Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge/V/5
Det var ganske eiendommeligt at se «Morgenbladet» den 17de september 1905 anbefale sine læsere «den udmærkede artikel, hvorigjennem en af vor nationale frigjørelseskamps høvdinge, professor Ernst Sars, henvender sig til den norske almenhed». En saadan anerkjendelse havde vel ingen drømt om vilde bli en venstrehøvding tildel.
Unionsspørgsmaalet er kommet til at staa som en kreditpost for venstre. Egentlig har dog de forskjellige standpunkter i unionssagen aldrig faldt sammen med den indre partideling. Det var — som tidligere nævnt — efter 1814 oprindelig den norske embedsstand, der reprænsenterede de mest udprægede nationale anskuelser. Bønderne saa derimod i kongemagten og unionen en mulig forbundsfælle ligeoverfor bureaukratiet. En menneskealder efter unionens indgaaelse (ca. 1845) var forholdet omvendt: da begyndte bureaukratiet at frygte for bønderne. Men inden de forskjellige partigrupper var atter meningerne om det heldige i en mere eller en mindre intim sammenslutning med Sverige i høi grad delte. Endnu i 60-aarene finder vi, at Schweigaard og Ueland i unionspolitiken ikke staar hinanden fjernt, mens
- f. eks. Sverdrup og Dunker er meningsfæller. Den høikonservative Dunker staar steilt paa norsk selvstændighed ligeoverfor den liberale O. J. Broch, der er «amalgamist». Og selv naar det senere gjennem Sverdrups taktik kom til at se ud, som om venstre maatte opfattes som det egentlige nationale parti, var i virkeligheden divergensen mellem høire og venstre ikke ganske saadan, som man ofte har villet ha det til. Om ét blev alle tidlig enige: unionen, som den nu engang forelaa, havde aabenbare brøst. Men alle forsøg paa at restituere den med en ny viste sig at være forgjæves: opfatningen i Norge og i Sverige var saa altfor forskjellig, og i selve Norge var der atter megen uenighed. Nogle var stemte for at gjøre Sverige mindre indrømmelser, naar man derved kunde opnaa. en stabil tilstand, udrydde den herskende uklarhed, som man indsaa var vel skikket til at skabe fremtidige vanskeligheder. Fordelene ved en økonomisk sammenslutning og ved et i fællesskab organiseret forsvarsvæsen bidrog særlig til at stemme mange nordmænd for imødekommenhed. Denne gruppe, der midt i 60-aarene førte det store ord, beholdt senere sine fleste tilhængere blandt høire, ikke mindst høiremilitære. Den kunde blit den sterkeste, hvis svenskerne havde forstaaet den norske nationalstolthed bedre, og hvis deres politik ikke, som et stort svensk blad nylig udtrykte det, havde været at si nei, saa længe et samvirke var muligt, og ja, naar det var blit umuligt. En formel ligestillethed af den art, som afmerkedes i det af kronprins Gustaf i 1905 foreslaaede forhandlingsprogram, vilde ikke længe i forveien fuldkommen ha tilfredsstillet den her omtalte gruppe, og selv om Sverige i realiteten havde beholdt hegemoniet, vilde ogsaa de øvrige meninger ha maattet bøie sig. Den svenske politik i 1860 under statholderstriden havde imidlertid saaet farlige frø, som snart skulde spire, og som ogsaa senere fik god næring fra Sverige. Lidt efter lidt dannede der sig i Norge en fraktion, hvis først hemmelige, senere ganske aabenbare maal var at svække foreningen. Denne fraktion, der til en begyndelse var uden indflydelse, voksede sig efterhaanden sterkere. Den havde sine fleste tilhængere blandt venstre. Imidlertid blev i lang tid norsk politik bestemt af et tredie standpunkt: man burde opretholde status qvo, ingen forandring foretage i rigsakten, indtil forholdene muligvis kunde bli slige, at en for Norge formaliter som realiter fuldt tilfredsstillende ordning lod sig træffe. Da muligheden for, en saadan ordning endnu ikke lod sig skimte, blev denne politik nærmest negativ: at forkaste alle uionsforslag, hvordan de saa tog sig ud. Den havde tilhængere baade blandt høire og venstre. Det kan indrømmes, at fra omkring 1870 den største unionsvenlighed var tilstede hos høire, og at dette parti navnlig tog afstand fra enhver politik, der kunde opfattes som aggressiv mod Sverige, mod unionen, mod kongemagten. Men det bør erindres, at det er en udpræget høiremand, der klarest og fyldigst og allerede saa tidlig som i 60-aarene har formuleret den her skisserede, for norsk politik afgjørende tankegang: ingen forandring i samlende retning, da heller opløsning.
Det er Bernhard Dunker, hvis politiske standpunkt kortelig kan angives saaledes: han var i vor indre politik konservativ, bl. a. ved siden af Schweigaard den dygtigste forsvarer af det absolute veto; han havde megen interesse for dansk aandsliv og for de skandinavistiske ideer; han var en afgjort modstander af svenske amalgamationsbestræbelser. En frisindet og selvstændig høiremand, en original personlighed, hvis skarpsindighed og vid var almindelig kjendt og ikke lidet frygtet. Ingen norsk sagfører har — og med rette — havt et saa stort navn som han. Det er ogsaa knyttet til en række af datidens mest celebre sager. Det ry, han vandt, var — som Vinje engang fremholdt — ikke langt fra at gi ham en «historisk-mythisk storleik». Hans djervhed og originalitet og hans mange ofre overraskende seire gjorde ham til en af folkefantasiens helte.
