Det norske Folks Historie/1/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da den germaniſke Samfundsorden i ſit egentlige Grundlag var patriarchalſk, og beroede paa en Forbindelſe, ikke ſaameget mellem enkelte Individer, ſom mellem enkelte Familier, fulgte ogſaa heraf, at Familielivet blandt vore ældſte Forfædre ſpillede en langt vigtigere Rolle end Statslivet, der desuden for at trives paa den Maade, ſom det trivedes i Grækenland og Rom, fordrer Borgernes Tilſammenboen i Stæder, tvertimod den germaniſke Skik, at boſætte ſig i adſpredte Landgaarde. Med Familielivets Vigtighed hos vore Forfædre fulgte ogſaa den ſtørre Agtelſe for Kvindekjønnet, ſom var Germanerne egen, og ſom allerede Tacitus omtaler[1]. Monogamiet var vel ikke ligefrem paabudet, og de Tilfælde omhandles endog udtrykkeligt, hvor een Mand havde flere Koner; men deels ſynes dette blot at have været en Frihed, ſom enkelte fornemme Mænd toge ſig, deels ſynes dog altid en af Huſtruerne at have været anſeet ſom den fornemſte i Sammenligning med de øvrige. Fornærmelſer mod Kvinden bødtes efter hendes Mands, eller, om hun var ugift, efter hendes Faders Ret; til Arv ſtedtes hun i Førſtningen viſtnok ikke uden i det Tilfælde, at der ej var mandlige Arvinger i ſamme Slægtſkabsgrad[2], og i enkelte nordiſke Lande, ſom det ſynes, ſlet ikke[3]; men hun fik, naar hun giftede ſig, ſom ofteſt Medgift (heimanfylgja), og maatte desuden i de ældre Tider ligeſom kjøbes af ſin Mand ved en beſtemt Sum (mundr), der blev hendes egen Ejendom. Kvindens Egteſkabsbrud ſtraffedes ſtrengt, med Skjændſel og Død[4]. Kvinderne deeltoge i Mændenes Gilder og bidroge ved ſin Nærværelſe til at forekomme voldſomme Scener; de plejede ſom ofteſt at indfinde ſig ved Thing og Folkeforſamlinger; toge endnu ſtundom, ſom „Skjoldmøer“, Deel i Striden; de beſørgede ikke ſjelden Offringer ved Templerne, og optraadte ſom Sandſigerinder; det var derhos iſærdeleshed Kvinderne, der beſkjeftigede ſig med den i de ældre Tider ſaa frygtede Seid eller Trolddom, ligeſom Lægekunſtens Udøvelſe næſten udelukkende var Kvinderne overladt. Overhoved tænkte man ſig virkelig, ſom Tacitus ſiger, „at der med Kvinden var noget helligt og fremſynet forbundet, ſaa at man ej ſlog Vrag paa hendes Raad eller foragtede hendes Udſagn[5]. Denne Opfatning af Familielivets Hellighed og Kvindens Betydning for dette, og derigjennem for det offentlige Liv, kunde ikke andet end udøve en velgjørende Indflydelſe paa det ſidſte; den gjorde det umuligt, at der kunde indtræde noget egentligt Barbari, og den formildede og forſkjønnede det Krigerliv, ſom Religion og Vedtægter forreſten medførte.

Med det patriarchalſke Familieliv var den meeſt udſtrakte Gjeſtfrihed forbunden. Det anſaaes ſom en Skjændſel at viſe den vejfarende Gjeſt, om han endog var aldeles fremmed og ukjendt, fra ſin Dør, og ſelv Betlerne traadte uden Betænkelighed ind i Hallen, endog hos de fornemſte Mænd, deeltoge i Maaltidet og fik Natteleje. I det daglige Samliv fandt den ſtørſte Fortrolighed og Ligefremhed Sted, og endog Trællene ſynes her ikke i nogen væſentlig Grad at have ſtaaet tilbage for Familiens fribaarne Medlemmer.

Fædrenemagten maa i de ældſte Tider have været uindſkrænket. Faderen havde Ret til at udſætte ſit nyfødte Barn. Denne Ret blev heller ikke ſaa ſjælden benyttet, men medførte ikke den Foreſtilling om Gruſomhed, ſom den nu medfører, iſær da, ſom det ſynes, Udſættelſen ſom ofteſt ſkede ſaaledes at Barnet kunde blive fundet og opdraget af andre. Fædrenemagten medførte ogſaa Ret til at opfoſtre og antage i Søns Sted, hvem man vilde, og at æt-lede eller legitimere uegte Børn. Opfoſtringsvæſenet ſpillede overhoved en ſtor Rolle i Norden; den ene Ven viſte den anden en Ære ved at opfoſtre hans Barn, og i Almindelighed betragtedes det ſom om den Opfoſtrende derved erklærede ſig for ringere Mand end den anden. Baandet mellem Foſterfader og Foſterſøn var i Regelen ligeſaa ſterkt, ſom mellem den virkelige Fader og Søn, ofte endog ſterkere; Foſtbrødre ſtode ligeledes i et fuldkommen Broderſkabsforhold til hinanden, og dette Forhold kunde tvende Venner indgaa, om de end ej havde været opfoſtrede tilfælles. De tilſvore hinanden da Troſkab med visſe Højtideligheder, og kaldtes, foruden Foſtbrødre, ogſaa Edbrødre eller ſvorne Brødre.

