Det norske Folks Historie/1/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Fra de allerældſte Tider finder man ej alene i Norden, men ogſaa hos alle de øvrige germaniſke Folk beſtemte Spor af en Inddeling der bærer Præget af, oprindelig at have været reent perſonlig, aldeles uafhængig af Stedet, hvor de nedſatte ſig, og efter hvilken de ſaaledes allerede maa have ordnet ſig, førend de fæſtede Fod i de Lande, der ſiden ſkulde blive deres Hjem. Et Blik paa denne Inddeling vil derfor ej alene ſprede Lys over Maaden, paa hvilken Indvandringen foregik, men ogſaa bidrage til endnu nøjere at beſtemme visſe Enkeltheder ved den allerede omhandlede Fordeling af de forſkjellige Hovedſtammer i Landet.

Som Inddelingens Eenhed kan man anſee Fylket. Ordet fylki er dannet af fólk, hvilket Ord oprindelig ſynes at have betegnet en Samling af Krigerſkarer, der under een fælles Hovedanfører dannede en ſæregen Trop. Denne Betydning har Ordet, under den tilſvarende Form pulk, endnu i det Slaviſke; derom minder Benævnelſen „fylking“, d. e. Slagorden, og at fylkja, d. e. opſtille i Slagorden. Endog Ordet folk bruges ligefrem i Betydningen „Strid“, „Feltſlag“. Et ſaadant „Folk“ eller „Fylke“, eller en ſaadan ſluttet Trop, har taget Landſkabet i Beſiddelſe ſom ſin Ejendom, boſat ſig der med ſine Familier, og deelt Grunden og dens Herligheder mellem ſig. I Forhold til Fylkets Talrighed, eller ogſaa til Landſkabets mindre eller ſtørre Frugtbarhed maatte Fylkets Udſtrækning blive ſtørre eller mindre. Man finder oftere i de ældſte Kvad, Ordet „fylkir“ i Betydningen „Høvding“, „Fyrſte“; der er ſaaledes neppe nogen Tvivl om, at vi i dette Ord virkelig have den gamle Titel for Fylkets Befalingsmand; oprindelig kun en Krigsanfører, den ſom ſtillede „Fylkingen“ i Orden. Fra de ældſte Tider af finde vi et fælles Fylkesthing for hvert Fylke, hvor Anliggender, der vedkom det hele Fylke, afgjordes og Retsſager paakjendtes; ligeſom vi ogſaa i den Omſtændighed, at der efter Chriſtendommens Indførelſe allerførſt oprettedes „Fylkeskirker“, det vil ſige een fælles Kirke i hvert Fylke, have Vidnesbyrd nok om at der under Hedendommen fandtes Fylkestempler, hvis Forſtander vel i de fleſte Tilfælde var Fylkeren eller Fylkeshøvdingen ſelv. I det egentlige Svialand eller Svithjod finde vi den ſamme Fylkes-Inddeling, ſom i Norge, men Folket kaldes der, ſom allerede ovenfor bemerket, Folkland, en Benævnelſe, der hos os kun forekommer i digteriſke Omſkrivninger, men forreſten er aldeles eenstydig med „Fylke“. Det ligger i Sagens Natur, at denne Fylke-Inddeling maatte fremtræde beſtemtere og mere iøjnefaldende hvor de indvandrede Folkehobe have kunnet nedſætte ſig og ordne ſine Anliggender mere ubehindret, uden at ſtøde ſammen med andre tidligere Indbyggere eller ſamtidigt ankomne Nybyggere, der kunde gjøre dem Landet ſtridigt. Derfor finde vi ogſaa Fylke-Inddelingen meſt udpræget i den nordlige og veſtlige Deel af Landet, medens det modſatte er Tilfældet i den ſydøſtlige Deel; og omvendt kan man ſige, at den udprægede Fylke-Inddeling i de nordlige og veſtlige Egne af Landet i ſig ſelv indeholder et Vidnesbyrd om at de ere førſt bebyggede, eller de, i hvilke vore Forfædre meſt ubebindret kunde nedſætte ſig og ordne ſine indre Anliggender.

