Det norske Folks Historie/1/20
Det er naturligt, at Grændsen, ej alene mellem de større Landskaber, men ogsaa mellem de enkelte Bygder og enkelte Gaarde i ældre Tider maatte dannes, som den endnu tildeels dannes, ved Skovstrækninger. Allerede Cæsar siger om de gamle Germaner, at hvert enkelt Samfund sætter sin Ære i at have saa store Ødemarker omkring sig som muligt[1]. Han sigter her tydeligt nok til de vilde Skovstrækninger, som omgave de enkelte Bygder, men angiver en urigtig Grund, hvorfor de i længere Tid vedbleve at være Ødemarker; det var ikke, fordi Folket satte sin Ære deri, men fordi der ved Siden af de til Agerdyrkning opryddede Egne, der naturligviis maatte ligge de faste Boliger nærmest, ogsaa udfordredes det fornødne Land til Græsning for Kvæget. Man finder derfor overalt, hvor germaniske Nationer have nedsat sig, at de enkelte Landskaber oprindeligen have været omgivne af Skov- eller Hede-Strækninger[2], der tilhørte alle Landskabets Indbyggere i Fællesskab, og anvendtes til Græsgang for Kvæget. Saadanne fælles Strækninger findes endnu paa mange Steder og fandtes i Oldtiden end hyppigere i vort Fædreland under Navn af Almenninger; i disse var de fleste Setre anlagte, og her blev Kvæget drevet hen til Græsning, naar det ikke længer kunde fødes hjemme paa Gaarden, fordi det her voxende Græs maatte opbevares til Vinterføde. Paa samme Viis kaldes ogsaa i Schweiz og Schwaben den fælles Bygdegræsgang „Allmeinde“, i latinske Dokumenter compascuum eller via publica, hvilket nøje svarer til vort almennings vegr (Almennings-Vej, der undertiden bruges istedetfor slet og ret „almenningr“[3]. Men den almindeligste og meest omfattende Benævnelse paa alle Grændsedisttrikter, eller rettere paa Grændserne selv, det være sig mellem Lande, Landskaber, Bygder eller Gaarde, var Mark. Dette Ord, beslægtet med „at mærke“, betyder selv oprindelig „Mærke, Begrændsning“. Vi finde saaledes det frankisk-tydske Rige omgivet med „Marker“ eller Grændsedistrikter der bestyredes af Markgrever, og Benævnelsen „Marcomanni“ for Beboerne af de nærmeste Grændseegne mod det romerske Rige viser, hvor gammel denne Sprogbrug er. Paa samme Viis kaldte de første Angler i England de vestlige Grændsedistrikter mod Briterne „Marken“ (mearc), og Indbyggerne „Markboerne“ (Myrce), af hvilken „Mark“ siden ved Opdyrkning og Bebyggelse et eget Rige, Myrkernes Rige eller Mercia opstod. At disse Grændsedistrikter tillige vare Skovdistrikter i Egne hvor der voxede Skov, er naturligt, og dette har givet Anledning til, at Ordet „Mark“ (mörk) hos vore Forfædre ligefrem er gaaet over til at betyde „Skov“, uagtet den oprindeligere Betydning af Grændsedistrikt har vedligeholdt sig i de forhen omtalte Navne „Marker“, Vingulmark“, „Hedemarken“, „Thelemarken“, „Finmarken“, o. s v. Tydske Oldforskere paastaa, at de tydske Marker, om de end opdyrkedes, dog vedbleve at være Kommunens fælles Ejendom, og at det er til Dyrkningsmaaden af disse „Marker“, Cæsar og Tacitus sigte, naar de omtale hvorledes Germanerne hvert Aar skifte Agerland[4]. Det synes dog noget besynderligt, at de romerske Forfattere her skulde have holdt sig til det mindre væsentlige, og ikke til Dyrkningen af de egentlige Odelsgaarde; snarere sigte de enten til Maaden, paa hvilken Landsbyboerne dyrkede deres Jord, eller til det Fællesskab i Dyrkning, som maatte opstaa paa uudskiftede Odels-Gaarde mellem de enkelte Medlemmer og Grene af den første Odels-Erhververs Æt, eller hvad der er det rimeligste og hvad ogsaa vore ældre Love antyde, mellem de enkelte Lejlændinger paa et og samme Gods. Et Fællesskab i at dyrke Almenning eller Grændsemark omtales eller antydes idetmindste ikke i vore ældre Love, ligesom ogsaa de Skove, der ej hørte til Almenning, men dannede Grændsen mellem enkelte Gaarde og derfor tilhørte dem i Fællesskab, allerede tidligt begyndte at blive udskiftede mellem Gaardejerne[5].
