Det norske Folks Historie/1/13
Vi have seet, hvor langt Nordmændene efterhaanden udbredte sig mod Syden; det staar nu tilbage at bestemme deres ældste Grændse mod Norden. Denne synes lige til langt ned i Middelalderen at have været Fjorden Malangen i det nuværende Tromsø og Senjens Fogderi. Hvad der laa nordenfor eller rettere østenfor denne, regnedes ligesaavel som Skovegnene hiinsides Fjeldet til Finmarken, der vel sidenefter betragtedes som en Deel af Norges Rige, men dog som liggende udenfor Nordmændenes egentlige Hjem. Malangen er den første Hovedfjord strax østenfor den store, af Hindøens Østkyst, Senjenøens Sydkyst, og af Fastlandets, Roldens og Andørj-Øens Veldyrkede Strande omgivne Vaagsfjord, hvor Throndenes med sit Tempel allerede i den fjerneste Oldtid var de ældste haalogalandske Kongers Sæde og det fornemste Punkt i Landskabet Amd eller Ømd, som hele dette Distrikt synes at have været kaldt[1]. Endog nu til Dags sporer man ved at gjennemgaa Fortegnelsen over Gaardene i disse Egne en stor Forskjel, baade med Hensyn til Navnenes Form og Mængde, naar man kommer hiinsides Malangen. Endnu i det venlige Gisund er alt norskt, og Bebyggelsen den sædvanlige Kystbebyggelse; hiinsides Malangen minde flere Navne om Finsken, og Gaardene ligge mere spredt, ligesom om de vare Rydningspladse eller Nybyggersteder.
Man maa altsaa formode, at vore Forfædre, da de allerførst kom til Norge, enten til Søs droge Finmarkens mindre indbydende Kyster forbi, og først bosatte sig, hvor de paa Kystfarten fandt venligere Omgivelser og mere lovende Jordbund, eller at de, hvis de kom til Lands opad Lapmarkerne, have fulgt Torne-Elven opefter, og gjennem de forskjellige Pas nordenfor Torneaatræsket ere trængte ned i Ofoten og gjennem Salangsdalen til Egnene om Vaags-Fjorden. Den første Forklaringsmaade er imidlertid den rimeligste. Thi kunde det end lade sig høre, at de første Indvandringshobe kom over Land, gjennem uvejsomme Skove, nødes man dog ligefuldt til at antage, at de øvrige maa være komne til Søs langs Kysten, og at enhver enkelt Afdeling har været nødt til at drage sydefter forbi de Kyst-Strækninger, den allerede fandt optagne af tidligere ankomne Stammefæller. Det er saaledes ligefuldt nødvendigt at antage, at Raumerne først satte fast Fod i Raumsdalen, fordi de fandt Helgelands, Naumdalens og Nordmøres Kyster besatte; at Hørderne nødsagedes til at drage Raumsdalen forbi, fordi den var optagen af Raumerne, og endelig at Rogerne ej kunde finde nogen Plads at nedsætte sig paa, førend de vare komne Hørdernes Kyster forbi. Derfor er der heller intet til Hinder for at antage, at allerede Haalogalands første Beboere strax droge Finmarken forbi, og ankom til Søs.
Hvad der dog især maatte lokke de først ankomne Nordmænd til at vælge deres Opholdssted i Amd eller det nordligste af Helgeland, var den lette Anledning til Erhverv, som Fiskeriet ved Lofoten tilbød. Endnu i vore Dage er Lofotfiskeriet et af de rigeste i Verden; i ældre Tider maa det have været aldeles overordenligt, ligesom overhoved disse nordlige Kyster maa have været overfyldte med Fisk og Hvaler, foruden de utallige Vandfugle, der opholde sig paa Ud-Øerne, og hvis Æg og Duun give et ypperligt Udbytte. For de nys ankomne Indvandrere maatte der saaledes just her være lettest Anledning til Udkomme, førend det tilstrækkelige Agerland og Græsningsland var vundet; men overhoved bekymrede man sig her, og bekymrer sig endnu den Dag i Dag lidet om Jorddvrkningen i Sammenligning med den Iver, hvormed Fiskeriet drives[2]. Allerede i det 9de Aarhundrede nævnes der lejlighedsviis om den store Folkestyrke, hvormed en anseet Høvding paa Helgeland drev Skrejd- og Sild-Fiskeri ved Lofoten, og dette omhandles ikke som noget usædvanligt, men som en Skik, der altid havde fundet Sted[3]. Overhoved maa Fiskeriet have været vore Forfædres Hovednæringsvej langs den hele Kyst, indtil endelig Folkemængdens Tiltagen bragte dem til at trænge længer op i Dalene og omsider over Fjeldet til de øverste Dalfører paa Østsiden
Under disse Omstændigheder bliver det altsaa mest sandsynligt, at vore Forfædre ere komne til Søs, rimeligviis fra Egnene om Dvina-Floden, og langs Nord-Iishavets Kyster, at de altsaa i Ordets egentligste Forstand fulgte „den nordlige Vej“, og holdt sig til Halvøens Nordvest- og Vestside, indtil de efter en lang Tids Forløb arbejdede sig frem gjennem Fjeldpassene til Østsiden.
