin ældſte Skikkelſe ſom den germaniſke Treenighed (Voden, Vilje, Vee, eller Voden, Høner, Lodur), for den ſenere Odin, Krigens øverſte Gud og de øvrige Guders Herre, og Jørd traadte i Baggruuden for Frigg og Freyja, begge forſkjellige Perſonifikationer af det ſamme Begreb.

Med den Guddom, der efter de ældſte Foreſtillinger ſtyrede Havet og ledede dets Bevægelſer til Menneſkeſlægtens Held, gik det omtrent paa ſamme Maade. Denne Guddom var den jomfruelige Gefjon, Angelſaxernes Geofon[27], hvis Navn, beſlægtet med gefa, at give, betegner Havet ſom Velſtandens Kilde. Men i Tidens Løb traadte Gefjon ſom Havgudinde i Baggrunden, og hendes velgjørende Indflydelſe paa Havet tillagdes Vaneguden Njørd, medens man ſom den egentlige Herre over Havet betragtede Jøtnen Øger eller Hleer, Søn af Fornjot, der igjen neppe kan være nogen anden end Urjøtnen Ymer. Men i Øger havde man nærmeſt Havets frygtelige Magt og fordærvelige Virkninger for Øje. Hans Navn (af at œgja), betyder „den Skrækkelige“, hans Huſtru Rán, til hvem alle Druknede antoges at komme efter Døden, ſøgte ogſaa, ſit Navn tro, at lokke dem i ſit Dyb, og uagtet Øger viſtnok holdt Venſkab med Guderne, var dette Venſkab dog, efter Oldkvadenes Fremſtilling, tvunget og ſaaledes uſikkert.

Ildens og Varmens velgjørende Kraft lededes ifølge den nordiſke Treenighedslære af den øverſte Guddom ſelv, hvad Navnene Vee og Lodur (ſe S. 16l) nokſom antyder. Men iſtedetfor Lodur, en Deel af Guddom mens eget Væſen, traadte ſenere den ondſkabsfulde Loke af Jøtun-Æt, Gudernes og Menneſkernes Friſter og Fordærver, det onde Princip, der benyttede ſig af Menneſkernes Sandſelighed og Lidenſkabelighed til deres Hjertes og Aands Fordærvelſe. Loke var, ſom Mythen lød, opfoſtret af Odin ſelv, og levede blandt Æſerne, men hans virkelige Perſonlighed fremtraadte ſaa at ſige aabenlyſt i Jøtnernes Herre, den frygtelige Utgaards-Loke, der i vore Oldſagn fremtræder ſærſkilt ved Siden af Aaſa-Loke. At Loke, Friſteren og Ondſkabens Befordrer, tænktes ſom Fader til Guders og Menneſkers trende farligſte Fiender, Ulven Fenris, der tilſidſt endog ſkulde ſluge Odin ſelv, Slangen Jørmungand eller Midgards-Ormen, der omgav den hele Jordſkive, og tilſidſt ſkulde fælde Thor, og Hel, Dødens og Underverdenens Herſkerinde, var i ſin Orden.

Det er ovenfor nævnt, hvorledes Mythen om Freyja ſom Kjærlighedens og Frugtbarhedens Gudinde har udviklet ſig af den ældſte Mythe om Jorden ſom Alfaders Huſtru. Og dog kjendte vore Forfædre ved Siden af Freyja en Gudinde, hvis Navn og Perſonlighed nokſom viſer, at hun i de ældſte Tider maa have været anſeet ſom den egentlige Gudinde før Kjærlighed, egteſkabelig Forbindelſe og Frugtbarhed. Denne Gudinde er Sif (hvoraf endnu det tydſke Sippe, Sippſchaft), Thors Huſtru, hvis Navn antyder Slægtſkab og Familieforbindelſe, og hvis dejlige Guldhaar øjenſynligt betegner de modne, bølgende Agre[28]. Men ligeſom Jørd traadte i Baggrunden for Frigg, Gefjon før Njørd og Øger, ſaaledes traadte Sif ogſaa i Baggrunden for Freyja, hvis ſaakaldte Broder, Frey, tillige anſaaes ſom Regnens, Solſkinnets, Afgrødens og Fredens Gud. Med andre Ord, han traadte deels i Sifs, deels i Thors, deels endog i Odins eget Sted.

Som Alfader og den øverſte Verdensſtyrer maatte Odin oprindelig ogſaa være den højeſte Dyds og Retfærdigheds Repræſentant Og derfor fremtræder han i vor Gudelære ſom Fader til Uſkyldens rene Gud, Balder. Skjønt udførlige Sagn om ham alene findes hos Nordboerne, er der dog tilſtrækkelige Spor forhaanden af at han ogſaa var kjendt og dyrket af Tydſkerne[29]. Som Retfærdighedens Gud nævne vore Sagn Balders Søn Forſete, og hans Navn gjenkjendes nokſom i den af Friſerne dyrkede Foſite, efter hvilken Øen Helgoland i Hedendommens Tid kaldtes Foſitesland[30]. Det kunde ſaaledes ſynes, ſom om begge disſe Guddomme lige fra Urtiden have været dyrkede af alle germaniſke Stammer, og at følgelig deres Dyrkelſe ogſaa var medbragt af vore Forfædre fra deres ældſte Hjem. Imidlertid er det at mærke, at baade Balder, ſom Odins og Friggs Søn, og Forſete, ſom Balders Søn, ſtrengt taget kun ere Emanationer af Odins eget oprindelige Væſen: at Navnet „Balder“ (oldn. balldr, angelſ. bealdor), brugt ſom Appellativ, baade i Oldnorſk og Angelſaxiſk har Betydningen „Konge“, „Herre“, at „Forſete“ ligeledes kun betyder „Forſidderen“, et Navn, der nærmeſt maatte antages at pasſe paa den øverſte Gud, og at det virkelig ſynes at have været brugt i denne Betydning blandt Helgelands Friſer, der ikke vel kunne antages at have henvendt al deres Opmærkſomhed paa en underordnet Guddom, uden at indrømme Gudernes Overhoved den fornemſte Plads.

