Det norske Folks Historie/1/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det var Erhvervelſen og Beſiddelſen af Land, ſom førſt maatte give de ſimple Klasſeforholde en ſæregen Farvning. Da Fylkerne, det vil ſige de ſluttede Krigshobe ſtormede ind i Landet, kunde Klasſeforſkjellen endnu blot være perſonlig, og Familieforholdet det eneſte organiſerende Princip. Ingen beſad endnu noget Stykke Grund eller Land, og de forſkjellige Underafdelinger af Hovedklasſerne, ſom opſtaa derved at nogle frie Mænd ingen Jord eje, andre mod Afgift benytte en dem ikke tilhørende Jord, atter andre beſidde mindre, andre ſtørre Jordſtrækninger, nogle have arvet deres Jord, andre kun kjøbt den: alle disſe Underafdelinger, der i den ſenere Samfundsudvikling ere af en ſaa ſtor Betydning, kunde førſt efter Landets Beſættelſe udvikle ſig.

Hvorledes Landet i Førſtningen deeltes mellem vore Forfædre, derom tie viſtnok vore hiſtoriſke Overleverelſer, men enkelte opbevarede Beſkrivelſer om, hvorledes man i ſildigere Tider ved lignende Lejligheder bar ſig ad, indeholde Vink om, hvad der fra Fortiden af maa have været Folkets Vedtægt. Men herved kommer det væſentligt an paa tvende Hovedomſtændigheder, nemlig det Lands Vilkaar, ſom bliver taget i Beſiddelſe, og det Folks eller den Forenings Vilkaar, ved hvilken Beſiddelſestagelſen ſkeer. Det ubebyggede Land behøver kun at ryddes for Skov og dyrkbargjøres; ingen tidligere Beboer gjør den ſig nedſættende Udvandrer Pladſen ſtridig; det kommer an paa ham ſelv, hvor meget han kan overtage, og følgelig hvor meget han ønſker at tage i Beſiddelſe; der maa i Førſtningen altid være Land nok at faa, næſten mere end man kan overkomme. Beſættelſen er aldeles fredelig, der udkræves ingen gjenſidig Underſtøttelſe til at udføre den, og følgelig udfordres der heller ikke nogen gjenſidig Overeenskomſt til at ſætte den i Verk. Indfinde ſig nu fremmede Indvandrere, ej for at gjøre Erobringer og vinde Rigdomme, men kun for at ſøge ſig nye Opholdsſteder, da ligger det i Sagens Natur, at Beſiddelſestagelſen af hvert enkelt Grundſtykke ogſaa mere bliver hvert enkelt Familie-Overhoveds, end den fælles Fylke- eller Hær-Styrers Sag. Anderledes er det derimod, hvor et allerede bebygget Land beſættes. Der møder man en Befolkning, ſom ſkal fortrænges eller underkues, og ſom følgelig i Regelen gjør Modſtand. De enkelte Familiers vaabenføre Medlemmer maa altſaa her gjenſidigt underſtøtte hinanden; det vundne Land er et Bytte, ſom formelig maa deles; det forefindes desuden fuldt og færdigt til Beboelſe, og den langvarige Oprydning, under hvilken Familierne en Tidlang undgaa at komme i Colliſion, finder her ikke Sted. Her maa ſaaledes allerede etſlags Overeenskomſt eller etſlags Mellemkomſt fra Styrerens Side indtræde; og i Regelen vil det blive Lodkaſtning, ſom beſtemmer Fordelingen. Og da i de fleſte Tilfælde de ældre Beboere af et Land heller vælge at underkaſte ſig betydelige Ulemper, end at forlade deres tilvante Hjem, bliver det ej alene Grundſtykkerne, men ogſaa de paa disſe boende Folk, der komme til at regnes ind under Byttet og fordeles mellem Indvandrerne, paa hvis ſtørre eller mindre Dannelſe og Humanitet det da kommer an, om de ſkulle blive Trælle, eller til Jorden bundne Vordnede, eller kun afgiftspligtige Lejlændinger eller Forpagtere.

