De norske Klostres Historie i Middelalderen/4/9

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 446-453).

§ 9. St. Olafs Kloster i Tønsberg.

Ovenfor S. 34 er det viist, at der kunde synes til forskjellige Tider at have været to Præmonstratenserklostre i Tønsberg, nemlig et ældre, hvis St. Michael helligede Kirke laa paa Slotsbjerget, og et yngre, helliget St. Olaf, som laa i Byen. Der er dog al Rimelighed for, at dette er et og samme Kloster, hvis Kapel paa Bjerget senere blev Kongens, og da der i Tønsberg aldrig har været to Klostre af denne Orden samtidigt^[1], bør de i alle Fald her omtales sammen.

At Tønsberg har havt et Præmonstratenserkloster i det Mindste fra Slutningen af 12te Aarhundrede er vist, ligesom at dette fra de sidste Aar af 13de Aarhundrede kaldes St. Olafs Kloster i Tønsberg. I den S. 34 omtalte Beretning fra Kong Sverres Tid om en Reise til det hellige Land beskriver Forf. udførlig Tønsberg, og tilføier om Slotsbjerget: „Paa dets Top ligger en smukt bygget Kirke, helliget St. Michael, der med sit Gods underholder Kanniker af Præmonstratenser-Ordenen, som ere bosatte der i Byen“. Beretningen bærer i Alt Troværdighedens Præg, og Kannikerne maa have boet i Byen, da Bjerget ikke afgiver Plads for Kannikeboliger. Klostret i Byen maa være det múnklif i Tønsberg, hvortil Kong Sverres foregivne Broder Erik lod sig føre, da han 1190 blev syg, samt hvor han iførte sig Munkeklæder og døde^[2]. Man finder, at Olafsklostret er stiftet direkte fra Prémontré^[3], hvilket antyder dets Ælde, da Moderklostret senere var for mægtigt til at sende sine egne Brødre saa høit op mod Nord, og dette strider ikke mod Biskop Hans Reffs Udsagn af 22de August 1533, at Olafsklostret var stiftet af Oslo Biskopper, hvilket Jordegodsets Opførelse i Øysteins Register desuden bekræfter. Klostret var en Datter af Prémontré, fordi det derfra havde faaet sine første Munke, men Udgifterne til Anlægget og Godset til deres Underholdning medbragte disse ikke, og dette er altsaa givet af Oslo Biskopper, maaske samtidigt med Hovedøens og Nonneseters Stiftelse i Oslo. Olafsklostret laa ved Byens Brygger nordenfor det af Kong Haakon Haakonssøn senere byggede St. Stefans Hospital^[4], og det er en Vildfarelse, naar man har henlagt det til Gaarden Teige paa Nøterøen, hvorom Mere nedenfor i § 15.

Olafskirken i Tønsberg, som vi saaledes antage for dette Klosters egentlige Kirke, nævnes 1207, da Erling Steinvegg begroves her, ligesom senere, da Philip af Veggen, og 1260, da Biskop Henrik af Holar der bleve begravne. Fremdeles maa den Abbed Orm fra Tønsberg. som deeltog i Rigsmødet i Bergen 1223, have været Præmonstratensernes Abbed; senere blev han nok Biskop i Oslo^[5]. – Regelen fastsatte, at Ordenens Abbeder til visse Tider, fordetmeste aarlig, skulde indfinde sig til Generalkapitlet i Prémontré, men da dette faldt for besværligt for Nordens Klostre, tilskrev Generalabbed Vilhelm 1289 Brødrene i Danmark og Norge, at deres Formænd for Fremtiden skulde paa Grund af den store Afstand være fritagne for denne Pligt; derimod skulde Ordenens 4 Prælater i Dacia hvert 4de Aar møde ved Generalkapitlet, naar Veirliget tillod det, dog saa at Provsten af Børglum og Abbeden af Tønsberg i ethvert Tilfælde da indfandt sig. Forresten maa de norske Præmonstratensere paa denne Tid have været forsømmelige i at betale deres Afgifter til Prémontré; thi 1290 befalede Generalabbed Vilhelm Abbeden af Bekkaskog i Skaane snarest muligt at visitere Ordenens Kirker i Tønsberg og Dragsmark in capite et in membris, og tvinge dem til at indsende til Generalkapitlet Ordenens paabudne Kollekter, samt afsætte Abbeden og Brødrene, hvis de viste sig ulydige^[6]. – I 1297 skal Olafsklostret have faaet $\scriptstyle {\frac {1}{10}}$ af Djupviks Laxefiske af Abbedissen i Nonneseter i Oslo, sandsynligen mod Vederlag; denne vigtige Eiendom, hvori Olafsklostret i det Hele eiede Trediedelen, gav senere Anledning til indviklede Trætter mellem de forskjellige Eiere (Nonneseter, Olafsklostret og Oslo Bispestol). I 1298 blev de to betydelige Gaarde Nes og Ropestad i Kvelds Sogn givne til Klostret^[7].