Det skrift, hvor man lettest lærer hans stilling til den indre politik og da navnlig til de konstitutionelle stridsspørgsmaal at kjende, er et leilighedsarbeide, «Om den norske konstitution», bemærkninger, foranledigede ved P. K. Gaarders «Fortolkning over Grundloven» (1845).
Dunker ser her grundloven under et strengt juridisk historisk standpunkt: det og det har været tanken, under de givne forudsætninger. Det modsatte standpunkt er Sverdrups, der forsaavidt han overhovedet holder sig indenfor den ramme, grundloven gir, vælger den fortolkning, der, bedst stemmer med «det politiske livs vækst».
Et og andet af hvad Dunker sier kan nu virke underlig fremmed. F. eks. naar han plæderer kongemagtens sag i de ord: «Der lod sig endog adskilligt anføre for den mening, at grundloven under den udøvende magt har tænkt sig indbegrebet af den hele statsmyndighed, alene med undtagelse at den deel af statsmyndigheden; som udtrykkelig og specielt er tillagt en anden statsmagt. Man kunde sige, at det er ligefrem indeholdt i den første hovedgrundsætning (Grl. § 1) og ligger ogsaa i den omhyggelighed, hvormed grundloven helt igjennem har betegnet, at kongen repræsenterer statsmyndigheden i det hele. Herhen hører kongens kroning og salving efter § 10, en akt, der ikke alene betegner, at kongen er beklædt med den hele statsmyndighed, men endogsaa, at han har modtaget denne myndighed ikke af nationens haand, men af Guds naade. Hertil hører det, at kongen efter § 74 aabner storthingets forhandlinger og efter § 80 opløser storthinget, naar han, efterat det har været samlet i de ved grundloven bestemte 3 maaneder, ikke finder dets fortsatte virksomhed gavnlig eller nødvendig, at han efter §§ 69 og 70 baade sammenkalder og efter eget godtbefindende opløser et overordentligt storthing, og at efter § 81 lovene skulle udfærdiges i en form, der fremhæver kongemagten som den, hos hvem kilden til deres forbindende kraft maa søges.
Hiin mening bestyrkes endvidere derved, at grundloven synes ikke engang at have lagt an paa en udtømmende opregning af de funetioner, i hvis udøvelse denne statsmagts myndighed skal bestaae, medens den derimod i § 75 indeholder en opregning, som aabenbart har til hensigt at være udtømmende, af de rettigheder, som tilkommer storthinget.
I §§ 16 til 26 omtales vistnok flere af de vigtigste functioner, som tillægges kongen, men disse bestemmelser ere ikke saaledes sammenfattede som de forskjellige dele af § 75, der undereet opregner samtlige storthingets funetioner, og sammenfatter dem alle under den enkelte sætning: «Det tilkommer storthinget».
Denne forskjel i fremstillingen af begge statsmagters functioner er saa betegnende, at den neppe kan være tilfældig.»
Den principale stilling, Dunker her tillægger kongemagten, har udviklingen berøvet den, og den forekommer sikkert den norske ungdom i 1905 saare fjerntliggende. Men historisk-juridisk havde Dunker visselig ret. Hvor meget fædrene i 1814 benyttede den franske konstitution af 1791, har de tilvante forestillinger om kongemagten fra det enevælde, hvis embedsmænd de ledende kræfter paa Eidsvold jo dog havde været, sikkert spillet sterkere ind — bevidst eller ubevidst — end man nu ved en overfladisk betragtning blir opmerksom paa.
Havde vi havt et nationalt kongedømme, kunde der været gode grunde, som talte for, at det i visse henseender vilde været til udviklingens gunst, om kongemagten ikke var blit reduceret til den skygge, den nu er blit, men havde beholdt den stilling, Dunker anviser den. Det kan ogsaa være et stort spørgsmaal, om ikke saa vilde blit tilfældet. Det var kongedømmets rodløshed i folket, som efterhaanden forringede dets betydning. Det blev det norske storting og ikke den trekvart svenske konge, som naturlig kom til at opfattes som nationens repræsentant.
Med Dunkers unionspolitik — rigsaktens bevarelse i den oprindelige form — var der vistnok ingen fare for, at den kongelige magtstilling skulde true vor nationale selvstændighed. Uden stortingets medvirkning kunde der vanskelig finde sted nogen forrykkelse af det engang etablerede forhold. Men lige saa sandsynligt er det, at det endelige resultat af unionskampene — unionsopløsningen i 1905 — neppe vilde fremkommet, hvis ikke den magtfordeling, Dunker med megen ret mente at finde i grundloven, i løbet af det 19de aarhundrede var blit helt en anden.
