Det lykkelige valg/Fjerde akt
De er begge ledige. Celius driver fra vindu til vindu og ser ned paa gaden.
CELIUS. Dette er en utaalelig dag, og aldrig tar den ende. Kan da ikke de menneskene komme til et foreløbig resultat ialfald.
AUGUSTA. De vil ikke jeg skal gaa derhen, Celius?
CELIUS. Nej, bli her endelig. Gaa ikke fra mig.
AUGUSTA. Tak.
CELIUS. Vi har jo telefon. De maa da vel endelig varsle pressen. Og desuden lovte Paalsbo at holde mig underrettet.
AUGUSTA. Skal jeg ringe op og høre?
CELIUS. Nej nej. Jeg taaler ikke den lyden. Det er med mig som med de kunstnere, som aldrig kommer over lampefeberen. Saan er det naar jeg tar ordet i tinget, og saan er det hver valgdag. Og tænk da iaar. Iaar.
AUGUSTA. Ja, men iaar er der da heller ingen tvil om udfaldet.
CELIUS. Nej, det er det vel ikke. (I opfarende angst.) Hvaha? Nej det er der gudskelov ikke. Men denne store valgdeltagelsen gjør mig nervøs. Hvad skal den være til? Hvorfor pokker kan ikke folk holde sig i skindet? Hvad skal kjærringerne fra Donkebek og Kleva afsted og stemme for? Og Onsø. La De merke til, at han tropped op i spidsen for alle pigerne fra ansjosfabriken? Han har faat dem med. Han har betalt dem for det. Han undser sig ikke for at øve valgtryk. Men vent. Vent. Jeg skal rense op.
AUGUSTA. De har ikke den fjerneste grund til ængstelse. Tvertimod, det er Deres egne manende ord, som bærer frugt. Det er en familjevalgdag vi oplever. Far og mor og ba — far og mor tar hverandre haand i haand og gaar afsted og stemmer. Og de vêd nok hvem de stemmer paa. De har den store varmende fædrelandsfølelse.
CELIUS (spekulativt med næsen mellem to fingre). Mon fædrelandsfølelsen varmer ansjospigerne?
AUGUSTA (tillidsfuldt). Aa de har sværmeriske Gemytter. Det var jo derfor de trængte sig om den frygtelige broder Solløs. Jeg vil ikke tro, det var andet end naivt sværmeri.
CELIUS. Havde han bare ventet en dag, den banditen. For i manges øjne staar jeg idag kompromittert. Jeg har beskyttet ham. Har jeg ikke beskyttet ham?
AUGUSTA. Nej aldeles ikke. Det er der ingen udenfor Deres familje som vaager at si.
CELIUS (bittert). Min familje. Har jeg nogen familje længer? Nej, De har ret, kjære Augusta. Jeg har god samvittighed med hensyn til broder Solløs. Der falder ansvaret paa Fingalsen og hans venner. For mig var det en taktisk nødvendighed at stille mig forstaaende, og noget mere har jeg ikke gjort. Jeg har bare stillet mig forstaaende.
AUGUSTA. Og lydhør. Det vêd Gud.
CELIUS. Ja lydhør og forstaaende. (Ophold.)
CELIUS. Var der ikke et rop fra gaden? Hørte ikke De — (hen og aabner vinduet) — et rop fra gaden? Nej, ikke en lyd. Det er mistænkelig stilt. (Lukker vinduet.) Som foran en storm. La De merke til at pastor Feltman ogsaa var ude og afgav stemme? Det har aldrig hændt før.
AUGUSTA. Han gik vel i ørsken, som han plejer.
CELIUS. Men han stemmer paa min kone. Han stemmer ubønhørlig paa min kone.
AUGUSTA. Ja, det tror jeg ogsaa. Men han er vist den eneste.
CELIUS. Selv én er formeget. Der skal det spredes udover land og strand: dernæst havde fru Celius en stemme. Hvad skal nationen tænke om mit familjeliv.
AUGUSTA. De er for nervøs i dette øjeblik, kjære ven.
CELIUS. Ja, jeg er det.
AUGUSTA. Og De glemmer den lange røde traad i Deres offentlige virke.
CELIUS. Hvilken traad?
