Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge/V/4
Det var den franske revolution, som især gav den moderne parlaments- og folke-taler hans præg: den demokratiske taler med de store ideer og de bestikkende ord. Engelske politikere havde i sit parlament udviklet interessante typer af veltalenhed, men det blev dog fransk retorik, der rundt omkring i Europa øvede den sterkeste indflydelse paa folketalernes stil. Appellen til de folkelige instinkter (nationens eller klassens), den ideale almindelighed, hvori de enkelte reale spørgsmaal indsvøbtes, fremfor alt slagordene — det leder altsammen tanken hen paa revolutionstalerne. Modellen for den franske retorik var atter den romerske. Den første franske republik var tænkt som en gjenfødelse af republiken Rom. Den største lighed bestod deri, at tidens politikere gjerne antog en romersk orators lignelse. Mange af dem naaede høit. Mirabeaus talekunst er ægte latinsk eloqventia.
Der berettes om Johan Sverdrup, at han allerede som gut havde lært at beundre den franske revolutions grundsætninger. Han var tidlig interesseret for politik, tidlig frihedsbegeistret. I 13 aarsalderen (1829) demonstrerede han for 17de mai, i studenteraarene følte han sterk sympati for Wergeland, han vekslede i sine studier mellem jussen og visse humaniora, især historie og filosofi; sine sterkeste indtryk udenfra modtog han fra Frankrige og England. Da han optraadte som praktisk politiker, havde de engelske ideer, som han søgte at indføre i norsk statsliv, et radikalt fransk tilsnit. Hans parlamentarisme var den eiendommelige afart af den engelske, der havde udviklet sig hos et fransk venstre med mere eller mindre fordækt republikansk program. Dens grundtanke var folkesuveræniteten. Under sin politiske virksomhed har Sverdrup paa en genialt mangfoldig maade git udtryk for denne idé. Sverdrups parlamentariske form var i endnu høiere grad fransk. Han er den franske retor omplantet paa nordisk grund, han stammer fra Mirabeau, ja, han kan føre sine ahner tilbage til det romerske senat.
Da Sverdrup, 34 aar gammel, begyndte sin politiske løbebane, var det første gang, at norske fagforeninger sluttede sig sammen i en bestemt politisk hensigt. Larviks handelsforening, haandverkerforening og arbeiderforening opstillede Sverdrup som kandidat ved stortingsvalget, og saaledes kom den unge sagfører ind i den nationalforsamling, hvor han skulde øve en voksende, tilsidst en afgjørende indflydelse gjennem atter 34 aar, indtil han som det første «parlamentariske» ministeriums chef dokumenterede, at hans parti og dets program havde seiret over hele linjen.
Der kan være delte meninger om, hvorvidt Sverdrups virksomhed i dens helhed har været saa gavnlig for vor udvikling, som det ofte er blit sagt. Hvad alle maa beundre, er den konsekvens og energi han udviste, saalænge han i stortinget forfulgte de maal, han havde sat sig, først som ung friskaremand, forholdsvis ensom i sin fremskredne europæiske radikalisme, senere som den mere og mere anerkjendte høvding over et seirrigt parti. Denne kraft tilsvares neppe af en lignende dybde, men vel af et usedvanligt fremsyn. Han var sin store modstander Schweigaard underlegen i grundighed og alsidighed, men overlegen som politisk begavelse, hvis man da ikke tillægger de politiske konjunkturer, venstres stilling som opposition og fremskridtsparti, den afgjørende betydning. Han havde lettere for at naa menneskene: folk med de mest forskjelligartede forudsætninger. Han havde evnen til at samle og evnen til at holde fast; han var paa samme tid djerv og bestemt i sin offensiv og smidig i sin taktik. Han vidste at koncentrere sin virksomhed om en række større opgaver, mens han ofrede hensyn, som for en strengere politisk moral dog ikke var uvæsentlige. Mens Schweigaard var en realpolitiker, der manøvrerede i overensstemmelse med en udpræget ideel tankegang, kjæmpede Sverdrup for almindelige politiske ideer, men med udpræget reale, jordiske midler. Den ene tog sit standpunkt til en sag efter sagens praktiske værd under den forhaandenværende situation og udredede derefter spørgsmaalet grundigst muligt, forat sagens dokumenter kunde tale for sig selv. Den anden stred for visse store principer, ligeoverfor hvilke ofte de praktiske hensyn maatte bøie sig (man erindre saaledes hans forhold til den franske handelstraktat 1866). Men han vandt tilhængere for disse principer ved argumenter ad hominem; han tilkjøbte sig t. eks. stemmer for de aarlige storting, for statsraadernes adgang til tinget ved at gjøre sparemændene tillags. i tilsyneladende mindre spørgsmaal, hvor hans egne sympatier i virkeligheden tør ha ligget andetsteds.
