Det norske Folks Historie/1/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (1-1s. 124-135).

Vi have ſeet, hvorledes den fribaarne „Karl“ ved at erhverve Odelsjord hævede ſig til at blive Hauld, og hvorledes Haulds- eller Odels-Klasſen dannede et Slags Ariſtokrati fremfor den ikke jordejende Klasſe af Fribaarne. Rigsmaal antyder, hvorledes Jarlernes Klasſe ved at indgaa nærmere Forbindelſe med Hauldernes ogſaa hævede ſin en Grad højere op paa ſamme Maade; Jarlen tillægges nemlig Sønnen Konr ungr, hvorved Digteren øjenſynlig vil have Kongen betegnet. Men Kongen var i det oprindelige germaniſke Samfund ikke fød Regent. „Kongerne“, ſiger Tacitus, „vælge de efter fornem Byrd, men Anførerne ſelv efter deres Dygtighed“. Herved har Tacitus baade antydet, at Kongen, ſom Konge, ſlet ikke derfor behøvede at være „Anfører“ (dux), og at tillige det væſentlige ved Kongeværdigheden var den fornemme Byrd. Til hiint „dux“ hos Tacitus ſvare ligefrem de gamle Benævnelſer fylkir og hersir, og herved bliver det heel ſandſynligt, at disſe Værdigheder i den fjernere Oldtid neppe vare arvelige. Den gamle engelſke Forfatter Beda, der foruden mange andre Skrifter ſkrev Englands Kirkehiſtorie omtrent ved 728, nævner udtrykkeligt, hvorledes Saxerne i Tydſkland ſtyredes af Fyrſter, der efter Lodkaſtning anførte Hæren i Krig[1], Regenter, der ikke kaldtes Konger, men ſkifteviis førte Regjeringen; og vore gamle Sagn vide ligeledes at berette om Fylker, der ikke beherſkedes af Konger, men af Jarler eller Herſer. I Ordet „konungr“ (angelſ. cyning, tydſk chuninc) ligger derimod fra førſte Færd af Begrebet om fornem Herkomſt, da Ordet kon, kun eller kuni, hvoraf det er afledet, ligeſrem betegner „Slægt“, og „konungr“, betyder ſaaledes oprindelig kun „en af en Slægt“, ligeſom det latinſke generosus, der ogſaa er gaaet over til at betegne høj Byrd. Kongerne maa derfor i den ældſte Tid kun have været de ved Byrd og Anſeelſe meſt fremragende Medlemmer af Jarleſlægterne, og de have ſom ſaadanne viſtnok udøvet megen Indflydelſe, men dog ikke været Fylkernes ſelvſkrevne Herrer, ligeſom det og ikke alene er ſandſynligt, men endog viſt, at der i eet Fylke kunne have været mange Konger paa een Gang. Hvad der egentlig fra førſt af ſtemplede den anſeede Jarle-Ætling til Konge og hvad det betegnende ved Kongeværdigheden egentlig var, derom indeholde vore Oldſkrifter ingen beſtemte Udſagn, men kun dunkle Vink og Antydninger, der dog, ret forſtaaede, give tilſtrækkelig Oplysning. Rigsmaal lader, ſom vi have ſeet, allerede Jarlen efter Rigs Bud tilegne ſig „Odelsvolde, ældgamle Bygder“, og ſynes derved at antyde en Optræden ſom Erobrer; Kongen (egentl. Kon den unge) optræder endnu beſtemtere ſom Kriger, ſyſler med Vaaben og Jagt og tilegnet ſig højere Indſigter (Runer), indtil han endelig begynder at kede ſig ved ſin Uvirkſomhed og Erobringslyſten begynder at vaagne hos ham. Dette udtrykkes i Digtet ſaaledes:


 Red Kon den unge
i Kjær og Skove,
Kolven lod han flyve,
Fugle han ſkød.

 Da kvad en Krage,
paa Kviſt den ſad:
hvi ſkal du, Kon unge,
kun ſkyde Fugle?
Heller burde I
paa Heſte ride
og Hæren fælde.

 Dan og Danp
have bedre Haller
bedre Odel
end I ſelv have;
de ſkjønne godt
paa Skibet at ride,
Eggen at ſvinge,
Saar at give.

