Det norske Folks Historie/1/19

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Det var Erhvervelsen og Besiddelsen af Land, som først maatte give de simple Klasseforholde en særegen Farvning. Da Fylkerne, det vil sige de sluttede Krigshobe stormede ind i Landet, kunde Klasseforskjellen endnu blot være personlig, og Familieforholdet det eneste organiserende Princip. Ingen besad endnu noget Stykke Grund eller Land, og de forskjellige Underafdelinger af Hovedklasserne, som opstaa derved at nogle frie Mænd ingen Jord eje, andre mod Afgift benytte en dem ikke tilhørende Jord, atter andre besidde mindre, andre større Jordstrækninger, nogle have arvet deres Jord, andre kun kjøbt den: alle disse Underafdelinger, der i den senere Samfundsudvikling ere af en saa stor Betydning, kunde først efter Landets Besættelse udvikle sig.

Hvorledes Landet i Førstningen deeltes mellem vore Forfædre, derom tie vistnok vore historiske Overleverelser, men enkelte opbevarede Beskrivelser om, hvorledes man i sildigere Tider ved lignende Lejligheder bar sig ad, indeholde Vink om, hvad der fra Fortiden af maa have været Folkets Vedtægt. Men herved kommer det væsentligt an paa tvende Hovedomstændigheder, nemlig det Lands Vilkaar, som bliver taget i Besiddelse, og det Folks eller den Forenings Vilkaar, ved hvilken Besiddelsestagelsen skeer. Det ubebyggede Land behøver kun at ryddes for Skov og dyrkbargjøres; ingen tidligere Beboer gjør den sig nedsættende Udvandrer Pladsen stridig; det kommer an paa ham selv, hvor meget han kan overtage, og følgelig hvor meget han ønsker at tage i Besiddelse; der maa i Førstningen altid være Land nok at faa, næsten mere end man kan overkomme. Besættelsen er aldeles fredelig, der udkræves ingen gjensidig Understøttelse til at udføre den, og følgelig udfordres der heller ikke nogen gjensidig Overeenskomst til at sætte den i Verk. Indfinde sig nu fremmede Indvandrere, ej for at gjøre Erobringer og vinde Rigdomme, men kun for at søge sig nye Opholdssteder, da ligger det i Sagens Natur, at Besiddelsestagelsen af hvert enkelt Grundstykke ogsaa mere bliver hvert enkelt Familie-Overhoveds, end den fælles Fylke- eller Hær-Styrers Sag. Anderledes er det derimod, hvor et allerede bebygget Land besættes. Der møder man en Befolkning, som skal fortrænges eller underkues, og som følgelig i Regelen gjør Modstand. De enkelte Familiers vaabenføre Medlemmer maa altsaa her gjensidigt understøtte hinanden; det vundne Land er et Bytte, som formelig maa deles; det forefindes desuden fuldt og færdigt til Beboelse, og den langvarige Oprydning, under hvilken Familierne en Tidlang undgaa at komme i Collision, finder her ikke Sted. Her maa saaledes allerede etslags Overeenskomst eller etslags Mellemkomst fra Styrerens Side indtræde; og i Regelen vil det blive Lodkastning, som bestemmer Fordelingen. Og da i de fleste Tilfælde de ældre Beboere af et Land heller vælge at underkaste sig betydelige Ulemper, end at forlade deres tilvante Hjem, bliver det ej alene Grundstykkerne, men ogsaa de paa disse boende Folk, der komme til at regnes ind under Byttet og fordeles mellem Indvandrerne, paa hvis større eller mindre Dannelse og Humanitet det da kommer an, om de skulle blive Trælle, eller til Jorden bundne Vordnede, eller kun afgiftspligtige Lejlændinger eller Forpagtere.