Hans stilling som kulturfører kommer iøvrigt til at maatte dømmes væsentlig efter to store linjer i hans politiske program: den demokratiske og den nationale.
Hans demokratiske politik, saaledes som den markeres ved hans forhold til de aarlige storting, stemmeretssagen, statsraadssagen, juryen, værnepligtsloven, folkeoplysningen, skattevæsenet osv. — har utvilsomt havt baade gavnlige og mindre gavnlige følger for norsk kulturudvikling. Grundtanken var som sagt folkesuveræniteten, det mest udstrakte selvstyre. Til det maal arbeidede han for at gjøre alle statsmedlemmer saa oplyste, saa selvstændige, saa aandelig voksne som muligt. Dette hans arbeide har utvilsomt baaret udmerkede frugter. Desuden virker jo selve adgangen til det offentlige liv, deltagelsen under ansvar, opdragende for de enkelte individer, hvis interesse for de offentlige ting mægtig stimuleres, naar de selv kan øve indflydelse. Almendannelsen vokser med en normalt fremadskridende demokratisk udvikling. Paa den anden side kan dette bli en forholdsvis kostbar form for folkeopdragelse. og det har den ogsaa været hos os. Man betaler med de feiltagelser, som en mindre kultiveret majoritet let vil komme til at begaa i spørgsmaal, der helt eller delvis ligger udenfor dens aandelige horisont. Her er det af største betydning, at de formentlig mere vidtskuende førere har flokken i sin magt, men det er saa langt fra altid tilfældet, at tvertimod førerne ofte har valget mellem at følge flokken eller at bli siddende ensomme tilbage som vidner til sin menigheds udskeielser. Det har hos os hændt, at en fører i overbevisningstro hæderlighed lod flokken gaa: det var Ludvig Kristensen Daas skjebne. Men i almindelighed synes lederne, at de ikke kan være saa hjerteløse at lade hjorden uden tilsyn. De faar heller ofre det «mindre» for det «større». Saa møder man da det smukke syn af en bred blind majoritet, der traakker ned, hvad den vil, mens førerne lukker øinene. Dette syn har Sverdrups demokratiske politik oftere skaffet os. Men hertil kommer, at den samme politik har skabt en anden suverænitet, der er endnu langt farligere end folkets — nemlig bygdernes. Den største politiske feiltagelse i Sverdrups virksomhed er hans vedholden ved tanken om en almindelig decentralisation, bygdestyrets uafhængighed.
