Det lykkelige valg/Anden akt

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Gyldendalske boghandel (s. 35-60).
Havestue hos Celius.

FRU LAVINIA. Slaa op vinduerne derinde ogsaa, barn, og luft ud politiken.

PAULINE (ind fra spisestuen). Aa Gud hvor morsomt det var.

FRU LAVINIA. Var det morsomt?

PAULINE. Ja eller interessant. Især papa.

FRU LAVINIA. Det var vist ufrivillig. Din far har ikke været interessant i de nitten aar jeg har kjendt ham.

PAULINE. Men la du merke til frøken Sperling? Saa du hvordan hendes øjne hang ved hans læber? Jeg begriber dig ikke, jeg mama, som ikke er jalu.

FRU LAVINIA. Vil de to programmerne endelig smelte sammen, saa gjerne for mig. Det er dem vel undt.

PAULINE. Men tror du ikke det er det, at hun forstaar ham?

FRU LAVINIA. Skulde det være nogen sag. Jeg forstaar ham saa inderlig godt jeg ogsaa. Han er temmelig gjennemsigtig.

PAULINE. Men hun deler hans interesser, mener jeg — og det har vist aldrig du gjort.

FRU LAVINIA. Dette høres ud som en bebrejdelse. Vi kan ikke dele interesser, vi ikke har fælles, barnet mit, og nu har vi engang hver vore. Jeg har dere først og fremst, dig og Anton, og han har sit offentlige liv.

PAULINE. Ja det maa vel være saa. Men du kunde da være lidt ærgjerrig paa hans vegne.

FRU LAVINIA. For det første besørger han det selv, og for det andet har jeg tænkt saa smaat paa at bli lidt ærgjerrig for mit eget vedkommende.

PAULINE. Hvad mener du?

FRU LAVINIA. Aa det er bare en flyveidé. Det er ialfald ikke noget at snakke om endnu.

PAULINE. Men du undervurderer papa. Han er da høit anset. Og saa har han da kjæmpet hele sit liv for kvindernes frigjørelse.

FRU LAVINIA. Det er jeg kanske for frigjort til at være ham videre taknemlig for. Men lad ialfald ikke os to komme ind paa politik. Si mig heller: hvad var der i vejen idag mellem dig og Øjvind Holt? Dere snakked ikke sammen ved bordet, og manden saa ganske ulykkelig ud.

PAULINE. Aa han er saa altfor, altfor i al ting. Alt er saa fastslaat for ham. Jeg især. Og det er jeg ikke bestandig oplagt til.

FRU LAVINIA. Jeg skal si dig én ting. Vær glad, at han er som han er. Han er en mand i stort og smaat. Men indlad dig ikke paa noget, som bare er tøv, gaa ikke de dumme spaserturene med doktor Hegre . . selv om du synes han er morsom. Han er forresten for gammel til at være morsom. Han gjorde kur til mig og hele min generation sist i forrige aarhundrede.

PAULINE. Aa Gud, det er da for komisk.

FRU LAVINIA. Ja, jeg har ikke noget imod at gjøre ham komisk for dig. Det faar heller gaa lidt ud over mig selv.

PAULINE. Er det ikke merkelig, at papa ikke har anelse om at der er noget usedvanlig mellem mig og Øjvind Holt?

FRU LAVINIA. Nej, hvad ser og hører vel han . . Men det er ogsaa best at la ham ha ro til valget er over.

ANTON (stormer ind fra haven i speideruniform). Hurra, nu gik toget med middagskannibalen.

FRU LAVINIA. Hvad er det du sir, gut?

ANTON. Slig kalder Timansen ham. Og Timansen er socialist.

PAULINE. Det er godt papa ikke hører dig.

ANTON. Far var den siste som klemte ham i næven. Han staar vist enda paa perrongen og bukker og vifter med flossen. Det var ogsaa en at gjøre stas paa. Er det no mad igjen?

FRU LAVINIA. Politiske frokoster er bare for stemmeberettigede. Men gaa ud i kjøkkenet til Alette, saa faar du se.

ANTON. Har Pauline kanske stemmeret?

FRU LAVINIA. Hun er kvinde. Det faar du bøje dig for.

ANTON. Du skal se om jeg bøjer mig. Naar jeg faar magten, skal ialfald Pauline og veninderne hendes be om godt vejr.

PAULINE. Nej, hvad gir du mig for dutten.

ANTON (mod hende med knytnæver og flammende øjne).

FRU LAVINIA. Saa gut, marsj ut. (Anton ud.)

PAULINE. Mama, du er meningsløst svag for den gutten.

FRU LAVINIA. Synes du? Ja jeg er kanske det. Jeg lægger ialfald ikke an paa at kue instinkterne i ham.

PAULINE. Det er uskikkeligheden hans og uforskammetheden som du kalder med et forskjønnende navn. Jeg synes heller de instinkterne skulde plukkes ud af ham.

FRU LAVINIA. Overlad du hans opdragelse til mig.

ANTON (ind med munden fuld af mad og et stykke blodig Steg i haanden. Klapper sig paa jakkelommen). Kan du gjætte hvad jeg har her, Pauline?

PAULINE. Æsj. Fy. Det er vist en rotte. (Rygger bag moderen og samler skjørterne.) Vil du tænke dig, mama — igaar slængte han en halvdød rotte lige i synet paa Alette. Er det ogsaa et instinkt?

ANTON. «Og i nat saa jeg igjen hans sterke gjennemtrængende Øjne. Ø. sir de er stikkende —»

PAULINE (kaster sig med et hvinende skrig over ham). Din tyv! Din væmmelige, ufordragelige spiongut. Slip. Vil du slippe.

FRU LAVINIA. Anton.

