Det norske Folks Historie/1/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Idet vi ſaaledes iſær henviſes til vore egne Kilder, hvor det gjelder at udfinde det Oprindelige i den ældſte germaniſke Samfunds-Udvikling, kunne vi ej paaviſe noget ældre og paalideligere Vidnesbyrd i denne Henſeende, end den billedlige Fremſtilling af Samfunds-Udviklingen og de enkelte Samfundsklasſers Oprindelſe, ſom indeholdes i det ældgamle norſke Digt, der kaldes Rigsmaal, og er opbevaret blandt de øvrige Digte, der under Fællestitlen „den ældre Edda“ indeholde vore Forfædres Gude- og Helte-Sagn i deres meſt oprindelige og uforvanſkede Form. Dette merkelige Digt lyder ſaaledes:

 I gamle Dage
paa grønne Stier,
vandred den viſe,
vældige Aas,
den ramme Rig
med raſke Skridt

 Midt paa Stien
monne han gaa
kom til et Huus,
paa Klem ſtod Døren;
ind han gik,
Ild var paa Gulvet,
der ſad ved Arnen
Egtefolk tvende,
Aar og Edda[1]
alderſtegne.

 Rig kunde dem
Raad at ſige,
midt paa Gulvet
monne han ſætte ſig,
og Huſets Folk
paa hver hans Side

 Da tog Edda
en tykbaget Lev
tung og klumpet
tæt af Saaer;
midt paa Fadet
monne hun bære den;
Sodd var i Bollen,
ſatte den paa Bord,
Kalven var kogt,
koſtelig Spiſe.


 Op han ſtod,
til Sængs han gik,
Rig kunde dem
Raad at ſige,
midt i Sængen
monne han lægge ſig,
og Huſets Folk
paa hver hans Side.

 Der var han trende
Dage og Nætter;
monne han derfra gaa
midt paa Stien,
led meſt derefter
Maaneder ni.

 Et Barn fødte Edda
øſt det blev med Vand,
ſortſmudſket af Hud,
det hed „Træl“.

 Han tog til at voxe
og vel at trives;
ſkrumpent var
Skindet paa hans Hænder,
Knoerne ogſaa
krympede ſammen,
Fingrene digre,
fælt hans Anſigt,
Ryggen ludende
lange hans Hæle.

 Snart han begyndte
ſin Styrke at prøve,
Baſt at binde,
Byrder at gjøre,
hjem han var paa Ryggen
Riis den hele Dag

 Der kom til Gaarden
Gengilbeina[2]
Ar var paa Foden,
Armen forbrændt,
Næſen nedbøjet
nævned ſig Ty[3].

 Midt paa Gulvet
monne hun ſætte ſig,
hos hende ſad
Huſets Søn;
de ſnakked og hviſked,
Sæng de reded,
Træl og Ty
trætte af Dagværk.

 Børn de avled,
elſked og ſtelled,
Sønnerne hed
Hreim og Fjosner
— — — —
Lutr og Leggjaldi[4];
de lagde Gaarde,
gjødſlede Agre,
gjætede Sviin,
vogtede Geder,
grove Torv.

 Døttrene vare
Drumba og Kumba[5]

— — — —
Fra dem ſtamme
Trælles Ætter




 Derpaa gik Rig
de rette Veje,
kom til et Huus
med halv-aaben Dør;
ind han gik,
Ild var paa Gulvet,
Der ſad Hjon[6]
holdt paa at ſyſle.

 Manden telged
en Mejd til Vævbom,
Skjeggct var pudſet,
for Panden Haaret,
Skjorten trang,
Skriin var paa Gulvet

 Der ſad Konen,
ſvingede Rokken,
bredede Favnen,
beredte Vadmel,
Svejg[7] var paa Hovedet,
Smekke paa Bringen,
Dug var paa Halſen,
Dverge[8] paa Axlerne;
Ave og Amma[9]
ejede Huus.

 Rig kunde dem
Raad at ſige,
ſteg fra Bordet
til Sængs at gaa;
midt i Sængen
monne han lægge ſig,
med begge Hjon
paa hver hans Side.

 Der blev han trende
Dage og Nætter,
det led meſt derefter
Maaneder ni;
Barn fødte Amma
øſt det blev med Vand;
Karl de det kaldte,
Konen ham ſvøbte
den rødmosſede,
raſke var hans Øjne.

 Han tog til at voxe
og vel at trives,
Øxne at tæmme,
Ard[10] at gjøre,
Huus at tømre,
Lader at ſmede,
Kerrer at gjøre,
og kjøre Plog.

 Hjem de da aged
Hanginlukla[11]
i Gedeſkindskjortel,
og gifted med Karlen;
Svigerdatteren
ſatte ſig i Stuen;
ſom Hjon de boed,

Bauge[12] deled,
Blæjer de bredte
og Bo de ſatte.