Men naar Familierne forgrene ſig, ſaa at Mængden af dem, der ſkulle ernære ſig paa de allerede erhvervede Grundſtykker, bliver for ſtor i Forhold til hvad disſe formaa at afgive; naar tillige Ærgjerrighed og Foretagelſesaand begynde at vaagne blandt den til Vaabenfærd vante Ungdom: da indtræder i Folkenes tidligere Udviklingsperiode Lyſten til at gjøre Erobringstog, deels for ſaaledes paa den ſimpleſte Maade at undgaa Overbefolkningens Ulemper, deels for at tilfredsſtille den ſterke Higen efter at erhverve en ſtørre Rigdom og Anſeelſe end man hjemme i Fædrelandet kan opnaa. Men ſlige Erobringstog kunne ikke foregaa uden med en vis Plan og ved en Forening af Mange; heller ikke er det her hele Familier, men kun enkelte Krigere, ſom ſlutte ſig ſammen og forlade deres Fædreland. Her gjør ſaaledes Forenings-Forholdet ſig ſtrax gjeldende, og her maa det fornemmelig være den fælles Styrer, om hvem det Hele drejer ſig; han ſtaar for Toget, og maa lede Fordelingen, ligeſaavel ſom han leder Erhvervelſen af Byttet. Han repræſenterer den hele Forening, og Erobringen, der er ſkeet af alle Krigerne tilſammen, betragtes ſom om den var ſkeet i hans Navn. At et Forhold af en lignende Art ogſaa indtræder, hvor et heelt Folk med væbnet Haand er nødt til at ſøge ſig nye Bopæle, er let at forſtaa, medens det dog paa den anden Side ligger i Sagens Natur, at Erobringsforholdet nærmeſt tilhører et ſenere Stadium i et Folks Livsperiode, nemlig Overbefolkningens, ligeſom og at Erobringstog ikke egentlig kan tænkes foretagne til ubebyggede Lande, eller at her idetmindſte den Trang til gjenſidig Underſtøttelſe, ſom er tilſtede, naar man med væbnet Haand ſkal erhverve et nyt Hjem, aldeles bortfalder.

De tvende her antydede Beſættelſesmaader, enten ved fredelig, til ethvert Familieoverhoveds Godtbefindende overladt, Tilegnelſe af ubebygget Land, eller den efter et Erobringstog foretagne Udſtykning af Jorden, forudſætter dog ſtedſe en Nation, for hvilken Agerdyrkningen og Landlivet er det ſædvanlige, og Livet i Stæder enten ganſke ukjendt, eller idetmindſte ikke ſædvanligt. Dette ſidſte var ikke Tilfældet med Sydens Folkeſlag, hos hvilke Staden var den egentlige Stat, og Landdiſtriktet kun et Tilbehør til denne. Derimod viſe Germanerne ſig fra det førſte Øjeblik, vi ſee dem fremtræde, ſom et Folk, hvis hele Tilværelſe var knyttet til Landlivet, ſom oprindeligen ikke kjendte Byer, og ikke engang kunde fordrage det bymæsſige Samliv[1]. Vi have derfor ovenfor nærmeſt ſkildret den Maade, paa

hvilken Germanerne maa antages at have taget de Lande, der ſiden ſtedſe have været deres Hjem, i Beſiddelſe. Jo mere vi hos et germaniſk Folk finde dette Hang til Landlivet udpræget, og jo mindre Spor vi finde af Byliv eller bymæsſigt Samliv, deſto mere uforſtyrret maa den oprindelige Samfundsindretning antages at have udviklet og vedligeholdt ſig. Omvendt er man viſtnok igjen berettiget til at opſtille den Mening, at hvor man i germaniſke Lande ſom det Sædvanlige finder bymæsſige Sammenflytninger, om end blot i Form af Landsbyer, der har et fremmedartet Element gjort ſig gjeldende, eller med andre Ord, der have de indvandrende Germaner forefundet en allerede boſat Befolkning, ſom tilligemed Jorden, paa hvilken den boede, er bleven fordeelt mellem Indvandrerne, ved hvis Landgaarde eller rettere Herreſæder de i Tidens Løb deels maatte blive nødte til, deels maatte finde det belejligſt, at nedſætte ſig i Landsbyer, for baade at nyde ſaameget mere godt af Landsherrens Varetægt, og ſaameget lettere at kunne være rede til at adlyde hans Vink.

