Det norske Folks Historie/1/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Denne krigerſke Tilbøjelighed maatte nødvendigviis fremkaldes ved de Lærdomme, vore Forfædres Religion, ſaadan ſom den i Landet ſelv udviklede ſig, indeholdt. Dog var Religionsforfatningen ſelv fra førſt af ingenlunde bygget paa et ſaadant Krigs-Grundlag. Fylkesforbindelſen var, ſom vi allerede lejlighedsviis have omtalt, ej alene et Forbund under fælles Lov og Rettergang og et Forbund til fælles Krigsforſvar, men ogſaa et Forbund til fælles Gudsdyrkelſe. Ligeſom hvert Hered havde ſit eget Thing og ſin egen Høvding i Fred og Krig, ſaaledes havde det og ſit eget Tempel, hvorved den ſamme Høvding ſom Gode (Offerpreſt) forrettede Offringerne; og ligeſom Herederne forenedes om et fælles Fylkesthing og fælles Overanfører, ſaaledes forenedes de ogſaa om et fælles Fylkestempel, ved hvilket Fylkesſtyreren forrettede Offringerne. Udtrykkeligt ſiges vel ikke dette, men der henpeges i vore Oldſkrifter ved mange Lejligheder derpaa, og Islands ældſte Rets- og Religions-Adminiſtration, der ej kan andet end have været indrettet efter det norſke Forbillede, kjendes endnu fuldſtændigt og giver de nøjagtigſte Oplysninger i denne Henſeende.

I ſit Skrift om de gamle Germaner omtaler Tacitus ved flere Lejligheder Preſterne ſom meget formaaende, men fordetmeſte ſom forſkjellige fra de egentlige Høvdinger. „Anførerne“, ſiger han, „virke mere ved ſit Exempel, end ved ſin Myndighed; … forøvrigt har Ingen Lov til at paalyde Dødsſtraf, eller binde, eller endog at ſlaa, uden Preſterne, da dette nemlig ikke ſkal anſees ſom en egentlig Straf, eller ſom om det ſkede efter Anførerens Befaling, men efter den Guds Bud, der ſtaar de Kæmpende bi. — Naar man gaar til Frett[1], da er det, hvis Sagen vedkommer det offentlige, Heredets Preſt, men hvis den kun er privat, Familiefaderen, ſom optager de henkaſtede Stave og fortolker dem … En Egenhed hos Folket er, ogſaa at hente Varſler og Spaadomme fra Heſte. Paa offentlig Bekoſtning opfødes hvide Heſte i de hellige Lunde; de ſpændes for den hellige Vogn, og ledſages af Preſten, Kongen eller Fyrſten, der iagttage deres Vrinſken og Pruſten; der er intet Slags Varſel, hvortil ej alene Folket, men ogſaa de Fornemmere og Kongerne ſelv, have mere Tillid … Stilhed (ved Thingene) paalydes af Preſterne, ſom da og have Myndighed til at anvende Tvangsmidler“[2]. Jo længere op i Tiden vi underſøge vore egne Oldſagn, deſto færre Spor finde vi af denne Adſkillelſe mellem Preſte- og Høvdinge-Magten. Høvdingerne forrettede ſelv Offringerne, adſpurgte ſelv Guderne[3], og udøvede ſelv den Myndighed, Tacitus tillægger Preſterne. Denne Forening af den preſtelige og civile Myndighed ſynes altſaa hos os at have været den oprindelige, ligeſom den ogſaa visſelig var den naturligſte Tingenes Orden. Den har derfor viſtnok ogſaa i ſin Tid herſket hos Tydſkerne, og naar man hos Tacitus finder en anden Indretning omtalt, ſee vi her uden al Tvivl allerede et nyt Beviis paa, at Kongemagten paa mange eller de fleſte Steder i Tydſkland allerede i hans Tid havde fortrængt den oprind lige Forbunds-Forfatning.