 Børn de avled,
elſked og ſtelled,
de hed Hal og Dreng,
Hauld, Thegn, Smed,
— — — —
— — — —
Døttrene og fik
disſe Navne —
— — — —
derfra ere komne
Karles Ætter.




 Rig gik derfra
de rette Veje,
kom til en Sal,
mod Syd vendte Døren,
i aabne Dørfløj
var fæſtet en Ring.

 Ind gik han der,
Gulvet var ſtrøet;
der ſad Hjon,
ſaa paa hinanden,
Fader og Moder,
Med Fingrene leged’.

 Sad Huusherren
og ſnoede Streng,
Almen[13] han bøjed,
Orv[14] han ſkjefted,
men Huuskvinden
holdt paa at ſy,
ſyſled med Ærmet,
ſtrøg ſig paa Armen.

 Hoved-Falden[15] knejſed
Ringe[16] var paa Bryſtet,
ſidt hendes Slæb,
Serken blaahvid,
Brynene bjertere,
Bryſtet lyſere,
Halſen hvidere,
end hviden Sne.

 Rig kunde dem
Raad at ſige,
midt paa Gulvet
monne han ſætte ſig,
og begge Hjon
paa hver hans Side.

 Da tog Moder
en mærket Dug,
hvid, af Hør,
hyllede Bordet;
derpaa hun tog
tynde Leve
hvide af Hvede,
hyllede Dugen.

 Frem hun ſatte Fade
fulde, ſølvkantede,
fedeſte Fleſk,
Fugle ſtegte;
Viin var i Kanden

Kalkerne prydede,
de drak og de ſnakked,
Dagen gik hurtigt,
Rig kunde dem
Raad at ſige.

 Rig ſteg fra Bordet
til Sængs at gaa,
der var han trende
Dage og Nætter;
monne han derfra gaa
midt ad Stien;
led meſt derefter

 Maaneder ni.
En Søn fødte Moder
ſvøbte ham i Silke,
øſt han blev med Vand
Jarl blev han kaldt.
Blegt var Haaret,
Bjerte Kinder,
hvasſe hans Øjne,
ſom Orme-Ungens.

 Op voxte der
Jarl i Huſet;
Tog paa Skjold at ſvinge,
Strenge at lægge,
Alm at bøje
Orver at ſkjefte,
Flejn at kaſte,
Frakker[17] at ſvinge
Heſte at ride
Hunde at øve,
Sverd at drage,
Svømmen at fremme.

 Der kom fra Runen[18]
Rig gaaende,
Rig gaaende,
Runer han læſte;
Sit Navn han gav ham
ſin Søn ham kaldte;
ham bød han eje
Odelvoldene[19],
Odelvoldene
de ældgamle Bygder

 Monne han derfra ride
den merke Vej,
ſtejle Fjeld-Højder
indtil Hallen han naaed;
Skaftet han ſvinged,
Spydet han ryſted,
Heſten han ſpored
og Sverdet drog,
Vig[20] han vakte,
Volden han rødfarved,
Valen han fældte,
vog ſig til Land.

 Ene han da raadte for
atten Bo.
Gaver han ſkifted,
ſkjenkede Alle
herlige Ejemon,
Heſte ſvangribbede,
Ringe han brød,
Bauge ſønderhug[21].

 Stolt de aged
de ſtejle Veje;
kom til Hallen,

hvor Herſen boed;
der han mødte
den midjeſmale,
hvide og yndige,
Erna[22], ſaa hed hun.

 Til hende de bejled
og hjem hende førte,
gifted med Jarlen,
gik hun under Linet;
ſammen de boede
i Sind ſaa glade,
Ætterne øged,
og ſin Ungdom de nød.

 Bur var den førſte[23];
 — — — —
 — — — —
at lege de nemmed,
Søn og Svein
med Svømning og Tavl,
Kund hed een,
Kon den yngſte.

 Op voxed der
Jarlens Sønner.
Heſte tæmmed,
Harniſker bøjed,
Skud de beredte,
ſvingede Landſer.

 Men Kon unge
kunde Runer,
evige Runer,
Alder-Runer;
meſt han kunde
Mænd at bjerge,
Egge at døve,
Øger[24] at ſtille.

 Skjønned Fugles Røſt
ſlukked Ilde,
ſtillede Søen,
Sorger dæmped;
havde aatte Mænds
Magt og Styrke

 Han med Rig Jarl
i Runer kæmped,
i kloge Kunſter,
kunde dem bedre;
da ſelv han fik,
da ſelv han tog
Navnet Rig,
Runekyndighed.