ANTON (rækker Pauline bogen).

PAULINE (styrter hulkende ud).

FRU LAVINIA. Nu Anton, er du fornøjd med dig selv?

ANTON (svarer ikke).

FRU LAVINIA. Siden du tier, gaar jeg ud fra, at du ikke samtykker. Jeg er ogsaa meget skamfuld paa dine vegne, Du kan gaa. (Celius i det samme ind. Ser spørgende, først paa gutten, saa paa sin kone.)

CELIUS. Har knegten været opsætsig.

FRU LAVINIA. Brug ialfald ikke det ordet. Nej, det var ingenting.

CELIUS. Jeg synes han ser saa skyldbevidst ud. Hvad er det du tygger paa, gut?

ANTON. Mad.

CELIUS. Skal du staa og mumse og tygge, naar din far snakker til dig?

ANTON (svælger).

CELIUS. Var du med blandt de unge banditterne; som holdt kattekoncert i trætopperne, da statsraadens tog skulde gaa?

ANTON. Nej, jeg kommer lige fra badehuset.

CELIUS. Lad mig kjende. Du lyver. Du er ganske tør i luggen. Det forekom mig til min beskjæmmelse, at jeg drog kjendsel paa den brune buxerumpen din.

FRU LAVINIA. Du er jo saa nærsynt, Celius.

ANTON. Det er vel andre end jeg som har spejderbuxer.

CELIUS. Det var en skandale. Det var ikke ørenslyd at faa. De overdøved lokomotivfløjterne. Jeg følte det som en stor lettelse, da toget endelig gik. (Til Anton.) Men sagen skal bli undersøgt. Gaa med dig, og læs lexerne dine. Det er sandt: spring først ud i haven og tag ned flaget. (Anton ud.)

CELIUS. Du er meningsløst svag for den gutten.

FRU LAVINIA. Saa hører jeg. Men han maa da faa lov at røre sig, stakkar.

CELIUS. Hvad er det for snak. Han kan da vel røre sig uden at gjøre ugagn eller yppe slagsmaal. Jeg har selv været gut.

FRU LAVINIA. Har du virkelig, Celius? Jeg trodde egentlig aldrig dere ledende mænd havde været gutter. (Ler.)

CELIUS. Det er en absurd idé. Hvad er det du ler af?

FRU LAVINIA. Jeg kan vanskelig tænke mig dig som leder af et ordentlig slagsmaal.

CELIUS. Nej gudbevaremigvel. Skal det ogsaa være en forklejnelse?

FRU LAVINIA. Opgjørene skedde vel i parlamentariske former i dine guttedage.

CELIUS. Du er fremdeles spøgefuld. Du behaged at spøge med vor gjest ogsaa.

FRU LAVINIA. Jeg underholdt ham saa godt jeg kunde. Det gik forresten lidt traatt.

CELIUS. Barkeland sætter ikke pris paa Spøg. Den var ogsaa højst paafaldende. Han var her i en alvorlig mission.

FRU LAVINIA. Ja han skulde jo støtte de vaklende. Men herregud, mens manden spiste, behøvde han da ikke at støtte de vaklende.

CELIUS. Frokosten var i flere henseender et taktisk fejlgreb. Der sad f. ex. Fingalsen og rørte ikke sit vinglas. Det burde vi betænkt.

FRU LAVINIA. Haha. Ja vil du tro, han spytted ud en mundfuld kaviar i sit lommetørklæ. Regner du det for en streg i din politiske regning?

CELIUS. Fingalsen har magt. Det har vi faat føle i bystyret. Og det er og blir et taktisk misgreb, at vi i en tør by trakterer med rødvin til frokost.

FRU LAVINIA. Men hædersgjesten drak da vin.

CELIUS. I festiviteten forlangte han bringebærsaft. Forøvrig drikker en statsraad vin, saalænge der ikke er statsforbud. Han gjør det saa-at-si i kraft af den bestaaende orden. Men ideelt set er Barkeland tør. Og han var ikke fornøjd.

FRU LAVINIA. Hvoraf slutter du det?

CELIUS. Af tre ting: for det første pirked han sig i tænderne, hvilket vi i stortinget opfatter som et ubedragelig kjendetegn paa, at han er i daarlig lune. For det andet sad han næsten i et kvarter før opbruddet med uret i haanden.

FRU LAVINIA. Ja, men det gjør han jo ved historiske anledninger.

CELIUS. Og for det tredje gled han i samtalens løb ud af landsmaalet.

FRU LAVINIA. Tænk, jeg syntes han holdt sig lige lodden i munden hele tiden.

ANTON (ind med en bog). Mama, vil du hjælpe mig med gloserne?

CELIUS. Kan du ikke hjælpe dig selv, gut? Er det fransk?

ANTON. Nej, det er landsmaal. Det er saa vrient.

CELIUS. For no snak. Der har vi følgerne af den unationale agitation, som drives helt ned blandt skoleungdommen — og alt vrængeriet og taabeligheden i hjemmene. Skjønner du ikke norsk, din lømmel? Hvaha.

ANTON. Jeg skjønner norsk.

CELIUS. Ja, hvad er det saa du vil? Gaa op og læs lexerne dine.

ANTON. Det er bare nogen gloser —

CELIUS. Det heder ikke gloser, naar du snakker om dit eget sprog. Her faar vore børn adgang til at lære sit fædrene sprog purt og rent, og saa kommer de og knyr.

FRU LAVINIA. Det er enda godt du ikke kalder det modersmaal. Vis mig de gloserne du, gutten min.

CELIUS. Ja, støt ham bare i dovenskaben.

FRU LAVINIA (med bogen). Jeg maa bekjende, at heller ikke jeg forstaar et muk af det hele. Og jeg som netop har siddet tilbords med Barkeland.