AUGUSTA. De har frigjort kvinden som politisk individ. Men som politisk individ er hun ikke hustru eller mor eller datter. Hun er bare sig selv. Det sætter netop kronen paa Deres verk, at Deres hustru politisk er Deres modstander. Det indleder en ny æra.
CELIUS. Mener De det? En ny æra. Tak for at jeg har Dem idag, Augusta. (Rækker hende haanden.) Men sæt, at der var flere end Feltman. Ja der er jo flere. Hvor har vi tankerne vore henne? Der er jo Onsø . . Men Feltman, han har sikkert i al stilhed drevet husagitation. Vêd De hvad jeg tror?
AUGUSTA. De hidser Dem op. De tror altfor meget. De ser spøgelser.
CELIUS. Jeg tror jeg har opdaget, at presten — ja hvad skal jeg si? — at han er indtat i min kone. Men han skal passe sig.
AUGUSTA (bittert forundret). Er De skinsyg, Celius?
CELIUS. Skinsyg? Jeg? Nej, Augusta.
AUGUSTA. Men selv om han var forelsket — og prester er trolig til alt — saa vilde han vel ikke netop ha hende til stortingsmand?
CELIUS. Jasaa? Ikke det? Hvaha. (Grunder.) Nej, alt vel overvejet, har De kanske ret. Jeg tænker ikke saa klart idag som jeg plejer. Jeg er lidt overanstrengt. Det røjner paa, et liv som mit.
AUGUSTA. Men naar denne dag er over, saa skal De hvile, Celius. Saa skal De love mig at hvile ud.
CELIUS (rejser sig, med et langt aandedrag). Jeg har ofte tænkt, kjære veninde, paa en gammel vismands ord. Hvad er det han heder? Nuja, jeg husker ikke netop, hvordan han udtrykker det, men hans mening er den: undvig højderne, lykken bor i dalene. Der er noget ved det ubemerkede liv som altid har draget mig.
AUGUSTA. Det kan jeg saa godt forstaa.
CELIUS. Men det er aldrig blit mig forundt. Om det er min natur og begavelse bare eller omstændighederne og skjæbnen, som har fordret det: jeg er bestandig blit tvunget ind i fremskudte stillinger i kommunen og landet. Og dog — dog, det kan jeg betro Dem — det kan fare gjennem mig, det hændte saa sent som idag: kast byrden, træd ind i skyggen og und dig hvile.
AUGUSTA. Det er en fristelse, De maa modstaa, kjære Celius.
CELIUS. Ja jeg er jo lidt vant til at stirre paa ansvarets strenge høje ansigt — — Men tro ikke, at det er fordi denne dag oprandt for mig som en skuffelse — jo modsig mig ikke. Det var smukt af Dem at tænke paa mig, kjære Augusta, og Deres blomster er mig dyrebare, men De var ogsaa den eneste.
AUGUSTA. Ja, det er ikke min skyld, Celius. Men alle syntes, at det var best at opsætte komplimentationen til valgudfaldet forelaa. Og iaften vil hele byen staa illuminert. En mægtig C af røde glødelamper vil i det afgjørende øjeblik sprute frem af festivitetsfaçaden.
CELIUS. Jeg ejer ingen personlig forfængelighed, Augusta. Ellers vilde jeg ikke stanset Sommerblom festdigt, for der var smukke ting i det.
AUGUSTA. Men der var det ene fortvilede ordet . .
CELIUS. Jeg husker ikke rigtig — jeg læste det saa flygtig. (Roter i papirer og aviser.) Ligger det ikke her etsteds? (De leter begge.)
AUGUSTA. Her er det.
CELIUS. Der var en viss patos i første strofe.
AUGUSTA (læser). Venner af fremtiden, fremad mod maalet, fjernt som i stjerneskrift endnu det staar.
CELIUS. De maa indrømme: det er pompøst.
AUGUSTA (læser). Bærende fanerne, svingende staalet, trygge i truende fylking vi gaar.
CELIUS. Det er poesi.
AUGUSTA (læser). Føreren taler, hør ordene rumler, fylkingen lytter betaget og mumler: Celius.
CELIUS (skjærende). Ja, er det ikke som selve sa — hvaha. Rumler. Rumler. Det ene ordet vilde slagtet mig. At ikke det asen kunde fundet paa et andet ord.
AUGUSTA. Der findes ikke noget andet, som rimer paa mumler.