Nu er det en bekjendt Sag, at der i Norge og det egentlige Sverige, altſaa i de reennordiſke Lande, hverken ere eller nogenſinde have været Landsbyer, medens vi derimod allerede i Skaane, Danmark og Tydſkland finde Landsbyer endog fra de ældſte Tider. Tacitus ſelv taler om Landsbyer (vici) i ſamme Øjeblik, hvor han omhandler Germanernes „velbekjendte“ Sky for Bylivet og Mangel paa Byer; han maa altſaa her ſaa at ſige have det hele Etablisſement for Øje, nemlig Herrens eller Jordejerens afſondrede Gaard, i hvis Nærhed, ſkjønt ogſaa i behørig Afſtand, den afhængige, af Lejlændinger eller Vordnede beboede Landsby befandt ſig. Han taler ligeledes paa et andet Sted, hvor der handles om den Straf, der rammer den utroe Ægtehuſtru, om Landsbyen, gjennem hvilken hun med Spot og Spe bliver jaget[2]; det er altſaa tydeligt, at han ej alene ſigter til de højere Klasſer, men ogſaa til de lavere, Landsby-Boerne, hvilke paa hans Tid, af hvad Oprindelſe de end vare, maa have været fuldkommen germaniſerede. Alt dette vidner om, hvad man ogſaa af andre Kilder, ſom vi ovenfor have gjennemgaaet, veed, at Germanerne i Tydſkland, Danmark og Sydſverige ikke ved deres Indvandring traf paa et aldeles ubeboet Land, men paa en ældre, om end tynd Befolkning, ſandſynligviis af Kelter, der, forſaavidt ſom den ikke flygtede bort, fordeeltes med Jordſtykkerne mellem Indvandrerne og dannede Grundlaget til den lavere Folkeklasſe. Thi der maatte ellers kunne

sedes; colunt discreti ac diversi, ut fons, ut campus, ut nemus placuit; vicos locant, non in nostrum morem, connexis et cohærentibus ædificiis: suam quisque domum spatio circumdat. paaviſes en Særegenhed i Sydgermanernes og de gotiſke Germaners Charakteer, eller ved de af Sydgermanerne og de gotiſke Germaner beſatte Lande, der bragte dem til at forlade deres gamle Sædvaner og overvinde den nedarvede Modbydelighed for det bymæsſige Samliv. Men en ſaadan Særegenhed kan ej paaviſes, og dertil udhæver Tacitus ſelv hiin Modbydelighed ſom endnu raadende og ſom et bekjendt Charakteertræk ved den germaniſke Nation. Altſaa kan man ikke paa anden Maade, end ovenanført, forklare Landsbyernes Tilværelſe blandt Sydgermaner og Goto-Germaner; ligeſom ogſaa de mere indviklede, fra den oprindelige germaniſke Enkelthed afvigende Forholde, ſom hos dem viſe ſig, tyde hen paa det ſamme.

