De norske Klostres Historie i Middelalderen/4/7

Legg til lenke
Fra Wikikilden
De norske Klostres Historie i Middelalderen
Chr. Tønsbergs Forlag,  (s. 436-442).
◄  § 6.
§ 8.  ►

§ 7. Prædikebrødrenes Kloster i Oslo,
(claustrum sancti Olavi. Upp til brœdra).

Dette Kloster har ligget strax nordenfor St. Halvards Domkirke i umiddelbar Forbindelse med Biskopsgaarden og Chorsbrødrenes Gaarde. De mange Forandringer, som det gamle Oslo i Tidernes Løb har undergaaet, gjøre det vel vanskeligt at bestemme Beliggenheden nøiagtigere; men paa en kobberstukket Grundplan af Strøget heromkring fra Aar 1700[1] kaldes imidlertid den ældste (vestlige) Deel af Bispegaarden „Steenhuset, som Hr. Biskoppen boer udi“, og en aaben Gaardsplads vestenfor samme begrændses mod Vest af „to gamle nedrevne Kjældere“ og mod Nord af „et gammelt nedrevet Steenhuus kaldet gamle Ladegaarden eller Skolen“. Da man nu veed, at Prædikebrødrenes Kloster efter Reformationen blev indrettet til en Skole eller Lectorium, og at nogle Kjældere bleve solgte til Nedrivelse, for derved at faa Penge til Skolebygningen, (hvorom mere ved §’ens Slutning), synes det rimeligt, at de to sidstnævnte Bygninger, hvoraf Levninger endnu fandtes i 1700, have været det gamle Prædikebrødrenes Kloster, som altsaa har ligget Vest og Nordvest for den nuværende Bispegaard, hvor dennes Blomsterhave nu er, og i Nord for St. Halvards Kirke. I ethvert Tilfælde laa Klostret lige ved Domkirken og Chorsbrødrenes Gaard. Ifølge Haakon Haakonssøns Saga Cap. 236, hvor Klostret første Gang nævnes under Kongens Kamp i Oslo med Skule 1240, var nemlig Olafskirken (d. e. Klosterkirken) kun ved en Skigaard skilt fra Chorsbrødrenes Gaard, hvis nøiagtige Beliggenhed iøvrigt er ubekjendt.

Naar og af hvem dette Kloster er stiftet, er ikke angivet; men da det i 1240 var i fuld Stand, er det rimeligviis stiftet samtidigt med Prædikebrødrenes Klostre i Nidaros og Bergen omkring Aar 1230, vistnok ligesom disse af Kong Haakon Haakonssøn og Oslo Biskop og Domkapittel i Forening Det var viet St. Olaf og bar hans Navn; men havde desuden, ifølge sin Beliggenhed oppe ved Domkirken og i Modsætning til Franciskanerklostret nede under Egeberg, Lokalnavnet upp til brœðra i Oslo. Ogsaa fra og til dette Kloster foregik i Ordenens ældste Tid Omflytning af Brødre. Broder Nikolaus flyttedes 1252 fra Oslo til Lund, og Brotherus til Ribe; 1254 ligesaa en Halkuin til Nidaros og Tuko til Oslo; ved 1280 Amund til Bergen og Erling til Ø-Kloster i Danmark; en Broder Olaf fra Oslo blev gjenoptaget i Ordenen, og i 1291 foreskreves Forbønner inden Provindsen for Biskop Eyvind i Oslo[2]. Man seer og, at Dominikanerne her have fra første Stund eiet Jordegods; thi 1264 gav Biskop Haakon en af dem kjøbt Gaard til Oslos Kanniker[3].

Vor Kundskab om dette Kloster er iøvrigt saare ringe. Den ældste Formand, som kjendes her, var maaske Provindsial-Prioren Aake, (som senere blev Kansler?), der fulgte Kong Magnus i 1276 paa Toget fra Konghelle til Danmark[4]. Senere nævnes Prioren Aasmund 1298 med Minoritternes Vicegardian Ivar i Processen mellem Biskop Eirik af Stavanger og hans Kapittel[5]. – Hans Eftermand var Grunde Prior, som 1302 med,sine Brødre skjødede Gaarden Klemetsrud i Røken til Ketil Kaza for 42 Mark i rede Penge. Denne Gaard havde Ingeborg Gunnarsdatter sig til Bønnehold og Underholdning givet Brødrene ligesom hun nu var tilstede og bifaldt Salget[6]. Hun har følgelig været Proventkvinde i Olafsklostret, og saaledes bidraget til, at der paa Biskopsmødet i Oslo 1306 udstedtes Forbud mod, at Kvinder toges i Provent i Munkeklostre og Mænd i Nonneklostre – Den Dominikaner Hjalm, eder nævnes i Kong Haakon Vs Testamente som Afskriver af Andagtsbøger[5], var vist fra dette Kloster. Kong Magnus Eirikssøns Fuldmægtig ved Pavehoffet Bertrand de Succiolis meldte 14de August (1324) Biskop Audfinn af Bergen, at hans Tjener, hvem han havde forskudt mange Penge skulde være død i Norge og have forvaret sit Gods deels hos Drotseten Hr. Erling deels i Prædikebrødrenes Kloster i Oslo, og bad Biskoppen at varetage Kongens og hans Bedste i den Sag[7]. Registr. af 1622 omtaler en Befaling af Kong Magnus:(Haakonssøn eller Erikssøn[8], at den Almisse som forhen har været udgivet til St. Olafs Kloster i Oslo, fremdeles skal vedvare. Maaske staar dette i Forbindelse med Klostrets første Stiftelse, der i saa Fald her som andensteds for en Deel er fremmet ved en tvungen aarlig Afgift, under Navn af Almisse.