— Dunker kommer i sin undersøgelse af forholdet mellem den udøvende og den lovgivende magt ogsaa ind paa ministeriets ansvar og den maade, hvorpaa det kan fri sig for dette. Han medgir, at «i England vedkommende minister neppe vilde kunde frie sig for ansvar ved den blotte protest til protocollen, men at negtelse af at bringe den kongelige befaling i udøvelse, det vil sige, nedlæggelse af sin post, rimeligvis der vilde ansees for den eneste gyldige protest». Dunker be- tviler, at det samme som regel kan gjælde hos os, men «paa den anden side er faren for, at en norsk konge skulde ved ikke at respectere sit ministeriums eenstemmige protest, eller et norsk ministerium ved pro forma til protocollen. at protestere mod den beslutning, som det udenfor protocollen netop havde tilraadet kongen at fatte, kunne eludere forskrifterne om den constitutionelle ansvarlighed, forhaabentlig kun en chimære».
Dunker burde sagt, at det var utænkeligt hos en norsk konge ligeoverfor et norsk ministerium. Hans chimære dukkede tilsidst op i virkeligheden. Men da brast ogsaa den norske statsforfatning.
Dunker har dog ikke saaledes opfattet kongemagten som forfatningens tyngdepunkt, at han jo ser den eneste virkelig sunde udvikling i et loyalt samarbeide mellem regjering og storting. Derfor er han ogsaa en tilhænger af statsraadernes adgang til tinget: «Vor grundlov har forsømt at benytte det eneste i sandhed virksomme middel til at sikkre sig hos ministeriet ikke alene dygtighed og sand og levende interesse for statens tarv saavelsom utrættelig iver i at fremme den, men ogsaa en kraftig og værdig holdning ligeoverfor monarchen.»
Han vil kun, at monarkens ret, saaledes som den er bestemt i grundloven, skal forbli ubeskaaret. Stortinget har at holde sig indenfor det for denne institution afstukne omraade: «At det vilde være en grundlovstridig adfærd af storthinget at indskrænke sine skattepaalæg til blot at gjælde i eet, istedetfor i tre aar, for derved at tvinge kongen til forinden aarets udløb atter at sammenkalde storthinget, for at faa paalagt nye skatter, er utvivlsomt.» «Det er grundlovens villie, at storthinget i de 3 maaneder, constitutionen har indrømmet det, skal indrette sin virksomhed saaledes, at det efter denne tids forløb skal kunne hæves, medmindre kongen finder det tjenligt fremdeles at lade det fortsætte sine arbeider.» Grundlovens § 80 konstituerer den nødvendige ligevægt. Naar rigsretten af 1836 dømte Løvenskiold, fordi han ikke havde protesteret mod stortingets opløsning i juli maaned samme aar, skjønt skatterne endnu ikke var regulerede, kunde rigsretsdommen ikke hindre, at de ordinære domstole erklærede alle skatter og afgifter bortfaldne 1ste juli, uagtet det følgende overordentlige storting havde indrettet sig efter en modsat opfatning.
Selvfølgelig har det tidspunkt, hvorpaa Dunkers bemerkninger fremkom, havt indflydelse paa den styrke, hvormed han pointerede kongemagtens selvstændige stilling 1845 var jo et merkeaar i den bureaukratiske reaktion. Da hyldede Kristianias ungdom den af rigsretten halvt frifundne statsraad Vogt. Og P. J Homann opfordrede i sit flyveskrift: «Et blik paa vore politiske forholde», til statskup. Selv L. K. Daa følte sig, som vi ved, sterkt frastødt af bøndernes færd. Dunker peger da ogsaa paa den voksende fare for et «masseherredømme». Han fastslaar, at regjeringens kraft i en række af aar desuden var aftaget og ministrenes frygt for at udsætte sig for en rigsretsaktion tiltaget. Det var derfor af vigtighed for nationen, «hvis repræsentant og rettigheders bevarer regjeringen ligesaavel som storthinget er, at enhver bestemmelse, der kan tjene til at betrygge mod en for landet skadelig virksomhed fra storthingets, ligesaavel som fra kongemagtens side, opretholdes i sin fulde kraft og sin hele konsekvens».
Stortingets raadighed over statsformuen er — efter Dunker — blot negativ.
Hans standpunkt i et af de vigtigste stridsspørgsmaal mellem de to magter er dermed givet:
«Efter det anførte kan, saavidt skjønnes, spørgsmaalet om, hvorvidt kongelig sanction udfordres til gyldigheden af storthingets beslutninger, ikke engang opstaae ved storthingets bevillinger, da disse selv reducere sig til en sanction af de udtællinger, kongen har erklæret at ville gjøre, eller, forsaavidt bevillingerne gaar udenfor budgetpropositionen, da til en vedtagelse af, at kongen, dersom han skulde finde det tjenligt, endog udbetaler mere end af ham foreslaaet.»
Saaledes har vor forfatning set ud for en af datidens dygtigste yngre jurister, og saaledes vilde den ogsaa blit, om en strikte juridisk granskning havde bestemt dens skjebne.
Dunker mener videre om et forfatningsspørgsmaal, der var praktisk, saalænge stortinget kun samledes hvert tredie aar, at kongen ikke alene kunde nedsætte eller ophæve den af stortinget paalagte told, men endog havde ret til at paalægge told eller forhøie den af stortinget paalagte. Dog var dette at opfatte som en «provisorisk foranstaltning». Tolden som beskatning er ikke gjenstand for kongens myndighed, men derimod tolden som middel til næringsveienes ordnen (hvor foranstaltningerne havde til hensigt at ordne osv.).
