De norske Klostres Historie i Middelalderen/4/2

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 377-389).

§ 2. St. Laurentii Kloster paa Utstein.

Utstein er egentlig et lidet Skjær, strax i Vest for den betydelige Klosterø i Rennesø Prestegjeld i Ryfylke, $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Miil Nord for Stavanger. Paa Øens Vestside laa tidligere en Kongsgaard, der efter Skjæret kaldtes Utstein, og hvor Harald Haarfager oftere opholdt sig^[1]; senere nævnes og denne Gaard nu og da i Forbigaaende i Sagaerne. Fra Slutningen af 13de Aarhundrede omtales derimod Utstein som et St. Laurentius helliget Augustinerabbedi, om hvis Alder og Stifter Underretning mangler. Da Utstein oprindelig var Kongsgaard, maa Klostret nærmest være stiftet af en af Norges Konger, men det nævnes hverken blandt Haakon Haakonssøns Bygninger eller i Magnus Lagabøters Testamente, og dog kan Klostret ikke være yngre end 1280, da det kort derefter alt havde idetmindste sin anden Abbed. Vi antage derfor Utstein Kloster stiftet omtrent i Magnus Lagabøters Tid; men herom lader Intet sig med Vished afgjøre. Som Augustinerkloster var det underlagt Stavangers Biskops Tilsyn^[2].

Det ældste Vidnesbyrd om Utstein har man i Arnbjørns af Heimnes Testamente (ved 1286), hvori han giver 20 Mark Sølv til Jorsalaland (ɔ: til Korstogene), forskjelligt Jordegods til St. Svithuns Kirke i Stavanger, 3 Mark og et Bjørneskind til Utstein m. v.^[3]. Den første Abbed, som nævnes her, hed og Arnbjørn, der gav Gaarden Horne til Domkirken i Stavanger^[4]. Eftermanden Abbed Arnfinn og hans Brødre i Utstein vidnede, at det var med deres Samtykke, at Arnbjørn Abbed havde givet Svithunskirken Horne, mod at hans Aartid skulde holdes med samme Høitid som for andre Høvdingers Sjæle, da ellers Godset skulde falde tilbage til Utstein^[5]. Kort efter reistes Prosces mellem Biskop Arne og hans Kapittel, blandt mere om hvem Horne skulde tilhøre, og i denne vidløftige Sag nævnes Abbed Arnfinn i 1297, da det paalagdes ham at stevne Biskoppen, og i 1299, da de pavelige Dommere overdroge ham at løse alle de Lærde og Læge, som Biskop Arne havde bandsat^[6]. Ved samme Tid stevnedes to Munke i Utstein, Thrond og Ivar, som da betjente St. Olafs Kirke i Stavanger, med to Prester i Stavanger af Abbed Eirik af Munkeliv at møde for ham i Bergen, for at svare paa Kapitlets Klager^[7]. – Abbed Arnfinn var 1295 i Bergen, da Munkeliv kjøbte en Gaard, og 2den Juni 1302 udstedte han med flere af Egnens Høvdinger Vidnesbyrd om Oplæsningen af Kong Haakons Gavebrev til Kapitlet i Stavanger og af de pavelige Kommissærers Dom over Biskop Arne. Ingemund, Kannik i Stavanger, der havde været Kapitlets Ordfører mod Biskoppen, indsatte 1305 denne og Abbeden af Utstein til sit Testamentes Executorer. I Gautes af Tolga Testamente (ved 1288) fik Klostret en Mark brændt^[8].

Arnfinns Eftermand Abbed Finn afstod 11te Decbr. 1318 med alle sine Brødres Samtykke til Biskop Haakon af Stavanger en 8 Alen bred Vei mellem Ageren og Badstuen nedenfor Vandet og op til Gaardsledet ved St. Olafskirke i Stavanger. Efter ham blev Erlend Abbed i Utstein, som med sine Brødre 8de Septbr. 1320 kvitterede Chorsbroder Orm Aslakssøn for 13 Mark brændt og 1 Mark i engelske Penge, som han da betalte Klostret for Gaardene Haaland og Fulavik, som Abbeden med Biskop Haakons Samtykke havde solgt til Kapitlet i Stavanger, for at faa Pavetienden betalt^[9].