Saaledes var Olafsklostret udentvivl allerede rigt og i Anseelse, da Kong Haakon V stiftede de 14 kongelige Kapeller, hvoriblandt Michaelskirken i Tønsberg blev en af de 4 kollegiate. At Præmonstratenserne have afstaaet dette, som det synes i Helligheds Ry staaende Kapel^[8], uden Vederlag, er ligesaa usandsynligt, som at den mod geistlige Stiftelser gavmilde Konge har forlangt dette; men herom haves ingen Oplysning Ved Gavebrev af 1ste Decbr. 1317 skjænkede Kongen ikke mindre end 110 Markebol Jordegods til dette Kapel, for deraf at underholde dets Provst, 4 Chorsbrødre og 2 Diakoner, en Klokker, og disses Brydier, Stegere og Stegersvende^[9]. Om Sommeren 1318 holdtes Biskopsmøde i Tønsberg, og da vare Erkebiskoppen, Biskopperne af Oslo, Bergen og Stavanger, den pavelige Nuntius i Sverige Nils Sigfastsøn, Kapellernes Foresatte Hr Finn og Kansleren Ivar 16de Juli 1318 samlede i Olafsklostret hos Abbeden Hr. Arnstein, hvor de udstedte en Vidisse af Pavens Befaling af 3die Febr. 1317 til Erkebiskoppen af Nidaros samt Biskopperne af Skara og Vesteraas om at tage den udvalgte Upsalas Erkebiskop og hans Kapittel i Forsvar mod Alle^[10]. – Denne Abbed havde Proces med Medeierne i Djupvik-Fisket, og blev derom i 1320 stevnet; men Sagens Gang og Udfald kjendes ikke; dog synes det at være kommet til Forlig; thi 1322 tilskrev han Abbedissen i Oslo, at han var villig til at holde det Forlig, Biskop Salomon i Oslo havde istandbragt dem imellem, naar hun vilde levere til Hr Olaf ved Laurentii Kirke den Fisk, som fra Djupvik erholdtes^[11]. – Hans Eftermand var uden Tvivl Abbed Ogmund, som i Oktbr. 1330 i Lødese sluttede Forlig med Biskop Salomon om Bispetienden af Nøterø, Stokke og Skedaug Sogne samt Rettigheden til Slagens Kirke, som synes at have hørt til de Gaver, Oslo Biskopper ved Klostrets Stiftelse havde tillagt dette, og hvorpaa Klostret havde pavelig Stadfæstelse, men Abbed Ogmund og Klostrets procurator Arne Asgeirssøn nu afstode^[12]. I 1340 bevistes, at Gaarden Bratsaas i Arnedals Sogn tilhørte St. Olafs Kirke og Kloster, ligesom ved samme Tid en Gaard i Nykirke Sogn blev givet dertil^[13]. – Broder Benedikt, Abbed i Olafsklostret, og hans Konventsbrødre mageskiftede 9de Oktbr. 1356 Gaarden Viken i Fodnes Sogn, hvis Bygninger ved Vaadeild vare afbrændte, til Ivar Thoressøn, mod en mindre Gaard Marker i Ramnes Sogn^[14].