Hans egen indre Driſt til at forlade Fædrelandet og underkaſte ſig fremmede Lande i Spidſen for Krigere fremſtilles her billedligt, ſom om han hørte Opfordringen dertil i Fuglenes Røſt, naar han vandrede eenſom i Skov og Mark, overladt til ſine egne Grublerier. Digtet ender her pludſeligt, og er aabenbart ufuldſtændigt. Hvad der ſiges om Dan og Danp ſynes enten at ſigte til et Erobringstog mod Danmark, hvilket Digteren paa en allegoriſk Maade har villet forherlige, eller ogſaa, hvad der forekommer os mere rimeligt, at ſkulle indeholde en Opfordring til den unge norſke Jarleſøn om at efterfølge Dans og Danps Exempel, og erhverve ligeſaa god Odel, ligeſaa ſtor Anſeelſe, og ligeſaa ſtor Berømmelſe for Krigerfærd til Lands og Vands ſom de. Herom ville vi ſenere faa Anledning til at udtale os nærmere; her holde vi os kun til de Vink, Digtet indeholder om Kongeværdighedens Oprindelſe. Det er tydeligt nok udtalt, at Jarleſønnen førſt bliver Konge, naar han optræder ſom Erobrer, altſaa naar han i Spidſen for Krigere drager ud paa Erobringstog til fremmede Lande. Hans Optræden i Spidſen for en Krigerſkare antydes endog ved det blotte Fleertal, hvormed Kragen i ſin Opfordrings Løb begynder at tiltale ham. Hermed ſtemmer det nøje, hvad Snorre fortæller ſom det ſædvanlige i Norges og Sveriges ældſte eller heroiſke Periode: „Der var mange Sø-Konger ſom raadede over meget Folk, men ejede intet Land“[2]. Og ſaa langt ned, ſom ved den Tid da Chriſtendommen indførtes, ja endog noget ſenere overhoved ſaa længe Vikingetiden varede, finde vi det omtalt ſom Skik og Brug, at Sønner af kongelige Familier, der i Spidſen for en Krigerſkare gjorde Søtog for at herje i fremmede Lande, ſtrax paa det førſte Tog ved Afrejſen fra Hjemmet udraabtes til Konger af ſine Krigere, og ſidenefter ſtedſe beholdt denne Kongetitel. Nu er det tydeligt nok, at den Omſtændighed, at disſe Tog foregik til Søs, her er aldeles uvæſentlig, alene begrundet i Norges ſæregne Beliggenhed og Umuligheden af længer at kunne foretage Erobringstog til Lands; det Væſentlige er Kongens Optræden ſom Høvding før en Skare af Krigere, der have ſluttet ſig om ham i den Henſigt at herje og gjøre Erobringer i fremmede Lande. Konge-Navnet er ſaaledes fra førſt af knyttet til disſe to Hovedpunkter, Erobringshenſigten og Krigerfølget. Og her have vi ikke længer en udelukkende norſk, men en ældgammel og egte germaniſk Inſtitution for os. Det er det ſaakaldte Følge (comitatus), beſtaaende af hvad der i vore Oldſkrifter kaldes „haandgangne Mænd“ eller Krigere, der med hellige Forpligtelſer havde fluttet ſig til Kongens Perſon.

Tacitus, der ſaa omhyggelig havde iagttaget de gamle Germaners Skikke og Sæder, giver os den ældſte, men tillige den omſtændeligſte Fremſtilling af dette Følges Beſkaffenhed. „De foretage ſig“, ſiger han, „intet enten i offentlige eller private Anliggender, uden at være bevæbnede. Men det er ikke Skik og Brug at Nogen begynder at bære Vaaben, førend hans Medborgere have erklæret ham voxen dertil. Da bliver Ynglingen paa ſelve Thinget prydet med Skjold og Spyd, enten af en af Fyrſterne (principes) eller af ſin Fader, eller af en Paarørende. – Særdeles høj Byrd eller Forfædres ſtore Fortjeneſte kunne endog give unge Menneſker fyrſtelig Værdighed. De ſaaledes Vaabenſmykkede flokke ſig om de ſterkere og allerede prøvede Krigere; heller ikke er det nogen Skam at viſe ſig blandt de haandgangne Mænd (comites). Der er endog Grader imellem de haandgangne Mænd indbyrdes, alt efter den Fyrſtes Dom, hvem de følge; de haandgangne Mænd kappes ivrigt med hinanden indbyrdes om at indtage den førſte Plads hos Fyrſten, og Fyrſterne kappes om at have de fleſte og tappreſte haandgangne Mænd. Dette er Anſeelſe og Magt, ſtedſe at være omgivne af en Skare udvalgte Ynglinger; i Fredstid er det en Ære, i Krigen et Værn. Og ikke alene i Fyrſtens eget Fylke, men ogſaa i alle Nabofylker erhverver han ſig et berømmeligt Navn ved at have et Følge, der udmerker ſig ved Talrighed og Tapperhed; til en ſaadan Fyrſtes Gunſt bejler man ved Geſandtſkaber, og ſender ham Gaver; ofte er hans blotte Anſeelſe nok til at gjøre Ende paa Krige. I Slaget er det en Skam for Fyrſten at ſtaa tilbage for Nogen i Tapperhed, og for Følget, ikke at viſe ligeſaa ſtor Tapperhed ſom Fyrſten. Og en Skjændſel er det for den haandgangne Mand gjennem hele hans Liv, at overleve ſin i Slaget faldne Fyrſte; hans helligſte Forpligtelſe er at forſvare og værge denne, ja endog at tilſkrive ham Æren for de Heltebedrifter, han ſelv udfører. Fyrſterne ſtride før Sejren, de haandgangne Mænd for Fyrſten. Og hvis der hjemme i Fylket har herſket langvarig Fred og Stilhed, begive de fleſte fornemme Ynglinger ſig efter eget frit Valg til Nationer, ſom juſt paa den Tid føre Krig, baade fordi Nationen i ſig ſelv hader Rolighed, og fordi de ved de farefuldeſte Bedrifter erhverve den ſtørſte Anſeelſe, og det desuden er vanſkeligt for Fyrſten at kunne holde et ſtort Følge uden ved Herjen og Krigsføren; thi de haandgangne Mænd gjøre ſtore Fordringer til deres Fyrſtes Gavmildhed; navnligt vente de af ham at faa den Heſt, hvorpaa de drage i Striden, og det Spyd, hvormed de fælde Fjenden og vinde Sejren; Beværtningen, og den viſtnok ſimple, men rigelige Underholdning regnes kun ſom en Deel af Beſoldningen; Midlerne til at viſe Gavmildhed maa Fyrſten ſøge ſig ved Krig og Herjen. Man vil have langt vanſkeligere ved at faa dem til at dyrke Jorden og afvente Afgrøden, end til at udæſke Fjenden og modtage hædrende Saar: ja det anſees endog ſom Tegn paa Dorſkhed og Ladhed, at erhverve ſig ved ſin Sved, hvad der kan vindes ved Blod“[3].

