Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge/V/3
Saa vigtig en mission Schweigaard havde i vort folk, kom hans auktoritet en tid til at bevirke en vis stagnation. Hans stille indflydelse var i Kristiania i 50-aarene saa stor, at den ikke bare blev gavnlig. Omkring Schweigaard leirede der sig et seigt bureaukrati, som havde lidet af hans værdifuldeste egenskaber, men som med begjærlighed greb hans materialisme, og som spradede med hans skepsis. Det var dette bureaukrati, der i en aarrække bestemte tonen. Det ene vidnesbyrd efter det andet fortæller, hvor tung og lav luften dengang laa over Kristiania, hvor «kvælende prosaisk». «Aanden» i hovedstaden var reaktionær. Den dannede forsaavidt ingen undtagelse: der gik omkring aarhundredets midte en reaktionær bølge gjennem vort aandsliv i det hele.
De to mænd, der fortrinsvis mødte denne reaktion og hver især kom til at staa som bannerførere i en sterk og langvarig demokratisk og national bevægelse, er Johan Sverdrup og Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnsons indflydelse var af mangesidig art, den lod meget faa sider af vort aandsliv uberørt. Sverdrup koncentrerede sin virkelyst og sjeldne arbeidskraft paa det politiske omraade, hvor ingen mand i norsk historie kan opvise et lignende livsverk.
Da Sverdrup kom, havde en anden betydelig norsk politiker, O. G. Ueland, i én henseende delvis banet veien for ham. Ueland havde i ikke liden grad æren baade af bøndernes samling og af deres politiske opdragelse. Bøndernes deltagelse i vort politiske liv tegnede i 40-aarene alt andet end heldig. En yderlig bondesneverhed karakteriserede den ene af de politiske fløie, mens den anden, de mest udprægede bureaukrater, i frygt for «raaskaben» ønskede sig en sterk kongemagt og nærmere tilslutning til Sverige. Ueland bidrog til at udvikle bøndernes politiske smidighed, mens han samtidig selv viste sig udviklingsdygtig. Forbindelsen med ham var oprindelig for Sverdrup en ganske væsentlig støtte. Den mand, der blev den egentlige leder af et stort venstre, hvori ogsaa bondeoppositionen gik ind, — manden med alle politiske traade i sin haand — det var imidlertid Johan Sverdrup.