Men naar Familierne forgrene sig, saa at Mængden af dem, der skulle ernære sig paa de allerede erhvervede Grundstykker, bliver for stor i Forhold til hvad disse formaa at afgive; naar tillige Ærgjerrighed og Foretagelsesaand begynde at vaagne blandt den til Vaabenfærd vante Ungdom: da indtræder i Folkenes tidligere Udviklingsperiode Lysten til at gjøre Erobringstog, deels for saaledes paa den simpleste Maade at undgaa Overbefolkningens Ulemper, deels for at tilfredsstille den sterke Higen efter at erhverve en større Rigdom og Anseelse end man hjemme i Fædrelandet kan opnaa. Men slige Erobringstog kunne ikke foregaa uden med en vis Plan og ved en Forening af Mange; heller ikke er det her hele Familier, men kun enkelte Krigere, som slutte sig sammen og forlade deres Fædreland. Her gjør saaledes Forenings-Forholdet sig strax gjeldende, og her maa det fornemmelig være den fælles Styrer, om hvem det Hele drejer sig; han staar for Toget, og maa lede Fordelingen, ligesaavel som han leder Erhvervelsen af Byttet. Han repræsenterer den hele Forening, og Erobringen, der er skeet af alle Krigerne tilsammen, betragtes som om den var skeet i hans Navn. At et Forhold af en lignende Art ogsaa indtræder, hvor et heelt Folk med væbnet Haand er nødt til at søge sig nye Bopæle, er let at forstaa, medens det dog paa den anden Side ligger i Sagens Natur, at Erobringsforholdet nærmest tilhører et senere Stadium i et Folks Livsperiode, nemlig Overbefolkningens, ligesom og at Erobringstog ikke egentlig kan tænkes foretagne til ubebyggede Lande, eller at her idetmindste den Trang til gjensidig Understøttelse, som er tilstede, naar man med væbnet Haand skal erhverve et nyt Hjem, aldeles bortfalder.

De tvende her antydede Besættelsesmaader, enten ved fredelig, til ethvert Familieoverhoveds Godtbefindende overladt, Tilegnelse af ubebygget Land, eller den efter et Erobringstog foretagne Udstykning af Jorden, forudsætter dog stedse en Nation, for hvilken Agerdyrkningen og Landlivet er det sædvanlige, og Livet i Stæder enten ganske ukjendt, eller idetmindste ikke sædvanligt. Dette sidste var ikke Tilfældet med Sydens Folkeslag, hos hvilke Staden var den egentlige Stat, og Landdistriktet kun et Tilbehør til denne. Derimod vise Germanerne sig fra det første Øjeblik, vi see dem fremtræde, som et Folk, hvis hele Tilværelse var knyttet til Landlivet, som oprindeligen ikke kjendte Byer, og ikke engang kunde fordrage det bymæssige Samliv[1]. Vi have derfor ovenfor nærmest skildret den Maade, paa

hvilken Germanerne maa antages at have taget de Lande, der siden stedse have været deres Hjem, i Besiddelse. Jo mere vi hos et germanisk Folk finde dette Hang til Landlivet udpræget, og jo mindre Spor vi finde af Byliv eller bymæssigt Samliv, desto mere uforstyrret maa den oprindelige Samfundsindretning antages at have udviklet og vedligeholdt sig. Omvendt er man vistnok igjen berettiget til at opstille den Mening, at hvor man i germaniske Lande som det Sædvanlige finder bymæssige Sammenflytninger, om end blot i Form af Landsbyer, der har et fremmedartet Element gjort sig gjeldende, eller med andre Ord, der have de indvandrende Germaner forefundet en allerede bosat Befolkning, som tilligemed Jorden, paa hvilken den boede, er bleven fordeelt mellem Indvandrerne, ved hvis Landgaarde eller rettere Herresæder de i Tidens Løb deels maatte blive nødte til, deels maatte finde det belejligst, at nedsætte sig i Landsbyer, for baade at nyde saameget mere godt af Landsherrens Varetægt, og saameget lettere at kunne være rede til at adlyde hans Vink.

