Det norske Folks Historie/1/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Der har ovenfor oftere været Anledning til at nævne vore Forfædres offentlige Forſamlinger eller Thing, hvor alle fælles Anliggender afgjordes, Retstrætter paadømtes og Love vedtoges. Allerede i Navnet ſkiller det virkelige „Thing“ ſig fra det blotte „Mot“ eller „Møde“, thi i Ordet „Thing“ ligger Begrebet af at „thinge“, d. e. forhandle og famtale, og det er dette, for alle germaniſke Folk, ſom det ſynes, fælles Ord, der ſenere i Middelalderens Latin gjengaves ved „parliamentum“ (af det franſke parler, tale). Fra de ældſte Tider af omtales Thing før mindre og ſtørre Kredſe, nemlig Heredsthing, Fjerdingsthing, Fylkesthing og flere Fylkers Thing, alt efterſom de Gjenſtande, der ſkulde forhandles, angik den mindre eller ſtørre Kreds. Disſe Thing have vel i Regelen været afholdte til beſtemte Tider, iſær de ſtørre, hvilke ikke med Lethed i Haſt kunde ſammenkaldes, og ſom efter al Rimelighed for en ſtor Deel faldt ſammen med de ſtore Offerfeſter; mindre Thing kunde ifølge vor ældſte Lovgivning ogſaa ſammenkaldes paa enkelt Mands Opfordring[1]. Dette laa i vor Samfundsforfatnings Natur, da den var grundet paa frivillig Overeenskomſt; ethvert Medlem maatte have lige ſtor Ret til at fordre ſine Anliggender afgjorte ſaa ſnart ſom muligt. Den ældſte Beſkrivelſe over et germaniſk Thing finde vi atter hos Tacitus. „I mindre vigtige Sager“, heder det, „raadſlaa Drottnerne for ſig ſelv; i vigtigere derimod Alle, dog ſaaledes, at ogſaa de Sager, hvis Afgjørelſe tilkommer Folket, førſt behandles af Drottnerne. Naar der ikke tilfældigviis er indtruffet noget, ſom fordrer en øjeblikkelig Afgjørelſe, komme de ſammen paa beſtemte Dage, enten ved Ny- eller Fuld-Maane, thi disſe Tider anſees ſom de heldigſte at udføre Forretninger paa. Deres ubundne Frihed medfører den Ulempe, at de ikke alle indfinde ſig paa een Gang eller ſaaledes ſom de ere tilſagte, men baade to og tre Dage kunne gaa hen under de ſig Forſamlendes Nølen. De ſætte ſig bevæbnede ned, alt efterſom Mængden finder for godt. Taushed paalydes af Preſterne, ſom ved disſe Lejligheder ogſaa have Ret til at anvende Tvangsmidler. Derpaa fremtræder enten en Konge, eller en Drotten, og man lytter til hans Ord, alt efter hans Højbyrdighed, Krigshæder eller Veltalenhed, mere ſom den, der har Anſeelſe til at raade, end ſom den, der har Magt til at befale. Finder hans Mening ikke Bifald, da forkaſte de den ved Knurren; finder den Behag, da ſlaa de Spydene ſammen; thi den hæderligſte Maade at ſamtykke paa er ved Vaabentag. Paa Thinget kan man ogſaa fremføre Anklager og paaſtaa Dødsſtraf anvendt. … Paa disſe Thing vælges ogſaa Høvdinger (Herſer, Hundredmænd), ſom ſkifte Ret i Hereder og Landsbyer. Enhver af dem har hundrede Fælgeſvende, valgte blandt Folket, hvilke baade ere hans Raadgivere og underſtøtte hans Anſeelſe. De forhandle ingen enten offentlig eller privat Sag uden at være bevæbnede“[2]. Tacitus ſkildrer her nærmeſt Thingordningen, ſaaledes ſom den paa hans Tid var beſkaffen i Tydſkland, hvor allerede Følge-Inſtitutionen og med den Konge- og Drottne-Magten havde vundet et ſtørre Omraade; men Sammenkomſternes oprindelige, paa et fuldkomment Lighedsforhold grundede Charakteer ſkinner dog tydeligt nok gjennem hans Beſkrivelſe. Det er let at indſee, at den egentlige Præſident eller Foredragende i de ældſte Tider maa have været Herſen eller Fylkeren; og den Preſt, der paabød Taushed, eller, ſom vore Forfædre udtrykte ſig, „krævede Lyd“, var i Norge neppe nogen anden end Herſen eller Fylkeren ſelv. Med Thingets Aabning var ifølge vore egne Oldſkrifter ogſaa en højtidelig Fredlysning forbunden, hvilken var ſaameget mere nødvendig, ſom man kom ſammen bevæbnet. Brud paa Thingfreden anſaaes derfor ſom en ſtor Forbrydelſe. Paa Thinget var der igjen en ſæregen fredhellig Plads for de egentlige Dommere, eller, ſom de idetmindſte paa Hereds-Thingene fra de ældſte Tider ſynes at have været kaldte, Lagretten. Deres Plads var indhegnet af Skranker eller Vebaand (ɔ: viede Baand), der ſom ofteſt kun var indrettede af ſimple Hasſelſtænger; og den ſom vovede at forgribe ſig paa eller bryde gjennem disſe Vebaand betragtedes ſom en Helligdomsſkjender[3], og blev fredløs. Lagretten udnævntes, ſom det ſynes, af Herſen; idetmindſte har man Vidnesbyrd om, at de tre Tylfter Dommere ved de tre Fylkers Thing i Gula i Begyndelſen af det 10de Aarhundrede udnævntes af de fornemſte Herſer i Hørdaland, Sogn og Fjordefylke[4]. Kongens og Drottnernes Indflydelſe ved Thinget var, ſom man lettelig vil ſee, aldeles afhængig af deres ſtørre eller mindre Magt og Indflydelſe ſom Høvdinger for et ſtørre eller mindre Følge; retsligt begrundet i Samfunds-Inſtitutionerne kunde den ikke være. At der ved Thingene i de ældſte Tider ej vel kunde finde nogen Forhandlinger eller Debatter Sted paa den Maade, ſom de nu foregaa, laa i de ſimple Forhold; det Hele har viſtnok indſkrænket ſig til et Forſlag eller et kort Foredrag fra en eller anden Høvding, og en ſimpel Antagelſe eller Forkaſtelſe, enkelte Gange maaſkee ledſaget af anbefalende eller misbilligende Ord. Bekræftelſen ved Vaabentag omtales ogſaa i vore gamle Love.

Sammenkaldelſen til Thing, ſom overhoved til alle almindelige Møder, ſkede fra de ældſte Tider af, ſaaledes ſom den endnu ſkeer, ved Omſendelſe af det ſaakaldte Bud (boð), der efter en vis beſtemt Orden blev baaret fra Gaard til Gaard ſaaledes at enhver Bonde kun havde at ſørge for at bringe det til ſin Granne, der da paa ſamme Maade bragte det videre. Til ſædvanlige Thing brugtes kun en almindelig Stok eller Stikke, hvoraf vort Budſtikke (i Sverige Budkaſle); til de overordentlige Thing, ſom ſammenkaldtes i Anledning af et begaaet Drab, brugtes en Orv eller Piil (ör), hvorfor ſlige Thing kaldtes Orvarthing.


  1. Ældre Gul. Lov, Cap. 131. „Nu ſkal enhver kunne ſammenkalde Thing, der tykkes at behøve Thing“.
  2. Tacitus, Germ. Cap. 11, 12, 13.
  3. Vargr i véum, ſom det hed.
  4. Egils Saga, Cap. 57.