Anvende vi denne meſterlige Skildring paa de ældſte Forhold i vort Land, ſaaledes ſom vi ovenfor iſær efter Rigsmaal have ſøgt at fremſtille dem, vil man lettelig kunne forſtaa, hvorledes Karlen eller Agerdyrkeren i Førſtningen kunde være ſaa lidet anſeet i Sammenligning med Jarlen eller Krigeren. Jarlerne have neppe engang beſkjeftiget ſig med Agerdyrkningen, men flokket ſig om enkelte Høvdinger, og under deres Anførſel, enten i Fejder med hinanden indbyrdes, eller i fremmede Fylker, maaſkee og i fjernere Lande ſøgt at erhverve ſig Anſeelſe og det fornødne Underhold. Baade i vore egne og andre germaniſke Oldſkrifter finde vi i mængdeviis Exempler paa det her af Tacitus ſkildrede Forhold, og Beſtyrkelſe paa hans Ord. Høvdingens Gavmildhed mod hans haandgangne Mænd er ſaa at ſige de gamle, til Høvdingers Priis forfattede. Kvads ſtaaende Thema; Gavmildheden priſes ſom en Dyd ikke ringere end Tapperheden. Høvdingen kaldes „Ringenes Bryder“, „Guldets Hader“, o. a. d. Allerede Rigsmaal ſelv lader Jarlen, ſom et Særkjende paa hans ædle Byrd, ſtrax efterat have tilkæmpet ſig et Rige „ſønderhugge Baugen“; i det gamle Bjarkemaal omtaler Hjalte vidtløftigt de rige Gaver, han og hans Staldbroder havde faaet af Rolf Krake, og i Digtet om Beowulf priſes Hrodhgars og Hygelacs Gavmildhed. I Ynglingaſaga fortæller Snorre om Oplændingekongen Halfdan, at han viſtnok var gavmild paa Guld mod ſine Mænd, men holdt dem knapt med Henſyn til Beværtningen, hvorfor han og fik Tilnavnet hinn mildi ok matarilli (den gavmilde og madknappe). Og Høvdingens Forpligtelſe til at føde ſine Mænd anſtændigt ſpiller ogſaa meget længere ned i Tiden en vigtig Rolle; hans Knaphed i denne Henſeende var Gjenſtand for alvorlige Klager[4]. Og i Digtet om Beowulf kaldes de haandgangne Mænd eller Følgeſvende meget ofte Mad- og Arne-Fæller (beódgeneátas, heorðgeneátas). Med Æren for den vundne Sejr maatte Høvdingen nødvendigviis ogſaa erhverve den bedſte Deel af Byttet tilligemed den Ret eller Forpligtelſe at uddele det øvrige til ſine Mænd. Derfor ſiger ogſaa Tacitus, at Krig og Herjen ſelv ſkaffe Midlerne til Gavmildhed; han nævner ikke udtrykkeligt, at en Deel af Byttet ſtiftedes mellem de haandgangne Mænd, men dette ligger i Sagens Natur, og omtales desuden hyppigt i andre Oldſkrifter. Det heder ſaaledes hos Saxo, at Hleidrekongen Skjold udtrykkeligt erklærede, at Byttepenningen tilkom Krigerne, Æren derimod Anføreren, og endnu i vor ſaakaldte Hirdſkraa, d. e. den Lov, ſom gjaldt for Kongens haandgangne Mænd i det 13de Aarhundrede, gives der udtrykkelige Regler for Byttets Deling under Kongens egen Opſigt[5]. Forpligtelſen for de haandgangne Mænd til at forſvare deres Herre endog med Ooffrelſe[6] af deres eget Liv omtales hyppigt i vore ældre Skrifter; ingen Skjændſel var ſtørre end den, at ſvige ſin Lehnsherre (lánardróttinn), og i Digtet om Beowulf udſtøder en Kriger de haardeſte Bebrejdelſer mod dem af ſine Staldbrødre, der ikke havde Mod til at ſtaa deres fælles Høvding bi i Kampen mod en ildſprudende Drage[7].

