Det norske Folks Historie/1/27
Denne krigerske Tilbøjelighed maatte nødvendigviis fremkaldes ved de Lærdomme, vore Forfædres Religion, saadan som den i Landet selv udviklede sig, indeholdt. Dog var Religionsforfatningen selv fra først af ingenlunde bygget paa et saadant Krigs-Grundlag. Fylkesforbindelsen var, som vi allerede lejlighedsviis have omtalt, ej alene et Forbund under fælles Lov og Rettergang og et Forbund til fælles Krigsforsvar, men ogsaa et Forbund til fælles Gudsdyrkelse. Ligesom hvert Hered havde sit eget Thing og sin egen Høvding i Fred og Krig, saaledes havde det og sit eget Tempel, hvorved den samme Høvding som Gode (Offerprest) forrettede Offringerne; og ligesom Herederne forenedes om et fælles Fylkesthing og fælles Overanfører, saaledes forenedes de ogsaa om et fælles Fylkestempel, ved hvilket Fylkesstyreren forrettede Offringerne. Udtrykkeligt siges vel ikke dette, men der henpeges i vore Oldskrifter ved mange Lejligheder derpaa, og Islands ældste Rets- og Religions-Administration, der ej kan andet end have været indrettet efter det norske Forbillede, kjendes endnu fuldstændigt og giver de nøjagtigste Oplysninger i denne Henseende.
I sit Skrift om de gamle Germaner omtaler Tacitus ved flere Lejligheder Presterne som meget formaaende, men fordetmeste som forskjellige fra de egentlige Høvdinger. „Anførerne“, siger han, „virke mere ved sit Exempel, end ved sin Myndighed; … forøvrigt har Ingen Lov til at paalyde Dødsstraf, eller binde, eller endog at slaa, uden Presterne, da dette nemlig ikke skal ansees som en egentlig Straf, eller som om det skede efter Anførerens Befaling, men efter den Guds Bud, der staar de Kæmpende bi. – Naar man gaar til Frett[1], da er det, hvis Sagen vedkommer det offentlige, Heredets Prest, men hvis den kun er privat, Familiefaderen, som optager de henkastede Stave og fortolker dem … En Egenhed hos Folket er, ogsaa at hente Varsler og Spaadomme fra Heste. Paa offentlig Bekostning opfødes hvide Heste i de hellige Lunde; de spændes for den hellige Vogn, og ledsages af Presten, Kongen eller Fyrsten, der iagttage deres Vrinsken og Prusten; der er intet Slags Varsel, hvortil ej alene Folket, men ogsaa de Fornemmere og Kongerne selv, have mere Tillid … Stilhed (ved Thingene) paalydes af Presterne, som da og have Myndighed til at anvende Tvangsmidler“[2]. Jo længere op i Tiden vi undersøge vore egne Oldsagn, desto færre Spor finde vi af denne Adskillelse mellem Preste- og Høvdinge-Magten. Høvdingerne forrettede selv Offringerne, adspurgte selv Guderne[3], og udøvede selv den Myndighed, Tacitus tillægger Presterne. Denne Forening af den prestelige og civile Myndighed synes altsaa hos os at have været den oprindelige, ligesom den ogsaa visselig var den naturligste Tingenes Orden. Den har derfor vistnok ogsaa i sin Tid hersket hos Tydskerne, og naar man hos Tacitus finder en anden Indretning omtalt, see vi her uden al Tvivl allerede et nyt Beviis paa, at Kongemagten paa mange eller de fleste Steder i Tydskland allerede i hans Tid havde fortrængt den oprind lige Forbunds-Forfatning.
Uagtet det skulde synes simplest og naturligst, at Indbyggerne af hvert enkelt Hered i Fællesskab ejede og vedligeholdt det fælles Hereds-Tempel, og Herederne igjen tilsammen ejede og vedligeholdt det fælles Fylkes-Tempel, lader det dog til, at en saadan Indretning enten aldeles ikke, eller kun undtagelsesviis fandt Sted[4]. Det sædvanlige synes at have været, at Templet tilhørte den Gaard, paa hvis Grund det laa, og at Ejeren af denne Gaard tillige forestod Offringerne og vedligeholdt Templet, imod at de, der besøgte det, baade betalte en vis Afgift i Penge eller Penges Værd ( Hovtold), og ved Offerfesterne medbragte de nødvendige Drikkevarer og øvrige Fornødenheder ved Offringerne[5]. Med andre Ord, Gode-Værdigheden synes at have været arvelig i den Familie, hvis Odel Tempelgaarden selv var, og følgelig var tillige den med Gode-Værdigheden forbundne Herse-Værdighed arvelig. Dette ligger ligefrem i hine Tiders patriarchalske Forhold, under hvilke det bestaaende Forbund ikke var et Forbund af Individer, men et Forbund af Slægter. Slægterne fornyedes efterhaanden og maatte saaledes i politisk Henseende betragtes som uforgængelige; den Værdighed, der eengang var kommen i Slægtens Eje, kunde derfor heller ikke berøves den, men udgjorde en Deel af dens Odel, og bevaredes saa at sige fideikommissarisk, indtil den enten ved Salg eller paa andre Maader tilligemed Jorden kom ud af Ættens Besiddelse. Dette var Forholdet paa Island, hvor det synes fra først af at have været de formedelst Kongemagtens Overvægt udvandrende Nordmænds Hensigt at indrette sig saaledes, som det i Norge selv vilde have seet ud, hvis Kongemagten ingensinde havde været til, eller overhoved at gjenoplive den ældgamle nordisk-germaniske Forfatning.