Ligeſom „Folket“ oprindeligt betegnede en Samling af væbnede, til Kamp opſtillede Mænd, maaſkee endog et beſtemt Antal, ſaaledes udtrykker Benævnelſen paa Folkets Underafdelinger ogſaa et viſt Antal Menneſker; den er endog i de fleſte germaniſke Lande ligefrem et Talord, nemlig det bekjendte „Hundred“,“der endnu er brugeligt i flere Egne af England, og ſom i den afledede Form „Hundari“ var ſædvanligt i Sverige, fornemmelig i det egentlige Svithjod eller Svialand. Allerede hos de romerſke Forfattere, der have omhandlet Germanernes Indretninger, finde vi Antydninger til denne Inddeling, hvis ſæregne Navn dog har givet Anledning til flere iøjnefaldende Misforſtaaelſer. Cæſar ſiger ſaaledes, merkeligt nok, at det germaniſke Folk, Sveverne, „have hundrede Hereder (pagi), fra hvilke de hvert Aar ſtille et tuſinde bevæbnede Mænd til Krig udenfor deres Grændſer“[1]. Dette noget dunkle Sted kan umuligt ſigte til andet, end Folkets Fordeling i de ſaakaldte „Hundreder“, hvilken Talemaade Cæſar eller hans Hjemmelsmand meget let kunde misforſtaa. Tacitus fortæller om de germaniſke Fodkæmpere: „de udvælges blandt hele det unge Mandſkab, og ſtilles foran Slag-Ordenen; ogſaa deres Antal er beſtemt, nemlig hundrede fra ethvert Hered (pagus); ſaaledes benævnes de ogſaa blandt deres Egne, og hvad der i Førſtningen blot betegnede et viſt Tal, er nu blevet et Navn, ja en Ærestitel“[2]. Her er det klart, at Ordet „Hundred“ ſom Benævnelſe baade for en Afdeling af Hæren og for et beſtemt Diſtrikt, har foreſvævet den romerſke Forfatter. Det ſamme er omtrent Tilfældet, hvor han ſidenefter fortæller, at de udvalgte Dommere plejede, naar de ſkiftede Ret i Hereder og Landsbyer, at ledſages hver for ſig af hundrede Mænd af Folket, paa een Gang baade et Raad og en Støtte for hans Myndighed[3]. Thi Meningen heraf, eller rettere af hvad Tacitus’s Hjemmelsmand berettede ham, er viſtnok kun den, at der var en Dommer for hvert Hundred, ved hvis Thing de fornemſte i Hundredet fremmødte. Om Semnerne heder det endelig hos Tacitus omtrent ſom det hos Cæſar heder om Sveverne, at de vare boſatte i hundrede Hereder, og at dette i høj Grad bidrog til at forøge deres Anſeelſe[4]. Her ſynes det atter heel rimeligt, at de „hundrede Hereder“ i den førſte Beretters Mund alene har antydet en Boſættelſe i Hundreder, og at denne Talemaade ſaaledes ej oprindeligt har haft til Henſigt at betegne nogen ualmindelig Grad af Magt eller Folkerigdom. Denne Forandring gaar over til Vished, naar vi i gamle tydſke Skrifter finde Ordet „huntari“ ligeſrem brugt for at betegne de enkelte Diſtrikter[5], og ligeledes i Sverige ſtøde paa Heredsbenævnelſer ſom „Tiohundra“, „Fjerdhundra“, o. ſ. v., hvilke Sammenſætninger ogſaa ligge til Grund for Navnene paa de ældſte