Den nationale politik, Sverdrup fulgte, har som bekjendt efter hans død vundet en bekræftelse af sin rigtighed, som knapt nok han selv havde anet, end sige forudseet. Høire havde i det store og hele den opfatning af unionen, at den ved imødekommenhed fra begge sider maatte kunne bli til største gavn for begge lande, og i overensstemmelse hermed indtog partiet en velvillig og forsigtig holdning ligeoverfor Sverige. Om man var tjent med en intimere sammenslutning, derom var meningerne inden partiet delte. Den paagaaende bondeopposition i 40-aarene førte en bureaukratisk høirefraktion til at se en beskyttelse for norske kulturinteresser i en nærmere tilslutning til Sverige. Naar den første unionskomité intet kom til at udvirke, var aarsagen hertil vel saa meget at søge i svensk som i norsk misfornøielse med dens forslag. Den praktiske aandsretning i 50-aarene var heller ikke ugunstig for en varsom, klogt anlagt helstatspolitik. Men svenskernes optræden i statholdersagen bragte atter stemningen i Norge til at kjølne ligeoverfor broderlandet. Dog var ængstelsen som bekjendt ikke større, end at man nedsatte en ny komité, der havde saa meget bedre udsigt til at løse sin opgave, som bondehøvdingen Ueland var med. Men da den fremlagde sit resultat, havde Sverdrups unionspolitik allerede vundet et saa sikkert fæste, at nogen intimere sammenslutning mellem rigerne ikke viste sig at være gjennemførlig.
Sverdrups standpunkt var, som vi ved, det, at «nordmænd skal regjere i Norge», hvad der i hans mund vilde si, at vi intet tilfælles skulde ha med Sverige undtagen kongen og det fælles forsvar. At befæste denne tankegang hos den norske majoritet var en af de opgaver, som han havde sat sig, og som han løste. Det blev hans partis styrke. Gjennem sin unionspolitik vandt venstre en saadan position, at det ogsaa formaaede at gjennemføre sine indre politiske programsager.
Man kan si, at det var svenskerne, der gjorde høires velvillige unionsprogram tilskamme, og det er utvilsomt sandt. Svenskernes kortsynthed ødelagde unionens smukke fremtidsmuligheder. Det var dem, der tilsidst gav Sverdrup palmen i hænderne. Men ligeoverfor det fuldbyrdede faktum maa gamle høiremænd og unionsvenner indrømme Sverdrup den plads, historien nu har git ham. Ingen norsk mand har bidraget sterkere til at sikre vor nationale selvstændighed udadtil end Johan Sverdrup. Her ligger en af hans væsentlige fortjenester, om ikke den største, som kulturfører. Begivenhedernei 1905 er den endelige konklusion af Sverdrups lange og konsekvente plædering for den nationale sag. Naar hans virksomhed her maa betegnes som mere betydningsfuld end f. eks. Dunkers, til trods for at dennes indlæg i uninonssagen gaar i samme retning og i klarhed, stringens og indtrængende behandling af emnet staar over Sverdrups, kommer det navnlig af Sverdrups stilling til den norske bondeopposition. Ingen af bondehøvdingerne, hverken Ueland eller Jaabæk, allermindst Ueland, var udprægede nationalister. Tvertimod ved vi, at unionsaffærerne i aarrækker interesserede bønderne saare lidet. Det er Sverdrup, som mere end nogen anden kan sies at ha skabt et nationalt norsk bondeparti.
Følger man Sverdrups virksomhed 1851—1884, er det forbausende, hvor den udmerker sig ved sin énhed og sammenhæng. Han kan nok skifte standpunkt, men ved nærmere betragtning viser der sig ingen brist i den indre harmoni.