Af Testamenter til dette Kloster haves flere. Det fik 1277 af Kong Magnus 12 Mark Sterling, 1286 af Hertug Haakon en Tomt til Søbod, 1301 af Kanniken Gerlak to norske Mark, 1302 af Fyrst Witzlaw 30 norske Mark, 1331 af Guttorm Haavardssøn 2 Mark Penge og Pund Vox, 1347 af Kong Magnus og Dronning Blanka 25 Mark, ved 1349 af en Unævnt Mark Penge, 1352 af Elin Thordsdatter 1 Mark, 1381 gav Sigrid Andresdatter i Sluppen (i Oslo) Vox, Salt og Penge „upp til brœðra“. Om Hr. Jon Marteinssøns Testamente er talt S. 101; han gav til Olafsklostret i Oslo 2 Mark, „fordi jeg er deres Broder“, og Mark til fattige Folk der (formodentlig Klostrets Proventfolk). Oslo-Kanniken Olaf Eyvindssøn gav 1413 upp til brœðra 6 Mark Vox, 1 Mark Penge og 1 Kyrlag, og Hustru Gunbjørg i Oslo ligesaa 1414 noget Vox og Penge[9].

Efter Prior Grunde nævnes ingen Formand her for 1335, da Aasulf Superior med sine Brødre solgte 2 Øresbol i Hvirvelberg i Lider, som Reidun Thorgeirsdatter i sit Testamente havde givet Klostret, til dennes Søster Joron for Mark gangbar Mynt[10]. I et Brev af 1338 skriver Biskop Haakon af Bergen til Hr. Erling Vidkunssøn, at der gik det Rygte, at „Hr. Paal“ havde taget Dominikanerklæder (predikara-búnað) i Oslo, og at hans Hustru var bleven Nonne i i samme By. Paa denne Tid levede to anseede Mænd af dette Navn i Oslo, nemlig Merkesmanden Paal Eirikssøn og Lagmanden Paal Einarssøn, men den sidstnævnte var neppe Ridder. Menes derfor Hr. Paal Eirikssøn, var Rygtet falskt, da han længe efter denne Tid forekommer som Merkesmand; Paal Einarssøn omtales derimod ikke efter denne Tid[11]. I 1343 nævnes Broder Fridrek som Prior i Olafsklostret, og i 1362 Thorkel Prior, som solgte to Øresbol i Kjos paa Hadeland til Jon Radvardssøn[12]. I 1373 var Holmstein Prior her, som det synes under trykkende Forhold. 11te Decbr. udstedte han nemlig med hele tit Konvent det Vidnesbyrd, at de ikke eiede Føde til Livsophold, end mindre Formue til at istandsætte Klosterbygningerne, som truede med at falde ned, dersom de ikke solgte nogen af Klostrets Bøger, Kalke eller andre Kostbarheder. For at afhjælpe Nøden solgte de derfor til Provsten Hr. Henrik Henrikssøn ved Mariækirken en forgyldt Kalk af henimod een Mark reent Sølvs Vægt for 8 Guldgylden engelsk Mynt[13]. Det var formodentlig samme Prior, som paa denne Tid laa i Trætte med Oslos Domkapittel om en Tomt, et Huus og Andet mere, som Abbeden af Hovedøen og en Kannik af Hammer skulde paadømme (ovenfor S. 412). Fra Kong Eriks 1ste Aar (1389–1390) nævner Registr. af 1622 en Broder Nikolaus Jonssøn, Prest (Prior?) i Olafsklostret i Oslo, om hvem forøvrigt Intet vides.