Svia-Landſkaber, Áttundaland (egentlig átta hundraða land), Tiundaland (tiu hundraða land), og Fjaðrundaland (egentl. fjögurra hundraða land)[6]. Nu kunde det vel ſynes, ſom om denne Inddeling i Hundreder ikke var kjendt i Norge, hvor man fra de ældſte Tider finder Fylkerne inddeelte i Hereder. Men her giver den ſaakaldte Skálda (Haandbog for Digtere) os den merkelige Oplysning, at „Hær er Hundrede“[7], det vil ſige, enten at man ved Ordet „Hær“ oprindeligt kun har tænkt ſig et Antal af hundrede til Krig opſtillede Mænd, eller ogſaa, hvad der omtrent kommer ud paa det ſamme, at man har plejet at kalde det af ethvert „Hundrede“ ſtillede Troppeantal „en Hær“, ſaaledes at man derved i den førſte Tid betegnede en Underafdeling af „Fylket“. Men da nu Ordet „Hered“ (herað) er afledet af „Hær“ (herr), ſaa er det klart, at vort „Hered“ er et Udtryk for det ſelvſamme, ſom Tydſkerne kaldte „Hundred“. Og ligeſom Ordet Fylkir hos os ſvarede til „Fylke“, og betegnede Fylkets Høvding, ſaaledes ſvarer ogſaa det velbekjendte hersir (Herſe), til „Hered“, og betegner Heredets eller Hundredets Høvding; det er altſaa idetmindſte i ſin oprindelige Betydning aldeles eenstydigt med Angelſaxernes „Hyndenmann“, „Hundredes-ealdor“, og den i de gamle frankiſke Love ſaakaldte Centenarius. Man kan ſige, at det nordiſke „Hered“ i en endnu højere Grad, end Tydſkernes „Hundred“ tyder hen paa Krigerſkarernes Fordeling ſom disſe Benævnelſers oprindelige Grund; thi i Ordet „herr“, Oldtydſk hari, Gotiſk harjis, ligger lige fra førſt af Betydningen „Krigerſkare“, og det deraf afledede herja, vort herje, betyder den Dag i Dag at fare frem paa krigerſk Viis, med Plyndren og Røven. Vi lære altſaa med Beſtemthed af de ældgamle Benævnelſer „Fylke“ eller „Hered“, at den førſte Beſættelſe af Landet har fundet Sted, medens vore Forfædre endnu befandt ſig paa en Art af Krigsfod, at de ere komne i ſluttede Skarer eller Fylker, der igjen beſtode af enkelte mindre „Hære“ eller Hundreder, og efter denne oprindelige Inddeling nedſatte ſig og ordnede ſine fælles Anliggender. Hvormange Hereder eller Hundreder et Fylke oprindeligt udgjorde, lader ſig ikke godt beſtemme; i Norge finder man idetmindſte Fylker baade af ſtørre og mindre Udſtrækning. Naar man imidlertid ſeer hen til, at Angelſaxerne inddeelte Hundredet i Tiende-dele (teoðingas), bliver det ſandſynligt, at Tidelingen overhoved har været det ſædvanlige, og at det enkelte Fylke maaſkee oprindeligt har udgjort ti Hereder eller Hundreder, hvad der ogſaa finder ſin Beſtyrkelſe i at den øverſte Befalingsmand over Hæren i det gamle Rusland kaldtes Tuſindmand (Tysjatskoj). Særegent for Norge ſynes det ellers at have været, at Fylkerne inddeeltes i Tredinger, Fjerdinger eller Aattinger, hvorom mere ſiden[8].