Om Heimdall, der i den yngre Edda kaldes „ſtor og hellig“, og nævnes ſom Gudernes Vogter ved Bævrøſt, vide de tydſke Sagn intet at berette, ligeſom han overhoved er en ſaare myſtiſk Figur i vor ældre Gudelære. Han nævnes deels ſom Odins Søn, deels ſom en ſelvſtændig Perſonlighed, født af 9 Jøtunmøer. Han ſynes ſaaledes at have været en af de ældre, oprindelige Guddomme, men maaſkee ogſaa juſt formedelſt denne Ælde og Oprindelighed at være traadt tilbage i en myſtiſk Baggrund. Den proſaiſke Indledning til „Rigsmaal“ melder, at den Rig, der ved at vandre om blandt Folket grundede Samfundsklasſerne, ikke var nogen anden end Heimdall ſelv, der vandrede om i menneſkelig Skikkelſe. Man ſkulde deraf formode, at han i en fjern Oldtid virkelig har været ſat i Forbindelſe med Samfunds-Udviklingen, og at han med ſit ſkarpe Syn og ſin fine Hørelſe antoges at være den, der vaagede over Orden og Fred over den hele Jord. Derved bliver det ogſaa begribeligt, hvorledes Mythen om Ragnarøkkr juſt kunde lade ham ved Verdens Ende kæmpe med Fredsforſtyrreren Loke, og blive dræbt med et Menneſke-Hoved, Manddrabets og Voldſomhedens Symbol[31]. At Fredens og Ordenens Gud i den ſenere Krigstid ligeſom traadte tilbage, ja endog ringeagtedes, er let at forſtaa[32]. Brage, Skaldekunſtens Gud, omtales ogſaa ſom ſaadan kun i vore ældre Skrifter, men Angelſaxernes Ord bregu om en Fyrſte eller Hærſtyrer, og bróga eller herebróga om den paniſke Skræk, der i Kampen ſaa ofte betager en af de ſtridende Hære, viſer nokſom, ej alene at de have kjendt denne Guddom, men ogſaa, at man ved den Skaldekunſt, han repræſenterede, idetmindſte i Førſtningen ikke ſaameget tænkte paa den dermed forbundne Nydelſe, ſom paa den Indflydelſe, den kunde udøve i Krig, enten ved at opflamme Stridsmændenes Mod, eller ved Beſværgelſeskvad, der paa en magiſk Maade ſkaffede Seiren[33]. Brage ſiges at være Odins Søn; man friſtes let til at antage, at ogſaa han oprindelig kun betegner en ſæregen Yttring af Odins Væſen, og at den „ſidſkeggede Brage“ ſaaledes oprindelig kun har været Odin (der og kaldes Siðskeggr) ſelv, under en egen Skikkelſe og i en ſæregen Virkſomhed.

Endnu en ſæregen Perſonifikation af Odin eller maaſkee ogſaa af Thor er i vor ældre Gudelære, ſaadan ſom vi kjende den, Vinterens, egentlig Jagtens og Skiløbningens Gud, Ull, der tillige, ſom det hed, paakaldes for Held i Tvekamp. Den yngre Edda kalder ham Thors og Sifs Stifſøn, uden dog at angive, hvo hans Fader var. Men Ordet ullr bruges af de gamle Digtere ligeſom baldr til at betegne en Herre i Almindelighed, og det tilſvarende gotiſke Ord vulþus, Angelſaxiſk wuldor, betyder Glands, Herlighed. Et ſaadant Navn ſynes ſnarere at maatte være et Tilnavn for den øverſte Gud, end at kunne betegne nogen ſæregen Perſonlighed, og man ſkulde derfor viſtnok ogſaa her antage, at det er Odin, hvilken vore Forfædre under dette Navn have paakaldet i deres vinterlige Bedrift[34].

Dunkle og uforklarlige ere Sagnene om den ſterke og tauſe Vidar, Odins Søn og Hevner, og Vale, Balders Hevner, ligeledes Odins Søn, hvilke begge ſkulle overleve Ragnarøkkr og ſamles med Balder og Hød paa de gamle Idavolde. Ogſaa disſe Sagn maae regnes blandt den gamle Aaſa-Læres Myſterier; i alle Fald ere de os levnede Oplysninger heel ufuldſtændige. I tydſke Skrifter findes ingen Antydninger til dem; at idetmindſte enkelte af dem ej var ukjendte for de Danſke, viſe nokſom den danſke Hiſtorieſkriver Saxo’s Optegnelſer[35].

