Det norske Folks Historie/1/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (1-1s. 135-139).

Vi have underſøgt de Fribaarnes Vilkaar i Norden, og gjennemgaaet de Hovedklasſer, i hvilke de deelte ſig; det ſtaar nu kun tilbage at kaſte et Blik paa de Ufries eller Trællenes Klasſe, der i fordums Dage, hvor lidet talrig den end var lige overfor den fribaarne Deel af Befolkningen, dog ikke indeholdt ſaa ganſke faa Individer, og ikke ſpillede en ſaa aldeles ubetydelig Rolle, at vi her kunne forbigaa den med Taushed. Rigsmaals Fremſtilling af Trællens Udſeende og Haandtering er ovenfor meddeelt; vi erfare heraf, at Trællene ej alene i Almindelighed havde det raa og ſimple Ydre, der er en Følge af haardt og grovt Arbejde, men ogſaa en mørkladen Farve og visſe Træk, der ſynes at vidne om en anden Herkomſt, end deres Herrers. Og ſaaledes forholder det ſig vel ogſaa, ſom vi allerede ovenfor have yttret, i Virkeligheden. Man kan ikke fra førſt af blandt Germanerne ſelv tænke ſig en fød Trælleklasſe, men de førſte Trælle have rimeligviis været røvede ved Erobringer fra deres tſchudiſke og ſkythoſarmatiſke Naboer, fra hvilke førſte Trælle igjen den ſenere, ved nye Erobringer og Menneſkerov, vel ogſaa ved Salg, vedligeholdte og forøgede Trællebefolkning, nedſtammede ſaavel i Norden, ſom i Tydſkland og andre germaniſke Lande. Thi Trælle have visſelig baade Tydſkere og Nordboer ſtrax ved deres førſte Udvandring fra Urhjemmet medbragt. Men disſe medbragte Trælle kunde alene være Huus- eller Familietrælle, knyttede til Herrens Perſon, ikke Livegne, knyttede til en endnu ikke erhvervet Jord. Saadanne kunde blot opſtaa, efterat et allerede bebygget Land var erobret, og ſaadanne fandtes derfor aldrig i Norge, I Tydſkland derimod vare de almindelige, hvorom allerede Tacitus vidner[1], og her opſtode derfor ogſaa flere Grader af Ufrie, de egentlige Huustrælle, og de ufrie Jorddyrkere (Liten)[2]. Den ſamme Forſkjel findes ogſaa blandt Angelſaxerne, og charakteriſtiſk nok er det, at den Livegne her kaldtes Wealh (d. e. en Briter) og den livegne Kvinde Wylen, (d. e. en Britinde), et talende Vidnesbyrd om at de overvundne Briter ogſaa bleve gjorte til Livegne, og ofte vel endog til Huus-Trælle[3].

Den oprindelige Maade, paa hvilken Trælle erhvervedes, ſynes at have været Tilfangetagelſe i Krig eller paa hvilketſomhelſt Herjetog, Ordet heertekinn eller hernuminn (hærtagen, krigsfangen) medfører derfor næſten i og for ſig Begrebet om Trældom, og man har Exempel paa, at en højbaaren Kvinde endog ved at røves af en Landsmand og føres hen til et andet Fylke kunde blive anſeet, ſom om hun var ſunken ned i Trælleſtand[4]. Trællene betragtedes af vore Forfædre ſom Ting eller Løsøre, forſaavidt de kunde ſælges, bortbyttes eller bortgives; forreſten ſynes Trællenes Stilling at have været ret taalelig. Den fælles Benævnelſe paa en Træl eller Trælkvinde, iſær med Henſyn til deres Afhændelighed, var man[5]; med Henſyn til det tjenende Forhold, hvori han ſtod, þýr og þý (Tyende, angelſ. þeov, gotiſk þius)[6]. Der gaves ogſaa andre Navne, ſom betegnede den ufrie Stand, og ſom idetmindſte ſenere hos vore Forfædre kunde bruges i Flæng med „Thy“ og „Man“, men ſom maaſkee fra førſt af have betegnet enten forſkjellige Grader af Trældom, eller forſkjellige Beſkjeftigelſer. Af disſe maa førſt og fremſt merkes det bekjendte „Træl“ (þræll)[7]; dernæſt ár (opr. maaſkee kun en „Tjener“), og ambátt, der oprindeligen blot kan have betegnet „Tjeneſtekvinde“, (ligeſom det gotiſke andbahts kun betegner en Tjener i Almindelighed), men er ſenere gaaet over til at betegne en Trælkvinde ret og ſlet[8]. Andre Navne tyde hen paa ſæregne Betjeninger i Huusvæſenet, og forudſætte ſaaledes et Kulturtrin, paa hvilket der allerede findes ordnede Huusholdninger. Trældomsſtanden overhoved kaldtes ſom ofteſt heel betegnende ánauð (d. e. Tvangstilſtand).