Denne Inſtitution, Følge-Inſtitutionen, var altſaa dybt rodfæſtet hos de germaniſke Folk, og de have viſtnok medbragt den fra deres tidligere Opholdsſteder i Øſten. Dog ligeſom vi ſee Karlen efter Erhvervelſen af Odel gradviis hæve ſig til Hauldens anſeelige Stilling, ſaaledes har rimeligviis ogſaa Følge-Inſtitutionen efterhaanden hævet ſig fra en beſkednere og mindre fremtrædende Tilværelſe til den overordentlige Indflydelſe, ſom den ſiden udøvede, iſær efterat Erobringstog til fremmede Lande blev ſaadanne Følgers vigtigſte Bedrift. I Rigsmaal ſee vi, hvorledes allerede Jarlen begynder at underkaſte ſig „Odelsvolde, ældgamle Bygder“, at „ſtride for at vinde Lande“, at „ſønderhugge Bauger“, med andre Ord, hvorledes Jarlen, uden at bære Kongenavn, optræder ſom Følgehøvding. Kongenavnet knyttes førſt, ſom det ſynes, til mere omfattende Tog, iſær til Søs, Erobringen af ſtørre Lande „bedre Odel“, i Lighed med hvad Dan og Danp havde udrettet. Det var altſaa Krigsbedrifter udenfor Fædrelandet, eller rettere udenfor ſit eget Thjod, der allerførſt berettigede den jarlbaarne Høvding til at lade ſig hilſe med Kongenavn. Her giver Snorre os i Ynglinga-Saga en fortrinlig Oplysning. Han ſiger, „at Kong Dyggve i Uppſala var den førſte af Ynglinge-Ætten, der blev kaldt Konge, thi forhen kaldtes Fyrſten kun Drottinn, hans Huſtru Drottning, og hans Følge Drott“[8]. Vi have her ſaaledes det egentlige germaniſke Ord paa hvad Tacitus kalder principes, og vi gjenfinde det derhos i det angelſaxiſke dryhten, ligeſom det gotiſke gadrauhts i Betydningen af „Kriger“ vidner om, at ogſaa Goterne have haft et tilſvarende drauhtins. Snorre ſætter denne Beretning om Dyggve aabenbart i Forbindelſe med Rigsmaal, idet han ſom Dyggves Moder nævner Drott, Syſter af Kong Dan den Overmodige, efter hvilken Danmark har faaet ſit Navn, og Datter af Danp, Søn af Rig, der førſt blev kaldt Konge blandt danſktalende Folk, og hvis Ætmænd ſiden brugte Kongenavnet ſom den fornemſte Fyrſtetitel[9]. Viſtnok maa dette være en Misforſtaaelſe af Snorre, eller denne maa have benyttet en anden Bearbejdelſe af Rigsmaal end den, vi nu kjende, thi i denne fremtræder Rig Jarl ikke ſom Konge, og hans Søn, Kon den unge, ſom en fra Dan og Danp aldeles forſkjellig Perſonlighed. Men hvorledes dette nu end forholder ſig, ſaa er det dog aldeles tydeligt, at Kongenavnet efter vore Forfædres Sagn og Foreſtillinger ſkyldte Danmarks foregivne Underkaſtelſe og det danſke Monarchies Oprettelſe ved Dan, hvorom ogſaa danſke Oldſkrifter have meget at fortælle, ſin Oprindelſe: med andre Ord, at det hidrørte fra det førſte mere omfattende Erobringstog om hvilket deres ældgamle Sagn vidſte at berette.

Ville vi nu ſimpelthen fremſætte de Grundanſkuelſer om Samfundsudviklingen og Kongemagtens Oprindelſe, der i Rigsmaal og de af Snorre meddeelte Oplysninger gjøre ſig gjeldende, ſaa bliver det disſe. Da Landets Opdyrkning var ſaa vidt fremſkreden, at Karlen havde hævet ſig til at blive Hauld, følte ogſaa Jarlen eller den af Krigere omgivne Drottinn Trang til at hæve ſig op til et endnu højere Trin ved at foretage ſtørre Erobringstog, og hilſedes da, forſaavidt han var af fornem Byrd, af ſine Følgeſvende med Navnet „Konge“. Hiin Trang maatte fornemmelig opſtaa, naar den ovenfor (S. 114) omtalte Overbefolkning indtraadte, eller naar det ſaa at ſige var nødvendigt at vandre ud i ſluttede Krigerhobe. Slige Hobe, anførte af „Drottner“, drog da ud paa Tog, fra hvilke de vel undertiden kom hjem med et berømt Navn, mange Rigdomme og Kongetitel for deres Høvding, men ogſaa ofte ſlet ikke vendte tilbage, idet de underlagde ſig fremmede Lande og oprettede nye Riger, ſom Frankernes, Anglernes, Burgundernes, Vandalernes[10]. Vi maa endog være berettigede til at antage, at hvorſomhelſt man i de ældſte Tider ſeer et germaniſk Folk optræde under Konger udenfor ſit oprindelige Fædreland, der har et ſaadant Forhold, ſom det her ſkildrede, fundet Sted. Og navnlig vil det af det her Udviklede blive end mere indlyſende, hvad der ovenfor er yttret om Erulerne, at de nemlig ikke vare noget eget Folk, men alene Skarer af Krigere (jarlar), der hjemſøgte fremmede Lande under Anførſel af Høvdinger, hvilke forſaavidt de vare kongebaarne, førte Kongetitel, men ellers blot kaldtes Drottner[11].

