Det norske Folks Historie/1/15
Nøjagtigt at angive, naar alle de omtalte Fylker, eller Thrøndernes, Raumernes, Hørdernes og Rogernes Stammer begyndte tilsammen at kaldes Nordmænd, og bleve sig selv bevidfte, at de dannede en egen Nation, lader sig ikke anderledes beftemme, end saaledes som det ovenfor er fremsat, nemlig ved den Tid, da de, efterat være komne over Fjeldet ned til Østlandet og Viken, bleve bekjendte med og for de her boende gautske Folkefærd, hos hvilke Navnet „Nordmænd“ efter al Rimelighed først er opstaaet. Hermed er det dog ikke sagt, at Nordmændenes Stammer ej allerede fra første Færd af have været sig bevidste at danne en eneste Nation; det er alene Navnet „Nordmænd“, der neppe synes at kunne have været anvendt førend efterat Sammenftødet med Gauterne havde fundet Sted, ligesom heller ikke Jornandes synes at kjende det, da han ved Siden af Sviar og Gauter opregner enkelte norske Afdelinger, men ej nævner Fællesnavnet Nordmænd. En saadan Samling af Fylker eller heel Nation benævntes af vore Forfædre, som over hele den germaniske Verden med et og samme Ord, kun modificeret efter de enkelte Folks særegne Lydforholde, nemlig Oldnorsk þjóð, gotisk þiuda, Højtydsk diut, angelsaxisk þeód. Et Thjod indeholdt saaledes flere Fylker, Folklande eller Gauer, ligesom et Fylke igjen indeholdt flere Hereder eller Hundreder. Ved at finde Folkenavne omtalte i vore egne og fremmede Oldskrifter, maa man nøje skjelne mellem Thjod og Folke. I Norden findes nemlig kun fire Thjod, Nordmændenes, Sviarnes, Gauternes og Danernes, hvorfor det ogsaa hos Prokop udtrykkeligt heder at Danernes Nation bestod af flere Folkefærd[1]. Til ingen af de nordiske Nationers Navne føjes dog saa hyppigt Benævnelsen Thjod, som til den svenske, og Sammensætningen Svithjod er endog bleven det sædvanlige
Aarhundrede forfattet, norsk Historie. Den inddeler Norge i tre Hoveddele, Kystdistrikterne (maritima), Oplandene (montana) og Finmarken. Kystdistrikterne inddeles i fire Hoveddele Viken, fra Danmark (Halland) til Rygjarbit; Gulathingslagen, fra Rygjarbit til Søndmøre; Throndhjem (Frostathingslagen) fra Raumsdal til Naumdal, og Haalogaland, nordenfor. Oplandene, der begynde fra Gautlands (Vermelands) Grændser, bestaa af fire Hoveddele: Raumernes og Ringernes Rige (Raumafylke og Hadafylke) med tilhørende Landskaber (Thoten, Land, Sigdal o. s. v.); Thelemarken med de fjernere Fjeldegne (Setersdalen, Numedalen m. m.) Hedemarken med Elvdalene (Østerdalen): Gudbrandsdalene med Lom m. m.; hertil kommer Valdres og Haddingjadal, der ligge mellem Kystdistrikterne og Oplandene, og høre under Gulathingslagen“. Navn paa, hvad der nu sædvanligviis kaldes Svialand, nemlig det egentlige oprindelige Sverige i Modsætning til Gautland[2].
Ligesom Høvdingstitlen hersir maa henføres til Heredet eller Hundredet, fylkir til Fylket, saaledes synes ogsaa den gamle Herskerbenævnelse Thjodan (þjóðann, gotisk þiudans, angelsaxisk þeóden), at maatte henføres til „Thjod“. Den blotte Tilværelse af Ordet synes derfor at vidne om, at endog i de ældste Tider et heelt Thjod stundom var forenet under et eneste Overhoved. Dette synes isærdeleshed at have været Tilfældet med Goterne, hvis Sprog ikke engang, som det lader, kjender noget andet Ord til at udtrykke det græske βασιλεύς, og tillige gjengiver „Kongerige“ med þiudangardi (Tjodans-Gaard). Man kunde maaskee slutte heraf, at Goterne ere et af de germaniske Folkeslag, hvis enkelte Gauer allerførst forenedes under en fælles Thjodan eller Overfyrste, hvad der ogsaa vinder megen Bekræftelse ved Tacitus’s Ord, hvor han i sin Beskrivelse kommer til at omtale Goterne (Gotones), nemlig at de staa under en Konge (regnantur), og vistnok under noget strengere Regiment end de øvrige Germaner, men dog ikke saaledes, at deres Frihed derved endnu kan siges at være dem berøvet[3]. Heller ikke finde vi ved Goternes Fremtræden i Syden Spor af Gau-Konger eller Smaakonger[4], og i den dansk-gotiske Tidsalder er der heller ikke Tale om mere end een Konge i Hleidr, under hvis Herredømme idetmindste de øvrige Øer synes at have staaet. Om en saadan Forening af Gauerne er skeet frivillig eller ved Erobring, derom finder man vel ingen bestemte Efterretninger, men hvad man veed om Maaden, paa hvilken slige Foreninger i senere Tider kom istand, gjør det dog aldeles sandsynligt, at dette ogsaa i ældre Tider skede ad Erobringens Vej. Og der mangler heller ikke paa Sagn, der tyde hen paa saadanne Erobrings-Krige[5].
- ↑ Se ovenfor S. 51. ἔθνος svarer her til „Folk“, Fylke. Naar Prokop kalder Gauterne et ἔθνος, tilføjer han dog πολυάνθρωπον, hvilket vidner om at Ordet maa tages i en mere udstrakt Betydning.
- ↑ Ogsaa Goterne kaldte sig et Thjod; man finder nemlig etsteds i en af de opbevarede gotiske Sproglevninger Benævnelsen Gutþiuda.
- ↑ Trans Lygios Gotones regnantur, paulo jam adductius quam ceteræ Germanorum gentes, nondum tamen supra libertatem. Tac. Germ. 43.
- ↑ Vi finde ingen mindre Inddelinger end de tre Hovedafdelinger, Østgoter, Vestgoter og Gepider, og hver af disse var aabenbart talrig nok til at danne et „Thjod“ for sig selv.
- ↑ Fornemmelig de hos Saxo opbevarede Sagn om ældre danske Konger, af hvilke vistnok de fleste ere at henføre til den dansk-gotiske Tidsalder. Ogsaa de i vore Oldsager opbevarede Sagn om Rolf Krake og andre gotisk-danske Konger tyde hen paa det samme.