Den følgende Abbed, Eirik, havde alt i mange Aar styret sit Kloster slet, da det i 1333 kom til aaben Kamp mellem Biskop Eirik af Stavanger og ham. Man har baade Abbedens Klage og Biskoppens Tilsvar og Beskyldninger, hvoraf det er klart, at hiin ved Haardhed, Ødselhed og Usædelighed har tvunget Biskoppen til som Augustinernes lovlige Foresatte at indskride. Han begav sig da med sit sædvanlige biskoppelige Følge, og uden Tvivl efter forud at have meldt Abbeden sin Ankomst, 8de Septbr. 1333 til Utstein for at visitere Klostret; men han fandt Porten stængt. Biskoppen lod da Klostret med Magt aabne, løste de Munke, som Abbeden havde bandsat, af Bandet, og holdt Messe i Kirken. Forbitret herover ilede Abbeden samme Høst til Nidaros, hvor Rigets Biskopper vare forsamlede, uden Tvivl i Anledning af den om Sommeren viede Erkebiskop Paals Hjemkomst fra Rom. Men hans Klage for denne fik et uheldigt Udfald, da Biskop Eirik her fremkom med mange og alvorlige beviste Beskyldninger mod ham, og efter sin Hjemkomst fandt Biskoppen det nødvendigt at berøve ham Bestyrelsen af Klostergodset. Nu begyndte ny Proces med tilhørende Indsigelser og Udflugter, og Abbeden dømtes 21de Octbr. 1334 for Udeblivelse til at have sin mulige Ret forbrudt.

Nu skrev han (29de Oktbr.) et Klageskrift til Paven, hvori Biskoppens Indtrængen i Klostret og Messen med Bandsatte først anføres; han kalder Visitationen et nyt Paafund, og anseer sig ikke forpligtet eller berettiget til at tage imod Biskoppen til sit Klosters Skade. Dernæst beskylder han Biskoppen for at have forholdt ham en af Klostrets Gaarde, og at have begravet en Mand i Domkirken, som havde forlangt Gravsted i Utstein. Som Grund for sin Afsættelse fra Klostergodsets Bestyrelse angiver han, at Biskoppen paa denne Maade vil hindre ham fra at forfølge sin Ret, og sin Udeblivelse under Sagens Behandling før undskylder han med Frygt for, at Biskoppen skulde fængsle ham. Han omtaler endelig sin Appel til Erkebiskoppen, men fortier Udfaldet deraf, og forlanger Erstatning for Overlast og Tab^[10].

