Det norske Folks Historie/1/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have allerede ovenfor lejlighedsviis søgt at bestemme enkelte Tidsmomenter i Germanernes og vore Forfædres Vandringsperiode, uden dog at kunne angive med nogen Sikkerhed, naar de allerførst satte Fod i de Lande, der sidenefter stedse have været deres Hjem. Hvad der med Sikkerhed kan siges, er alene dette, at Nordmændene allerede paa Jornandes’s Tid, eller vel rettere paa den Tid, fra hvilken hans Efterretninger skrive sig, sandsynligviis Slutningen af det 5te og Begyndelsen af det 6te Aarhundrede, havde udbredt sig over Norge omtrent i den samme Udstrækning, som nu til Dags, at ej alene Østlandet havde faaet sin norske Befolkning, men at der ved Siden af de oprindelige Fylker ogsaa fandtes „Riger“ i den sydøstlige Deel af Landet, uden at Jornandes dog, som det synes, endnu har kjendt Nordmændenes Navn som en almindelig Thjodbenævnelse ved Siden af Gauter, Goter, Sviar og Daner. Vi erfare ligeledes af det hos Tacitus forekommende Navn Suiones, at Nordboernes Mundarter allerede paa hans Tid maa have antaget sit charakteristiske Præg, da den Opslugning af Endekonsonanten, som har forandret det oprindelige Sviþ (hvoraf Jornandes’s Svethans) til Svi (hvoraf Tacitus’s Suiones) er en af de nordiske Mundarters mest charakteristiske Egenheder, hvilken de kun dele med Angelsaxisken. For enkelte af de Navne, Plinius meddeler, synes ogsaa, som det tidligere er bemerket, velbekjendte norske Stedsnavne at ligge til Grund, og navnligen Nerigon at være en Forvanskning af Noregr; dog er det naturligviis kun usikkre Formodninger, som kunne hugges paa denne Navnelighed, der ogsaa meget gjerne blot kan være tilfældig. Den markomanniske Krig, Kimbrernes og Teutonernes Tog mod Syden, de sildigere Gallervandringer til Grækenland, og Pytheas’s Beretninger afgive vistnok sikkrere Vidnesbyrd om Bevægelser i Norden, der have staaet i nærmere eller fjernere Forbindelse med Indvandringen. Men hos de germaniske Forfattere selv henføres denne, efter hvad vi allerede have seet, til den ældste Histories fjerneste Tider, ældre end Sesostris og de fabelagtige Amazoner; og det gamle Kvad, hvis Indhold Tacitus meddeler, synes at vidne om at de Germaner, hos hvilke det var i Folkemunde, betragtede sig som hjemmehørende i Landet fra Urtiden af. Hvad man af alle disse forskjellige Data kan udbringe, bliver altsaa i Hovedsagen kun dette, at Germanernes Indvandring, Tydsklands Besættelse og endelig Norges Befolkning ved Nordmændene maa henføres til Tidsrummet mellem det 5te Aarhundrede før Chr., og vor Tidsregnings Begyndelse.