De norske Klostres Historie i Middelalderen/4/8

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 442-446).

§ 8. Minoritternes Kloster i Oslo.

(Austr til brœdra. Berfœttabrœdr).

Dette Kloster er endnu til som Oslos Hospital, og ligger i den før saakaldte østlige (rettere sydlige) Deel af Byen paa Lykkerne, austr á Lykkium, hvoraf det fik Lokalnavnet austr til brœðra og Munkene kaldtes Berfœttabrœðr á Lykkium. Klostret er stiftet af Hertug Haakon Magnussøn, nærmest vel efter Freden 1286, og om Omstændighederne herved giver Pave Nikolaus IV Befaling af 11te Nov. 1291^[1] mærkelig Underretning. Han melder heri Abbed Eirik af Munkeliv, Provsten (Erland?) og Kannik Baard Serkssøn ved Apostelkirken i Bergen, at han ved Klage fra Franciskanernes Minister, Provindsial og Ordenens Brødre i Dacien har erfaret, at da Hertug Haakon af Norge med sin Broders Kong Eiriks Samtykke og paa Grund af Folkets Ønske havde indkaldt nogle af Provindsens Brødre i Oslo, og afstaaet dem en ham tilhørende Tomt i Byen til at bygge Huse og Kirke paa, saa søgte Domkapitlet i Oslo at hindre dette. Da nemlig Brødrene havde paabegyndt Bygningen af et Oratorium, nedlagde Simon Erkeprest i Biskop Eyvinds Navn^[2] Forbud mod Arbeidets Fremme. Brødrene paaberaabte sig deres Ordens Privilegier, som blandt Andet forbøde Sekulargeistlige at hindre deres Nedsættelse noget Sted, hvorhen Folket kaldte dem, og hvor de kunde leve gudfrygtigt og ærligt, og oplyste, at Paven havde sat Bandsstraf for dem, som handlede herimod Men da Simon dog ikke vilde tilbagekalde Forbudet, appellerede Munkene til Paven. Nu lyste Erkepresten saavel Brødrene som Arbeidsfolkene i Band, og lod Kapitlets scolasticus Herjulf med en væbnet Skare nedbryde den paabegyndte Bygning. Munkenes Klage herover til Biskop Eyvind var frugtesløs, da han negtede at tage Hensyn til deres Privilegier, ja endog paa eget Ansvar lod den af Simon lyste Band over Brødrene gjentage offentlig i Egnens Kirker og udstrække til deres Beskyttere og Velgjørere. Da denne Voldsgjerning ligesaameget er en Forbrydelse mod den pavelige Myndighed, som mod Franciskanerordenen, der staar umiddelbart under hiin, paalægger Paven de ovennævnte Prælater, efter underhaanden at have forvisset sig om Rigtigheden af ovenstaaende Beretning, at stevne Biskoppen, personlig eller ved Fuldmægtig, Erkepresten og Skolemesteren personlig, og Oslo Domkapittel ved Fuldmægtig inden 4 Maaneders Forløb at møde for Pavens Domstol og der lide forskyldt Straf. Sagens Udfald kjendes ikke, men det er ikke Tvivl om, at Biskoppen har tabt, og sandsynligviis har maattet gjøre Uretten god igjen. Endnu førend Klostret var bygget, gav Pave Nikolaus IV det 13de Sept. 1291 tilligemed Stiftets 3 øvrige Franciskanerklostre Aflad^[3], rimeligviis for derved at fremskynde Anlægget, hvilket kort efter maa være fuldendt, da i 1298 Klostrets Vicegardian Ivar forekommer^[4].

Kong Haakon V Magnussøn var altsaa Klostrets Stifter, og at han alvorligt vaagede over dets Vel, viser hans Brev af 24de August 1309, hvori han, paa Oslos Barfodbrødres (d. e. Franciskanernes) Klage over, at Arvinger ofte gjorde Vanskeligheder ved at betale Klostret Testament-Gaver, befaler Enhver, der skylder dette Kloster Noget eller Guds Tjenestemænd deri, som intet Andet have til Livsophold end gudelige Mænds Almisser, at betale slig Gjæld inden 6 Ugers Dag, da Kongen ellers selv vil lægge Beløbet ud, og tage det igjen med to Penge for een^[5]. – I 1318 holdt Minoritterne af Provindsen Dacia sit Provindsialkapittel her i Oslo, og ved samme Tid nævnes en Broder Henrik, der havde været Minorit i Oslo, som Biskop i Reval^[6].

