De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/20

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 370-373).

§ 20. Tvivlsomme Klostre i Bergens Stift.

1. Fane (Fani) Kirke, $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Miil Syd for Bergen, er nu Hovedkirke for Prestegjeldet af dette Navn paa Nordhordland. Her stiftede Bergens Biskop Arne, der blev viet 1226, et Hospital (ecclesia et hospitale sanctæ crucis de Fana), hvis Formand (rector) og Brødre, som der tjente Gud (fratres – personæ – domino militantes), Pave Gregor IX paa Biskoppens Bøn tog i apostolisk Værn 27 Juli 1228^[1]. Da Bullen nævner flere Brødre ved Kirken, hvormed dog ikke Hospitalslemmerne kunne menes, og da Fane opføres i vor ældste Klosterfortegnelse (Script. Rer. Dan. anf. St.), medens alle øvrige Hospitaler ere udelukkede, har maaske dette Hospital havt en klosterlig Indretning, som dog i intet Tilfælde har været af lang Varighed; thi allerede 2den Decbr. 1303 afstod Biskop Narve af Bergen sin og sit Kapitlets Ret til Korsets Kirke i Fane med Tilliggende til Provsten og Kannikerne ved de 12 Apostlers Kirke i Bergen, for at forbedre dennes Indtægter, og der gjøres kun det Forbehold, at Presten eller Presterne paa Fane skulle lyde Biskoppen af Bergen i alle aandelige og timelige Sager^[2]. Fra den Tid Fane kom under Apostelkirken, og da den derefter blev et af de 14 kongelige Kapeller, var der kun een Prest. I senere Aar bleve Betingelserne for Afstaaelsen Gjenstand for langvarig Strid mellem Biskopperne Arne og Audfinn paa den ene Side og Kapellernes Magister Finn Halldorssøn paa den anden, hvorom flere Breve ere i Behold. Saaledes blev Grim Ormssøn, Kannik ved Apostelkirken og Prest i Fane, afsat af Audfinn i 1319 paa Grund af Fravær uden dennes Vidende, hvorpaa Grim appellerede til Erkebiskoppen, og oplæste sin Appel først i Trefoldighedskirken i Bergen 27de Oktbr., og derpaa for Biskoppen selv i Halsnø 2den Novbr. Men da han der afbrød dennes Messehold, bandsattes han samme Dag. Senere gav dog Grim efter, erkjendte Fane Kirke for ledig, og erklærede 21de Novbr., at han ikke vilde forfølge Appellen til Erkebiskoppen^[3]. – Om dette Hospital bør henregnes til Klostrene, tør vi ingen Mening have, da al Efterretning om dets ældre Forhold mangler; men at det lige til de sidste Tider ei har været en sædvanlig Sognekirke, sees deraf, at Slotsskriveren paa Bergenhuus Jens Søfrenssøn 9de Aug 1541 blev forlenet med „Fane Kapel og Len“^[4]. Kirken er en af de smukkeste Landskirker i Bergens Stift, bygget tildeels af huggen Steen, og Vest for samme fandtes i 1779 Levninger af en Bygning, som antoges for Hospitalet^[5].

2. Spaanheim Nonnekloster i Ulvik Sogn i Hardanger omtales af Schnabel^[6]. Sagnet støtter sig alene til en gammel Steenkjælder paa Gaarden med Vegsteens Buedør og Vindue, men det er vist nok, at ikke Klosterfolk alene byggede murede Kjældere. Hertil kommer, at Gaarden Spaanheim i 13de og 14de Aarhundrede var Odelsgods, der havde anseede Beboere^[7], deriblandt Thorgeir Peterssøn af Spaanheim, som 24de August 1310 gjorde sit Testamente med Gaver til Kirkerne i Ulvik, Eidfjord og Opedal, medens nogen Kirke eller Kloster paa selve Spaanheim ikke omtales^[8]. At et Kloster efter denne Tid skulde være stiftet her, er lidet rimeligt, da Klosterstiftelsernes Tid da var forbi. Er Spaanheim i senere Tider kommen i noget Klosters Eie, maa det nærmest være Nonneseter i Bergen, siden Sagnet netop gjør det til et Nonnekloster. Snarere har det dog været et Hospits mellem Voss og Hardanger.