CELIUS. Ja, saa fik han kassert det ogsaa. Mumler. Hvorfor mumler de? Det er næsten som at si, at de skumler. Men bare en slig ting viser, at vi maa ha et nyt sprog i landet. Et sprog uden tvetydigheder. (Telefonen kimer.)
AUGUSTA. Vil De?
CELIUS. Nej De. De. Men hold mig i haanden.
AUGUSTA (med mikrofonen). Ja, det er «Fremtidsvennen». Er det fra valglokalet? Saanaa. Fru Celius.
CELIUS. Hvad er det med fru Celius?
AUGUSTA (med mikrofonen). Jo jeg skal spørge. (Til Celius.) Fruen spør, om De kommer hjem til middag.
CELIUS. Hvaha . . Middag. (Griber mikrofonen og brøler.) Nej. (Ringer af. I det samme gaar døren op, og Paalsbo træder ind.)
CELIUS. Er De der, Paalsbo. Naa gudskelov, De ser saa rolig ud. Er de ikke færdig med optællingen endnu?
PAALSBO. De var saavidt begyndt. Og der er mange som har stemt denne gangen. Dobbelt saa mange som ellers, minst. Og folk blir værende der efterat de har stemt. Det formelig bobler i folkemassen. Den staar rent og pjutrer og koker.
CELIUS. Det er da ikke noget at være spændt paa. De er da ikke i tvil om et godt udfald. De er da ikke spændt, Paalsbo?
PAALSBO. Nej, jeg er ikke spændt. Derfor gik jeg ogsaa. Men Maja blev igjen. Ja hun ja. (Klukler.) Maja har en stor dag. Og det har vel Deres kone ogsaa?
AUGUSTA. Hvad er det De mener, Paalsbo?
CELIUS. Ja, hvad er det De mener?
PAALSBO. Det er damernes dag, mener jeg. Kvindemennesker i videre forstand. De er jo saa nye i det og buser paa med freidig mod. Ja omforladelse, frøken Sperling.
CELIUS. Kan De tænke Dem, at nogen stemmer paa min kone?
PAALSBO. Pastor Feltman saa farlig oprørsk ut. Og saa er det jo det leje, at Timansen . . . han har arbejderne i lommen og arbejderskerne ogsaa for den sags skyld. Og vel er han socialist, men dette med en kvinde som stortingsmand, det stikker baade ham og partifællerne i øjnene som noget extra radikalt. De skulde prøvd at vinde Timansen.
CELIUS. Jeg lefler ikke med socialisterne.
PAALSBO. Taktik, kjære Celius. Bare taktik, som De selv ynder at si. Fingalsen, skal jeg si Dem, og hele pietistslænget — de har skamfert sig ordentlig paa Solløs — ja den Solløs. (Klukler.)
AUGUSTA. Men De tror da ikke for alvor, Paalsbo, at fru Celius vil faa mere end nogen vilde stemmer.
CELIUS (ophidset til Paalsbo). Hvaha.
PAALSBO. Stemmer nogen paa hende, saa kan det være hips om haps enten de gjør det for spøg eller alvor.
CELIUS. Her er spøg ilde anbragt. Her er spøg værre end en daarlighed. Den er en forbrydelse.
PAALSBO. Det er et eiendommelig tilfælde. Mand og kone mod hverandre. Maja er rent ude af sig selv af begejstring. Hun paastaar, at dette er noget aldeles himmelraabende moderne. Ja saan er kvinderne.
AUGUSTA. De faar være saa venlig at ikke skjære alle over én kam.
PAALSBO. Omforladelse, frøken Sperling. De har ret. En kan aldrig si: saan er kvinderne, for saa er de netop ikke saan igjen. (Klukler.)
CELIUS (mistænksom). De ser ud som om De godter Dem, Paalsbo.
PAALSBO. Nej jeg. Bevaremigvel. Jeg synes det er trist, jeg. Jeg har oprigtig ondt af Dem, jeg. Og saa, at det er fru Celius. Fru Lavinia Celius. Havde det enda bare været Maja.
CELIUS (irritert gestikulerende). De kan da ikke tænke Dem, at et eneste menneske med anstrøg af fornuft vilde gaa hen og stemme paa Deres kone?
PAALSBO (opbrusende). Hvorfor ikke det? Hvorfor skulde ikke hun være god nok?
