Det norske Folks Historie/1/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De enkelte Hereders Foreninger til Fylker vare ej alene Foreninger til fælles Retsſikkerhed eller til Forſvar mod indre Fiender, men ogſaa Foreninger til Forſvar mod ydre Fiender. Man maa endog antage, at Fylkesforbundet ſom Krigsforbund er ældre end ſom Fredsforbund, ligeſom den perſonlige Forening af de enkelte indvandrende Familier er ældre end den territoriale. Om de ældſte Væbningsforhold handle vel ingen af vore Oldſkrifter udtrykkeligt, men hvad der meldes om Krigsforfatningen i ſildigere Tider, indeholder dog tilſtrækkelige Vink til nogenledes at ſlutte, hvorledes Forholdet var i den allerældſte Tid. Vi finde nemlig to Slags Krigere omtalte, de frie Bønder, der efter almindeligt Udbud ſamlede ſig for at værne om Fædrelandet, og de kongelige eller fyrſtelige Krigere, der, ſom vi ovenfor have ſeet, fulgte en beſtemt Høvding og tjente paa hans Bekoſtning. Det ſidſte Slags Krigere maa vi ved den oprindelige Samfundsforfatning tænke os borte, og de havde i alle Fald intet med Hereds- eller Fylkes-Forbundet at beſtille, ja kunde vel endog under visſe Omſtændigheder blive det farlige. Det oprindelige og naturlige Forhold var, at de frie Bønder ogſaa, naar Fylkets Sikkerhed truedes af udvortes Fiender, efter Udbud mødte frem for at udføre den dem efter Forbundets Natur og Henſigt paahvilende Værnepligt. Om en Konge eller Drotten ved ſlig Leilighed vilde møde frem med ſit hele Følge af haandgangne Mænd, blev hans egen Sag; forpligtet dertil kunde han naturligviis ikke være. Ligeſom Thingbud, ſaaledes kunde og Udbud til Landværn foranſtaltes af enkelt Mand. Den, der førſt blev Fiendens Angreb var, opſkar, ſom det heder, Hærorv (herör), det vil ſige, han udſendte Krigs-Budſtikken, der ogſaa havde Formen af en Piil, og hvor den kom, havde alle vaabenføre Mænd at møde frem bevæbnede[1]. Det kom da rimeligviis an paa Fiendens Styrke og den udbydendes eget Skjøn, hvor vidt Krigsbudſtikken ſendtes; hvor det kun var en liden Fiendehob, behøvede man heller ikke at udbyde Krigsmænd fra mange Gaarde. Det almindelige Krigsbud for det hele Fylke kunde ſandſynligviis kun udgaa fra Fylkes-Styrreren, og det er dette hvortil i Tydſkland det bekjendte ſaakaldte Heerbann (Hær-Opraab) aldeles ſvarer. Det indſees let, at et ſaadant Landværnsſyſtem aldeles udelukkede Tanken om at foretage Erobringer, ja endog om at foretage Krigstog udenfor ſelve Fylket. Den Konge eller Høvding, der havde Lyſt til at gjøre Erobringer, maatte holde ſig til ſit Følge og ved dettes Hjelp ſøge at tilfredsſtille ſin Ærgjerrighed; og paa denne Maade bleve ogſaa, ſom vi ovenfor have viiſt, de germaniſke Erobringer udførte. Men om Fylkesſtyrrerne i ældre Tider, ligeſom Kongerne ſenere, vare berettigede til at udbyde et viſt Antal vaabenføre Mænd fra enhver Familie, for med dem at foretage Tog udenfor Fylkets Grændſer, (den ſaakaldte Leding, leiðangr) – er temmelig uſikkert. Ledingen ſynes at være ſaa uadſkillelig forbunden med Søforſvaret og den i det 10de Aarhundrede indførte Skibrede-Indretning, at der før den Tid, og medens Fylkerne endnu ikke havde ſluttet ſig nærmere ſammen, – da følgelig Krig mellem Fylkerne indbyrdes ſnarere førtes til Lands end til Vands — ikke vel kan have været Tale om noget Opbud af dette Slags

Men hvad enten denne Ret i de ældſte Tider tilkom Fylkesſtyreren eller ej, ſaa ligger det dog endog i hans Titel ſom Fylkesſtyrer, at han i Krigstid var den ſtaaende Anfører for de af Fylket til fælles Forſvar udbudne Krigere, ligeſom Herſen var Anfører for Heredets eller Hundredets Skare. Det ovenfor anførte Sted hos Beda, der beſkriver Saxernes gamle Krigsforfatning, antyder viſtnok ogſaa, hvorledes det gik til i Norge førend Kongemagten fik Overhaand over Herſe- og Fylker-Magten. „Overanførſelen“, heder det, „overdroges i Krigstilfælde efter Lodkaſtning til en af Diſtrikts-Høvdingerne (satrapæ), men naar Krigen er til Ende, ſtilles alles Myndighed igjen paa lige Fod“. Her ſigtes vel nærmeſt til det Tilfælde, at flere Gauer eller Fylker (gentes) forenede ſig til fælles Værn; men det ſamme maa ganſke viſt ogſaa have været Tilfældet i en mindre Maaleſtok, naar enkelte Hereder eller Hundreder, ikke et heelt Fylke, udruſtede en Hær i Fællesſkab. Nogen Ret til at føre Overbefalingen kunde Kongen eller Jarlen ikke have, førend den Tid var indtraadt, da Kongemagten havde faaet Overhaand, eller med andre Ord, da Folket ikke længer nøjedes med den rolige Beſiddelſe af ſit egentlige Hjemland og indſkrænkede ſin Krigervirkſomhed til at forſvare dette, men fik Lyſt til at gjøre Erobringer og foretage Krigstog udenfor Fædrelandet.


  1. „Da ſkal fare baade Thegn og Træl“, ældre Gul. L. Cap. 312.