Det norske Folks Historie/1/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Nøjagtigt at angive, naar alle de omtalte Fylker, eller Thrøndernes, Raumernes, Hørdernes og Rogernes Stammer begyndte tilſammen at kaldes Nordmænd, og bleve ſig ſelv bevidfte, at de dannede en egen Nation, lader ſig ikke anderledes beftemme, end ſaaledes ſom det ovenfor er fremſat, nemlig ved den Tid, da de, efterat være komne over Fjeldet ned til Øſtlandet og Viken, bleve bekjendte med og for de her boende gautſke Folkefærd, hos hvilke Navnet „Nordmænd“ efter al Rimelighed førſt er opſtaaet. Hermed er det dog ikke ſagt, at Nordmændenes Stammer ej allerede fra førſte Færd af have været ſig bevidſte at danne en eneſte Nation; det er alene Navnet „Nordmænd“, der neppe ſynes at kunne have været anvendt førend efterat Sammenftødet med Gauterne havde fundet Sted, ligeſom heller ikke Jornandes ſynes at kjende det, da han ved Siden af Sviar og Gauter opregner enkelte norſke Afdelinger, men ej nævner Fællesnavnet Nordmænd. En ſaadan Samling af Fylker eller heel Nation benævntes af vore Forfædre, ſom over hele den germaniſke Verden med et og ſamme Ord, kun modificeret efter de enkelte Folks ſæregne Lydforholde, nemlig Oldnorſk þjóð, gotiſk þiuda, Højtydſk diut, angelſaxiſk þeód. Et Thjod indeholdt ſaaledes flere Fylker, Folklande eller Gauer, ligeſom et Fylke igjen indeholdt flere Hereder eller Hundreder. Ved at finde Folkenavne omtalte i vore egne og fremmede Oldſkrifter, maa man nøje ſkjelne mellem Thjod og Folke. I Norden findes nemlig kun fire Thjod, Nordmændenes, Sviarnes, Gauternes og Danernes, hvorfor det ogſaa hos Prokop udtrykkeligt heder at Danernes Nation beſtod af flere Folkefærd[1]. Til ingen af de nordiſke Nationers Navne føjes dog ſaa hyppigt Benævnelſen Thjod, ſom til den ſvenſke, og Sammenſætningen Svithjod er endog bleven det ſædvanlige

Aarhundrede forfattet, norſk Hiſtorie. Den inddeler Norge i tre Hoveddele, Kyſtdiſtrikterne (maritima), Oplandene (montana) og Finmarken. Kyſtdiſtrikterne inddeles i fire Hoveddele Viken, fra Danmark (Halland) til Rygjarbit; Gulathingslagen, fra Rygjarbit til Søndmøre; Throndhjem (Froſtathingslagen) fra Raumsdal til Naumdal, og Haalogaland, nordenfor. Oplandene, der begynde fra Gautlands (Vermelands) Grændſer, beſtaa af fire Hoveddele: Raumernes og Ringernes Rige (Raumafylke og Hadafylke) med tilhørende Landskaber (Thoten, Land, Sigdal o. ſ. v.); Thelemarken med de fjernere Fjeldegne (Setersdalen, Numedalen m. m.) Hedemarken med Elvdalene (Øſterdalen): Gudbrandsdalene med Lom m. m.; hertil kommer Valdres og Haddingjadal, der ligge mellem Kyſtdiſtrikterne og Oplandene, og høre under Gulathingslagen“. Navn paa, hvad der nu ſædvanligviis kaldes Svialand, nemlig det egentlige oprindelige Sverige i Modſætning til Gautland[2].

Ligeſom Høvdingstitlen hersir maa henføres til Heredet eller Hundredet, fylkir til Fylket, ſaaledes ſynes ogſaa den gamle Herſkerbenævnelſe Thjodan (þjóðann, gotiſk þiudans, angelſaxiſk þeóden), at maatte henføres til „Thjod“. Den blotte Tilværelſe af Ordet ſynes derfor at vidne om, at endog i de ældſte Tider et heelt Thjod ſtundom var forenet under et eneſte Overhoved. Dette ſynes iſærdeleshed at have været Tilfældet med Goterne, hvis Sprog ikke engang, ſom det lader, kjender noget andet Ord til at udtrykke det græſke βασιλεύς, og tillige gjengiver „Kongerige“ med þiudangardi (Tjodans-Gaard). Man kunde maaſkee ſlutte heraf, at Goterne ere et af de germaniſke Folkeſlag, hvis enkelte Gauer allerførſt forenedes under en fælles Thjodan eller Overfyrſte, hvad der ogſaa vinder megen Bekræftelſe ved Tacitus’s Ord, hvor han i ſin Beſkrivelſe kommer til at omtale Goterne (Gotones), nemlig at de ſtaa under en Konge (regnantur), og viſtnok under noget ſtrengere Regiment end de øvrige Germaner, men dog ikke ſaaledes, at deres Frihed derved endnu kan ſiges at være dem berøvet[3]. Heller ikke finde vi ved Goternes Fremtræden i Syden Spor af Gau-Konger eller Smaakonger[4], og i den danſk-gotiſke Tidsalder er der heller ikke Tale om mere end een Konge i Hleidr, under hvis Herredømme idetmindſte de øvrige Øer ſynes at have ſtaaet. Om en ſaadan Forening af Gauerne er ſkeet frivillig eller ved Erobring, derom finder man vel ingen beſtemte Efterretninger, men hvad man veed om Maaden, paa hvilken ſlige Foreninger i ſenere Tider kom iſtand, gjør det dog aldeles ſandſynligt, at dette ogſaa i ældre Tider ſkede ad Erobringens Vej. Og der mangler heller ikke paa Sagn, der tyde hen paa ſaadanne Erobrings-Krige[5].


  1. Se ovenfor S. 51. ἔθνος ſvarer her til „Folk“, Fylke. Naar Prokop kalder Gauterne et ἔθνος, tilføjer han dog πολυάνθρωπον, hvilket vidner om at Ordet maa tages i en mere udſtrakt Betydning.
  2. Ogſaa Goterne kaldte ſig et Thjod; man finder nemlig etſteds i en af de opbevarede gotiſke Sproglevninger Benævnelſen Gutþiuda.
  3. Trans Lygios Gotones regnantur, paulo jam adductius quam ceteræ Germanorum gentes, nondum tamen supra libertatem. Tac. Germ. 43.
  4. Vi finde ingen mindre Inddelinger end de tre Hovedafdelinger, Øſtgoter, Veſtgoter og Gepider, og hver af disſe var aabenbart talrig nok til at danne et „Thjod“ for ſig ſelv.
  5. Fornemmelig de hos Saxo opbevarede Sagn om ældre danſke Konger, af hvilke viſtnok de fleſte ere at henføre til den danſk-gotiſke Tidsalder. Ogſaa de i vore Oldſager opbevarede Sagn om Rolf Krake og andre gotiſk-danſke Konger tyde hen paa det ſamme.