CELIUS. Det skal du gjerne faa mig til at tro. Det er dit sindelag vi ser frugterne af. (Til Anton.) Læs op det du ikke skjønner.

ANTON (fra bladet). No det lagar seg — og bragar liv — i tjodskaps streng.

CELIUS. Højt og tydelig.

ANTON (læser om igjen).

CELIUS. Du udtaler det præcis som kileskrift. Ræk mig bogen. (Ser paa skriftstykket. Pudser lorgnetten og gransker det paany.)

FRU LAVINIA. Jeg er spændt paa tydningen.

CELIUS. Det er poesi. (Til Anton.) Du skjønner da vel for fan, at dette er poesi. Hvaha.

FRU LAVINIA. Ja, men oversæt. Oversæt.

CELIUS. Gutten har jo ingen fornemmelse af, at det er vakkert. Pompøst. (Smækker bogen igjen og slænger den til Anton.) Hvad staar du og venter paa? Pak dig ud. (Anton ud.)

CELIUS. Der kan du se.

FRU LAVINIA. Ja, jeg kan se. Og det kan gutten ogsaa.

CELIUS. At en ikke engang i sit hjem skal være forskaanet for modstand og fortrædeligheder. Som om jeg ikke havde nok af det i det offentlige liv?

FRU LAVINIA. Hvad er det egentlig du beklager dig over? Er det over din kone eller over dine to vellykkede børn? Du bør forklare dig nærmere.

CELIUS. Det jeg arbejder for, det jeg holder for mine livssager, skulde da vel først og fremst her i mit hjem møde interesse og forstaaelse. Men fraregnet Pauline —

FRU LAVINIA. Du glemmer at det ogsaa har været en af dine livssager at trække os kvinder ind i det offentlige liv. Jeg har aldrig indset nytten ved det, jeg har ganske andre anskuelser, men jeg maa da faa lov at hævde dem? Kom endelig ikke i strid med dine egne principer.

CELIUS. Jeg kan ikke opfatte min egen kone som min politiske modstander.

FRU LAVINIA. Tænk dig engang ind i den situation, at jeg stilled mig til valg.

CELIUS. Det vilde være naturstridig. Din plads er i hjemmet.

FRU LAVINIA. Det var dine gamle modstanderes mest forhaanede argument.

CELIUS. Det blir ialfald ikke tale om nogen kvindelig repræsentant fra denne byen i min levetid. I principet har jeg selvfølgelig minst af alle noget imod det, men kravet vil ikke melde sig i en overskuelig fremtid.

FRU LAVINIA. Jeg trodde frøken Sperling var udset til varamand.

CELIUS. Det var paa tale. Og det vilde unægtelig tat sig godt ud. Men frøken Sperling faar resignere. Vi maa række en haand til de troende. Det blir Fingalsen.

FRU LAVINIA. Fingalsen og atter Fingalsen. Men hvordan skal jeg forstaa det? Du har da bestandig været imod det sneversyn og den anmassende aandsfattigdom hos de menneskene. Du har da bestandig efter fattig lejlighed været et verdens barn.

CELIUS. I politiken, min ven, er det desværre ikke den snorrette linje som fører til maalet.

FRU LAVINIA. Men du kan da ikke svigte din overbevisning for at bli valgt?

CELIUS. Jeg svigter ikke min overbevisning. Hvem har sagt noget sligt sludder? Jeg bare, om du vil, opsætter min overbevisning. Jeg lar min overbevisning træde lidt i baggrunden, indtil der atter blir brug for den.

FRU LAVINIA. Du snakker prisværdig aabent. Har Fingalsen og de troende greje paa, at det er dit standpunkt?

CELIUS. Fingalsen er — ja lad mig ikke bruge et odiøst udtryk som fanatiker. Men han lever ialfald i en snever idékreds. Med ham nytter det ikke at diskutere den politiske taktik. Desto uheldigere er det, at vi begik den fejl ved frokosten.

FRU LAVINIA. Hvorfor bad du ham da?

CELIUS. Han var ikke til at undgaa. Men desuden er der en ting til, og det er dig.

FRU LAVINIA. Mig?

CELIUS. Ja, det er dig, Lavinia. De lag af befolkningen, som har Fingalsen til tillidsmand — de troende altsaa, de tror ikke paa vor demokratiske oprigtighed. De er skeptiske. For dem er og blir vi overklasse. Og det skulde ikke du understrege.

FRU LAVINIA. Hvad er det du mener?

OELIUS. Jeg behøver ikke at gaa længer end til den kjolen, du har paa dig. Den slutter glat og trangt om dine former. Den virker udfordrende.

FRU LAVINIA. Den har da vel aldrig udfordret Fingalsens slette lidenskaber?

CELIUS. Jeg vil minde dig om, at du har en voxen datter.

FRU LAVINIA. Forhaabentlig behøver ingen af os at klæ sig i sæk og aske for at faa dig valgt.

CELIUS. Det er vor demokratiske pligt at mildne og udjevne klasseforskjellen. Og den pligten paalægger ogsaa dig visse ofre.

FRU LAVINIA. Jeg synes det er stort offer nok at sidde tilbords med en kavaler som Fingalsen. Jeg spurte til og med efter hans kone.

CELIUS. Fingalsen er enkemand.

FRU LAVINIA. Naaja. Frøken Sperling har ialfald et oprigtig demokratisk sindelag. Og hun er da slet og ret nok.

CELIUS. Du kan ikke taale hende. Hun er i mine øjne en meget fremragende kvinde.