 Red Kon den unge
i Kjær og Skove,
Kolven lod han flyve,
Fugle han ſkjød.
— — — —
— — — —

I dette merkelige Digt findes de trende ældſte Samfundsklasſer ſkarpt betegnede. Trællen, af en uſkjøn, ved Arbeide nedbøjet, om hans foragtede Stilling vidnende Legemsbeſkaffenhed, ſortſmuttet og mørk, ſom om han var af fremmed Herkomſt, levende af grov Koſt i en ſimpel Hytte; Karlen, den frie Jorddyrker og Grundejer, ſterk og velvoxen, levende tarveligt, men anſtændigt, fød af en Moder, der var pynteligt klædt og ſmykket, følgelig allerede vant til noget mere og bedre end de allernødvendigſte Redſkaber til Livets Ophold; Jarlen, ſmuk, kraftig, overmodig, med ædle, om en fornem Herkomſt og omhyggelig Pleje vidnende Legemsformer, omgiven af Overflod og Pragt, vant til Gjeſtfrihed og Gavmildhed, betragtende Vaabenfærd, ikke Jordens Dyrkning, ſom ſit egentlige Kald. Digtet giver mere paa en dunkel Maade at forſtaa, end det ligefrem udtaler, at det er Rig ſelv, ſom paa ſine Vandringer bliver alle tre Standsrepræſentanters Fader; det antyder derved ſindrigt, at ej alene den blotte Herkomſt, men ogſaa Omgivelſerne, under hvilke Menneſket opvoxer, beſtemme hans Stilling i Livet og Dannelſestrin[25]. Det viſer hvorledes de frie Ætter, enten det nu er Karlens eller Jarlens, tiltage i Anſeelſe, efterſom de udvikle ſig; thi Karlens Søn, Haulden, er den odelsbaarne Jordejer, og Jarlens Søn, Kon eller Kon den unge, ſkal øjenſynligt betegne Konge-Ætten. Vi ſee, hvorledes de forſkjellige frie Ætter forbinde ſig med hinanden, idet Jarlen egter Herſens Datter, thi efter vore Forfædres Begreber hørte Herſerne til Hauldernes, ikke til Jarlernes Klasſe. Derimod ſee vi, hvorledes Trælle-Ætterne ſtedſe holde ſig paa det ſamme Standpunkt. Endelig kunde det være muligt, at Digtets Forfatter ved at lade Trællen nedſtamme fra Oldemoderen, Karlen fra Bedſtemoderen, Jarlen fra Moderen, har villet udtale en Mening om at disſe tre Klasſer ſkulde være Levninger af tre forſkjellige Befolkninger i Landet, at Trælle-Klasſen var den ældſte, af fremmedartet Herkomſt, undertvungen afKarl-Klasſen, der igjen ſiden maatte lyde den yngſte, mægtigſte og meſt livsfriſke Stamme, Jarlens.

Rigsmaal viſer ſig i alle Henſeender ſom et egte norſkt Digt; Enkelthederne i alle Beſkrivelſer, Benævnelſer paa Gjenſtande, m. m., pasſe kun paa Norge, ej paa noget andet, endog nordiſkt Land. Brødet, hvormed den fremmede Gjeſt beværtes i de tre forſkjellige Huſe, er det for Norge ſæregne Fladbrød; af Huusdyr omtales Ørne, Geder og Heſte; „Moder“ har paa Bryſtet en „Kinga“, et Udtryk, der ellers kun forekommer i den norſke Froſtathingslov; Herſen, hvis Datter Jarlen egter, er ogſaa egen for Norge, thi denne Titel brugtes ſjælden eller aldrig i Sverige og Danmark. Skjoldet af Lindetræ, Buen af Alm, Spydet af Aſk, ere ligeledes charakteriſtiſke for Norge; de „mørke Veje“ mellem ſtejle Fjelde, de bratte „Branter“[26], ſom Vejene ogſaa udtryksfuldt kaldes, ere charakteriſtiſke for et bjergigt, ſkovbegroet Land. Det kan ſaaledes ej betvivles, at Digtet er opſtaaet i Norge ſelv; om dets høje Alder kan man af Indholdets og Sprogets egen Charakteer overbeviſe ſig, og det er altſaa ſikkert, at vi i dette Digt beſidde den ældſte, reneſte og oprindeligſte Fremſtilling af vore Forfædres Samfundsorden. Vi erfare, at det hele Folk, forſaavidt Trællene dertil kunne regnes, indeeltes i to Hovedklasſer, Frie og Ufrie, eller Trælle, og de Frie igjen i to, Jarler, de fornemmere og mægtigere, Krigere eller Landets Forſvarere, og Karler, de mindre ſornemme, hvis Hovedſysſel var Agerdyrkningen, og af hvis Klasſe den egentlige Bondeſtand udviklede ſig, erhvervede Magt og Anſeelſe, og endelig gjennem Herſen, Bøndernes fornemſte Mand, traadte i Forbindelſe med Jarle-Standen. Trællens uſkjønne Legemsdannelſe og mørke Hud ligeoverfor Karlens raſke eg rødlige, Jarlens ſtolte og lyſe Skikkelſe, ſtempler hans Slægt ſom en fremmedartet, ſom en, der ikke egentlig hørte til Nationen ſelv, men enten hidrørte fra en overvunden Befolkning (Finner og Tſchuder), eller fra Kjøb og Rov i fremmede, ſydligere Lande.

