Det lykkelige valg/Femte akt

Fra Wikikilden
Gyldendalske boghandel (s. 94-106).
Havestue hos Celius. Senere samme aften.
Doktor Onsø. Pastor Feltman.

Onsa sidder, pastoren gaar omkring med hænderne paa ryggen.

ONSØ. Det varer.

PASTOR FELTMAN. Jah. Det varer.

ONSØ. Har De set Celius siden katastrofen?

PASTOR FELTMAN. Nhej.

ONSØ. Det staar formodentlig til liv, siden han ikke har sendt bud efter læge og ikke efter prest.

PASTOR FELTMAN. Onsø, om De kunde tjene mig i at la den slags spøg fare.

ONSØ. De har da selv været med paa en større spøg i disse dagene.

PASTOR FELTMAN. For mig har det været en høj og alvorlig opgave.

ONSØ. Jaja, naturligvis. Godt ord igjen. Men nu naar De kommer til Kristiania, saa maa De passe paa, at fru Celius ikke glemmer livet for politiken.

PASTOR FELTMAN. Jeg kommer der som fængselsprest og fru Celius som stortingsmand.

ONSØ. Men derfor behøver dere ikke at savne alle berøringspunkter.

PASTOR FELTMAN. Jeg forstaar ikke hvad De mener. Mine tanker staar stille.

ONSØ (trist). Jeg mener ingenting. Jeg mener bare, at nu er denne opkvikkelsen forbi. Nu blir jeg vandrende her mellem Kleva og Donkebek at gjæte mæslingerne for populacen. (Fru Lavinia ind. Blir staaende paa dørstokken med korslagte arme.)

ONSØ. Nu kommer De endelig og trykker vore hænder?

FRU LAVINIA. Det er ikke det jeg føler mig mest oplagt til.

ONSØ. Der har vi det — som Paalsbo sir. Og pastoren og jeg som nærte hvert vort fyrige haab om, at De vilde falde os om halsen. (Der gaar et ryk gjennem pastoren.)

FRU LAVINIA. Kan ikke dette gjøres om igjen?

ONSØ. Omigjen. Hvor vil De hen? Det kan bare fuldmagtskomiteen. Hvis der paavises valgmisligheder.

FRU LAVINIA. Jeg er altsaa nødt til at rejse paa stortinget?

PASTOR FELTMAN. Jah. I tre aar.

FRU LAVINIA. Men hør nu her begge to. Naar jeg forlanger en bif, saa mener jeg en bif, og ikke en hel oxe. Og ber jeg om et glas vand, saa tragter jeg ikke efter et helt vandfald. Det var en minoritet jeg bad dere om at skaffe mig. En minoritet var det jeg trængte for at ryste Celius.

ONSØ. Og nu er han rystet ned af piedestalen. Saan er folkeviljen.

FRU LAVINIA. Hvad skal jeg altsaa nu gjøre?

ONSØ. Situationen er klar. Fra idag er De stortingsmand. Vær altsaa fra idag af stortingsmand lige ud i fingerspidsene.

FRU LAVINIA. Hvad skal det si?

ONSØ. Det maa De vide. De har da ikke været gift med Celius i nitten aar forgjæves.

FRU LAVINIA. Hvad sir De, pastor Feltman.

PASTOR FELTMAN. Jeg er lykkelig. Jeg er baade lykkelig og taknemlig. Det er første gang i mit liv jeg har kastet mig ind i politiken. Og se, saa har jeg vundet en stor sejr.

ONSØ. Det er akkurat som naar en klodsmajor første gang kaster sig ind i kortspil.

PASTOR FELTMAN. Der hvor de beste stemmer og ord burde lyde, der skal De komme med vor stemme og vore ord, fordi De er et bundredelig menneske, som vêd hvad De mener, og vil hvad De vêd er ret.

ONSØ. Og fordi De har et haardt ben i næsen.