Det mindst imponerende ved Sverdrup er hans stil. Den blev vistnok i aarenes løb kvit endel eiendommelige floskler, men den vedblev altid at ha et bestemt oratorisk præg. I 1851 sier han, at hvis man gaar saa vidt, at man tillægger kongen absolut veto med hensyn paa grundlovsforandringer, da «har man krænket folkesuveræniteten, da har man saaret frihedstræet i dets rod». Denslags fraser anvender han neppe 20 aar efter, men retoren er hos Sverdrup altid tilstede. Som den folkeopdragende retor har han ogsaa selv yndet at betragte sig. Saa sent som i 1880 bruger han i debatten om statsraadsagen udtryk som disse: «Hr. præsident! Jeg har gjort en personlig erfaring. Jeg reiste engang omkring i lande, som have parliamentarisk styrelse, og hvor jeg kom, saa fandt jeg en mand — og tænk, han var minister! — som havde debatteret sig ind i sit folks forstaaelse og ind i dets sympathi, saa at dets store overveiende flertal var beredvilligt til hver dag at bistaa ham i hans gjerning.» Denne mand, som har «debatteret sig» ind i sit folks forstaaelse og sympati, er ikke det Johan Sverdrup lyslevende? Og tænk — han blev ogsaa minister! Det «store overveiende flertal» var «beredvilligt til at bistaa ham i hans gjerning» — for en stund! Karakteristiske for Sverdrup er ogsaa de følgende ytringer i samme tale: «Er ikke stortingsdebatterne den store oplysningskilde for de stemmeberettigede og de politisk myndige i vort land? Er ikke det udtalelser, hvori er samlet alt, hvad der lever og rører sig hos borgerne i landets forskjellige egne og i de forskjelligste stillinger? Bringer ikke enhver, som deltager i denne forsamlings forhandlinger, pligtmæssig frem for sine medrepræsentanter og for ofientligheden det bedste, han har i eie?» Sverdrup vilde gjerne, som vi ser, at den sal, hvori han ønskede at samle al magt, ogsaa skulde gjælde for at være samlingsstedet for nationens aandelige liv, «den store oplysningskilde». Hans udtryksmaade farves saa sterkt heraf, at den paa en nyktern betragter af stortingets aandelige kvalifikationer gjennem tiderne virker ironisk. Det er atter det retoriske, der spiller ham et puds. Det er idetheletaget det, der generer, naar man læser hans taler. Der vrimler af udtryk som «det historisk givne», «hvad livet kræver», «hvad man kan byde nationen», «kommende slegter» osv. Og «Tidens strøm, hr. præsident! en granitdæmning vil den bryde i skummende vrede» — saadanne sætninger affyrer han uden blu. At han med meget smaa mellemrum apostroferer sin tale med henvendelser til præsidenten, virker selvfølgelig langt anderledes trættende under læsningen, end det har gjort mundtlig. Fremmedord elsker han, de franske forekommer hyppigst, men der er ogsaa urimelige tyske, som «angelegent».
Bortset fra disse formelle indvendinger gir hans taler et særdeles klart og godt indtryk af mandens maalbevidste og samlede personlighed. Han har havt en merkelig sikker tro paa demokratiets sag. Hans stiltiende forudsætning er overalt: folkets instinkt vil bringe de dygtigste til magten. Og allerede fra første stund vil han ikke vide af nogen deling af denne. Kongen har i grundlovssager overhovedet intet veto. «Staten er en nødvendig organisme (!), og der maa énhed og kraft i ledelsen» Han smiler til grundlovens tredeling af statsmyndigheden: «den politisk naive tilstand, at man tror enhver magt i staten er hvad den nævnes i lovgivningen». Han betegner «reformbillen» som «det engelske demokratis første seir paa veien til overmagt i samfundet — ikke det første trin til at gjenoprette ligevægten». «Kan man ikke faa styrelsen saadan, at folket gjennem indflydelse paa kongens ministre er det styrende, saa maa regenten forsøge ved ethvert middel at regjere; der er intet tredie valg mellem disse to ting[1].»
Udviklingen af stortingets magtstilling ligger ham stedse paa hjerte. Intet af denne maa opgives, alt, hvad der er opnaaeligt i den retning, maa tilstræbes. Derfor afviser han tanken om kirkemøder, der skulde ha nogen art virkelig myndighed. Saaledes som denne tanke fremkom i 1868, var det konservative formaal, som laa under, hvad der gjorde den endnu mere usmagelig for Sverdrup, men i og for sig fandt han den forkastelig, fordi «stortinget ingen ret har til at delegere bort sin myndighed endog blot for en mindre væsentlig del». Det er frygten for, at stortingets selvstændighed kan lide et skaar, som bringer ham til først at stille sig mod statsraadernes adgang til stortinget, og det er bevidstheden om, at stortingets indflydelse herved vil forøges, der forholdsvis snart lader ham skifte standpunkt: «Den omstændighed, at statsraaderne skulle deltage i stortingets forhandlinger, forsvare sine forslag der og være repræsentanter for regjeringens hele politik, gjør, at man ved indførelse af institutionen faar en stor, jeg kan næsten sige, den eneste sikre garanti for, at kun dygtige mænd og kun mænd, der har nationens tillid, kaldes til medlemmer af statsraadet» (1872). Han citerer i tilknytning hertil afdøde høiesteretsassessor Motzfeldts udtalelser i 1860: «Det tør haabes mere og mere at have klarnet i enhvers bevidsthed, hvorlunde det offentlige livs rette tyngdepunkt ikke kommer til at ligge, hvor det bør være, nemlig i det store folkeraads midte, førend alle raadslagninger angaaende de offentlige anliggender der have deres rette plads, der mødes og der sluttes, forinden dersteds den exekutive magts udøvere maa ligesaafuldt som folkeraadets medlemmer begrunde deres berettigelse til ledelsen af de offentlige anliggender.»