Fylkestempel blev efter al Sandsynlighed det Heredstempel, der laa nærmest Fylkes-Thingstedet, eller maaskee ogsaa omvendt: den Herse, der forestod Fylkestemplet, var tillige Folkesforstander og lod Fylkesthinget holde paa sin Odelsgaard. Undertiden forenedes ogsaa flere Fylker om et fælles Tempel, f. Ex. det føromtalte Mærens Tempel i Sparboen, hvor alle de saakaldte Indthrønder, eller Beboerne af Throndhjems fire indre Fylker, kom sammen. Og de øvrige, ovenfor omtalte Foreninger af flere Fylker have ligeledes rimeligviis haft hvert sit fælles Tempel i Nærheden af Thingstedet, hvor alle Fylkesforstanderne i Fællesskab eller skifteviis forrettede Offringerne, ligesom de i Forening udnævnte Rettens Bisiddere.
Det er forresten ikke usandsynligt, at en enkelt mægtig Høvding ved at opføre et prægtigt Tempel og holde store Offerfester har efterhaanden kunnet drage Magten til sig, og at Kongemagten ogsaa ad denne Vej maaskee allerlettest er kommen i Besiddelse af den arvelige Regjeringsmyndighed, saaledes at Kongen enten selv har oprettet et Tempel, eller ved Vaabenmagt tilegnet sig et, der allerede var anseet og besøgt af eet eller flere Fylkers Indbyggere. Snorre fortæller om de ældste Uppsala-Drottner, endnu førend de antog Kongenavn, at de ejede og havde opført det berømte Uppsala-Tempel, til hvilket der over hele Sverige laa Jordegods, kaldet Uppsala-Aud, der betragtedes som deres Æts Odel, og hvilket endog længe efter Christendommens Indførelse laa som Krongods til den svenske Kongeæt. Her var aabenbart Magten benyttet til Erhvervelsen af Templet og Tempelgodset, og om denne Magt end ikke stedse medførte Overherredømmet over de øvrige selvstændige Folklande, saa gav det dog Uppsaladrotten den overvejende Indflydelse[6], medens han dog som Drotten, altsaa Følgehøvding, ej kan have været den oprindelige Hersker over Folklandet. I Sælund i Danmark var Magten øjensynligt knyttet til Besiddelsen af Helligdommen i Hleidr eller den saakaldte Hleidrarstol, det vil sige den arvelige Offerpresteværdighed; derfor kaldtes Hleidrekongerne ogsaa Stolkonger, og Udtrykket „ikke længer at beholde Hleidrarstolen“ bruges eenstydigt med „at miste Riget“[7].
Kongemagtens Overhaand over eller Sammensmeltning med den arvelige Overpresteværdighed betegner overalt i den germaniske Verden, at det oprindeligere, fredelige Familieliv i Hjembygden afløstes ved det mere bevægede og glimrende Krigerliv. Men denne Forandring teede sig ikke i Norge og Tydskland paa samme Maade. I Norge kunde nemlig, som vi have seet, Kongemagten og Følge-Institutionen, saa længe de indskrænkede sin politiske Virksomhed inden Fylket og ej forsøgte nogen formelig Erobring af dette, ikke omstyrte den oprindelige Forbundsforfatning, men maatte udvikle sig ved Siden af denne; og de Skranker, den stillede mod Kongemagtens Udvidelse, maatte næsten udelukke enhver anden Udsigt for Kongen til at erhverve den egentlige Styrelse, end den, som frembød sig i Forbunds-Institutionen selv, nemlig ved at komme i Besiddelse af den arvelige Gode-Værdighed for det hele Fylke, hvilket igjen nærmest opnaaedes ved Erhvervelse af Templet, eller af det Odel, til hvilket Templet hørte. Dette behøvede ikke altid at skee ad Voldsomhedens Vej; det kunde skee ved Giftermaal, ved Kjøb eller Bytte, idet man tillige lagde den personlige Anseelse i Vægtskaalen. Anderledes forholdt det sig derimod, naar Kongen allerede troede sig saa mægtig, at han kunde sætte sig ud over de bestaaende Indretninger og med væbnet Magt tilrøve sig Regjeringen over større Landsdele, eller optræde som Erobrer; der var Forbundsforfatningen omstyrtet, det hele Land blev den erobrende Konges Odel, og de deres verdslige Magt berøvede Herser eller Hereds-Goder kunde af denne blot beholde den gejstlige Deel tilbage; med andre Ord, her adskiltes Preste-Standen