Foruden Fællesnavnet „Drott“ var der ogſaa mange andre Navne, hvormed de haandgangne Mænd betegnedes; i Norden var det ſædvanligt at kalde dem Hirdmænd, fordi de bevogtede deres Herre, og deres Skare Hirden[12]; de kaldtes ogſaa Verdunger (angelſ. veorðungas) fordi de fik Sold; Huuskarle, fordi de opholdt ſig i Drottnens Huus; Sinnar (Angelſ. gesíðas) d. e. Følgeſvende, hvoraf „Hofſinder“; Sverdtagere fordi de ſædvanligviis fæſtede ſig i Tjeneſten ved at modtage et Sverd af Drottnen, eller ved at aflægge Ed paa et af ham fremrakt Sverd; og endelig ſlet og ret Høvdingens Mænd, fordi de fra det Øjeblik de gik i hans Tjeneſte, vare afhængige af ham, og forpligtede til at følge og lyde ham[13]. Det er let at indſee, at det Afhængighedsforhold, hvori disſe Huuskarle ſtode til Høvdingen, paa en vis Maade gjorde dem ufrie, og derved under ſædvanlige Omſtændigheder kunde betage dem den Anſeelſe, der ellers maatte være bleven dem ſom frie Krigere til Deel. Men den Glands, der fra Høvdingen ſelv udbredte ſig over det hele Følge, den Ære, de indlagde ſig, og de Rigdomme, de ſamlede paa deres Krigertog, opvejede ſom ofteſt mangefold hiin Ulempe, og derfor ſiger allerede Tacitus: „det er ingen Skam at viſe ſig i de haandgangne Mænds Skare“. Vel fandtes der hos enkelte friſindede Mænd, der aldrig paa denne Maade vilde give Slip paa deres Uafhængighed og erklærede, ingenſinde at ville blive nogen anden Mands „Mand“, men ſlige Mænd hørte dog, ſom man maa formode, til de ſjældnere Undtagelſer. Med en ſaadan Skare omkring ſig maatte derimod Drottnen eller Kongen ſelv erhverve en uforholdsmæsſig Magt inden ſit Fylke, og et Slags Herredømme maatte temmelig ſnart blive ham til Deel. Det er dog ingenlunde viſt, at de Smaakonger, vore ældre hiſtoriſke Sagn omtale ſom Konger i dette eller hiint Fylke, virkelig ogſaa vare Konger over Fylket, og ikke ſnarere fornemme Mænd med Kongetitel, der boede i Fylket. Det er endog et Spørgsmaal, om de ældre Fylkekonger, naar alt kommer til alt, førte Titel af Konger, og om ikke ſnarere denne Titel er tillagt dem af ſenere Forfattere, medens de ſelv nøjedes med den beſkednere Titel af „fylkir“. Saameget er viſt, at Kongedømmet i Norge ikke var opſtaaet af eller ved, men kun ved Siden af den egentlige patriarchalſke Samfundsorden, og at Kongemagtens Anſeelſe førſt begynder med de ſtørre – tildeels ved Vaabenmagt bevirkede – territoriale Erhvervelſen. Og Kongens oprindelige Stilling ikke ſom Regent, men kun ſom den ypperſte i Rang, aabenbarer ſig allerbedſt deri, at ogſaa for ham en vis „Ret“ eller Bod var beſtemt (ſe nedenfor S. 143), og tillige i den ældre Froſtathingslovs Beſtemmelſer om at Kongen, ligeſaavel ſom Jarlen og Lendermanden, ſkulde fordrives, naar han ulovligt gjorde „Atfør“ (voldelig Hjemſøgelſe) hos nogen Mand.