Hvorvidt nu Finnerne eller Lapperne allerede paa den Tid havde opfyldt det saakaldte Finmarken eller om dette endnu ved vore Forfædres Ankomst var ubeboet, lader sig ikke oplyse. At spredte Nomadehobe af Finner have sværmet om lige fra de sydligste Fjelde indtil Nordkap og Varangernesset og overhoved den hele Vej langs Nordiishavets Kyster, er i sig selv ganske sandsynligt. Deres Hovedmasse synes endog fornemmelig at have holdt sig i de nordligere Egne, og de svagere Hobe, der strejfede om paa de sydligere Fjeldsletter, have vel efterhaanden draget sig mod Norden, eftersom deres Vandringer indskrænkedes af Nordmændene. Man maa her ikke forestille sig Forholdet, som om Nordmændene, ved efterhaanden at besætte Kysten sydefter, ogsaa afskar de sydligere Finner fra Forbindelsen med det yderste Norden. Vejen til Norden langs Fjeldsletterne stod dem altid aaben; desuden kunde Nødvendigheden af at drage nordefter først opstaa for dem, da vore Forfædre begyndte at drage over Fjeldene og tilegne sig Græsgangene; mod Norden maatte i alle Fald deres Instinkt og Forbindelser føre dem. Og vist er det, at vi allerede paa den Tid, Nordmændene og enkelte Afdelinger af Nordmændene allerførst nævnes hos Forfattere i Syden, ogsaa hos disse (Jornandes og Prokopius) finde Finnerne endog temmelig vidtløftigt omtalte under det Navn, vore Forfædre tillagde de egentlige Fjeldfinner formedelst deres Færdighed i Skidløben, nemlig „Skridfinner“[4], skjønt vistnok ingen anden ligefrem fortæller at de boede saa langt mod Nord, end Paul Warnefried, der udtrykkeligt siger at de boede i Nærheden af de yderste Egne mod Norden. Paul Warnefried levede imidlertid forholdsviis sildigt, og det var derfor vistnok tænkeligt, at Skridfinnerne saa langt tilbage, som i Begyndelsen af det 6te Aarhundrede, endnu opholdt sig længere sydpaa, især da Beowulf-Digtet, som vi have seet, nævner Finner i Nærheden af Raumernes Kyst, og Finnerne selv omtales af Jornandes som et fra Skridfinnerne forskjelligt Folk.
Af de nævnte Forfattere er det især Jornandes, som indlader sig paa, enkeltviis at opregne; „Skandja’s“, saaledes ogsaa Norges, Nationer. Prokop kalder dem alle tilsammen Thuliterne (ɔ: Beboerne af Thule), og beskriver ved denne Lejlighed Landet saaledes: Øen Thule er meget stor, vist ti Gange større end Britannia, og ligger meget langt fra denne mod Nord. Af Øen er den meste Deel ubeboet; i de beboede Dele findes 13 talrige Nationer, hver med sin Konge. Hvert Aar hænder her en forunderlig Begivenhed; nemlig at Solen ved Sommersolhvervstid ej gaar ned i et Tidsrum af 40 Dage, men i al denne Tid stedse sees over Horizonten, ligesom den, sex Maaneder derefter, ved Vintersolhvervstid, ikke viser sig, men en uigjennemtrængelig Nat ruger over Øen. I den Tid hersker stor Modfaldenhed blandt Indbyggerne, da de ikke kunne omgaaes hinanden. „Jeg selv“, siger han, „havde megen Lyst til at besøge Øen og med egne Øjne undersøge denne Sag, men det lykkedes mig ikke; derimod forelagde jeg dem, som derfra vare komne til os, dette Spørgsmaal, hvorledes det hang sammen med Solens Opgang og Nedgang i deres Land; de svarede og forsikkrede som fuld Sandhed, at Solen i 40 Dage ej gik ned, men sendte sine Straaler snart mod Øst, snart mod Vest; naar den, idet den under sit Løb bøjer sig mod Horizonten, kommer tilbage til det samme Sted, hvor den først ved Opgangen viste sig, regne de at en Dag og en Nat er gaaen hen. Naar den vedvarende Nat begynder, regne de Dagene ved nøje at iagttage Maanens Gang. Naar den lange Nat har vedvaret i 35 Dage, pleje Enkelte at bestige Bjergtoppene, og, naar de derfra nogenledes have faaet Øje paa Sølen, at tilkjendegive dem, der ere