CELIUS. Til stortingsmand!
PAALSBO. Til stortingsmand ja. (Højrøstet.) Tror De kanske ikke min kone har ligesaa my parlamentarisk takt som kona Deres?
CELIUS (sterkt). Det betviler jeg.
PAALSBO. Selv om Maja ikke er nogen høvdingskikkelse. For det er vel ikke bare det ydre det kommer an paa.
CELIUS. De maa da forstaa, mand, at tanken er ganske absurd.
PAALSBO. Jasaa. Indbilder De Dem kanske, at der ikke kan være brug for andre kræfter i det offentlige liv end Dem og Deres kone og Deres onger. Jo, tænker jeg.
CELIUS (behersker sig). Jeg appellerer til frøken Sperling som et forstandig og fordomsfrit menneske. Der faar være grænser, hvaha?
AUGUSTA. Stemmer nogen paa fru Celius, er vi alt over grænserne. Men om byen ikke havde en selvskreven repræsentant, saa Gud fri os ialfald for fru Paalsbo. Hun kan være besværlig nok i en engere kreds.
PAALSBO. Jasaa, frøken Sperling. Jasaa. Men det er ikke saa vanskelig at begribe, hvorfor De selv resignerer. Der skal være en magt, som er sterkere end ærgjerrigheden. (Klukler.)
AUGUSTA. Der er én ting som har magten over Dem. Og den gjør Dem kanske lidt utilregnelig, stakkars mand. (Før Paalsbo faar tid til at svare, skubbes døren op, og Sommerblom træder brysk ind, efterfulgt af Timansen.)
TIMANSEN (med et venskabelig puf). Forlang ordet, Sommerblom.
SOMMERBLOM (uden at se paa nogen bestemt af de tilstedeværende). Kanske jeg kan faa igjen digtet mit, hvis De har brugt det?
CELIUS. De kommer temmelig ubelejlig, min gode mand. Vi er ikke netop oplagt til at beskjæftige os med bagateller. Desuden er det ikke mig, som er redaktør. Jeg kjender ikke noget til det.
SOMMERBLOM. Kanske jeg kunde træffe redaktøren da.
CELIUS. Holt er ikke her længer. Han har faat sin afsked.
AUGUSTA. Men jeg har foreløbig hans plads. (Rækker Sommerblom et papir.) Værsaagod.
SOMMERBLOM. Ja, det var ogsaa frøken Sperling, som bestilte det.
AUGUSTA. Det stemmer ikke ganske med sandheden. Jeg sa bare, at det vilde ta sig godt ud, om der kom et digt i avisen paa Celius’ fødselsdag, især da den faldt sammen med valgdagen. At den lille hentydning fik Deres aare til at springe, det faar sandelig bli Deres egen sag.
PAALSBO (klukler). Refusert, gamle harpestreng. Tab ikke modet.
SOMMERBLOM. Nok om digtet. Det var forresten ogsaa foster af en overilet fantasi. (River papiret istykker.)
TIMANSEN. Rigtig, Sommerblom.
SOMMERBLOM. For jeg skylder ikke — (peker paa Celius) — den store mand noget digt. Eller nogen tak. Eller nogen æresbevisninger. Det jeg har at takke den store mand for, det er skam det og taarer og ruiner.
CELIUS. Hvad skal dette bety?
TIMANSEN. Du har ordet, Sommerblom.
SOMMERBLOM. Jeg har ikke mere at miste jeg. Derfor kan jeg si alt som det er. Og jeg kan godt bekjende, for mine skrøbeligheder er aabenbare for alle opladte øjne. Men det skal dere vide, og det vêd De, Paalsbo, at naar jeg drev den smugtrafiken aabenlyst, saa var det for lille Matildes skyld — det var det.
CELIUS. Hvad farer De her med, mand. Jeg gav Dem jo en kraftig advarsel.
AUGUSTA (til Sommerblom). Kom ikke og forsvar Deres umoral med sentimentalitet.
TIMANSEN. Syng ud, Sommerblom.