«Det store folkeraad» er den eneste rette stedfortræder for det suveræne folk — deretter bestemmes dets magtstilling.
Spørges der saa, hvem er det suveræne folk? — ser vi, at Sverdrup er stemt for at gi ordet en meget omfattende betydning. Det er et rummeligt begreb, det er desuden et tøieligt begreb. Sverdrups politik er just, at begrebet efter hvert skal tøies mere og mere, enten berettigelsen for denne fremgangsmaade var at søge deri, at den politiske oplysning og evnen til selvstyre tænktes at vokse suceessivt hos folket, eller grunden blot var af taktisk art: man kunde alene vente tilslutning hos den allerede myndige, stemmeberettigede del af folket ved gradvis at foreslaa stemmeretten udvidet. Sverdrups udtalelser i stemmeretssagen er derfor ofte prægede af en vis almindelighed eller vaghed: «Nationen er gjennemtrængt af bevidstheden om, at stemmeretsreglerne maa udvides, at der er megen modenhed og handledygtigtighed i vort land, som bør kaldes til offentlig gjerning — —» (1873). «Man kan repræsentere en gammel rønne og være stemmeberettiget, og man kan være en myndig statsborger, man kan repræsentere en sjelden arbeidskraft og en hederlig karakter, og man har ikke andel i det største samfundsgode.» Har Sverdrup ikke altid lyst til at pointere den ubetingede demokratiske lighed i et saa delikat spørgsmaal som stemmeretssagen, viser han paa andre omraader — f. eks. naar det gjælder den almindelige værnepligt, der saa længe mødte modstand hos høire og, sandsynligvis af sparehensyn, ogsaa hos bønderne — en ganske afgjort demokratisk tankegang. Og denne hans demokratiske tankegang er intimt sammenhængende med hans humanitet. Human og saavidt muligt éns behandling af alle — store og smaa i fundet — det er, hvad han altid hævder. I begyndelsen af sin stortingsvirksomhed fik han anledning til at ta sig af de domfældte deltagere i arbeiderbevægelsen, og det var ham, der gik skarpest løs paa regjeringen i anledning af Harro Harrings udvisning. Senere er han ivrig medvirkende til at reformere den militære straffelov i human retning. Netop som en aktiv og formaaende repræsentant for moderne human demokratisk tankegang er Johan Sverdrup en af de kulturførere i vort samfund, man uvilkaarlig først vil nævne.
Det er dels de humane hensyn, dels folkesuverænitetstanken, som gjør ham til en ivrig forkjæmper for juryen. Dels frygter han, at dommeren under den tidligere gjældende praksis «væsentlig vil forblive i anklagerollen», dels er hans opfatning denne: «Deltagelse i lovgivningen, deltagelse i retspleien, her er ikke alene analogi, men ogsaa en sammenhæng af streng konsekvens» Derfor er juryen «nødvendig».