Hans Eftermand var vel Abbed Gunnar, som 1368 solgte Klostrets Gaard Solum i Arnedals Sogn til Arnfinn Grimssøn, og var Vidne ved en Gave til Sæms Kirke^[15]. – Først i 15de Aarhundrede findes atter Noget om dette Kloster, medens Hr. Olaf Salmundssøn, maaske en Broder af Hustru Aasa Salmundsdatter i Seivik, var Abbed her i en lang Aarrække (1403^[16]–1431). I 1400 var Biskop Øystein i Olafsklostret i Tønsberg, og tildømte det to Gaarde i Ramnes Sogn, idet deres Salg, som var gjort uden Biskoppens Samtykke, skulde være magtesløst^[17]. Denne Abbed havde af Halvard Thorgeirssøn, her med sin Hustru og alt sit Gods havde givet sig ind i Klostret, faaet to Markebol i Strand, mens da Bonden ogsaa havde solgt samme Gaard til Presten i Sande, reistes der Sag derom, som i 1405 paadømtes til Prestens Fordeel, hvorpaa Abbed Olaf stadfæstede ham i Besiddelse af Gaarden, mod at han betalte Klostret, hvad han endnu var Bonden skyldig paa Kjøbet^[18]. I 1419 gav Hustru Live Arnesdatter sig med Gaarden Biskopsrud i Sigdal ind som Proventkvinde her, og Lagmand Jon Karlssøn udstedte 1421 et Brev om Klostrets Ret til denne Gaard^[19]. Gaarden Lilie Skardeberg i Thjødling havde Eieren Andres Gjurdssøn givet til Abbed Olaf i Tønsberg, uden at mindes, at han og Moder forud havde mageskiftet Gaarden til to Brødre, hvem han derfor 2den Mai 1420 atter tilskjødede denne Gaard, og kaldte sin Gave til Klostret tilbage^[20]. Abbed Olaf nævnes fremdeles 1422 og 1431, da han i sit Kloster udstedte Vidnesbyrd om der sluttede Forlig, som iøvrigt ere ham og Klostret uvedkommende, og har rimeligviis levet til ud paa Aaret 1436. 13de Febr. d. A. var han maaske uskikket til at bestyre sit Kloster, siden en af dets Brødre Thormod Erlingssøn da paa Klostrets Vegne solgte 3 Gaarde i Lagerdal til Vifil Rolfssøn for 60 Mark i Klæde, Guld og Kobber, uden at Abbeden nævnes^[21], og 8de Juli s. A. maa han være død. da Eftermanden Nikolas Helgessøn forekommer som Electus i Olafsklostret, og senere paa Aaret som Abbed der^[22]. Men om ham har man iøvrigt ingen Kundskab Hans Eftermand har rimeligviis Abbed Peter „af Tønsberg“ været, som nævnes blandt de ældste Medlemmer af det i 1431 stiftede Guds-Legems Gilde i Aalborg, og saaledes ventelig har været en Jyde^[23].

Klostrets i 1399 af Biskop Øystein optagne Jordebog (fol. 110–112) opregner 206 det tilhørende Gaarde, især paa Vestfold, hvoraf i Sæms Sogn 41 tildeels betydelige Eiendomme^[24]. Blandt dets Velgjørere nævner Jordebogen Hustru Live, Oslokanniken Haakon Guttormssøn^[25], Salve Olafssøn med Hustru Gudrun. Thorbjørn Halsteinssøn med Hustru Aasa Bjarnesdatter, Gunne Peterssøn og Hustru Sigrid, samt Andres Arnessøn med Hustru Sigrid. Vi tilføie, at Olafsklostret mærkeligt ofte er benyttet som Mødested, hvor Klostret udrede kommende Sager ere forhandlede, hvilket antyder, at det har været det til slige Møder hensigtsmæssigste Sted i Byen.