Uagtet det ſkulde ſynes ſimpleſt og naturligſt, at Indbyggerne af hvert enkelt Hered i Fællesſkab ejede og vedligeholdt det fælles Hereds-Tempel, og Herederne igjen tilſammen ejede og vedligeholdt det fælles Fylkes-Tempel, lader det dog til, at en ſaadan Indretning enten aldeles ikke, eller kun undtagelſesviis fandt Sted[4]. Det ſædvanlige ſynes at have været, at Templet tilhørte den Gaard, paa hvis Grund det laa, og at Ejeren af denne Gaard tillige foreſtod Offringerne og vedligeholdt Templet, imod at de, der beſøgte det, baade betalte en vis Afgift i Penge eller Penges Værd ( Hovtold), og ved Offerfeſterne medbragte de nødvendige Drikkevarer og øvrige Fornødenheder ved Offringerne[5]. Med andre Ord, Gode-Værdigheden ſynes at have været arvelig i den Familie, hvis Odel Tempelgaarden ſelv var, og følgelig var tillige den med Gode-Værdigheden forbundne Herſe-Værdighed arvelig. Dette ligger ligefrem i hine Tiders patriarchalſke Forhold, under hvilke det beſtaaende Forbund ikke var et Forbund af Individer, men et Forbund af Slægter. Slægterne fornyedes efterhaanden og maatte ſaaledes i politiſk Henſeende betragtes ſom uforgængelige; den Værdighed, der eengang var kommen i Slægtens Eje, kunde derfor heller ikke berøves den, men udgjorde en Deel af dens Odel, og bevaredes ſaa at ſige fideikommisſariſk, indtil den enten ved Salg eller paa andre Maader tilligemed Jorden kom ud af Ættens Beſiddelſe. Dette var Forholdet paa Island, hvor det ſynes fra førſt af at have været de formedelſt Kongemagtens Overvægt udvandrende Nordmænds Henſigt at indrette ſig ſaaledes, ſom det i Norge ſelv vilde have ſeet ud, hvis Kongemagten ingenſinde havde været til, eller overhoved at gjenoplive den ældgamle nordiſk-germaniſke Forfatning.

Fylkestempel blev efter al Sandſynlighed det Heredstempel, der laa nærmeſt Fylkes-Thingſtedet, eller maaſkee ogſaa omvendt: den Herſe, der foreſtod Fylkestemplet, var tillige Folkesforſtander og lod Fylkesthinget holde paa ſin Odelsgaard. Undertiden forenedes ogſaa flere Fylker om et fælles Tempel, f. Ex. det føromtalte Mærens Tempel i Sparboen, hvor alle de ſaakaldte Indthrønder, eller Beboerne af Throndhjems fire indre Fylker, kom ſammen. Og de øvrige, ovenfor omtalte Foreninger af flere Fylker have ligeledes rimeligviis haft hvert ſit fælles Tempel i Nærheden af Thingſtedet, hvor alle Fylkesforſtanderne i Fællesſkab eller ſkifteviis forrettede Offringerne, ligeſom de i Forening udnævnte Rettens Biſiddere.

Det er forreſten ikke uſandſynligt, at en enkelt mægtig Høvding ved at opføre et prægtigt Tempel og holde ſtore Offerfeſter har efterhaanden kunnet drage Magten til ſig, og at Kongemagten ogſaa ad denne Vej maaſkee allerletteſt er kommen i Beſiddelſe af den arvelige Regjeringsmyndighed, ſaaledes at Kongen enten ſelv har oprettet et Tempel, eller ved Vaabenmagt tilegnet ſig et, der allerede var anſeet og beſøgt af eet eller flere Fylkers Indbyggere. Snorre fortæller om de ældſte Uppſala-Drottner, endnu førend de antog Kongenavn, at de ejede og havde opført det berømte Uppſala-Tempel, til hvilket der over hele Sverige laa Jordegods, kaldet Uppſala-Aud, der betragtedes ſom deres Æts Odel, og hvilket endog længe efter Chriſtendommens Indførelſe laa ſom Krongods til den ſvenſke Kongeæt. Her var aabenbart Magten benyttet til Erhvervelſen af Templet og Tempelgodſet, og om denne Magt end ikke ſtedſe medførte Overherredømmet over de øvrige ſelvſtændige Folklande, ſaa gav det dog Uppſaladrotten den overvejende Indflydelſe[6], medens han dog ſom Drotten, altſaa Følgehøvding, ej kan have været den oprindelige Herſker over Folklandet. I Sælund i Danmark var Magten øjenſynligt knyttet til Beſiddelſen af Helligdommen i Hleidr eller den ſaakaldte Hleidrarſtol, det vil ſige den arvelige Offerpreſteværdighed; derfor kaldtes Hleidrekongerne ogſaa Stolkonger, og Udtrykket „ikke længer at beholde Hleidrarſtolen“ bruges eenstydigt med „at miſte Riget“[7].

