Det norske Folks Historie/1/22

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (1-1s. 135-139).

Vi have undersøgt de Fribaarnes Vilkaar i Norden, og gjennemgaaet de Hovedklasser, i hvilke de deelte sig; det staar nu kun tilbage at kaste et Blik paa de Ufries eller Trællenes Klasse, der i fordums Dage, hvor lidet talrig den end var lige overfor den fribaarne Deel af Befolkningen, dog ikke indeholdt saa ganske faa Individer, og ikke spillede en saa aldeles ubetydelig Rolle, at vi her kunne forbigaa den med Taushed. Rigsmaals Fremstilling af Trællens Udseende og Haandtering er ovenfor meddeelt; vi erfare heraf, at Trællene ej alene i Almindelighed havde det raa og simple Ydre, der er en Følge af haardt og grovt Arbejde, men ogsaa en mørkladen Farve og visse Træk, der synes at vidne om en anden Herkomst, end deres Herrers. Og saaledes forholder det sig vel ogsaa, som vi allerede ovenfor have yttret, i Virkeligheden. Man kan ikke fra først af blandt Germanerne selv tænke sig en fød Trælleklasse, men de første Trælle have rimeligviis været røvede ved Erobringer fra deres tschudiske og skythosarmatiske Naboer, fra hvilke første Trælle igjen den senere, ved nye Erobringer og Menneskerov, vel ogsaa ved Salg, vedligeholdte og forøgede Trællebefolkning, nedstammede saavel i Norden, som i Tydskland og andre germaniske Lande. Thi Trælle have visselig baade Tydskere og Nordboer strax ved deres første Udvandring fra Urhjemmet medbragt. Men disse medbragte Trælle kunde alene være Huus- eller Familietrælle, knyttede til Herrens Person, ikke Livegne, knyttede til en endnu ikke erhvervet Jord. Saadanne kunde blot opstaa, efterat et allerede bebygget Land var erobret, og saadanne fandtes derfor aldrig i Norge, I Tydskland derimod vare de almindelige, hvorom allerede Tacitus vidner[1], og her opstode derfor ogsaa flere Grader af Ufrie, de egentlige Huustrælle, og de ufrie Jorddyrkere (Liten)[2]. Den samme Forskjel findes ogsaa blandt Angelsaxerne, og charakteristisk nok er det, at den Livegne her kaldtes Wealh (d. e. en Briter) og den livegne Kvinde Wylen, (d. e. en Britinde), et talende Vidnesbyrd om at de overvundne Briter ogsaa bleve gjorte til Livegne, og ofte vel endog til Huus-Trælle[3].

Den oprindelige Maade, paa hvilken Trælle erhvervedes, synes at have været Tilfangetagelse i Krig eller paa hvilketsomhelst Herjetog, Ordet heertekinn eller hernuminn (hærtagen, krigsfangen) medfører derfor næsten i og for sig Begrebet om Trældom, og man har Exempel paa, at en højbaaren Kvinde endog ved at røves af en Landsmand og føres hen til et andet Fylke kunde blive anseet, som om hun var sunken ned i Trællestand[4]. Trællene betragtedes af vore Forfædre som Ting eller Løsøre, forsaavidt de kunde sælges, bortbyttes eller bortgives; forresten synes Trællenes Stilling at have været ret taalelig. Den fælles Benævnelse paa en Træl eller Trælkvinde, især med Hensyn til deres Afhændelighed, var man[5]; med Hensyn til det tjenende Forhold, hvori han stod, þýr og þý (Tyende, angels. þeov, gotisk þius)[6]. Der gaves ogsaa andre Navne, som betegnede den ufrie Stand, og som idetmindste senere hos vore Forfædre kunde bruges i Flæng med „Thy“ og „Man“, men som maaskee fra først af have betegnet enten forskjellige Grader af Trældom, eller forskjellige Beskjeftigelser. Af disse maa først og fremst merkes det bekjendte „Træl“ (þræll)[7]; dernæst ár (opr. maaskee kun en „Tjener“), og ambátt, der oprindeligen blot kan have betegnet „Tjenestekvinde“, (ligesom det gotiske andbahts kun betegner en Tjener i Almindelighed), men er senere gaaet over til at betegne en Trælkvinde ret og slet[8]. Andre Navne tyde hen paa særegne Betjeninger i Huusvæsenet, og forudsætte saaledes et Kulturtrin, paa hvilket der allerede findes ordnede Huusholdninger. Trældomsstanden overhoved kaldtes som oftest heel betegnende ánauð (d. e. Tvangstilstand).