Sammenligner man de Myther, vi have betegnet ſom de ældſte, med dem, vi have antaget for yngre, vil man finde, at hine fornemmelig dreje ſig om den føromtalte germaniſke Tre-Enighed, eller idetmindſte om trende Hoved-Guder, medens de ſenere forudſætte et Antal af tolv[36]. Dette Tolvtal gaar gjennem de fleſte af vore Forfædres Inſtitutioner, ligeſom det tildeels ligger til Grund for deres ældſte Talſyſtem. Det ſynes derfor ikke ſaa umuligt, at de efterhaanden have ſøgt at anvende dette Tolvtal ogſaa paa Æſernes oprindelige Trehed, ved at lade eet og ſamme Væſen optræde under forſkjellige Skikkelſer og ſom forſkjellige Perſonligheder. Dette beſtyrkes af den Omſtændighed, at vore Forfædre ſelv, uagtet de ſtedſe angav Æſernes Antal at være tolv, dog ikke ret vare paa det rene med, hvilke disſe tolv Æſer vare[37]: et tydeligt Vidnesbyrd om, at man paa Forhaand har beſtemt Tolvtallet uden at dette fra førſt af hørte hjemme i Gudelæren. Man faar ogſaa en Anelſe om, deels, at den ældſte Gudelære ej alene i og for ſig tænkte ſig Guddommen ſom en Trehed, men ogſaa for hver enkelt af Guddommens Virkſomheder yndede Trilogier; deels, at den, med Undtagelſe af Sif, Frugtbarhedens og Slægtſkabets Gudinde, ikke ligefrem opſtillede kvindelige Guddomme, men lod hver enkelt Guddom optræde under en dobbelt Skikkelſe, en mandlig og en kvindelig. Foruden Treheden Voden, Vilje, Vee, eller Odin, Høner, Lodur, har man ſaaledes for den krigerſke Virkſomhed Odin, Tyr og Hød; for den Uſkyld og Retfærd befordrende: Odin, Balder, Forſete; for den ordnende og Elementerne tæmmende maaſkee: Odin, Heimdall, Vidar; medens igjen Thor tilligemed den myſtiſke, halv mandlige og halv kvindlige, Fjørgyn[38] og den ligeledes halv mandlige, halv kvindelige Jørd, Nerthus eller Njørd danner en Trilogi for ſig ſelv; hvorhos foruden Fjørgyn og Jørd ogſaa Gefjon eller Geofon, Havets Guddom, optræder ſom mandlig og kvindelig paa een Gang. Man kjender i det Hele taget for lidet til vore Forfædres Gudelære i dens ældſte Skikkelſe til at kunne komme fuldſtændigt paa det Rene med disſe Underſøgelſer om Forholdet mellem de ældre og yngre Myther; men hvad vi kjende, er dog allerede tilſtrækkeligt til at beſtyrke den her fremſatte Anſkuelſe.

Gjennem vore Forfædres hele Gudelære gaar Grundtanken om den evige Strid mellem det materielle, ſandſelige Liv med det aandige, over al Sandſelighed ophøjede; fra hiint har alt det Onde, fra dette alt det Gode ſin Oprindelſe; hiint repræſenteres ved Jøtnerne og Dvergerne, dette ved Æſerne. Derfor er Kampen evig mellem Æſer og Jøtner, og disſe ere ej alene ſvorne Fjender af Æſerne ſelv, men ogſaa af deres Skabninger, Menneſkerne. Derfor fejder Thor til Æſers og Menneſkers Frelſe ſtedſe mod Jøtner og Trolde, og disſe pønſe ſtedſe paa, hvorledes de med forenede Kræfter kunne vinde Overhaand. De anvende al den Liſt, de kunne ophitte. Det lykkes dem — ſaa fortæller Voluſpaa — ved deres Kvinder endog at forføre enkelte af Æſerne ſelv, og at bringe Fordærvelſens Spire ind i Aasgaard[39]. Deres egen Ætling, den forføriſke Loke, optages i Æſernes Tal, bringer disſe i mangen Nød og Fare, og volder omſider den herlige Balders Død, medens han og frembringer de truende Uhyrer Fenris-Ulven, Jørmungand og Hel. Guderne maae være betænkte paa at kunne møde den truende Fare; derfor maa Odin i ſin Hal, Valhallen, ſamle alle de faldne Helte og daglig lade dem øve ſig i Vaaben, for at de, naar det gjelder, kunne ſtaa ham og Æſerne bi i den ſidſte Kamp[40]. Og derfor maa han endog ſtundom nedlade ſig til, ved Liſt og Kneb at lokke anſeede Helte til ſig, med andre Ord, at volde deres Død, og i det Hele taget at befordre Ufred og Kamp[41]. Paa den Maade optræder Odin i de fleſte af vore mythologiſke Sagn. Alle vaabenbidte Mænd, heder det, tilegnede han ſig; de ſkulde gjeſte ham i Valhall, og ſom Einherjer dagligt øve ſig i Strid; de ſkulde allerede paa Valpladſen udkaares, og i Valhall opvartes af Odins tjenende Møer, Valkyrjerne. Alt gaar ſaaledes her ud paa Kamp og Strid. Men gjennem denne Krigstummel ſkimtes dog endnu Glimt af en ældre og rettere Lære, hvor Krigerſind og Dødsforagt ej var den eneſte Dyd. Thi trods hin Lære om Vaabendød ſom Betingelſen for Adgang til Odin finder man dog flere Exempler paa, at udmærkede Mænd, der døde Straadød, ogſaa troedes at komme til Odin, ligeſom man heller ikke behøver bedre Vidnesbyrd, end at Straadød Overhovedet ſlet ikke anſaaes uhæderlig. I et gammelt Digt[42] heder det, at alle Jarler (ɔ: Jarler i den ældſte Forſtand, Mænd af den fornemſte Samfundsklasſe), ſkulde komme til Odin, Trællene derimod til Thor. Dette viſer, at man ſom Odins Gjeſter og Einherjer egentlig kun har tænkt ſig anſeede, fortjente Mænd, Mænd af den fornemſte eller Krigernes Klasſe; dog ikke fordi det juſt var Krigere, eller fordi man i det blotte Krigshaandværk ſøgte deres Adkomſt til at gjeſte Valhall; men fordi Krigshaandværket kun udøvedes af dem, der ifølge Byrd og Stilling hørte til det egentlige Ariſtokrati[43].