I Testamenter forekommer dette Kloster oftest sammen med Olafsklostret. Det fik saaledes i de i foregaaende § nævnte Testamenter 2 Mark af Gerlak, 30 Mark af Fyrst Witzlaw, 2 Mark og $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Pund Vox af Guttorm Haavardssøn, sin Andeel af 100 Mark til alle norske Minoritterklostre af Kong Magnus, 1 Mark af Elin Thordsdatter, Vox og Penge af Sigrid i Sluppen, $\scriptstyle 2{\frac {1}{2}}$ Mark af Hr. Jon Marteinssøn „til de fattige Folk hos Graabrødrene, hvis Broder jeg er“, Vox og Penge af Olaf Eyvindssøn, og en stor Gryde af Hustru Gunbjørg.

Klostrets Gardian Broder Eyvind nævnes 1321 ved Hovedøens Retsstrid med Kansleren (ovenfor S. 408), og var i 1343 efterfulgt som Gardian af Ivar, som da med Prioren i Olafsklostret udstedte et Brev^[7], ligesom han 3die August 1336 med sine Brødres Samtykke solgte 2 Øresbol i Hellerud i Lomedal, som Svend Kartnagel havde givet dem i sit Testamente, til Presten Thorstein Valdjufssøn for en blak Hest, et Pund Rugmeel og $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Pund Malt. Skjødet er udstedt i Barfodbrødrenes Kirkegaard paa Lykkerne (á Lykkjom) i Oslo^[8]. – 13de Marts 1353 sluttedes „Øster i Barfodklostret“ en Handel mellem Brynhild Thoresdatter og Thorgeir Eivindssøn, som ellers ikke angaar e Klostret^[9]. – I 1376 var en Voldsdaad, om hvis Anledning ingen Kundskab haves, udøvet i dette Kloster, hvorom Oslo Kanniker og Minoritternes Konvent tilskreve Ordenens conservator privilegiorum i Norge, Biskop Botolf i Stavanger. Nogle Lægmænd, melde de ham, havde af djævelsk Indskydelse med Vold opbrudt Minoritterklostrets Port Søndag Qvasimodogeniti (20de April), og i høi Grad mishandlet Broder Nikolaus, Ordenens Kustos i Norge, og Broder Halvard, samt endog dræbt en Mand. Paa Nikolaus’s og hans Broders Klage herover havde Biskoppens Official med Domkapitlets Samtykke med tændte Fakler og Klokkeringning lyst det store Band over Ugjerningsmændene, saa at de alene af det apostoliske Sæde eller en af Ordenens Conservatorer kunde blive absolverede. Men da Kirken ikke lukker Døren for den Tilbagevendende, og da Tidekin Skytte, som var Voldsmændenes Høvding, Thord Aslakssøn, Peder Jonssøn, Ingemar Skytte, Einar Verkmester o. Fl., hvoriblandt hines unge Tyende, hvem Alderen tildeels kan undskylde, gjentagne Gange havde tilbudt at bøde efter Evne saavel til Kirken, hvis Immunitet de have fornærmet, som til Kronen og enhver Anden, som derpaa har lovlig Fordring: saa bede Udstederne Biskoppen, at han jure delegationis vil afløse Forbryderne af Bandet og paalægge dem passende Bod, da det er dem umuligt at drage til Rom^[10].