Denne Appel lod Abbeden 13de Novbr. 1334 overlevere Biskoppen, som 12te Decbr. afgav sin Forklaring i Sagen, og fremkom med mange og alvorlige Anker mod Abbeden. Efterat denne, beretter han, havde appelleret til Erkebiskoppen, men ikke kunnet bevise nogen af sine Paastande, erklærede denne efter vise Mænds Raad Appellen ugyldig Derpaa imødegaar han Abbedens Ankeposter saaledes: 1) Saa ofte Abbeden og hans Brødre ere indbyrdes i Strid, maa det paaligge dem at godtgjøre Biskoppen hans Udgifter til deres Forligelse; 2) til Abbedens Fortælling at Biskoppen havde holdt Messe med Bandsatte, svares, at Biskoppen selv forud havde absolveret dem, fordi han fandt deres Straf altfor stor i Forhold til Brøden, og til at formilde altfor utaalelige Straffe er han berettiget; 3) at han selv skulde være bandsat, er aldrig kommet ham for Øre, men da han erfarede, at den apostoliske Nuntius truede ham, havde han efter bedste Evne forsonet sig med denne; 4) den Gaard, Abbeden omtaler, var frivillig og mod Erstatning afstaaet af Abbeden med hans Brødres Samtykke; 5) Biskoppen kan bevise, at den nu afdøde Mand, hvorom Abbeden skriver, i sin sidste Time forlangte at begraves i Domkirken; 6) Abbedens Fortælling om Frygt for Arrest er falsk og opdigtet; da Biskoppen strax ved Tvistens Begyndelse havde sendt ham aabent Leidebrev med sit store Segl under. – „Men – vedbliver nu Biskoppen, efterat Klagepunkterne ere gjendrevne – selv om alle disse Abbedens Paafund vare ligesaa sande, som de ere falske, kunde jeg dog ikke for min Sjæls Frelse forsvare at lade ham blive i Abbediet, paa Grund af hans store Ugjerninger. Først har denne Abbed for Retten i Nidaros vedgaaet for Erkebiskoppen og mine Medbiskopper, at han i flere Aar tvertimod sin Ordensregel har tilbragt Nætterne i Sviir med en fornem ung Pige, og har lært hende et ukjendt Tungemaal, saa Ingen kan forstaa, hvad de indbyrdes meddele hinanden; samt at han bar oversat for hende paa Norsk (in noricum) Brødrenes Regel, saa at hun kunde forstaa, hvad Straf de tilkom for deres Overtrædelser. Fremdeles har han ladet hiin fornemme Kvindes Jorder tilsaa paa Klostrets Bekostning. Abbeden har for de samme Herrer tilstaaet, at han er berygtet for en ung Piges Mord, hvorom et bekræftet Vidnesbyrd blev oplæst for Erkebiskoppen. Fremdeles, da selve Munkene i Utstein berettede mig, at de ikke kunde udholde Abbedens Uregjerlighed og Strenghed, og gjerne paa egen Bekostning ønskede tre af de forstandigste Mænd af mit Kapittel, for at undersøge Sagen, overdrog jeg disse at drage til Klostret; de have ved deres Hjemkomst berettet mig, at Brødrene endog kunde frygte Døden af Abbedens menneskelige Strenghed. Saaledes lagde han en Munk i Bolt og Jern i 4 Dage og 3 Nætter uden Mad og Drikke for en Kappe, som han i Lægfolks Paahør beskyldte ham for at have stjaalet, og dog fandtes Kappen siden andensteds, saa at hiin Broder nær var uskyldig bleven sit Liv berøvet. Ligesaa havde han i Kapitlet for alle Brødrene aabenbaret, hvad 2de Brødre havde betroet ham i Skriftemaal. Fremdeles har han ladet den af mig Brødrene givne Skriftefader piske med Riis som en Tyv, indtil han mod sin Villie aabenbarede de Synder, Brødrene havde skriftet, og hvorfor Abbeden siden offentligt og grusomt straffede flere af dem. Ved saadant Misbrug af sin Strafferet har han tilfulde fortjent Bandsættelsen. – Desforuden har han Aar efter andet medtaget til Bergen Klostrets Korn og Meel, uden at bringe noget Vederlag hjem igjen; han har sat overstyr og skjænket til Slægt og Venner, til Klostrets store Skade, dets Senge og Boskab til 30 Marks Værd, samt bortført mod Brødrenes Vidende Sølvkar, nogle endog forgyldte, tilligemed Kirkens kostbareste Bøger. I forrige Aar tog han med sig 12 Mand med Ballister og Lænker til Klostrets Gaarde, ranede og plyndrede mod mit Forbud utalligt Gods, som han derpaa med disse bevæbnede Mænd skjændig forødte i natlige Drikkelag, medens Brødrene, der sadde hjemme og tjente Gud, knap havde anstændigt Livsophold. Om alt her anført er Abbeden efter lovligt Varsel edeligen overbeviist“^[11].

Saavel af denne Fremstilling af Abbed Eriks Færd som af det Udfald, hans Klage i Nidaros fik, maa det synes høist rimeligt, at Biskoppen har havt Retten paa sin Side. Hvad Paven foretog sig i den Anledning, er ubekjendt, men af Biskop Haakons af Bergen Brev til Biskop Eirik af 11te Juni 1341^[12] sees, at denne maa være kommen med Pengetab fra en af Paven eller ialfald paa Pavens Foranstaltning paadømt Sag mellem ham og Abbed Eirik. Biskop Haakon beklager sin Medbroder, raader ham til at modtage Overbringeren af Budskabet med Ærefrygt, og lover at gjøre sit Bedste til, at Biskoppen kan slippe til et saa gunstigt Forlig som mulig, „uden Skade paa Ret og Stand for nogen af Parterne, nemlig Eder og Abbed Eirik“. Han lægger ham paa Hjerte, hvormeget Ondt der kan flyde af en fortsat Strid, og til hvor stor Tjeneste og Hjælp benævnte Abbed kunde være ham. Hvis disse Ord ei angaa en ny Sag mellem Biskoppen og Abbeden, maa man antage, at Sagen for Pavens Domstol ei har faaet et for den Sidste ufordeelagtigt Udfald.

Nu finder man Intet om Utstein, førend i 1387, da Klostrets Abbed Arne solgte med sine Medbrødres Samtykke til Sigurd Reidarssøn, Kannik i Stavanger, et Møllehuus med Tomt, Grundvold, Dam og andet Tilbehør for 4 gamle Mark^[13].