Nu er det en bekjendt Sag, at der i Norge og det egentlige Sverige, altsaa i de reennordiske Lande, hverken ere eller nogensinde have været Landsbyer, medens vi derimod allerede i Skaane, Danmark og Tydskland finde Landsbyer endog fra de ældste Tider. Tacitus selv taler om Landsbyer (vici) i samme Øjeblik, hvor han omhandler Germanernes „velbekjendte“ Sky for Bylivet og Mangel paa Byer; han maa altsaa her saa at sige have det hele Etablissement for Øje, nemlig Herrens eller Jordejerens afsondrede Gaard, i hvis Nærhed, skjønt ogsaa i behørig Afstand, den afhængige, af Lejlændinger eller Vordnede beboede Landsby befandt sig. Han taler ligeledes paa et andet Sted, hvor der handles om den Straf, der rammer den utroe Ægtehustru, om Landsbyen, gjennem hvilken hun med Spot og Spe bliver jaget[2]; det er altsaa tydeligt, at han ej alene sigter til de højere Klasser, men ogsaa til de lavere, Landsby-Boerne, hvilke paa hans Tid, af hvad Oprindelse de end vare, maa have været fuldkommen germaniserede. Alt dette vidner om, hvad man ogsaa af andre Kilder, som vi ovenfor have gjennemgaaet, veed, at Germanerne i Tydskland, Danmark og Sydsverige ikke ved deres Indvandring traf paa et aldeles ubeboet Land, men paa en ældre, om end tynd Befolkning, sandsynligviis af Kelter, der, forsaavidt som den ikke flygtede bort, fordeeltes med Jordstykkerne mellem Indvandrerne og dannede Grundlaget til den lavere Folkeklasse. Thi der maatte ellers kunne

sedes; colunt discreti ac diversi, ut fons, ut campus, ut nemus placuit; vicos locant, non in nostrum morem, connexis et cohærentibus ædificiis: suam quisque domum spatio circumdat. paavises en Særegenhed i Sydgermanernes og de gotiske Germaners Charakteer, eller ved de af Sydgermanerne og de gotiske Germaner besatte Lande, der bragte dem til at forlade deres gamle Sædvaner og overvinde den nedarvede Modbydelighed for det bymæssige Samliv. Men en saadan Særegenhed kan ej paavises, og dertil udhæver Tacitus selv hiin Modbydelighed som endnu raadende og som et bekjendt Charakteertræk ved den germaniske Nation. Altsaa kan man ikke paa anden Maade, end ovenanført, forklare Landsbyernes Tilværelse blandt Sydgermaner og Goto-Germaner; ligesom ogsaa de mere indviklede, fra den oprindelige germaniske Enkelthed afvigende Forholde, som hos dem vise sig, tyde hen paa det samme.

Ej alene de her fremstillede Forholde, men ogsaa enkelte for Nord- og Syd-Germanerne fælles Ord og Talemaader, der dog af hver enkelt Hovedafdeling bruges i forskjellig Betydning, lægge for Dagen, at Landbovæsenet i Norden, især i ældre Dage, maa ansees som det oprindelige, normal-germaniske, i Sammenligning med det, der forefindes eller forefandtes i Tydskland og Danmark. Ordet Thorp (þorp, gotisk þaurp, tydsk Dorf), hvis oprindelige, i Gotisken opbevarede Betydning, er „Grundstykke“ (lat. ager), er nu hos os mindre brugeligt, men betegner i Sverige en afsides eller for sig selv staaende Plads; det brugtes i ældre Tider om mindre Gaarde eller Distrikter, og forekommer endnu i en Mængde Stedsnavne, der alle tilhøre enkelte Gaarde. I Tydskland derimod betegner „Dorf“ en Landsby; og alle de Steder, hvis Navne i Danmark fordum endte paa „thorp“, nu paa „drup“ eller „rup“, ere ligeledes Landsbyer. En enkelt større Gaard kaldtes af vore Forfædre en Bø eller By, (bœr, býr), og Ordet forekommer endnu i denne Betydning i Setersdalen, forsaavidt det bruges som Fællesnavn for de mindre Gaarde, hvori de enkelte større i Tidens Løb ere udstykkede; men i Danmark bruges Ordet kun om hvad vi nu forstaa ved „en By“, og gjennem det danske Skriftsprog er „By“ ogsaa hos os kommet til at betyde det samme. En indhegnet Gaardsplads kaldtes og kaldes endnu i Norge Tun; i England betegner det tilsvarende town, Angelsaxisk tún, allerede i Angelsaxernes ældste Tider en virkelig By. Alle enkelte, paa oprindelig germanisk Viis ordnede Familie-Etablissementer fremtræde saaledes kun i Norge og det egentlige Sverige under deres oprindelige Form, men i de gotiske og germaniske Lande derimod som betydeligere Sammenflytninger. Dette er i Sandhed charakteristisk og oplysende, og afgiver i Forbindelse med de forhen udhævede Forskjelligheder mellem Nordens og Tydsklands agrariske Forholde de utvivlsomste Vidnesbyrd om at Tydsklands og Danmarks Occupation foregik under andre Omstændigheder, end Norges.