Men efterhaanden, ſom de ældre Samfundsforhold forandredes, ſynes ogſaa den fredeligere Opfatning af Religionslærdommene at have veget Pladſen for en mere krigerſk, ved hvilken Odinslæren blev en ſand Krigsreligion, og Krigerfærd ej alene dannede en tilladt og kjærkommen Sysſel, men ligefrem en Pligt. Det bliver her endog vanſkeligt at kunne ſige hvad der var Aarſag og hvad der var Virkning; om Erobringstogene og Krigsfærderne bleve hyppigere, fordi Religionen blev mere krigerſk, eller om den krigerſke Religion drev ſtørre Skarer i Krigen, og gjorde Krigstogene hyppigere. Begge Dele, Krigeraanden og den krigerſke Religionslære udviklede ſig vel ſamtidigt, og under gjenſidig Vexelvirkning. I ſin vildeſte Skikkelſe viſte den raae Krigslyſt ſig under den ſaakaldte Berſerksgang. „Odins Mænd“, fortæller Snorre, „gik i Striden brynjeløſe, galne ſom Hunde eller Ulve, bed i ſine Skjolde, og var ſterke ſom Bjørne eller Tyre; de ſlog ned for Fode, og hverken Ild eller Jærn bed paa dem; det kaldes Berſerksgang“. Denne Berſerksgang gjenkjender man fuldkommen i hvad der fortælles om Erulerne, juſt hine, Odin nærmeſt tilhørende, Jarler, at de kjæmpede nøgne (det vil vel ſige uden Brynje og Skjold[44], og at Langobarderne i Spidſen for ſin Hær ſtillede Krigere, der kunde drikke Menneſkeblod og indjage deres Fjender en paniſk Skræk[45]. Og det er denne vilde Krigsaand, der omſider naaede ſin Højde i Vikingelivet, for da, efterat have vakt kjendelig Lede og Overmættelſe, deſto ſnarere og lettere at vige Pladſen for Chriſtendommen.

Aaſareligionens Lære om Ragnarøkkr eller Verdens og Gudernes Undergang vidner aabenbart om oprindelige monotheiſtiſke Anſkuelſer, men den ſynes aldrig at have grebet virkſomt ind i Folkelivet. Jøterne og Dvergerne, eller de onde Kræfter i Naturen, ſkulde endelig, hed det, vinde Overhaand over Guder og Menneſker; Solen og Maanen ſkulde ſluges af de Jøtun-Ulve, der forfølge dem, Stjernerne forſvinde af Himlen, Jotnerne ſtorme frem i Kamp mod Æſerne; Fenrisulven ſluger Odin, Midgards-Ormen og Thor, Heimdall og Loke dræbe hinanden indbyrdes; Vidar hevner vel Odin ved at ſønderſlide Ulven, men imidlertid ere Muſpells ſtraalende Sønner med Surt i Spidſen komne frem, og Surt ſlynger Ild over hele Jorden og brænder den. Dog, heder det, ſkal en ny Jord fremſtaa, hvor Æſerne Vidar og Vale, Balder og Hød, og Thors Sønner, ſkulle bygge paa Idavoldene, hvor Aasgaard før ſtod; en ny Menneſkeſlægt nedſtammer fra et Par, der har undgaaet Surtsbranden; men de, ſom tidligere ere døde, ſamles paa forſkjellige Steder, de gode i Himlen, i Salene Gimle, Brimer og Sindre, de onde paa de frygtelige Naaſtrande ved Edderbrønden Hvergelmer. Men „den Mægtige, ſom raader for Alt[46]“, kommer ovenfra og ordner Verdens Anliggender.