Ej alene de her fremſtillede Forholde, men ogſaa enkelte for Nord- og Syd-Germanerne fælles Ord og Talemaader, der dog af hver enkelt Hovedafdeling bruges i forſkjellig Betydning, lægge for Dagen, at Landbovæſenet i Norden, iſær i ældre Dage, maa anſees ſom det oprindelige, normal-germaniſke, i Sammenligning med det, der forefindes eller forefandtes i Tydſkland og Danmark. Ordet Thorp (þorp, gotiſk þaurp, tydſk Dorf), hvis oprindelige, i Gotiſken opbevarede Betydning, er „Grundſtykke“ (lat. ager), er nu hos os mindre brugeligt, men betegner i Sverige en afſides eller for ſig ſelv ſtaaende Plads; det brugtes i ældre Tider om mindre Gaarde eller Diſtrikter, og forekommer endnu i en Mængde Stedsnavne, der alle tilhøre enkelte Gaarde. I Tydſkland derimod betegner „Dorf“ en Landsby; og alle de Steder, hvis Navne i Danmark fordum endte paa „thorp“, nu paa „drup“ eller „rup“, ere ligeledes Landsbyer. En enkelt ſtørre Gaard kaldtes af vore Forfædre en eller By, (bœr, býr), og Ordet forekommer endnu i denne Betydning i Setersdalen, forſaavidt det bruges ſom Fællesnavn for de mindre Gaarde, hvori de enkelte ſtørre i Tidens Løb ere udſtykkede; men i Danmark bruges Ordet kun om hvad vi nu forſtaa ved „en By“, og gjennem det danſke Skriftſprog er „By“ ogſaa hos os kommet til at betyde det ſamme. En indhegnet Gaardsplads kaldtes og kaldes endnu i Norge Tun; i England betegner det tilſvarende town, Angelſaxiſk tún, allerede i Angelſaxernes ældſte Tider en virkelig By. Alle enkelte, paa oprindelig germaniſk Viis ordnede Familie-Etablisſementer fremtræde ſaaledes kun i Norge og det egentlige Sverige under deres oprindelige Form, men i de gotiſke og germaniſke Lande derimod ſom betydeligere Sammenflytninger. Dette er i Sandhed charakteriſtiſk og oplyſende, og afgiver i Forbindelſe med de forhen udhævede Forſkjelligheder mellem Nordens og Tydſklands agrariſke Forholde de utvivlſomſte Vidnesbyrd om at Tydſklands og Danmarks Occupation foregik under andre Omſtændigheder, end Norges.

Vi have omtalt, at Landnáma indeholder fuldſtændige Efterretninger om Maaden, paa hvilket det hidtil ubeboede Island blev taget i Beſiddelſe. Dette ſkede i det Væſentlige kun ſaaledes, at den med ſin Familie, ſine Undergivne — Trælle eller Frigivne — og andre, der havde ſluttet ſig til ham og ſtillet ſig under hans Beſkyttelſe, ankomne Høvding, tog ſig et Stykke Land efter Behag, og betegnede Beſiddelſestagelſen ved visſe Ceremonier, af hvilke den væſentligſte ſynes at have været Omridning med en brændende Brand[3]. Af dette Stykke Land forbeholdt han ſig ſelv den bedſte Deel; det øvrige uddeelte han blandt ſine Ledſagere, af hvilke enkelte kun forpligtede ſig til at være hans Thingmænd, det vil ſige: ſtaa under hans Jurisdiction; andre derimod blev hans Landſeter eller Lejlændinger. Med Jurisdictionen var ogſaa Gudsdyrkelſens Beſtyrelſe forbunden, thi enhver ſaadan Høvding havde ogſaa et for alle hans Undergivne fælles Tempel paa ſin Gaard, hvor han ſelv var Gode eller Offerpreſt; og Titlen „Gode“ ſaavelſom Embedets Navn „Godord“ medførte ej alene Begreber af gejſtlig, men ogſaa af verdslig Overøvrighed.

