Det norske Folks Historie/1/23

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (1-1s. 139-141).

Den fuldkomne Frihed, der tilkom enhver fribaaren Mand, indſkrænkedes, hvor de germaniſke Samfundsforhold beſtode i deres oprindelige Simpelhed, egentlig kun ved Familiebaandet, eller ved den patriarchalſke Myndighed, ſom hvert enkelt Familie-Overhoved udøvede over alle ſine Tilhørende og undergivne. Hver Familie, eller maaſkee rettere ethvert Odels-Etablisſement, dannede etſlags Stat for ſig ſelv, og var derfor nærmeſt anviiſt paa ſig ſelv hvor det gjaldt at forſvare dens egne perſonlige Rettigheder ligeoverfor andre Familier. Denne Ret til endog med væbnet Haand at forſvare ſine perſonlige Rettigheder, Retten til at føre Privatfejde, der egentlig maa betragtes ſom et af de charakteriſtiſke Kjendemerker for ethvert uorganiſeret Samfund, forudſættes i de germaniſke Love, og ſpiller en Rolle i den germaniſke Hiſtorie længe efter Oprettelſen af den Statsmyndighed, hvis Hovedformaal det ſkulde være at gjøre en ſaadan Krigstilſtand mellem Statens enkelte Medlemmer umulig. Fortællinger om langvarige Familiefejder, og om Udførelſen af den Blodhevn, den ene Familie ej alene anſaa ſig berettiget men endog forpligtet til at tage over en anden Familie for et af denne paa et af hiins Medlemmer begaaet Drab eller Overfald, forekomme i mange af vore Oldſkrifter, iſærdeleshed dem, der vedkomme Island, hvor Mangelen af en egentlig Statsmyndighed kaldte en Tingenes Orden tilbage, ſom i Norge ſelv allerede for en ſtor Deel ved Islands Bebyggelſestid maa anſees for at være tilbagelagt, nemlig den, under hvilken de enkelte Familier udgjøre ligeſaa mange Smaaſtater, der ſelv udøve deres egen Statsmyndighed. Det ulempelige ved en ſaadan Tingenes Orden maatte overalt, hvor germaniſke Stater oprettedes, fremkalde Nødvendigheden af at enes om Lovbeſtemmelſer, hvorved Fejderetten ſaavidt muligt indſkrænkedes. Og ſaavidt man af de endnu forhaandenværende Lovſamlinger ſaavelſom af enkelte Antydninger i de hiſtoriſke Skrifter kan dømme, ſynes endog de allerførſte ſaakaldte Love fornemmelig at have indeholdt Beſtemmelſer af dette Slags, nemlig Angivelſer af, hvor ſtor Godtgjørelſe i Penge eller Penges Værd der i Drabs- eller Angrebs-Tilfælde ſkulde udredes. Denne Maade at hindre Familiefejder paa er ſæregen for Germanerne, og faſtſattes i alle ældre germaniſke Lovgivninger. Statsſamfundet ſelv overtog eengang for alle at mægle mellem de fejdende Familier, og ſaalænge ſom muligt at overholde den offentlige Fred, ved at opſtille en Taxt, efter hvilken enhver perſonlig Fornærmelſe ſkulde godtgjøres, eller en beſtemt Bod, der for enhver ſaadan Fornærmelſe ſkulde udredes, og ſom Staten ſelv ved de Tvangsmidler, der ſtode til dens Raadighed, paatog ſig at inddrive, medens den, der oppebar den, derved ogſaa indgik den Forpligtelſe, at holde ſig rolig og ikke forſøge paa at tage ſig ſelv til Rette. En ſaadan Bod eller Godtgjørelſe kaldes ſædvanligviis blandt Tydſkerne og Angelſaxerne Wer eller Wergild (egentlig Værge-, Forſvars–Gjeld); hos vore Forfædre ſimpelthen gjald eller undertiden, forſaavidt man derved havde Retsſøgsmaalet for Øje, sak, og tillige, forſaavidt man betragtede den ſom en Maaleſtok for Vedkommendes Rang i Samfundet (hvorom mere nedenfor) réttr, Ret. Denne Indretning hos Germanerne er ældre end den Tidsperiode, i hvilken vi allerførſt lære dem at kjende. Allerede Tacitus omtaler den paa et Par Steder i ſit Skrift om Tydſkland „Det er“, ſiger han, „en uundgaaelig Pligt at deeltage ſaavel i de Venſkabsforbindelſer, ſom i de Fejder, i hvilke Ens Fader eller Paarørende befinder ſig. Fejderne vedvare dog ikke uforſonlige til evig Tid, thi Manddrab afſones med et viſt Antal ſtort eller ſmaat Kvæg, og den hele Familie faar ſin Andeel i Godtgjørelſen: en for den offentlige Rolighed velgjørende Indretning, da ſlige Fejder ere ſaameget farligere, naar Friheden er ſaa ubunden, ſom her“[1]. Ogſaa i vore ældſte Love handles der udtrykkeligt og udførligt om Bodens Fordeling mellem Familiens Medlemmer, endog dem, ſom vi nutildags vilde kalde meget fjerne, og i visſe Tilfælde ſees det, at ej alene Drabsmanden ſelv, men endog de øvrige Medlemmer af hans Familie havde at deeltage i Udredelſen[2]. Derved opnaaedes det Gode, at Familierne ſelv vare interesſerede i, ſaavidt ſom muligt at hindre Drab og de deraf ſig udſpindende Fejder[3]. Boden paalagdes ſædvanligviis efter Dom til Thinge, ſkjønt den ogſaa kunde vedtages efter privat Forlig eller Voldgift, en Afgjørelſesmaade, der i det Hele taget anſaaes for hæderlig. Den allerhæderligſte beſtod deri, at man overlod Drabsmanden ſelv at beſtemme, hvor ſtor Bod han havde at udrede (Selvdom); dette ſkede kun, naar han var en anſeet og bekjendt, formaaende Mand, og det var da en Æresſag for ham, ej at benytte denne Lejlighed til at ſlippe lettere fra Sagen, end det ellers vilde have været Tilfældet. Den Følelſe af Skam, der nu ſtedſe er forbunden med Modtagelſe af Pengegodtgjørelſe for lidte Fornærmelſer, ſynes overhoved — hvad der og ligger i Sagens Natur — i hine Tider ikke i Almindelighed, og kun i heel ſæregne Tilfælde, at have været tilſtede, medens mangen ſtolt Høvding tvertimod anſaa det for en Skam at give Bod (i Virkeligheden: at anerkjende Statsmyndigheden) og ofte tilbød ſig at give langt ſtørre Erſtatning end den lovmæsſige Bods Beløb, naar denne Erſtatning kun ikke i Formen ſaa ud ſom en Bod[4].

