Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge/V/6

Fra Wikikilden
H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) (s. 136-166).

Flere af vore fremragende mænd har grebet dybere ind i vort oflentlige liv end Ludvig Kristensen Daa, men ingen, Bjørnson alene undtagen, har udfoldet en saa mangesidig virksomhed, ingen har gjort sig selvstændig gjældende i saa talrige og forskjelligartede kulturspørgsmaal som han.

Vinje, den skøier, der undertiden havde sin glæde af at erte Daa og undertiden vilde ham virkelig tillivs (skillet er her ofte vanskeligt at trække), har engang skildret Daas mangfoldighed saaledes:

««Daa er ein vitenskapsmann», segja mange.

        1. Jamen er han so. Men ordet vitenskap er no sprettet eller elastisk som desse hosebaand. Du kan spana det kring leggen og kring livet; og det snører mest like hardt paa alle stadar. Det er so løglegt alt med Daa. Vitenskapsmenn segja: nei vitenskapsmann er han strengt sagt ikki; men ein politikus er han. Politikeren segjer: politiker er han ikki, men ein vitenskabsmann maa han vera. Historikeren segjer: historiker er han ikki, men philosoph og naturkunnig maa han vist vera. Philosophen svarer: nei Gud fri os fraa hans philosophi! Ja, so er han daa philolog, som er hans examen. Nei, svarar philologen, men nokot annat, sosom ethnograf. Soleides verdt han som smeden i æventyret visad burt baadi fraa himelriki og helviti og maa stande i sin krok millom baade desse heiman alt til domedags. Sannsaki er vel den, at han er nokot av kvert.»

Nu er denne dom ikke retfærdig, Daa var mere af hvert, end Vinje vilde gjøre ham til. Men karakteristisk er baade billedet af Daas alsidighed, og den maade, hvorpaa han blev set paa i de forskjellige leire. Daa var intetsteds nogen mand, som blev modtaget med aabne arme. Vennesæl var han ikke.

Rent historisk vil hans levnedsløb ha større interesse end de flestes. Han har optraadt aktivt paa flere merkelige stadier i vor udvikling, og hans optræden, ja, ikke mindre hans personlige skjebne kaster lys til alle sider. Selv hans gjentagne forbigaaelse ved universitetet og hans udtræden af det politiske liv er meget illustrerende.

Daa blev student i en bevæget tid — just som striden mellem de norskbegeistrede og det mere eller mindre danskfarvede intelligensparti blussede alvorlig op. Han sluttede sig fra første stund til den nationale retning. Han kom til at staa Henrik Wergeland nær. De var som ét, sier Wergeland. Bruddet blev som bekjendt desto voldsommere. Ligesom Wergeland var Daa hvad man dengang kaldte en god patriot. Det første skrift, han offentliggjorde, rigtignok anonymt, handlede om tidens mest brændende nationale spørgsmaal: «Syttende mai og politiet. En politisk betragtning i anledning af Christiania politirets dom afsagt 20 december 1830, over de formedelst constitutions-dagens begivenheder f. å. tiltalte.»

Daas deltagelse i det politiske liv kom til at bli mindre langvarig, end han vistnok selv havde ønsket. 1854 er han sidste gang paa stortinget. 1856 fratræder han som hovedredaktør af «Kristianiaposten».

Daa var selv en merkelig blanding af smaat og stort, og dette kom ogsaa til at sætte sit præg paa hans gjerning. I de store spørgsmaal var han en varmtfølende og energisk forkjæmper for aandsfriheden, — ikke blot det: han havde større vuer og skarpere kritik end de fleste. Han var en begeistret aand, og han var tillige en klartskuende aand.

Det er saaledes, Daa fortrinsvis vil bli staaende i historien. Men historien kan ikke helt glemme de sider af Daas karakter, der — af uvæsentlig betydning som de er i historisk forstand — dog kom til at øve adskillig indflydelse paa hans livsførelse. Det er træffende, hvad Botten Hansen her har sagt («Nyhedsbladet» 1866): «Paa fjernt hold viser jo en mands handlinger sig af større betydning end hans person og private noder og alle de smaa egenheder, som hans sande individualitet altid maa have. Men i den snævrere kreds ledes folk til saa nøie at stirre paa det uvæsentlige og individuelt afstikkende, at den hele og sande personlighed og det store og hovedsagelige ved denne tabes af sigte. Der er neppe nogen af vore offentlige mænd, som hos os har lidt saa meget som L. Kr. Daa ved dette indskrænkede nærsyn, skjønt de fleste af dem har maattet yde det sin tribut. Medens han hører til de mænd, som fra det private livs side taaler enhver kritik, har han som offentlig person været alt andet end hellig». — Han pointerer dernæst det «sære» og «eiendommelige» ved Daas personlighed. Og det er sandt: Daa var en sær og eiendommelig mand. I strid var han stedse «Han er mest som en eldre slaastkjempur», sier Vinje, «som i alle sine slagsmaal ero so upprivne og sidan attergrodde, at dei hava ei hud som ein kartnagl.»

En uret, som han led i sin ungdom, havde merket ham. Han forvandt den knapt nogensinde. Den gjærede i hans sind, gjorde ham bitter og mangengang uretfærdig. Det var først besættelsen af lektorposten i historie 1837 og senere af universitetets lærerpost i statsøkonomi. Fremgangsmaaden var, som vi skal se, høist eiendommelig.