SOMMERBLOM. Jo tak, jeg fik en advarsel. Og den advarselen var iklædt en merkelig form. Jeg faar nok faa lov at minde Dem om den, Celius. De sa, at De som formand i vergeraadet for forsømte barn ikke kunde se gjennem fingrene paa mig længer. Jeg tror det var det udtrykket De brugte. Det behøver De ikke, Celius, sa jeg. Men Matilde er ikke noget forsømt barn, sa jeg. Og saa snakked De frem og tilbage til De kom did De vilde. Og det var, at siden ingen lægekunster og mediciner kunde hjælpe barnet, saa fik jeg forsøge broder Solløs’s bønner og besværgelser. Og da, da maatte jeg jo studse, for jeg trodde De var en uafhængig natur og en fri aand.
CELIUS. Det har ikke De betingelser for at bedømme.
SOMMERBLOM. De er en dejlig fri natur. For hvorfor var det, De ikke bare anbefalte mig at tilkalde Solløs, men tvang mig til det med den mægtige mands trusler?
CELIUS. Dette er en iørefaldende løgn.
SOMMERBLOM. Jo Fingalsen stod bag Dem. Fingalsen og pietisterne. Saa skulde naade gaa for ret da. Saa kunde De altids se gjennem fingrene paa mig da. Celius. De havde brug for pietisterne til valget, og da fik heller mit ubesmittede hus ofres. Paa politikens alter. Slig hænger det sammen.
TIMANSEN. Kom til Petræa, Sommerblom.
SOMMERBLOM. Nu kommer jeg til Petræa. Hun var svag hun, som kvinder er efter naturens orden. Og ingen kjendte Petræas svaghed for sanselige religionssværmere bedre end jeg. Pas dig for Solløs, formante jeg hende. Og enda vidste jeg ikke, at broder Solløs var mormoner. Men nu vêd jeg det. Jeg og hele byen.
PAALSBO. Ja den Solløs.
CELIUS. De vil da ikke trække mig til ansvar for at Deres kone er rømt? Hvaha.
SOMMERBLOM. Jeg er lige glad hvem har ansvaret, jeg. For nu staar jeg igjen med mine to ensomme hænder. Jeg havde bare Petræa, jeg. (I stor bevægelse.) Det var hele mit harem den skurken forsvandt med.
PAALSBO. Stakkars mand.
SOMMERBLOM. Og vel forstaar jeg lidenskabens herjinger, for jeg er selv saagodtsom et kjærlighedsbarn —
AUGUSTA. Skaan os for Deres gemene afsløringer.
TIMANSEN. Lad dig ikke afbryde, Sommerblom.
SOMMERBLOM (tar sig voldsomt sammen). Men nu, erklærer jeg, nu da bægeret er flydt over har jeg gjort den ting, som stod igjen for mig at gjøre. Saavidt det staar til mig, tænkte jeg, skal jeg sørge for min oprejsning. Jeg lar mig ikke traakke paa. Væk med Celius, sa jeg. Væk med en politiker, som krænker privatlivets fred for at fremme sin graadige magtsyge. Og nu har jeg aflagt min borgerpligt og stemt paa fru Lavinia Celius.
TIMANSEN. Bravo, Sommerblom.
PAALSBO (klukler). Hevnen er sød, Celius. Havde Sommerblom været rigtig betænkt, skulde han faat sin kone til at stemme ogsaa med forfaldsanmeldelse.
CELIUS (til Paalsbo). Synes De dette er noget at flire af? (Til Sommerblom.) Forstaar De ikke, vildledte menneske, at De er et redskab for andre?
SOMMERBLOM. Jeg staar heldigvis ikke alene, Celius. Der finds rettænkende mennesker i denne by, som idag stemmer som jeg.
AUGUSTA. Og hvem skulde det være?
SOMMERBLOM. Det er ikke noget at lægge dølgsmaal paa. Alle mine haarvandskunder til siste mand. Enig og tro. Farvel. (Han gaar.)
AUGUSTA. Og dem kalder han rettænkende!
CELIUS. Dette er korruption. Dette er oplagt valgbedrag. Jeg protesterer. Hvad er det for et samfund, hvor sligt skulde gaa upaatalt hen. En sammensværgelse af alkoholikere.
PAALSBO. Saa sagte. Saa sagte, De fornærmer byens borgere.
TIMANSEN. De krænker overbevisningsfriheden.
CELIUS. Og slige subjekter vaager at stemme paa min kone.
TIMANSEN. Men om de havde stemt paa Dem, var de mindre subjekter for det?