Der er i denne Lære ſaare meget mørkt, og mange Myſterier, hvortil vi ej længer have Nøglen, ere upaatvivlelig indflettede i den. Æſerne, endog Odin ſelv, træde her tilbage for „den Mægtige, ſom raader for Alt“; de viſe ſig forgængelige, ligeſom Menneſkerne og ikke de ſelv, men en yngre Generation af dem, fremſtaa i den nye Verden. Saaledes ſynes man neppe at kunne have betragtet dem, da Religionen endnu var ſimplere og nærmere Monotheismen, da Odin endnu i Virkeligheden var „Alfader“, og de mange enkelte Perſonligheder ikke havde udviklet ſig af hans i alle Retninger virkende Grundkraft. Ved at ſplitte Guddommen i ſaa mange Individnaliteter havde man efterhaanden gjort den menneſkelig og forgængelig; dette følte man, og ſaaledes maatte Æſerne nødvendigviis forgaa ved Ragnarøkkr og den luttrende Surts-Brand. Den eneraadende Alfader maatte derimod ſelv raade for Verden og dens Skjebne; han var ſaavel Muſpells, ſom de øvrige Verdeners Herre; han maatte ſtaa udenfor Ødelæggelſen, ikke ſelv gaa til Grunde i den; han maatte paa eengang baade være Odin, Surt, og „den Mægtige ſom raader for Alt“[47]. Efterſom Guderne eller Æſerne blev flere, ſank de ogſaa i Værdighed, og deres Virkſomhed blev mere materiel[48]. Guderne ſelv bleve fornemmelig Krigsguder; den milde Freds- og Uſkylds-Gud Balder tænktes død og begraven; Vaabenfærd blev den fornemſte Dyd, og Vaabendød den bedſte Adgang til Odins Haller. Men hvorledes Levningerne af den oprindelige, renere Lære ved Siden heraf og tildeels i Modſætning dertil, holdt ſig i Folketroen, derom vidne, ſaavel de tidligere anførte Undtagelſer fra Læren om de Sotdødes Udelukkelſe fra Valhall, ſom iſær Ragnarøkkrsmythen ſelv og den dermed forbundne Lære om Dydens Belønning og Laſtens Straf[49]. Medens den raaere Krigsnatur viſtnok i Læren om Valhall og Niflheim, ſom den ſædvanligt foredroges, alene kunde ſee en Spore til fortſat Krigerfærd og vild Dødsforagt, var det dog fremdeles muligt for det dybere Gemyt at tænke ſig virkelig Dyd ogſaa udenfor Krigerlivet, ſom aabnende Adgang til Alfaders Sal, og Luften i og for ſig ſelv ſom dragende Sjælen ned til Hvergelmers Afgrunde. Den raae Kriger tænkte neppe videre end til Valhall og Niflheim; ham ſtod Ragnarøkkrslæren neppe klar for Tanken; men for det tænkſommere og fredeligere Sind maatte Gimle og Naaſtrand være Hovedſagen. Men uagtet man ſaaledes viſtnok ikke kan ſige, at Aaſa-Religionen i og for ſig gjorde Krigerfærd til den fornemſte og ſaagodtſom eneſte Dyd, maa man paa den anden Side erkjende, at den lettelig af de almindeligere Gemytter kunde opfattes ſaaledes, og derfor virkelig ogſaa i Tidens Løb opfattedes paa denne Maade, uden at det endog med Beſtemthed kan ſiges, om den meeſt paavirkedes af Tids-aanden, eller ſelv paavirkede denne.

Ved Siden af Æſerne og Jøtnerne troede vore Forfædre, ligeſom alle øvrige Germaner, paa Alfer, ringere guddommelige eller overnaturlige Væſener, beboende Luftſtrøget nærmeſt Jorden og Jordens Indre, og paa en virkſom Maade gribende ind i Menneſkernes Anliggender. I den yngre Edda gjøres der viſtnok Forſkjel paa Lysalfer og Mørkalfer eller Svartalfer, hvilke ſidſte (ſe ovf. S. 162) ſynes at have været antagne for de ſamme ſom Dvergerne; men denne Forſkjel lader ej til at have været levende i Folketroen, der i alle germaniſke Lande har vedligeholdt ſig ligetil vore Dage. Alferne, eller ſom de i Sverige og Danmark kaldes, Elvefolket eller Ellefolket, i Tydſkland Elfen, betragtes ſom underjordiſke Beboere af Høje, ligeſom Jøtnerne af Bjerge, Dvergerne af Stene, og de høre derfor ganſke beſtemt til den ſamme Klasſe af Guddomme, ſom Jøtner og Dverger, Naturguddomme, hvilke Folketroen antog for Landets oprindelige Beſiddere[50]. Deres Virkſomhed maatte ſaaledes i Almindelighed anſees ſom Menneſkeheden fjendſk og farlig; og ſom ſaadan betragtes endnu den Dag idag Alfernes Virkſomhed i det Hele taget; i alle Fald foreſtiller man ſig dem, om de end ſom Huldrefolk begunſtige enkelte Menneſkers Fædrift, eller ſom Nisſer udføre de i Stald og Fjøs forekommende Sysler, dog ſom ſaare lunefulde og ingenlunde ret godmodige Væſener. Siden de endnu kunne leve ſaa kraftigt i Folketroen, maa de i den ældre, hedenſke Tidsalder have ſpillet en ſaare vigtig Rolle; man finder ogſaa, at der anſtilledes Blot eller Ofringer for dem. Til Alferne kan man ogſaa henføre andre i vore Forfædres og tildeels i vor nuværende Folketro levende Væſener af lignende Slags, ſom Nykken (hnykr), Fosſegrimen, Kvernkarlen eller Kvernknurren, Væſener, der tænktes at beboe Elve og Fosſer, Landvætterne, der beſkyttede hver ſin enkelte Deel af Landet, Fylgjerne, der i Dyreſkikkelſe gik forud for hvert enkelt Menneſke, og ofteſt viſte ſig i Drømme; og Diſerne eller Hamingjerne (Lykkegudinderne), ogſaa kaldte Fylgjer, der ſomofteſt betragtedes ſom udſendte af Nornerne deels for at beſkytte, deels ogſaa for at forfølge det enkelte Menneſke eller hans Slægt gjennem Livet. Ogſaa til dem holdtes ſæregne Offringer, kaldte Diſeblot.