Daa var 1834 blit filologisk kandidat. Han havde i studenteraarene taget livlig del i studentersamfundets forhandlinger og var en af de mest anseede blandt de unge liberale. Som bl. a. Orla Lehmann i sin bog «Norge og nordmændene, reiseerindringer fra 1836 og 1865» fremhæver, var han langt fra at deltage i partiets udskeielser. Han var en altfor klog og kritisk mand til at finde behag i det norsknorske skryt. Udpræget frihedsmand og fædrelandskjær havde han, som han selv har sagt, «dannet sig en skandinavisk overbevisning lige fra den stund, han begyndte at tænke over de historiske forholdes udvikling». Den furor Normannorum, som efter Orla Lehmanns udtryk «tidligst og sterkest havde grebet den letbevægelige studenterverden», smittede ikke Daa. Nu var denne bevægelse, forsaavidt den vendte sig mod Danmark, ingenlunde Karl Johan eller regjeringspartiets fremstaaende mænd, Wedel og Løvenskiold, saa ukjær som det sterkt demokratiske præg, der f. eks. udmerkede Daas anskuelser. Daas brochure om 17 de mai og politiet, hvori han skarpt kritiserede de forholdsvis høie pengebøder, politidommene havde ilagt mænd, som alene ved sin tale havde vakt en smule folkeansamling, havde git anledning til en avisfeide mellem ham og Bjerregaard, der som assessor havde taget disse domme i forsvar, skjønt han selv var stemt for festligholdelse af 17de mai. Denne feide og Daas frimodige holdning i det hele var sikkert blit bemerket paa høiere sted, og man tør vistnok se mindre saglige hensyn i regjeringens optræden ligeoverfor Daa i 1837 og senere.

Da professor Steenbloch var blit syg 1835, konstitueredes Daa som docent i historie og geo grafi. Steenbloch døde 1836, og Daa, som havde skilt sig smukt fra sin opgave, indstilledes af det historisk-filosofiske fakultet enstemmig til posten. Denne indstilling tiltraadtes af kollegiets flertal. Men ikke destomindre udnævnte regjeringen P. A. Munch 1837. At det unge høire, der var vel anskrevet i regjeringskredse, og som i Schweigaard allerede talte en formaaende mand i sin midte, har gjort sig gjældende ved denne besættelse, er vel givet. Imidlertid var ogsaa lærerposten i statsøkonomi blit ledig ved Lundhs død (juli 1836). Oktober 1838 havde kollegiet indstillet, at Daa, der imidlertid havde gjort en studiereise i dette fag til Frankrige og England, foreløbig: skulde forestaa undervisningen i statsøkonomi. Atter kom der hindringer. Det juridiske fakultets medlemmer Schweigaard og Motzfeldt indgav en forestilling, hvori de fremhævede nødvendigheden af, at statistik og statsøkonomi foredroges af en jurist. Kollegiet fastholdt sin indstilling, men en kgl. resolution af 27de marts 1837 overdrog posten midlertidig til Schweigaard. Efter en langvarig universitetsfeide, hvorunder selve den økonomiske lærerpost blev noget omordnet, blev den ved kgl. res. af 26de marts 1840 henlagt til det juridiske fakultet og tildelt Schweigaard. Hvad der end denne gang kunde være berettiget i det juridiske fakultets mening, saa maatte den nye skuffelse føles dobbelt sterkt af Daa. Og fremgangsmaaden ved besættelsen af lærerposten i historie var i ethvert fald stridende mod honnet skik og sedvane. At Daa opfattede det hele som et udslag af «servilitet», var ganske naturligt. Han hørte til oppositionen, derfor blev han lukket ude. Han bar stødet med altfor liden fatning. I de forskjellige stridigheder, hvori han indviklede sig, dels med Schweigaard, dels med Munch, brugte han grove ord. «En lemlæstet invalid i administrationens tjeneste», er hans udtryk om Schweigaard[1], og Munch kaldes «en af de junkere, som ministeriet nu sætter paa katederet». En tredie af samme kreds, Welhaven, er ogsaa oprigtig og grundig afskyet af Daa.

Til uheld for Daa har de to mænd, Munch og Schweigaard, der paa en mere eller mindre korrekt maade gik ham forbi, senere indlagt sig saa store fortjenester, at Daas uret, som Botten Hansen har sagt, snart blev glemt af publikum. Der er uretfærdigheder, som synes at retfærdiggjøres af historien.

Daa opfattede, og ikke ganske uden grund, Schweigaard, P. A. Munch, Welhaven, Motzfeldt, Fougstad o. fl. som tilhørende et og samme koteri, de viste hinanden en hjælpsomhed, som virkede i høi grad eggende paa deres modstandere. Hele denne kreds, det unge høire, juristpartiet, med Schweigaard som fører og den «danske» æstetiker Welhaven som skjønaand, støttedes af grev Wedel, regjeringens chef, og kom forholdsvis hurtig til gode stillinger. Den, som var værst at forsørge, var Welhaven. Tilsidst blev han anbragt som lektor i filosofi (1840). Der blev ikke tilladt nogen konkurrence, hvad der selvfølgelig kunde dadles. Og Welhaven havde jo heller ikke paa nogen maade vist saadanne kvalifikationer just til denne post, at regjeringens fremgangsmaade ad den vei kunde undskyldes. Som vi ved, fyldte han heller aldrig stillingen. Daa tog da ogsaa skarpt til orde. Han forfulgte den Wedelske kreds, hofkredsen, dandyerne, pariseryngelen, som han udtrykker sig, med et oprigtigt had og ikke uden vid. De forskjellige udtalelser, der fremkommer i «Granskeren» 1840 om Wedel, Munch, Schweigaard og Welhaven, er vistnok især karakteristiske for Daa og hans personlige form, men paa vigtige punkter tør oppositionen ha delt hans tankegang, der her er ret smaalig.