Vi have omtalt, at Landnáma indeholder fuldstændige Efterretninger om Maaden, paa hvilket det hidtil ubeboede Island blev taget i Besiddelse. Dette skede i det Væsentlige kun saaledes, at den med sin Familie, sine Undergivne – Trælle eller Frigivne – og andre, der havde sluttet sig til ham og stillet sig under hans Beskyttelse, ankomne Høvding, tog sig et Stykke Land efter Behag, og betegnede Besiddelsestagelsen ved visse Ceremonier, af hvilke den væsentligste synes at have været Omridning med en brændende Brand[3]. Af dette Stykke Land forbeholdt han sig selv den bedste Deel; det øvrige uddeelte han blandt sine Ledsagere, af hvilke enkelte kun forpligtede sig til at være hans Thingmænd, det vil sige: staa under hans Jurisdiction; andre derimod blev hans Landseter eller Lejlændinger. Med Jurisdictionen var ogsaa Gudsdyrkelsens Bestyrelse forbunden, thi enhver saadan Høvding havde ogsaa et for alle hans Undergivne fælles Tempel paa sin Gaard, hvor han selv var Gode eller Offerprest; og Titlen „Gode“ saavelsom Embedets Navn „Godord“ medførte ej alene Begreber af gejstlig, men ogsaa af verdslig Overøvrighed.

De her omtalte Sædvaner kunne neppe have været indførte blandt Islands Nybyggere, efterat Udvandringen til Island fra Norge var begyndt, thi dertil foregik denne Udvandring altfor enkeltviis og uden Overlæg mellem Udvandrerne indbyrdes. Det er næsten utænkeligt, at forskjellige Udvandrere, der ad forskjellige Veje kom til forskjellige Egne af Island, strax ved Ankomsten just skulde komme til at anvende een og den samme Fremgangsmaade ved Besiddelsestagelsen, naar der ikke allerede hos Folket selv levede Sagn om, hvorledes en saadan Besiddelsestagelse af nyt Land skulde finde Sted. Og saadanne Sagn kunde igjen neppe leve hos Folket, uden som Levninger fra den Tid, da det selv for første Gang satte Fod i Norge. Det kunde derfor synes, som om man var berettiget til, ej alene i Almindelighed at hente Analogier fra de bestemte Efterretninger om Maaden, hvorpaa Island bebyggedes, for nogenledes at danne sig en Forestilling om hvorledes det gik til med Norges egen Bebyggelse; men at man ogsaa kan ansee enkelte af de ved hiin Lejlighed brugelige Skikke og Sædvaner ligefrem som Reminiscenser fra Norges sørste Bebyggelsestid. I eet væsentligt Punkt maa der dog have været en Forskjel mellem hvad der fandt Sted paa Island og hvad der tidligere havde fundet Sted i Norge. Til Island ankom Familierne enkeltviis, og Familiehøvdingerne toge sig Land paa egen Haand uden Overlæg med andre Indvandrere; i Norge derimod maa, idetmindste i Regelen, hele „Hære“ eller „Fylker“ være ankomne paa een Gang, og Besiddelsestagelsen af Heredet eller Fylket maa her tildeels have foregaaet efter fælles Overlæg, maaskee og ved etslags foreløbig Udviisning, om det end maa forudsættes at Landets Udstrækning og uopryddede Tilstand i Forbindelse med Indvandrernes ringe Antal for det sørste maatte kunne give enhver enkelt Familie Anledning nok til at indrette sig og begrændse sine Besiddelser paa egen Haand uden at komme i Berørelse med andre. Men hvorledes nu dette end forholder sig, saa kan man dog vistnok være temmelig sikker paa, at Besiddelsestagelsen i sig selv er foregaaet med de samme eller lignende Ceremonien som paa Island, og at Bebyggelsen har fundet Sted omtrent paa samme Maade, nemlig saaledes, at hvert enkelt Familie-Overhoved tilegnede sig et Stykke Land, paa hvilket han lod sine Undergivne nedsætte sig som Lejlændinger. Det er endog ikke usandsynligt at antage, at Hovedfordelingen af hvert enkelt Landskab kun har fundet Sted mellem Herserne, og at hver Herse igjen har overladt Grundstykker til de hans Hundred tilhørende Familie-Hoveder, paa det Vilkaar, at disse fremdeles erkjendte ham som deres Høvding, og som den, hvem Udøvelsen af den gejstlige og verdslige Jurisdiktion tilkom. At enhver saadan Herse tillige oprettede et Hereds-Tempel, hvis Gode han selv var, er vistnok ingensteds udtrykkeligen sagt, men det falder næsten af sig selv.