De her omtalte Sædvaner kunne neppe have været indførte blandt Islands Nybyggere, efterat Udvandringen til Island fra Norge var begyndt, thi dertil foregik denne Udvandring altfor enkeltviis og uden Overlæg mellem Udvandrerne indbyrdes. Det er næſten utænkeligt, at forſkjellige Udvandrere, der ad forſkjellige Veje kom til forſkjellige Egne af Island, ſtrax ved Ankomſten juſt ſkulde komme til at anvende een og den ſamme Fremgangsmaade ved Beſiddelſestagelſen, naar der ikke allerede hos Folket ſelv levede Sagn om, hvorledes en ſaadan Beſiddelſestagelſe af nyt Land ſkulde finde Sted. Og ſaadanne Sagn kunde igjen neppe leve hos Folket, uden ſom Levninger fra den Tid, da det ſelv for førſte Gang ſatte Fod i Norge. Det kunde derfor ſynes, ſom om man var berettiget til, ej alene i Almindelighed at hente Analogier fra de beſtemte Efterretninger om Maaden, hvorpaa Island bebyggedes, for nogenledes at danne ſig en Foreſtilling om hvorledes det gik til med Norges egen Bebyggelſe; men at man ogſaa kan anſee enkelte af de ved hiin Lejlighed brugelige Skikke og Sædvaner ligefrem ſom Reminiſcenſer fra Norges ſørſte Bebyggelſestid. I eet væſentligt Punkt maa der dog have været en Forſkjel mellem hvad der fandt Sted paa Island og hvad der tidligere havde fundet Sted i Norge. Til Island ankom Familierne enkeltviis, og Familiehøvdingerne toge ſig Land paa egen Haand uden Overlæg med andre Indvandrere; i Norge derimod maa, idetmindſte i Regelen, hele „Hære“ eller „Fylker“ være ankomne paa een Gang, og Beſiddelſestagelſen af Heredet eller Fylket maa her tildeels have foregaaet efter fælles Overlæg, maaſkee og ved etſlags foreløbig Udviisning, om det end maa forudſættes at Landets Udſtrækning og uopryddede Tilſtand i Forbindelſe med Indvandrernes ringe Antal for det ſørſte maatte kunne give enhver enkelt Familie Anledning nok til at indrette ſig og begrændſe ſine Beſiddelſer paa egen Haand uden at komme i Berørelſe med andre. Men hvorledes nu dette end forholder ſig, ſaa kan man dog viſtnok være temmelig ſikker paa, at Beſiddelſestagelſen i ſig ſelv er foregaaet med de ſamme eller lignende Ceremonien ſom paa Island, og at Bebyggelſen har fundet Sted omtrent paa ſamme Maade, nemlig ſaaledes, at hvert enkelt Familie-Overhoved tilegnede ſig et Stykke Land, paa hvilket han lod ſine Undergivne nedſætte ſig ſom Lejlændinger. Det er endog ikke uſandſynligt at antage, at Hovedfordelingen af hvert enkelt Landſkab kun har fundet Sted mellem Herſerne, og at hver Herſe igjen har overladt Grundſtykker til de hans Hundred tilhørende Familie-Hoveder, paa det Vilkaar, at disſe fremdeles erkjendte ham ſom deres Høvding, og ſom den, hvem Udøvelſen af den gejſtlige og verdslige Jurisdiktion tilkom. At enhver ſaadan Herſe tillige oprettede et Hereds-Tempel, hvis Gode han ſelv var, er viſtnok ingenſteds udtrykkeligen ſagt, men det falder næſten af ſig ſelv.