Naar førſt Staten igjennem Lovgivningen optraadte ſom Fredens Overholder, maatte det heraf ogſaa følge, at et Brud paa den offentlige Fred tillige indeholdt en Fornærmelſe mod Staten, ſom derfor ogſaa, foruden Boden til den Dræbtes eller Fornærmedes Familie, tillige ſelv krævede en Erſtatning for dette Fredsbrud. Hertil ſigter allerede Tacitus, hvor han ſiger: „ogſaa for de ringere Forſeelſer ilægges de Overbeviſte en Mulkt af et viſt Antal Heſte og Kvæg i Forhold til Straſſen; en Deel af Mulkten udbetales til Kongen eller Staten, en Deel til den Fornærmede ſelv eller hans Frænder“ (hvilket ſidſte Tillæg altſaa viſer, at Drab er regnet blandt disſe „ringere Forſeelſer“)[5]. I vore ældre Love, der ere nedſkrevne paa en Tid, da Kongen allerede forlængſt betragtedes ſom, Statens eneſte Repræſentant, fordres ved Siden af enhver Privatbod ogſaa en Kjendelſe til Kongen, og i Drabstilfælde desuden en Erſtatning for den tabte Underſaat (þegngildi). Men derſom Bodsſyſtemet ſkulde have nogen Betydning, og ikke blive til et blot Spilfegteri, maatte Staten ſørge for, at der efter Bodens Udbetaling og Fordeling virkelig ogſaa blev Ende paa Fejden. Derfor blev der ved ſlig Lejlighed lyſt en offentlig, højtidelig Trygd (Sikkerhed, i Middelalderens Latin treuga), der ſkulde herſke mellem begge de angjeldende Familier indbyrdes, og af dem bekræftedes med Ed; og den,