nedenfor, at Solen vil skinne for dem om fem Dage Da holder det hele Folk en Glædesfest, saa mørkt det endda er, og det er Thuliternes fornemste Højtid. Det forekommer mig, som om disse Øboere virkelig var heel bange for at Solen engang ganske skulde ville forlade dem, skjønt dette hænder hvert eneste Aar. - Af de i Thule boende Barbarer leve Skridfinnerne næsten paa vilde Dyrs Viis; thi hverken iføre de sig Klæder, eller bruge Sko, eller drikke Viin, eller nyde noget af hvad der voxer paa Jorden: heller ikke drive de Agerdyrkning eller befatte deres Kvinder sig med Haandarbejde, men Mænd og Kvinder leve kun for Jagten. Der er ogsaa en stor Mængde Vildt i de uhyre Skove og paa Bjergene; de nære sig af de fangne Dyrs Kjød, og klæde sig i deres Skind; de have hverken Liin eller noget at sy med; derfor hefte de Dyrhuderne sammen ved Sener, og beklæde hele Legemet dermed. Ikke engang deres Børn opføde de som Skik og Brug ellers er. Thi Skridfinnernes Børn opammes ej med Melk, eller røre Moderens Bryst; naar en Kvinde har født et Barn til Verden, vikler hun det i et Skind og hænger det ftrax i et Tree, puttende et Stykke Marv i dets Mund, mens hun selv gaar paa Jagt. Saaledes leve disse Barbarer; forresten ere de øvrige Thuliter ikke synderligt forskjelligt fra andre Mennesker. De dyrke flere Guder og Genier, nogle i Himlen, nogle i Luften, nogle i Jorden, nogle i Havet, foruden endeel andre Guddomme, som de tro opholde sig i Kilder og Elve. De ere ivrige til at offre, og bruge alleslags Offere; som det bedste ansees Offeret af den, man først har fanget i Krig; ham offre de til Krigsguden, som er deres øverste Gud, ikke ved simpelthen at slagte ham, men ved at hænge ham fra en Galge eller kaste ham paa Tornebuske, eller ved en anden smertefuld Død[5].
Jornandes opregner Skandjas Indbyggere saaledes: „I den nordlige Deel er Folket Adogit; nærved dette nogle andre Nationer som kaldtes Scretofennæ[6]. Endnu en anden Nation er Suethans, der ligesom Thüringerne have ypperlige Heste; fra dem komme ogsaa de bekjendte sorte Sobelskind ved Mellemhandel gjennem mangfoldige andre Nationer. Efter dem følger en Skare forskjellige Folk, Theustes, Vagoth, Bergio, Hallin, Liothida, der alle opholde sig i en flad og frugtbar Egn, og derfor ere udsatte for Angreb af andre Folkeslag. Efter dem følge Helmil, Finnaithæ, Fervir, Gautigoth, et hvast og krigslystent Folk. Efter dem „mixis Evagræ Othingis“[7]. Alle disse bo paa Dyrs Viis i udhulede Klipper ligesom i Kasteller. Udenfor dem ere Ostrogothæ, Raumariciæ, Ragnaricii, Finni, de godmodigste, blidere end alle Skandjas Beboere, og deres Lige Vinoviloth, Suethidi, Cogeni[8], længere af Legemer end de øvrige af denne Slægt; af deres Æt var ogsaa Dani, der udjoge Erulerne fra Skandja, hvilke blandt alle Skandjas Nationer gjøre Fordring paa størst Anseelse for deres overvættes Højde, uagtet dog der gives andre ligesaa høje, nemlig Grannii, Agandziæ, Unixæ, Ethelrugi[9], Arochiranni[10], hvis Konge for ikke mange Aar siden den Rodulf var, som med Tilsidesættelse af sit eget Rige tyede til Goterkongen Theodorik og fandt Beskyttelse hos ham“. Flere af disse her opregnede Folk ere allerede ovenfor omtalte, som Scretofennæ, Skridfinnerne, Raumariciæ (Raumarikingerne), Ragnaricii (Ringerikes eller Ranrikes Indbyggere), Finni, Dani, Gautigoth, Ostrogothæ o. fl. Forøvrigt er der ikke mange Navne, som med Bestemthed kunne gjenkjendes og paavises blandt dem, vi senere træffe, eller som endnu forefindes paa Halvøen, men denne Omstændighed er dog vel mere at tilskrive ukyndige Afskriveres Forvanskninger end at ansee som Beviis paa særdeles store Omvæltninger og Forandringer, foregaaede inden