Ligeſom „fylki“ er udledet af folk, ſaaledes ſynes det ogſaa af de Forfattere, der paa Latin beſkreve germaniſke Folks Hiſtorie, at være gjengivet med det latinſke Ord gens. Jornandes’s gentes i Skandja ere derfor vel overhoved at anſee ſom ligeſaa mange Fylker. I Tydſkland ſynes forreſten Fylke-Benævnelſen ej at have været brugelig; til vort Fylke ſvarer der Gau, der mere udtrykker den territoriale, end den militære eller perſonlige Inddeling. I vort Sprog finder man aldeles intet Ord, der ſvarer til det tydſke „Gau“, derimod have Goterne dette ſidſte under Formen gavi[9], hvilket vel ogſaa maatte kunne anſees for et af Kjendemerkerne paa, at Goterne i deres Samfundsforhold nærmede ſig mere til Tydſkerne end til Nordboerne. Forreſten maa man antage Fylke- eller Gau-Inddelingen for den, der nærmeſt holdt Skridt med de Forſkjelligheder i Mundart og Leveviis, der adſkilte Nationens enkelte Stammer eller Underafdelinger, og Fylket eller Gauen bliver ſaaledes, hvad vi allerede ovenfor have antydet, nærmeſt at anſee for Inddelingens Eenhed. Dog mangler der heller ikke, ſom vi ligeledes have ſeet, Antydninger til at enkelte af vore Fylker ligeſom ere voxede ud af andre, og at flere ligefra de allerældſte Tider ſtedſe have ſtaaet i en nærmere Forbindelſe med hinanden indbyrdes, end med de øvrige Egne, deels om en fælles Helligdom, deels om et fælles Thing, medens der paa den anden Side ere Spor til, at enkelte Dele af Landet, iſær de øvre Dal-Diſtrikter, ikke fra førſt af have udgjort hele Fylker, og derfor rimeligviis oprindeligen have været beſatte af enkelte til et eller flere andre Fylker hørende Hobe, der en Tidlang have vedblevet at ſtaa i etſlags Afhængighedsforhold til Moder-Fylkerne, uden dog ligefrem at udgjøre en Deel af disſe. I et ſaadant Forhold ſynes juſt Vors og Haddingjadal at have ſtaaet til Hørdaland, Valdres til Sogn, Øſterdalen til Raumarike, det ſydlige Thelemarken til Veſtfold, det nordveſtlige og Robygdelaget til Ryfylke; og i et ſaadant Forhold ſtod vel ogſaa oprindelig Firda- og Sygna-Fylke til Hørdaland, Agder til Rogaland, Hadafylke til Raumarike eller Hedemarken.

De tidligſte Foreninger af enkelte Fylker om eet fælles Hoved-Thing maa naturligviis i og for ſig anſees ſom vidnende om et nærmere Slægtſkab mellem de ſaaledes forenede Fylker; og forſaavidt ſom man kan udfinde disſe Foreningers Omfang og Beſkaffenhed, ville vigtige Oplysninger om vore Forfædres ældſte Stamme- og Territorial-Forhold derved være at vinde. Af den ældre Gulathingslov, der gjaldt for alle Fylker fra Rygjarbit til Grændſen mellem Søndmøre og Raumsdal, og ſom i den Form, vi nu kjende den, ſkriver ſig fra Slutningen af det 12e Aarhundrede, erfare vi at alle hine Fylker ogſaa havde fælles Hovedthing, Gulen, i den nordligſte Deel af Nordhordland. Af den ſaakaldte Eigla, der beſkriver Begivenheder, forefaldne i Slutningen af det 9de og Begyndelſen af det 10de Aarhundrede, erfare vi derimod, at paa den Tid kun tre Fylker, nemlig Hørdafylke, Sogn og Firdafylke, var fælles om Gulathinget. Saavel af den ældre Froſtathingslov, der gjaldt for Fylkerne fra Raumsdal til Finmarken, ſom af vore