Iøvrigt nævnes dette Kloster sjelden. I 1392 var Biskop Øystein og Lagmand Harald i Barfodbrødrenes Kloster for at høre Provstens ved Mariækirken Hr. Arne Sigurdssøns Beviser for hans Ret til Brandsgaard i Oslo. I 1436 og 1460 holdtes Provindsialkapitler her. Ved det sidste Aar siges dette ikke udtrykkeligt, men da Ministeren Broder Johannes 29de Juni d. A. i dette Kloster optog et Ægtepar i Ordenens Broderskab, er det rimeligt, at et Provindsialmøde har foranlediget hans Ophold her. I 1453 kjøbte dets Gardian Gaarden Bøle i Aker af den udvalgte Biskop Gunnar Holt for 40 lette Gylden, som denne medtog til sin Romerreise, en Handel, der fremdeles viser, at Franciskus’s Regel blev mildt fortolket i Norge. I 1482 var Thorer Minoritternes Gardian i Oslo, og udstedte da Broderskabsbrev for Mand og Kone^[11].

Den sidste Efterretning om dette Kloster før dets Undergang er af 1513, da Broder Haakon Haavardssøn, Custos, og Halvard Erikssøn, Gardian for Minoritterne i Oslo, tilligemed Prædikebrødrenes Prior 19de August udstedte Afskrifter af de i Kjøbenhavn nys forsamlede norske og danske Biskoppers Afladsbreve af 25de Juli for Oslo Stifts Kirker, af hvilke Hofvin Kirkes er bevaret. Naar og hvorledes Klostret ophævedes, vides ikke med Bestemthed. Ved Brev af 21de Novbr. 1538 overdrog Christian III Graabrødre Kirke og Kloster til Oslo Borgere til et Hospital, hvortil man skulde lægge Renten af „det andet Hospital i Oslo (St. Laurentii?) til de Syges Ophold“^[12], og Oslo, eller nu Christiania, nyder fremdeles godt heraf, da Oslo Hospitals Bygning tildeels er en Levning af det forrige Minoritterkloster, medens Kirken (Oslo Sognekirke) er nybygget efter Ildebranden 1793, ligesom Hospitalets Jordegods for den største Deel har tilhørt Klostret, hvis velgjørende Virkninger saaledes fremdeles vedvare.

1. Dipl. Norv. III. No. 31.
2. Tør man ikke, naar man sammenligner dette med Dominikanernes Venskab just paa denne Tid, da de paa sit Provindsialmøde paabød Forbønner for ham (ovenf. S. 438), antage, at Modstanden mod Franciskanerne hovedsagelig er udgaaet fra deres fødte Fiender, de alt bosatte Prædikebrødre?
3. Wadding, Annales Minorum. V. 271. Hvilken Helgen det var viet, omtales ingensteds.
4. Thork. Dipl. II. 216. 219. Saml. t. Norg. Hist. II. 174 ff., hvor Munthe, vistnok urigtigt, antager denne Ivar for den samme som den senere Kansler Hr. Ivar Olafssøn.
5. Lundhs Specim. Dipl. 7.
6. Script. Rer. Dan. V. 517. 519. Denne Munk har rimeligviis været Dansk, og Beretningen gjør det sandsynligt, at Minoritterne ligesom Prædikebrødrene have omflyttet Provindsens Brødre uden Hensyn til verdslige Grændser.
7. Dipl. Arn. Magn. fasc. 60. No. 6 og 62. No. 23.
8. Dipl. Arn. Magn. fasc. 63. No. 3. Da Franciskus’s Regel endog forbød Minoritterne at holde nogetsomhelst Huusdyr, er dette Kjøb formodentlig sluttet i Henhold til de senere formildende Dispensationer, f. Ex. Pave Klemens’s af 21de Juli 1268 (Ann. eccl. Dan. I. 507 ff.), hvorefter Gardianen maatte erhverve mange Slags jordiskt Gods, naar det kun anvendtes til gudeligt Brug.
9. Dipl. Norv. II. No. 318.
10. Dipl. Arn. Magn. fasc. 73. No. 1. Da det var Immuniteten, som var angreben, lader det til at Munkene selv have givet Anledning til Voldsomheden ved f. Ex. at tage en Forbryder i Beskyttelse.
11. Dipl. Arn. Magn. fasc. 77. No. 21. Script. Rer. Dan. V. 519. Øyst. Reg. fol. 113. b. To Oldbreve hos Jon Harildstad i Fron.
12. Uldallske Manuskr. paa kgl. Bibl. i Kbhvn No. 376 4to vol. IV. 4. Norske Registranter i Afskr. I. 257. 366.