Det lykkelige valg/Tredje akt
Celius frem og tilbage vippende en pen mellem fingrene. Hen til en reol med tykke bøger. Stortingstidende. Blader ivrig i en aargang, derpaa i den næste. Læner sig over skrivebordet og skriver staaende nogen linjer. Trykker paa ringeknappen. Skriver atter. Pigen ind.
CELIUS. Er min kone naturligvis ikke hjemme?
PIGEN. Fruen gik ud for en time siden.
CELIUS. Bring mig et glas, et glas saft og vand. Vil De det? (Idet pigen gaar.) Og sig til kandidat Holt, at han kan komme ind. (Han skriver igjen.)
ØJVIND HOLT (kommer ind. Blir staaende). Ja her er jeg, (Pigen ind med et glas paa en brikke. Celius nipper til glasset og fortsætter at skrive. Pigen ud.)
CELIUS. Vær saa god og sæt Dem, Holt. (Blir ved at skrive. Holt sætter sig.)
CELIUS. De er en farlig mand.
HOLT. Er jeg?
CELIUS. Ja De er ung. Og det er godt og vel. Jeg har selv været ung og ustyrlig. Men magen til grønhed –
HOLT. Er det artiklen idag De sigter til?
CELIUS. Hvorfor, hvorfor, unge menneske, raadfører De Dem ikke med mig, før De begaar dumheder? Jeg skulde gjerne gi tusen kroner for at den artiklen var uskreven eller ialfald utrykt.
HOLT. Det var for at støtte Dem, jeg skrev den.
CELIUS. Men kjære, begriber De da ikke, at den artiklen gjør ubodelig skade. Og nu dagen før valget.
HOLT. Jeg har god samvittighed. Det er et renslig valg jeg arbejder for. Det ved De best.
CELIUS. Ja gudbevare mig for mine venner. Sig mig bare én ting. Har min kone — hm — nogensomhelst andel i den artiklen?
HOLT (forundret). Deres frue! Nej, hr. Celius, mine artikler skriver jeg selv. Men Deres frue likte den og takked mig for den, og det vented jeg ogsaa i al beskedenhed De skulde gjort.
CELIUS. Jeg kan ikke godt takke Dem for at De prøver at vippe mig ud af spillet. Men jeg skal undskylde det, jeg skal glemme det, saafremt De nu hjælper mig at reparere skaden saa godt det lar sig gjøre.
HOLT. Er det noget bestemt udtryk De finder uheldig?
CELIUS. Artiklen er en taktisk fejl. Et uhørt taktisk misgreb. Tonen i den maa jo skurre i ørene paa Fingalsen og hans venner. Forstaa mig ret: jeg er ikke glad i dem. Men puffer man dem fra sig, splitter man demokratiet (vrider hænderne) og nu — nu dagen før valget.
HOLT. Men hele Deres fortid som politiker! De kan ikke ta imod nogen haandsrækning af Fingalsen.
CELIUS. Det er med stemmer som med penger, skal jeg si Dem. De lugter ikke. Jeg er da vel endelig den samme mand, hvem der stemmer paa mig eller ikke stemmer paa mig?
HOLT. Nej. Det kan De ikke mene. Det maa De ikke mene.
CELIUS. Jeg tror De har en skrue løs. Som repræsentant for byen har jeg ikke ansvar for alle mine vælgeres anskuelser. Det skulde ogsaa bare mangle.
HOLT. Nej, men som mand og borger skal De repræsentere Dem selv. De skal staa i fuldt lys med alle Deres meninger, al Deres vilje, og gjør De det, faar De ikke Fingalsen og Solløs og hele det krapylet med Dem.
CELIUS. Men saa blir jeg siddende hjemme. Hvaha. Saa blir jeg siddende.
HOLT. Det tror jeg ikke. Men om saa var —
CELIUS. Om saa var, hvad saa? Hvad er det De mener?
HOLT. Ja, saa var vel ikke det den værste ulykken. Det vilde være et tab for byen, men De kom vel igjen.
CELIUS. De snakker som De har vet til. Atter en dag er et valgsprog for dilettanter og amatører. Tas mandatet fra mig, er jeg bare en klokke som staar. Begriber De det? en klokke som staar. Si mig ikke imod. Jeg vil bli valgt.