Ethvert Grundſtykke, der ſaaledes kom i et Familie-Overhoveds Beſiddelſe, betragtedes egentlig ſom den hele Families fælles Ejendom; Adkomſten dertil udlededes fra Familiens egen medfødte, aldeles uindſkrænkede, Ejendomsret. En ſaadan Grundejendom kaldtes Familiens Odel, og betragtedes ſom dens rette Hjem; den nedarvedes fra Fader til Søn, og arvedes, hvis en Fader efterlod ſig flere Sønner, af alle disſe i Fællesſkab, dog ſaaledes at Beboelſen af Ættens fornemſte Gaard, det ſaakaldte Hovedbøle, forbeholdtes den ældſte Søn, eller den, der betragtedes ſom Familiens Hoved, medens de øvrige Deeltagere i Arven enten nedſatte ſig for ſig ſelv, eller mod Vederlag overlode deres Deel af Odelet til Hovedbølets Beſidder, og forſøgte deres Lykke paa andre Steder. Dog tabte de og deres Efterkommere ikke derved deres Ret til, i Mangel af nærmere Arvinger at optræde ſom Odelets retmæsſige Ejere, og det ſynes endog, ſom om man opſtillede det Princip, at Odelet aldrig ſkulde kunne gaa ud af Ætten, thi alene paa dette Princip kan den ſenere ſaa bekjendte Løsningsret være grundet. Efter vore ældſte Love at domme ſkulde man endog tro, at Brødre ikke i Almindelighed deelte Odelet imellem ſig, men vedbleve at beſidde det i Fællesſkab[4]. Derved maatte Familiebaandet knyttes deſto faſtere, og Familiefølelſen ſkærpes. Alle de, ſom hørte til en Familie der ejede Odel, kaldtes Odelsbaarne til dette Odel, og i Forhold til hinanden indbyrdes Óðalsnautar, d. e. Odels-Fæller. Disſe Familier dannede en egen Klasſe, Hauldernes, der var at anſee ſom Fylkernes egentlige Ariſtokrati lige overfor de øvrige Indbyggere, der enten ikke dyrkede Jorden, eller ſom dyrkede lejet eller forpagtet Jord (Lejlændingerne). I hiin uindſkrænkede, kun paa egen Ret og Magtfuldkommenhed hvilende Familie-Ejendom laa Forſkjellen mellem Odels-Ejendommen og den i de fleſte øvrige, af Germaner beſatte Lande ſaakaldte Feodal- eller Lehns-Beſiddelſe, der ikke udlededes fra Befidderens egen Ret, men kun fra den ham af Fyrſten meddeelte Brugsret, medens det ham ſaaledes overdragne Gods fremdeles anſaaes ſom Fyrſtens Ejendom.

Af Odels-Væſenet findes viſtnok ogſaa Spor i de øvrige germaniſke Lande, forſaavidt det i flere germaniſke Mundarter vedligeholdte Ord „Odel“ (angelſ. éðel, œðel, ſaxiſk ódil, højtydſk uodal) vidner om at det engang maa have ſtaaet ved Magt; imidlertid bruges dog Ordet i disſe Mundarter mere til at udtrykke Begreber om „Fædreland“ i Almindelighed; om hele Folks og Fyrſters arvelige Land, ej om den enkelte Privatmands Gaard. Aarſagen er den, at Lehnsvæſenet ſom en ligefrem Følge af Erobringsforholdet, i de fleſte germaniſke Lande udenfor Norden var det herſkende. Vi finde imidlertid ogſaa i Tydſkland arvelige Familiegodſer, der ejedes af enkelte Mænd uden at være dem overdragne af Fyrſten, og hvis Beſiddelſe oprindeligt hidrørte fra Erhvervelſe uafhængig af den med væbnet Haand foretagne Erobring[5]; ſaadant Gods kaldes imidlertid ikke Odel, men Alod (af al og ód, det norſke auðr, Rigdom, Ejendom), og derved antydes mere Ejendommens Uindſkrænkethed og Afgiftsfrihed, end dens Arvelighed og Uadſkillelighed fra Familien.

Ligeſom Odelsgaarden var den enkelte Families, ſaaledes var Fylket ogſaa det hele Folks, og Landet det hele Thjods Odel. Og ſaaledes kunde ogſaa i Norden Ordet „Odel“ i udvidet Forſtand betegne det hele Fædreland. Men dog er det betegnende for vore ældre Forholde, at det kun ſjælden forekom i denne Betydning. Ved „Odel“ forſtaaes næſten overalt kun den private Landejendom.