Da Wedel dør, er det med en vis tilfredsstillelse, Daa anmerker, at der kommer saa faa rosende udtalelser om ham: «Der er nu forløbet en saa lang tid siden denne statsmands død, at de vigtigste stemmer kunde havt leilighed til at udtale sig, som stode i saadan berørelse med den afdøde, at man af dem kunde vente enten interessante historiske oplysninger eller fromme ytringer af hengivenhed for den bortgangne høvding. Det har rimeligvis været flere end én paafaldende, at disse for-dagen-læggelser have været yderst sparsomme i forhold til anledningen. Endog statholderens eget blad, «Den constutionelle», har ladet sig meddele den interessanteste opsats fra Sverige. Ligger der noget særeget princip til grund for dette maadehold i veltalenhed, eller skulde det være tilfældet, at det system af dandyisme, som man antog, at den afdødes hofholdning havde forstærket saa meget i vort land, ikke er kapabelt til at udføre noget dygtigt, ikke engang i anledning af sin egen ernærer?» Man antog, som bekjendt, at bl. a. Welhaven støttedes af Wedels kasse. Daa omtaler dernæst med stor bidskhed det selskabsliv, der havde blomstret med Wedels hus som centrum.

Saa gjælder det Wedels kapacitet som finansmand: Schweigaard havde «som redaktør af «Den Constitutionelle» indrømmet greven administrativt talent som finansminister. De forskjellige misgreb, som var blit begaaet i den norske finansstyrelse, skyldes efter Schweigaards opfatning ikke ministeriet, men stortinget, og professoren «maa jo», tilføier den iltre forfatter, «uden tvil som statsøkonom forstaa sagen, og som jurist vide at skifte retfærdig».

Endelig har Daa et længsre angreb paa regjeringen for dens forhold ved afhentningen af Wedels lig fra Tyskland. Selv den sidste honnør, der gjøres Wedel, smerter Daa. Denne mand har visselig følelser, der rækker ud over graven.

Hvor inderlig hadsk Daa var mod Munch, ser man af en liden artikel, der er ligefrem grinagtig i sin tone. Det er vel denslags udbrud, der bringer Vinje til at gjætte paa, at det var daarligt fat med Daas galde, eller at han led af hæmorrhoider:

«Kan hr. lektor Munch aldrig blive voksen?

Hvad er nu dette for et uvæsen han farer afsted med i «Den Const.» no. 107? En artikkel i et tysk blad fortæller, at «Welhaven ved gunst blev universitetslærer, begyndte med 400 tilhørere, hvilket antal dog ret snart sank ned til 4, efter at han havde talt om en firkantet cirkels tænkelighed» , og over dette kommer hr. Munch i saadan hidsighed, at han farer ud i bladet med beskyldning om sandhedsfordrejelse! Hvor er den? Kan han eller noget menneske, som ikke vil lees op i øinene, nægte at Welhaven staar i gunst hos hoffet og ministeriet, og var anseet udygtig til sin post af landets fleste og kompetenteste videnskabsdyrkere? Kan det nægtes, at hans auditorium den første dag var propfuldt, saaat, hvis det ikke talte 400, var skylden hos rammet og ikke hos manglende nysgjerrighed? Har Welhaven selv fragaaet, at han har talt om en firkantet cirkels tænkelighed? Vil Munch, for at kunne rette en eneste tøddel i fortællingen, være saa god at opgive, gjennemsnitlig for en uge, hvor mange tilhørere Welhaven nu har over 4?

Og at nu hr. Munch raser saaledes over denne æggekage, at han bryder ind paa Treschow Hansson, med den angivelse at han er forfatteren? Vil ogsaa han udlure og angive en departementsfuldmægtig for formentlig uembedsmæssig brug af pennen? Kunde ikke hr. Munch endnu have erhvervet saa megen litterær takt, at han holdt sig alene til det uskadelige stykke, uden at forske efter indsenderen? Og hvis denne nu maaske var Treschow Hansson, skulde da ikke hr. Munch have saa megen sømmelighedsfølelse imod den gamle, af vor unge litteratur fortjente (?) mand, at han staggede sin kaadhed fra udbrud imod hans person? Det vilde i sandhed være en skam, hvis ikke pressen tog sig lidt af de junkeres opdragelse, som ministeriet sætter paa kathederne, dersom de i svimmelhed paa høiden taler over sig! —»

Ligeoverfor en gammel kampbroder, Henrik Wergeland, var Daa, da det kom til brud, om muligt endnu bidskere end mod sine modstandere af det unge høire. Den lange og pinlige feide har her ingen interesse, men afslutningen viser, at den «vidtbekjendte, bidske, nidske, hadske, barske, ondskabsfulde, traa og hatske publicist Vinæger» maa ha havt andre og mere værdifulde egenskaber, siden han kunde bli Wergeland saa kjær, som forsoningsdigtet «Fordums venner» vidner om. Og det er disse egenskaber, der kommer frem i hans stilling til de store objektive spørgsmaal, hvor hans personlige stædighed og pirrelighed ikke spillede ham saadanne puds som i det daglige liv.