Halvøens egne Grændser efter Jornandes’s Tid. „Adogit“, Navnet paa Skridfinnernes Naboer, kunde man saaledes nok antage for en Forvanskning af Hálogi eller noget lignende, og opstille den Formodning, at Haalogaland dermed er meent; i Navnene Liothida og Svethidi kunde den sidste Deel være en Forvanskning af thiuda, saaledes at hiint udtrykke de samme som Ptolemæos’s „Leuoner“, og tydede hen paa det svenske Landskabsnavn „Lifvine“, at Suethidi var en anden Form for det allerede forhen nævnte Suethans hvilket Jornandes selv ej har gjenkjendt i den mere nordiske Form Svithjod eller Svethjod. I Finnaithæ gjenkjende vi Navnet paa det smaalandske Landskab Finnveden, der ogsaa kaldes Finneiði, og hos Adam af Bremen Finnedi[11], ligesom Theustes aabenbart er Landskabet Thjust, der ligeledes tilhører Smaaland. Vagoth kunde maaskee staa for Vagôs og sigte til Vaage i Gudbrandsdalen eller Vaagen i Nordland[12]; Hallin til Halland; Ethelrugi kunde enten staa istedetfor Aðalrugar, ɔ: de egentlige Roger, Fastlandsrogerne, modsat Holmrygir, eller ogsaa istedetfor Theli, Rugi (Theler ɔ: Thelemarkens Indbyggere, og Ruger). Kunne vi nu end ikke med Bestemthed gjenkjende ethvert Navn i denne Fortegnelse hos Jornandes, er dog Antallet af dem, vi kunne gjenkjende, tilstrækkeligt til at vi ikke et Øjeblik behøve at tvivle om, at vort Fædreland, saavelsom hele Halvøen, allerede paa hans Tid i det Væsentlige havde den samme Befolkning, paa samme Maade fordeelt, som nuomstunder. At den gotiske, i Syden levende, Historieskriver ikke kunde være paa det Rene med Ordenen, i hvilken hine Folk burde opregnes, det vil sige med Beliggenheden af ethvert enkelt Folks Distrikt, og at han saaledes opregner dem om hinanden, er ej at forundres over. Man maa snarere finde det forunderligt og merkeligt, at allerede saamange og saa omstændelige Beretninger om Nordens Folk paa Jornandes’s Tid kunde finde Vejen til den eenslige Skribents Studerestue, for af ham at opbevares til alle kommende Slægter.
- ↑ I Yngl. Saga Cap. 33 heder det om Kong Godgest i Haalogaland, at han døde i Amd paa Haalogaland; i Olaf d. Hell. Saga hos Sn. Cap. 133 nævnes Amd paa Throndenes som den fornemste Haalogalændings Bolig og Offertemplets Sæde.
- ↑ Se f. Ex. Bloms Rejse i Nordland. Ohtheres Rejseberetning fra det 9de Aarhundrede i Kong Alfreds Overs. af Orosius: Han var blandt de første Mænd i det Land (Helgeland); dog havde han ikke mere end 20 Køer, 20 Faar og 20 Sviin; det lidet han pløjede, plejede han med Heste.
- ↑ Se Eigla: „Thorolf var meget om sig efter de Erhvervsgrene, som da havdes paa Helgeland, havde sine Mænd i Sildeværene og i Skrejdfiske, derhos var der nok af Sælvær og Eggvær“.
- ↑ Σκριθίφινοι, Prokopius; Scretofennæ, Jornandes; Scritobini, Paulus Diaconus.
- ↑ Prokop kalder ham Ares, efter Grækernes Viis. Vi gjenkjende Odin, hvis Offre sædvanligviis bleve hængte, hvorfor han vel og kaldes de Hængtes Herre.
- ↑ Der staar Refennæ, Crefennæ eller Screrofennæ; at det sidste Ord rettet til Scretofennæ, er det rigtigste, kan ej betvivles.
- ↑ Eller og Evagreo Tingis, Euagreotingis.
- ↑ Eller og cogniti.
- ↑ Eller og Unixitelelrugi.
- ↑ Eller og Arochi, Raunii; Arothi, Thanii. Man kunde vel og istedetfor Rannii læse Raumi (Raumer).
- ↑ Adam af Bremen, l. IV. Cap.:34, Knytlingasaga Cap. 110. Saxo kalder dette svenske Grændselandskab mod Danmark ligefrem Finnia, og Indbyggerne Finnenses, Beviis for, at der maa have boet mere civiliserede Finner i den sydligere Deel af Halvøen, og at disse senere have antaget den nordiske Nationalitet.
- ↑ Vistnok skulde den tilsvarende gotiske Form lyde vêgôs, men Jornandes kan med Flid have søgt at gjengive den nordifke.