Det norske Folks Historie/1/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er naturligt, at Grændſen, ej alene mellem de ſtørre Landſkaber, men ogſaa mellem de enkelte Bygder og enkelte Gaarde i ældre Tider maatte dannes, ſom den endnu tildeels dannes, ved Skovſtrækninger. Allerede Cæſar ſiger om de gamle Germaner, at hvert enkelt Samfund ſætter ſin Ære i at have ſaa ſtore Ødemarker omkring ſig ſom muligt[1]. Han ſigter her tydeligt nok til de vilde Skovſtrækninger, ſom omgave de enkelte Bygder, men angiver en urigtig Grund, hvorfor de i længere Tid vedbleve at være Ødemarker; det var ikke, fordi Folket ſatte ſin Ære deri, men fordi der ved Siden af de til Agerdyrkning opryddede Egne, der naturligviis maatte ligge de faſte Boliger nærmeſt, ogſaa udfordredes det fornødne Land til Græsning for Kvæget. Man finder derfor overalt, hvor germaniſke Nationer have nedſat ſig, at de enkelte Landſkaber oprindeligen have været omgivne af Skov- eller Hede-Strækninger[2], der tilhørte alle Landſkabets Indbyggere i Fællesſkab, og anvendtes til Græsgang for Kvæget. Saadanne fælles Strækninger findes endnu paa mange Steder og fandtes i Oldtiden end hyppigere i vort Fædreland under Navn af Almenninger; i disſe var de fleſte Setre anlagte, og her blev Kvæget drevet hen til Græsning, naar det ikke længer kunde fødes hjemme paa Gaarden, fordi det her voxende Græs maatte opbevares til Vinterføde. Paa ſamme Viis kaldes ogſaa i Schweiz og Schwaben den fælles Bygdegræsgang „Allmeinde“, i latinſke Dokumenter compascuum eller via publica, hvilket nøje ſvarer til vort almennings vegr (Almennings-Vej, der undertiden bruges iſtedetfor ſlet og ret „almenningr[3]. Men den almindeligſte og meeſt omfattende Benævnelſe paa alle Grændſediſttrikter, eller rettere paa Grændſerne ſelv, det være ſig mellem Lande, Landſkaber, Bygder eller Gaarde, var Mark. Dette Ord, beſlægtet med „at mærke“, betyder ſelv oprindelig „Mærke, Begrændsning“. Vi finde ſaaledes det frankiſk-tydſke Rige omgivet med „Marker“ eller Grændſediſtrikter der beſtyredes af Markgrever, og Benævnelſen „Marcomanni“ for Beboerne af de nærmeſte Grændſeegne mod det romerſke Rige viſer, hvor gammel denne Sprogbrug er. Paa ſamme Viis kaldte de førſte Angler i England de veſtlige Grændſediſtrikter mod Briterne „Marken“ (mearc), og Indbyggerne „Markboerne“ (Myrce), af hvilken „Mark“ ſiden ved Opdyrkning og Bebyggelſe et eget Rige, Myrkernes Rige eller Mercia opſtod. At disſe Grændſediſtrikter tillige vare Skovdiſtrikter i Egne hvor der voxede Skov, er naturligt, og dette har givet Anledning til, at Ordet „Mark“ (mörk) hos vore Forfædre ligefrem er gaaet over til at betyde „Skov“, uagtet den oprindeligere Betydning af Grændſediſtrikt har vedligeholdt ſig i de forhen omtalte Navne „Marker“, Vingulmark“, „Hedemarken“, „Thelemarken“, „Finmarken“, o. ſ v. Tydſke Oldforſkere paaſtaa, at de tydſke Marker, om de end opdyrkedes, dog vedbleve at være Kommunens fælles Ejendom, og at det er til Dyrkningsmaaden af disſe „Marker“, Cæſar og Tacitus ſigte, naar de omtale hvorledes Germanerne hvert Aar ſkifte Agerland[4]. Det ſynes dog noget beſynderligt, at de romerſke Forfattere her ſkulde have holdt ſig til det mindre væſentlige, og ikke til Dyrkningen af de egentlige Odelsgaarde; ſnarere ſigte de enten til Maaden, paa hvilken Landsbyboerne dyrkede deres Jord, eller til det Fællesſkab i Dyrkning, ſom maatte opſtaa paa uudſkiftede Odels-Gaarde mellem de enkelte Medlemmer og Grene af den førſte Odels-Erhververs Æt, eller hvad der er det rimeligſte og hvad ogſaa vore ældre Love antyde, mellem de enkelte Lejlændinger paa et og ſamme Gods. Et Fællesſkab i at dyrke Almenning eller Grændſemark omtales eller antydes idetmindſte ikke i vore ældre Love, ligeſom ogſaa de Skove, der ej hørte til Almenning, men dannede Grændſen mellem enkelte Gaarde og derfor tilhørte dem i Fællesſkab, allerede tidligt begyndte at blive udſkiftede mellem Gaardejerne[5].

