Det norske Folks Historie/1/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have ſeet, hvor langt Nordmændene efterhaanden udbredte ſig mod Syden; det ſtaar nu tilbage at beſtemme deres ældſte Grændſe mod Norden. Denne ſynes lige til langt ned i Middelalderen at have været Fjorden Malangen i det nuværende Tromsø og Senjens Fogderi. Hvad der laa nordenfor eller rettere øſtenfor denne, regnedes ligeſaavel ſom Skovegnene hiinſides Fjeldet til Finmarken, der vel ſidenefter betragtedes ſom en Deel af Norges Rige, men dog ſom liggende udenfor Nordmændenes egentlige Hjem. Malangen er den førſte Hovedfjord ſtrax øſtenfor den ſtore, af Hindøens Øſtkyſt, Senjenøens Sydkyſt, og af Faſtlandets, Roldens og Andørj-Øens Veldyrkede Strande omgivne Vaagsfjord, hvor Throndenes med ſit Tempel allerede i den fjerneſte Oldtid var de ældſte haalogalandſke Kongers Sæde og det fornemſte Punkt i Landſkabet Amd eller Ømd, ſom hele dette Diſtrikt ſynes at have været kaldt[1]. Endog nu til Dags ſporer man ved at gjennemgaa Fortegnelſen over Gaardene i disſe Egne en ſtor Forſkjel, baade med Henſyn til Navnenes Form og Mængde, naar man kommer hiinſides Malangen. Endnu i det venlige Giſund er alt norſkt, og Bebyggelſen den ſædvanlige Kyſtbebyggelſe; hiinſides Malangen minde flere Navne om Finſken, og Gaardene ligge mere ſpredt, ligeſom om de vare Rydningspladſe eller Nybyggerſteder.

Man maa altſaa formode, at vore Forfædre, da de allerførſt kom til Norge, enten til Søs droge Finmarkens mindre indbydende Kyſter forbi, og førſt boſatte ſig, hvor de paa Kyſtfarten fandt venligere Omgivelſer og mere lovende Jordbund, eller at de, hvis de kom til Lands opad Lapmarkerne, have fulgt Torne-Elven opefter, og gjennem de forſkjellige Pas nordenfor Torneaatræſket ere trængte ned i Ofoten og gjennem Salangsdalen til Egnene om Vaags-Fjorden. Den førſte Forklaringsmaade er imidlertid den rimeligſte. Thi kunde det end lade ſig høre, at de førſte Indvandringshobe kom over Land, gjennem uvejſomme Skove, nødes man dog ligefuldt til at antage, at de øvrige maa være komne til Søs langs Kyſten, og at enhver enkelt Afdeling har været nødt til at drage ſydefter forbi de Kyſt-Strækninger, den allerede fandt optagne af tidligere ankomne Stammefæller. Det er ſaaledes ligefuldt nødvendigt at antage, at Raumerne førſt ſatte faſt Fod i Raumsdalen, fordi de fandt Helgelands, Naumdalens og Nordmøres Kyſter beſatte; at Hørderne nødſagedes til at drage Raumsdalen forbi, fordi den var optagen af Raumerne, og endelig at Rogerne ej kunde finde nogen Plads at nedſætte ſig paa, førend de vare komne Hørdernes Kyſter forbi. Derfor er der heller intet til Hinder for at antage, at allerede Haalogalands førſte Beboere ſtrax droge Finmarken forbi, og ankom til Søs.