At kongen havde absolut veto i grundlovssager, dokumenterede Dunker temmelig afgjørende ved enjuridisk belysning af grundlovens historiske forudsætninger og af den indbyrdes sammenhæng mellem grundlovens egne paragrafer (75—82). Han slog samtidig ihjel Fr. Stangs suspensive veto, der i virkeligheden var et umuligt kompromis (ikke desto mindre accepteret af vore ledende politikere en menneskealder senere).
At kongen overhovedet havde et veto, mente Dunker, at Stangs grundlovsfortolkning fra 1833 godtgjorde. Men absolut maatte det være:
«Det synes vistnok vanskeligt at forklare, hvorledes det skulde være gaaet til, at constituenterne skulde have forglemt, udtrykkelig at fastsætte den vigtige regel, at nationalforsamlingens beslutninger, forsaavidt de gaae ud paa andet end control med regjeringen eller lignende dispositioner, som efter deres egen natur ikke tilstede nogen sanction, ikke er gyldige uden forsaavidt de sanctioneres af kongen; men denne vanskelighed voxer næsten til reen umulighed, naar man skal tænke sig den underforstaaede sætning at være den, at kongen tvende gange, men ikke oftere, kan med retsvirkning negte sin sanction. At det forhold, hvori storthinget staar til regjeringen, er et saadant, at kongen i de anliggender, der høre under storthingets ressort, ikke kan handle paa egen haand, men kun kan træffe saadanne foranstaltninger, som af storthinget er vedtagne, uden at dog storthinget paa egen haand kan sætte noget igjennem mod kongens villie, dette kan man tænke sig muligheden af, at constituenterne have fundet saa ligefrem indeholdt i selve begrebet om monarchie (Grls. § 1), at de ikke engang have fundet det nødvendigt, derom at give nogen udtrykkelig regel. Men derimod synes det utænkeligt, at en saa vilkaarlig og principløs sætning, som den, at en storthingsbeslutning, ved tre gange at gjentages, skulde gjøre den ellers nødvendige sanction overflødig, kan være forudsat som en selvfølge.»
Tokammerforfatningen, som enkelte høiremænd ansaa for heldig, har ingen tilhænger i Dunker: «Norge har ikke i sit skjød elementer til to kamre, og en saadan institutíon vilde derfor rimeligvis enten være bleven aldeles unational, og altsaa virkende mod sin hensigt, eller den vilde være bleven ørkesløs, ligesom storthingets inddeling i odelsthing og lagthing er det.» «Den nationalforsamling, som ikke for en stor deel bestod af bønder, vilde efter Norges naturlige forholde neppe være nogen virkelig national forsamling.»
Statsraaderne adgang til tinget og kongen absolut veto — det var Dunkers standpunkt, og paa det standpunkt kunde det norske høire bygget med de bedste udsigter. Navnlig hvis det ogsaa havde fulgt Dunker i hans unionspolitik.
Det var under statholderstriden, Dunker her tog alvorlig fat.
Dunker stod regjeringens leder 1858—1861, Birch Reichenwald, personlig nær, og det er ikke utænkeligt, at han kan ha øvet en vis indflydelse paa ministerens holdning under krisen. Birch Reichenwald, der som ganske ung havde tilbragt en tid i Sverige og var særlig godt anskrevet paa høieste sted, opfattedes, da regjering ens ledelse betroedes ham, som en af det «svenkvenlige» partis spidser. Imidlertid viste det sig, da konflikten i statholderstriden blev alvorlig, at Birch Reichenwald ingenlunde var den for svenskerne bekvemme mand. Hans norske modstandere fortolkede det slig, at han følte trang til, gjennem en heldig ordning af det celebre spørgsmaal, at modbevise den beskyldning, der hvilede paa ham.
Her stod Dunker sin ven ypperlig bi ved sine «Flyveblade», der var indledningen til en grundig gjennemgaaelse af unionsforholdene.
Hvor langt man var kommet, — hvor vanskeligt det var at skabe en alvorlig og fast opposition mod sammenslutningspolitiken, — viser udtalelser i det liberale norske «Aftenbladet» fra 1867, samme aar som unionskommissionen holdt paa at afslutte sit arbeide, aaret mellem Dunkers to publikationer «Om revision af foreningsakten» (1ste bind 1866 — 2det 1868).
Det heder der om Birch Reichenwalds fald: «Istedenfor at følge den ganske hverdagslige klogskabs regler, valgte den her omhandlede statsmand og hans meningsfæller at kjæmpe for en sag, som de ansaa for sit lands; og de maatte, som rimeligt var, falde, fordi en unionskonge ikke vel kan regjere med tvende ministerier, der staa i principiel modsætning til hinanden og daglig levere hinanden bataljer.» Bladet citerer Dunkers ord: «Enhver regjering gjør indre politik i sin ydre.» «Kan saa være,» fortsætter det, «vi ville ikke drage paastandens rigtighed i tvivl. Men vi tro med ligesaa stor sikkerhed at turde paastaa, at begivenhederne i 1861 godtgjøre, at det, ialtfald som forholdene nu ere, neppe baader norske ministre at ville gjøre indre politik i sin ydre, i forholdet til Sverige.»
Det er mod denne tankegangs slaphed, at Dunker slaar til lyd. _
Foruden de nævnte stridsskrifter forefinder vi adskillig avispolemik, hvori Dunker deltog. Deriblandt er der en feide mellem ham og O. J. Broch, som optræder paa vegne af det i mai 1864 stiftede skandinaviske selskab.