Kongemagtens Overhaand over eller Sammenſmeltning med den arvelige Overpreſteværdighed betegner overalt i den germaniſke Verden, at det oprindeligere, fredelige Familieliv i Hjembygden afløſtes ved det mere bevægede og glimrende Krigerliv. Men denne Forandring teede ſig ikke i Norge og Tydſkland paa ſamme Maade. I Norge kunde nemlig, ſom vi have ſeet, Kongemagten og Følge-Inſtitutionen, ſaa længe de indſkrænkede ſin politiſke Virkſomhed inden Fylket og ej forſøgte nogen formelig Erobring af dette, ikke omſtyrte den oprindelige Forbundsforfatning, men maatte udvikle ſig ved Siden af denne; og de Skranker, den ſtillede mod Kongemagtens Udvidelſe, maatte næſten udelukke enhver anden Udſigt for Kongen til at erhverve den egentlige Styrelſe, end den, ſom frembød ſig i Forbunds-Inſtitutionen ſelv, nemlig ved at komme i Beſiddelſe af den arvelige Gode-Værdighed for det hele Fylke, hvilket igjen nærmeſt opnaaedes ved Erhvervelſe af Templet, eller af det Odel, til hvilket Templet hørte. Dette behøvede ikke altid at ſkee ad Voldſomhedens Vej; det kunde ſkee ved Giftermaal, ved Kjøb eller Bytte, idet man tillige lagde den perſonlige Anſeelſe i Vægtſkaalen. Anderledes forholdt det ſig derimod, naar Kongen allerede troede ſig ſaa mægtig, at han kunde ſætte ſig ud over de beſtaaende Indretninger og med væbnet Magt tilrøve ſig Regjeringen over ſtørre Landsdele, eller optræde ſom Erobrer; der var Forbundsforfatningen omſtyrtet, det hele Land blev den erobrende Konges Odel, og de deres verdslige Magt berøvede Herſer eller Hereds-Goder kunde af denne blot beholde den gejſtlige Deel tilbage; med andre Ord, her adſkiltes Preſte-Standen fra Høvdinge-Standen. Et ſaadant Forhold ſynes, ifølge Tacitus’s Skildring, for en Deel allerede at være indtraadt i Tydſkland paa hans Tid, forſaavidt vi finde Preſterne omtalte ſom forſkjellige fra Kongerne og Fyrſterne. Dog er det rigtignok at lægge Merke til, at vore ældre Sagn ej alene omtale enkelte Goder, men hele Gode-Kollegier ved de fornemſte Templer. I Ynglinga-Saga fortæller Snorre, at der i Aasgaard, Gudernes Hjem, var et Tempel med 12 Offre-Goder eller Diar[8]. Denne Beretning angaar nu viſtnok fabelagtige Gjenſtande, men da det heder, at Odin ſiden kom til Svithjod og der opførte Sigtuna-Templet, hvor der offredes „efter Æſernes Sædvane“[9], kan man ikke betvivle, at Sagnet har henført til Aasgaards Tempel, hvad der fandt Sted i Sigtuna’s, og at dette virkelig havde et Kollegium af 12 Offergoder, enten foruden Kongen ſelv, eller med Kongen i Spidſen. Paa denne Maade kan man viſtnok tænke ſig, at der ogſaa, hvor den ældre germaniſke Forbundsforfatning herſkede, ved Siden af den egentlige Over-Gode, der tillige udøvede den verdslige Magt, fandtes Under-Goder, der kun havde med Offringerne at beſtille, og ſom altſaa virkelig kunne ſiges at have dannet en egen Preſte-Stand[10]. Ved Templet i Hleidr var der upaatvivleligt ogſaa flere Goder, om endog blot for at kunne udføre de uhyre Offringer, ſom der aarligt fandt Sted. Man tør ſaaledes ikke ubetinget af Tacitus’s Ord ſlutte, at Preſteſtanden overalt i Tydſkland var adſkilt fra Herſkerſtanden. Det ſynes kun at have været Tilfældet hos de Folk, med hvilke han, eller Romerne, nærmeſt kom i Berørelſe, nemlig de ſydligere og veſtligere Germaner. Om Saxerne vide vi gjennem Beda (ſe ovenf. S. 131), at Forbundsforfatningen endnu i en langt ſildigere Tid hos dem var den herſkende.