FRU LAVINIA. Det er hun i mine ikke mindre. Ser du de graa silkevanterne — nej der paa stolen ved pianoet. De betyr at hun kommer igjen. Hun har lagt dem fra sig i tankeløshed eller begejstring.

CELIUS (ser paa sit ur). Jeg skal forresten i et møde.

PIGEN (ind). Telefon til fruen.

FRU LAVINIA. Hvem er det nu da?

PIGEN. Ved’ke. Det var en herrestemme.

FRU LAVINIA. Hejsan. (Hun følger efter pigen ind i spisestuen. Celius vil benytte anledningen og gaa, men løber lige mod frøken Augusta Sperling i havedøren.)

CELIUS. Nej er det Dem, frøken Sperling. Jeg stod just paa farten. Kom ind. Kom ind.

AUGUSTA. Jeg kommer bare for at hente vanterne mine. (Ser sig om i stuen, tar begge hans hænder.) Jeg maatte hid og takke Dem for atter en dag — atter en dejlig dag.

CELIUS. Ja det var hyggelig, ikke sandt? Men jeg er lidt ængstelig for Barkeland. Han var ikke rigtig i sit es.

AUGUSTA. Barkeland er ikke anderledes, forsikrer jeg Dem. Paa bunden er han saa elskelig, men hvor han kan være ru paa overflaten. Han har en idyl i sig, men den er ligesom overgrodd. Han er saa var, saa var. Aa, om Barkeland engang vilde aabne sin egentlige natur.

CELIUS. De ser altid tversigjennem til det menskelige, frøken Sperling. Det er det store ved Dem.

AUGUSTA. Det er vist det barnlige jeg ser ved mændene. Ved dere store højtidelige mænd. Det som trænger hjælp og ømhed. Men det er kanske en svaghed hos mig?

CELIUS. De ejer et fond af idealisme, og det er ingen svaghed. Tvertimod. Og vi som bærer dagens byrde i det offentlige liv, trænger ogsaa lidt paaskjønnelse engang imellem.

AUGUSTA. Og ømhed, Celius.

CELIUS. Jeg ved, at der ikke egentlig er noget begejstrende ved min personlighed.

AUGUSTA. Nej, men kjære Celius —

CELIUS. Forstaa mig ret: jeg mener for den store hob.

AUGUSTA. Det skulde da være, at en kæmner mellem skatteyderne — —

CELIUS. Men jeg tror jeg er den eneste, om jeg saa maa si, fødte politiker i denne by.

AUGUSTA. En af de faa i landet, kjære Celius. I samtiden.

CELIUS. Mange vilde si, at De overvurderer mig, som det kan hænde vaabenbrødre imellem — ja jeg mener ikke, at jeg nogengang skulde komme til at overvurdere Dem, kjære frøken Sperling. Jeg er lykkelig ved bare tilnærmelsesvis at skatte Dem for, hvad De har udrettet og hvad De er i Dem selv og for mig først og fremst. Kort sagt: det er mulig, at De ikke overvurderer mig. Lad det staa hen. Det kan hænde, at jeg er en af de faa fødte politikere i samtiden. Men hvad saa?

AUGUSTA (uvis). Ja . . ja hvad saa — —?

CELIUS. Ja, hvad saa, frøken Sperling? (Pause.) Var det formeget forlangt, at byen gav et synlig udtryk for sin paaskjønnelse?

AUGUSTA (lettet). Nej, det ved Gud. Men det er da sikkert ogsaa paa tale.

CELIUS. Har De noget bestemt at holde Dem til? Har sagen været drøftet?

AUGUSTA. Nej — ja det vil si: bare rent foreløbig.

CELIUS. Der ligger jo et slags vink i det samtræffet af dage.

AUGUSTA (tier uforstaaende).

CELIUS (utaalmodig). Har De glemt, at valgdagen falder paa min fødselsdag, frøken Sperling?

AUGUSTA. Ja hvor har jeg mine tanker henne? Den femtende september. Det er alt iovermorgen. Saa blir borgergaven først og fremst et godt valg.

CELIUS. Det vilde være en taktisk fejl at opsætte alt til over valget. Da er det hele jo afgjort, og den moralske virkning paa gemytterne vilde bli virkningsløs . . ja forstaa mig ret . . den opstemmende appel i en umiddelbar hyldning vilde ikke komme valget tilgode.

AUGUSTA. Der kan De se hvor kort vi andre tænker. I dette har De jo indlysende ret.

CELIUS. Nu kjender De mig saa godt, frøken Sperling . . . De er kanske det eneste menneske, som kjender mig saa tilbunds, at De ikke opfatter dette som nogen personlig forfængelighed.

AUGUSTA. Kjære Celius, behøver jeg at forsikre —?

CELIUS. Nej nej. Det hele er for mig bare et taktisk spørsmaal. Arrangementet overlader jeg helt og holdent til Dem og mine andre gode venner. Det vigtigste er, at det føjer sig saa-at-si af sig selv og faar et præg af ligefrem, uskrømtet hjertelighed.

AUGUSTA. Gik det an, at vi indleded dagen med koralmusik fra kirketaarnet?

CELIUS. De sir noget. Men mon det ikke vilde støde enkelte? Og desuden staar pastor Feltman mig saa fjernt. Nej — alt vel overvejet, sløjfer vi koralerne. Men et digt derimod i «Fremtidsvennen» foruden Øjvind Holts artikel.

AUGUSTA. Ja, et digt. Det fik bli af Sommerblom. For han har virkelig en aare.

CELIUS. Han har en festlig aare, men den fik selvfølgelig rinde anonymt. Han er ikke det heldigste nummer i det borgerlige liv. Men han kan anslaa stemningen. Ja, dette høres jo formelig ud, som om jeg bestiller udmerkelser for mig selv. Det er en absurd tanke. Og saa som det vilde ligne mig. Hvaha . .