Tydskerne synes fra 15de Aarhundrede af at have mere og mere saaet Indpas i Klostret, en simpel Følge af, at de havde Herredømmet over Byens Handel. Priorernes og Munkenes Navne ere fra nu af ligesom Borgermestrenes, Raadmændenes og de rigere Borgeres i det Hele tydske, og mærkeligt nok opbevares et af Dominikanernes Provindsialprior i Dacia Broder Raymund fra Lødese 18de April 1409 udstedt Broderskabsbrev til Skomagernes Gilde i Oslo (ovenfor S. 400) endnu i Rostock, den Hansestad, som netop havde faaet hele Oslos og Tønsbergs Handel i sine Hænder. Et andet Broderskabsbrev er 19de Decbr. 1423 udstedt af Prioren i Oslo Ernestus for to Kvinder Gyrid Eriksdatter og Thurid Haakonsdatter, som gives Lod i alle Ordenens gode Gjerninger, og loves Sjælemesser efter deres Død[14]. Senere nævnes Lydike van Hagen som Prædikebrødrenes Prior og Lafrans Gere som deres Lector i Oslo i et før omtalt Brev af 11te April 1447 om Hovedtienden. I 1453 skal Christiern I have udstedt Skjærmbrev for dette Kloster[15]. Efter Lydike er uden Tvivl en Nordmand Jens Olafssøn bleven Klostrets Prior. Han indgik 15de Novbr. 1455 en Overeenskomst med Olaf Hinzesøn, kaldet Styf, Borger i Oslo, hvorved denne afstod til Klostret 3 Gaarde paa Landet, samt sin Søbod paa Klemets-Almenningen i Oslo, mod at han skulde have sin Livsføde jævngod med Brødrene i St. Olafs Kloster for sine Livsdage, frit Herberge at ligge i, samt Pleie, naar han blev syg. Fra Klostret udstedte Olaf Styf siden forskjellige Breve, som vise, at han har holdt til her, men vedblevet at røgte sine jordiske Sysler[16]. – Fra 1461 har man et Skjøde fra Olafsklostrets Prior Abraham, der i flere Henseender er af Vigtighed. Han bestemmer med sine 11 navngivne Brødres Samtykke, at St. Annæ Gildestue skal sættes og stadigt blive Nord i Olafsklostrets Gaard. Tomten undtes St. Annæ Gildebrødre „Borgere i Oslo“ for evig Tid, mod at de og deres Oldermænd aarlig give Mark i Afgift i slig Mynt, som nu er gangbar i Oslo. Desuden har han undt dem St. Annæ Alter (i Klosterkirken) at holde vedlige med Klæder, Messer og Lys efter Gildets bedste Evne. Derimod skulde Gildebrødrene (og dette var en vigtig Fordeel for Klostret) have deres Gravsted i Klostret, eftersom de selv ønskede i Kirken eller paa Kirkegaarden, samt gjøre Prioren aarlig rigtigt Regnskab[17].

Herefter findes Intet om Olafsklostret førend henimod Reformationen, da det atter omtales i Forbigaaende. Christiern II stadfæstede ifølge Registr. paa Agerhuus i 1511 det Prædikebrødrene af Christiern I givne Brev, og August 1513 udstedte Prior Peter Matthiassøn i Oslo Domkirke med Kapitlets Medlemmer og Minoritternes Foresatte Transskript af 14 norske og danske Biskoppers Afladsbreve for Oslo Stifts samtlige Kirker, Klostre og Kapitler[18]. I 1516 fik (eller gav) Broder Hans Pederssøn i Olafsklostret Tilladelse til at bebygge en Tomt i Oslo, og i 1528 blev Gaarden Morstad i Marker givet til Klostret. – Naar og hvorledes Klostret ophævedes, kjendes ikke. Formodentlig er det skeet kort efter 1533; det nævnes ikke i Biskop Hans’s Klage d. A. over Adelens Færd mod Klostrene, og maa følgelig endda have været ved Magt; men Vaaren 1538 befalede Christian III Peder Hanssøn og Biskop Hans at sørge for, at Skolen ved Sortebrødre Kloster snart blev bygget, og at overtale de 3 Kapitler i Oslo at gaa til eet Bord[19]. Dominikanerne have følgelig da været udjagede. 13de August 1546 gav Kongen Sortebrødre Kloster i Oslo med Kirkegaard og Have til et Lectorium, Skole og Læsemesters Bolig til evig Tid, og da Bygningen var meget forfalden, tillod Kongen (udat. Brev v. 1550), at nogle unødige Kjeldere, som tilhørte Klostret, solgtes og at Kjøbesummen anvendtes til Skolens Bygning, Religionen til Forbedring. Et Steenhuus i Sortebrødres Kloster „sønden op til Læsehuset og Øst ud mod Kirkegaarden, 40 Alen langt S. ud fra Læsestuen mod Domkirken og 15 Alen bredt med sin Tomt Osten til Konventstuen“, blev senere ved et af Kongen 4de Juli 1552 stadfæstet Gavebrev af Oslo Kapittel givet til Superintendenten Frants Berg og hans Arvinger[20]. Da Bispegaarden var yderst forfalden, fik Superintendenten kort Tid efter Olafsklostret til Bolig, og af hans Ansøgning 27de Juli 1556, om at beholde en Havetomt til sin Residents i Sortebrødre-Kloster, som Kapitlet paa Skolens Vegne vil gjøre ham stridig, sees, at en ny Bispegaard da paatænktes paa Sortebrødres Tomt[21]. Det gamle Olafskloster er saaledes blevet benyttet deels til Bispegaard, deels til Oslo Kathedralskole, hvilken sidste blandt sine Kapitaler ogsaa har eiet en Deel af Olafsklostrets Gods, der laa til Skolens Lector theologiæ[22]. At det dermed forenede St. Annæ Gildes Eiendomme overdroges til Slotsskriveren paa Agershuus Mats Christenssøn, er omtalt S. 400. Den nuværende Bispegaard ligger paa Olafsklostrets Tomt, og den ældste mod Søen vendende Deel deraf er nærmest en Levning af Prædikebrødrenes Kloster.