  1. D. e. at udforſke Gudernes Vilje ved etſlags Lodkaſtning, udfritte Guderne.
  2. Tac. Germ. Cap. 7, 10, 11.
  3. F. Ex. Haakon Jarl, ſe Snorres Ol. Tr. Saga Cap. 28.
  4. I Olaf d. Helliges Saga omtales, hvorledes de fornemſte Bønder i et Fylke ſkifteviis foreſtode Offringerne ved Templet paa Mæren, ſom følgelig ſynes at have været hele Fylkets Ejendom; men det ſamme Tempel paa Mæren nævnes dog tidligere (ſe Landnaama IV. 6) næſten ſom om det tilhørte en enkelt Mand.
  5. Se Eyrbyggjaſaga, hvor der fortælles om Thorolf Moſtrarſkegg, der allerede paa Øen Moſter i Norge havde ejet et anſeet Tempel, og efter ſin Flytning til Island oprejſte et lignende Tempel der, hvis Gode han blev, og til hvilket et heelt Diſtrikt betalte Hovtold, ligeſom der og paa Templets Grund holdtes Thingſted for Diſtriktet, over hvilket Thorolf og hans Æt ſaaledes udøvede baade den gejſtlige og civile Jurisdiktion. Det er umuligt andet, end at Thorolf paa Island ſaavidt muligt har ſøgt at bibeholde de ſamme Indretninger, hvortil han i Norge var vant. Om Medbringelſe af Førnødenheder ved Offringerne, iſær Øl, tales iſær i Haakon d. Godes Saga hos Snorre Cap. 1.
  6. Snorre, Yngl S. Cap. 39, 40, omtaler, hvorledes Fyrſterne eller, ſom han kalder dem, Heredskongerne i Svithjod oprindelig havde været Uppſalakongerne underkaſtede, men ſiden vundet etſlags Uafhængighed, der dog ikke afholdt dem fra at ſøge til Oſſringerne i Uppſala.
  7. Se Gretteſangen, Str. 19.
  8. Yngl. Saga Cap. 2.
  9. Yngl. Saga Cap. 5: „Odin tog ſin Bopæl ved Mælaren paa det Sted, ſom nu kaldes Sigtuna; der opførte han et ſtort Tempel, hvor der offredes efter Æſernes Sædvane“.
  10. Der nævnes undertiden visſe Beſtillingsmænd, hvis Hverv upaatvivleligt ſynes at maatte gjøre dem til etſlags Gejſtlige, nemlig de ſaakaldte þulir (Angelſ. þyle), der, ſom det lader, offentligt foredroge eller foreſang Folket Gudelærens Myther. Dette kunde de neppe, uden at være i Beſiddelſe af en højere Religionskundſkab end Menigmand, og neppe engang uden at være indviede i Religionens Myſterier.