Det norske Folks Historie/1/26
De enkelte Hereders Foreninger til Fylker vare ej alene Foreninger til fælles Retssikkerhed eller til Forsvar mod indre Fiender, men ogsaa Foreninger til Forsvar mod ydre Fiender. Man maa endog antage, at Fylkesforbundet som Krigsforbund er ældre end som Fredsforbund, ligesom den personlige Forening af de enkelte indvandrende Familier er ældre end den territoriale. Om de ældste Væbningsforhold handle vel ingen af vore Oldskrifter udtrykkeligt, men hvad der meldes om Krigsforfatningen i sildigere Tider, indeholder dog tilstrækkelige Vink til nogenledes at slutte, hvorledes Forholdet var i den allerældste Tid. Vi finde nemlig to Slags Krigere omtalte, de frie Bønder, der efter almindeligt Udbud samlede sig for at værne om Fædrelandet, og de kongelige eller fyrstelige Krigere, der, som vi ovenfor have seet, fulgte en bestemt Høvding og tjente paa hans Bekostning. Det sidste Slags Krigere maa vi ved den oprindelige Samfundsforfatning tænke os borte, og de havde i alle Fald intet med Hereds- eller Fylkes-Forbundet at bestille, ja kunde vel endog under visse Omstændigheder blive det farlige. Det oprindelige og naturlige Forhold var, at de frie Bønder ogsaa, naar Fylkets Sikkerhed truedes af udvortes Fiender, efter Udbud mødte frem for at udføre den dem efter Forbundets Natur og Hensigt paahvilende Værnepligt. Om en Konge eller Drotten ved slig Leilighed vilde møde frem med sit hele Følge af haandgangne Mænd, blev hans egen Sag; forpligtet dertil kunde han naturligviis ikke være. Ligesom Thingbud, saaledes kunde og Udbud til Landværn foranstaltes af enkelt Mand. Den, der først blev Fiendens Angreb var, opskar, som det heder, Hærorv (herör), det vil sige, han udsendte Krigs-Budstikken, der ogsaa havde Formen af en Piil, og hvor den kom, havde alle vaabenføre Mænd at møde frem bevæbnede[1]. Det kom da rimeligviis an paa Fiendens Styrke og den udbydendes eget Skjøn, hvor vidt Krigsbudstikken sendtes; hvor det kun var en liden Fiendehob, behøvede man heller ikke at udbyde Krigsmænd fra mange Gaarde. Det almindelige Krigsbud for det hele Fylke kunde sandsynligviis kun udgaa fra Fylkes-Styrreren, og det er dette hvortil i Tydskland det bekjendte saakaldte Heerbann (Hær-Opraab) aldeles svarer. Det indsees let, at et saadant Landværnssystem aldeles udelukkede Tanken om at foretage Erobringer, ja endog om at foretage Krigstog udenfor selve Fylket. Den Konge eller Høvding, der havde Lyst til at gjøre Erobringer, maatte holde sig til sit Følge og ved dettes Hjelp søge at tilfredsstille sin Ærgjerrighed; og paa denne Maade bleve ogsaa, som vi ovenfor have viist, de germaniske Erobringer udførte. Men om Fylkesstyrrerne i ældre Tider, ligesom Kongerne senere, vare berettigede til at udbyde et vist Antal vaabenføre Mænd fra enhver Familie, for med dem at foretage Tog udenfor Fylkets Grændser, (den saakaldte Leding, leiðangr) – er temmelig usikkert. Ledingen synes at være saa uadskillelig forbunden med Søforsvaret og den i det 10de Aarhundrede indførte Skibrede-Indretning, at der før den Tid, og medens Fylkerne endnu ikke havde sluttet sig nærmere sammen, – da følgelig Krig mellem Fylkerne indbyrdes snarere førtes til Lands end til Vands – ikke vel kan have været Tale om noget Opbud af dette Slags
Men hvad enten denne Ret i de ældste Tider tilkom Fylkesstyreren eller ej, saa ligger det dog endog i hans Titel som Fylkesstyrer, at han i Krigstid var den staaende Anfører for de af Fylket til fælles Forsvar udbudne Krigere, ligesom Hersen var Anfører for Heredets eller Hundredets Skare. Det ovenfor anførte Sted hos Beda, der beskriver Saxernes gamle Krigsforfatning, antyder vistnok ogsaa, hvorledes det gik til i Norge førend Kongemagten fik Overhaand over Herse- og Fylker-Magten. „Overanførselen“, heder det, „overdroges i Krigstilfælde efter Lodkastning til en af Distrikts-Høvdingerne (satrapæ), men naar Krigen er til Ende, stilles alles Myndighed igjen paa lige Fod“. Her sigtes vel nærmest til det Tilfælde, at flere Gauer eller Fylker (gentes) forenede sig til fælles Værn; men det samme maa ganske vist ogsaa have været Tilfældet i en mindre Maalestok, naar enkelte Hereder eller Hundreder, ikke et heelt Fylke, udrustede en Hær i Fællesskab. Nogen Ret til at føre Overbefalingen kunde Kongen eller Jarlen ikke have, førend den Tid var indtraadt, da Kongemagten havde faaet Overhaand, eller med andre Ord, da Folket ikke længer nøjedes med den rolige Besiddelse af sit egentlige Hjemland og indskrænkede sin Krigervirksomhed til at forsvare dette, men fik Lyst til at gjøre Erobringer og foretage Krigstog udenfor Fædrelandet.
- ↑ „Da skal fare baade Thegn og Træl“, ældre Gul. L. Cap. 312.