Af de følgende Abbeder nævnes Erlend, der (ved 1425) solgte Gaarden Kriken i Stavanger, hvilket Eftermanden Henrik, som var Abbed her i 1438, med sine Brødre stadfæstede i April 1444^[14]. Rimeligviis var han og Abbed her i 1437, da Erkebiskop Aslak 21de April efter Bispemødet i Oslo tilkjendegav Abbeden i Utstein og hans Brødre samt Stavangers Kapittel og alle Prester i Stiftet, at man for at befri den norske Geistlighed fra den Halvtiende og andre Paalæg, som i Basel var den affordret, paa Bispemødet havde besluttet at sende to Kanniker til Conciliet i Basel. Til disses Reiseudgifter havde man paalagt Geistligheden i Riget en Afgift, hvis Beløb for Stavangers Bispedømme Biskop Audun havde forskudt, for ei at forsinke Sendebudenes Afreise. Ifølge heraf paalægger Erkebiskoppen nu Abbeden af Utstein under Baads Straf at betale til Biskoppen 4 arneske Gylden samt hver Kannik og Prest i Bispedømmet 1 arnesk Gylden^[15]. Saafremt ikke Utstein Kloster her er bleven mildt behandlet, maa Klostrets Formue paa denne Tid ei have været betydelig, da Afgiften for det samlede Konvent kun er ansat til det Firedobbelte af hvad enhver Sogneprest maatte ud- tælle. Ligesaa viser dette Brev tydeligt, hvad og andenstedsfra bliver sandsynligt, at hele Stavangers Bispedømme kun har havt dette ene Kloster; thi denne Halvtiende skulde betales af alle Sekulargeistlige og Klosterfolk uden Undtagelse, og havde der været flere Klostre i dette Stift, maatte Erkebiskoppen altsaa her have nævnt dem^[16].

I August 1456 blev efter Kong Christierns Befaling en Kiste med Guld, Sølv og Klenodier udtagen af Utstein Kloster, hvilken Kiste den i Oprøret i Bergen 1455 dræbte Hr. Olaf Nilssøns Enke og Slægt paa Kongens Bud havde maattet indsætte i Klostret, foruden 3 Kister i Stavangers Domkirkes Sakristi, til Borgen for de Tydske, at ingen Selvhevn skulde tages. Nu førtes hiin Kiste til Bergen, hvor Oldermænd og Kjøbmænd ved Bryggen fik den i Forvaring, til Sagen blev afgjort^[17]. Biskop Alf af Stavanger gav i sit Testamente af 1478 sin mindste Graaskinds Kaabe til Abbeden og en Sølvskaal til Konventet i Utstein^[18], om hvilket vi først henimod Reformationen atter have nogen Efterretning.