hiſtoriſke Skrifter, erfares det at de 8 Fylker i Throndhjem ſtode i en nærmere Forbindelſe med hinanden indbyrdes, end med de andre Fylker, der hørte under ſamme Lov, og at der ſaaledes viſtnok maa have været en lang Tid, hvor disſe 8 Fylker dannede en Forening for ſig ſelv. I den gamle vikſke Chriſtenret fra Begyndelſen af det 12te Aarhundrede, den eneſte Levning, vi have af den gamle vikſke Lov, nævnes kun tre Fylker ſom henhørende under den, og disſe tre Fylker maa ſaaledes have været Ranrike, Vingulmark og Veſtfold, medens Veſtmare og Grønland enten ſlet ikke regnedes dertil, eller kun betragtedes ſom et Anhang. Og i de indre Landſkaber finde vi fra førſt af kun trende egentlige Fylker, Raumafylke, Hadafylke og Heinafylke eller Hedemarkens Fylke, medens endog Gudbrandsdalen omtales ſom et Landſkab for ſig ſelv. Det ſædvanlige ſynes ſaaledes at have været, at tre og tre Fylker oprindeligt forenedes om eet fælles Thing; vi finde endog Spor dertil blandt Sviarne, hvor de fornemſte eller egentlige Folklande oprindelig kun vare trende, nemlig Tiundaland, Aattundaland og Fjadrundaland. Throndhjems 8 Fylker gjøre ſaaledes paa en vis Maade en Undtagelſe fra det ſædvanlige Syſtem. Men ved en nærmere Underſøgelſe af Throndhjems Forhold til de nærmeſte Nabofylker ſynes det dog, ſom om de 8 Fylker tilſammen i flere Henſeender betragtedes ſom et eneſte Landſkab, eller dannede ligeſom et eneſte Hoved-Fylke ved Siden af Naumdal og Haalogaland. Man kan derfor ogſaa betragte Throndhjem, Haalogaland og Naumdal ſom en Forening af trende Landſkaber i Lighed med de øvrige.

Vore Oldſkrifter lære os, hvorledes Jemteland og Herjedalen endog længere ned i Tiden befolkedes fra Throndhjem, og tilſidſt i vidtløftig Forſtand regnedes dertil og havde den ſamme Lovgivning, uden dog nogenſinde at have hørt til Froſtathingets Forening. Omtrent paa ſamme Maade maa det være gaaet til med Valdres og Haddingjadal, der i den ældre Gulathingslov ikke omtales blandt de til Thingforeningen henhørende Landſkaber, men dog heller ikke hørte til Oplandenes Forening, og hvis Indretninger desuden røbe en veſtlandſk Oprindelſe[10]. I ſamme Forhold maa Robygdelaget og det veſtlige Thelemarken have ſtaaet til Rogaland og Agder[11]. Vi kunne ſaaledes med Føje inddele det ældſte Norge i de to Hovedafdelinger: de forbundne Fylker, og Bi-Landſkaberne.

Disſe Bi-Landſkaber ere nu viſtnok, iſærdeleshed i den egentlige hiſtoriſke Tidsalder, fornemmelig at ſøge i de øvre Dalſtrækninger, men Benævnelſerne paa flere Kyſtlandſkaber, der i den hiſtoriſke Tidsalder fremtræde ſom virkelige Fylker, tyde hen paa, at endog disſe have hørt til Bi-Landſkabernes Klasſe. Paa alle Kanter af den nordiſke Halvø findes nemlig Landſkabsnavne, der betegne en Kyſtſtrækning, en Rand, og dette Navn viſer ſig i og for ſig ſelv ſom et, der hentyder til en Hoved-Deel, af hvilken det ſelv kun betegner den yderſte Kant. Et ſaadant Navn er allerede Skandja, Skandinavi eller Skaane; det er den yderſte Rand af den hele Halvø, i ſin Tid af det hele germaniſke Land. Den Deel af det gautſke Landſkab Smaaland, der ligger nærmeſt Søen, kaldtes i ældre Tider og endnu, ſom