Det norske Folks Historie/1/25

Fra Wikikilden

Der har ovenfor oftere været Anledning til at nævne vore Forfædres offentlige Forsamlinger eller Thing, hvor alle fælles Anliggender afgjordes, Retstrætter paadømtes og Love vedtoges. Allerede i Navnet skiller det virkelige „Thing“ sig fra det blotte „Mot“ eller „Møde“, thi i Ordet „Thing“ ligger Begrebet af at „thinge“, d. e. forhandle og famtale, og det er dette, for alle germaniske Folk, som det synes, fælles Ord, der senere i Middelalderens Latin gjengaves ved „parliamentum“ (af det franske parler, tale). Fra de ældste Tider af omtales Thing før mindre og større Kredse, nemlig Heredsthing, Fjerdingsthing, Fylkesthing og flere Fylkers Thing, alt eftersom de Gjenstande, der skulde forhandles, angik den mindre eller større Kreds. Disse Thing have vel i Regelen været afholdte til bestemte Tider, især de større, hvilke ikke med Lethed i Hast kunde sammenkaldes, og som efter al Rimelighed for en stor Deel faldt sammen med de store Offerfester; mindre Thing kunde ifølge vor ældste Lovgivning ogsaa sammenkaldes paa enkelt Mands Opfordring[1]. Dette laa i vor Samfundsforfatnings Natur, da den var grundet paa frivillig Overeenskomst; ethvert Medlem maatte have lige stor Ret til at fordre sine Anliggender afgjorte saa snart som muligt. Den ældste Beskrivelse over et germanisk Thing finde vi atter hos Tacitus. „I mindre vigtige Sager“, heder det, „raadslaa Drottnerne for sig selv; i vigtigere derimod Alle, dog saaledes, at ogsaa de Sager, hvis Afgjørelse tilkommer Folket, først behandles af Drottnerne. Naar der ikke tilfældigviis er indtruffet noget, som fordrer en øjeblikkelig Afgjørelse, komme de sammen paa bestemte Dage, enten ved Ny- eller Fuld-Maane, thi disse Tider ansees som de heldigste at udføre Forretninger paa. Deres ubundne Frihed medfører den Ulempe, at de ikke alle indfinde sig paa een Gang eller saaledes som de ere tilsagte, men baade to og tre Dage kunne gaa hen under de sig Forsamlendes Nølen. De sætte sig bevæbnede ned, alt eftersom Mængden finder for godt. Taushed paalydes af Presterne, som ved disse Lejligheder ogsaa have Ret til at anvende Tvangsmidler. Derpaa fremtræder enten en Konge, eller en Drotten, og man lytter til hans Ord, alt efter hans Højbyrdighed, Krigshæder eller Veltalenhed, mere som den, der har Anseelse til at raade, end som den, der har Magt til at befale. Finder hans Mening ikke Bifald, da forkaste de den ved Knurren; finder den Behag, da slaa de Spydene sammen; thi den hæderligste Maade at samtykke paa er ved Vaabentag. Paa Thinget kan man ogsaa fremføre Anklager og paastaa Dødsstraf anvendt. … Paa disse Thing vælges ogsaa Høvdinger (Herser, Hundredmænd), som skifte Ret i Hereder og Landsbyer. Enhver af dem har hundrede Fælgesvende, valgte blandt Folket, hvilke baade ere hans Raadgivere og understøtte hans Anseelse. De forhandle ingen enten offentlig eller privat Sag uden at være bevæbnede“[2]. Tacitus skildrer her nærmest Thingordningen, saaledes som den paa hans Tid var beskaffen i Tydskland, hvor allerede Følge-Institutionen og med den Konge- og Drottne-Magten havde vundet et større Omraade; men Sammenkomsternes oprindelige, paa et fuldkomment Lighedsforhold grundede Charakteer skinner dog tydeligt nok gjennem hans Beskrivelse. Det er let at indsee, at den egentlige Præsident eller Foredragende i de ældste Tider maa have været Hersen eller Fylkeren; og den Prest, der paabød Taushed, eller, som vore Forfædre udtrykte sig, „krævede Lyd“, var i Norge neppe nogen anden end Hersen eller Fylkeren selv. Med Thingets Aabning var ifølge vore egne Oldskrifter ogsaa en højtidelig Fredlysning forbunden, hvilken var saameget mere nødvendig, som man kom sammen bevæbnet. Brud paa Thingfreden ansaaes derfor som en stor Forbrydelse. Paa Thinget var der igjen en særegen fredhellig Plads for de egentlige Dommere, eller, som de idetmindste paa Hereds-Thingene fra de ældste Tider synes at have været kaldte, Lagretten. Deres Plads var indhegnet af Skranker eller Vebaand (ɔ: viede Baand), der som oftest kun var indrettede af simple Hasselstænger; og den som vovede at forgribe sig paa eller bryde gjennem disse Vebaand betragtedes som en Helligdomsskjender[3], og blev fredløs. Lagretten udnævntes, som det synes, af Hersen; idetmindste har man Vidnesbyrd om, at de tre Tylfter Dommere ved de tre Fylkers Thing i Gula i Begyndelsen af det 10de Aarhundrede udnævntes af de fornemste Herser i Hørdaland, Sogn og Fjordefylke[4]. Kongens og Drottnernes Indflydelse ved Thinget var, som man lettelig vil see, aldeles afhængig af deres større eller mindre Magt og Indflydelse som Høvdinger for et større eller mindre Følge; retsligt begrundet i Samfunds-Institutionerne kunde den ikke være. At der ved Thingene i de ældste Tider ej vel kunde finde nogen Forhandlinger eller Debatter Sted paa den Maade, som de nu foregaa, laa i de simple Forhold; det Hele har vistnok indskrænket sig til et Forslag eller et kort Foredrag fra en eller anden Høvding, og en simpel Antagelse eller Forkastelse, enkelte Gange maaskee ledsaget af anbefalende eller misbilligende Ord. Bekræftelsen ved Vaabentag omtales ogsaa i vore gamle Love.

Sammenkaldelsen til Thing, som overhoved til alle almindelige Møder, skede fra de ældste Tider af, saaledes som den endnu skeer, ved Omsendelse af det saakaldte Bud (boð), der efter en vis bestemt Orden blev baaret fra Gaard til Gaard saaledes at enhver Bonde kun havde at sørge for at bringe det til sin Granne, der da paa samme Maade bragte det videre. Til sædvanlige Thing brugtes kun en almindelig Stok eller Stikke, hvoraf vort Budstikke (i Sverige Budkasle); til de overordentlige Thing, som sammenkaldtes i Anledning af et begaaet Drab, brugtes en Orv eller Piil (ör), hvorfor slige Thing kaldtes Orvarthing.


  1. Ældre Gul. Lov, Cap. 131. „Nu skal enhver kunne sammenkalde Thing, der tykkes at behøve Thing“.
  2. Tacitus, Germ. Cap. 11, 12, 13.
  3. Vargr i véum, som det hed.
  4. Egils Saga, Cap. 57.