AUGUSTA (i samme tone). Ja akkurat.

CELIUS. Ja ikke sandt. (De ler begge hjertelig.)

FRU LAVINIA. Her er det muntert. Goddag igjen, frøken Sperling. Jeg kan hilse Dem fra Deres fætter. Jeg kommer netop fra en telefonsamtale med ham.

AUGUSTA. De skal vist ikke hilse mig, fru Celius.

CELIUS. Hvad kan egentlig du og doktor Onsø ha at telefonere om?

FRU LAVINIA. Vi er meningsfæller ligesom frøken Sperling og du.

CELIUS. Meningsfælle af en mand som aldrig har ejd en alvorlig Mening.

FRU LAVINIA. Desto bedre gaar vi i takt. Han ringte forresten op for at høre om du var hjemme.

AUGUSTA. Han vilde da vel ikke hid i frokosten?

FRU LAVINIA. Det vilde moret ham at træffe Barkeland, sa han.

CELIUS. Jeg indbyder ikke en mand, for hvem intet er hellig.

FRU LAVINIA. Det sa jeg ogsaa til ham. Jeg sa, jeg antog du var bange for hans sarkasmer.

CELIUS. Jeg er ikke bange for ham eller nogen. Men jeg vælger selv mine gjester.

FRU LAVINIA. Ja jeg vilde ikke valgt Fingalsen.

CELIUS. Jeg har ingenting at tale med doktor Onsø om. Han er mig et usympatisk menneske, det har jeg aldrig lagt skjul paa og agter heller ikke at gjøre det. Man kan respektere ærlige og overbeviste modstandere —

FRU LAVINIA. Du tar fejl. Onsø opfatter sig ikke som din modstander.

CELIUS (hører ikke). — men disse saakaldte aandsaristokrater med deres falske overlegenhed, deres gjøn og billige vid, dem foragter jeg.

AUGUSTA. De har heller ingen indflydelse, gudskelov.

CELIUS. Nej, ialfald ikke i Stortinget. Det har De ret i, frøken Sperling, og det gjør Dem dobbelt ære, at De bedømmer den mand frit og uhildet af slægtskabshensyn. (Det ringer.)

FRU LAVINIA. Kan du aldrig glemme, at han har kaldt dig triple sec? (Det banker.)

FRU LAVINIA. Kom ind, doktor.

PASTOR FELTMAN. Doktor. Ja hvis De tænker paa mig som sjælelæge, maa jeg takke for titelen. (Han hilser rundt.) Jeg bestemte mig til at gaa herindom i formiddag, for det saa saa festlig ud her. Men jeg blev opholdt paa kontoret, og nu ser jeg flaget er strøget.

CELIUS (lidt forlegen). Det var hejst til ære for statsraad Barkeland.

PASTOR FELTMAN. Det var højst paafaldende. Er han død?

AUGUSTA Nej, men pastor . . Han holdt jo foredrag i festiviteten i formiddag.

PASTOR FELTMAN. Det er meget mulig. Det har jeg ikke hørt noget om.

FRU LAVINIA. De lever i Deres egen verden, pastor Feltman.

PASTOR FELTMAN. Det gjør jeg nok ogsaa, og det er vistnok altfor mange ting i vor fælles verden jeg ikke har greje paa. Jeg er saa upraktisk. San paafaldende upraktisk.

CELIUS. Pastoren har sit embede, og det kræver sin mand.

PASTOR FELTMAN. Tal ikke om det. Det har bare været en fornøjelse. Man har kappes om at lette mig arbejdet. Det er gaat en stor flok fra mig til Fingalsen, især siden han har forenet sig med denne broder Solløs.

AUGUSTA. Er det ikke egentlig trist, at saamange falder fra?

PASTOR FELTMAN. Nej, hvor vil De hen, frøken? Det vilde være et tegn paa aandelig ligegyldighed, om alle lod sig nøje med min forkyndelse.

FRU LAVINIA. Med al Deres beskedenhed sætter De heller ikke os, Deres trofaste tilhørere, videre højt, hr. pastor.

PASTOR FELTMAN (ler med). Ja, se der forløb jeg mig. Det er højst paafaldende. Men jeg kom for at fortælle, at jeg kommer til at rejse. Jeg er udnævnt til fængselsprest i Kristiania.

AUGUSTA. Til fængselsprest. Gratulerer.

CELIUS. Jeg hørte om udnævnelsen af statsraad Barkeland. Ja. Jah!

FRU LAVINIA. Men jeg vidste ikke engang, at De søgte Dem bort.

PASTOR FELTMAN. Har jeg glemt at fortælle det . . Jo paa mange opfordringer.

FRU LAVINIA. Fra Fingalsen formodentlig.

PASTOR FELTMAN. Ja, vist ogsaa fra Fingalsen. Han vil ha en prest af sin egen aandsretning.

FRU LAVINIA (til Celius). Og du har vel benyttet din indflydelse hos regjeringen?

CELIUS (undvigende). Det faar være som det vil med den religiøse splittelse, saasandt vi bare har et sterkt ledende fremskridtsparti. Og ingen kan nægte, at de pietistiske retninger er udpræget demokratiske.

PASTOR FELTMAN. Det er de vist. Men det er uvæsentlig.

CELIUS. Kalder De det uvæsentlig?

PASTOR FELTMAN. Ja. Det vedkommer ikke sagen. Jeg kalder det ogsaa uvæsentlig om prædikanten er lys eller mørk. Ikke sandt, frue?

FRU LAVINIA. Jo, hvis han ellers er en indtagende mand.

PASTOR FELTMAN (ler med). Og demokratisk eller ikke-demokratisk, det er en bestemmelse, som ikke berører det religiøse.