Desuagtet var, som allerede ovenfor yttret, Trællenes Tilstand hos vore Forfædre heel taalelig, langt taaleligere, end hos Romere og Grækere. Trællene havde sædvanligviis egen Ejendom, kunde endog besidde Vaaben, som Herren ikke egenmægtigt var berettiget til at fratage ham[9], og kunde, naar de havde samlet Penge nok dertil, løskjøbe sig, ligesom de ikke sjelden frigaves[10]. En saadan Frigiven kaldtes leysingi, og vedblev vistnok at staa i et Afhængighedsforhold til Herren, men ikke længer saaledes, at denne havde nogen Forføjningsret over hans Person, eller at han ikke, naar han ellers havde Midlerne dertil, ganske skulde kunne forlade Herrens Huus og nedsætte sig paa sin egen Haand. Sandsynligviis var det Frigivne, af hvilke Lejlændingsklassen, idetmindste i de ældste Tider, fornemmelig bestod; men i saa Fald var deres Retsforbold omhyggeligt sikkret, thi i vore ældre Love er det Bestemmelserne om „Landslejen“, det vil sige om Forholdet mellem Grundejer og Lejlændinger og disse indbyrdes, der indtage den største Plads, og ere affattede med størst Omstændighed. Af andre Bestemmelser om de enkelte Klassers Rettigheder seer man, at den Frigivne og den Frigivnes Søn dannede en Mellemklasse mellem Trællen og Bonden. Der omtales og stundom mellem Frigivnesønnen og Bonden en Mellemklasse, hvis Medlemmer betegnes med det besynderlige Navn Reks-Thegn (egentlig Vreks-Thegn), hvilket Ord, der kommer af at reka eller vreka (ɔ: vrage, drive bort), neppe kan andet end sigte til, at de dermed betegnede Folk have ført et mere løst og ledigt Liv, end de fast bosatte Godsejere. Man skulde ellers formode, at den Klasse af Smaahandlere, omvankende Kræmmere, Pengesamlere og Pengeudlaanere, der altid opstaar i et allerede nogenledes ordnet Statssamfund, fornemmelig har bestaaet af Frigivne eller Frigivnes Børn. Ved krigsfangne og siden frigivne Trælle kom det dog naturligviis ogsaa meget an paa deres oprindelige Stand, hvad Stilling det efter Frigivelsen tillodes dem at indtage i Samfundet[11]. Og i det Hele taget behøvedes der ikke ret mange Generationer til at bringe en Frigivens Ætling paa samme Fod, som Haulderne. Besiddelse af Land var dertil den væsentligste Betingelse. Denne maatte det vistnok have sine Vanskeligheder at opnaa, da den med Odelet forbundne Løsningsret, som man egentlig kunde kalde Familiens uforgængelige Medejendomsret, saa at sige forvandlede ethvert Kjøb af fast Ejendom til et et Pantelaan, og gjorde Besiddelsen af kjøbt Jordegods usikker, eftersom dette næsten til enhver Tid kunde indløses af de Odelsbaarne. Det er endog højst sandsynligt, at disse Bestemmelser om den udstrakte Løsningsret oprindelig ere vedtagne for derved at udestænge Pengepugerne af lav Herkomst fra at komme i Besiddelse af Jordegods og derved trænge sig ind i Odelsbaarnes Kreds. Men der kunde dog tænkes saamange Tilfælde, hvor Gjenløsningen maatte blive de Odelsbaarne vanskelig eller umulig; eller hvor de idetmindste maatte finde sig bedre tjente med at modtage en Pengesum, end med at faa Gaarden tilbage. Og endelig synes den merkelige Vedtægt fra gammel Tid af at have bestaaet, at en Konge, ved at skjenke en Mand et Stykke Jord, derved ogsaa skjenkede ham det til Odel. Kongen havde det saaledes i sin Magt, paa een Gang at ophøje en Frigiven i Hauldernes Klasse[12].

Der skjelnes undertiden mellem to Slags Frigivne, nemlig den fuldstændigt Løsladte (leysingi), og den blotte Frigivne (frjálsgjafi)[13]. Forskjellen maa have bestaaet deri, at hine Frigivne strax ved en udtrykkelig Viljeserklæring af Herren erhvervede en større Fritagelse fra de Forpligtelser, der paahvilede ham imod denne, end den simpelthen Frigivne, ligesom det ogsaa paa en vis Maade ligger i Ordet, at denne kun havde betraadt det første Trin af Frihedens Stige. Thi Ordet frjáls (hvoraf „Frelse“ ɔ: Frihed) er just det Ord, hvormed den fuldkomne personlige Frihed betegnes[14].