Efterhaanden, ſom Befolkningen tiltog, maatte nu førſt i de lavere Dele af Bygderne de mindre, mellem private Ejere ſkillende, Skovſtrækninger blive opryddede og omſider give Pladſen for nye Gaarde; ſiden maatte Raden komme til de ſtørre, Landſkaberne omgivende, Skovegne, og hele nye Hereder eller Landſkaber maatte derved fremſtaa. Paa denne Maade er rimeligviis Hedemarken (Hejdernes Grændſeſkov) bleven opdyrket, og fortrinlig Oplysning i denne Henſeende giver iſær Thelemarken, hvor vi have ſeet at Opdyrkningen har fundet Sted fra to Sider, nemlig fra Rogaland og Grønland, uden at Landſkabet derved ſtrax kom til at danne noget eget Fylke, hvilket ikke har kunnet finde Sted, førend Nybyggerne fra begge Sider havde mødt hinanden og paa en vis Maade ſmeltet ſammen. Et ſaadant Møde af Grændſeryddere og paafølgende Forening finde vi udtrykkeligt omtalt i en ſildigere Tidsalder, fra hvilken allerede ſikkrere Efterretninger haves; Snorre beretter nemlig, hvorledes Jæmteland opryddedes af Nordmænd fra Throndhjem, og det tilſtødende Helſingeland af Sviar fra Svithjod, men at Jæmterne og Helſingerne (dog rimeligviis kun de øvre, der boede Jæmterne nærmeſt) forenede ſig under den norſke Konges Overherredømme[6]. Paa denne Maade ere vel flere „Marker“ blevne forvandlede til Fylker eller ſæregne Landſkaber[7]. Meeſt gjennemgribende ſynes en ſaadan Opdyrkning af Markerne at have været i Danmark, hvor Ordet „Mark“, er gaaet over til at betegne det dyrkbare og dyrkede Land i Almindelighed. Men det maa heller ikke glemmes, at hele det oprindelige Danmark, hvad ogſaa Navnet viſer, ſelv kun var en eneſte „Mark“.


  1. Cæſar de bell. Gall. VI. 23. civitatibus maxima laus est, quam latissimas circum se vastatis finibus solitudines habere.
  2. I Weſtfalen nævnes foruden „Markgerichte“ ogſaa „Heidengerichte“. Grimms Rechtsalterthümer S. 499.
  3. Denne Benævnelſe „Vej“ (vegr, via) om Græsgangen er ſaare merkelig; vi finde paa ſamme Maade Ordet röst, der ogſaa betyder „Vej“ eller en beſtemt Vejlængde, brugt i ſamme Betydning; man ſkjelner ſaaledes mellem heimröst, (Hjemme-Græsgangen) og útröst (den ydre, fra Gaarden fjernere Græsgang), der ogſaa kaldes útvegr. Herved vil der kaſtes Lys paa den rette Maade, hvorved Norges Navn, Norvegr eller Noregr, oprindelig Norðrvegr, kan forklares; Navnet antyder maaſkee kun „den nordlige Græsgang“.
  4. Tac. Germ. Cap. 35. Arva per annos mutant, ac superest ager.
  5. Der tales i vore ældſte Love ofte om ſkiſtet og uſkiftet Skov; men den blotte Forudſætning, at Skov kunde ſkiftes, medfører at den ogſaa ſom ofteſt er bleven ſkiftet. Udtrykket markrein ſynes ogſaa at betegne en Grændſe mellem tvende Skove.
  6. Se Snorre, Haak. God. S. Cap. 14, og iſær Geijer, Geſch. Schw. S. 79, Note.
  7. Man kunde formode at Raumarike ogſaa oprindelig kun har været Raumernes Mark, beſat af alle Raumer i Fællesſkab, indtil det forøgedes ved Erobringer og blev et „Rige“.