HOLT. Jeg sir Dem ikke imod.
CELIUS. Og her, se dette her — (samler papirerne paa skrivebordet) — dette skal De udstyre redaktionelt. Og De skal si, at den artiklen idag var indsendt, og at redaktionen tog den for at gi meningerne frit spillerum. Vælg selv ordene.
HOLT. Det vil jeg ikke.
CELIUS. Hvaha.
HOLT. Jeg hverken kan eller vil.
CELIUS. Er det Dem som ejer «Fremtidsvennen»?
HOLT. Jeg er redaktør. Og jeg tar Deres artikel ind, men uden kommentar og med Deres navn under.
CELIUS (behersket). Skal vi være enige om begge to at ikke sætte noget paa spidsen. De er redaktør, det er sandt. Og De har ret til at vide, hvad De tar ind. Vil De ikke løbe gjennem inseratet. (Det banker.)
CELIUS. Kom ind. (Til Holt.) De kan gaa ind i dagligstuen saa længe, saa har De fred til at tænke. (Fingalsen ind. Holt ud den anden dør.)
FINGALSEN. Jeg havde saa smaat haabet at træffe Dem alene.
CELIUS. Bryd Dem ikke om Holt. Han blir derinde til vi har brug for ham. Jeg har en høne at plukke med ham.
FINGALSEN. Det er nok en stor begavelse.
CELIUS. Bevares, det er en flink ung mand. Men De og jeg ligger ikke paa knæ for begavelsen, Fingalsen.
FINGALSEN. Jeg mødte en mand paa vejen hid, som kaldte den mesterlig den artiklen idag i «Fremtidsvennen». Og han forstaar sig nok paa det. Det var doktor Onsø.
CELIUS. Ja Onsø synes rimeligvis den er god. Jeg trodde ellers ikke De og doktoren talte sammen.
FINGALSEN. Han sa det heller ikke til mig. Han stod og talte med adjunkt Paalsbo, da jeg kom forbi. Kan De begribe Dem paa Celius? sa han. Han er dumdristig. Han lar sin svigersøn tone flag nu dagen foran valget!
CELIUS. Sa han svigersøn? Hvaha. Svigersøn?
FINGALSEN. Saadan faldt ordene, Men jeg forstod jo ikke rigtig hvad han sigtede til.
CELIUS (driver nervøst et par slag op og ned paa gulvet). Jeg er forvisset om, at De tror mig paa mit ord, naar jeg erklærer, at jeg hverken direkte eller indirekte har nogetsomhelst ansvar for den artiklen vi taler om, og hvis fremkomst vi begge beklager.
FINGALSEN. Jeg beklager den ikke. Jeg har tvertimod havt baade fornøjelse og lærdom af den. Slige artikler er just som en slags troldspejl. En ser sig selv i dem med andres øjne.
CELIUS. Det er overlegent af Dem at ta et jyplingagtig overfald paa den maaden. Forresten skal jeg si Dem, at jeg netop har læst den gode kandidat Holt texten, og i morgennummeret faar De al den oprejsning, De kan ønske Dem.
FINGALSEN. Jeg er et fejlfuldt menneske. Jeg kræver nok ingen oprejsning. Det eneste jeg og mange med mig kunde ønske — men det er kanske et overspændt forlangende?
CELIUS. Og det var?
FINGALSEN. Det var lidt delagtighed i ledelsen, ja det forstaar sig bare lidt adgang til bladet nu og da.
CELIUS. Men saavidt jeg ved, er det ingen af dere som . . som egentlig kan skrive . . som plejer at skrive, mener jeg.
FINGALSEN. Vi har en meget brugbar pen i broder Solløs.
CELIUS. Nej, beste Dem, Fingalsen, da tror jeg ikke De rigtig tar i betragtning, hvad der maa kræves af en bladmand selv her i provinsen. Solløs. Hvaha. Solløs. Ja misforstaa mig endelig ikke. Han mener det godt, og det er en ildfuld mand, men har han egentlig anelse om at bogstavere et komma?
FINGALSEN. Herren vil oplyse ham om det som om alt andet.