Abbed Henrik Benediktssøn kom med sin Biskop Hoskold i i Stavanger i en Strid, der i alt væsentligt ligner den ældre. Nu som da stredes der om Biskoppens Visitationsret, Abbedens Pligt at betale Afgifter til Bispestolen, og klagedes der over Vold fra den ene Side og over slet Levnet og Bestyrelse fra den anden. Gangen i den hele Sag fremstiller Abbed Henrik deels i en latinsk Klage (uden Tvivl til Paven), deels i en Forestilling til Kongen paa Dansk, begge fra 1515^[19]. Hans Klagepunkter ere følgende: 1) I Fasten 1514 opholdt Abbeden sig i Kjøbenhavn hos Kong Christiern II, hvorhen han havde begivet sig som Tolk og Hjælper med Kongerne af Frankriges og Skotlands Ambassadører^[20], der paa deres Overreise vare drevne ind til Stavanger-Egnen, og af Abbeden understøttedes med Levnetsmidler og andre Fornødenheder. Han havde anseet det uforsvarligt at slippe disse med Sproget ukyndige Mænd afsted paa egen Haand den besværlige Vei, og derfor selv ledsaget dem lige til Kongens Hof; medens Biskop Hoskold af Stavanger, til hvem de først havde henvendt sig, havde skikket dem fra sig uden Veiledning og uden Understøttelse. Men da han fik Abbedens Omhu for Gesandterne at vide, sendte han under dennes Fravær Folk til Klostret, som bemægtigede sig eller spildte de der opsamlede Fødevarer, og lode Klostrets rørlige og urørlige Gods opskrive, samt medtoge hvad de fandt for godt. Efter Hjemkomsten begav da Abbeden sig til Oslo, for at klage sin Nød for Kongen, hvor Erkebiskoppen bragte et Forlig i Stand, og Biskoppen lovede alt Godt, samt erkjendte Klostrets Ret til Sørbø Kirke, som Kongen havde givet det. Desuagtet tog han strax efter sin Hjemkomst al Landskyld og Rettighed fra denne Kirke^[21]. 2) Næste Aar 1515, da Abbeden var hjemme, begav Biskoppen sig til Klostret med væbnet Haand, oplukkede eller opbrød dets Porte, Vinduer og andre Lukker, og agtede at mishandle Abbeden, hvilket han dog dengang lykkelig undgik; nogle af Tyendet fik Biskoppen derimod fat i, og disse holder han endnu hos sig i Fængsel. 3) Tre Dage efter denne Voldsfærd sendtes en Kannik med 20 Tjenere til Utstein, hvilke paa Kirkedøren opsloge Biskoppens aabne Brev, hvori han lagde Interdikt paa Klostret, offentlig og navnlig bandsatte Alle og Enhver, Klerker og Lægfolk, som der boede, og under Trudsel af Straf forbød Klostrets Undergivne at betale samme de aarlige Afgifter. 4) Lidt efter kom Biskoppen selv, fulgt af en talrig Hær, ved Nattetider til Klostret med Blider, Ballister og Krigsredskab, lagde Stiger til dets Volde (aggeres) og Forskandsninger (fortalitia), nedbrød Taarnet (turrim) og besteg Murene^[22]. Abbedens Tyende blev lagt i Lænker, han selv i sin Seng slaaet og pryglet, samt bunden og blodig bragt fra sit Kloster til Biskoppens Taarn i Stavanger, hvor han i 100 Dage holdtes i ynkeligt Fangenskab. Imidlertid tilbøde 3 fornemme Mænd Borgen for Abbeden, naar han maatte slippe ud, men Biskoppen afslog det. 5) Ikke fornøiet med denne Mishandling, med at have frataget Abbeden hans Gods og frarøvet ham to Guldringe, et Kors, og de Penge, han havde, begav Biskoppen sig paany til Klostret, hvis Nøgler han bemægtigede sig, plyndrede hvad der var tilovers, hug Fingeren af en af Folkene, og forlod med sit Bytte Klostret aldeles øde. 6) Han har tilvendt sig Sørbø Kirke, der kanonisk var lagt under Utstein Kloster. 7) Han har af al Magt ved skammelige og løse Beskyldninger søgt at sværte en brav Mands (Abbedens) gode Navn og Rygte, og skaffet Folk, som ganske vare i hans Magt, til Vidner i Sagen^[23]. Og al denne Uret vilde Abbeden nu paa lovlig Maade paatale – I Klagen til Kongen beretter dernæst Abbeden, hvorledes han efter de 100 Dages Fængsel i Biskoppens Taarn flygtede derfra, eller som han udtrykker sig: „da hjalp mig Gud, Jomfru Maria og St. Anna, og løste mig derfra, saa jeg kom udi Marken og tærede Græs og Vand“, indtil han kunde naa til Kongens Mænd, Hans Erikssøn og Jørgen Hanssøn, hvoraf den første forskjød ham med Penge til at reise „hid“ til Kjøbenhavn, og hvilkes Vidnesbyrd han nu paaberaaber sig for Kongen.

Disse to Mænd stode høit i Kongens Gunst, og han har uden Tvivl ogsaa anbefalet Abbeden til Erkebiskop Erik Valkendorf, som da opholdt sig i eller kort efter ankom til Kjøbenhavn fra Burgund med Kongens Brud; thi 24de August 1515 paalagde Erkebiskoppen Andor, Biskop i Bergen, Mester Christjern Pederssøn, Provst til Apostelkirken, Hr. Michael, Abbed i Lyse, Hr. Olaf, Prior i Nonneseter i Bergen, Hr. Jørgen Hanssøn, Kannik i Lund, og menige Bergens Kapittel at samles paa beleilig Tid og Sted, og stevne for sig Biskop Hoskold af Stavanger og Abbed Henrik i Utstein, mellem hvem der er Trætte og Dele, idet Biskoppen beskylder Abbeden-for et uskjelligt Levnet, og denne klager over Mishandlinger m. v., han nærmere vil bevise. Efterat have hørt begge Parter, og fornemlig Abbedens Retfærdiggjørelse for hvad ham lagdes til Last, samt undersøgt Sammenhængen med den Kvinde, som Biskoppens Svende piinte uskyldig, skulle de dømme Parterne imellem, hvilke sluttelig paalægges at møde og under Kirkens Forfølgning underkaste sig den Dom, der fældes. Sagens Udfald kjendes ikke, men enten er Dommen gaaet Abbeden imod, eller og er der siden opstaaet nye Stridigheder mellem Hoskold og ham; thi i et Klagebrev over Christiern II (1524) fra den norske Geistlighed til Danmarks Rigsraad, anmodes dette blandt Andet om at henvise Abbed Henrik af Utstein, om han skulde henvende sig til Kong Frederik med sine Klager over Biskop Hoskold, til Norges Rigsraad, der snart vilde samles i Bergen (nemlig i August 1524)^[24].