FRU LAVINIA. Ja, jeg blir vel nødt til at takke. Og jeg faar prøve at ikke skuffe Deres tillid. Men, pastor Feltman — dette var mig højst, højst paafaldende. Det første jeg nu har at gjøre —

ONSØ. — som stortingsmand —

FRU LAVINIA. Det er at beskikke mit hus. Celius har lukket sig inde.

ONSØ. Men glem endelig ikke Deres vælgere. Deputationen er her om en halv time.

FRU LAVINIA. Jeg skal staa parat. Paa gjensyn. (De gaar. Fru Lavinia mod døren til kontoret, men stanser og falder i tanker. Pauline ind.)

PAULINE. Men Gud, Mama. Du er jo valgt!

FRU LAVINIA. Synes du det er saa galt?

PAULINE. Det er naturligvis kjækt og moderne — — Men det er ikke til at holde ud. (Brister i graad.) Hvorfor skal vi være rarere end alle andre mennesker?

FRU LAVINIA. Du har ikke noget at bebrejde dig i den henseende.

PAULINE. Herefter tør jeg ikke vise mig paa gaden.

FRU LAVINIA. Hvem træffer du paa gaden? Du træffer de mennesker, som har valgt din mor.

PAULINE. Og det tror du kanske de har gjort af begejstring for dig? (Anton ind med et blaat øie.)

FRU LAVINIA. Men Anton, hvordan er det du ser ud?

ANTON (trykket). Jeg har vært i slagsmaal.

PAULINE (til moderen). Der kan du se.

FRU LAVINIA. Fik du juling?

ANTON. Nej, jeg ga.

FRU LAVINIA. Det er godt. Saa kan du bli inde med god samvittighed . . . Sig mig, hvad var det gutterne sa?

ANTON. Det kan være det samme.

FRU LAVINIA. Kan det ikke gjentas?

ANTON. De sa: Mora di er emancipert.

PAULINE. Der kan du høre.

FRU LAVINIA (til Anton). Det var fælt. Og det lod du ikke sidde paa hende. Ja gaa nu og læg en vaad klud paa øjet dit.

ANTON. Det kan være det samme. For naa har vi krig naa. (Anton ud.)

FRU LAVINIA. Ja nu har vi krig.

PAULINE. Du tænker vist ikke paa papa?

FRU LAVINIA. Det er ham jeg tænker paa. Men gaa du ogsaa og kom tilbage med Øjvind Holt. (Pauline ud.)

CELIUS (ind fra kontoret med et umaadelig beskrevet ark). Oh, mit hode vil springe istykker.

FRU LAVINIA. Hvad er det du rasler med?

CELIUS (støder frem). Rasler, sir du. Sir du ogsaa, at jeg rasler? Det er — mit skilsmisseandragende.

FRU LAVINIA. Tar du det paa den maaden?

CELIUS (opfarende). Ja, du indbilder dig vel ikke, at jeg kan gaa løs omkring og være gift med en stortingsmand?

FRU LAVINIA. Nej, det kan jeg paa en vis forstaa. Du er alligevel en mand, naar alt kommer til alt, og ikke en principhest.

CELIUS. Af hensyn til demokratiet maa jeg —

FRU LAVINIA. Af hensyn til hvad? Er det ikke af hensyn til dig selv engang, du vil skilles?

CELIUS. Af hensyn til demokratiet er det mig magtpaaliggende at afbryde ethvert forhold til en repræsentant —

FRU LAVINIA. Er det mig, du kalder en repræsentant?

CELIUS (uforstyrrelig). — til en repræsentant for en uren valgalliance mellem reaktionære og socialister.

FRU LAVINIA. Og du kommer og snakker om urene valgalliancer, du som har Solløs og Fingalsen paa samvittigheden.

CELIUS. Du er ikke ridderlig, Lavinia.

FRU LAVINIA. Nej, det skulde bare mangle.

CELIUS. Du kunde vise mig noget højsind til gjengjæld for mit. Jeg er slagen, men jeg har besluttet ikke at bestride valgets gyldighed.