CELIUS. Det er stridt forlangt. Ja hvad skal jeg si. Vi faar tænke paa det, Fingalsen.
FINGALSEN. Vi vilde gjerne ha det afgjort.
CELIUS. De ved jeg eier ikke bladet alene. Det er et aktieselskab, og skal der foretas nogen forandring i redaktionen, er jeg nødt til at sammenkalde direktionen.
FINGALSEN. Men vi ved jo, hvor aktierne sidder.
CELIUS. Ja jeg lover Dem at tænke nøje over det og bringe sagen frem. Jeg lover Dem mere. Jeg — skal anbefale — Solløs.
FINGALSEN. Kan jeg opfatte det som et tilsagn?
CELIUS. De har mit ord, hører De.
FINGALSEN. Saa sagen dermed er afgjort?
CELIUS. De er en vanskelig mand, Fingalsen.
FINGALSEN. Vi er alle fejlfulde mennesker. Vi kunde kanske faa sat det op skriftlig i eftermiddag. Det gjælder for os at binde Solløs til stedet.
CELIUS. Ja som De vil, siden De ikke stoler paa mit ord.
FINGALSEN. Jeg stoler nu især paa Herren jeg, Celius. Men saa var det en ting til, hvis De har tid til at høre paa mig.
CELIUS. Bevares vel. Her sidder vi jo for at snakke sammen.
FINGALSEN. Nu skal badet lukkes for iaar. Det har ikke netop været nogen glimrende sæsong som det kaldes.
CELIUS. Nej det har ikke. Vi gjorde et stort offer, da vi opgav udskjænkningen. Vi faar finde os i tilbagegangen.
FINGALSEN. Det kan nok hænde sig, det har været tjent paa satan der alligevel. Jeg har set lidt af hvert derborte, men jeg kan ha set fejl.
CELIUS. Sigter De til Sommerblom, og har De noget bestemt at holde Dem til, saa faar vi gi ham en kraftig advarsel.
FINGALSEN. Det vil neppe monne. Og selv om badet nu lukkes, saa sidder han igjen i festiviteten.
CELIUS. Ja den pladsen vil De vel ikke ta ifra ham?
FINGALSEN. Jeg vil bare ta fristelsen fra ham. Det er ikke godt at et menneske fristes.
CELIUS. Der sir De noget som mangt kunde indvendes mod. Vi kan nu engang ikke gjøre verden til en ufarlig tumleplads for umyndige. Den er fuld af fristelser og anstødsstene, hvordan vi saa indretter den.
FINGALSEN. Her er der ikke tale om verden, men om vor egen by.
CELIUS (utaalmodig). Ja, men en viss frihed faar vi indrømme folk her ogsaa, ellers roder de sig ind i et vildnis af smugsynder.
FINGALSEN. Jeg tar kanske fejl, men jeg trodde De af ganske hjerte var med os, da vi bestemte at stænge døren for satan.
CELIUS. Saa store ting gjør man ikke i et bystyre.
FINGALSEN. Enten jeg sir satan eller alkoholen kommer ut paa ét. De var med, Celius, men har De forandret mening, saa har ikke vi stort mere at snakke om.
CELIUS. Beste Fingalsen, forstaa mig ret. Jeg var og er med. Jeg anser folkeædrueligheden for en af demokratiets livssager — —
FINGALSEN. Ja saa maa vi ogsaa rydde op i det De kaldte vildnisset af smugsynder. Vi faar stanse haarvandstrafiken til Sommerblom.
CELIUS. Er det ikke en farlig beskyldning De udslynger der, Fingalsen?
FINGALSEN (trækker op en flaske af lommen). Jeg har skaffet mig en prøve.
CELIUS (ser modvillig paa flasken). Pour les cheveux . . det er vist en slags parfyme.
FINGALSEN. Kanske De vil smage? For sagens skyld.
CELIUS. Nej fy da. Ja, forholder det sig som De tror, saa kan vi ikke beholde Sommerblom. Det gjør mig ondt for manden. Han sidder der med den syge datteren.
FINGALSEN (stikker flasken til sig). Datteren behøvde ikke at være syg. Broder Solløs kan helbrede hende, men Sommerblom forhærder sig og vil ikke. Og pastor Feltman støtter ham, foruden doktoren naturligvis.