Desuagtet var, ſom allerede ovenfor yttret, Trællenes Tilſtand hos vore Forfædre heel taalelig, langt taaleligere, end hos Romere og Grækere. Trællene havde ſædvanligviis egen Ejendom, kunde endog beſidde Vaaben, ſom Herren ikke egenmægtigt var berettiget til at fratage ham[9], og kunde, naar de havde ſamlet Penge nok dertil, løskjøbe ſig, ligeſom de ikke ſjelden frigaves[10]. En ſaadan Frigiven kaldtes leysingi, og vedblev viſtnok at ſtaa i et Afhængighedsforhold til Herren, men ikke længer ſaaledes, at denne havde nogen Forføjningsret over hans Perſon, eller at han ikke, naar han ellers havde Midlerne dertil, ganſke ſkulde kunne forlade Herrens Huus og nedſætte ſig paa ſin egen Haand. Sandſynligviis var det Frigivne, af hvilke Lejlændingsklasſen, idetmindſte i de ældſte Tider, fornemmelig beſtod; men i ſaa Fald var deres Retsforbold omhyggeligt ſikkret, thi i vore ældre Love er det Beſtemmelſerne om „Landslejen“, det vil ſige om Forholdet mellem Grundejer og Lejlændinger og disſe indbyrdes, der indtage den ſtørſte Plads, og ere affattede med ſtørſt Omſtændighed. Af andre Beſtemmelſer om de enkelte Klasſers Rettigheder ſeer man, at den Frigivne og den Frigivnes Søn dannede en Mellemklasſe mellem Trællen og Bonden. Der omtales og ſtundom mellem Frigivneſønnen og Bonden en Mellemklasſe, hvis Medlemmer betegnes med det beſynderlige Navn Reks-Thegn (egentlig Vreks-Thegn), hvilket Ord, der kommer af at reka eller vreka (ɔ: vrage, drive bort), neppe kan andet end ſigte til, at de dermed betegnede Folk have ført et mere løſt og ledigt Liv, end de faſt boſatte Godsejere. Man ſkulde ellers formode, at den Klasſe af Smaahandlere, omvankende Kræmmere, Pengeſamlere og Pengeudlaanere, der altid opſtaar i et allerede nogenledes ordnet Statsſamfund, fornemmelig har beſtaaet af Frigivne eller Frigivnes Børn. Ved krigsfangne og ſiden frigivne Trælle kom det dog naturligviis ogſaa meget an paa deres oprindelige Stand, hvad Stilling det efter Frigivelſen tillodes dem at indtage i Samfundet[11]. Og i det Hele taget behøvedes der ikke ret mange Generationer til at bringe en Frigivens Ætling paa ſamme Fod, ſom Haulderne. Beſiddelſe af Land var dertil den væſentligſte Betingelſe. Denne maatte det viſtnok have ſine Vanſkeligheder at opnaa, da den med Odelet forbundne Løsningsret, ſom man egentlig kunde kalde Familiens uforgængelige Medejendomsret, ſaa at ſige forvandlede ethvert Kjøb af faſt Ejendom til et et Pantelaan, og gjorde Beſiddelſen af kjøbt Jordegods uſikker, efterſom dette næſten til enhver Tid kunde indløſes af de Odelsbaarne. Det er endog højſt ſandſynligt, at disſe Beſtemmelſer om den udſtrakte Løsningsret oprindelig ere vedtagne for derved at udeſtænge Pengepugerne af lav Herkomſt fra at komme i Beſiddelſe af Jordegods og derved trænge ſig ind i Odelsbaarnes Kreds. Men der kunde dog tænkes ſaamange Tilfælde, hvor Gjenløsningen maatte blive de Odelsbaarne vanſkelig eller umulig; eller hvor de idetmindſte maatte finde ſig bedre tjente med at modtage en Pengeſum, end med at faa Gaarden tilbage. Og endelig ſynes den merkelige Vedtægt fra gammel Tid af at have beſtaaet, at en Konge, ved at ſkjenke en Mand et Stykke Jord, derved ogſaa ſkjenkede ham det til Odel. Kongen havde det ſaaledes i ſin Magt, paa een Gang at ophøje en Frigiven i Hauldernes Klasſe[12].

Der ſkjelnes undertiden mellem to Slags Frigivne, nemlig den fuldſtændigt Løsladte (leysingi), og den blotte Frigivne (frjálsgjafi)[13]. Forſkjellen maa have beſtaaet deri, at hine Frigivne ſtrax ved en udtrykkelig Viljeserklæring af Herren erhvervede en ſtørre Fritagelſe fra de Forpligtelſer, der paahvilede ham imod denne, end den ſimpelthen Frigivne, ligeſom det ogſaa paa en vis Maade ligger i Ordet, at denne kun havde betraadt det førſte Trin af Frihedens Stige. Thi Ordet frjáls (hvoraf „Frelſe“ ɔ: Frihed) er juſt det Ord, hvormed den fuldkomne perſonlige Frihed betegnes[14].