Hvad der dog iſær maatte lokke de førſt ankomne Nordmænd til at vælge deres Opholdsſted i Amd eller det nordligſte af Helgeland, var den lette Anledning til Erhverv, ſom Fiſkeriet ved Lofoten tilbød. Endnu i vore Dage er Lofotfiſkeriet et af de rigeſte i Verden; i ældre Tider maa det have været aldeles overordenligt, ligeſom overhoved disſe nordlige Kyſter maa have været overfyldte med Fiſk og Hvaler, foruden de utallige Vandfugle, der opholde ſig paa Ud-Øerne, og hvis Æg og Duun give et ypperligt Udbytte. For de nys ankomne Indvandrere maatte der ſaaledes juſt her være letteſt Anledning til Udkomme, førend det tilſtrækkelige Agerland og Græsningsland var vundet; men overhoved bekymrede man ſig her, og bekymrer ſig endnu den Dag i Dag lidet om Jorddvrkningen i Sammenligning med den Iver, hvormed Fiſkeriet drives[2]. Allerede i det 9de Aarhundrede nævnes der lejlighedsviis om den ſtore Folkeſtyrke, hvormed en anſeet Høvding paa Helgeland drev Skrejd- og Sild-Fiſkeri ved Lofoten, og dette omhandles ikke ſom noget uſædvanligt, men ſom en Skik, der altid havde fundet Sted[3]. Overhoved maa Fiſkeriet have været vore Forfædres Hovednæringsvej langs den hele Kyſt, indtil endelig Folkemængdens Tiltagen bragte dem til at trænge længer op i Dalene og omſider over Fjeldet til de øverſte Dalfører paa Øſtſiden

Under disſe Omſtændigheder bliver det altſaa meſt ſandſynligt, at vore Forfædre ere komne til Søs, rimeligviis fra Egnene om Dvina-Floden, og langs Nord-Iishavets Kyſter, at de altſaa i Ordets egentligſte Forſtand fulgte „den nordlige Vej“, og holdt ſig til Halvøens Nordveſt- og Veſtſide, indtil de efter en lang Tids Forløb arbejdede ſig frem gjennem Fjeldpasſene til Øſtſiden.

Hvorvidt nu Finnerne eller Lapperne allerede paa den Tid havde opfyldt det ſaakaldte Finmarken eller om dette endnu ved vore Forfædres Ankomſt var ubeboet, lader ſig ikke oplyſe. At ſpredte Nomadehobe af Finner have ſværmet om lige fra de ſydligſte Fjelde indtil Nordkap og Varangernesſet og overhoved den hele Vej langs Nordiishavets Kyſter, er i ſig ſelv ganſke ſandſynligt. Deres Hovedmasſe ſynes endog fornemmelig at have holdt ſig i de nordligere Egne, og de ſvagere Hobe, der ſtrejfede om paa de ſydligere Fjeldſletter, have vel efterhaanden draget ſig mod Norden, efterſom deres Vandringer indſkrænkedes af Nordmændene. Man maa her ikke foreſtille ſig Forholdet, ſom om Nordmændene, ved efterhaanden at beſætte Kyſten ſydefter, ogſaa afſkar de ſydligere Finner fra Forbindelſen med det yderſte Norden. Vejen til Norden langs Fjeldſletterne ſtod dem altid aaben; desuden kunde Nødvendigheden af at drage nordefter førſt opſtaa for dem, da vore Forfædre begyndte at drage over Fjeldene og tilegne ſig Græsgangene; mod Norden maatte i alle Fald deres Inſtinkt og Forbindelſer føre dem. Og viſt er det, at vi allerede paa den Tid, Nordmændene og enkelte Afdelinger af Nordmændene allerførſt nævnes hos Forfattere i Syden, ogſaa hos disſe (Jornandes og Prokopius) finde Finnerne endog temmelig vidtløftigt omtalte under det Navn, vore Forfædre tillagde de egentlige Fjeldfinner formedelſt deres Færdighed i Skidløben, nemlig „Skridfinner“[4], ſkjønt viſtnok ingen anden ligefrem fortæller at de boede ſaa langt mod Nord, end Paul Warnefried, der udtrykkeligt ſiger at de boede i Nærheden af de yderſte Egne mod Norden. Paul Warnefried levede imidlertid forholdsviis ſildigt, og det var derfor viſtnok tænkeligt, at Skridfinnerne ſaa langt tilbage, ſom i Begyndelſen af det 6te Aarhundrede, endnu opholdt ſig længere ſydpaa, iſær da Beowulf-Digtet, ſom vi have ſeet, nævner Finner i Nærheden af Raumernes Kyſt, og Finnerne ſelv omtales af Jornandes ſom et fra Skridfinnerne forſkjelligt Folk.