CELIUS. Ja nu har De faat Deres vilje med Feltman. De blir kvit ham . . Hvad vil De saa mere?
FINGALSEN. Det er bønnens magt som helbreder. Herren er sterk i de svage.
CELIUS. Jaja. Misforstaa mig ikke. Det kan meget vel tænkes, at et mirakel . . ja kortsagt et mirakel — —
FINGALSEN. Nu vil jo ikke vi i vor kreds være for hastige mod Sommerblom. Men det maa være slut med forargelsen. Han maa gaa til bekjendelse og love bedring. Og som tegn paa hans anger vil vi bare forlange den ene tingen af ham, at han lar broder Solløs kundgjøre Herrens herlighed ved at bede sammen med lille Matilde.
CELIUS. Har De foreslaat ham det?
FINGALSEN. Nej, det havde vi tænkt at be Dem om, Celius.
CELIUS. Hvaha. Mig. Er De ikke rigtig klok? Ja forstaa mig ret. Det er da en ting, som ikke angaar mig.
FINGALSEN. Jo netop Dem angaar det. De er formand i vergeraadet for forsømte børn.
CELIUS. Men Sommerbloms datter er ikke noget forsømt barn. Han holder hende jo som en liden syg prinsesse.
FINGALSEN. Det blir vergeraadets sag at afgjøre, hvem der skal kaldes forsømt. Og med det i baghaanden som De nu ved om Sommerblom, kan De øve et lemfældig, men tungt tryk paa ham.
CELIUS (reiser sig). Nej hør, nu driver De mig for vidt, min gode Fingalsen. Vi har sluttet et redelig valgforbund for at ikke demokratiet skal splitte sine stemmer. Og jeg har strakt mig — strakt mig, men her sir jeg stop. Jeg er ingen jesuit. Jeg er ingen sjælekrænker. Opgir demokratiet friheden, saa opgir det sig selv da.
FINGALSEN. Det der er slige ord som tar sig ud paa tryk det, og i taler. Jeg er ikke videre belæst jeg. Jeg holder mig til skriften, og friheden staar det ikke no om der og ikke demokrati heller. Det staar bare, at vi skal gjøre det som er behagelig for Herren. Og det har vi allesammen frihed nok til.
CELIUS (behersket). Vi kommer aldrig til at se ens paa dette. Jeg kan heller ikke indse, at det er nødvendig. Men én ting vil jeg si til Dem: havde ikke vi andre holdt de principer, De haaner, høit og i ære, vilde aldrig dere smaafolk kommet til magten. Misbrug den ikke, sir jeg. Misbrug den ikke.
FINGALSEN. Ja, saa har vi vel ikke mere at forhandle om, vi da. (Vil til at gaa.)
CELIUS. Hør her, Fingalsen, De mener ikke, at jeg er nogen urimelig mand?
FINGALSEN. Enhver er god for sig, og vi er alle fejlfulde mennesker.
CELIUS. Og til syvende og sist, i det store, kjæmper vi for den samme sag. Og da, mener jeg, faar vi lempe os lidt paa begge sider.
FINGALSEN. Det var ogsaa det jeg vilde sagt. Og for os i vor kreds er det ikke nogen ringe sag. Brødrene og søstrene stunder efter et under.
CELIUS. Men du store min. Det er da en ting for sig. Og valget er en ting for sig.
FINGALSEN. Ja det vil vise sig.
CELIUS. Men om jeg nu lover Dem at tale med Sommerblom. At forestille ham sagen.
FINGALSEN. Lemfældig og eftertrykkelig.
CELIUS. Ja i Guds — ja sir jeg. Med alt ønskelig eftertryk. Er vi saa enige?
FINGALSEN (rækker ham haanden). Saa Sender jeg Sommerblom op.
CELIUS. Det haster vel ikke saa.
FINGALSEN. Han staar udenfor. Jeg sa, at De endelig maatte snakke med ham. Og han føjde sig og blev med. Han tøved noget om et digt.
CELIUS. Naaja, skal det saa være, saa lad ham komme.