Den sidste her nævnte Abbed, Nils, var Sommeren 1513 Vidne til et Overfald paa Olaf Jenssøn, velbyrdig Mands Olaf Ottessøns Foged, hvorom han med Eilif Borgarssøn, Borgermester i Tønsberg, gav sin skriftlige Beretning 4de April 1514^[26]. Senere omtales St. Olafs Kloster ikkun i Anledning af dets forestaaende Sekularisation. Det synes, som om Biskop Anders Muus af Oslo ved sin Resignation fra Bispestolen ogsaa har forbeholdt sig den biskoppelige Myndighed over dette Kloster, uagtet hans Revers^[27] Intet derom indeholder; thi efterat den danske Adelsmand Erik Ugerup af Frederik I var 1532 forlenet paa Livstid med Klostret uden Afgift mod at føde og klæde Munkene der, tilskrev efter Kongens Død det danske Rigsraads Formand, Marsken Hr. Thinge Krabbe, 23de Juli 1533 det norske Rigsraad, at Biskop Anders havde forlangt det danske Raads Mellemkomst, til at skaffe ham igjen St. Olafs Kloster i Tønsberg, da han vilde ved deres Hjælp, der vare i Klostret, holde Messe og Gudstjeneste vedlige. Han vilde i saa Fald overlade Ugerup som Vederlag Tønsberg By, hvorpaa Biskoppen havde Livsbrev^[28]. Samtidig hermed indløb imidlertid til det i Bud forsamlede norske Rigsraad Biskop Hans Reffs oftere omtalte Klageskrift af 2den August om Kongens og Adelens Indgreb i Bispestolens Rettigheder. Tønsbergs Kloster – skriver han – et hæderligt Abbedi, stiftet og funderet af hans Forfædre (Oslo Biskopper), som klarlig kan bevises, ligesom det endnu for en stor Deel opholdes af Stiftets Gods, har Kronen ingen Ret til, og har ingensinde befattet sig med det Kloster eller dets Eiendomme, førend velb. Erik Ugerup erhvervede det ifjor af Kong Frederik, sig til Opretning for sin Skade i forleden Feide med Kong Christiern, „os uforbrudt i alle Maader, da vi ville og kunne ved Guds Hjælp med Ære og Redelighed bestaa for Alle og hver Retviis, det vi haandginge Kong Christiern, og alt det vi gjorde i den Feide“. Han begjærer derfor Rigsraadets „retfærdige Dom, at vi maa strax lade annamme dette vort og Stiftets Kloster igjen, og faa alle Eders fulde Befaling at beskikke det igjen under Abbeden, hans Brødre, og til Guds Tjeneste og Lov igjen, som det funderet er“, samt Raadets Befaling til Ugerup at rette sig derefter^[29].

Dette Forsøg paa at frelse Olafsklostret for Munkene og Stiftet mislykkedes, Ugerup blev i rolig Besiddelse deraf, og ved hele Tønsbergs Brand 21de Febr. 1536 lagdes Klosterbygningerne i Aske, hvorved Konventet adspredtes^[30]. Om Abbedens og Munkenes Skjebne er Intet bekjendt. Olafsklostret synes ogsaa efter Ugerups Død at have været Pantelen, og som Følge deraf mangler fuldstændig Underretning om dets Indehavere. Knud Grubbe havde det under Brunla Len, men afgav det 1578 til Johan v. Ahlefeldt, som fik Livsbrev derpaa for et Forskud til Kronen af 5000 Rdr., men han udløstes allerede 1579 (ell. 1580) af Frederik Lange, der havde Tønsberg Len, som 1598 fik sit Udlæg tilbagebetalt, og derpaa havde Lenene paa Afgift til 1612. Om de senere Lensmænd over Tønsberg Len, Gunde Lange, Pros Knutssøn og Ove Gedde ogsaa havde Olafsklostret, vides ikke, men senere vare disse Len samlede under Knut Ulfeld (1640–1646), Vincents Ottessøn Bildt (1646–1658) og Johan Borckenhuus, der nok havde Olafsklostret, indtil dettes Gods i 1671 tilskjødedes Peder Griffenfeld, og saaledes blev Grundlaget for Grevskabet Griffenfeld, senere Jarlsberg, under hvis Hovedgaard (Sæm) Aulin nu er Underbrug.