Saavel Tacitus, ſom de fleſte tydſke og angelſaxiſke Love omtale det Tilfælde, at en fribaaren Mand kunde give ſig ſelv i Trældom, naar han enten ikke vidſte at ernære ſig ſelv, eller ogſaa paa en eller anden Maade (f. Ex. ved Tab i Spil) var bleven en anden Mand en ſtørre Sum ſkyldig, end han kunde betale[15]. Ogſaa vore ældre Love forudſætte Kreditors Ret til at tage ſig betalt i Skyldnerens Perſon, naar hans Gods ej var tilſtrækkeligt til at dække Gjelden[16]; hiin frivillige Overgivelſe i Trældom nævnes dog ingenſteds udtrykkeligt, men betegnes i ſvenſke Love ved Ordet gjafþræll (d. e. Gave-Træl)[17], der visſelig ganſke ſvarer til det i den engelſke Konge Henrik I’s Lov forekommende Udtryk „sua datione servus“, hvormed hiin frivilligt i Trælleſtand indtraadte, forhen fribaarne, Mand betegnes. Forreſten er det i ſig ſelv højſt ſandſynligt, at dette Tilfælde ogſaa hos os oftere er indtraadt.


  1. Tacitus, Germ. Cap. 25 Ceteris servis non in nostrum morem descriptis per familiam ministeriis utuntur; suam quisque sedem, suos penates regit; frumenti modum dominus, aut pecoris, aut vestis, ut colono, injungit, et servus hactenus paret.
  2. Se herom ovenfor S. 121. Disſe Liter gjenkjendes i Romernes Læti, germaniſke Hjelpetropper.
  3. Det Angelſ. Wealh, vort Valr, Tydſk Walch, Slaviſk Wolok, Wlak, betyder oprindelig kun „anderledes talende“, og henføres derfor af Angelſaxerne til Briterne (Wealas, hvoraf Wales), af vore Forfædre til romaniſktalende Folk, Franſkmand og Italienere, ſaa og af Tydſkerne; af Slaverne til Efterkommerne af de romerſke Provincialer ved Donau, hvoraf Navnet „Wlacher“.
  4. Se Egils Saga.
  5. Ordet ſvarer i Brug, dog ikke i Oprindelſe, til det lat. mancipium.
  6. Af þý kommer Ordet þjá (egentlig þivja, þía), at gjøre til Træl.
  7. Þræl forekommer ogſaa hos Angelſaxerne.
  8. I Snorres Harald Haarf. Saga Cap. 40 omtales en Kvinde af høj Byrd, der dog kaldtes Kongens ambátt, thi, heder det, i hine Tider vare ogſaa fornemmere Mænd og Kvinder Kongen tjeneſtpligtige. Sagen har vel været den, at Ordet ambátt i hiin Tid endnu ikke havde antaget den ſtadige Betydning af „Trælkvinde“. Naar Cæſar (B. G. VI. 1.) taler om de ſaakaldte ambacti, der hos Gallerne omgave de fornemmere Mænd, ſkulde man næſten tro, at han har overført paa Gallernes Indretninger et Ord, han har hørt fra de tydſke Stammer, med hvilke han kom i Berørelſe, og ſom han i alle Fald viſtnok har forklaret af det latinſke ambigo.
  9. Se herom iſær den merkelige Beretning i Gisle Sursſøns Saga S. 4. — Trællens private Ejendom (orka) omtales oftere i vore ældre Love. Erling Skjalgsſøn gav ſine Trælle Grundſtykker at dyrke, ſe Snorre Olaf d. H. Saga Cap. 22.
  10. At der i England maa have været en Mængde Livegne, ſees desſoruden ej alene af flere Diplomer, men ogſaa af Bedas Beretning om Biſkop Wilfridh, at han, da Kong Ceadwealha af Wesſex havde givet ham Diſtriktet Seoleſigg (Selſey), ſtrax frigav 250 der boſatte Livegne. (Beda, II. H. E. IV. 13).
  11. F. Ex. hvor den ſkotſke Jarl Melduns Søn bliver Godsbeſidder paa Island, Landn. II. 17.
  12. Se den ældre Gulathingslov, Cap. 270. Her omtales ogſaa flere andre Maader, hvorved et Grundſtykke allerede ſtrax kunde erhverves ſom Odel. Ellers udkrævedes dertil, ſom bekjendt, i det mindſte i de Tider, fra hvilke vore ældre Love i den Skikkelſe, hvori vi nu kjende dem, ſkriver ſig, en ſaare lang Beſiddelſeshævd, og det bliver et Spørgsmaal om Odelet i de ældſte Tider overhoved ved nok faa lang Beſiddelſe i den nye Kjøbers Æt kunde præſkriberes for Sælgeren.
  13. Se nedenfor S. 144.
  14. Ordet er ſammenſat af frí og hals, betegner altſaa „den, hvis Hals er fri“, altſaa den, der ej bærer noget Trællemerke paa ſig. Det gjengives derfor ogſaa i latinſke Dokumenter ved „collum liberum“.
  15. Tacitus, Germ. Cap. 24.
  16. Ældre Gul. Lov, Cap. 71.
  17. Øſtgøtalagen, Dræp. B. XVII. 2.