Efterhaanden, som Befolkningen tiltog, maatte nu først i de lavere Dele af Bygderne de mindre, mellem private Ejere skillende, Skovstrækninger blive opryddede og omsider give Pladsen for nye Gaarde; siden maatte Raden komme til de større, Landskaberne omgivende, Skovegne, og hele nye Hereder eller Landskaber maatte derved fremstaa. Paa denne Maade er rimeligviis Hedemarken (Hejdernes Grændseskov) bleven opdyrket, og fortrinlig Oplysning i denne Henseende giver især Thelemarken, hvor vi have seet at Opdyrkningen har fundet Sted fra to Sider, nemlig fra Rogaland og Grønland, uden at Landskabet derved strax kom til at danne noget eget Fylke, hvilket ikke har kunnet finde Sted, førend Nybyggerne fra begge Sider havde mødt hinanden og paa en vis Maade smeltet sammen. Et saadant Møde af Grændseryddere og paafølgende Forening finde vi udtrykkeligt omtalt i en sildigere Tidsalder, fra hvilken allerede sikkrere Efterretninger haves; Snorre beretter nemlig, hvorledes Jæmteland opryddedes af Nordmænd fra Throndhjem, og det tilstødende Helsingeland af Sviar fra Svithjod, men at Jæmterne og Helsingerne (dog rimeligviis kun de øvre, der boede Jæmterne nærmest) forenede sig under den norske Konges Overherredømme[6]. Paa denne Maade ere vel flere „Marker“ blevne forvandlede til Fylker eller særegne Landskaber[7]. Meest gjennemgribende synes en saadan Opdyrkning af Markerne at have været i Danmark, hvor Ordet „Mark“, er gaaet over til at betegne det dyrkbare og dyrkede Land i Almindelighed. Men det maa heller ikke glemmes, at hele det oprindelige Danmark, hvad ogsaa Navnet viser, selv kun var en eneste „Mark“.
- ↑ Cæsar de bell. Gall. VI. 23. civitatibus maxima laus est, quam latissimas circum se vastatis finibus solitudines habere.
- ↑ I Westfalen nævnes foruden „Markgerichte“ ogsaa „Heidengerichte“. Grimms Rechtsalterthümer S. 499.
- ↑ Denne Benævnelse „Vej“ (vegr, via) om Græsgangen er saare merkelig; vi finde paa samme Maade Ordet röst, der ogsaa betyder „Vej“ eller en bestemt Vejlængde, brugt i samme Betydning; man skjelner saaledes mellem heimröst, (Hjemme-Græsgangen) og útröst (den ydre, fra Gaarden fjernere Græsgang), der ogsaa kaldes útvegr. Herved vil der kastes Lys paa den rette Maade, hvorved Norges Navn, Norvegr eller Noregr, oprindelig Norðrvegr, kan forklares; Navnet antyder maaskee kun „den nordlige Græsgang“.
- ↑ Tac. Germ. Cap. 35. Arva per annos mutant, ac superest ager.
- ↑ Der tales i vore ældste Love ofte om skistet og uskiftet Skov; men den blotte Forudsætning, at Skov kunde skiftes, medfører at den ogsaa som oftest er bleven skiftet. Udtrykket markrein synes ogsaa at betegne en Grændse mellem tvende Skove.
- ↑ Se Snorre, Haak. God. S. Cap. 14, og især Geijer, Gesch. Schw. S. 79, Note.
- ↑ Man kunde formode at Raumarike ogsaa oprindelig kun har været Raumernes Mark, besat af alle Raumer i Fællesskab, indtil det forøgedes ved Erobringer og blev et „Rige“.