Daae virksomhed i «Granskeren» gir i sin totalitet et udmerket billede af hans mangeartede kundskaber og hans interesse for alle samfundsspørgsmaal af betydning for vort land. Selv om adskillige artikler er skrevne af medarbeidere, er Daa og «Granskeren» udtryk for én og samme tankegang, én og samme personlighed. Bladet og han er saa at si ét. Det er en række af vigtige opgaver, som «Granskeren» i de faa aar 1840—43 vier en grundig og samvittighedsfuld undersøgelse[2].

«For saa vidt vil Granskeren altid blive énsidig», sier Daa selv i sin prospekt, «at den kun vil virke som de liberales blad, for fremadskridningen paa den grundlovmæssige bane.» Og hvad denne fremadskriden betyder, fremgaar af Daas ytring, at der for at sikre et sandt konstitutionelt styre intet andet raad gives end det, som er «befundet probat i England, nemlig, at nationalforsamlingen, der hos os mere end i noget andet land maa have formodningen for sig om at være udgaaen af folket, sætter sig i et saa imponerende forhold til den exekutive magt, at denne ikke vover at handle uden i konsekvens af den af forsamlingen udtalte aand.» Daa har her allerede udtalt den politiske grundanskuelse, som Sverdrup senere søgte at slaa fast i vort offentlige liv.

Det er ikke for intet, at Daa nævner England. Ikke blot var det parlamentarismens hjemland, men Daa var i det hele taget sterkt interesseret for engelsk aandsliv, en entusiastisk beundrer af Han havde opholdt sig der en tid paa sin statsøkonomiske studiereise, og hans solide tankegang følte sig tiltrukket af den engelske karakter. I «Engelsk salt» driver ogsaa Wergeland gjøn med Vinægers bestræbelser for at bli «entirely an englishman»[3].

Blandt Daas medarbeidere i «Granskeren» kan merkes Jonas Anton Hjelm, som i en klar og dygtig fremstilling behandlede spørgsmaalet om statsraadernes adgang til stortinget, og Henrik Anker Bjerregaard, som har leveret en artikelrække om en dengang meget paakrævet reform af vor sagførerlovgivning.

Med iver og omhu tog Daa sig af de forskjellige reformer i vort offentlige liv, som drøftedes just i disse aar og tildels ogsaa gjennemførtes. Han er overalt aandsfrihedens talsmand. Og aandsfrihedens idé fandt han udtrykt i vor grundlov. Med en pietet, der er ganske egte, fremhæver han stadig, at den liberale fremadskriden maa kun ske i overensstemmelse med grundlovens aand. Den kjærlighed og stolthed, hvormed datidens nordmænd omfattede det skriftstykke, der ligesom var tegnet for vor frihed, det anerkjendte udtryk for vor selvstændighed, er hos den nuværende generation kun vagt tilstede. Det var imidlertid ikke bare som symbol, grundloven havde stort værd, — den tankegang, hvoraf den var gjennemtrængt, viser en kraftig individualisme, en sans for den personlige frihed, som slet ikke præger flere af vore nyere love, efterat lovgiverne mere og mere er begyndt at hælde til den opfatning, at de er kaldede til at opdrage folket i bestemte retninger.

For hver ny større lovændring, der drøftes i «Granskeren,» ser vi det spørgsmaal dukke op: kan den sies at være i grundlovens aand. Ja, grundloven havde jo selv ganske naivt forbudt at gi nogen lov, der kunde sies at stride mod dens aand. Naar f. eks. jødesagen er oppe, maa høiesteret afgi en betænkning, om virkelig den paragraf i grundloven, der forbød jøderne adgang til landet, kunde forandres, selv med 23’s majoritet — om ikke det vilde stride mod grundlovens aand? Man tænkte sig med andre ord en forsyndelse mod grundloven af samme ubestemte og hemmelighedsfulde karakter som synden mod den Helligaand.

Jødesagen var et af de aandsfrihedsspørgsmaal, som drøftedes i «Granskeren». Bladet har ogsaa offentliggjort flere dokumenter, udtalelser fra forskjellige institutioner, som nu virker ganske kuriøse. Det er betegnende at mens høiesteret, der dog kun drøfter den juridiske side af spørgsmaalet — om en saadan lov kunde vedtages — og det teologiske fakultet begge viser sig imødekommende, saa protesterer byernes børs- og handelskomiteer alle som en. Og tankegangen røber sig hos dem alle: de er bange for jødernes konkurrence. Udtalelsen fra Bergens børskomité er iøvrigt mest liberal. (Den er undertegnet af A. Mohn, Prahl, Janson og Meltzer). En enkelt af de protesterende i Kristiania havde sikkert selv jordisk blod i aarerne.

Det forundrer os ikke, at det dengang faldt vanskeligt at skaffe jøderne adgang til landet, naar vi ser, hvad en mand som professor Winther Hjelm, der stod regjeringen nær, ja til og med havde dens opdrag, vover at byde i sin betænkning og forslag til lov om grænserne for religionsfriheden og navnlig om separatistiske og gudelige forsamlinger. Betænkningen, der nu har sin interesse som kulturhistorisk kuriosum, var et hartad frækt forsøg paa at kvæle al religiøs ytringsfrihed, et yderliggaaende udslag af den reaktionære bølge, som i begyndelsen af aarhundredet gik over Europa, men som naaede os saa sent og saa svagt, at den brødes komplet mod en yngre liberal bevægelse. Daa lod forslaget vederfares en grundig behandling: han gjennemgik forholdene i Europas samtlige civiliserede lande, hvoraf det blev klart, at den tilstand, Winther Hjelm ønskede at indføre i Norge, vilde bli mere ufri, mere barbarisk end hos nogen anden moderne nation, — han polemiserede mod hele tankegangen i forslaget og viste dens latterlige og raa konsekvenser; ved siden deraf paapegede han den uredighed, den forvirring og tilfældighed, som herskede i skriftet, der lige let lod sig gjennemgaa bagfra som forfra. Hele denne Daae polemik er fortjenstfuld, om den end virker lidt for udførlig, for overflødig detaljeret. Han er ikke fri for at ty til Winther Hjelms forslag «som til et spisekammer eller stabur i trange tider».

