Det norske Folks Historie/1/18
Idet vi saaledes især henvises til vore egne Kilder, hvor det gjelder at udfinde det Oprindelige i den ældste germaniske Samfunds-Udvikling, kunne vi ej paavise noget ældre og paalideligere Vidnesbyrd i denne Henseende, end den billedlige Fremstilling af Samfunds-Udviklingen og de enkelte Samfundsklassers Oprindelse, som indeholdes i det ældgamle norske Digt, der kaldes Rigsmaal, og er opbevaret blandt de øvrige Digte, der under Fællestitlen „den ældre Edda“ indeholde vore Forfædres Gude- og Helte-Sagn i deres mest oprindelige og uforvanskede Form. Dette merkelige Digt lyder saaledes:
I gamle Dage
paa grønne Stier,
vandred den vise,
vældige Aas,
den ramme Rig
med raske Skridt
Midt paa Stien
monne han gaa
kom til et Huus,
paa Klem stod Døren;
ind han gik,
Ild var paa Gulvet,
der sad ved Arnen
Egtefolk tvende,
Aar og Edda[1]
alderstegne.
Rig kunde dem
Raad at sige,
midt paa Gulvet
monne han sætte sig,
og Husets Folk
paa hver hans Side
Da tog Edda
en tykbaget Lev
tung og klumpet
tæt af Saaer;
midt paa Fadet
monne hun bære den;
Sodd var i Bollen,
satte den paa Bord,
Kalven var kogt,
kostelig Spise.
Op han stod,
til Sængs han gik,
Rig kunde dem
Raad at sige,
midt i Sængen
monne han lægge sig,
og Husets Folk
paa hver hans Side.
Der var han trende
Dage og Nætter;
monne han derfra gaa
midt paa Stien,
led mest derefter
Maaneder ni.
Et Barn fødte Edda
øst det blev med Vand,
sortsmudsket af Hud,
det hed „Træl“.
Han tog til at voxe
og vel at trives;
skrumpent var
Skindet paa hans Hænder,
Knoerne ogsaa
krympede sammen,
Fingrene digre,
fælt hans Ansigt,
Ryggen ludende
lange hans Hæle.
Snart han begyndte
sin Styrke at prøve,
Bast at binde,
Byrder at gjøre,
hjem han var paa Ryggen
Riis den hele Dag
Der kom til Gaarden
Gengilbeina[2]
Ar var paa Foden,
Armen forbrændt,
Næsen nedbøjet
nævned sig Ty[3].
Midt paa Gulvet
monne hun sætte sig,
hos hende sad
Husets Søn;
de snakked og hvisked,
Sæng de reded,
Træl og Ty
trætte af Dagværk.
Børn de avled,
elsked og stelled,
Sønnerne hed
Hreim og Fjosner
– – – –
Lutr og Leggjaldi[4];
de lagde Gaarde,
gjødslede Agre,
gjætede Sviin,
vogtede Geder,
grove Torv.
Døttrene vare
Drumba og Kumba[5]
– – – –
Fra dem stamme
Trælles Ætter
Derpaa gik Rig
de rette Veje,
kom til et Huus
med halv-aaben Dør;
ind han gik,
Ild var paa Gulvet,
Der sad Hjon[6]
holdt paa at sysle.
Manden telged
en Mejd til Vævbom,
Skjeggct var pudset,
for Panden Haaret,
Skjorten trang,
Skriin var paa Gulvet
Der sad Konen,
svingede Rokken,
bredede Favnen,
beredte Vadmel,
Svejg[7] var paa Hovedet,
Smekke paa Bringen,
Dug var paa Halsen,
Dverge[8] paa Axlerne;
Ave og Amma[9]
ejede Huus.
Rig kunde dem
Raad at sige,
steg fra Bordet
til Sængs at gaa;
midt i Sængen
monne han lægge sig,
med begge Hjon
paa hver hans Side.
Der blev han trende
Dage og Nætter,
det led mest derefter
Maaneder ni;
Barn fødte Amma
øst det blev med Vand;
Karl de det kaldte,
Konen ham svøbte
den rødmossede,
raske var hans Øjne.
Han tog til at voxe
og vel at trives,
Øxne at tæmme,
Ard[10] at gjøre,
Huus at tømre,
Lader at smede,
Kerrer at gjøre,
og kjøre Plog.