ſom efter modtagen Bod og beſvoren Trygd desuagtet begik et Drab i Anledning af den Sag, hvilken Trygden gjaldt[6], blev derved en Niding (ɔ: Forræder)[7], ſom anſaaes at være udſtødt fra det ved fælles Lov beſkyttede Samfund (útlagr eller útlægr), det vil ſige „fredløs“, og kunde uſtraffet dræbes af hvilkenſomhelſt, hvis han forblev i Landet. Det anſaaes tillige ſom Nidingsfærd, naar Drabsmanden ikke ſnareſt muligt efter det begangne Drab offentligt vedkjendte ſig dette, eller, ſom det hed, lyſte ſig det paahænde (iglýsing); dette fulgte ligefrem af de om Privatfejde herſkende Grundanſkuelſer; den betragtedes omtrent ſom en aabenbar Krig mellem uafhængige Magter, og Bøderne ikke ſom Straf, kun ſom Sikkerhedsmidler, indrettede af den erkjendte Statsmyndighed.

Da Fordelingen af de ſtørre eller mindre Bøder mellem de forſkjellige Familiemedlemmer ofte udkrævede en for hine Tider vanſkelig Beregning, anſaaes det for nødvendigt, at nøjagtige Liſter derover indrettedes. Saadanne Liſter kaldtes saktal, og det ſynes ſom om disſe Saktal overhoved udgjorde Hovedindholdet af den hele Lovgivniug, eller den Deel, om hvilken de under en fælles Lov forenede Familier eller Kommuner førſt kom overeens, ligeſom man vel ogſaa maa antage dem for den Deel af Lovgivningen, der allerførſt paa en eller anden Maade blev ſkriftligt optegnet; thi paa anden Maade var det vel nemlig ikke muligt at faſtholde en Mængde Talſtørrelſer. Det heder derfor ogſaa om Halfdan Svarte, Oplandenes og Veſtfoldens Konge, „at han ſatte Love, overholdt dem ſelv og tvang alle Andre til at overholde dem, ligeſom han og, forat Overmod ej ſkulde krænke dem, ſelv indrettede Saktal og beſtemte Bøder for Enhver efter hans Byrd og Stand“[8]. Her ſynes det visſelig, ſom om Saktallet og Bøderne udgjorde Hovedſagen og Hovedindholdet. Saaledes var det ogſaa i Virkeligheden, thi det er juſt paa denne Statens Mellemkomſt til Hindring af Familiefejder, at det hele Sammenhold mellem Familierne og følgelig det hele Samfund hvilede.

I den ovenanførte korte Beretning af Snorre nævnes det udtrykkeligt, at de i Saktallet beſtemte Bøder rettede ſig efter Enhvers Byrd og Stand. Dette var Tilfælde i alle germaniſke Stater, og der gives ikke een germaniſk Lovbog fra Oldtiden, ſom ikke nøjagtigt beſtemmer, hvor ſtor Bod der tilkom Enhver efter hans Stand[9]. Men heraf fulgte, at ogſaa de forſkjellige Klasſer eller Stænder nøje maatte omtales, og deres gjenſidige Rang udhæves; og derfor er det Saktallet eller Kapitlerne om Drabs- og Volds-Bøder i de ældre Lovſamlinger, der giver nøjagtigſt og meſt udtømmende Underretning om den i de ældre germaniſke Stater ſtedfindende Klasſe-Inddeling. Det indbyrdes Rangs-Forhold mellem dem angives ſaa nøjagtigt ved den ſtørre eller mindre Pengeſum, hvis Udredelſe i ethvert Tilfælde foreſkrives, at man næſten kan ſige at ethvert Medlem af Borgerſamfundet er anſat til en beſtemt Pengeværdi.