I det første skrift om revision af foreningsakten behandler Dunker rigsakten og dens tilblivelse, den første unionskomité, forslaget af 1844, nogle enkeltheder i forsøget til sammenslutning, som blev belyste ved praktiske forhold (de gjensidige handelsindrømmelser ved «sukkerkrigen», gjensidighed i ret pleien ved den Ankerske sag) — hvorpaa han fulgte udviklingen af statholderstriden, indtil den nye revisionskomité nedsattes. Han ender med at stille dennes horoskop.
Til trods for at forslaget af 1844 ingenlunde gav Norge fuld ligestilling, var det «helt igjennem af saadant indhold, at efter de i Sverige i almindelighed raadende begreber Sverige overalt var tabende, Norge overalt vindende nye rettigheder eller forøget andel i den fælles styrelse». Blandt de ting, der navnlig ikke tør ha passet Sverige, var den af justitsdepartementet (Fr. Stang) indbragte redaktionsforandring om adgang til at oprette egne norske konsulater: «Skjønt nemlig consulatvæsenet strengt taget ligger aldeles udenfor rigsakten, og der saaledes aldrig har været noget til hinder for, at kongen ansætter en consul udelukkende for norsk regning, hvor vel Norge, men ikke Sverige er interesseret i at have en consul, og omvendt, saa har man dog altid fra svensk side været saa nidkjær i det ømme punkt om repræsentationen ligeoverfor udlandet, at det aldrig har kunnet blive spørgsmaal om ansættelse af nogen egen norsk consul paa steder, hvor kun Norge havde handels- og skibsforbindelser.» Hele revisionsudkastet blev i Sverige stedet til hvile uden nogensomhelst ligtale. Det bør heller ikke forundre, mener Dunker, ti «ministeriets medlemmer kunne i foreløbige forhandlinger, især i dem, der ikke komme til offentlig kundskab, være hævede over nationale fordomme og lidenskaber og see sagen fra et høiere og almeengyldigt standpunkt, men naar handlingens tid kommer og lidenskaberne og fordommene vise sig rede til at levere en alvorlig kamp, da stige ministeriets medlemmer ned fra de luftige høider og opgive kampen eller sætte sig endog op paa toppen af de bølger, som de skulle have bekjæmpet, men som de nu faa udseende af at styre derved at de lade sig føre af dem».
Den første unionskomités historie var derfor en udmerket undervisning for os nordmænd. Den næste alvorlige lærdom var den, vi modtog under statholderstriden: «En af de største fordele var udentvivl den, at man endelig engang kom til fra begge sider at tale rent ud og sige hinanden uden omsvøb og fortielser alt det, hvoraf hjerterne vare fulde. Skulde man paa nogen maade komme til forstaaelse af hinanden, saa maatte det skee paa denne maade.» Stillingen blev klar: «Enhver norsk mand lærte at indse, at bestemt modstand var uundgaaelig nødvendig mod Sveriges fordringer, saadanne, som man nu endelig havde lært dem rigtig at kjende.»
Ikke saa, mener Dunker, at der før eller efter statholderstriden fandtes nogen virkelig uvilje mellem nationerne. «Man forsvarede fra begge sider, hvad man ansaa for sin lovlige ret, og forsvarets styrke rettede sig efter angrebets farlighed.» Den maade, hvorpaa unionens femtiaarsdag, 4de november 1864, feiredes, viste tydelig nok det venlige sindelag mellem folkene.
Desto mere haabløst maatte det være, at man vilde gaa til en ny revision af foreningsakten.
«At Norge, uagtet det utvivlsomt nærer det mest trofaste brodersind mod Sverige, dog ikke har opgivet et jota af sine paastande og fordringer, det beviser endog selve den norske regjerings sidste betænkning —.» «At Sverige heller ikke fra sin side har forandret sine anskuelser i nogen maade, det viser den hele række af foredrag fra den svenske justitsminister.»
Hvad var saa meningen?
Unionsakten indeholdt alt det, som foreløbig kunde opnaaes i enhedsretning uden tvang.
For fremtiden var der kun to veie:
Enten maatte man bygge folkenes forening paa friheden, og da maatte man overlade til folkene selv, naar, hvorledes og i hvilken grad de af sig selv vilde flyde sammen i aandelige og materielle interesser.
Eller havde man alene at anvende tvang.
«Der hvor man vil have fælleskab med broderlandet, maa man først indrette sig saaledes, at det, man byder broderlandet at være fælles om, er bedre eller i alt fald ikke slettere, end hvad broderlandet allerede har.»
Saa med toldforeningen, saa med retsvæsenet.
«Mærkeligt er det i den unionsakts-revisionshistorie, som vi her have gjennemgaaet, at see et nyt bevis paa sandheden af Frederik den stores udsagn, at menneskeslægten aldrig lærer noget af forældres eller forfædres erfaringer, men altid maa modtage undervisningen fra nyt af gjennem egne lidelser. Alle svenske statsmænd studere unionens eller unionernes historie lige fra den første union under Magnus Smek til den sidstes opløsning efter Christian den andens flugt. Men de studere den kun for at lære, hvorledes de skulle gjentage de samme feil, og derved bevirke alle de samme ulykker, begge dele naturligvis modificerede efter de forandrede tider og forholde, som deres forgjængere gjorde i den forrige forening.»