Det er ovenfor omtalt, at Æren for vundne Sejre tilkom Høvdingen, og at Byttet deeltes under hans Opſigt. Alt, hvad der erhvervedes, erhvervedes for ham, og alt, hvad hans Mænd modtoge, modtoge de kun ved hans Godhed, hvorfor enhver ſaadan Gave i Middelalderens Latin ogſaa kaldtes beneficium, d. e. Velgjerning, og, naar dens Gjenſtand var Grundſtykker, blot betragtedes ſom et Laan („lén“, Tydſk „Lehen“, hvoraf vort „Lehn“), af hvilke Høvdingen fremdeles vedblev at være Ejer, medens Modtageren kun blev dets Bruger, imod at forpligte ſig til visſe Ydelſer, og fornemmelig til at underholde et viſt Antal Stridsmænd, med hvilke han ſelv paa Høvdingens Opfordring i Krigstilfælde havde at møde frem og gjøre Tjeneſte i Høvdingens Hær. Et ſaadant Lehn var oprindelig ikke arveligt, men ſkulde, hvad ogſaa Sagens egen Natur tilſiger, falde tilbage til Høvdingen ved Beſidderens Død; det var førſt ſildigere Tiders Misbrug, ſom gjorde Lehnene arvelige, eller i Virkeligheden forvandlede dem fra blotte Lehn til fuldſtændig Ejendom. Ifølge den oprindelige Lehnsforfatning var Lehnsbeſidderen ſaaledes ikke egentlig Ejer af den hele Herlighed (al-auðr, alód); han nød kun godt af dets Afkaſtning i Gods eller Pengeværdi, (fé–auð, féód), og derfor er i Middelalderens Latin feodum eller feudum (Franſk fief) blevet den almindelige Benævnelſe paa et Lehn. Beſiddelſe af et Lehn var ſaaledes ganſke modſat Beſiddelſe af et Odel. Det førſte var oprindelig kun Brugsret, den ſidſte fuldkommen Ejendom; og om hiin endogſaa i Tidens Løb var gaaen over til at blive Ejendom eller ſaagodtſom Ejendom, udlededes denne Ejendom dog ikke fra Beſidderens egen oprindelige Ret, men fra Høvdingens, medens derimod Odelet tilhørte Beſidderen og hans Familie ifølge den ſamme oprindelige Adkomſt, der gjorde Høvdingen til den egentlige Ejer af Lehnet[14].

Dette er altſaa den ſtore Forſkjel mellem Odelsbeſiddelſe og Feudalbeſiddelſe; begge ere lige oprindelig germaniſke, men den førſte forudſætter en oprindeligere Fordeling af Jordegodſet mellem et heelt paa een Gang indvandrende, eller efterhaanden ſig nedſættende, Folk; den ſidſte forudſætter en Erobring eller Beſiddelſestagelſe ved en af haandgangne Mænd ledſaget Drottinn eller Konge. Feudalforfatningens Tilværelſe i et Land er altſaa et umiddelbart Vidnesbyrd om at en ſaadan Beſiddelſestagelſe eengang i Tiden har fundet Sted; den antyder ſaaledes et beſtemt hiſtoriſk Faktum, der ved Underſøgelſen af de germaniſke Nationers Udbredelſe og Vandringer bliver af ſærdeles Vigtighed. Man kan let foreſtille ſig, hvorledes det ved en ſaadan Beſiddelſestagelſe gik til i et allerede ſterkt befolket Land, f. Ex. i Gallien, da Frankerne bleve dets Herrer, og i de Egne af Tydſkland, hvor de indvandrende Germaner allerede fandt keltiſke Nationer boſatte. Her maatte den af os allerede ovenfor (S.115) antydede Ordning af Forholdene indtræde, at nemlig de paa ethvert Grundſtykke boſatte Jorddyrkere fulgte med Grundſtykkerne ſom hørige, maaſkee endog ſom Livegne, medens de enkelte haandgangne Mænd eller Baroner hver for ſig optraadte ſom Herrer eller Odelsmænd. Forſaavidt der fandtes Stæder, ſom f. Ex. i det aldeles romaniſerede Gallien, da bleve disſe de ſædvanlige Tilflugtsſteder for dem, der for Invaſionen udgjorde den egentlige højere Klasſe, og her kunde de idetmindſte en Tidlang leve nogenledes uforſtyrrede, da Germanerne, ſom ikke yndede Bylivet, rimeligviis bedſt fandt ſin Regning ved at lade dem tilkjøbe ſig Rolighed ved betydelige Afgifter. Af denne Stad-Befolkning der efterhaanden forøgedes med enkelte indflyttede Medlemmer af Jorddyrkerklasſen, udviklede ſig i Tidens Løb i disſe Lande den ſaakaldte Tredieſtand eller Borgerſtand ligeoverfor Adelſtanden.

Hvor altſaa Følge-Inſtitutionen frembragte hele Riger, maatte Statsforfatningen blive feudaliſtiſk, og der kunde naturligviis Odels-Inſtitutionen ikke komme til Udvikling. Hvor Følge-Inſtitutionen derimod kun var tilſtede i ſin oprindelige, beſkednere Skikkelſe, ſom i Norge i den tidligere Periode, der maatte Odels-Inſtitutionen blive den forherſkende, og Følge-Inſtitutionen ſelv antage en Charakteer, der var fordragelig med Odels-Inſtitutionen. Her var det ſaaledes heel tænkeligt, at en Odelsmand, naar han forreſten intet havde imod at give Slip paa ſin perſonlige Uafhængighed, eller naar han antog at kunne erhverve ſtørre Magt og Anſeelſe under en Høvdings Beſkyttelſe, ſluttede ſig til denne og blev hans haandgangne Mand. Og forſaavidt denne Høvding beſad ſaa ſtore Landejendomme, at han kunde bortforlene enkelte Dele deraf, maatte der kunne være Haulder eller Odelsmænd, ſom ved Siden af deres private Odelsgods tillige beſad Lehnsgods, for hvilket de vare deres Høvdinger visſe Tjeneſter eller Afgifter pligtige. Det kom nu kun an paa, hvilken af disſe to Interesſer, Odels- eller Lehns-Interesſen, der blev den overvejende i Fylket. Lykkedes det en Konge, paa denne Maade at knytte Fleerheden af de mægtigſte Odelsmænd til ſig, blev han i Virkeligheden Fylkets Herre.