Saavel Tacitus, som de fleste tydske og angelsaxiske Love omtale det Tilfælde, at en fribaaren Mand kunde give sig selv i Trældom, naar han enten ikke vidste at ernære sig selv, eller ogsaa paa en eller anden Maade (f. Ex. ved Tab i Spil) var bleven en anden Mand en større Sum skyldig, end han kunde betale[15]. Ogsaa vore ældre Love forudsætte Kreditors Ret til at tage sig betalt i Skyldnerens Person, naar hans Gods ej var tilstrækkeligt til at dække Gjelden[16]; hiin frivillige Overgivelse i Trældom nævnes dog ingensteds udtrykkeligt, men betegnes i svenske Love ved Ordet gjafþræll (d. e. Gave-Træl)[17], der visselig ganske svarer til det i den engelske Konge Henrik I’s Lov forekommende Udtryk „sua datione servus“, hvormed hiin frivilligt i Trællestand indtraadte, forhen fribaarne, Mand betegnes. Forresten er det i sig selv højst sandsynligt, at dette Tilfælde ogsaa hos os oftere er indtraadt.


  1. Tacitus, Germ. Cap. 25 Ceteris servis non in nostrum morem descriptis per familiam ministeriis utuntur; suam quisque sedem, suos penates regit; frumenti modum dominus, aut pecoris, aut vestis, ut colono, injungit, et servus hactenus paret.
  2. Se herom ovenfor S. 121. Disse Liter gjenkjendes i Romernes Læti, germaniske Hjelpetropper.
  3. Det Angels. Wealh, vort Valr, Tydsk Walch, Slavisk Wolok, Wlak, betyder oprindelig kun „anderledes talende“, og henføres derfor af Angelsaxerne til Briterne (Wealas, hvoraf Wales), af vore Forfædre til romanisktalende Folk, Franskmand og Italienere, saa og af Tydskerne; af Slaverne til Efterkommerne af de romerske Provincialer ved Donau, hvoraf Navnet „Wlacher“.
  4. Se Egils Saga.
  5. Ordet svarer i Brug, dog ikke i Oprindelse, til det lat. mancipium.
  6. Af þý kommer Ordet þjá (egentlig þivja, þía), at gjøre til Træl.
  7. Þræl forekommer ogsaa hos Angelsaxerne.
  8. I Snorres Harald Haarf. Saga Cap. 40 omtales en Kvinde af høj Byrd, der dog kaldtes Kongens ambátt, thi, heder det, i hine Tider vare ogsaa fornemmere Mænd og Kvinder Kongen tjenestpligtige. Sagen har vel været den, at Ordet ambátt i hiin Tid endnu ikke havde antaget den stadige Betydning af „Trælkvinde“. Naar Cæsar (B. G. VI. 1.) taler om de saakaldte ambacti, der hos Gallerne omgave de fornemmere Mænd, skulde man næsten tro, at han har overført paa Gallernes Indretninger et Ord, han har hørt fra de tydske Stammer, med hvilke han kom i Berørelse, og som han i alle Fald vistnok har forklaret af det latinske ambigo.
  9. Se herom især den merkelige Beretning i Gisle Surssøns Saga S. 4. – Trællens private Ejendom (orka) omtales oftere i vore ældre Love. Erling Skjalgssøn gav sine Trælle Grundstykker at dyrke, se Snorre Olaf d. H. Saga Cap. 22.
  10. At der i England maa have været en Mængde Livegne, sees dessoruden ej alene af flere Diplomer, men ogsaa af Bedas Beretning om Biskop Wilfridh, at han, da Kong Ceadwealha af Wessex havde givet ham Distriktet Seolesigg (Selsey), strax frigav 250 der bosatte Livegne. (Beda, II. H. E. IV. 13).
  11. F. Ex. hvor den skotske Jarl Melduns Søn bliver Godsbesidder paa Island, Landn. II. 17.
  12. Se den ældre Gulathingslov, Cap. 270. Her omtales ogsaa flere andre Maader, hvorved et Grundstykke allerede strax kunde erhverves som Odel. Ellers udkrævedes dertil, som bekjendt, i det mindste i de Tider, fra hvilke vore ældre Love i den Skikkelse, hvori vi nu kjende dem, skriver sig, en saare lang Besiddelseshævd, og det bliver et Spørgsmaal om Odelet i de ældste Tider overhoved ved nok faa lang Besiddelse i den nye Kjøbers Æt kunde præskriberes for Sælgeren.
  13. Se nedenfor S. 144.
  14. Ordet er sammensat af frí og hals, betegner altsaa „den, hvis Hals er fri“, altsaa den, der ej bærer noget Trællemerke paa sig. Det gjengives derfor ogsaa i latinske Dokumenter ved „collum liberum“.
  15. Tacitus, Germ. Cap. 24.
  16. Ældre Gul. Lov, Cap. 71.
  17. Østgøtalagen, Dræp. B. XVII. 2.