Ethvert Grundstykke, der saaledes kom i et Familie-Overhoveds Besiddelse, betragtedes egentlig som den hele Families fælles Ejendom; Adkomsten dertil udlededes fra Familiens egen medfødte, aldeles uindskrænkede, Ejendomsret. En saadan Grundejendom kaldtes Familiens Odel, og betragtedes som dens rette Hjem; den nedarvedes fra Fader til Søn, og arvedes, hvis en Fader efterlod sig flere Sønner, af alle disse i Fællesskab, dog saaledes at Beboelsen af Ættens fornemste Gaard, det saakaldte Hovedbøle, forbeholdtes den ældste Søn, eller den, der betragtedes som Familiens Hoved, medens de øvrige Deeltagere i Arven enten nedsatte sig for sig selv, eller mod Vederlag overlode deres Deel af Odelet til Hovedbølets Besidder, og forsøgte deres Lykke paa andre Steder. Dog tabte de og deres Efterkommere ikke derved deres Ret til, i Mangel af nærmere Arvinger at optræde som Odelets retmæssige Ejere, og det synes endog, som om man opstillede det Princip, at Odelet aldrig skulde kunne gaa ud af Ætten, thi alene paa dette Princip kan den senere saa bekjendte Løsningsret være grundet. Efter vore ældste Love at domme skulde man endog tro, at Brødre ikke i Almindelighed deelte Odelet imellem sig, men vedbleve at besidde det i Fællesskab[4]. Derved maatte Familiebaandet knyttes desto fastere, og Familiefølelsen skærpes. Alle de, som hørte til en Familie der ejede Odel, kaldtes Odelsbaarne til dette Odel, og i Forhold til hinanden indbyrdes Óðalsnautar, d. e. Odels-Fæller. Disse Familier dannede en egen Klasse, Hauldernes, der var at ansee som Fylkernes egentlige Aristokrati lige overfor de øvrige Indbyggere, der enten ikke dyrkede Jorden, eller som dyrkede lejet eller forpagtet Jord (Lejlændingerne). I hiin uindskrænkede, kun paa egen Ret og Magtfuldkommenhed hvilende Familie-Ejendom laa Forskjellen mellem Odels-Ejendommen og den i de fleste øvrige, af Germaner besatte Lande saakaldte Feodal- eller Lehns-Besiddelse, der ikke udlededes fra Befidderens egen Ret, men kun fra den ham af Fyrsten meddeelte Brugsret, medens det ham saaledes overdragne Gods fremdeles ansaaes som Fyrstens Ejendom.

Af Odels-Væsenet findes vistnok ogsaa Spor i de øvrige germaniske Lande, forsaavidt det i flere germaniske Mundarter vedligeholdte Ord „Odel“ (angels. éðel, œðel, saxisk ódil, højtydsk uodal) vidner om at det engang maa have staaet ved Magt; imidlertid bruges dog Ordet i disse Mundarter mere til at udtrykke Begreber om „Fædreland“ i Almindelighed; om hele Folks og Fyrsters arvelige Land, ej om den enkelte Privatmands Gaard. Aarsagen er den, at Lehnsvæsenet som en ligefrem Følge af Erobringsforholdet, i de fleste germaniske Lande udenfor Norden var det herskende. Vi finde imidlertid ogsaa i Tydskland arvelige Familiegodser, der ejedes af enkelte Mænd uden at være dem overdragne af Fyrsten, og hvis Besiddelse oprindeligt hidrørte fra Erhvervelse uafhængig af den med væbnet Haand foretagne Erobring[5]; saadant Gods kaldes imidlertid ikke Odel, men Alod (af al og ód, det norske auðr, Rigdom, Ejendom), og derved antydes mere Ejendommens Uindskrænkethed og Afgiftsfrihed, end dens Arvelighed og Uadskillelighed fra Familien.