«Det synes virkelig at være hr. Winther Hjelms mening,» sier Daa, «at statens magt over alle menneskers sjæle er saa forskrækkelig, at den ikke blot kan befale undersaatterne at tro paa den religion, som det falder regjeringen ind skal være den herskende, men at ogsaa en ny art regula de tri, et nyt begreb om menneskenes naturrettigheder, en ny forestilling om Caesars mord m. m. kan indføres ved lov eller maaske provisorisk anordning eller reglement.» Saa urimeligt W. H.’s forslag end var (det opererede med straffe som tugthus og landsforvisning), fortjente det efter Daas mening paa grund af sagens vigtighed den nøiagtigste drøftelse i pressen.

Forslagets bestemmelser gik i lige grad ud over katoliker og dissenter. Daa tar katolikerne i forsvar: «Vi vil opfordre ham (W. H.) til fra et kultiveret og frit katolsk land at fremvise nogen lærebog eller teologisk skrift, som aander halvt saa megen hadskhed imod anderledes tænkende, som W. H.’s egen bog.» Han angriber videre den tvangsanordning (konventikelplakaten), der negtede lægfolk at samles i religiøse møder. Mens W. H., som Daa udtrykker sig, endog vil forbyde mundtlige tankemeddelelser over religionen, anbefaler Daa varmt det forslag, der endelig i 1842 førte til ophævelse af den gamle forordning af 13de januar 1741, efter hvilken som bekjendt i sin tid Hans Nielsen Hauge blev fængslet. Af udenlandske domme citerer han Samuel Laings: man kunde af hans udtalelser se, hvilket fordelagtigt indtryk en udlænding havde faaet af det religiøse liv hos almuen i Norge og Sverige[4]. W. H.’s forslag fandt selv ikke hos høire noget forsvar af betydning. Her skulde Schweigaards humane indflydelse snart gjøre sig saa sterkt gjældende, at vor lovgivning kom til at gaa i en helt modsat retning.

Der var et andet omraade, hvor Daa — og dengang ikke uden grund — var ængstelig for overgreb fra regjeringens side. Det var pressens frihed. Karl Johan havde virkelig i trediveaarene i Sverige gjort flere forsøg paa at kneble pressen. Den mest bekjendte af disse pressesager er den, som blev anlagt mod redaktør, fhv. kaptein Lindeberg, men som heldigvis fik en udelukkende komisk afslutning. Lindeberg, som var meget interesseret for et teaterforetagende, men ikke fik bevilling, havde i den anledning i pressen udtalt sig temmelig skarpt om Karl Johan. Han blev fængslet og efter en gammel forlængst forældet bestemmelse i «Misgjerningsbalken» dømt til at miste sit hoved. Det var naturligvis meningen, at han skulde bli benaadet med nogle maaneders fængsel. Men der gjorde man regning uden Lindeberg. Det var en original herre og særdeles stædig. Han vilde ikke lade sig benaade. Det nyttede ikke, at han fik besøg af forskjellige rangspersoner, som formelig gjorde kur til ham for at faa ham til at lade sig benaade. Han vilde lade sig halshugge. Rigtignok fik han ogsaa visit af en frihedsbegeistret skrædder, som opmuntrede ham til at staa ved sit forsæt: lad dem bare ta hovedet, sa skrædderen, det vil virke saa glimrende. Tilsidst fandt man paa at udstede en almindelig politisk amnesti, — der arrangeredes en festdag udelukkende i den anledning, mindefest for Karl Johans landgang i Sverige — saa blev man paa den maade kvit den stædige redaktør. Man fortæller, at han bogstavelig talt blev kastet ud af fængslet.

Her i Norge havde man, efter de ganske talrige sager i 20-aarene, endnu saa sent som i 1884 anlagt proces mod «Morgenbladet» i anledning af en artikel om de danske provincialstænder. Desuden havde man — med større berettigelse — gjort jagt paa «Statsborgeren».

Daa var ængstelig for, at regjeringen skulde slaa videre ind paa den tvilsomme politik. I en varmt skrevet artikel fremhæver han trykkefrihedens store betydning, — hvor lidet enkelte misgreb fra pressens side har at si ligeoverfor det, at man i denne har et værn mod alleslags overgreb og uretfærdigheder. «Lofthus», sier han, «denne martyr for folkefriheden, pintes i et halvt snes aar, lænket til en stabbe, indtil døden forløste ham. I en statsforfatning som den nærværende, hvor appel til almenheden igjennem pressefriheden staar enhver aaben, kunde en saadan uretfærdighed ikke fundet sted.» Han anser en uindskrænket trykkefrihed for det bedste middel til at forebygge uret. Ligesaa fremhæver han som een fordelagtig side af trykkefriheden den aandsenergi, som frihed i at tale, tænke og ytre sig offentligen meddeler den nation, som er i besiddelse af dette gode».