CELIUS. Nu har jeg hørt det ogsaa. Men selve kristendommen er da demokratisk, mand.

PASTOR FELTMAN. Nej, ligesaalidt som den er blond eller brunet. Jeg henvender mig ikke til Demos, naar jeg vil tale til menneskenes sjæle. (Stille begejstret.) Jeg henvender mig til konger. Konger i landflygtighed.

AUGUSTA. Herefter blir det vel til kongerne paa tugthuset.

CELIUS. Jeg begriber ikke et kvæk.

FRU LAVINIA. Nej, det er rimelig.

PASTOR FELTMAN (samtidig). Det er højst paafaldende. Se nu havde jeg forleden besøg paa kontoret af broder Solløs. Han er vistnok paa sin maade et godt og oprigtig menneske. Men han behandled mig meget ukjærlig. Han examinerte mig i børnelærdom og opfordred mig ikke desto mindre truende til det jeg vil kalde kjætteri. Han forlangte at jeg ved nadveren skal bruge bringebærsaft og vand.

CELIUS. Ja, det gjorde vel samme tjenesten. Og om nu demokratiet stilled et sligt krav til presterne?

PASTOR FELTMAN. Jeg ved ikke om Solløs repræsenterer demokratiet i dette stykke. Men jeg sa, at om hans underkastelse som afholdsmand kom i konflikt med hans frihed som kristen, fik han selv vælge.

FRU LAVINIA. Og hvad svarte han paa det?

PASTOR FELTMAN. Han udtalte, at der fandtes kar til ære og andre til vanære. Er det ikke højst —

FRU LAVINIA. Nej, kjære pastor, det er ikke det minste paafaldende. Men derimod er det paafaldende, at min mand kan trives i saa daarlig politisk selskab.

CELIUS. I politiken vælger man ikke sit selskab.

FRU LAVINIA. Men det skulde man gjøre. For at undgaa urenslighed.

AUGUSTA. Saa kunde ingenting bli gjennemført. Man behøver vel ikke at ha de samme idealer for at kunne enes om de samme praktiske reformer.

CELIUS. Meget rigtig, frøken Sperling. Der udtrykte De netop min tanke.

FRU LAVINIA. Aa — er du først i selskab med slige kanutter som Fingalsen og Solløs, saa skyller du nok ogsaa ned baade bringebærsaften og de andre idealerne.

PASTOR FELTMAN. Jeg følger desværre ikke med og er et rent barn i politik, men saavidt jeg har forstaat, kjære frue, saa har dog Deres mand stor fortjeneste af kvindernes frigjørelse. Og nu naar kvinderne har adgang til det offentlige liv —

AUGUSTA. — hvilket formodentlig ikke passer i pastorens og Pauli kram — —

PASTOR FELTMAN. — saa har de jo en stor opgave netop i den retning fruen antydede. Kvinderne har friskere instinkter, de slaar kraftigere ud i mishag, de er dristigere og varmere, naar noget begejstrer dem, og for hver gang de har uret, har de tusen gange ret.

AUGUSTA. Jeg noterer pastorens ulægelige brud med Paulus.

PASTOR FELTMAN. Ja . . hvor vilde jeg egentlig hen. Jo — hvorfor stiller ikke De Dem til valg, frue?

FRU LAVINIA. Jeg. Aa pastor, De er ubetalelig.

CELIUS. Pastoren har ret. Han er et barn i politik.

PASTOR FELTMAN. Men hvad skulde der være ivejen! Paa Deres verk, hr. Celius, maatte det jo sætte kronen, om Deres frue blev valgt.

CELIUS (tørt). Synes De det?

PASTOR FELTMAN. Ja, for det er da for de virkelige, nulevende, bestaaende kvinder De har arbejdet.

CELIUS. Kvinderne. Hm. Der er kvinder og kvinder.

AUGUSTA. Var pastoren gift, vilde han formodentlig puffe sin kone op paa prækestolen. Det vilde ogsaa være at sætte kronen paa verket.

PASTOR FELTMAN. Mit embede er mig personlig betrod, saa det blir en anden sag. En stortingsmand kan heller ikke vilkaarlig sende en stedfortræder. Men før valget staar jo alle frit.

CELIUS. Et ord i alvor, pastor Feltman. Er det som talsmand for nogen bestemt gruppe De nu lige før valget kommer med denne forbausende henstilling?

AUGUSTA. Dette ubegribelig naive forslag?

CELIUS. Eller er det helt paa egne vegne?

AUGUSTA. For egen regning og risiko?

PASTOR FELTMAN (betuttet). Kjære, jeg staar jo udenfor alle partigrupper, det er bare som beundrer af fruen at jeg udkaster — —

AUGUSTA. Som beundrer af fruen — naa!

FRU LAVINTA. De behøver vist ikke at gjenta hvert ord, frøken Sperling.

PASTOR FELTMAN (mere og mere forvirret). Jeg forsikrer Dem, det var ganske uskyldig ment. Og jeg har desuden hørt fra flere kanter, at man var misfornøjd med — ja dette har jeg vist ikke lov til at bringe videre.

CELIUS. Hvad var man misfornøjd med?

AUGUSTA. Ja, jeg maa ogsaa spørge, hvem var man misfornøjd med?

PASTOR FELTMAN (desperat). Med Celius.

CELIUS. Med mig?

AUGUSTA (himmelfalden). Med Celius!

PASTOR FELTMAN (reiser sig). Nej at jeg skulde komme med dette. Det er da højst — (Trykket pause.)

DOKTOR ONSØ (ind fra haven). Goddag, frue. Goddag, hr. Celius. Goddag, Feltman. Ej se, goddag, kusine.