Ligesom Odelsgaarden var den enkelte Families, saaledes var Fylket ogsaa det hele Folks, og Landet det hele Thjods Odel. Og saaledes kunde ogsaa i Norden Ordet „Odel“ i udvidet Forstand betegne det hele Fædreland. Men dog er det betegnende for vore ældre Forholde, at det kun sjælden forekom i denne Betydning. Ved „Odel“ forstaaes næsten overalt kun den private Landejendom.

Uagtet Alt tyder hen paa, at vore Forfædre allerede før deres Ankomst til Norge var fortrolige med Jernets Brug, og saaledes i Besiddelse af den nødvendigste Betingelse for Udøvelsen af Agerbruget, synes det dog ikke rimeligt, at de strax have begyndt at drive Agerbrug i det Store, men at deres første Levevej var Fiskeri og Fædrift. Saalænge Landet endnu ikke var tilstrækkeligt opryddet, kunde naturligviis intet Agerbrug af nogen Betydenhed finde Sted, og indtil da maatte Fiskeriet og Kvægavlen afgive den vigtigste Næringsvej. Der gives endnu en Mængde Stedsnavne, som tyde hen paa en saadan Mellemtid, hvor Fædriften var vigtigere end Agerdyrkningen. Disse Stedsnavne ere alle de, der ere dannede ved en Sammensætning med Ordet vin, egentlig vini. Dette ældgamle Ord, der forøvrigt er gaaet af Brug i vort Oldsprog, betyder nemlig „en Græsgang“, og alle disse Steder, der have faaet et paa vin endende Navn, have saaledes oprindelig været Græsgang[6]. Der er endog enkelte af dem, der snart endes paa –vin, snart paa –heimr (d. e. Hjem), og som saaledes vidne om, at der maa have været en Tid, i hvilken Græsningspladsen endnu kun var et foreløbigt Opholdssted, og at den først efter denne Tids Forløb maa være gaaet over til at blive et fast „Hjem“[7]. Af slige paa „vin“ endende Stedsnavne findes de fleste i de indre Dal-Egne, og ingensteds hyppigere end paa Voss. Alle disse Navne, i Forbindelse med de tidligere omtalte paa Agder, hvis Endelse „sel“ antyde en oprindelig Seter, og de mange paa Østlandet, hvis Endelse „ruð“ antyder en Oprydning, vise, hvorledes den første Besiddelsestagelse af Landet ved samlede Fylker eller Hereder paa een Gang blot kan have fundet Sted nærmest Kysten, og at forresten Gaardene i de indre Dele enkeltviis maa være blevne opryddede, først til Græsgang siden til Agerdyrkning. Og dette er endnu Agerdyrkningens og Bebyggelsens sædvanlige Gang i de afsidesliggende Skovegne, hvor Bebyggelsen fremdeles kan siges at skride frem[8].

Odelsjorden erhvervedes saaledes i de ældste Tider deels ved den første Uddeling, der rimeligviis skede ved Lodkastning, deels ved senere Erobring fra den raa Naturtilstand, nemlig ved Oprydning og Opdyrkning af skovbegroede, men til Bebyggelse skikkede Egne. Ethvert saadant Sted, hvor Familien opslog sin faste Bopæl, gik derved over fra at være en midlertidig Græsgang til et uforanderligt Hjem (heimr), og flere slige Hjem dannede tilsammen en Bygd. Alle de, som byggede og boede i Bygden, kaldtes med et fælles Navn Bønder (bœndr, búendr ɔ: Boende), og enhver enkelt Bondes Bopæl kaldtes et Bol eller Bøle (ból, bœli). Men ikke alle Bønders Vilkaar vare de samme; nogle vare Haulder og ejede Odel, andre dyrkede kun Hauldernes Jord til Leje, nogle nedstammede fra frie Forfædre, andre fra frigivne Trælle; derved opstod efterhaanden Forskjellen ej alene mellem Haulder og Lejlændinger, men mellem de saakaldte store og fornemme Bønder (Storbønderne) og de fattigere og ringere Jorddyrkere (Thorpare, Kot-Karle)[9]; og det var til denne ringere Klasse, Benævnelsen „Karl“ omsider indskrænkedes, medens Haulden, der i „Rigsmaal“ kaldes Karlens Søn, blev anseet som en Mand af Betydenhed, og paa en vis Maade kunde siges at indtage Jarlens Stilling i Samfundet, da Jarletitlen selv indskrænkedes til nogle Faa.