I skattelovgivningen er hansstandpunkt, som man kunde vente, bestemt demokratisk. Ideelle og klogskabs-hensyn virker her i den smukkeste overensstemmelse. Ligeoverfor den gamle matrikulskat og næringsskatten fremhævede han i de overordentlig instruktive og overbevisende taler, han holdt under det kommunale skattelovforslags behandling 1879, billigheden og retfærdigheden af en indtægts- og formues-skat, udredet forholdsmæssig efter enhvers evne. At han samtidig handlede i interesse af venstres daværende kjernetrop, landsamternes bonderepræsentation, gjorde ham selvfølgelig sagen saa meget lettere, men man kan ikke vente, at han, under sine bestræbelser for en virkelig paakrævet reform, ogsaa skulde erkjende, at den nye beskatningsmaade kunde gi den samme landsrepræsentation anledning til misbrug, hvad der antydedes fra konservativt hold og virkelig tildels er blit tilfældet.
Det var statholdersagen, der gav Sverdrup leilighed til for første gang at gjøre sig bemerket i unionsspørgsmaalet. Han var da en af hovedforsvarerne for et dadelsvotum til statsraadsafdelingen i Stockholm, fordi den ikke havde vist «en kraftfuldere optræden» i «fædrelandets høieste anliggender». Han dvælede vistnok væsentlig ved den konstitutionelle side af sagen — statsraadets ansvar —, men han betonede sterkt, at grunden til, at han havde taget sagen op «i saa stort omfang», var den, at vor konge bar et andet lands krone: «netop fordi Norges konge bærer et andet lands, et mægtigere lands krone, var det en utilgivelig feil af os, dersom vi forsømte noget for at gjøre vort konstitutionelle ministerium saa sterkt ligeoverfor kongen og Sverige som muligt; — her er en pligt tilstede af det strengeste slags, en uafviselig pligt» Sverdrups tale i 1871 mod forslaget til ny foreningsakt er betegnende for den unionelle politiks udvikling, saa klar er da det norske venstres fører over stillingen og saa djerve falder hans ord:
«Man smigrede sig længe i Norge med haabet om, at den udvikling, som forholdet til Sverige har havt, skulde kunne fortsættes uden uheldige afbrydelser, at det vilde blive en god, rolig og jevn fortsættelse til begge folks tilfredshed og lykke. Men saa skulde det ikke være. Og de, som bragte foreningen i et nyt spor, var svenskerne i 1860. Der havde i Sverige været en opinion for, at Norge, saasnart de første følelser, der beherskede nationen, efter hvad der var hændt i 1814, havde tabt sin kraft, at da Norge med glæde vilde modtage en nærmere tilslutning til Sverige, maaske den nærmeste tilslutning. Da saa det modsatte kom, at Norge begyndte at vokse sig stort, da det viste, at det ikke alene havde en mening, men ogsaa, at det formaaede at gjøre sin mening gjældende, saa blev Sverige vækket af sin drøm, og der indtraadte en voldsom reaktion, der førte til, at man der forlangte en revision af rigsakten, saaledes at Sverige skulde være den, der var leder og fører og havde den bestemmende magt og indflydelse i foreningen. Ingen tænkte naturligvis paa at dekretere, at Norge skulde være en provins af Sverige; men gjennem institutioner og lovenes sammenknytten skulde det bringes derhen, at Sverige spillede den første rolle i foreningen, at Norges kræfter skulde stilles til Sveriges disposition og virke for Sveriges storhed og fremtid, uden hensyn til, om det stemte med Norges selvstændighed og uafhængighed. Derhos traf denne bevægelse inden Sverige sammen med en udvikling inden det hele Europa i almindelighed, som nødte dem til at vælge ubetinget underhandlingens form; nationaliteternes ret gjorde sig gjældende; styrkeforholdet var blevet saaledes modificeret, at Sverige ikke kunde optræde med bestemte fordringer henpegende i baggrunden paa en større magt. Ingen benegter, at Sverige har større magt end Norge. Men hvad jeg benegter, det er, at den er af saadan betydning, at det, at Sverige appellerer til den, behøver at influere paa vore handlinger[2]; den tid er forbi, og derfor maatte det komme dertil, hvortil det nu er kommet.»