FRU LAVINIA. De kommer forløsende, doktor.

ONSØ. Det er min metier. Har pastoren været uartig?

FRU LAVINIA. Jeg ved ikke hvad De vil kalde det. Han vil ha mig til stortingsmand.

ONSØ. Det var da endelig et fornuftig ord af kirken. Det vil jeg ogsaa — ja selvfølgelig saafremt vor prøvede og fortjente repræsentant endelig vil resignere — som det jo ogsaa forlyder.

CELIUS. Forlyder det, at jeg? Er folk blit gale i siste øjeblik?

AUGUSTA. Er det tilladt at spørge hvor du har dine forlydender fra?

ONSØ. Ja hvad ved jeg. Jo vent lidt. Jeg hørte at statsraad Barkelands mission her var mislykket. Celius var træt, hed det sig. Han trækker sig tilbage.

CELIUS. Dette er et komplot. Hvaha.

AUGUSTA. Et forargelig og skammelig komplot. Bare ikke vælgerne forvirres.

ONSØ (uskyldig). Men De trækker Dem altsaa tilbage?

CELIUS (ude at sig selv). Jeg trækker mig til helvede. Forstaar De mig nu?

PASTOREN (hopper paa stolen).

AUGUSTA (med et blik paa Feltman). Man har forhaabentlig lov til at udtrykke sin indignation.

ONSØ (konverserende). Der er forresten noget uryddig ved partistillingen her i byen. Saa der kan jo let opstaa misforstaaelse. Der har vi denne skomager Fingalsen. Han gebærder sig noksaa hemmelighedsfuldt. Gad vidst i hvilken valgskaal han til syvende og sist kaster — jeg aner ikke hvormange kilogram troende.

FRU LAVINIA. Fingalsen var her til politisk frokost idag.

ONSØ. Ja, saa har man det vel paa det rene.

CELIUS. Det var en taktisk nødvendighed. Forresten faar man begynde at ta hensyn til den omstændighed, at demokratiet mere og mere kommer bort fra den fri tanke.

ONSØ. Og henimod typerne Fingalsen og Solløs. Ja det har jeg observert.

CELIUS. Jeg skylder egentlig ikke Dem nogen redegjørelse for partiets kurs. De staar udenfor ligesom pastoren, om end af andre grunde. De er reaktionær af modsigelseslyst, og den slags mennesker maa ha noget at hakke paa, ellers vantrives de. Jeg har repræsentert denne by i tolv aar, i fire valgperioder, og jeg har deltat i politiken siden min første ungdom. Mine overbevisninger har i al denne tid gjennemgaat en udvikling som alt hvad der lever og gror, men i sin kjerne eller i sin — sin struktur er de de samme. Jeg tror paa demokratiet.

ONSØ. I Deres ungdom skal De ha trod paa friheden.

CELIUS. Det kommer ud paa ét. Jeg kjender ialfald ingen anden vej til friheden end gjennem demokratiet. Og fremskridtet lar sig ikke hefte af mennesker, som bare ønsker friheder for sig selv.

ONSØ. Nej, jeg har heller ikke tænkt at hefte fremskridtet. Det kommer nok herrerne selv til at sørge for. Tillader fruen, at jeg tar en cigaret?

FRU LAVINIA. Ja, lad mig ogsaa faa en. (Han tænder for hende.)

ONSØ (med etuiet). Kusine?

AUGUSTA. Nej tak.

FRU LAVINIA. Tobak virker saa forsonende.

ONSØ. Min kusine og jeg er himmelvidt fra fredspipen. Og det er kjedelig, for jeg husker igrunden ikke, hvad vi er uvenner om. Mon det ikke var et agrarisk spørsmaal?

AUGUSTA (tier).

ONSØ. Men dengang stortinget vedtog kvindestemmeretten, faldt der en sten fra mit hjerte.

PASTOR FELTMAN (som har siddet hensunken i tanker). Jovist, frøken Sperling har tusen gange ret. Hr. Celius udtrykte jo bare sin indignation.

FRU LAVINIA. Hvor steg egentlig De af, pastor Feltman?

PASTOR FELTMAN. Aa jeg. Jovist, jeg følger med. Der faldt en sten fra Deres hjerte, doktor? Det var højst paaf — — (Stanser forvirret).

ONSØ. Jo, for min kusine er ladt med samme sprængstof som suffragetterne. Og saa kom stortinget ganske stille og fjerned lunten.

AUGUSTA. Flab. (Pastor Feltman hopper paa stolen.)

ONSØ. Der kan De se, Celius. Heller ikke jeg er blind for Deres politiske fortjenester.

CELIUS. Tak, det er mig komplet ligegyldig, doktor Onsø.

AUGUSTA. De ser saa forfærdet ud, pastor Feltman. Er det fordi jeg sa flab, saa gjentar jeg det.

FRU LAVINIA. Men jeg ønsker ikke alle ord anvendt i mit hus.

CELIUS. Frøken Sperling modtar ingen korrexer i mit hus.

AUGUSTA. Jeg sætter min fætter ud af betragtning. Ham har jeg tilladt mig at karakterisere. Men maa jeg spørge, om det ikke er pastor Feltman som er den egentlige fredsforstyrrer?

PASTOR FELTMAN. Jeg? Men beste frøken —

FRU LAVINIA. Pastoren har ikke opladt sin mund paa aldrig saalænge.

AUGUSTA. Først kommer han og disker op med nogen latterlige rygter om, at folk er misfornøjd med Celius —

ONSØ. Er det mulig, pastor? Med Celius?