Den her ſkildrede Tro og Religionslære dannede i Norden ikke Gjenſtanden for en afſondret Preſte-Kaſte eller Preſte-Forenings hemmelighedsfulde Overleverelſer, ligeſaalidt ſom de dermed forbundne Offringer kun udøvedes af en ſærſkilt Preſteſtand. Det er allerede viiſt, hvorledes Folkets egne Høvdinger tillige foreſtod Offringerne, og hvorledes den preſtelige Værdighed oprindelig endog udgjorde en Deel af den fyrſtelige eller Høvdingernes. Det er heraf nokſom klart, at Religionen i egentligſte Forſtand var Folkets Ejendom, at den fra førſt af maa have udviklet ſig hos Folket ſelv, og at den ikke — hvad Flere, paa Grad af de uheldige Forſøg, der længere nede i Middelalderen anſtilledes paa at give den en hiſtoriſk Udtydning[51], have troet — er indført blandt vore Forfædre ved en indvandret Koloni af Preſter eller Preſte-Høvdinger. Den ſamme fremgaar ogſaa af Aaſa-Religionens Forekomſt hos alle germaniſke Folkeſlag uden Undtagelſe, og af de indbyrdes Afvigelſer, der findes mellem de enkelte germaniſke Nationers ſæregne Religionslærdomme, thi juſt disſe Afvigelſer lægge for Dagen, at Religionen, ligeſom Sproget, er medbragt fra Urhjemmet, og har frit udviklet ſig hos enhver enkelt Nation i det nye Hjem. Det er derimod allerede ovenfor viiſt, hvorledes de ſenere Tiders forandrede og mere udviklede Forhold paa flere Steder ſynes at have afſondret Høvdingens Værdighed fra Religionstjenerens, ligeſom det i og for ſig ſynes rimeligt, at Religionsſagnene, efterſom de begyndte at blive mangfoldigere og at afvige fra den oprindelige Enkelthed, ogſaa efterhaanden maatte antage et hemmelighedsfuldere og mindre forſtaaeligt Præg, og gjøre en ſæregen Klasſe af Preſter eller Lærere nødvendig. I Norge og paa Island ſynes dog en ſaadan Preſte-Klasſe ej at have været til. Derimod er det ikke uſandſynligt, at en ſaadan har været forbunden med den ſenere Frauja- eller Frey-Dyrkelſe, der virkelig, efter de os deraf opbevarede Træk at dømme, i Norden maa have været et fuldſtændigt Myſterium.