Med Biskop og Kapittel havde han i 1518 Trætte om et Fiskeri. 12 Lagrettesmænd undersøgte 10de Juli 1518 efter Opfordring af Hr. Peder Hanssøn, Officialis i Stavanger, de Fiskesteder, som fra gammel 7 Tid have ligget til Sole, og som Utsteins Klosters Aarmænd havde brugt i nogle Aar. Ved Undersøgelsen vare Abbed Henrik og Kongens Foged Matthias Skriver tilstede, og Lagrettesmændene dømte, at Utsteins Kloster ikke eiede nogen Fiskeret fra Rodebek indtil Tranemyren^[25].

Imidlertid nærmede Reformationen sig, og med denne den danske Adels Angreb paa Klostergodset. I en Følgeseddel til et Brev af 3die August 1531 giver Biskop Hoskold af Stavanger Erkebiskop Olaf Underretning om, hvorledes Vincents Lunge havde faret frem mod Utstein. Han beder Erkebiskoppen „være ham behjælpelig til at modstaa Hr. Vincents, som nu længe har arbeidet om Utstein Kloster“, i hvilket Biskoppen har indviet efter hinanden 2 Abbeder. Først greb Hr. Vincents den gamle Abbed Henrik, og indsatte i Klostret sin Foged; men ligefuldt indførte Biskoppen paa egen Bekostning en Person, som han viede til Abbed, og efter dennes Død skikkede Lunge did Jens Splid, hvem imidlertid Biskoppen afviste, og viede en ny .Abbed. Under Biskoppens Ophold i Aar i Kjøbenhavn havde Lunge paany henvendt sig til ham og forlangt Klostret, men da Biskoppen reentud afslog dette, skiltes de som Uvenner, og venter Biskoppen nu hver Dag, at han skal komme. igjen som før^[26].

Da Vincents Lunge først i 1525 kom tilbage til Norge fra Ribe, maa det være efter denne Tid, at Abbed Henrik af ham blev greben; vi have og ovenfor seet denne i Besiddelse af Klostret kort forud. Hans Eftermand var uden Tvivl Trogels Amundssøn, som 15de Sept. 1530 solgte til Lagmanden i Stavanger Nikolaus Klaussøn Gaarden Kokshuus i Stavanger, som Abbed Erengisl af Utstein (uvist naar) havde kjøbt, men Abbeden nu maatte sælge for Nøds og Klostrets Nedfalds Skyld^[27]. Den anden, Biskoppen havde indsat, var uden Tvivl Klostrets sidste Abbed Jørgen Hanssøn, maaske forhen (1533) Kannik i Bergen, og som var Abbed 27de Novbr. 1536, da han tilligemed Biskop Hoskold, Geble Pederssøn og to Lagmænd bemyndigede Esge Bilde til at holde Bergenhuus Slot Kong Christiern den Unge (III) til Haande. Fra ham haves og et lidet Brev til Bilde fra Utstein 30te Januar 1537, hvori han takker denne for alt Godt, og lover at komme saa snart som muligt til ham med det Sølv, han havde lovet Kongen^[28]. Men kort efter maatte han opgive sin Myndighed som Abbed; thi 24de Aug. 1537 blev Utstein givet Vincents Lunges og Erkebiskop Olafs forrige Foged i Jæmteland, Thrond Ivarssøn, i Forlening mod at underholde Munkene, og i Oktbr. 1547 fik han Klostret som brugeligt Pant for sig og Arvinger for 300 Rdlr. Hans Enke Hustru Sigrid Dalesdatter (?) afgav Lenet til Jørgen Daa, som 18de Decbr. 1558 fik kgl. Tilladelse at indløse det fra Formandens Arvinger for Pantesummen mod at tjene som Skibshøvedsmand; men da han i 1570 ei vilde lade sig bruge, fratoges Lenet ham og lagdes under Bergenhuus; dog fik han det igjen 1571 og beholdt det nu til 1585 eller 1ste Mai 1586. Siden var Utstein Kloster, tildeels i Forening med Allehelgens Gods i Bergen, forlenet til Ditlev Holk (1586–1597), Axel Ugerup (1597–1601), Erik Urne (1601–1630), Jørgen Schult (1630–1650), Jakob Grubbe (1650–1651), Christoffer Lindenow^[29] (1651–165*), Ulrik Fredrik Gyldenløve, 165*– efter 1660, da han forpagtede Lenet til Heming Hanssøn.