Efterat statholderen vel var blit begravet, dukkede udenrigsministeren selvfølgelig op i forgrunden som den alvorligste udfordring ligeoverfor nordmændene, og det, som navnlig gjorde den nye foreningsakt uantagelig, var just, at den her saa langt fra rettede paa misforholdet, at den fastslog det som retmæssigt og regulært. Tidligere havde Sverdrup kunnet betegne stillingen saaledes: «Vi have retligt herredømme over vore udenrigske anliggender, men faktisk have vi det ikke.» Ved den nye foreningsakt vilde ogsaa det retlige herredømme bli borteskamoteret. Sverdrup udbryder da ogsaa: «Hvorledes? Storthing efter storthing, generation efter generation har arbeidet for at faa en ordning i denne henseende, som hævder Norges ligestilling, som sætter det i stand til at varetage sine interesser, som viser sig at have den indflydelse paa dets fremtidige skjæbne, som ingen nation kan opgive uden at berede sig en vanhædrende undergang — dette arbeide skulde vi opgive og sige: «nei, vi formaar det ikke — unionskomiteen har i det mindste ikke formaaet det — vi maa opgive det, vi faar finde os i vor skjæbne vi erkjende Sverige for overordnet, vi lægge disse vigtige, skjæbnesvangre sagers behandling i dets haand, — det gaa os da som det kan» !»
Der maatte intet slaaes af paa kravet om ligestilling — her var Sverdrup stedse paa vagt. Og han gik forsaavidt endnu et stykke længer, idet han fra første stund modsatte sig enhver politik, der havde skinnet af at bøie af. Her stod i lang tid Sverdrups steilhed mod Schweigaards forsigtighed. Modsætningen mellem deres standpunkter kom klart frem i debatten i 1860 om et dadelvotum til den norske regjering i Stockholm, hvor Sverdrups stilling er git i disse ord: «Man har sagt, det skulde være klogt, at Sverige skulde høres, men jeg siger, jeg fatter ikke, hvorledes Schweigaard kan sige i sin argumentative del af adressen, «de have ingen ret til at høres, men dog skulle de faktisk høres»; — hvad magt har retten, naar den skal staa paa papiret, men svigte, naar det kommer til handling, som dog er det essentielle?»
Sverdrups styrke i hans indre politik, det som gav hans holdning dens fasthed og glans, var, som jeg tidligere har nævnt, just, at han udad, mod Sverige, repræsenterede det nationale. Han forsømmer da heller ikke jevnlig at fremhæve forbindelsen mellem en kraftig position i unionsspørgsmaalet og det norske demokratis livskraft i den indre politiske udvikling. Han kobler disse vigtige ting saaledes sammen, at de fremstiller sig som naturlig forbundne. I debatten om mistillidsadressen 1872 udtrykker han det saaledes: «Sverige vil stedse kunne øve et ganske væsentligt tryk paa den norske statsstyrelse, hvis ikke det norske ministerium bestemt kan paaregne støtte i det norske storthing»
Svaghederne i hans politik er ogsaa ovenfor antydede.
Det er den «modarbeidelse af centralisation», som allerede stod paa reformforeningens program i 1859, og som væsentlig blev en række af indrømmelser til bygdepolitikernes bestræbelser for at skabe smaa herredsrepubliker. Først overførtes bureaukratiets magt paa kommunestyrelserne, dernæst gav man disse en endnu større indflydelse; gjennem den senere lovgivning og praksis er de efterhaanden naaet did, at de nu kan skalte og valte med sine anliggender uden hensyn til det heles bedste. Statens regulerende myndighed er blit utilbørlig svækket.