fra Høvdinge-Standen. Et saadant Forhold synes, ifølge Tacitus’s Skildring, for en Deel allerede at være indtraadt i Tydskland paa hans Tid, forsaavidt vi finde Presterne omtalte som forskjellige fra Kongerne og Fyrsterne. Dog er det rigtignok at lægge Merke til, at vore ældre Sagn ej alene omtale enkelte Goder, men hele Gode-Kollegier ved de fornemste Templer. I Ynglinga-Saga fortæller Snorre, at der i Aasgaard, Gudernes Hjem, var et Tempel med 12 Offre-Goder eller Diar[8]. Denne Beretning angaar nu vistnok fabelagtige Gjenstande, men da det heder, at Odin siden kom til Svithjod og der opførte Sigtuna-Templet, hvor der offredes „efter Æsernes Sædvane“[9], kan man ikke betvivle, at Sagnet har henført til Aasgaards Tempel, hvad der fandt Sted i Sigtuna’s, og at dette virkelig havde et Kollegium af 12 Offergoder, enten foruden Kongen selv, eller med Kongen i Spidsen. Paa denne Maade kan man vistnok tænke sig, at der ogsaa, hvor den ældre germaniske Forbundsforfatning herskede, ved Siden af den egentlige Over-Gode, der tillige udøvede den verdslige Magt, fandtes Under-Goder, der kun havde med Offringerne at bestille, og som altsaa virkelig kunne siges at have dannet en egen Preste-Stand[10]. Ved Templet i Hleidr var der upaatvivleligt ogsaa flere Goder, om endog blot for at kunne udføre de uhyre Offringer, som der aarligt fandt Sted. Man tør saaledes ikke ubetinget af Tacitus’s Ord slutte, at Prestestanden overalt i Tydskland var adskilt fra Herskerstanden. Det synes kun at have været Tilfældet hos de Folk, med hvilke han, eller Romerne, nærmest kom i Berørelse, nemlig de sydligere og vestligere Germaner. Om Saxerne vide vi gjennem Beda (se ovenf. S. 131), at Forbundsforfatningen endnu i en langt sildigere Tid hos dem var den herskende.
- ↑ D. e. at udforske Gudernes Vilje ved etslags Lodkastning, udfritte Guderne.
- ↑ Tac. Germ. Cap. 7, 10, 11.
- ↑ F. Ex. Haakon Jarl, se Snorres Ol. Tr. Saga Cap. 28.
- ↑ I Olaf d. Helliges Saga omtales, hvorledes de fornemste Bønder i et Fylke skifteviis forestode Offringerne ved Templet paa Mæren, som følgelig synes at have været hele Fylkets Ejendom; men det samme Tempel paa Mæren nævnes dog tidligere (se Landnaama IV. 6) næsten som om det tilhørte en enkelt Mand.
- ↑ Se Eyrbyggjasaga, hvor der fortælles om Thorolf Mostrarskegg, der allerede paa Øen Moster i Norge havde ejet et anseet Tempel, og efter sin Flytning til Island oprejste et lignende Tempel der, hvis Gode han blev, og til hvilket et heelt Distrikt betalte Hovtold, ligesom der og paa Templets Grund holdtes Thingsted for Distriktet, over hvilket Thorolf og hans Æt saaledes udøvede baade den gejstlige og civile Jurisdiktion. Det er umuligt andet, end at Thorolf paa Island saavidt muligt har søgt at bibeholde de samme Indretninger, hvortil han i Norge var vant. Om Medbringelse af Førnødenheder ved Offringerne, især Øl, tales især i Haakon d. Godes Saga hos Snorre Cap. 1.
- ↑ Snorre, Yngl S. Cap. 39, 40, omtaler, hvorledes Fyrsterne eller, som han kalder dem, Heredskongerne i Svithjod oprindelig havde været Uppsalakongerne underkastede, men siden vundet etslags Uafhængighed, der dog ikke afholdt dem fra at søge til Ossringerne i Uppsala.
- ↑ Se Grettesangen, Str. 19.
- ↑ Yngl. Saga Cap. 2.
- ↑ Yngl. Saga Cap. 5: „Odin tog sin Bopæl ved Mælaren paa det Sted, som nu kaldes Sigtuna; der opførte han et stort Tempel, hvor der offredes efter Æsernes Sædvane“.
- ↑ Der nævnes undertiden visse Bestillingsmænd, hvis Hverv upaatvivleligt synes at maatte gjøre dem til etslags Gejstlige, nemlig de saakaldte þulir (Angels. þyle), der, som det lader, offentligt foredroge eller foresang Folket Gudelærens Myther. Dette kunde de neppe, uden at være i Besiddelse af en højere Religionskundskab end Menigmand, og neppe engang uden at være indviede i Religionens Mysterier.