Dunkers konklusion er denne:
Norge skylder ikke alene sig selv, det skylder Nordens sag ikke at gjøre det skjebnesvangre første skridt til anden gang at lade sin suverænitet gaa op i en forbundsfælles.
Som god skandinav gaar han ud fra, at Nordens frihed og selvstændighed alene sikres ved Danmarks tilslutning til Sverige og Norge. Men gaar Norge op i Sverige, blir Danmarks tilslutning af nationale danske grunde umulig.
Heller opløsning af unionen end amalgamation.
Unionskomiteen fortsatte imidlertid sit arbeide ledsaget af de bedste forhaabninger fra en stor del af den norske almenhed. Paa dette tidspunkt var den fraktion inden det liberale parti, som repræsenteredes af Sverdrup, endnu underlegen.
«Aftenbladets» redaktør, D. Meidell, udtrykte vistnok majoritetens opfatning, naar han (1867) skrev:
«Folkets interesser synes med bydende nødvendighed at fordre bilæggelse og udjevning af gamle tvistepunkter, ikke oprippelse og fornyelse og fortsættelse af en halvt forglemt strid, til hvis foreløbige udjevning og bilæggelse de tvende rigers statsmagter har gjort, hvad der stod til dem at gjøre.»
«Morgenbladet» istemte en om muligt endnu mere unionsvenlig tone.
Det var en «samling» af lignende art som den, der fandt sted i 1903.
Kongen havde ogsaa git sit opdrag til komiteen en høist beroligende form:
«Revisionen bør ikke være bunden til visse forud fastsatte punkter, og de nye bestemmelser bør ikke alene hvile paa den prinsipielle lighed, som maa udgjøre grundvolden for foreningen mellem tvende fri og selvstændige folk, men de maa ogsaa affattes med forsigtigt hensyn til det bestaaende.»
«Forholdene var indtraadt i en ny fase», erklærede «Aftenbladet». Dunker var kun talsmand for en nu «forsvindende minoritet». Han kunde ikke se tingene «fra mere end én side: fortidens».
Bladet fandt det dog fornødent at imødegaa ham i en lang serie af udførlige artikler, der konkluderer saaledes: «Vi antage, at det har været hr. Dunkers nærmeste formaal, «at kløften mellem de tvende folk kunde holdes aaben eller, om muligt, udvides, for at saarene ikke fuldkommen skulde læges og voxe sammen.» — Hr. Dunker «er ved forholdenes magt kastet ind i en position, som han ikke mere kan forlade, han er kommen i en skjæv stilling, fra hvilken han med en vis fatal nødvendighed er tvungen til at se tingene skjævt. Han tilhører i det mindre et overvundet parti, med hvilket og for hvilket han trolig har holdt sammen og kjæmpet og vel ogsaa lidt, og han tilhører i det større et endnu kjæmpende parti, med vidtstrakte, langt ud i fremtiden rækkende formaal, men inden hvilket der i de senere aar og navnlig i den seneste tid synes at være indtraadt en for dette partie ofientlig anerkjendte formaal lidet lovende spaltning.»
De to partier, der sigtes. til, er: det mindre den fraktion inden høire, som havde optraadt mest selvstændig ligeoverfor Sverige, det større skandinavismens tilhængere.
Dunker havde i 1848, det aar, da skandinavismen skjød den største fart, været med til at stifte «Karl Johansforbundet» og, som «Aftenbladet» udtrykker sig, ei høj grad bidraget til fremkaldelse og løftelse» af den skandinavistiske stemning. «Aftenbladet» har ham mistænkt for at ville gjennomføre skandinavismen just «ved at holde kløften mellem de forenede folk aaben eller endog ved at udvide spaltningenø. I et møde i studentersamfundet 12te december 1863, hvor der affattedes en adresse til de svenske studenter i anledning af det danske spørgsmaal, havde ogsaa Dunker vakt sterk bevægelse ved at si, at hvis Danmark bukkede under, vilde Norge komme i en dobbelt fare: fra Tysklands side og fra Sveriges. Mod dette lands «amalgamationsplaner» vilde Danmark som tredie medlem af unionen være den bedste støtte. Da «Det skandinaviske selskab» stiftedes mai 1864, indtraadte der en tydelig splittelse mellem de norske skandinaver. Dunker stillede sig meget skeptisk ligeoverfor dette selskab, der efter hans opfatning nærmest var et skjul for «amalgamisterne.» Han forlangte, ligesom i 1848, handling: væbnet deltagelse i Danmarks strid.