det ſynes et Par hundrede Aar ſiden Møre, hvilket ligeſom vort Møre kun betyder „Kyſtſtrækningen“[12]. Til det gamle ſvenſke Hovedland eller Svithjod hørte foruden de tre ovenfor nævnte Landſkaber ogſaa Sjáland (Sø-Landet), ſenere kaldet Rods-Lagen (Ro-Diſtriktet)[13]. Paa ſamme Maade er det ikke uſandſynligt, at Nord-Møre hos os oprindelig kun anſaaes ſom et Kyſt-Diſtrikt, der hørte til den throndhjemſke Fylkesforening, uden derfor ſelv at danne et Fylke; at Sønd-Møre ligeledes tilhørte den hørdſke Fylkesforening, uden ſelv at danne et Fylke; at baade Jadar (Jæderen) d. e. Kyſt-Sletten, og Liſter (ɔ: Liſterne eller Bræmmerne), ja Agder ſelv kun anſaaes ſom Kyſtſtrækningen der tilhørte Rogernes Fylke Paa hiin Tid have rimeligviis Raumsdalen og Gudbrandsdalen ſtaaet i nærmere Forbindelſe og man øjner endog en Periode, i hvilken Raumsdal, Gudbrandsdalen og Hedemarken var forbundne, medens Raumarike endnu ej var et Fylke, kun et erobret Stykke Land, maaſkee indtaget af alle „Raumer“ (Raumsdalens, Gudbrandsdalen og Hedemarkens Beboere) i Fællesſkab. I Viken finde vi paa lignende Maade Veſtmare, den yderſte Kyſtrand mellem Langeſundsfjorden og Rygjarbit, ſom et Anhang til Veſtfold, medens Grønafylke førſt langt hen i Tiden opſtod ved en Sammenſtøbning af Veſtmare med Grønland og Thelemarken, altſaa af vikſke, raumſke og rygſke Beſtanddele[14]. Denne Dannelſe af nye Fylker tilhører ſandſynligviis den ſamme Tid, i hvilken de ſtore Lagthings-Diſtrikter fik ſin endelige Ordning, og dette kan igjen ikke have fundet Sted, førend en rum Tid efter at Norge var ſamlet til et eneſte Heelt; den er vel nærmeſt at tilſkrive politiſke Forhold. Og denne mere omfattende Forening maa ſikkert have været forberedt ved andre, mindre omfattende, ſaaledes at navnlig Raumsdal for en Tid forbandtes med begge Mørerne og Rogaland med Agder og Thelemarken[15].


  1. Cæsar de bell. gall. I. IV. c. 1. Ii (Suevi) centum pagos habere dicuntur, ex quibus quotannis singula millia armatorum bellandi causa suis ex finibus educunt.
  2. Tacitus, Germ. c. 6: quos (pedites) ex omni juventute delectos ante aciem locant. Definitur et numerus; centeni e singulis pagis sunt, idque ipsum inter suos vocantur, et quod primo numerus fuit, jam nomen et honor est.
  3. Tacitus, Germ. c. 12. Eliguntur in iisdem conciliis et principes, qui jura per pagos vicosque reddunt; centeni singulis e plebe comites, consilium simul et auctoritas, adsunt.
  4. Tacitus, Germ. c. 39: adjicit auctoritatem fortuna Semnonum, centum pagis habitantium.
  5. Se Grimnis Rechtsalterthümer S. 532. I latinſk affattede Dokumenter overſattes dette huntari ved centena; f. Ex. in pago Albunespara, in centena Ruadoltes huntre, Neugart, cod. dipl. Alemann. 283.
     Ved at ſammenholde disſe Oplysninger med den ovenfor berørte Angivelſe af Plinius, at Hillevierne, der kaldte deres Land „en anden Verden“, boede i 500 Hereder (quingentis incolens pagis), kan man ej længer tvivle om, at hiint 500–Tal kun er en Misforſtaaelſe af „Fem Hundreder“ eller Hereder, og at Plinius paa den Maade har troet at kunne omſkrive, hvad man ſenere vilde have kaldt quinque centenæ.