Vi have endnu den ældre Gulathingslovs og den ældre Froſtathingslovs indbyrdes noget afvigende Beſtemmelſer om enhver Klasſes „Ret“. Som Hovedklasſer nævnes i hiin: Frigiven, Frigivens Søn, Bonde, Hauld eller Odelsbaaren, Lendermand (d. e. Herſe), Jarl, Konge. Som Eenheden ſynes Hauldens Ret at være betragtet[10]. Bondens Ret udgjorde Halvdelen af Hauldens, Hauldens Halvdelen af Herſens, denne Ret Halvdelen af Jarlens, Jarlens Halvdelen af Kongens. Den Frigivnes Søns Ret udgjorde af Bondens, og den Frigivnes i de fleſte Tilfælde af hans Søns[11]. Maaleſtokken var altſaa: Frigiven , Frigivnes Søn , Bonde , Hauld 1, Herſe 2, Jarl 4, Kongen 8. Og denne Maaleſtok fulgtes ej alene ved Beregningen over, hvormeget Enhver efter ſin Stand ſkulde tage, men ogſaa hvormeget enhver efter ſin Stand ſkulde give[12]. Ifølge Froſtathingsloven betragtedes Hauldens Ret ogſaa ſom Eenhed[13], men Stigningsforholdet var her ikke hvad man kalder dobbelt op, men kun ſom 2 : 3. Her nævnes følgende Klasſer: Frigiven, Frigivens Søn, Reks-Thegn, aarboren Mand, Hauld, Lendermand (Herſe), Jarl, Konge[14]. Og Maaleſtokken var eller ſkulde egentlig være: Frigiven , Frigivens Søn , Rets-Thegn , aarboren Mand , Hauld 1, Herſe , Jarl , Konge . Men da man i hine Tider ej havde Midler til at foretage nøjagtige Beregninger, ſinder man ikke altid det her angivne Forhold iagttaget[15]. Efter begge Lovgivninger udgjorde Hauldens Ret tre Mærker eller 24 Ører[16].

For Øſtlandet ſavner man viſtnok den ældre Civil-Lovgivning følgelig ogſaa Saktal, men i de Beſtemmelſer om Begravelſer i Kirkegaard, der findes i de endnu opbevarede Chriſtenretter for Oplandene og Viken, finde vi disſe Klasſer nævnte: Træl, Frjalsgjafe, Leyſinge, Hauld, Lendermand (Herſe)[17]. Her ſkjelnes mellem Frjalsgjafe og Leyſinge, men ikke mellem Hauld og Bonde. Heraf ſkulde man næſten formode, at Lejlændingsvæſenet ikke var ſaa almindeligt paa Øſtlandet, ſom paa Veſtlandet, eller at Gaardene allerede meget tidligt vare udſtykkede i mindre Stykker, ſom dog alle vare Odler, og berettigede deres Ejere til at bære Titelen Hauld. Navnet „Hauld“ og „Bonde“ ſynes her omtrent at have været eenstydigt, da det heder, at Lendermænd (Herſer), der ingen Deel have i Kirkegaarden, ſkulle ligge i Bøndernes – herved kan blot forſtaaes Hauldernes – Plads. At der mellem de her nævnte Klasſer ogſaa paa Øſtlandet fandt Stigningsforhold Sted med Henſyn til deres ſaakaldte Ret, og at navnlig Haulden ogſaa her ſom Normal-Ret oppebar tre Mærker, kan viſtnok ikke betvivles. Vi erfare ved Sammenligning af alle de her anførte Lovgivningen at Klasſeinddelingen, de enkelte mindre Afvigelſer fraregnede, over hele Norge var omtrent den ſamme, og at Klasſerne i Hovedſagen lade ſig henføre til de allerede i Rigsmaal antydede, ſaaledes, at der af Trælle-Klasſen var udſprungen trende eller tvende (den Frigivne den Frigivnes Søn og Rets-Thegnen, eller Frjalsgjafen og Leyſingen); af Karle-Klasſen trende (Bonden eller den Aarbaarne, Haulden og Herſen); og af Jarle-Klasſen een (Kongen).