  1. ↑ Det er stukket af Angelo 1803, maaske paa Foranstaltning af Biskop Schmidts Søn, senere Provst Frederik Schmidt paa Eker, som ifølge mundtlig Beretning paa den Tid syslede med en antikvarisk Beskrivelse over Oslo, hvoraf iøvrigt Intet kom for Lyset. Findes denne nogensteds?
  2. ↑ Alt efter Stephens’s Brottstycken. Registr. S. 53.
  3. ↑ Dipl. Norv. III. No. 7. Thork. Dipl. II. 50.
  4. ↑ Islandske Annaler S. 148, hvor der skal læses: Áki prior provincialis af predikara-husi. At han var Norsk synes utvivlsomt, men at han var fra Oslo Kloster er kun en rimelig Gjetning.
  5. ↑ 5,0 5,1 Dipl. Norv. IV. No. 22. Thork. Dipl. II. 216. 219.
  6. ↑ Dipl. Norv. II. No. 66.
  7. ↑ Barth. IV. 760–761. Thork. Analecta. 165 ff. D. Mag. I. 330.
  8. ↑ Barth. IV. 85–87.
  9. ↑ Dipl. Norv. IV. No. 3. II. No. 75. Suhm IX. 419. Dipl. Norv. III. No. 160. I. No. 234. Saml. t. N. Folks Hist. V. 586. Dipl. Arn. Magn. fasc. 67. No. 7. a. Registr. p. Agershuus. Dipl. Norv. III. No. 433. II. No. 627. 637. Pontoppidans Annaler II. 495.
  10. ↑ Dipl. Norv. I. No. 234. Fra disse Aar har Registr. af 1622 en Dom angaaende en Tomt, Klostret eiede i Oslo, og Gavebrev af 1334 paa en Deel af Huseby i Eidsberg.
  11. ↑ Brevet er trykt i Saml. til Norg. Hist. V. 133. Jfr. S. 154–155. II. 346. Dipl. Norv. I. No. 257.
  12. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 62. No. 23. Dipl. Norv. I. No. 372.
  13. ↑ Dipl. Norv. II. No. 431.
  14. ↑ Orig. paa Perg. i Rigsarchivet, trykt i Luudhs Specim. Dipl. 11. Den er en Blanket, hvori Kvindernes Navne tilligemed Datum senere er tilføiet, efterat ældre Navne og Dateringer ere udraderede.
  15. ↑ Nye danske Mag. VI. 25–27. Registr. paa Agershuus.
  16. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 92. No. 7 og 16. a. b. Ovenf. S. 123.
  17. ↑ Dipl. Norv. III. No. 854. Ny Danske Mag. I. 97–98, hvor Klostrets Segl er afbildet, hvorefter Seglet No. 25 er taget i 1ste Udgave.
  18. ↑ Orig. p. Ledreborg i Sjælland. Afladsbrevet blev af disse Mænd afskrevet for hver Kirke i Stiftet, og det nu bevarede er for beleire Sognekirke.
  19. ↑ Originaludkast, dat. Gottorp Fredag efter Lætare, i danske Geheimarchiv. Disse 3 Kapitler vare sandsynligst Halvardskirkens, Mariækirkens og Hammers Domkirkes, hvis Kapittel 1537 forenedes med Oslos.
  20. ↑ Norske Registr. i Afskr. I. 278. 55–56. 312.
  21. ↑ Dipl. Norv. I. No. 1117.
  22. ↑ Kraft Norges Beskr. 2den Udg. I. 186.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen/4/7&oldid=222569»