De norske Klostres Historie i Middelalderen/4/1
Overflødigheden af uvæsentlige Bidrag gjorde det vanskeligt at give nogen sammenhængende Fremstilling af flere bergenske Klostres Historie; men i Stavangers og Hammers Stifter møder en anden og væsentligere Mangel, idet man med Undtagelse af Utsteins Kloster saagodtsom ingen Kundskab har om Klostervæsenet der. Dette er for Hammers Vedkommende ikke saa forunderligt, da det hele Bispearchiv, som opbevaredes i Biskoppens Taarn i Hammer, blev tilligemed Byen opbrændt af Svenskerne 1567 i den nordiske Syvaarskrig, ligesom den Fortegnelse over Biskoppens Bøger og Breve, som i 1553 skal være nedsendt til Christian III, nu ikke er at gjenfinde. Men Stavangers[1] Domkapittels Brevskaber ere endnu for en stor Deel opbevarede, og Kundskaben til dette Stifts Forhold i Middelalderen er iøvrigt ikke saa ubetydelig. Naar man derfor aldrig finder andre Klostre end Utstein nævnte i dette Stift, er der liden Grund til at antage, at det har havt flere, især da en sildigere Oplysning synes bestemt at tale derimod. Det store og i andre Henseender mærkelige Strøg langs Kysten fra Ryfylke til Langesundsfjorden, en Strækning af omtrent 45 norske Mile, synes saaledes at have været aldeles blottet for Klostre.
Ligesaa mærkeligt er det, at Stavanger-Egnen, hvor Kongerne oftere opholdt sig, mange af Landets mægtigste Slægter hørte hjemme, og en selvstændig Biskop forekommer strax efterat Riget deeltes i Bispedømmer, først i sidste Halvdeel af 13de Aarhundrede, altsaa 130–160 Aar efter de 3 øvrige Stifter, synes at have faaet sit første og maaske eneste Kloster, Utstein; de Klostre, man har troet at kunne paavise i Stavanger By, ere nemlig tvivlsomme. Sagnet er derimod ikke saa karrigt paa Klostre her i Stiftet. Det omtaler et paa Liknes og Egeland i Kvinesdal, et paa Fodneby Prestegaard i Mandalen, et paa Moghuus i Moland i Øvre-Thelemarken, og endelig et paa Tangen ved Arendal, om hvilke alle vi nærmere skulle tale. – Ogsaa paa Hospitaler var Stavanger Stift fattigt. Det eneste; hvis Stiftelse og Anordning man kjender, er St. Peters Hospital i Stavanger, senere kaldet St. Peders Kloster, og stiftet omtr. 1270 af Kong Magnus og Biskop Thorgils, idet Kongen gav sin Odelskirke, St. Peters Kirke, dertil, medens Biskoppen opbyggede de fornødne Huse, samt med sit Kapittel lagde en Ager ved Kirken og noget Jordegods til Underhold for Presten og de Mænd, som skulde tjene ham der. Hospitalet (almósohúsit) skulde indtage „fattige Mænd, som sygnede i Byen, at de der kunde vente Bod eller Bane, og ikke bæres syge, saarede eller halvdøde Gaard imellem, som hidtil er skeet“[2]. Her er følgelig Tale om et Sygehuus for Fattige med een Prest, og ei om noget Kloster. – Ingen Gilder omtales i dette Stift, skjønt de visselig have været til. Derimod vare her flere kongelige Kapeller. Det vigtigste var St. Olafs Kirke paa Avaldsnes paa Kormt, som Biskop Ketil 30te Septbr. 1305 afstod til Kong Haakon[3], som nu omdannede den til et Kapel ved Kongsgaarden der, og i sit Testamente gav dette foruden forskjellige Kirkeprydelser alle kongelige Indtægter af Kormt, indtil Kirkens Bygning par fuldendt[4]. Den var den mindste af de 4 Kollegiat-Kapeller, og havde neppe længe efter Kong Haakons Tid flere end een Prest. De øvrige ikke kollegiate Kapeller i Stiftet vare: St. Peters Kapel paa Saurbø i Ryfylke, St. Laurentii Kapel paa Huseby paa Lister og St. Laurentii Kapel i Eikundasund (Egersund).
Hammers (Hamar) Bispedømme oprettedes først samtidigt med Erkestiftet 1152. Hertil lagdes det sydlige Østerdalen[5] med Idre og Serna Sogne, der laa til Elverum, men siden 1645 have hørt til Dalarne i Sverige, Hedemarken, Gudbrandsdal, Thoten, Land, Hadeland, Ringerike, Modum, Sigdal, Numedal, det Meste af Øvre-Thelemarken, samt Lillehereds Sogn af Nedre-Thelemarken. Bispesædet var Hamarkaupangr eller Biskupshamar, nu Stor-Hammer Gaard i Vangs Sogn paa Hedemarken, der fordum var en ikke ubetydelig Stad, hvorom næsten ingen Kundskab haves. Det er alene Stiftets Berørelse med Nabostifterne eller dets Prælaters Nærværelse udenfor Stiftet, som i Forening med enkelte Diplomer og Notitser giver os nogen Oplysning derom. Næsten al Kundskab om de indre Forhold i Biskopsstaden hentes fra en Beskrivelse over Hammer, bygget paa en af Christiern Munk, Befalingsmand paa Hammer Gaard, i 1553 ved Eftersynet af Bispearchivet i Hammers Taarn nedskreven Beretning om Byens Tilstand i ældre Tider[6].