Efter den engang faſtſatte „Ret“ beſtemtes ſiden alle andre Bøder for ſtørre eller mindre Fornærmelſer, der vare Rettens Indehaver tilføjede, eller for ſtørre eller mindre Forbrydelſer, Rettens Indehaver ſelv maatte begaa. Maaleſtokken var given, og man behøvede blot derefter at lempe Beregningen. Kun enkelte Forbrydelſer lode ſig ikke afſone med Bøder, eller vare ſaakaldte Ubødemaal, nemlig de virkelige Statsforbrydelſer og Nidingsverk; de ſtillede Forbryderne, ſom vi ovenfor have viiſt, udenfor Loven (útlægr) og gjorde ham derved fredløs.


  1. Tacitus, Germ. Cap. 21. – Her antyder Tacitus Aarſagen, der paa Island bragte Privatfejderne til ligeſom at livne op igjen.
  2. Se f. Ex. iſær Saktallet i den ældre Froſtathingslov.
  3. Angelſaxerne have ogſaa Ordet mægburh, til at betegne denne Forpligtelſe; Ordet er dannet af mæg (vort mágr, Maag) og burh, her Borgen, Kaution. Hos os maatte det tilſvarende Ord være mágborg eller mágborgan. Familien ſelv kaldtes af Angelſaxerne under Eet mægd, hvilket Ord ogſaa bruges for at udtrykke „Nation“, lat. gens.
  4. Se f. Ex. iſær Hrafnkel Freysgodes Saga. Det er dog muligt, at flere af disſe Særegenheder førſt udviklede ſig paa Island, hvor det overhaandtagende Fejdevæſen gav mere Anledning dertil.
  5. Tacitus, Germ. Cap. 12.
  6. Dette kaldtes „at vega á veittar trygðir“.
  7. Níðingr, af níð d. e. Ondſkab, Troløshed, Forræderi.
  8. Snorre, Halfd. Sv. Saga Cap. 7.
  9. Endog den gamle rusſiſke, af Jaroſlav c. 1010 givne Pravda eller Lovgivning indeholder Beſtemmelſer herom.
  10. Ældre Gul. L. Cap. 180: Nu beregnes „Gjald“ i Gula ſaaledes: Haulden 18 Mark „Lov-Øre“; derfra ſkal Gjalden voxe og aſtage ſom andre Retter.
  11. Ældre Gul. L. Cap. 91, 185, 200.
  12. Ædre Gul. L. Cap. 185.
  13. Ældre Froſt. L. X. 34.
  14. Wikikildens note: Originalen har en fotnote her, men henviser til samme nummer som neste fotnote.
  15. Sammenlign f. Ex. X. 34 med IV. 53, X. 35, X. 41, XIII. 15. Man ſynes undertiden at have beregnet ſom 2 : 3, undertiden ſom 3 : 4, alt efterſom Regningen faldt bekvemmeſt.
  16. En Øre var i Vegt lidt mere end en nuværende Solvſpecie; men Sølvets Værdi var i hine Tider mange Gange ſtørre end nu.
  17. Ældre Borg. Chr. R. Cap. 9. Ældre Eidſ. Chr. R. 50.