Da Klostrets Jordebog, saavidt hidtil vides, er tabt, har man ingen paalidelig Underretning om dets Eiendommes Størrelse, men ifølge en Jordebog af 1661^[30], eiede Klostret da 139 forskjellige Gaarde i Stavangers Amt, hvoraf 4 med Hals og Haand, og desforuden er det vist, at Klostret endog til over Midten af forrige Aarhundrede eller længere eiede de saakaldte St. Olafs Grunde i Stavanger, hvoraf i 1766 37 forskjellige Bymænd betalte Grundleie. Hvorledes disse Grunde ere blevne Klostrets, kan ikke udfindes, men det staar uden Tvivl i Forbindelse med den St. Olafs Kirke i Stavanger, som Utstein synes at have eiet og ved Munke fra Klostret betjent ligefra dets Stiftelse af. Iblandt Dokumenterne i Processen mellem Stavangers Biskop Arne,og hans Kapittel ved 1298 omtales nemlig to Augustinere fra Utstein, som forrette Tjeneste i St. Olafs Kirke (ovenf. S. 378). At Klostret af Christiern II erholdt Saurbø kongelige Kapel med dets Jordegods, er ovenfor oplyst, ligesom og at Biskop Hoskold gjorde Abbeden Besiddelsen stridig. – Af Klostrets Bygninger staa endnu de fleste tilbage, men i en saa tilbygget og forandret Tilstand, at man ikke deraf lettelig kan gjøre sig nogen klar Forestilling om deres Udseende i ældre Tid. Klosterhaven er endnu ganske anseelig for en saa skovbar og vindhaard Egn som Ryfylkes Kyst, og paa Øen lever en egen Art nu vilde Duer, der ligne de tamme, og skulle være fra Munkenes Dage. Kirkens Skib ligger i Ruiner, men Choret benyttes endnu som Kirke for det lille Utsteins Sogn.