FINGALSEN. Adjø, Celius, Saa haaber vi paa Herren og et lykkelig valg.
CELIUS (stirrer paa døren, som lukker sig, og derefter paa sin haand, som har berørt Fingalsens. Gaar hen til skrivebordet og hælder saft og vand udover den og tørker den omhyggelig med sit lommetørklæ. Det banker).
CELIUS. Kom ind.
SOMMERBLOM (bukker).
CELIUS. Ja nu er der igjen klage over Dem, Sommerblom. De ved selv best hvad jeg sigter til. De kom jo hid i følge med klageren. (Sommerblom vil tale.) Nej, si ingenting til Deres forsvar. Saa længe der bare klages til mig, kan De enda være glad. Jeg er kæmner og ikke øvrighed. Men jeg sidder i bystyret — og kort og godt. Nu faar De den siste mindelige advarsel fra mig, men dermed er De ikke færdig med Fingalsen. Han er fast bestemt paa at faa Dem væk fra festiviteten, og saavidt jeg skjønner, har De bare ét middel til at undgaa katastrofen . . nej afbryd mig ikke. Dette er mig for ubehagelig, lad mig nu bli færdig med Dem. De ved selv, at baade Deres kone og mange brave troende mennesker ønsker, at De skal la Solløs forsøge hvad bøn kan udrette for Deres syge datter. Hvad jeg tror eller ikke tror om en slig kur, kan være det samme. Det kan ogsaa være det samme, hvad De selv mener. De er vel ikke nogen autoritet. Bøj Dem, Sommerblom, først og fremst for Deres kone —
SOMMERBLOM. For Petræa. Aldrig.
CELIUS. — dernæst for opinionen. De har ingenting at tabe ved det. Tvertimod.
SOMMERBLOM. Jeg har min overbevisning, hr. Celius,
CELIUS. Det har jeg ogsaa. Men jeg er ikke halstarrig i smaating.
SOMMERBLOM. Ved De, hvorfor jeg ikke taaler den manden i mit hus? Ved De, hvad det vil si at ha en kone, som render paa opbyggelse? Ved De, hvad det vil si at ha et barn, som er en kjærere end alt?
CELIUS. Men netop derfor skal De ikke la noget uforsøkt. Det er Deres simple pligt at prøve alt. Vi mennesker ved igrunden ingenting. Lad os ikke hovmode os. Gjør det, Sommerblom, Prøv det bare en eneste gang.
SOMMERBLOM. Jeg skjønner ikke egentlig, hr. Celius, hvorfor De er saa opsat paa det?
CELIUS. Mig kan det være det samme. Men kan det være det samme for Dem, enten De mister Deres lille stilling eller ej? Eller for Matilde?
SOMMERBLOM. For Matilde gikk jeg gjerne mellem ild og vand.
CELIUS. Ja der kan De se. De er en god far. Det har jeg bestandig sagt. Saa gudskelov, saa er vi enige. Nej nej, sig ikke noget mere. Jeg er saa optat. De forstaar selv . . en offentlig mand — (skyver ham lempelig ud.)
PAULINE (ind fra dagligstuen). Jeg maa forstyrre dig, papa.
CELIUS (i godt humør). Du forstyrrer mig slet ikke, Pauline. Slet ikke. Var det noget især?
PAULINE. Faar jeg lov at være med paa en liden sejltur?
CELIUS. Med hvem?
PAULINE. Med Holt vel.
CELIUS. Hvaha. Tænker Holt paa at sejle idag han? Vêd han ikke hvad det er for en dag imorgen?
PAULINE. Jo, det er din fødselsdag.
CELIUS. Det er min valgdag, og det er vigtigere.
HOLT (i døren). Jeg har avisen færdig, og Deres egen artikel kommer i spidsen, hvis De ikke betænker Dem og tar den tilbage.
CELIUS. De burde betænke Dem. Det er mageløst, at De vaager at vælte Dem i vejen for mig i siste øjeblik. Og hermed erklærer jeg kort og godt, at jeg ikke vil taale det.
PAULINE. Nej, men papa da.
CELIUS. Hvad er det du vil? Du vêd ikke engang, hvad sagen dreier sig om.