PAALSBO. Sagen er jo her klar. En række fremskredne vælgere ønsker en kvindelig repræsentant, Deres egen fortid —
CELIUS. Min fortid opfordrer ikke til diskussion.
PAALSBO. Men den indbyder til eftertanke. Alle Deres antecedentia peger lige paa en kvindelig stortingsmand. Jeg ser De er ophidset, men De burde netop idag arbejde under et højtryk af tilfredsstillelse.
CELIUS. Har De ogsaa stemt paa hende?
AUGUSTA. Kan De spørge? Paalsbo er haarvandskunde.
PAALSBO. Jeg er skaldet desværre. Men bi lidt, det kommer gjerne med vore aar, frøken Sperling. (Klukler.)
AUGUSTA. Skal vi aldrig bli kvit disse raa mennesker?
TIMANSEN. Jo, jeg er færdig her.
CELIUS. Nej vent De, Paalsbo. Vent.
TIMANSEN. Tak for mig og Sommerblom. Men subjekter skal jeg huske Dem.
PAALSBO. Adjø, Timansen. (Timansen gaar. Lidet ophold.)
CELIUS. Det var det jeg tænkte. Min kone har leflet med socialisterne.
PAALSBO (klukler). Nej, bare lidt med Timansen. (Timansen kommer ind igjen.) Ja, den Timansen!
TIMANSEN (til Celius, idet han peger paa ham med knyttet næve). Jeg skal si Dem en ting fra mig ogsaa. De rasler, mand min. De er bare en papirsjæl som rasler. De har aldrig havt en idé, De har aldrig rejst Dem for noget, De selv vilde engang. For der finds ikke grønske eller sevje i Dem. De er stiv og stind af saglighed og liberalisme som et renskrevet program, er De. Og paa det stod ogsaa kvindesagen, som De nu har faat i vrangstrupen, fordi De er gift med et grejt og herlig kvindfolk. Der har De mine ord fra mig, Timansen. Vil De ha mere. Ikke? Adjø. (Fort ud.)
CELIUS. Hvor skal dette ende? (Adspredt til Paalsbo.) Hvad var det De sa? (Opfarende i sinne.) Her finder jeg mig indspundet i en kingel af intriger og djævelskab. Jeg kjender ikke folk fra hverandre, venner fra fiender. — Det er som en taage jeg vimrer omkring i. Er det blindebuk De vil ha mig til? Hvaha. Sig fra, mand. Har De stemt paa min kone?
PAALSBO. Jeg kan ikke vide, hvem der har stemt paa hende.
CELIUS. Men De, De, De, hører De.
PAALSBO. Vi har hemmelig afstemning ifølge grundloven.
CELIUS. Jeg gir fan i grundloven. Jeg vil vide sandheden.
PAALSBO. Snak ikke saa højt. Bevaremigvel. Det er farlige ord.
CELIUS. De har stemt paa Lavinia.
PAALSBO. Nej, at De kan gjætte slig bort i vejret. Hør paa mig, Celius, og vær rolig. Ganske rolig.
CELIUS (støder frem). Jeg — er — fuldkommen — fattet.
PAALSBO. Det er jo Deres fødselsdag idag. Jeg har vist glemt at gratulere. (Reiser sig og bukker.) Gratulerer med dagen.
CELIUS (forfjamset). Tak.
PAALSBO. Det vilde ligge saa snublende nær, synes jeg, om byen idag viste sin fremragende søn en opmerksomhed.
CELIUS (bittert). Jeg ønsker ingen opmerksomhed. Det er bare retfærdighed jeg forlanger.
AUGUSTA. Den har ikke menneskene for god raad paa.
PAALSBO. Der kan være noget i det, frøken Sperling. Men jeg tror ogsaa man gjør mange uret, af vælgerne, mener jeg.
AUGUSTA. Hvordan da, om jeg maa spørge?
PAALSBO. Jo, det er ganske sikkert det, at flere eller færre — hvormange vêd ikke jeg, idag stemmer paa fru Celius.
AUGUSTA. Ja tak, det har vi hørt.
PAALSBO. Men ligesaa sikkert er det, at mange af de Mennesker gjør det i god tro, bent ud for at vise Celius en opmerksomhed. De tænker som saa: for ham maa det være en triumf at se sin kone fremme i det offentlige liv.