Ved Arv kan man oprindelig kun have tænkt paa Løsøret eller det rørlige Gods, der kunde ſkiftes mellem alle de Arveberettigede; Odelet var den hele Families Ejendom, og Familiens Medlemmer vare allerede fra Fødſelen af Medejere deri. Repræſentationsretten ſom Familiens Hoved kunde naturligviis blot arves af een ad Gangen, og det laa derfor i Sagens Natur, at Odels-Arv og Løsøre-Arv forſaavidt maatte blive forſkjellig. Arvens eller rettere Odelsbeſtyrelſens Tiltrædelſe og den Afdødes Begravelſe højtideligholdtes ſædvanligviis ved et feſtligt Gilde (erfi), hvor den Afdødes Minde blev drukket og Løfter om Stordaad aflagte for den kommende Tid. Ved ſlig Lejlighed ſynes det ogſaa, ſom om enkelte Trælle bleve frigivne. Det tiltrædende Familiehoved opſlog nu gjerne ſin Bolig paa Hovedbølet, medens de øvrige Odelsbaarne deels opholdt ſig hos ham, deels ſøgte at vinde ſig Anſeelſe og ſelvſtændig Ejendom ved at ſlutte ſig til Kongers eller andre Drottners Følge; deels endelig ogſaa, hvor det kunde lade ſig gjøre, fik en Deling af Odelsgodſet tilvejebragt, og derpaa tiltraadte hver ſin Lod af dette.

Den ſtadige Syslen med Vaabenfærd, hvorved Agerbruget forſømtes i Forbindelſe med Landets lidet opdyrkede og opryddede Tilſtand, maatte hyppigt give Anledning til, at den dyrkede Jord ej forſlog til at nære Beboerne, eller at der, med andre Ord, indtraadte en Overbefolkning. Ved ſlig Lejlighed var det da iſær, at Udvandringslyſten indfandt ſig, og at det ovenfor (S. 130) anførte Tilfælde indtraf, at enkelte Høvdinger droge ud med Skarer af Ynglinger til fremmede Lande. De frankiſk-normanniſke Skribenters Fortælling om at Ynglingerne endog formelig bleve udſtedte eller nødſagede til at drage ud[6], er viſtnok grundet paa Sagn om ældgamle Vedtægter. Der antydes endog, at man i Tilfælde af Hungersnød dræbte dem, der ej vare iſtand til at ernære ſig ſelv[7]; Udſættelſesretten ſtod maaſkee og hermed i Forbindelſe, og endelig tydes der, ſkjønt viſtnok ikke i ret gamle Skrifter, hen paa en i de allerældſte Tider herſkende Skik, at gamle Folk, naar de følte Alderdomsſvagheden tiltage, ſelv fremſkyndte Døden ved at ſtyrte ſig ned af et højt Fjeld[8]. Disſe Levninger fra en raa forhiſtoriſk Tidsalder ſynes dog temmelig tidlig at være gangne af Brug, og kun dunkle Minder om dem at have levet hos Folket. Udvandringerne foregik i den hiſtoriſk bekjendte Tidsalder efter frit Valg, og Familiens ældſte Medlemmer nøde ligetil ſin Død den kjærligſte og ærbødigſte Behandling


  1. Tac. Germ. Cap. 18.
  2. Ældre Gul. L. Cap. 159. 186. 190.
  3. I Danmark ſkal Sven Tjugeſkegg allerførſt have givet Døttrene Arv. Se Saxo, 10 Bog S. 494.
  4. Se Tac. Germ., Cap. 18. Jvfr. Halfs Saga Cap. 8.
  5. Tacitus, Germ. Cap. 8. – Der omtales ofte i Sagaerne, hvorledes Kvinderne ſtandſede Strid og Slagsmaal ved at kaſte Klæder over de hinanden krydſende Vaaben, endog med egen Fare, (ſe Eyrbyggja Saga, hvor der berettes om en Kvinde, hvis egen Mand ved en ſaadan Lejlighed af Vanvare kom til at afhugge hendes Haand). — Tiltrækkende Beſkrivelſer over Feſtgilder i Kongehallen, hvor Kvinder og Sangere vare tilſtede for at forherlige Laget, meddeler Digtet om Beowulf paa flere Steder, fornemmelig B. 1215—1285, og V. 4015—4043.
  6. Se ovenfor S. 130.
  7. Olaf Tryggv. Saga Cap. 226. Jvf. Saxo, om Langobardernes Udvandring, S. 418.
  8. Gautreks Saga, Cap. 1. Det ſamme, eller noget lignende, fortæller Pomponius Mela om Hyperboræerne.