  1. ↑ Se især det bekjendte Sted hos Tacitus, Germ. 16. Nullas Germanorum populis urbes habitari, satis notum est; ne pati quidem inter se junctassedes; colunt discreti ac diversi, ut fons, ut campus, ut nemus placuit; vicos locant, non in nostrum morem, connexis et cohærentibus ædificiis: suam quisque domum spatio circumdat.
  2. ↑ Se Tacitus, Germ. 14: Accisis crinibus, nudatam, coram propinquis, expellat domo maritus, atque per omnem vicum verbere agit. gik
  3. ↑ Landn. V. 1.
  4. ↑ Se isærdeleshed vore ældre Loves Bestemmelser om Udskiftning af Odelsjorder, der ejes i Fællesskab, hvor denne Udskiftning omtales, som om den ej i Regelen skulde, men kun forsaavidt Medejerne ønskede det, kunde finde Sted. Ældre Gul. L. Cap. 87. 282. Ældre Frostath. L. XIV. 4.
  5. ↑ En saadan Erhvervelse kunde ogsaa grunde sig paa Overdragelse fra Lehnsherren, hvilken det altid stod frit at bortgive et Grundstykke som Modtagerens frie Ejendom. Fra denne Adkomst skrive sig maaskee de fleste Alloder i Tydskland, med Undtagelse af de sydligste Fjeldegne og de nordligste Marskegne, hvor en Oprydning og Opdyrkelse paa nordisk eller ældre germanisk Viis synes at have fundet Sted.
  6. ↑ F. Ex. Björgvin eller Bergvin (Bergen) ɔ: Bjerg-Græsgangen; Eiðvin ɔ: Græsgangen paa Ejdet; Skaðvin, Sköðvin eller Sködin (oprindellg Skandvin) ɔ: Græsgangen paa Udkanten; Leikvin ɔ: Lege-Græsgangen. Der ere ogsaa Steder, der simpelthen kaldes vin eller i Fleertal vinjar, ɔ: Græsgangene, s. Ex. Vinje i Thelemarken, Vinje i Snaasen, Vinje paa Nordmøre, o. s. v. I Gotisk bruges Vinja endnu som det sædvanlige Ord for „Græsgang“; i Angelsaxisk, hvor det lyder wynn, og i Tydsk, hvor det lyder „Wunne“, „Wonne“, er det derimod gaaet over til at betegne en Behagelighed i Almindelighed.
  7. ↑ F. Ex. Skerfheimr og Skerfvini (Skjerum og Skjerven) i Lardal, Þoptheimr og Þoptyn d. e. Þoptvin, (Thofte) i Gudbrandsdalen. I Gotisken bruges haims ɔ: heimr ligesrem til at betegne det græske κωμή, Lat. vicus.
  8. ↑ Se Geijers Gesch. Schwedens 1ste Deel S. 79.
  9. ↑ Af de i Tydskland saa ofte omtalte Lazzen, Liten, Leten eller Liden, der dannede en egen Klasse mellem de Frigivne og de Fribaarne, kjender man hos os intet Spor, med mindre det skulde vare det gamle digteriske Udtryk liðar (s. Gudr. K.) om menige Stridsmænd, leigu-liði om en Lejlænding, lið om Hæren og liði, om en Samling af Familier, der stillede en Mand til Hæren. Det maatte altsaa nærmest være „menige“, ikke bydende Krigsfolk, som ved dette Ord forstodes. Det er rimeligviis dannet af líða, gaa, og betegner vel oprindelig „Fodgængere“, Følgesvende. Den angels. Form læt (Ædhelberts Love § 213) synes rigtignok ikke at forudsætte denne Oprindelse.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/1/19&oldid=49321»