Ogſaa blandt de andre Germaner finde vi Spor af den ſamme oprindelige Klasſe-Inddeling. Angelſaxernes ældſte Skrifter[27] ſkjelne tydeligt mellem eorlas (Krigerne eller Herrerne), ceorlas (de frie Jorddyrkere), og þéowas (Trællene). I de ældſte tydſke Rets-Inſtitutioner, vi kjende, have allerede mere indviklede, fremmedartede, Forholde gjort ſig gjeldende, iſær de, der betegne et Mellemſtadium mellem den frie Mand og Trællen; dog aabenbarer ſig ogſaa her tydeligt den ovenanførte Hovedinddeling, om end under forſkjellige Navne. De undertvungne Folk, med hvilke de ſydlige Germaner kom i Berørelſe, bragte hos dem de Fries Klasſe paa en vis Maade til at antage en højere Rang, ſom en Art af Adel ligeoverfor dem ſelv; medens hos os efterhaanden den egentlige Jarleſtand ſaaledes ſmeltede ſammen med Bøndernes Klasſe, at den tilſidſt endogſaa ganſke ligeſom tabte ſig deri, og at Navnet „Jarl“ endog gik over til at betegne ikke en Kriger eller Herre i Almindelighed, men kun en ſæregen, af Landets Overhoved udnævnt Befalingsmand med fyrſtelig Rang. Imidlertid kunde dog Bondeſtanden ſelv ogſaa ſiges at dele ſig i to temmelig ſkarpt betegnede Underafdelinger; den højere, jord- og grundejende, de egentlige Odelsbaarne eller Haulderne, og den lavere, der ikke ejede Grund, men hvis Medlemmer ſom Lejlændinger dyrkede anden Mands Jord, eller paa andre Maader ſtode i et viſt Afhængighedsforhold til ham, uden dog at have tabt eller at ſavne den perſonlige Frihed.


  1. D. e. Oldefader og Oldemoder.
  2. D. e. den Omvankende, den hvis Been ere vante til at gaa.
  3. Þý ɔ: Tyende, gotiſk þivi.
  4. Her følge en heel Deel Navne, der alle antyde Trællenes underordnede Legems- og Aands-Egenſkaber.
  5. Her følge ligeledes endeel Navne ſom betegne Trælkvindernes ſæregne Udſeende.
  6. D. e. Egtefolk.
  7. Etſlags Hovedtøj.
  8. Etſlags Smykke.
  9. D. e. Bedſtefader og Bedſtemoder.
  10. D. e. Plog, det ſamme, ſom nu af Mange urigtigt ſkrives Al.
  11. D. e. den med Nogle behængte, den ſom bærer Nogle i Beltet.
  12. D. e. Pengeringe.
  13. D. e. Almegrenen til en Bue.
  14. D. e. Piil.
  15. Fald, etſlags højtknejſende Hovedtøj.
  16. Ringformige Bryſtſmykker.
  17. D. e. etſlags korte Spyd, Tydſkernes franka.
  18. D. e. Krattet. Ordet er endnu meget brugeligt i Norge.
  19. „Volde“ her i den oprindelige Betydning „Sletter“, „Marker“.
  20. D. e. Kamp.
  21. Nemlig for at uddele Brudſtykkerne ſom Gaver. Derfor kaldtes ogſaa den gavmilde Fyrſte „Ringens“ eller „Guldets Bryder“.
  22. Erna af Ørn; Ørnehunnen.
  23. Her følge en heel Deel Navne, der antyde Herkomſt og Ejendom.
  24. D. e. Havet.
  25. En i ſenere Tider tilføjet proſaiſk Indledning til Digtet ſiger at det var Aaſa-Guden Heimdall, der ſaaledes vandrede om og kaldte ſig Rig. Hvorvidt imidlertid dette fra førſt af har været Digterens Mening, er uviſt.
  26. Af brjóta, bryde.
  27. Se Kong Alfreds Love (c. 890), hvor det, for at betegne alle Klasſer af frie Mænd, heder i § 4: enten Karl eller Jarl.