Sverdrups feilgreb i denne henseende er sammenhængende med hele hans politiske holdning ligeoverfor bønderne. Han naaede selvfølgelig ikke sin magtstilling inden bondeoppositionen uden betydelige opofrelser. Af de større praktiske opgaver var det som bekjendt forsvarsvæsenet, det især gik udover. Angivelig fordi man ikke kunde ha tillid til regjeringens forvaltning, i virkeligheden fordi vort forsvar dengang skulde ofres paa bondesparsomhedens alter, negtede Sverdrup den fornødne hjælp. Alliansen med Jaabæk og «bondevensforeningerne» var vistnok udgangspunktet for venstrepartiets storhed, men indebar ogsaa den hemmelige kræftskade, som senere skulde bevirke partiets splittelse. Allerede forinden denne fandt sted havde bondeborneretheden inden partiet oftere vist sin overmagt over den europæiske liberalisme, hvis repræsentant Johan Sverdrup oprindelig var. Og efterat splittelsen var blit aabenbar, begav det sig, at den gamle frihedsmand, der nu sad som landets førsteminister, fik at vælge mellem de «blaagu1e», «kaninerne», det saakaldte « moderate» parti, hvis leder var en prest, Sverdrups egen brorsøn, og levningerne af det «rene» venstre. Han valgte de blaagule, og hans stolte løbebane fik den ironiske afslutning, at monarken og høire blev hans beskyttelse mod gamle vaabenfaeller. Den norske politik var indtraadt i et nyt stadium, som den store kriger og diplomat fra 6O- og 70-aarene ikke forstod. Og dog var det blot en unaturlig forbindelse, som revnede. Sverdrup havde i politiske øiemed søgt assistanse hos kulturfiendtlige magter i vort land. Det hjalp ham til at drive flere vigtige programsager igjennem, det hjalp ham ogsaa i unionsaffærerne. Men tilsidst hevnede det sig. Det hevnede sig paa Sverdrups egen personlighed. Det efterlod ogsaa skadelige følger i vort politiske liv. Men det stiller valget klarere for fremtidens norske statsmænd. Johan Sverdrups skjebne maner.
— A. M. Schweigaards politik led tildels under hans store respekt for det historisk givne. Som fortolker søgte han lovenes oprindelige mening: den juridiske mening, saaledes som den fremgik i historiens lys. Johan Sverdrup er ogsaa her hans modsats. Det karakteristiske ved hele Sverdrups virksomhed er hans forsvar for den levende udviklings krav. Han er naarsomhelst villig til at bryde med det historisk givne. Og hans lovfortolkning er alt andet end samvittighedsfuld, hvis der staar «høiere interesser» paa spil. Det viser (1878) hans eiendommelige forsvar for stortingets ret til at honorere kommissioner af stortingets tilfældige udgifter, som han udleder af loven af 1816 § 9, hvor der gives stortinget ret til at regulere «som noget, der vedkommer thingets indre politi», hvad der er «nødvendigt for selve storthinget eller nogen af dets afdelinger, saasom trykningsomkostninger, skrivematerialiers anskaffelse, opvartning, lys og brænde i forsamlingsværelserne og saa videre». Eller hans merkelige vridninger i myrmandssagen: «Naar man ser hen til, hvad skjødning, thinglæsning, skylddeling osv. koster, saa mener jeg, at de folk, som kjøbe stemmeret for det, betale skat for det (!) og i løbet af flere aar sandsynligvis mere i skat end en hel del rettighedsmænd i Finmarken, der ved at udrede rettighed blive stemmeberettigede.» I sine betydeligste øieblikke kunde Sverdrup selv aabent vedkjende sig, at han satte virkelighedens krav over lovens mening. Under behandlingen af spørgsmaalet om nedsættelse af en parlamentarisk skattekommission 1877 lod han saaledes falde disse ord: «Et vakt og kraftigt folkevirke, det lader sig ikke en gang dæmpe af noget absolut veto; med fast vilje fører det nationens meninger og hjerteanliggender igjennem, trods hvad der staar i grundlovsparagrafer om vetoet, ja om det absolute veto var nævnt i hver eneste af grundlovens 112 paragrafer.» De ord kunde staa som motto for Johan Sverdrups virksomhed. Han havde den for en kulturfører frugtbare, men ogsaa tidt farlige opfatning, at den historiske sandhed ligger i fremtiden, ikke i fortiden.