FRU LAVINIA. Det er mig komplet ligegyldig. Men du vil skilles?

CELIUS. Demokratiet vil kræve det offer af mig.

FRU LAVINIA. Aa vær da menneske, menneske, og snak ikke om demokratiet. Er du lej af mig? Elsker du frøken Sperling?

CELIUS (staar en stund taus. Det bævrer om hans mundviker). Elsker — elsker, sir du. (Synker ned i en stol.) Jeg elsker det du har tat ifra mig, Lavinia. Jeg har aldrig havt nogen lave passioner. Vin eller vellyst har aldrig fristet mig. Det vêd du selv.

Jeg elsker stortinget. Det offentlige liv. Modstandere og meningsfæller. Bygningen hvor vi sidder. Bænkene. Façaden. Var jeg ikke slagen og ulykkelig, vilde jeg elske dig ogsaa — fordi du kommer paa stortinget. Du. Du og ikke jeg. Aa, det er en ting du ikke kan fatte og begribe, hvordan det fornemmes at være sat udenfor. Er der ingen mening i hændelserne, findes der ikke en gnist retfærdighed! Hvaha. Jeg skjønner nu, Lavinia, at havde vort samliv været bedre, havde vi talt aabent ud til hverandre, havde jeg lagt min sjæl blot for dig, saa vilde du aldrig faat det eventyrlige indfald at fortrænge mig. Alt andet kunde du gjort mod mig — alt. Alt. Jeg skulde bare smilet og nikket. (Bryder et øjeblik sammen.) Jeg skal være rolig og fuldkommen behersket. Men du skal vide, det er mig magtpaaliggende, at du faar vide hele omfanget af din uret mod mig. Saan som jeg sidder foran dig nu, er jeg kæmner. Hverken mere eller mindre end kæmner i en liden by. I tolv aar har jeg været stortingsmand Celius, repræsentanten Celius. Jeg har pustet med fulde lunger, planerne har svømmet maalbevidst rundt i min hjerne, mit ja eller mit nej har været faktorer i vort offentlige liv. Et telegram i aviserne har kunnet forkynde, at Celius stiller sig afventende, eller at Celius nærer betænkeligheder, og bevidstheden om det har tynget mit ansvar og ikke sjelden forøget mine betænkeligheder. Og enda er sligt for ingenting at regne . . det er bare et tilfældig udsigtsglimt over stillingens udenverker.

 Men tænk dig selve stortinget, tænk dig de lange, lyse Maaneder, da vi sidder paa stortinget. Lavinia, Lavinia — der er det godt at sidde. Jeg har aldrig bryd mig om glans og pragt, ikke engang i min tidligste ungdom har jeg næret nogen romantisk drøm om bedrifter og belønninger, og som moden mand . . som stortingsmand . . har jeg stemt mod ordener. Men dette: at gaa ud og komme ind ganske simpelt og ligefrem og selvfølgelig og sætte sig ned og høre, eller ikke høre, og blade i dokumenter og læse, eller ikke læse, og vide hele tiden med usvigelig selvbevidsthed, at hvad jeg gjør eller ikke gjør, er betydningsfuldt og i givet tilfælde kan bli afgjørende — det, det maa du ogsaa, selv om du er en kvinde, kunne forstaa, det, det overgaar alt. Det er livet i potens.

 Og siden ude i korridorerne — aa Lavinia, korridorerne, vêd du hvad de er? Tænk dig et fabeldyr med en mægtig hjerne, saa er hjernen, det er salen, den høje, lyse, udadvendte sal, men korridorerne, det er rygmargen . . Organet for de hemmelige indskydelser og tilhviskelser. Og vêd du først hvad der er foregaat i rygmargen, Lavinia, saa er beslutningerne i hjernen oplagt som en facit.