PAULINE. Jo, Øjvind har forklaret mig altsammen. Og han har da den soleklareste ret.
CELIUS. Øjvind! Er dere blit dus?
PAULINE. Kjære, har du ikke skjønt nogen ting? Jeg begriber, at jeg maa forsone dere.
HOLT. Det er et uheldig tidspunkt Pauline vælger, men netop nu vilde hun. Og kanske imorgen, saa vil hun ikke igjen.
CELIUS. Skal jeg forstaa dette saa, at dere to er forlovet. Hvaha.
PAULINE. Ja naturligvis, papa. Se da ikke saa lynslagen ud. Gratuler os og si no pent.
CELIUS (med møie). Jeg er trykkende taus.
FRU LAVINIA (kommer ind. Staar med hænderne i siden og ser fra den ene til den anden). Ja, du er nok det. Du ser ud som en figur i et voxkabinet.
CELIUS. Du er indviet i sammensvergelsen, Lavinia.
FRU LAVINIA. Nej, ikke i denne sammensvergelsen. De har ikke raadført sig med mig heller. Man gjør jo ikke det længer.
CELIUS (ser sig om, som om han savner noget. Drikker en slurk saft og vand). Jeg har bare én ting at si Dem, hr. Holt. De har hermed Deres opsigelse som redaktør — og nogen anden forbindelse mellem os har der ikke været og vil der ikke kunne bli.
HOLT. Tak, jeg er villig til at gaa.
PAULINE (kaster sig om halsen paa sin mor).
FRU LAVINIA. Ingen scener. Ingen taarer og ikkeno pjank. Her har jeg ordet.
HOLT. Efter det som passerte mellem Celius og mig —
FRU LAVINIA. Nej, ikke De heller. Her er det jeg som har ordet. Til dig, Pauline, vil jeg si, at jeg finder din opførsel barnagtig og tankeløs. Her kommer du vimsende ind til din far, som sidder til opover ørene i offentlig liv, og sir: Jeg er forlovet. Værs-’god og gratuler. Hvad er det for en manér? Er det et livsanliggende, du indvier dine forældre i, saa gjør det da med ærbødighed for dine egne følelser og din egen beslutning om du ikke har nogen ærbødighed for os. Og af Dem, Øjvind Holt, havde ogsaa baade min mand og jeg ventet noget andet. Som voxen og alvorlig mand faar De anholde hos os om vor datters haand og gjøre rede for Deres stilling og udsigter, før De kan vente, at vi skjænker Deres og Paulines forelskelse en alvorlig tanke.
HOLT. De har ret, frue.
CELIUS. Vel talt, Lavinia.
PAULINE. Men gud, mama, vi lever da ikke i vore besteforældres dage. Og papa, som i hele sit liv ikke har arbejdet for andet end kvindernes frigjørelse, han kan da umulig staa der og si vel talt.
FRU LAVINIA. Hold du tankerne samlet om dig selv og dine anliggender og bryd dig ikke om kvinderne og deres frigjørelse og alskens tant og tøv.
CELIUS. Der maa jeg protestere, Lavinia. Der maa jeg højlydt protestere.
FRU LAVINIA. Protestér i øst og vest.
Nej, barnet mit, bevar din sunde sans du ialfald. Forsøg du bare paa en ordentlig og retskaffen maade at holde, hvad du har lovet dig selv i dine beste stunder. Nogen anden frigjørelse kjender ikke jeg.
PAULINE. Jeg synes dette er forræderi, jeg. Især af papa. Jeg synes han fornægter hele sin fortid, jeg.
CELIUS. Naar det gjælder kvinden, har jeg intet at bebrejde mig. Naar ingen sunde længer er stængt for hende, saa tilkommer æren derfor ogsaa mig.
FRU LAVINIA (i lede og træthed). Aa — aa — aa.
PAULINE. Men saa maa du ialfald staa paa min side da, papa.
CELIUS. Jeg taler om kvinden. Ikke om dig. Jeg vil ha fred, sir jeg. Her staar jeg lige foran en afgjørelse af uoverskuelig rækkevidde, og saa kommer man og belemrer mig med forlovelser og ovenikjøbet med Holt, med Holt, som vil foreskrive mig regler for min politiske taktik, og som . . som ligefrem gjør mytteri, hvaha.