Om disse ting tvistes der ikke nu mere hos os. Men i 1840 var endnu den norske presses ytringsfrihed paa langt nær ikke nogen fastslaaet kjendsgjerning.

Saa optraadte Daa i flagsagen. Han var en af de varmeste talsmænd i de bestræbelsen der førte til, at vi fik et eget norsk flag. Daa fremhævede, at det flag, vi tidligere havde, ikke kunde sies at ha lovskraft. Grundtanken i hans flagartikler er den, at det var lige uværdigt for Norge og for Sverige at opgi sine gamle nationale farver.

En anden politisk reform — statsraadernes adgang til tingsalen — havde Daas fulde tilslutning. Det er med hele Daas politiske grundsyn, hans engelske sympatier, klart, at denne form for parlamentarisme, som halvthundrede aar senere indførtes i vort politiske liv, maatte tiltale ham. Af juryen var Daa ligeledes en ivrig tilhænger.

I saagodtsom alle saakaldte «merkesager» i vort politiske liv har Daa engang staaet blandt dem, der aabnede kampen, der gav bevægelsen dens retning. Men han lik ikke glæden ved at være med til at føre den frem.

I 1839 var Daa blit statsrevisor. 1842 blev han valgt ind paa stortinget som repræsentant for Akershus amt, og han gjenvalgtes 1845. Han var da præsident i odelstinget. 1848 kasseredes hans valg i Søndre Bergenhus. 1854 mødte han som repræsentant for Kristiania.

I skriftet «Varsko», der var et tilbageblik paa stortingssæsonen 1845, faar man et indtryk af, baade hvori Daas styrke som politiker bestod, og hvorfor han blev lukket ude. Han havde mange betingelser for at bli leder af et centrumsparti, han var national, han var frisindet uden radikalisme, han ønskede at samle og støtte en mellemklasse af dygtige og selvstændige bønder og kjøbmænd, han var interesseret for bygdernes selvstyre, for gaardbrugernes økonomi og uddannelse, ikke ræd for at kjæmpe for deres særinteresser (korntold, landbrugsskoler o. s. v.), ikke tilbøielig til at gaa for braat paa, naar det gjaldt nye og uvante ting, der kunde skræmme bonden. Det saa ogsaa et øieblik ud til, at han skulde danne parti. Men det glap. Hans væsen var jo alt andet end smidigt — det gjorde vel sit. Men den atmosfære, han indaandede i bondeoppositionen, har øiensynlig ogsaa faldt ham tungt for brystet. Just i 1845 behandlede stortinget en række af sager, der gav en maalestok for medlemmernes kultur. Og de resultater, der fremkom, vidnede ikke synderlig smigrende om det niveau, hvorpaa en betydelig del af repræsentationen befandt sig. Daa lagde heller ikke skjul paa sin mening. Han lavede endog, som anhang til «Varsko», en oversigt over stemmegivningen i forskjellige vigtige sager: et slags kultur-statistik.

Der er først dissenterloven. Den forsøgtes druknet af Ueland m. fl. — det saakaldte vestlandske parti, der vistnok vilde gi den lutherske statskirkes medlemmer frihed til at holde andagtsøvelser, men ingenlunde følte en lignende trang ligeoverfor dissentere. 38 fulgte parolen, deriblandt Jaabæk, presten Løberg, presten C. Dahl, Vesæth, Aga, Løvland, Vigeland (gode vestlandsnavne), Harildstad, Baggerud, byfoged Christensen (!). I jødeloven var der ikke det fornødne flertal; blandt dem, der stemte imod jødernes adgang finder man størsteparten af de samme kjærnetropper: Vesæth, Harildstad, Baggerud, C. Dahl, Jaabæk, Lundegaard, Løvland, Vigeland, Ueland. I brændevinssagen fik Uelands forslag om at forbyde al brændevinsbrænden og al indførsel af brændevin 25 stemmer, deriblandt Vesæth, Aga, Baggerud, Jaabæk, Løvland, Vigeland, Løberg og eiendommelig nok Schweigaard. Falsen vilde forbyde bønderne at brænde, men han vilde fremdeles importere. Denne skjelnen tiltalte 4 medlemmer (foruden foredragsstilleren Bøttger, Scheen, Finne). En bestemmelse om flytningsattester, mere rigorøs end § 18 i loven af 20de september 1845 (som skyldes et bænkeforslag af Sørensen og Schweigaard), havde bl. a. som tilhængere Vesæth, C. Dahl, Løvland, Vigeland, Ueland.

Endel af de andre sager — f. eks. juryen og lensmandsloven samt dekreteringen af rigsret ligeoverfor Vogt — var ogsaa af større interesse, men der foreligger ikke her den samme gruppering i stemmegivningen.

Alt i alt var Daas indtryk af de kræfter, der rørte sig blandt bønderne, ikke just det bedste. Det gjaldt hyppig at vinde opmerksomhed ved at «stemme for 2 skilling, naar andre stemte for 3». Baade mod bønderne og mod andre er den bebreidelse rettet: «I et land med ringe politisk kultur tænker man paa alt andet end paa de endelige følger af handlinger, hvorved strax en eller anden bihensigt kan vindes.»