Af de nævnte Forfattere er det iſær Jornandes, ſom indlader ſig paa, enkeltviis at opregne; „Skandja’s“, ſaaledes ogſaa Norges, Nationer. Prokop kalder dem alle tilſammen Thuliterne (ɔ: Beboerne af Thule), og beſkriver ved denne Lejlighed Landet ſaaledes: Øen Thule er meget ſtor, viſt ti Gange ſtørre end Britannia, og ligger meget langt fra denne mod Nord. Af Øen er den meſte Deel ubeboet; i de beboede Dele findes 13 talrige Nationer, hver med ſin Konge. Hvert Aar hænder her en forunderlig Begivenhed; nemlig at Solen ved Sommerſolhvervstid ej gaar ned i et Tidsrum af 40 Dage, men i al denne Tid ſtedſe ſees over Horizonten, ligeſom den, ſex Maaneder derefter, ved Vinterſolhvervstid, ikke viſer ſig, men en uigjennemtrængelig Nat ruger over Øen. I den Tid herſker ſtor Modfaldenhed blandt Indbyggerne, da de ikke kunne omgaaes hinanden. „Jeg ſelv“, ſiger han, „havde megen Lyſt til at beſøge Øen og med egne Øjne underſøge denne Sag, men det lykkedes mig ikke; derimod forelagde jeg dem, ſom derfra vare komne til os, dette Spørgsmaal, hvorledes det hang ſammen med Solens Opgang og Nedgang i deres Land; de ſvarede og forſikkrede ſom fuld Sandhed, at Solen i 40 Dage ej gik ned, men ſendte ſine Straaler ſnart mod Øſt, ſnart mod Veſt; naar den, idet den under ſit Løb bøjer ſig mod Horizonten, kommer tilbage til det ſamme Sted, hvor den førſt ved Opgangen viſte ſig, regne de at en Dag og en Nat er gaaen hen. Naar den vedvarende Nat begynder, regne de Dagene ved nøje at iagttage Maanens Gang. Naar den lange Nat har vedvaret i 35 Dage, pleje Enkelte at beſtige Bjergtoppene, og, naar de derfra nogenledes have faaet Øje paa Sølen, at tilkjendegive dem, der ere nedenfor, at Solen vil ſkinne for dem om fem Dage Da holder det hele Folk en Glædesfeſt, ſaa mørkt det endda er, og det er Thuliternes fornemſte Højtid. Det forekommer mig, ſom om disſe Øboere virkelig var heel bange for at Solen engang ganſke ſkulde ville forlade dem, ſkjønt dette hænder hvert eneſte Aar. - Af de i Thule boende Barbarer leve Skridfinnerne næſten paa vilde Dyrs Viis; thi hverken iføre de ſig Klæder, eller bruge Sko, eller drikke Viin, eller nyde noget af hvad der voxer paa Jorden: heller ikke drive de Agerdyrkning eller befatte deres Kvinder ſig med Haandarbejde, men Mænd og Kvinder leve kun for Jagten. Der er ogſaa en ſtor Mængde Vildt i de uhyre Skove og paa Bjergene; de nære ſig af de fangne Dyrs Kjød, og klæde ſig i deres Skind; de have hverken Liin eller noget at ſy med; derfor hefte de Dyrhuderne ſammen ved Sener, og beklæde hele Legemet dermed. Ikke engang deres Børn opføde de ſom Skik og Brug ellers er. Thi Skridfinnernes Børn opammes ej med Melk, eller røre Moderens Bryſt; naar en Kvinde har født et Barn til Verden, vikler hun det i et Skind og hænger det ftrax i et Tree, puttende et Stykke Marv i dets Mund, mens hun ſelv gaar paa Jagt. Saaledes leve disſe Barbarer; forreſten ere de øvrige Thuliter ikke ſynderligt forſkjelligt fra andre Menneſker. De dyrke flere Guder og Genier, nogle i Himlen, nogle i Luften, nogle i Jorden, nogle i Havet, foruden endeel andre Guddomme, ſom de tro opholde ſig i Kilder og Elve. De ere ivrige til at offre, og bruge alleſlags Offere; ſom det bedſte anſees Offeret af den, man førſt har fanget i Krig; ham offre de til Krigsguden, ſom er deres øverſte Gud, ikke ved ſimpelthen at ſlagte ham, men ved at hænge ham fra en Galge eller kaſte ham paa Tornebuſke, eller ved en anden ſmertefuld Død[5].