HOLT. Jeg har sagt, at jeg er villig til at gaa. Og jeg kan lægge til, at jeg helst vil gaa. Men derfor opgir jeg ikke Pauline. Og naar jeg anholder om hendes haand, fru Celius, og skal redegjøre for min stilling, saa er jeg altsaa afsat redaktør.
CELIUS. Ja, der har alt meldt sig en anden.
HOLT. Tør jeg spørge, hvem blir min efterfølger?
FRU LAVINIA. Ja, det interesserer mig ogsaa.
CELIUS. Det kan være det samme foreløbig. Nej. Det behøver forresten ikke at skjules. Jeg er herre i mit eget blad. Det skal jeg vise dere. Det er Solløs.
HOLT. Broder Solløs!
FRU LAVINIA. So-ho-løs.
(Paalsbo og fru Maja. De forrige.)
FRU MAJA (foran Paalsbo ind). Jeg sir det netop til Paalsbo, og jeg gjentar det for Dem, Celius. Der maa ikke være tvil om vore standpunkter. Det maa være den uskrevne lov. Ingen kompromisser. Goddag, kjære Lavinia, du ser saa træt ud. Jeg tror forresten at Solløs er sanselig, men det er jo alle mænd mere eller mindre, og det er ialfald en stor ting af Dem, Celius, at De ikke alene hælder til spiritualismen, for det gjør saa mange søgende sjæle i vor tid, men at De resolut indtar et spiritualistisk standpunkt.
CELIUS (til Paalsbo). Vil De forklare, hvad Deres kone mener?
FRU MAJA. Det kan jeg gjøre sjel. Jo det er alt ude over byen, at De har paalagt Sommerblom at paalægge Solløs’s hænder . . . eller at det er Fingalsen, som har paalagt Dem at paalægge Matilde at la sig paalægge . . ja kortsagt bedenat og haandspaalæggelser og tro. Det er som en ny morgenrøde. Jeg er ikke i tvil om, at det vil redde barnet, og selv om hun ikke blir frisk af det, hvilket vilde være et stort under det ogsaa, saa er det ialfald bedre at sidde lam i tro end at røre lemmerne i tvil. Si da noget, Paalsbo, og lad dig ikke aldeles overvælde af taushed.
PAALSBO (klukler). Ja jeg maa gratulere Celius. Det var sandelig et mesterlig kup. Imorgen kommer hele hjorden til at flokkes om Dem.
FRU LAVINIA. Vær ikke for sikker paa det, Paalsbo. Kanske nogen vil flokke sig om mig ogsaa?
PAALSBO. Jeg tænkte nu nærmest paa vælgerflokken.
FRU LAVINIA. Ja lad os se, om ikke nogen stemmer paa mig. Jeg stiller mig ialfald.
CELIUS. Er du blit gal?
FRU LAVINIA. Det vil vise sig. Jeg skal ialfald bevare fatningen.
CELIUS. Men dette er mytteri. Det er en sammensværgelse. Hvaha.
FRU LAVINIA. Ja vi er tre sammensvorne. Og imorgen er vi kanske tre hundrede.
FRU MAJA. Jeg er med, Lavinia. Dette er jo som en ny fanfare i luften. Er det ikke som du profeterer, Paalsbo? Naar kvinderne først aner sin magt og møder mandsterke frem — —
PAULINE. Men mama, du vil da ikke paa stortinget?
FRU LAVINIA. Jeg vil ialfald ikke sidde rolig og se paa at hvemsomhelst kommer der.
FRU MAJA. Kom, Paalsbo. Jeg maa ud i byen. Jeg maa gjennemgløde byen.
CELIUS. Vil De holde Dem i skindet, desperate kvindemenneske.
ANTON (stormer ind). Hurra — Solløs er rømt.
HOLT. Er gutungen forrykt.
ANTON (anpusten). Solløs er rømt med Petræa Sommerblom til det nye Jerusalem. (Alle staar maalløse.)
FRU MAJA. Var det ikke det som ante mig, at den mand var sanselig?
PAALSBO. Ja saa vil jeg ønske Dem et lykkelig valg imorgen, Celius.