12te februar 1867 holdt O. J. Broch i det nævnte selskab et foredrag om vort hærvæsen, hvor han bl. a. fremholdt følgende synsmaader: «Enhver stat, der ikke har kraft til at forsvare sig selv eller sin frihed til at raade over sin deltagelse eller ikkedeltagelse i de europæiske anliggender, er for Europa et sygt lem.» «Man ikke alene tillader, men man endog ønsker dens snare opslugen af stater med stærkere livskraft. (De mindre tyske staters skjebne efter den prøisisk-østerrigske krig er her tydelig i friskt minde). De mindre nationaliteter, de svagere stater har en sterk opfordring til i tide at undersøge sin tilstand i denne henseende og til i tide at søge den eneste sande helsebod for sygdommen, den mandige bestemthed at ville blive sunde.» «Mandighedsaanden er nationernes livskraft.» Den viste sig efter talerens mening ved sammenslutning mellem de nærbeslegtede mindre stater. Vor styrke laa i «unionsforholdets fuldstændigere og hensigtsmæssigere udvikling.» Fremfor alt var det magtpaaliggende, at begge stater paa forsvarsvæsenets omraade gjorde, hvad de lige meget skyldte sig selv som sin forbundsfælle. Neutralitetserklæringer kunde man aldrig stole paa. Specielt vilde en saadan være upraktisk for Skandinaviens vedkommende.
Broch var i sin tale kommet med ytringer, som Dunker tog som sigtelser til sig. Han sendte ham øieblikkelig en udfordring i «Aftenbladet» i form af tre spørgsmaal:
«1. Naar, hvor og hvorledes har jeg eller det parti, til hvilket jeg hører, modsat mig noget forslag til vort forsvarsvæsens bedre ordning?
2. Er det virkelig det skandinaviske selskabs eller dets lederes formaal at virke for en tilslutning til Sverige af den beskaffenhed, at Norge ingen selvstændighed beholder uden i indre anliggender?
3. Dersom det foregaaende spørgsmaal besvares bekræftende, i hvilken henseende eller af hvilken grund er da benævnelsen «amalgamister» ikke anvendelig paa selskabets medlemmer?»
Som man ser, Dunker kunde stille sine spørgsmaal. Intet under, at Broch fandt dem advokatoriske.
Hans svar til Dunker er ubestemt holdt. Han vil «bevare al den selvstændighed ligeoverfor Sverige, som man kan beholde uden fare for at tabe selvstændigheden overfor fremmede magter».
Dette svar er dog ganske talende, ikke mindst naar man sammenholder Brochs udtryk med de tilsvarende i en skrivelse fra selskabets styre (undertegnet O. J. Broch, T. H. Aschehoug, O. A. Bachke, L. K. Daa, F. H. Frølich, Joh. P. Olsen, C. J. Vogt), hvor dettes program opgives at være: «at slutte sig sammen med det erklærede formaal under bevarelsen af hvert folks selvstændighed i indre anliggender at virke til en nærmere politisk forbindelse mellem dem» .
Dunker udnytter naturligvis den tilstaaelse, som heri ligger. Han fremfører desuden eksempler, som stiller selskabets tøielighed i amalgamistisk retning i et farligt lys. En brevskriver til dansk «Fædrelandet», medlem af selskabet, har endog gaaet saa vidt, at han tar parti med den norske uafhængigheds hadskeste fiender, « Göteborgs handelstidning» og «Dagligt allehända», mod de norske rettigheders høihjertede forsvarer, svensk «Aftonbladet», og ovenikjøbet antyder, at sammenslutningen maatte finde sted, «selv om blod og jern maa til». — Det var saaledes ikke bare lokketoner, der anvendtes, selv om amalgamisteme gjennemgaaende foretrak at bruge saadanne vendinger som statsraad Carlson i hans tale ved foreningsfesten 4 november 1864: «Hvad den enkelte har tabt som enkelt, faar han rigelig igjen ved den vinding det forenede hele har høstet.»
Striden drog flere med, navngivne som unavngivne. Dunker angrebes mest af anonymer. Et medlem af det skandinaviske selskab forsøgte at gi det udseende af, at Dunker ingen forandring i unionsakten vilde ha, fordi han — alene — var fornøiet med den nuværende ordning, der jo dog stred «mod fædrelandets hellige og dyrebare ret». Ogsaa til Danmark og Sverige forplantedes feiden. Den unge J. E. Sars svarede en svensk recensent (H. Forsell).
Unionskomiteens udkast, hvis «sjæl» vistnok var T. H. Aschehoug, kom, og det viste sig, at nordmændene denne gang var gaaet endnu langt videre i indrømmelser end i 1844. Saa rykker Dunker atter ud, denne gang først i «Folkebladet», siden i sit stridsskrift no. 2.
Han er nu blit for alvor varm. Han udvikler en overlegen dygtighed, en kraft og en klarhed, der ikke levner hans modstandere det mindste smuthul. Der er intet af det, han vil ha sagt som ikke kommer frem i den skarpeste belysning. Ingensinde er den svensk-norske unionspoliks mangehaande brøst blit ransagede af en mere indtrængende og ubarmhjertig kritik. Denne anden del af Dunkers skrift er et monumentalt arbeide. Eftertiden har intet at lægge til. Alt, hvad Dunker har sagt om unionen, har — desværre — vist sig at være rammende. Det er en kjender, der ser hver revne i bygningen og aner dens skjebne.
Hvad det fremfor alt gjaldt om, var naturligvis, at ikke den norske selvstændighed skulde begraves i og med unionens fald. Og det var det, unionskomiteens tilbygninger rimeligvis vilde føre til.