Uagtet Alt tyder hen paa, at vore Forfædre allerede før deres Ankomſt til Norge var fortrolige med Jernets Brug, og ſaaledes i Beſiddelſe af den nødvendigſte Betingelſe for Udøvelſen af Agerbruget, ſynes det dog ikke rimeligt, at de ſtrax have begyndt at drive Agerbrug i det Store, men at deres førſte Levevej var Fiſkeri og Fædrift. Saalænge Landet endnu ikke var tilſtrækkeligt opryddet, kunde naturligviis intet Agerbrug af nogen Betydenhed finde Sted, og indtil da maatte Fiſkeriet og Kvægavlen afgive den vigtigſte Næringsvej. Der gives endnu en Mængde Stedsnavne, ſom tyde hen paa en ſaadan Mellemtid, hvor Fædriften var vigtigere end Agerdyrkningen. Disſe Stedsnavne ere alle de, der ere dannede ved en Sammenſætning med Ordet vin, egentlig vini. Dette ældgamle Ord, der forøvrigt er gaaet af Brug i vort Oldſprog, betyder nemlig „en Græsgang“, og alle disſe Steder, der have faaet et paa vin endende Navn, have ſaaledes oprindelig været Græsgang[6]. Der er endog enkelte af dem, der ſnart endes paa –vin, ſnart paa –heimr (d. e. Hjem), og ſom ſaaledes vidne om, at der maa have været en Tid, i hvilken Græsningspladſen endnu kun var et foreløbigt Opholdsſted, og at den førſt efter denne Tids Forløb maa være gaaet over til at blive et faſt „Hjem“[7]. Af ſlige paa „vin“ endende Stedsnavne findes de fleſte i de indre Dal-Egne, og ingenſteds hyppigere end paa Voſs. Alle disſe Navne, i Forbindelſe med de tidligere omtalte paa Agder, hvis Endelſe „sel“ antyde en oprindelig Seter, og de mange paa Øſtlandet, hvis Endelſe „ruð“ antyder en Oprydning, viſe, hvorledes den førſte Beſiddelſestagelſe af Landet ved ſamlede Fylker eller Hereder paa een Gang blot kan have fundet Sted nærmeſt Kyſten, og at forreſten Gaardene i de indre Dele enkeltviis maa være blevne opryddede, førſt til Græsgang ſiden til Agerdyrkning. Og dette er endnu Agerdyrkningens og Bebyggelſens ſædvanlige Gang i de afſidesliggende Skovegne, hvor Bebyggelſen fremdeles kan ſiges at ſkride frem[8].

Odelsjorden erhvervedes ſaaledes i de ældſte Tider deels ved den førſte Uddeling, der rimeligviis ſkede ved Lodkaſtning, deels ved ſenere Erobring fra den raa Naturtilſtand, nemlig ved Oprydning og Opdyrkning af ſkovbegroede, men til Bebyggelſe ſkikkede Egne. Ethvert ſaadant Sted, hvor Familien opſlog ſin faſte Bopæl, gik derved over fra at være en midlertidig Græsgang til et uforanderligt Hjem (heimr), og flere ſlige Hjem dannede tilſammen en Bygd. Alle de, ſom byggede og boede i Bygden, kaldtes med et fælles Navn Bønder (bœndr, búendr ɔ: Boende), og enhver enkelt Bondes Bopæl kaldtes et Bol eller Bøle (ból, bœli). Men ikke alle Bønders Vilkaar vare de ſamme; nogle vare Haulder og ejede Odel, andre dyrkede kun Hauldernes Jord til Leje, nogle nedſtammede fra frie Forfædre, andre fra frigivne Trælle; derved opſtod efterhaanden Forſkjellen ej alene mellem Haulder og Lejlændinger, men mellem de ſaakaldte ſtore og fornemme Bønder (Storbønderne) og de fattigere og ringere Jorddyrkere (Thorpare, Kot-Karle)[9]; og det var til denne ringere Klasſe, Benævnelſen „Karl“ omſider indſkrænkedes, medens Haulden, der i „Rigsmaal“ kaldes Karlens Søn, blev anſeet ſom en Mand af Betydenhed, og paa en vis Maade kunde ſiges at indtage Jarlens Stilling i Samfundet, da Jarletitlen ſelv indſkrænkedes til nogle Faa.