Jornandes opregner Skandjas Indbyggere ſaaledes: „I den nordlige Deel er Folket Adogit; nærved dette nogle andre Nationer ſom kaldtes Scretofennæ[6]. Endnu en anden Nation er Suethans, der ligeſom Thüringerne have ypperlige Heſte; fra dem komme ogſaa de bekjendte ſorte Sobelſkind ved Mellemhandel gjennem mangfoldige andre Nationer. Efter dem følger en Skare forſkjellige Folk, Theustes, Vagoth, Bergio, Hallin, Liothida, der alle opholde ſig i en flad og frugtbar Egn, og derfor ere udſatte for Angreb af andre Folkeſlag. Efter dem følge Helmil, Finnaithæ, Fervir, Gautigoth, et hvaſt og krigslyſtent Folk. Efter dem „mixis Evagræ Othingis[7]. Alle disſe bo paa Dyrs Viis i udhulede Klipper ligeſom i Kaſteller. Udenfor dem ere Ostrogothæ, Raumariciæ, Ragnaricii, Finni, de godmodigſte, blidere end alle Skandjas Beboere, og deres Lige Vinoviloth, Suethidi, Cogeni[8], længere af Legemer end de øvrige af denne Slægt; af deres Æt var ogſaa Dani, der udjoge Erulerne fra Skandja, hvilke blandt alle Skandjas Nationer gjøre Fordring paa ſtørſt Anſeelſe for deres overvættes Højde, uagtet dog der gives andre ligeſaa høje, nemlig Grannii, Agandziæ, Unixæ, Ethelrugi[9], Arochiranni[10], hvis Konge for ikke mange Aar ſiden den Rodulf var, ſom med Tilſideſættelſe af ſit eget Rige tyede til Goterkongen Theodorik og fandt Beſkyttelſe hos ham“. Flere af disſe her opregnede Folk ere allerede ovenfor omtalte, ſom Scretofennæ, Skridfinnerne, Raumariciæ (Raumarikingerne), Ragnaricii (Ringerikes eller Ranrikes Indbyggere), Finni, Dani, Gautigoth, Ostrogothæ o. fl. Forøvrigt er der ikke mange Navne, ſom med Beſtemthed kunne gjenkjendes og paaviſes blandt dem, vi ſenere træffe, eller ſom endnu forefindes paa Halvøen, men denne Omſtændighed er dog vel mere at tilſkrive ukyndige Afſkriveres Forvanſkninger end at anſee ſom Beviis paa ſærdeles ſtore Omvæltninger og Forandringer, foregaaede inden Halvøens egne Grændſer efter Jornandes’s Tid. „Adogit“, Navnet paa Skridfinnernes Naboer, kunde man ſaaledes nok antage for en Forvanſkning af Hálogi eller noget lignende, og opſtille den Formodning, at Haalogaland dermed er meent; i Navnene Liothida og Svethidi kunde den ſidſte Deel være en Forvanſkning af thiuda, ſaaledes at hiint udtrykke de ſamme ſom Ptolemæos’s „Leuoner“, og tydede hen paa det ſvenſke Landſkabsnavn „Lifvine“, at Suethidi var en anden Form for det allerede forhen nævnte Suethans hvilket Jornandes ſelv ej har gjenkjendt i den mere nordiſke Form Svithjod eller Svethjod. I Finnaithæ gjenkjende vi Navnet paa det ſmaalandſke Landſkab Finnveden, der ogſaa kaldes Finneiði, og hos Adam af Bremen Finnedi[11], ligeſom Theustes aabenbart er Landſkabet Thjuſt, der ligeledes tilhører Smaaland. Vagoth kunde maaſkee ſtaa for Vagôs og ſigte til Vaage i Gudbrandsdalen eller Vaagen