I det hele indtog Daa i 1845 en mellemstilling hvorfra han uforbeholdent sa de forskjellige partier sin mening. Sine gamle fiender «troppisterne» angriber han, fordi de nu paa enkelte omraader viser sig altfor radikale. Saaledes i undervisningsvæsenet, hvor de (med Schweigaard som anfører) «antog det franske system, som foretrækker en saakaldet realistisk dannelse bestaaende især i naturvidenskab og mathematik. Modpartiets nationalitet viste sig her i en mere konservativ agtelse for den nu gjældende sprogundervisning». Og under det unge høires paavirkning anvendte regjeringen en braahed og hensynsløshed i sine reformer, som ogsaa vakte Daas betænkeligheder: «Man har stundom set regjeringen i mange aar modsætte sig den mindste indrømmelse, afslaa den ringeste eftergivenhed i en materie, hvorom lovgivningens bestemmelser erkjendtes at være forældede — og urimelige. Men pludselig fremkommer der fra selve denne mod nyheder og forandringer haardnakkede regjering et splinternyt forslag, som kuldkaster med et pennestrøg alt det gamle, og som paa engang skjænker os ikke alene hvad moderate fremskridtsmænd have forlangt, men hundrede gange mere. Enhver erindrer hvilke ophævelser, kranglerier, ja forfølgelser vor gamle handels-, haandværks- og religionslovgivning har afstedkommet, og hvilken ihærdig modstand regjeringen, storthing efter storthing, gjorde imod alle forsøg paa delvis reform. Men pludselig saa man i 1842 og 1845 fremsatte paa storthingene kongelige forslag til en handelslov og en dissenterlov, der i radikal liberalisme overgik alt hvad nogen havde kunnet vente. Enhver, som ikke vil tro, at her i mellemtiden var foregaaet en ren om-forhexelse af gemytterne, maa næsten antage, at vedkommende juridiske statsmænd ikke brydde sig saa meget om materien, om lovene virkning paa næringer og handel eller kirke og gudsfrygt, som om dens form.» Derfor havde Daa «troet, at han maatte gjøre opmerksom paa den forstyrrende indflydelse, handelsloven vilde udøve paa byernes skattevæsen, uagtet faa havde strævet oftere for udvidelse af næringsfriheden» end netop han. Noget lignende var i endnu mere paafaldende grad tilfældet med dissenterloven, hvor «regjeringen i eet sæt gik over fra frysepunktet til kogepunktet i religiøs liberalisme». Nogen indflydelse har det vel her havt paa Daas stilling, at han sporede Schweigaards indflydelse bag regjeringens frontforandring.

Daas forsigtighed viser sig selv ligeoverfor et saa retfærdigt lovforslag som det om lige arveret for mænd og kvinder. Han er bange for, at denne forandring yderligere skal bidrage til udstykning af vore landeiendomme og saaledes medføre en fare for hans ydlingstanke: en velhavende bondestand som et politisk centrum. Han vil saa nødig, at vore faa penge skal klattes ud i smaat. Derfor udtalte han ogsaa i en anden sag (landbrugsskolerne): «Naar vestlændingerne vilde, at oplysningsvæsenets fond skulde uddeles saaledes, at rige og fattige bygder over hele landet fik ligestore smuler til ophjælpelse af sit almueskolevæsen, eller maaske til lindring i sin skoleskat, indsaa de meget rigtig sin interesse.» «Men det hele land og folk har større nytte af, at der i een egn findes tusinde i sandhed oplyste gaardbrugere, end af at der findes hundrede tusinde, som kunne sin katekismus lidt bedre end nu.»

Daa ser en vigtig vanskelighed for vort lands udvikling i den omstændighed, at der paa landet forekommer en saa udpræget social forskjel, der tillige er en forskjel i herkomst: «Det er en beklagelig endnu ikke udslettet levning fra enevoldsvældet, at man endog i mange af hine omtalte bedre agerbrugs- og skog-distrikter gjør en forskjel mellem bønderne, de ægte norske landboere, og de konditionerede. Til de sidste regner man da embedsmændene og dem, som enten nedstamme fra disse eller er indflyttede til bygderne fra byerne eller fra fremmede lande. Disse to klasser, af hvilke den ene lever paa ægte norsk, den anden paa halv udenlandsk vis, holde sig i en adskillelse, der har sin ulykkelige rod i det uindskrænkede herredømme, som den danske enevoldsherskers tjenere kunde udøve over sine omgivelser og i den enfoldige ringeagt, hvormed de mødte dem. Denne selskabelige adskillelse, der staar i den mest skjærende modsætning til tidsalderens udjævnende ideer, som til vor konstitution, berøver de to afdelinger af nationen mange af de fordele, de kunde yde hinanden.»

Er Daa misfornøiet med bureaukratiet, er han det ikke mindre med «radikalismen». Han dadler de forsøg, man paa stortinget i 1845 gjorde for at ramme regjeringen mere føleligt. Planen om at lave en mistillidsadresse, der skulde fremkalde en «minister-forandring», fremsat af Løberg, understøttet af Ueland, Fauchald og Stabell, ansaa han for hensigtsløs, og rigsretsaktionen mod Vogt for farlig, da den nemt kunde «skilt os med vore dyrebareste rettigheder». Han har en kraftig mistillid til repræsentanter, der tilraader rigsretssøgsmaal om tvilsomme sager «for at faa bragt dem paa det rene». Endnu mere uvilje har han mod «avisskriveren», som «taler den offentlige mening efter munden», som «altid holder sig paa den stærkeste side, og ligervis som skibsrotterne forlade den synkende skude». Her er det tydeligvis partigjængeren Stabell„ han tænker paa.