Hjem de da aged
Hanginlukla[11]
i Gedeskindskjortel,
og gifted med Karlen;
Svigerdatteren
satte sig i Stuen;
som Hjon de boed,
Bauge[12] deled,
Blæjer de bredte
og Bo de satte.
Børn de avled,
elsked og stelled,
de hed Hal og Dreng,
Hauld, Thegn, Smed,
– – – –
– – – –
Døttrene og fik
disse Navne –
– – – –
derfra ere komne
Karles Ætter.
Rig gik derfra
de rette Veje,
kom til en Sal,
mod Syd vendte Døren,
i aabne Dørfløj
var fæstet en Ring.
Ind gik han der,
Gulvet var strøet;
der sad Hjon,
saa paa hinanden,
Fader og Moder,
Med Fingrene leged’.
Sad Huusherren
og snoede Streng,
Almen[13] han bøjed,
Orv[14] han skjefted,
men Huuskvinden
holdt paa at sy,
sysled med Ærmet,
strøg sig paa Armen.
Hoved-Falden[15] knejsed
Ringe[16] var paa Brystet,
sidt hendes Slæb,
Serken blaahvid,
Brynene bjertere,
Brystet lysere,
Halsen hvidere,
end hviden Sne.
Rig kunde dem
Raad at sige,
midt paa Gulvet
monne han sætte sig,
og begge Hjon
paa hver hans Side.
Da tog Moder
en mærket Dug,
hvid, af Hør,
hyllede Bordet;
derpaa hun tog
tynde Leve
hvide af Hvede,
hyllede Dugen.
Frem hun satte Fade
fulde, sølvkantede,
fedeste Flesk,
Fugle stegte;
Viin var i Kanden
Kalkerne prydede,
de drak og de snakked,
Dagen gik hurtigt,
Rig kunde dem
Raad at sige.
Rig steg fra Bordet
til Sængs at gaa,
der var han trende
Dage og Nætter;
monne han derfra gaa
midt ad Stien;
led mest derefter
Maaneder ni.
En Søn fødte Moder
svøbte ham i Silke,
øst han blev med Vand
Jarl blev han kaldt.
Blegt var Haaret,
Bjerte Kinder,
hvasse hans Øjne,
som Orme-Ungens.
Op voxte der
Jarl i Huset;
Tog paa Skjold at svinge,
Strenge at lægge,
Alm at bøje
Orver at skjefte,
Flejn at kaste,
Frakker[17] at svinge
Heste at ride
Hunde at øve,
Sverd at drage,
Svømmen at fremme.
Der kom fra Runen[18]
Rig gaaende,
Rig gaaende,
Runer han læste;
Sit Navn han gav ham
sin Søn ham kaldte;
ham bød han eje
Odelvoldene[19],
Odelvoldene
de ældgamle Bygder
Monne han derfra ride
den merke Vej,
stejle Fjeld-Højder
indtil Hallen han naaed;
Skaftet han svinged,
Spydet han rysted,
Hesten han spored
og Sverdet drog,
Vig[20] han vakte,
Volden han rødfarved,
Valen han fældte,
vog sig til Land.
Ene han da raadte for
atten Bo.
Gaver han skifted,
skjenkede Alle
herlige Ejemon,
Heste svangribbede,
Ringe han brød,
Bauge sønderhug[21].
Stolt de aged
de stejle Veje;
kom til Hallen,
hvor Hersen boed;
der han mødte
den midjesmale,
hvide og yndige,
Erna[22], saa hed hun.
Til hende de bejled
og hjem hende førte,
gifted med Jarlen,
gik hun under Linet;
sammen de boede
i Sind saa glade,
Ætterne øged,
og sin Ungdom de nød.
Bur var den første[23];
– – – –
– – – –
at lege de nemmed,
Søn og Svein
med Svømning og Tavl,
Kund hed een,
Kon den yngste.
Op voxed der
Jarlens Sønner.
Heste tæmmed,
Harnisker bøjed,
Skud de beredte,
svingede Landser.
Men Kon unge
kunde Runer,
evige Runer,
Alder-Runer;
mest han kunde
Mænd at bjerge,
Egge at døve,
Øger[24] at stille.
Skjønned Fugles Røst
slukked Ilde,
stillede Søen,
Sorger dæmped;
havde aatte Mænds
Magt og Styrke
Han med Rig Jarl
i Runer kæmped,
i kloge Kunster,
kunde dem bedre;
da selv han fik,
da selv han tog
Navnet Rig,
Runekyndighed.
Red Kon den unge
i Kjær og Skove,
Kolven lod han flyve,
Fugle han skjød.