Dunker viser først, hvilken dumhed det vilde være at gi slip paa den gamle rigsakt:
«Den ufuldkommenhed i formen, som er bleven en følge af, at alle de i Norges grundlov indeholdte paragrafer, hvori fandtes bestemmelser, der vedkom forholdet til Sverige, helt og ord til andet bleve af Sveriges stænder indtagne i rigsaktens text, denne ufuldkommenhed er i vore øine den største fuldkommenhed ved den gamle rigsakt, og giver den en betydning og vigtighed, der burde gjøre det umuligt at udslette den af de gjældende aktstykkers tal, førend den tid er kommen, dersom den skal komme, da den norske grundlov, de norske statsmagter, norsk lov og administration, norsk nationalitet, det vil sige Norges land og folk som saadant i modsætning til eller som forskjelligt fra Sveriges land og folk gaar samme vej, som man nu vil sende rigsakten af 1815, og følger den til skyggernes land.»
Dernæst besigtiger han selve grundlaget for komiteens forslag. Den har misforstaaet unionens væsen: «Unionen er kun til i kraft af indrømmelser fra de enkelte stater, hvoraf den bestaar.» «De enkelte staters selvstændighed er ikke en gave af unionen, men derimod denne sidste en af begge riger som saadanne besluttet og netop paa deres fulde suverænitet grundet foranstaltning, hvis grændser af sig selv er der, hvor unionsakten ophører at tale.» Men komiteen har villet gjøre unionen til det principale. Og dog er det «tværtimod den, der har at bevise enhver ret, den vil tilegne sig over de enkelte stater, hvoraf den bestaar.»
Komiteens bestemmelser om udenrigsministeren som obligatorisk svensk osv. afvises af Dunker som fuldstændig uantagelige:
«Paa en ny, det hele statsretslige forhold mellem rigerne udtømmende og helt fra nyt af ordnende unionsakt kan Norge umulig gaa ind, naar ikke begge rigers fuldkomne ligeberettigelse helt er gjennemført i den nye kontrakt»
Om unionsparlamentet udtaler han, at han ubetinget foretrækker den nærværende tilstand, «fremfor et unionsparlament, der fra først af intet vilde have at bestille uden at grunde over og bringe begge rigers statsmænd til at grunde over, hvad man skulde finde paa at give det at bestille, en granskning, som ikke kunde føre til andet resultat end — — at rollerne efterhaanden blev vexlede, rigernes særlige nationalforsamlinger tørredes ind for tilsidst aldeles at bortfalde, unionsparlamentet blev begge rigers eneste parlament og dermed naturligvis ogsaa unionsregjeringen rigernes egen regjering».
Man kunde mene, at naar Norge alligevel ikke formaaede at sætte sine fordringer igjennom, var der ingen nytte i at negte at gi afkald paa rettigheder, som man alligevel ikke fik erkjendt. «Men,» sier Dunker, «der er en himmelvid forskjel mellem paa den ene side at undlade at fordre sin ret anerkjendt i gjerning gjennem forandring af bestaaende institutioner og paa den anden side at fraskrive sig og give formelig af kald paa rettigheder. Det er i denne forskjel, at livets hele haab og fylde ligger for hver den, hvis styrke ikke svarer til hans ret. Retten og sandheden har altid det i sig, at den kan vinde seier og blive til virkelighed, medens overmagten, hvor overvældende den end kan være, dog altid har den indre skade og svaghed, som bestaar i, at magt aldrig bliver til ret.»
Med lysende logik paaviser Dunker det uholdbare i det standpunkt, at Norge skal holdes udenfor udenrigsstyret, men dog betale sin anpart af omkostningeme:
«Er de udenrigske anliggenders styrelse en byrde, saa fordrer unionens bestaaen, at denne byrde skal bæres af begge i forening, og at ingen af parterne maa kunne, end sige være pligtig til at stille for sig ved at betale istedenfor at gjøre tjeneste. Er det et gode, en magt, en hæder, saa fordrer unionens tarv med samme nødvendighed, at Sverige ikke vil holde paa dette gode som et forlods udbytte for sig —.»
En stor del af Dunkers skrift er af helt juridisk statsretslig art. Efterat han paa det grundigste har paavist alle de vanskeligheder, en intimere sammenslutning mellem Sverige og Norge vilde medføre, saafremt man ønskede at redde det mindre lands selvstændighed, gaar han over til at skissere en sammenslutning, som ogsaa har hans billigelse: en sammenslutning mellem alle tre nordiske lande. Han udformer skandinavismens program, som det i praksis maatte gjennemføres. Han tar de statsretslige konsekvenser af de almindelige ideer. Han er atter her den djerve og gjennemførte logiker. Han tror ikke paa aftaler og traktater. «Krigen maa forfatningsmæssig være fælles.» «En og samme konge maa paa sit hoved forene alle forbundne rigers kroner» De tre riger maa danne en forbundsstat, hvor der er uadskilleligt fællesskab med hensyn til alle udenlandske statsanliggender. I indre anliggender har hvert rige sin uafhængighed. _
En saadan association vil Dunker være med til. Men ikke til en association, hvor «nogle befale og andre adlyder, hvor «ét folk raader over et andets skjebne» .
Ligeoverfor unionen mellem Sverige og Norge fik Dunker ret. Den «association» blev opløst. Nu staar tilbage, om fremtiden nogengang vil gi ham ret i tanken om en videre association. Eller om det alligevel kun var en romantisk drøm, der drev sit spil i en hjerne, som kanske var klarere, end nogen anden mand har havt den i vort land.