CELIUS. Har jeg trukket mig tilbage? Har jeg med et ord antydet, at jeg ønsked afløsning? Har jeg ikke saa sent som iforgaars i festiviteten fremlagt mit program? Og faat støtte af Barkeland? Fremstod der nogen modkandidat? Mødte jeg nogen opposition?
PAALSBO. Nej, De var for sikker. Der har vi det. De stolte paa, at alt var klappet og klart, naar bare ikke Fingalsen og pietisterne svigted. Fejlen var at der ikke blev holdt noget nominationsmøde.
CELIUS. Det har vi aldrig brugt. Det gamle borgerparti har jo forlængst opgit at faa nogen af sine frem, og socialisterne har ikke magt nok enda. De har holdt sig tilbage paa begge yderfløjene — og saa slaar de sig sammen idag for at chikanere mig. Og naar jeg tænker paa, naar jeg tænker paa, at den de fører i marken mod mig, er min egen kone — — at de prøver at faa mig nedhugget af min egen hustru — —
PAALSBO. Ja fra det synspunkt er det tragisk.
AUGUSTA. Jeg synes at det klukker i Dem.
PAALSBO. Nej da, nejda. Bevaremigvel. (Dunker sig paa brystet.) Det er bare dette elendige hjertet mit. Der har vi det.
AUGUSTA (ved vinduet). Aa Gud, der kommer fru Paalsbo ogsaa svingende armene. Hun er ladet med nyheder.
CELIUS. Jeg er rolig, Augusta.
FRU MAJA. Er du her, Paalsbo? Kjære, ikke du først. Lad mig komme til. Nej, det er sandt. Du vêd jo ingenting. (Mod Celius med begge hænder udstrakt.) Tusen lykønskninger, kjære Celius. (Celius synker overvældet af lettelse ned i en stol.) Siden Paalsbo ikke ejer ærgjerrighed, faar den faa æren, som æres vil.
CELIUS. Gudskelov. Men tallene, fru Paalsbo. Stemmetallene.
FRU MAJA. Nej for en bevægelse, nej for et liv. Jeg forstaar ikke hvad der afholdt Dem fra sjel at optræde paa arenaen.
CELIUS. Tallene, fru Paalsbo. Tallene.
FRU MAJA. Deres tilstedeværelse vilde ildnet de svage og staalsat de forsagte. Der var virkelig en brus af fædrelandsk stemning over masserne. Man saa alvoret og beslutningen præge alle ansigter, selv paa ansjospigerne, enda mange af dem maatte sprude ud i latter, fordi styrmandseleverne ropte upassende opmuntringer til dem . . . ja er det ikke skrækkelig med de gutterne? Men for mig som var med fra først til sist, ja tænke sig til, jeg har aldeles glemt at spise idag, jeg haaber du har fundet noget koldt, Paalsbo — for mig var det alligevel som et lyn fra klar himmel, da alle vi ventende fik resultatet af den foreløbige optælling —
CELIUS (higster og farer omkring). Resultatet! Hvor er hatten min? (Til Paalsbo.) Vrid halsen om paa hende fra mig.
FRU MAJA. For pludselig var det som fra ængstende tusmørke at komme ud i den klareste dag. Det var aldeles overvældende, og jeg maatte tænke paa Stuart Mills ord — —
CELIUS (bønlig). Kvæl hende, Paalsbo. Kvæl hende. Hatten . . Hatten . .
FRU MAJA. Gud hvor nervøs den manden er!
CELIUS. Blaas i om jeg er valgt . . Men er jeg nervøs, menneske?
FRU MAJA. De! Nej Lavinia er valgt. Har jeg glemt at si det? Hører De ikke, der kommer de . . . (Gny af menneskemasser fra sekund til sekund stigende. De andre farer til vinduerne og slaar dem op. Celius blir staaende ubevægelig midt paa gulvet med et slukket blik. Hundrestemmig rop.) Fru Lavinia . . . Lavinia . . . leve Lavinia . . . (Døren flyver op, og Anton stormer ind.)
ANTON. Hurra, mama er valgt.
CELIUS (farer mod ham med haand til slag).
ANTON (holder armen beskyttende op). Slaar du!
CELIUS (med slappe hænder og skjælvende stemme). Nej, jeg er jo slagen. (Under tordnende Lavinia-rop falder