Daas samlede indtryk af de sidste storting er dette: «Jeg antager, at intet menneske i Norges land (!) nu vil paastaa, at folket er modent til at udøve det engelske parlaments republikanske myndighed, nemlig at regjeringen sanktionerer alle Storthingets beslutninger, og erkjender det i besiddelse af den hele lovstiftende suverænitet, efterat storthinget i 1842 har besluttet brændevinsbrændingens ophør, og storthinget i 1845 har besluttet en lov om at folket skulde udkaare politibetjentene paa landet..»

Dette Daas udbrud maa vel tages med forbehold. At han dog ikke nærede nogen afgjort mistillid til det norske folks evne til selvstyre, viser hans forsvar for decentralisationen:

«Den mærkværdige indsigt og kjærlighed, hvormed det hele folk har omfattet formandskabsindstiftelsen, hvorved den er bleven næsten lige vigtig som selve statsformen, viser, at her har folket fundet sin naturligste politiske troesbekjendelse. Endskjønt den idé, som «Blikket» (P. J. Homanns flyveskrift) tillægger bondepartiet, at dele Norge i 400 republiker, regjerede af formandskaber, vistnok er ufornuftig og skadelig, er den dog langt mere national end den modeidé, som er denne rak modsat, nemlig at gjøre Kristiania til Paris (!) og vor regjering til franske ministerier (!).»

Saa berettiget som det selvstyre, man oprindelig tildelte bygderne, end kunde være, har det dog været bygdekommunernes voksende magt, der har ført udviklingen i vort land i en retning, «rak modsat» Daas politiske grundanskuelse.

Denne har han udtrykt saaledes:

«Den gamle norske bonde, hvem vore skjalde og sagamænd fremstillede som ideal, var en selvstændig mand, der følte sit eget værd, og vilde have det respekteret. Han vilde, efter det engelske ordsprog, have sit hus betragtet som sin borg, hvori han kunde gjøre alt, hvad der ikke var hans medborgere til skade. Fra denne mere aristokratiske aand, hvor personen selv betyder noget, udgaar det rigtige begreb om frihed, der bestaar i at fordre visse bestemte rettigheder for den enkelte borger eller det særskilte menneske. Anderledes er det derimod, naar under alles fuldkomne lighed individet ikke selv betyder nogen ting, naar enhver betragter sig kun som et medlem af en stor masse. Her opstaar ikke ideen om individuelle rettigheder. Men her fødes derimod et andet begreb, som kun den med historie og filosofi ubekjendte kan forvexle dermed, nemlig majoritetens herredømme.» «Uagtet det er en meget almindelig begrebforvexling at forestille sig enhver demokratisk forfatning som liberal, lærer dog historien, at det er en af de groveste vildfarelser.» «Det er ved historiens uimodsigelige vidnesbyrd godtgjort, at der ikke sjelden under paaskydelse af denne idé (at frihed og majoritetsherredømme er ét) har været udøvet et grummere og mere barbarisk tyranni, end nogen kristelig enehersker har villet og vovet. Den frihed, der ikke som en herskende og underkuende trods, men som en beskyttende og retfærdig grundsætning fortjener gode og forstandige menneskers kjærlighed, er alene den i Englands og Amerikas tolerante love udprægede forestilling, der gaar ud paa, at sikre enhver borger hans ret og at tilstede ham alt det raaderum og den bevægelighed, der ikke gjør indgreb i naboens bedre ret

  1. «Daa smører sig til med tjære — for at faa Schweigaard sort som beg», lyder ogsaa Henrik Wergelands epigram.
  2. Der er bl. a. afhandlinger om kreditforening for grundbesiddere, om statsbudgettets deling i extraordinært og ordinært, om forholdet mellem selveiere og leilændinger, om jordudstykning og dens indflydelse paa landbruget og folket i det hele, — om privatbanker eller filialafdelinger osv. osv. Om Bergens musæum findes en ganske udførlig artikel.
  3. Daa havde etpar engelske bekjendtskaber, der ogsaa har sin plads i norsk historie. Forfatteren Samuel Laing gjennemreiste i 30-aarene en stor del af Norge og Sverige og gav en udførlig og særdeles interessant beretning om sine indtryk af norske og svenske forhold, — kultur, politik og økonomisk liv. Han boede temmelig længe paa forskjellige steder i vort land, bl. a. i Kristiania, og gjorde bekjendtskab med flere af vore mere fremstaaende mænd, bl. a. med Daa. Laings reisebeskrivelse, hvor der vistnok forekommer enkelte misforstaaelser, viser dog et ganske indgaaende kjendskab til forholdene. Forfatteren har megen sympati for nordmændene, og hans domme er prægede just af det partis synsmaader, som Daa tilhørte. Han er en af de første udlændinger, som har git en udførligere og mere korrekt fremstilling af de to skandinaviske landes politiske stilling til hinanden og deres indre politik. Hans iagttagelser fra Norge er baade de mest interessante og de rigtigste. Daa nærede megen respekt for Laing. Det var — syntes han med rette — af stor interesse, at vort fædrelands forhold blev bedre kjendt i England gjennem en baade sympatisk og forstaaende fremstilling. En brorsøn af S. Laing, R. M. Laing, som i flere aar levede i Norge, har skrevet nogle digte i «Granskeren», som ikke er daarlige, deriblandt et mindedigt over Maurits Hansen. Han er ellers kjendt som oversætter af Øhlenschlägers «Hakon Jarl».
  4. Saa absolut fordelagtige er Laings udtalelser her dog ikke.