1. Snorre, Harald Haarf. Saga c. 40. Fornm. Sögur I. 14.
2. Forøvrigt kan Utsteins Kloster nok være endog 100 Aar ældre; thi man har ved Lyse og Halsnø Klostre seet, at Sagaers og Annalers Taushed intet bevise mod et Klosters Tilværelse. Men vi opføre Utstein som alle andre Klostre ved den seneste Tid, da det kan være stiftet.
3. Dipl. Norv. I. No. 70. jfr. No. 75.
4. Thork. Dipl. II. 214. Han maa være død eller have nedlagt sin Værdighed før 1287; thi i d. a. døde Gunnar Abbed i Halsnø, og Brevet nedenfor af 1295 viser, at dennes Eftermand Jon var yngre Abbed end Arnfinn.
5. Dipl. Arn. Magn. fasc. 30. No. 6. Brevet er udateret.
6. De fleste Breve i denne Sag findes i Thork. Dipl. II.
7. Dipl. Arn. Magn. fasc. 50. No. 3. udateret.
8. Munkelivs Brevbog 143. Dipl. Arn. Magn. fasc. 30. No. 4. 9. Dipl. Norv. II. No. 24.
9. Dipl. Arn. Magn. fasc. 31. No. 16. 23.
10. Indtaget i Biskoppens Tilsvar, Dipl. Arn. Magn. fasc. 33. No. 4. Paa denne Tid opholdt en pavelig Pengesamler Petrus Gervasii sig som apostolisk Nuntius i Norge, og Biskop Eirik af Stavanger synes at have været bandsat af denne, rimeligviis for Udeblivelse med Betalingen af de mangfoldige Afgifter, som an paa een Gang krævedes. (Dipl. Norv. II. No. 199). Dette har rimeligviis givet Abbed Eirik Mod til at appellere til Paven.
11. Dipl. Arn. Magn. fasc. 33. No. 4. Erkebiskoppens Dom findes ikke længere vedhængt.
12. Saml. til N. F. Historie V. 160–161.
13. Dipl. Arn. Magn. fasc. 37. No. 10. 11. Her solgte Abbeden uden i Skjødet at paaberaabe Biskoppens Samtykke, som han har gjort ovenfor 1320. Maaske har Striden mellem Abbed Eirik og Biskoppen havt det Udfald, at Abbeden er bleven fritagen for at indhente Biskoppens Samtykke i slige Anliggender.
14. Dipl. Arn. Magn. fasc. 41. No. 21 og fasc. 42. No. 8.
15. Nye Dan. Magaz. I. 66.
16. Basel-Conciliets Paalæg af Halvtiende i Norden er af 19de Febr. 1434 (Vadstenas Brevbog A. 26. fol. 271–272). Det gjælder blandt andre „alle Klostre, exempte og ikke exempte“, hvorpaa Munkeordenerne opregnes. Det bør dog mærkes, at i denne Opregning ere Minoritterne og Dominikanerne udeladte, hvilket neppe er tilfældigt. Det er derfor muligt, at de stiltiende ere fritagne, og i saa Fald kan der have været Klostre af disse Ordener i Stavangers Stift paa denne Tid.
17. Werlauffs 2den Afhandl. i Skand. Literat. Selsk. Skrifter XVI. S. 110. Ifølge Oldermændenes Kvittering, udstedt 31te August 1456 (paa Pergam. i danske Geheimearch.), indeholdt Kisten fra Utstein følgende Kostbarheder: „I et Skriin 1400 rhinske Gylden, 500 Nobler, 18 Guldspænder med Diamanter og andre Ædelstene, 4 Guldbrasser, 200 Sølvskeer og 51 mindre, 1800 Mark danske Penge, og 88 lødige Mark smeltet Sølv, som høre hende (Fru Elisa Eskilsdatter) og hendes Søster til.“ Det er ikke usandsynligt, at den plattydske Forfatter mener Utstein med det „beflaten Monnekekloster“ (det omflydte Munkekloster), hvorhen Hr. Olaf Nilssøn 1453 skal have taget sin Tilflugt med sit Gods i Anledning af Stridighederne med Tydskerne. (anf. St. 99).
18. Dipl. Arn. Magn. fasc. 46. No. 6.
19. Begge ere udaterede Gjenparter eller Udkast, det første blandt Münch. Dipl. No. 4004, det andet i danske Geheimearchiv og trykte i 1ste Udg. 780–786. De omtalte Begivenheder vise, at Klagerne maa være forfattede 1515. Den latinske Klage maa være til Paven, da Abbeden nøiagtig anfører sit Klosters Navn, Orden, Beliggenhed, ja endog i hvilket Rige det er.
20. Om Vaaren 1514 ankom nemlig Antonius Darce, Herre de la Bastie, og Andreas Brownhill som franske og skotske Gesandter til Danmark. (Becker de rebus inter reg. Daniæ, Galliæ & Scotiæ gestis 1510–1514. S. 90 ff.
21. Alt dette findes kun i den danske Klage. Christiern II var om Sommeren 1514 i Oslo. At han har givet Saurbø kongelige Kapel til Utstein, kjendes kun af dette Brev, og viser, i hvilken Grad hele Kapel-Institutionen nu var bleven Kongemagten ligegyldig (ovenf. S 261).
22. At dette er Overdrivelse, er viist ovenfor S. 134. Anm. 5.
23. Dette angaar uden Tvivl den Kvinde, som Biskoppen ifølge Klagen til Kongen, skyldte Abbeden for, og derfor lod gribe i Klostret, pine paa en grusom Maade, for at faa en Bekjendelse af hende, og derpaa, efterat have ladet hendes Udsagn besegle, „sendte bort ad Sverige, at hiin skulde ikke mere komme til Svars derom.“
24. Münch. Dipl. No. 20. Udkast i danske Geheimearchiv.
25. Dipl. Arn. Magn. fasc. 48. No. 9.
26. Saml. II. 72. efter Münch. Dipl. No. 3112. b.
27. Orig. p. Perg. i Bergens Museum. Aarstallet er utydeligt, og kan læses, ligesom det og forhen er læst, 1510; men det maa være 1530, da den nævnte Lagmand først i Juni 1529 blev ansat her af Esge Bilde, som ikke turde betro Lagmandsstolen til en Nordmand (Bildes Copibog paa kgl. Bibl. i Kbhvn. Ny Saml. No. 1053. d. fol.) Han kaldes Nils Abt (Dipl. Norv. II. No. 1093), men Bilde beretter Kongen, at han er en velbaaren Mand af de Kaasers (Kozsers) Slægt.
28. Begge Breve i danske Geheimearchiv.
29. Sagen Rosenkrands fik Utstein fra 1ste Mai 1651, men da han strax efter fik Halsnø Len, og Christoffer Lindenow havde Utstein i 1651, er hiin Forlening uden Tvivl strax omgjort, skjønt Intet derom findes.
30. I Rigsarchivet. Da Godset i 1662 solgtes, udgjorde det 284 Løber Smørs Skyld.