PASTOR FELTMAN. Jeg forsikrer, jeg kom ganske uskyldig —

AUGUSTA. Det var vel ogsaa ganske uskyldig, De latterliggjorde Solløs, som af kristne og respektable motiver ønsked en reform af altervinen. Det var fremdeles ganske uskyldig at De hidsed op doktoren til at overøse mig med uforskammetheder.

FRU LAVINIA. Nu, pastor, staar De fast ved, at kvinden har tusen gange ret?

PASTOR FELTMAN (ryster uforstaaende paa hodet). De maa ha fattet et nag til mig, frøken, som jeg ikke kan forklare mig. Hvis det er min skyld, ber jeg om tilgivelse.

AUGUSTA. Kom ikke med forblommede insinuationer.

ONSØ (plystrer og stirrer blankt ud i luften).

AUGUSTA (tilkaster ham et forbitret blik).

CELIUS. Jeg skulde forlængst været i et møde. Frøken Sperling, vi gaar samme vej. Ja, det er sandt. De kom jo for at tale med mig, doktor. Er det uopsættelig? Hvaha.

ONSØ (trækker et papir op af lommen). Nej kjære, det haster egentlig ikke. Det var forresten om De vilde sætte Deres navn paa denne liste for nogen kroner. Saa vi kunde faa Matilde Sommerblom ind til Kristiania engang under kyndig behandling af specialister.

CELIUS. Liste. Nej. Lister er mig meget imod. Men jeg gjør meget godt i stilhed.

ONSØ. Aa undskyld, saa er det jo rimelig, at jeg ikke ved det. (Putter listen i lommen.)

CELIUS. Farvel. (Ud med frøken Augusta. Pastoren blir siddende med sænket hode og begge hænder for øjnene. Fru Lavinia og doktor Onsø ser paa hverandre og smiler.)

ONSØ. Hvad skulde nu dette opgjøret bety, pastor Feltman?

PASTOR FELTMAN. Opgjør. Jeg forstaar ingenting Men jeg er højst — højst ulykkelig.

ONSØ. En dame som kusinen tar da ikke slig paa vej for ingenting. Tænk Dem vel om.

PASTOR FELTMAN. Mine tanker staar stille. (Ser spændt lyttende ud i luften.) De staar aldeles stille.

ONSØ. Har hun aldrig frid til Dem og faat nej?

PASTOR FELTMAN. Frid. En dame og en dame som frøken Sperling! Dette er en højst upassende spøg.

ONSØ. Javist er det saa. Men jeg mente bare, at De kanske hadde svaret nej i pur overilelse.

FRU LAVINIA. Hold nu op, doktor.

PASTOR FELTMAN (fremdeles grublende). Og naar jeg ikke forstaar menneskene, saa er jeg jo igrunden overflødig.

FRU LAVINIA. Nej, hold nu op De ogsaa. Dette er ved gud ikke noget at ta tungt. De, pastor, forstaar akkurat hvad De har brug for at forstaa. (Sukker.) Gid De forstod lidt mere forresten. Men dermed basta. Kan De derimod si mig, hvad jeg skal stille op mod en slig umulighed som min mand, saa skal De ha tak.

PASTOR FELTMAN. Men kjære frue, Deres mand! Deres mand er da vist en betydelig politiker.

FRU LAVINIA. Ja, det er han vist. Og om ikke betydelig, saa ialfald politiker. Sent og tidlig. Søndag og hverdag. Højt og lavt. Men det er ikke det jeg beklager mig over. Det har jeg faat vænne mig til. Nej, det er ikke det. Men sagen er, at Celius er i bund og grund demoralisert.

ONSØ. Det er han selvfølgelig. Men gjør det noget?

PASTOR FELTMAN. Kjære frue. Som hustru —

FRU LAVINIA (stanser ham med en blid men affærdigende gestus). De aner ikke, hvor enig jeg er med Dem og skriften. Og kommer det an paa at bøje sig, saa bøjer jeg mig gjerne for en mand, men ikke for en socialøkonomisk trætavle. Ja jeg ved, at det burde jeg betænkt for tyve aar siden. Men der indtræder af sig selv en periode i et sligt slægtskabsforhold som det mellem to gifte mennesker, da omsider vanen har, uf! ikke sløvet, men hærdet ens blik for hverandre, saa det er blit blankt og tørt. Da gjælder det, at magten og ledelsen selvsagt og uomstridt kommer i de rette hænder.

ONSØ. De er klar som krystal, kjære veninde.

FRU LAVINIA. Det haaber jeg. De husker altsaa, doktor Onsø, at jeg i formiddag lovte Dem, at De inden aften skal bli politiker? Det samme skal pastor Feltman. Vi tre som her sidder stifter en sammensværgelse.

ONSØ. Hvad gaar den ud paa?

FRU LAVINIA. At skaffe mig endel stemmer nu ved valget. Ikke mange. Bare hundrede eller saa. Det vil gi Celius noget at tænke paa.

ONSØ. Her har De mig. Jeg er alt politiker.

FRU LAVINIA. Og De, pastor Feltman.

PASTOR FELTMAN. Ja men kjære frue. Dette er højst paafaldende. Jeg ved ikke om —

ONSØ. Snak om en ting. Som vordende fængselsprest har De Deres fulde frihed. Vi agiterer.

PASTOR FELTMAN. Men en prest —

ONSØ. En doktor —

FRU LAVINIA. Og en kvinde.

ONSØ. Ja hvad mere behøves?

PASTOR FELTMAN. Jeg er ganske overrumplet.

ONSØ. Det er jeg ogsaa. Men plejer ikke sammensvorne gjerne at ha et tegn?

FRU LAVINIA. Vi kjender hverandre godt nok.

ONSØ. Ja, for ellers vilde jeg foreslaat en solsikke i knaphullet.

Tæppe.