  1. Nemlig i begge Eddaer, den ældre, der indeholder de ældſte mythiſke Kvad, den yngre, eller Snorres Edda, der indeholder en proſaiſk Fremſtilling af Gudelæren.
  2. Den gotiſke Form er, ſom oven anført, ans, Fleertal anzeis, den højtydſke ans, Fl. ensí; den ſaxiſke ans, Fl. ense, den Angelſ. ós, Fl. ése.
  3. Se Snorres Yngl. Saga, jvfr. Snorres Edda.
  4. Landn. B. IV. 7.
  5. Ad. Brem. IV. 26.
  6. Grimms deutſche Mythologie P. 184.
  7. Odins Navn (Vódans, Wuotan, Wóden, Óðinn) maa udledes af vaða, vort vade, oprindelig „trænge frem med Fart“, hvoraf Ordet (óðr, raſende; det er altſaa den uſtandſelige Kraft, ſom med dette Navn betegnes.
  8. Den oldnorſke Form er jötunn eller jatunn, vel ogſaa jütull, egentl. itunn, den angelſaxiſke eoten, den tydſke ezan, den gotiſke maa have været itans. Navnet er aabenbar udledet af eta, gotiſk itan, æde, fortære, og antyder de onde Veſeners Graadighed.
  9. Se det gammeltydſke af Schmeller udgivne Digt, kaldet Muſpilli; Nord. Tidſkr. for Oldk. B. 3 S. 167.
  10. Hel bruges baade om Stedet, og om Herſkerinden. Det førſte kaldes ogſaa Niflhel ɔ: Taage-Helved.
  11. Thi ſaavel angelſaxiſke ſom oldſaxiſke Digte melde oftere om Wyrd eller Wurth, ɔ: Urd; Hovednornen; ſe Beowulfdigtet 1134, 4839; Heljand 146, 21, 163, 16. I engelſke og ſkotſke Folkeſagn nævnes endnu „the Weird sisters“, Skjebneſyſtrene.
  12. Om Oprindelſen til Odins Navn er forhen talt. Vili er ligefrem Vilje; (egentlig Vighi), Indvieren. Hœnir, af at hœna, lokke, give Tegn, er et andet Udtryk for Viljes-Tilkjendegivelſen; og Lóðurr, d. e. Luen, (beſl. m. det tydſke „lodern“) ſigter til den luttrende og viende Ild. I Óðinn, eller rettere den ældre Form Vóðinn, Vili, Vé (gotiſk, Vódans, Vilja, Veiiha) ſeer man tydeligt Riimbogſtaverne, der viſer, at Navnene Vili og af Digterne ere lempede efter Vodens Navn; de ere altſaa ikke at anſee for de egentlige Navne, hvilke vi derimod maa antages at beſidde i Hœnir og Lóðurr. En tredie Benævnelſe paa Aaſa-Treenigheden var Hár (den Høje), Jafnhárr (den Jevnhøje) og Þridi (den Tredie).
  13. Se iſær Alex. Humboldt, „Central-Aſien“ S. 529.
  14. De kaldes endnu af Rusſerne tschudskii kopi ɔ: tſchudiſke Skjerp; ſe Müller, der ugriſche Volksſtamm, I S. 173.
  15. Se Völuspá Str. 32: austr sat hin aldna í jarnviði, (øſter ſad den gamle Jøtunmoder i Jernſkoven.)
  16. Skálda: Thor var faren i Øſterveg at dræbe Trold. Thor drager ligeledes øſter for at beſøge Utgaardsloke, ſe Sn. Edda, 45.
  17. Universalis columna, quasi sustinens omnia; Ruodolf. Fuld. hos Pertz. II. 676.
  18. Grimms Mythologi S. 757—759. Se herom nedenfor, 3die Afſnit, § 4.
  19. Aſken, heder det, har ſine Rødder deels ved Hvergelmer, hvorfra, ſom det tidligere er ſagt, Verdensſtoſſet allerførſt vældede ud i Ginnungagapet, deels i Jøtunheim, Naturkrafternes Dyb, deels hos Æſerne, Livsprincipets Hjem. I Treeets Top ſidder en Ørn, den alvidende Aands Billede. I Hvergelmer ligger Slangen Nidhugger (Mørkehuggeren) og gnaver dets Rod; mellem Ørnen og Slangen løber Ikornen Ratataſk og ſætter Splid; i dets Krone løbe fire Hjorte og gnave dets Grene. Alt Symboler, der fremſtille Kampen mellem det aandelige og materielle Liv; Symboler, altfor vanſkelige at opfatte, til at de ſkulde kunne forſtaaes eller endog kjendes af den ſtore Hob.
  20. I de gamle Eddadigte bruges mjötuðr eller mjötviðr deels i Betydningen „Skaber“, deels i Betydn. „Træ“, „Sverd“; i Angelſ. og Oldſ. er mitod, metod ſtedſe „Skaber, Altſtyrer“.
  21. Nornernes Navn Urðr (Wyrd), beſlægtet med vorðinn eller orðinn (vorden, ſkeet); verðandi (ſkeende, vordende), og skuld, af skulu (ſkulle), altſaa den ſkullende, tyde øjenſynligt paa Fortid, Nutid og Fremtid.
  22. Nemlig forſaavidt Wurth, Wyrd (Urðr) ogſaa nævnes i tydſke og angelſ. Skrifter, ſe ovenf. S. 160. Navnet Norn ſynes at være en Sammendragning af Njörunn eller Njarunn, og dette ſynes igjen at være beſlægtet med det angelſ. nearu, ɔ: trang, ſnever, og ſaaledes at betegne Skjebnens Uundgaaelighed.
  23. Adam Brem. IV. 26: Thor præsidet in aere, qui tonitrus et fulmina, ventos imbresque, serena et fruges gubernat.
  24. Se om Tyr, iſær Grimms deutſche Mythologi S. 175 fgg. Tyr eller Tius er ingen anden end den af Tacitus omtalte Tiusko eller Tivisko, fra hvilken Germanernes Slægter ſkulde nedſtamme, og hvilken her aabenbart optræder ſom Germanerfolkets Ur-Gud.
  25. Se herom Grimm: deutſche Mythol. S. 157, 235.
  26. Se nedenfor, 3die Afſnit § 4.
  27. Geofon eller gifen bruges i Angelſaxiſk ſaare ofte til at betegne Havet. I nordiſke Sagn fremtræder Gefjon endnu kun en eneſte Gang ſom Havets Herſkerinde, nemlig hvor hun pløjer Sælund ud fra Svithjod, aabenbar en myſtiſk-allegoriſk Fremſtilling af en Overſvømmelſe, hvorved Sjæland tænktes bortrevet fra Faſtlandet. Mærkeligt nok, fremtræder Gefjon ogſaa ſideordnet med Odin og Frigg, forſaavidt det heder, at hun kjendte alle Skjebner ligeſaa godt ſom Odin ſelv (Øgisdr. Str. 21). Mærkeligt er det ogſaa, at ligeſom vi finde en mandlig og en kvindelig Njørd (Nerþus) og en mandlig og en kvindelig Fjørgyn, ſaaledes finde vi og en mandlig og en kvindelig Gefjon, da Geofon, ſax. Geben, er Hankjønsord. Freyjas Tilnavn Gefn ſynes at hentyde paa en Forening af Gefjon’s og Frigg’s Perſonlighed.