  1. Se iſær det bekjendte Sted hos Tacitus, Germ. 16. Nullas Germanorum populis urbes habitari, satis notum est; ne pati quidem inter se junctassedes; colunt discreti ac diversi, ut fons, ut campus, ut nemus placuit; vicos locant, non in nostrum morem, connexis et cohærentibus ædificiis: suam quisque domum spatio circumdat.
  2. Se Tacitus, Germ. 14: Accisis crinibus, nudatam, coram propinquis, expellat domo maritus, atque per omnem vicum verbere agit. gik
  3. Landn. V. 1.
  4. Se iſærdeleshed vore ældre Loves Beſtemmelſer om Udſkiftning af Odelsjorder, der ejes i Fællesſkab, hvor denne Udſkiftning omtales, ſom om den ej i Regelen ſkulde, men kun forſaavidt Medejerne ønſkede det, kunde finde Sted. Ældre Gul. L. Cap. 87. 282. Ældre Froſtath. L. XIV. 4.
  5. En ſaadan Erhvervelſe kunde ogſaa grunde ſig paa Overdragelſe fra Lehnsherren, hvilken det altid ſtod frit at bortgive et Grundſtykke ſom Modtagerens frie Ejendom. Fra denne Adkomſt ſkrive ſig maaſkee de fleſte Alloder i Tydſkland, med Undtagelſe af de ſydligſte Fjeldegne og de nordligſte Marſkegne, hvor en Oprydning og Opdyrkelſe paa nordiſk eller ældre germaniſk Viis ſynes at have fundet Sted.
  6. F. Ex. Björgvin eller Bergvin (Bergen) ɔ: Bjerg-Græsgangen; Eiðvin ɔ: Græsgangen paa Ejdet; Skaðvin, Sköðvin eller Sködin (oprindellg Skandvin) ɔ: Græsgangen paa Udkanten; Leikvin ɔ: Lege-Græsgangen. Der ere ogſaa Steder, der ſimpelthen kaldes vin eller i Fleertal vinjar, ɔ: Græsgangene, ſ. Ex. Vinje i Thelemarken, Vinje i Snaaſen, Vinje paa Nordmøre, o. ſ. v. I Gotiſk bruges Vinja endnu ſom det ſædvanlige Ord for „Græsgang“; i Angelſaxiſk, hvor det lyder wynn, og i Tydſk, hvor det lyder „Wunne“, „Wonne“, er det derimod gaaet over til at betegne en Behagelighed i Almindelighed.
  7. F. Ex. Skerfheimr og Skerfvini (Skjerum og Skjerven) i Lardal, Þoptheimr og Þoptyn d. e. Þoptvin, (Thofte) i Gudbrandsdalen. I Gotiſken bruges haims ɔ: heimr ligeſrem til at betegne det græſke κωμή, Lat. vicus.
  8. Se Geijers Geſch. Schwedens 1ſte Deel S. 79.
  9. Af de i Tydſkland ſaa ofte omtalte Lazzen, Liten, Leten eller Liden, der dannede en egen Klasſe mellem de Frigivne og de Fribaarne, kjender man hos os intet Spor, med mindre det ſkulde vare det gamle digteriſke Udtryk liðar (ſ. Gudr. K.) om menige Stridsmænd, leigu-liði om en Lejlænding, lið om Hæren og liði, om en Samling af Familier, der ſtillede en Mand til Hæren. Det maatte altſaa nærmeſt være „menige“, ikke bydende Krigsfolk, ſom ved dette Ord forſtodes. Det er rimeligviis dannet af líða, gaa, og betegner vel oprindelig „Fodgængere“, Følgeſvende. Den angelſ. Form læt (Ædhelberts Love § 213) ſynes rigtignok ikke at forudſætte denne Oprindelſe.