 Ja i korridorerne, hvor tvangfriheden hersker — det eneste sted i Norges land, hvor tvangfriheden hersker, — og hvor mangen god spøg vækker en munterhed, som kanske aldrig silrer ud i offentligheden . . ja, hvad sir jeg, hvaha — ja i korridorerne paa store dage, naar luften der formelig dirrer af spænding og ministrene er saa nervøse, at de kjæler for ens knaphuller henne i vinduskrokene . . og naar saa klokken kimer, og jeg river mig løs med et gaadefuldt smil uden noget bindende løfte . . uden noget bindende løfte, Lavinia . . Oh, jeg har saan forfærdelig hodepine — —

FRU LAVINIA. Stakkars mand, du skal faa et vaadt haandklæ om panden. (Hun ringer.)

CELIUS. Og saa debatterne . . Det spændende ved debatterne forstaar ikke du som kvinde. Det spændende ved dem — (Pigen ind.)

FRU LAVINIA. Vrid op en serviet i koldt vand og kom ind med. (Pigen ud.)

CELIUS. Det spændende ved dem er, at de i sin dybeste grund er betydningsløse, fordi alt paa forhaand er afgjort i rygmargen, eller om det ikke er afgjort — (Pigen ind med en vaad serviet. Fru Lavinia slynger den turbanagtig om hans hode og fæster den med en sikkerhedsnaal Pigen ud.)

CELIUS. – saa afgjøres det ialfald ikke af argumenter, men af hundrede smaa omstændigheder, som, naar man har en øvet og fin tæft, merkes paa selve luften i salen. Jeg har mangfoldige gange paa en bestemt muggen gufs fra bondebænkene kunnet lugte nederlag for en betydningsfuld kulturbevilgning. Jeg vil idetheletat si saa stort ord, at aldrig har min politiske næse svigtet mig før (klagende) før nu, Lavinia.

FRU LAVINIA. Letter det ikke lidt i hodet, ven min?

CELIUS (aandsfraværende). Jo tak, det gjorde vist godt. (Atter lysvaaken.) Jeg kan ialfald se situationen i øjnene. Sæt at du . . tænk at det er jeg, som maa stirre den sandsynlighed ind i ansigtet — sæt at du kommer ind i militærkomiteen, Lavinia — (dæmpet fortrolig) saa hold dig til Aflangrud. Kirkesanger Aflangrud. Saa er du paa den sikre siden i alle vitale arméspørsmaal. Stramt, stramt men ikke altfor stramt. Den demokratiske mellemvej mellem næsten noget og absolut intet . . For det gaar jeg ud fra som givet, at selv om du skylder dit valg en mildest talt tvetydig alliance, saa vil du ikke svigte —

FRU LAVINIA (opmerksom). Hvad vil jeg ikke svigte?

CELIUS. — den demokratiske tradition efter mig. Jeg skal ialfald raade og vejlede dig uden skygge af smaalig nag.

FRU LAVINIA. Særdeles tak, min ven, men jeg agter at være min egen raadgiver.

CELIUS (farer op). Hvaha?

FRU LAVINIA. For nu er det jeg som er Celius.

CELIUS (med møje behersket). Aner du rækkevidden af det du selv sir?

FRU LAVINIA. Ja rækkevidden er den, at der er forskjel paa en kæmner og en stortingsmand.

CELIUS (rejser sig). Jeg erklærer det her for dig paa denne den bitreste dag i mit liv: havde jeg kunnet forudse, at demokratiets ædelmodige krav paa lige politiske og sociale rettigheder for kvinder og mænd, i en overskuelig fremtid vilde ført til en saa uhyrlig konsekvens som dig, saa havde jeg heller revet mine papirer istykker — (han river over det han holder i haanden) end holdt nogen af mine store taler. Er jeg klar? Er jeg tydelig?

FRU LAVINIA. Ja du er ikke til at misforstaa. Men du staar jo og river istykker skilsmisseansøgningen.

CELIUS (desperat, med halvkvalt stemme). Saa limer jeg den sammen igjen med mine taarer. (Døren til haven gaar op, og i det fjerne høres patriotisk musik. Øjvind Holt og Pauline ind.)