Bygningen af Hammers Domkirke (Kristkirken, Trefoldighedskirken) paabegyndtes efter Kardinal Nikolaus’s Anordning og tildeels paa hans Bekostning i 1152 af den første Biskop Arnald, og fortsattes af de følgende Biskopper indtil Paal (1232–1252), under hvem den synes fuldført. I Forbindelse med Kirken stod en Skole samt et St. Olafs Kloster, rimeligviis Prædikebrødrenes Kloster, der laa under fælles Tag med Bispegaarden, Kannikegaarden og Skolen[7]; desuden omtales et St. Antonii Kloster i Hammer paa Grønnegade ved Stranden. Udenfor Hammer By fandtes neppe noget Kloster. Som tvivlsomme Klostre skulle vi omtale et Nonnekloster i Hammer, Storøen paa Ringerige, Steenhuset paa Gran, Spitalerne paa Alfstad og paa Hofvin, de formeentlige Klostre paa Grytting og Rolfstad i Fron, samt paa Hjærdkin paa Dovre. – Af andre geistlige eller med Klostervæsenet beslægtede Indretninger kjender man saagodtsom ingen i Hammer Stift. Ingen af de kongelige Kapeller laa her, og til Stiftets Gilder have vi kun et svagt Spor, idet Schøning i sin Reise beretter, at man nedenfor Ringebo Kirke ved Elven finder Spor af Kjældere paa en Vold, kaldet Gildevolden, som han ligeledes har fundet nævnt i et Brev fra 14de Aarhundrede, udstedt „a Gildisvellinum herads stefnu bœnum i Ringabu“. Af Hospitaler kjendes kun et i Byen (hospitale Hamariense), ved hvilket et Helligaandskors’s Kapel laa, til hvis Bygning Biskop Thorfinn af Hammer 1284 gav 50 Mark norsk[8]. Men da der desuden nævnes en St. Jørgens Kirke i Hammer, og denne Helgens Kirker, saavidt vides, altid vare forenede med Sygehuse, havde Byen uden Tvivl et Hospital ved denne Kirke, da den efter Beskrivelsen over Hammer By maa have ligget for langt fra Korskirken, til at Hospitalet ved denne kan have tilhørt St. Jørgens Kirke[9]. Endelig henpege Gaardsnavnene Spitalen i Stange og i Odalen paa lignende Pleiestiftelser imellem Mjøsen og Glommen, ligesom Svalestuerne i Numedal og Øvre-Thelemarken, efter hvad ovenf. S. 72 ff. er oplyst, her maa komme i Betragtning.
- ↑ Stavangers Stift havde andre Grændser i Middelalderen end nu, idet Hallingdal og Valders samt en Tid Eidfjord Sogn i Hardanger hørte dertil, medens Øvre Thelemarken laa til Hammers og Oslos Stifter. Se iøvrigt om Bispedømmernes Grændser Munthes Anm. i Aalls Snorre II. 169–170. Munch, Norge i Middelalderen S. 12.
- ↑ Thork. Dipl. II. 58. Paa samme Sted, nu kaldet St. Peders Gjærde, ligger endnu Stavangers Amts Sygehuus.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 104.
- ↑ Thorkelin Analecta 168–169. Langebek antager, at det er denne Kirkes Altertavle, som er afbildet i Script. Rer. Dan. IV. 375.
- ↑ Nordre Østerdalen indtil Tyldal regnedes for det Meste til Erkestiftet.
- ↑ Den er oftere udgivet; bedst med en fortrinlig Indledning af J. Chr. Berg i Thaarups Magazin II. 207–288, og af Fougn. Lundh i Budstikken II. 781 ff. Desuden oftere særskilt aftrykt. Blandt de i 1553 nærværende nævnes Hr. Trugels Kantor, „vel over 100 Aar gammel“, hvis Oplysning om Klostrene her altsaa bliver en Samtidigs. Som enestaaende har denne Beretning med alle sine Mangler sit store Værd. Nogen Oplysning giver ogsaa en gammel Liste over Biskopperne i Hammer blandt de Kallske Manuskr. No. 570 p. kgl. Bibl. i Kbhvn., men den er i mange Dele høist upaalidelig.
- ↑ Ovenf. S. 24. Thaarups Magaz. II. 249–250.
- ↑ Suhm X. 1027. Det bør mærkes, at ingen hammerske Klostre forekomme i hans Testamente, hvori flere nordenfjeldske nævnes.
- ↑ Thaarups Magaz. II. 256–257. 261. Budst. II. 791. 792. 795 og Anmærkningerne der.