1. Til forskjellige Tider (1192. 1280. 1330) nævnes Præmonstratenserklostret i Tønsberg: altsaa kun eet.
2. Sverres S. c. 115.
3. Script. Rer. Dan. VIII. 317 i en Liste over Ordenens Klostre i Norden opføres: Tunsbergæ vel Olevyn, filia Præmonstrati.
4. Dipl. Arn. Magn. fasc. 78. No. 10. Haak. Haakonss. Saga Cap. 333.
5. Fornm. Sög. IX. 34. 114. 36. 150. Haak. Haakonss. S. Cap. 301. 86.
6. Dipl. Norv. III. No. 26 og 29.
7. Registr. paa Agershuus. Øyst. Reg. fol. 111. a. 112. b.
8. Dette synes at fremgaa af Dronning Margaretas Bestemmelse af 12te April 1405 om, at en Mand skulde for hende valfarte til St. Mikkels Berg i Tunsberg. Udv. af danske Diplomer af Molbech og Petersen. 208.
9. Dipl. Norv. III. No. 110. Thork. Anal. 169 o. fl. St.
10. Barth. IV. 671 ff. Dipl. Svecan. III. 369. 308.
11. Registr. paa Agershuus.
12. Dipl. Arn. Magn. fasc. 61. No. 17. Dipl. Svecan. IV. 184.
13. Registr. paa Agershuus. Øysteins Regist. fol. 111. b.
14. Dipl. Norv. I. No. 365, hvor Dateringen er feilagtig. Et Brudstykke af Konventets Segl, forestillende St. Olaf siddende med Rigsæble i høire Haand, vedhænger. Ingen af disse Gaarde nævnes i Jordebogen.
15. Müller Tønsbergs Beskrivelse S. 34. Øysteins Regist. fol. 44 b.
16. I dette Aar nævnes han i Registr. paa Agershuus angaaende en Mølledams Udvidelse ved Lidemøllerne (?).
17. Registr. Heraf sees dets Afhængighed af Biskoppen.
18. Dipl. Norv. I. No. 598–601.
19. Registr. paa Agershuus. En anden Live maa det være, som nævnes i Øyst. Regist. 110. b., der gav 2 Markebol i Sanden paa Nøterø til Klostret.
20. Dipl. Norv. I. No. 669.
21. Orig. i Rigsarchivet. Dipl. Norv. II. No. 707. I. No. 752.
22. Dipl. Norv. III. No. 734. Dipl. Arn. Magn. fasc. 99. (destructa).
23. Langebeks Uddrag af Gildets Liber Vivorum i danske Geheinearchiv. Dan. Magaz. 3die Række I. 89 ff.
24. De største Gaarde vare: i Sæm: Aulin, Munamar, Laane, Fadheim; i Slagen: Velle, Undeberg, Baldsberg, Røyren, Sanden; paa Njoterø: Fæø (nu Føyen), Bjærnebud, Sande; i Stokke: Mælesheim, Hauge, Røyrekoll; i Borre: Solbrekke, Kjær, Solberg, Sande; i Hedrum: Nanneseter, hele Nanneaa med Mølle og Fiskeri; i Arnedal: Dyflin, N. Kværne, Voluthveit, Lid; i Sked: Brensrud; paa Modum $\scriptstyle {\frac {1}{3}}$ i Djupvik, o. s. fr.
25. I Dipl. Arm Magn. fasc. 88. No. 8 findes hans Testament 1427.
26. Løs Afskrift i danske Geheimearchiv. Saavel Olaf Ottessøn som hans Foged vare døde, da Brevet udstedtes.
27. Original i Rigsarchivet, udstedt i Kjøbenhavn 24de Juni 1524.
28. Norske Registr. i Afskr. I. 463. Saml. t. N. F. Hist. VI. 44. Münch. Dipl. No. 3223.
29. Münch. Dipl. No. 3234, trykt i 1ste Udgave S. 765–766.
30. Denne Ildebrand var faa fuldstændig, at Borgerne tænkte paa ganske at forlade Byen, og kun ved Løfte om 6 Aars Skattefrihed bevægedes til atter at opbygge den. Norske Registr. i Afskr. I. 367.