FRU LAVINIA. Hør!

HOLT (lukker døren). Nu ordnet folketoget sig. Gratulerer, svigermor.

CELIUS. Der finds ingen svigermor for Dem her i huset.

PAULINE. Men papa da. Er du saaret?

CELIUS. Jeg er dødelig saaret. Men jeg behøver ingen bandager. (Slider servietten af sig og klasker den mod bordet.)

FRU LAVINIA. Ja her staar vi.

HOLT. Og snart vil hele haven fyldes.

FRU LAVINIA. Det blir værst for eplerne vore.

CELIUS. De falder ikke langt fra moderstammen.

PAULINE. Papa er vittig. Det er da et godt tegn, mama.

FRU LAVINIA. Ja om du vilde se lidt lysere paa det, Celius.

HOLT. Paa mig for exempel.

PAULINE (indsmigrende). Og paa begge os.

CELIUS. Dere staar paa — (peger paa sin kone) — hendes parti. Nægt det ikke. Det er bevist.

PAULINE. Men det vigtigste er da, at vi staar paa parti sammen.

FRU LAVINIA. (peger paa sin mand). Og ikke som du.

CELIUS (peger paa sin kone). Og du.

FRU LAVINLA (bebrejdende). Er det bare min skyld?

CELIUS. Hvaha. Er det ikke din? Hvad fanden skal et kvindemenneske rode sig op i politik for?

FRU LAVINIA. Nei, du kan ha ret.

GELIUS. Hvad begriber hun af politik?

FRU LAVINIA. Ingenting.

CELIUS. Eller af taktik?

FRU LAVINIA. Jeg bøjer mig, Celius. Jeg bøjer mig.

CELIUS. Det var endelig paa tide, hvis det ikke var saa altfor sent.

PAULINE. Ingenting er for sent.

FRU LAVINIA. Jo din far vil skilles.

PAULINE (brister i graad). Skal vi enda ha flere skanaler.

HOLT (har aapnet havedøren. Patriotisk musik lyder nærmere). Og nu kommer toget.

FRU LAVINIA. Hvad vil du gjøre Celius?

PAULINE. Aa papa, papa — betænk dig.

HOLT. Hvem af dere vil tale til folket?

PAULINE. Du maa gjøre det, papa. Du som mand.

CELIUS (majestætisk). Nu har man nok brug for mig

HOLT. Det er jo bare du, som kan tale, svigerfar.

CELIUS. Bliv mig fra livet med Deres svigerfar.

FRU LAVINIA (knejser med korslagte arme). Lad ikke mig, svage kvinde, staa her tilskamme.

CELIUS. Anslaa ikke de strenge, Lavinia.

FRU LAVINIA. Men kjære dig, den eneste som kan redde situationen, er du. Lad alt være sket med din vilje, saa er det du som triumferer.

CELIUS. Spørsmaalet er: hvad venter demokratiet af mig? Hvad kan det med rette vente?

FRU LAVINIA. Det venter ialfald et ord fra dig, det kan du være sikker paa. Det er ikke vant til, at du forholder dig taus.

CELIUS. Godt. Det skal ikke vente forgjæves. (Peker paa det sønderrevne dokument.) Det, Lavinia, har jeg annulleret.

 Ja tale. Tale. Tale. Hvormeget har jeg ikke talt. (Opflammet.) Slaa op dørene til haven. (Holt aabner fløjdøren. Haven og havetrappen fyldes af mennesker. Patriotisk musik bruser. Helt ind paa scenen trænger foran alle andre fru Paalsbo, derefter Timansen, Paalsbo, Onsø og Feltman, samtlige herrer med hvide hansker.)

CELIUS (frem mod døren, løfter haanden til lyd. Patriotisk musik forstummer). Norske —

FRU MAJA (ivrig). Aa hvor skjønt det er at se høsten, som strækker sine faldende arme mod den forjættede vaar — —

FORSAMLINGEN. Hysj!

CELIUS. Norske —

PAALSBO. Ti, Maja.