  28. Sif ſvarer til det gotiſke sibja, Angelſ. sibb, Tydſk „Sippe“, hvilke alle betegne „Svogerſkab“. Ved Sif maa man ogſaa tænke paa den vendiſke Kjærlighedsgudinde Siva.
  29. I Oldhøjtydſk forekommer Paltar ſom Mandsnavn; i Angelſ. bruges bealdor i Betydningen „Fyrſte“, „Herre“.
  30. Se Alcuins Beſkrivelſe af St. Wilibrords Lod i Alcuini opera III. p. 187.
  31. See Skálda Cap. 8.
  32. I „Søgubrot“ heder det, at Heimdall var den dummeſte blandt Æſerne. (Se Søgubrot i Fornaldar Sögur Nordrl. I. S. 373).
  33. Mærkeligt nok er det, at Brage, Frembringeren af bróga (paniſk Skræk) omtales ſom om han ſtod i nærmere Forbindelſe med Øgir (Skrækindjageren), og at Ordet Øgishjalmr netop bruges om en Hjelm, der ved Trylleri eller overnaturlige Midler er ſat iſtand til at kunne indjage Fienden Skræk.
  34. At idetmindſte Ullin er et af Odins Navn, kan neppe betvivles. Og Saxo lader endog (3die B. S. 130) en vis Ollerus udgive ſig for Odin.
  35. Fornemmelig om Vale, Odins og Rinds Søn. Saxo (3ie B. S. 126 fgg.) veed her mere at fortælle end Edda.
  36. Fornemmelig det ovenfor omtalte Sted i Snorres Ynglingeſaga, Cap. 2., og Sn. Edda, S. 13.
  37. Se herom iſær Peterſens Nordiſk Mythologi, S. 114.
  38. Det er allerede omtalt, at Frigg ſiges at være Datter af Fjørgyn, medens Thor, der dog ellers angives ſom Søn af Odin og Jørd, baade i Vøluſpaa (55) og i Harbardsljod (56) kaldes Fjørgyns Søn. Men til „Fjørgyn“ ſvarer fuldkommen det litauiſke Perkunus, eller det ſlaviſke Perun, Navnet paa en Guddom, der aldeles ſvarede til Thor, ſom Tordenens og Ildens Gud. Ordet „fjörgyn“, ſynes ellers at have betydet et Bjerg, gotiſk fairguni.
  39. Vøluſpaa, Str. 8.
  40. „Det er uviſt at vide“, hvorledes det kan gaa, ſiger Odin i Eriksmaal; „den graa ulv ſtirrer mod Gudernes Samfund“.
  41. Vøluſpaa, Str. 28. Mange Exempler ſindes desuden i de ældre Helteſagn der nedenfor meddeles, om Odins liſtige Krigsanſtiftelſer.
  42. Harbardsljod, Str. 24.
  43. Naar der paa hiint Sted i Harbardsljod kun tales om Jarler og Trælle, er det fordi der ved Siden af Odin kun er Tale om Thor, hvilken Harbard ſøger at drille. Rimeligviis tænke man ſig ogſaa et eget Beſtemmelſesſted for Karlerne; men til at omtale det var der i hiint Kvad ej Anledning. At man i hine „Jarler“ kun maa ſee en Samfundsklasſe, ej de ſenere Tiders Jarler, er indlyſende.
  44. Prokop. Perſ. Krig II. c. 25; Paul. Diac. I., 20.
  45. Paul. Diac. I. II. Disſe Kriger kaldtes Cynocephali eller Hundehovdede; man maa tænke paa vore Ulfhedner i Vargſtakke.
  46. Vøluſpaa, Str. 63. Hyndluljoð, Str. 41.
  47. Man behøver neppe bedre Beviis for, at vore Forfædre, trods Læren om Æſernes og Odins egen Undergang, dog oprindelig tænkte ſig Alfader eller Odin ſom den, der raadede over det hele Univerſum, og var ophøjet over Jordens Omvexlinger — følgelig var baade Muſpells og Jordens Herre, baade Surt og Odin, — end den yngre Eddas egne Udſagn i Cap. 3, „at Alfader er fornemſt og ældſt af alle Guder, at han lever evindelig, ſtyrer det Hele, raader for Smaat og Stort, ſkabte Himmel, Jord, Luft og Menneſket, og gav Menneſket dets udødelige Sjel; at alle Menneſker, der have levet retteligt, ſkulle være hos ham i Gimle eller Vingolf, men alle onde Mænd fare til Hel og derfra til Niflhel nede i den 9de Verden“. Her opregnes desuden tolv af hans Navne: de ſamme, der forekomme blandt Odins Tilnavn i Grimnismaal Str. 46—50. Her er ej Tale om Vaabendød; her ſkal Alfader eller Odin ſelv opholde ſig i Gimle, den herlige Bolig, ſom vedvarer efter Ragnarøkkr, og om hvilken det efter et af de ældſte Haandſkrifter af Edda (det uppſalſke) heder (c. 52) „bedſt er det at være i Gimle med Surt“. Her falde ſaaledes aabenbart Odin, Alfader og Surt ſammen, ſaavelſom Gimle og Aasgaard, af hvilken Vingolf var en Deel (c. 14); ligeſom ogſaa Niflhel i den 9de Verden, ved Hvergelmer, øjenſynligt er betragtet ſom eenstydigt med Naaſtrandene. Det er allerede ovenfor (S. 19) viiſt, hvorledes Tacitus lader de gamle Tydſkere opſtille Tuiſko eller Tiviſk (d. e. Tius, Tyr), ſom den Gud, fra hvilken de udledede deres Herkomſt. Man ſkulde heraf formode, at dette gamle Sagn endnu betegnede Tyr ſom den øverſte eller eneſte Gud, at Odin eller Alfader ſelv fortrinsviis kaldtes Tyr eller Tius, d. e. Guden, ligeſom vore Forfædre kaldte alle Guderne tilſammen tivar. Men iſaafald bliver den i Vøluſpaa Str. 58 forekommende Benævnelſe Fimbultyr (ɔ: Ur-Herren eller den evige Herre), om hvis gamle Runer (Myſterier) de yngre Æſer ſkulde ſamtale, ſaare mærkelig; thi den pasſer juſt paa den ældſte, eneraadende Guddom.
  48. Det er derfor let at begribe, hvorfor Jornandes overſætter det gotiſke anzeis ved semidei d. e. Halvguder.
  49. I Naaſtrands-Salen ſkulde Menedere, Mordere og Forførere af Andres Huſtruer evigt pines, medens de „dydige Skarer“ ſkulde bo i Gimle. Se og hvad ovenfor (S. 173) er anført i Note 1.
  50. I Beowulfdigtet v. 223 ſtilles derfor ogſaa Jøtner og Alfer (eotenas and ylfe) ſammen ſom onde Væſener.
  51. Nemlig iſær af Snorre i Indledningen til Snorre-Edda og i Ynglinga-Saga. Se herom iſær næſte Afſnit § 4.