Naar det i Norden blev det ſædvanlige, at Kongetitelen ved en ſtiltiende Vedtægt ſmeltede ſammen med Herſkerværdigheden i de enkelte Fylker, lader ſig vanſkeligt beſtemme. Vi have ovenfor antydet, at Kongetitelen ſelv neppe opkom førend efterat Drottnerne havde begyndt at gjøre mere udſtrakte Erobringstog; og det kan blot have været den uforholdsmæsſige ſtore Magt og Rigdom, flere fra ſlige Tog hjemvendende Konger havde erhvervet, ſom hjemme gav dem en ſaadan Overvægt, at de førſt de facto, ſiden de jure blev Folkets Herrer. Det er merkeligt nok, at vore Oldſagn fornemmelig ſætte Kongenavnets Oprindelſe i Forbindelſe med Dan og Danp, altſaa med Hleidrekongernes Rige, i hvilket, ſom vi have ſeet, gotiſk Kultur var forherſkende. Thi ogſaa Tacitus ſiger udtrykkeligt om Goterne, at de regjeredes af en Konge, allerede noget ſtrengere end de øvrige Germaner. Heraf ſkulde man formode, at de egentlige Kongeriger i Norden førſt oprettedes af Goterne, og at de øvrige Nationer ſiden fulgte deres Exempel. Dette bliver i og for ſig ej uſandſynligt, naar man overvejer, hvorledes Goterne ogſaa i andre Henſeender ſynes at have været forud for de øvrige Germaner i Dannelſe, og ligeſom at have viiſt dem den Vej, de i deres videre Kultur-Udvikling havde at betræde[15].

Hvor en Konge herſkede med anerkjendt Myndighed, kunde man ſaaledes med Henſyn til ham inddele de fribaarne Indbyggere i to Klasſer, de, ſom ikke ſtode i noget Afhængighedsforhold til ham, uden forſaavidt de erkjendte ham ſom Folkets Regent, og de, der vare hans haandgangne Mænd. De førſte bleve i Almindelighed, ſom det ſynes, kaldte Kongens Thegner, et Navn, der oprindeligt lader til at have betegnet „et Sverd“ (ſaaledes endnu det tydſke „Degen“), ſiden en „Kriger“, men ſom i vore Oldſkrifter aldrig bruges, uden i Betydningen „fri underſaat“, deels i Forhold til Kongen, deels lige overfor de Ufrie eller Trællene[16]. Hvor derimod Forholdene vare indviklede, nemlig hvor en ældre Befolkning var undertvungen, der laa det i Sagens Natur, at man ved „Thegn“ ej alene forſtod „en Underſaat“, men en Underſaat af den højere Klasſe, der igjen havde flere Undergivne under ſin Raadighed, eller at Thegnerne optraadte ſom en Art af Odel lige overfor Efterkommerne af den undertvungne Befolkning. I denne Betydning toges Navnet (þegen, þen) blandt Angelſaxerne, og dette oplyſer igjen, deels hvad man og ellers finder omtalt, at Angelſaxerne virkelig maa have fordeelt beboede Grundſtykker mellem ſig, deels at Angelſaxernes Beſiddelſestagelſe af Landet ikke aldeles var grundet paa Følge-Inſtitutionen eller feudaliſtiſk, men at ved Siden af de egentlige haandgangne Mænd ogſaa uafhængige Thegner deeltoge i Beſættelſen, og erhvervede ſig frit Odelgods.