CELIUS. Norske kvinder og mænd. (Grov stemme fra haven). Vel blaast, Celius. (Knis af ansjospigerne.)

HOLT (frem). Stille. (Det blir stilt.)

CELIUS. Norke kvinder og mænd. Dette er et af de største øjeblikke i mit liv. Det er en sejr dere kommer for at forkynde mig idag, ikke over mig selv, om dere kanske tror, nej, de sejre trænger ikke at udropes offentlig. Den sejr dere melder mig er en sejr for mig selv, for mit fremtidshaab, mine kampe, min trofasthed.

STEMMER Bravo!

CELIUS. Mit anstrengte arbejde i demokratiets tjeneste trænger en stakket afbrydelse. Jeg har villet unde mig selv en hviledag —

EN STEMME. Nu hvil dig, borger.

CELIUS. Hvem vil klandre mig derfor? Men den tillid dere har vist mig i disse mange aar, kan ikke faa noget skjønnere udtryk end derved, at den forplantes til min hustru, min mangeaarige og trofaste medarbejder, min højtbegavede meningsfælle, discipel og efterfølger. (Tar sin frue under amen og fremfører hende for forsamlingen. Fingalsen trænger sig ind fra havetrappen.)

CELIUS. Med dyb rørelse takker jeg dere alle.

STEMMER. Leve fru Lavinia! Fru Lavinia leve!

FRU LAVINIA (lidt forsagt). Ja jeg takker alle som tror, at saameget er vundet ved mit valg. Jeg er forbauset og glad over hvad jeg har oplevet og over hvad jeg hører, men allermest forbauset og glad vil jeg bli den dag jeg atter blir afløst af en mand. Kommer nogen og forlanger af mig et program — —

FRU MAJA. Programmet. Kjære dig, Lavinia — — Programmet maa da være den minst mulige lykke for saa mange som mulig, det. Ja, dere har vel læst Bentham? Ja hvad sir jeg? Det størst mulige antal til den minst mulige lykke . . ja for dere kjender vel Bentham? Ellers kanske det minst umulige antal til den højest mulige ulykke, for Bentham, Bentham er dere vel bekjendt? Om vi har demokrati, skal vi vel ikke derfor drukne i uundgaaelig uvidenhed, men ialfald for os kvinder er dette et lykkelig valg — —

PAALSBO. Ti, Maja.

FRU MAJA. Hvem sir du ti til? Ti sjel for en gangs skyld.

CELIUS. Det jeg vilde pointere, det er at jeg er urokkelig.

FRU MAJA. Ja, det er vi alle det, Celius, men herefter er det ingen som spør hvad De er.

CELIUS. Hvaha.

FINGALSEN (frem). Jo jeg spør. Og jeg sir svindler, humbugmager uden spørsmaalstegn. Jasaa, Celius, saa det var aftalt spilfægteri dette, som her er drevet! Jasaa, saa De staar i intim forstaaelse med Deres kone, De far, og kaster vælgerne blaar i øjnene. (Højrøstet). Det er to-aletterne som skal bruse ind paa stortinget herefterdags. Tvi.

ONSØ. Er Sommerblom tilstede?

SOMMERBLOM (trænger sig frem). Jo, hr. doktor.

ONSØ. Var det ikke broder Fingalsen, som stak til sig en flaske haarvand paa festiviteten?

SOMMERBLOM. Jo skam forlade mig, hr. doktor.

FINGALSEN. Det skedde for at konstatere . . konstatere.

TIMANSEN (tar ham i begge skuldre). Plads i haven, godtfolk. Her kommer broder Fingalsen. Del’n mellem dere.

SOMMERBLOM (skyndsomt efter). Men lad mig faa broderparten.

CELIUS. Jeg har længe forudset, at demokratiet maatte afskalle Fingalsen.

ONSØ. Faar vi luftet ud de værste Fingalser, saa kan vi begynde at snakke om det lykkelige valg.

Tæppe.