  6. Vi holde os her til Benævnelſen i Upplandslagen ſelv, og i andre ſvenſke Skriften Snorre, Yngl. S. Cap. 29, giver viſtnok en anden Beretning om Oprindelſen af hiint Navn til Bedſte, men ſom ej alene i ſig ſelv er fabelagtig, men ogſaa viſer ſig at være lavet efter Navnene.
  7. Herr er hundrað, Skálda c. 66.
  8. Fornemmelig paa Oplandene. Dog ſinder man ſammeſteds igjen enkelte Hereder inddeelte i Fjerdinger eller Aattinger, f. Ex. Eker, Voſs, o. fl.
  9. Endnu ſindes i Schweiz Aargau, Thurgau, og ſtrax nærved dem Breisgau.
  10. Fornemmelig Jordberegningsmaaden efter Maanedsmater. Om den veſtlandſke Indflydelſe minde endnu desuden Nauſterne i Valdres, foruden Huusgeraad, Skikke m. m.
  11. Endog i Thelemarken finde vi ſtundom de for Veſtlandet charakteriſtiſke Maanedsmater.
  12. I Ohtheres og Wulfſtans Rejſeberetninger (ved 880) heder det, at man paa Vejen fra Slesvig til Preusſen kom forbi Skaane, Bleking, Møre og Øland.
  13. Se Olaf den Hell. Saga hos Snorre, Cap. 76, ſammenholdt med Upplandslagen.
  14. Det er allerede ovenfor bemerket, hvorledes den ældre Gulathingslov endnu ikke med Beſtemthed ſynes at regne „Grønerne“ til Viken.
  15. Man finder allerførſt Raumsdalen og begge Mørerne omtalte ſom hørende nærmere ſammen, da Harald Haarfagre forlenede Ragnvald Jarl med dem (Snorre Har. Haarf. S. Cap. 12). Det er merkeligt nok, at Ragnvald Jarls Farfader, Ivar, kaldtes Upplendingajarl, Jarl fra Oplandene, hvilket maaſkee kunde antyde en Forbindelſe mellem Raumsdalen og Oplandene. Da Harald kæmpede med Kongerne i Hørdaland, Rogaland og Agder i Hafrsfjorden, 872, vare Thelerne (fra Thelemarken) forbundne med disſe, og følgelig, ſom det ſynes, hørte Thelemarken endnu da til de ſydveſtlige Fylkers Forening; ſiden finde vi, at Harald gav ſine fire Sønner med Gyda, fra hvilke de yngre vikſke Konger nedſtammede, Vingulmark, Raumarike, Veſtfold og Thelemarken. Dette viſer, at Thelemarken idetmindſte da var dragen over i den vikſke Forening. Med den ovenfor givne Overſigt over Fylkernes indbyrdes Forhold er det af megen Interesſe at ſammenligne en Udſigt over Norges Inddeling, der findes i en gammel, paa det latinſke Sprog, omtrent i Slutningen af det 13de Aarhundrede forfattet, norſk Hiſtorie. Den inddeler Norge i tre Hoveddele, Kyſtdiſtrikterne (maritima), Oplandene (montana) og Finmarken. Kyſtdiſtrikterne inddeles i fire Hoveddele Viken, fra Danmark (Halland) til Rygjarbit; Gulathingslagen, fra Rygjarbit til Søndmøre; Throndhjem (Froſtathingslagen) fra Raumsdal til Naumdal, og Haalogaland, nordenfor. Oplandene, der begynde fra Gautlands (Vermelands) Grændſer, beſtaa af fire Hoveddele: Raumernes og Ringernes Rige (Raumafylke og Hadafylke) med tilhørende Landskaber (Thoten, Land, Sigdal o. ſ. v.); Thelemarken med de fjernere Fjeldegne (Setersdalen, Numedalen m. m.) Hedemarken med Elvdalene (Øſterdalen): Gudbrandsdalene med Lom m. m.; hertil kommer Valdres og Haddingjadal, der ligge mellem Kyſtdiſtrikterne og Oplandene, og høre under Gulathingslagen“.