  1. Beda hist. eccl. V. 10. „Non enim habent regem iidem antiqui saxones, sed setrapas plurimos, suæ genti præpositos, qui, ingruente belli articulo, mittunt æqualiter sortes, et quemcunque sors ostenderit, hunc tempore belli ducem omnes sequuntur, huic obtemperant; peracto autem bello rursum æqualis potentiæ omnes fiunt satrapæ“. Det er ikke at overſee, at Kong Alfred i ſin Overſættelſe af Beda kalder disſe Fyrſter caldormenn, den angelſaxiſke Benævnelſe paa de øverſte Befalingsmand næſt Kongen.
  2. Snorre Yngl. S. Cap. 34.
  3. Tac. Germ. Cap. 13, 14.
  4. Se iſær Fortællingen om Sneglu-Halle og Kong Harald Sigurdsſøn.
  5. Hirdſkraa, Cap. 38.
  6. Wikikildens note: Skal vel være «Opfoffrelſe»
  7. Beowulfdigtet, v. 5763 fgg.
  8. Ordet er dannet af„driugan“, angelſaxiſk dreógan, d. e. „udholde“, „formaa“, gjøre Tjeneſte; i oldnorſk bruges det afledede drýgja; ligeſom ogſaa drjúgr (drøj) hører til ſamme Stamme. Drótt har alſtaa oprindeligt betydet: „den udholdende, tjenende Skare“.
  9. Snorre, Yngl. S. Cap. 20.
  10. De frankiſke og normanniſke Forfattere fortælle omſtændeligt, hvorledes det i Norden gik til ved en ſaadan Udvandring, nemlig at man, naar Landet blev overbefolket, nødte en heel Deel af de unge Mænd, udvalgte ved Lodkaſtning, til at forlade Fædrelandet og erobre ſig nye Bopæle. Saaledes Dudo (c. 990): Exuberantes, atque terram, quam incolunt, habitare non sufficientes, collecta sorte multitudine pubescentium, veterrimo ritu in externa regna extruduntur nationum, ut adquirant sibi procliando regna, quibus vivere possint pace perpetua (Duchêne, p. 62). En ældre Forfatter (fra c. 940), ſiger endog at disſe Udfejelſer ſkede hvert 5te Aar: Quoniam Danorum tellus insufficiens est, moris est apud illos, ut per singula lustra multitudo non minima, dictante sortis eventu, a terra sua exulet, et in alienis terris mansionem sibi quoquo modo ad propria non reversura vindicet. (Tract. de reversione B. Martini in Burgundia, d’Achéry spicileg. Vol. 3). Og William af Jumièges omtaler endog en Lov, ifølge hvilken Faderen drev alle ſine voxne Sønner fra ſig, for at de kunde ſøge deres Lykke paa bedſte Maade, idet han kun beholdt een tilbage ſom Arving.
  11. Prokops Beretning om at det efter Slaget med Langobarderne faldt Erulerne ind ingen Konge at have, forklares beſt ſaaledes: at de da tilfældigviis ikke havde nogen kongebaaren Mand i deres egen Midte, og maatte derfor ſende Bud til Norden efter en ſaadan. Paul Warnefried beretter om den førſte langobardiſke Konge Agelmund, at han nedſtammede ex prosapia „Guningorum, quæ apud ees generosior habebantur“, (I. 14). Det er højſt rimeligt, at man her ſkal læſe Cuningorum, og at Forf. altſaa kun har villet betegne Agelmund ſom kongebaaren.
  12. Af at hirða, bevare, hvoraf hirðir, Hyrde.
  13. Da Kong Ædhelſtan i England have berørt det Sverd, Kong Harald Haarfagre i Norge ſendte ham ſom Gave, udraabte Hauk Haabrok: „nu er du Kong Haralds Mand, ſiden du tog ved hans Sverd“. Snorre Har. Haarf. Saga Cap. 41. I Middelalderens Latin gjengaves dette „Mand“ ved „homo“, og deraf dannedes igjen homagium ɔ: den Handling at erkjende ſig ſom Ens „Mand“, Hyldeſt, deraf det franſke homage. Iſtedetfor homo bruges ogſaa undertiden Ordet baro (ɔ: Mand), hvoraf „Baroner“, oprindelig kun „Mand“, haandgangne Mænd. I Spanſk og Portugiſiſk betyder baron eller varon endog ſlet og ret „Mand“.
  14. I England, hvor Beſiddelſen er grundet paa Feudalret, betragtes endnu i ſtreng juridiſk Forſtand Dronningen ſom Ejer af det hele Land, og de enkelte Grundſtykker kun ſom om de af hende vare givne i Lehn til deres egentlige Ejere.
  15. Endog Snorres Ord om den af Dan indførte Begravelſesmaade blive her af en ſæregen Betydning. Det heder, at han, tvertimod den ældgamle (af Odin indførte) Skik, at Ligene ſkulde brændes, lod ſig højlægge ubrændt med Heſt og Vaaben, og at fornemme Mænd ſidenefter fulgte denne Skik. Men denne Begravelſesmaade er alene den, ſom Frauja-Dyrkelſen ſynes at have medført, eller den gotiſke, der fornemmelig i Danmark, efter de underſøgte Grave at dømme, ſynes at have været den ſædvanlige, og følgelig ogſaa viſer ſig ſom udgaaen fra Goterne.
  16. I vore ældre Love og Retsakter tales der hyppigt om „Thegngilde“, eller den Bod, ſom en Thegns Drabsmand havde at betale til Kongen, fordi han berøvede ham en Underſaat; og den islandſke Skald Egil Skallagrimsſøn, berømmer i et Kvad ſin afdøde Søn, fordi der i ham var „et daarligt Evne til en Thegn“ (ills þegns efni vaxit), det vil ſige, han var for ſtolt og friſindet til at ville adlyde nogen Konge. Ligeledes heder det ofte i Love og Sagaen þegn ok þræll d. e. „Fri og Ufri“.