i Nordland[12]; Hallin til Halland; Ethelrugi kunde enten ſtaa iſtedetfor Aðalrugar, ɔ: de egentlige Roger, Faſtlandsrogerne, modſat Holmrygir, eller ogſaa iſtedetfor Theli, Rugi (Theler ɔ: Thelemarkens Indbyggere, og Ruger). Kunne vi nu end ikke med Beſtemthed gjenkjende ethvert Navn i denne Fortegnelſe hos Jornandes, er dog Antallet af dem, vi kunne gjenkjende, tilſtrækkeligt til at vi ikke et Øjeblik behøve at tvivle om, at vort Fædreland, ſaavelſom hele Halvøen, allerede paa hans Tid i det Væſentlige havde den ſamme Befolkning, paa ſamme Maade fordeelt, ſom nuomſtunder. At den gotiſke, i Syden levende, Hiſtorieſkriver ikke kunde være paa det Rene med Ordenen, i hvilken hine Folk burde opregnes, det vil ſige med Beliggenheden af ethvert enkelt Folks Diſtrikt, og at han ſaaledes opregner dem om hinanden, er ej at forundres over. Man maa ſnarere finde det forunderligt og merkeligt, at allerede ſaamange og ſaa omſtændelige Beretninger om Nordens Folk paa Jornandes’s Tid kunde finde Vejen til den eenslige Skribents Studereſtue, for af ham at opbevares til alle kommende Slægter.


  1. I Yngl. Saga Cap. 33 heder det om Kong Godgeſt i Haalogaland, at han døde i Amd paa Haalogaland; i Olaf d. Hell. Saga hos Sn. Cap. 133 nævnes Amd paa Throndenes ſom den fornemſte Haalogalændings Bolig og Offertemplets Sæde.
  2. Se f. Ex. Bloms Rejſe i Nordland. Ohtheres Rejſeberetning fra det 9de Aarhundrede i Kong Alfreds Overſ. af Oroſius: Han var blandt de førſte Mænd i det Land (Helgeland); dog havde han ikke mere end 20 Køer, 20 Faar og 20 Sviin; det lidet han pløjede, plejede han med Heſte.
  3. Se Eigla: „Thorolf var meget om ſig efter de Erhvervsgrene, ſom da havdes paa Helgeland, havde ſine Mænd i Sildeværene og i Skrejdfiſke, derhos var der nok af Sælvær og Eggvær“.
  4. Σκριθίφινοι, Prokopius; Scretofennæ, Jornandes; Scritobini, Paulus Diaconus.
  5. Prokop kalder ham Ares, efter Grækernes Viis. Vi gjenkjende Odin, hvis Offre ſædvanligviis bleve hængte, hvorfor han vel og kaldes de Hængtes Herre.
  6. Der ſtaar Refennæ, Crefennæ eller Screrofennæ; at det ſidſte Ord rettet til Scretofennæ, er det rigtigſte, kan ej betvivles.
  7. Eller og Evagreo Tingis, Euagreotingis.
  8. Eller og cogniti.
  9. Eller og Unixitelelrugi.
  10. Eller og Arochi, Raunii; Arothi, Thanii. Man kunde vel og iſtedetfor Rannii læſe Raumi (Raumer).
  11. Adam af Bremen, l. IV. Cap.:34, Knytlingaſaga Cap. 110. Saxo kalder dette ſvenſke Grændſelandſkab mod Danmark ligefrem Finnia, og Indbyggerne Finnenses, Beviis for, at der maa have boet mere civiliſerede Finner i den ſydligere Deel af Halvøen, og at disſe ſenere have antaget den nordiſke Nationalitet.
  12. Viſtnok ſkulde den tilſvarende gotiſke Form lyde vêgôs, men Jornandes kan med Flid have ſøgt at gjengive den nordifke.