– – – –
– – – –
I dette merkelige Digt findes de trende ældste Samfundsklasser skarpt betegnede. Trællen, af en uskjøn, ved Arbeide nedbøjet, om hans foragtede Stilling vidnende Legemsbeskaffenhed, sortsmuttet og mørk, som om han var af fremmed Herkomst, levende af grov Kost i en simpel Hytte; Karlen, den frie Jorddyrker og Grundejer, sterk og velvoxen, levende tarveligt, men anstændigt, fød af en Moder, der var pynteligt klædt og smykket, følgelig allerede vant til noget mere og bedre end de allernødvendigste Redskaber til Livets Ophold; Jarlen, smuk, kraftig, overmodig, med ædle, om en fornem Herkomst og omhyggelig Pleje vidnende Legemsformer, omgiven af Overflod og Pragt, vant til Gjestfrihed og Gavmildhed, betragtende Vaabenfærd, ikke Jordens Dyrkning, som sit egentlige Kald. Digtet giver mere paa en dunkel Maade at forstaa, end det ligefrem udtaler, at det er Rig selv, som paa sine Vandringer bliver alle tre Standsrepræsentanters Fader; det antyder derved sindrigt, at ej alene den blotte Herkomst, men ogsaa Omgivelserne, under hvilke Mennesket opvoxer, bestemme hans Stilling i Livet og Dannelsestrin[25]. Det viser hvorledes de frie Ætter, enten det nu er Karlens eller Jarlens, tiltage i Anseelse, eftersom de udvikle sig; thi Karlens Søn, Haulden, er den odelsbaarne Jordejer, og Jarlens Søn, Kon eller Kon den unge, skal øjensynligt betegne Konge-Ætten. Vi see, hvorledes de forskjellige frie Ætter forbinde sig med hinanden, idet Jarlen egter Hersens Datter, thi efter vore Forfædres Begreber hørte Herserne til Hauldernes, ikke til Jarlernes Klasse. Derimod see vi, hvorledes Trælle-Ætterne stedse holde sig paa det samme Standpunkt. Endelig kunde det være muligt, at Digtets Forfatter ved at lade Trællen nedstamme fra Oldemoderen, Karlen fra Bedstemoderen, Jarlen fra Moderen, har villet udtale en Mening om at disse tre Klasser skulde være Levninger af tre forskjellige Befolkninger i Landet, at Trælle-Klassen var den ældste, af fremmedartet Herkomst, undertvungen afKarl-Klassen, der igjen siden maatte lyde den yngste, mægtigste og mest livsfriske Stamme, Jarlens.
Rigsmaal viser sig i alle Henseender som et egte norskt Digt; Enkelthederne i alle Beskrivelser, Benævnelser paa Gjenstande, m. m., passe kun paa Norge, ej paa noget andet, endog nordiskt Land. Brødet, hvormed den fremmede Gjest beværtes i de tre forskjellige Huse, er det for Norge særegne Fladbrød; af Huusdyr omtales Ørne, Geder og Heste; „Moder“ har paa Brystet en „Kinga“, et Udtryk, der ellers kun forekommer i den norske Frostathingslov; Hersen, hvis Datter Jarlen egter, er ogsaa egen for Norge, thi denne Titel brugtes sjælden eller aldrig i Sverige og Danmark. Skjoldet af Lindetræ, Buen af Alm, Spydet af Ask, ere ligeledes charakteristiske for Norge; de „mørke Veje“ mellem stejle Fjelde, de bratte „Branter“[26], som Vejene ogsaa udtryksfuldt kaldes, ere charakteristiske for et bjergigt, skovbegroet Land. Det kan saaledes ej betvivles, at Digtet er opstaaet i Norge selv; om dets høje Alder kan man af Indholdets og Sprogets egen Charakteer overbevise sig, og det er altsaa sikkert, at vi i dette Digt besidde den ældste, reneste og oprindeligste Fremstilling af vore Forfædres Samfundsorden. Vi erfare, at det hele Folk, forsaavidt Trællene dertil kunne regnes, indeeltes i to Hovedklasser, Frie og Ufrie, eller Trælle, og de Frie igjen i to, Jarler, de fornemmere og mægtigere, Krigere eller Landets Forsvarere, og Karler, de mindre sornemme, hvis Hovedsyssel var Agerdyrkningen, og af hvis Klasse den egentlige Bondestand udviklede sig, erhvervede Magt og Anseelse, og endelig gjennem Hersen, Bøndernes fornemste Mand, traadte i Forbindelse med Jarle-Standen. Trællens uskjønne Legemsdannelse og mørke Hud ligeoverfor Karlens raske eg rødlige, Jarlens stolte og lyse Skikkelse, stempler hans Slægt som en fremmedartet, som en, der ikke egentlig hørte til Nationen selv, men enten hidrørte fra en overvunden Befolkning (Finner og Tschuder), eller fra Kjøb og Rov i fremmede, sydligere Lande.
Ogsaa blandt de andre Germaner finde vi Spor af den samme oprindelige Klasse-Inddeling. Angelsaxernes ældste Skrifter[27] skjelne tydeligt mellem eorlas (Krigerne eller Herrerne), ceorlas (de frie Jorddyrkere), og þéowas (Trællene). I de ældste tydske Rets-Institutioner, vi kjende, have allerede mere indviklede, fremmedartede, Forholde gjort sig gjeldende, især de, der betegne et Mellemstadium mellem den frie Mand og Trællen; dog aabenbarer sig ogsaa her tydeligt den ovenanførte Hovedinddeling, om end under forskjellige Navne. De undertvungne Folk, med hvilke de sydlige Germaner kom i Berørelse, bragte hos dem de Fries Klasse paa en vis Maade til at antage en højere Rang, som en Art af Adel ligeoverfor dem selv; medens hos os efterhaanden den egentlige Jarlestand saaledes smeltede sammen med Bøndernes Klasse, at den tilsidst endogsaa ganske ligesom tabte sig deri, og at Navnet „Jarl“ endog gik over til at betegne ikke en Kriger eller Herre i Almindelighed, men kun en særegen, af Landets Overhoved udnævnt Befalingsmand med fyrstelig Rang. Imidlertid kunde dog Bondestanden selv ogsaa siges at dele sig i to temmelig skarpt betegnede Underafdelinger; den højere, jord- og grundejende, de egentlige Odelsbaarne eller Haulderne, og den lavere, der ikke ejede Grund, men hvis Medlemmer som Lejlændinger dyrkede anden Mands Jord, eller paa andre Maader stode i et vist Afhængighedsforhold til ham, uden dog at have tabt eller at savne den personlige Frihed.
- ↑ D. e. Oldefader og Oldemoder.
- ↑ D. e. den Omvankende, den hvis Been ere vante til at gaa.
- ↑ Þý ɔ: Tyende, gotisk þivi.
- ↑ Her følge en heel Deel Navne, der alle antyde Trællenes underordnede Legems- og Aands-Egenskaber.
- ↑ Her følge ligeledes endeel Navne som betegne Trælkvindernes særegne Udseende.
- ↑ D. e. Egtefolk.
- ↑ Etslags Hovedtøj.
- ↑ Etslags Smykke.
- ↑ D. e. Bedstefader og Bedstemoder.
- ↑ D. e. Plog, det samme, som nu af Mange urigtigt skrives Al.
- ↑ D. e. den med Nogle behængte, den som bærer Nogle i Beltet.
- ↑ D. e. Pengeringe.
- ↑ D. e. Almegrenen til en Bue.
- ↑ D. e. Piil.
- ↑ Fald, etslags højtknejsende Hovedtøj.
- ↑ Ringformige Brystsmykker.
- ↑ D. e. etslags korte Spyd, Tydskernes franka.
- ↑ D. e. Krattet. Ordet er endnu meget brugeligt i Norge.
- ↑ „Volde“ her i den oprindelige Betydning „Sletter“, „Marker“.
- ↑ D. e. Kamp.
- ↑ Nemlig for at uddele Brudstykkerne som Gaver. Derfor kaldtes ogsaa den gavmilde Fyrste „Ringens“ eller „Guldets Bryder“.
- ↑ Erna af Ørn; Ørnehunnen.
- ↑ Her følge en heel Deel Navne, der antyde Herkomst og Ejendom.
- ↑ D. e. Havet.
- ↑ En i senere Tider tilføjet prosaisk Indledning til Digtet siger at det var Aasa-Guden Heimdall, der saaledes vandrede om og kaldte sig Rig. Hvorvidt imidlertid dette fra først af har været Digterens Mening, er uvist.
- ↑ Af brjóta, bryde.
- ↑ Se Kong Alfreds Love (c. 890), hvor det, for at betegne alle Klasser af frie Mænd, heder i § 4: enten Karl eller Jarl.