3. Kannikeberg i Vikøers Sogn i Hardanger er en liden Gaardpart ved Bunden af Fixesund, hvorfra en Fjeldvei gaar over til Voss. Schnabel beretter^[9], at her ifølge Sagnet har været et Munkekloster, og at Levninger af en gammel Muurbygning i hans Tid fandtes der. Men at et virkeligt Kloster har været her, er der vist ingen Grund til at antage; muligt har her været et Hospits, men da Gaarden har været og er beneficeret Kapellanen ved Bergens Domkirke, ligger heri uden Tvivl tilstrækkelig Forklaring baade af Navnet og Sagnet.

4. Opedals (Aupudals) Kloster i Ullensvang i Hardanger Et kort Stykke fra Ullensvangs Kirke ligger Gaarden Opedal, saakaldet efter Ope-Elven, som gjennem Opefossen ovenfor Gaarden styrter fra Høifjeldet ned i den trange Tverdal. Denne Gaard danner en af de største Bondebyer i Norge med 34 Opsiddere, og her var i Middelalderen en Kirke, hvortil Thorgeir af Spaanheim i 1310 gav en Mark brændt. Her lægger Sagnet et Kloster, ligesom man endnu paa en af Gaardene, Munkegaarden^[10], paaviser en Steenkjælder med hugne Hjørner, samt en „Munkekilde“. Schnabel^[11] meddeler et Brev af 1551, hvori en Gaard nævnes „hos Opedals Kloster“, af hvilket det i det Mindste er vist, at man strax efter Reformationen i daglig Tale benævnte Stedet saaledes. Det kan heller ikke være Tvivl om, at der paa Opedal har været en Stiftelse, der kan retfærdiggjøre Navnet og Sagnet, ligesom en Kirkes Anlæg lige tæt ved Sognekirken paa Ullensvang styrker Formodningen. Men da Gaarden Opedal i umindelige Tider^[12] har tilhørt Lysekloster, og intet Kloster her omtales i nogen skriftlig Efterretning fra Fortiden, bliver Klosternavnet m. v. uden Tvivl bedst forklaret ved her at antage et Hospitium med Kapel under Lysekloster, hvilket ogsaa Beliggenheden i høi Grad bestyrker. Pilegrime nemlig, der fra Østlandet skulde til Bergen eller omvendt, maatte til Fods frem over Fjeldene, og enten de fra Bergen toge over Fane og Lyse eller gjennem Voss og Graven, maatte de dog østenfor Sørfjorden søge Høifjeldene. Endnu er den sædvanligste Overgang til Thelemarken netop fra Ullensvang af, naar man ikke vil heelt ned til Odde og Røldal, og efter hvad i 1ste Afsnit § 11 er oplyst om Klosterhospitierne i Almindelighed, tør man næsten sige, at et saadant maa have ligget i denne Egn, som et Hvilepunkt i den Pilegrimsvei, som „Svalestuerne“ nærmere antyde for det indre Fjeldlands Vedkommende. Dette hindrer forresten ikke, at Opedal har været en større Bugaard under Lyse, som her har holdt en eller flere Munke for at pleie de Reisende, holde Messe i Kirken og indsamle Gaver. Ved Reformationen blev Kirken nedlagt, og af den er nu ikke Spor tilbage. Til det saakaldte „Opedals Kloster“ knytter sig et andet mærkeligt Sagn, nemlig at den under Navnet „Kloster-Lasse“ bekjendte Nordmand Laurits Nilssøn, der i Brunsberg blev Jesuit, og ikke uden Held arbeidede for Katholicismen i Sverige og Norge omkring 1600, i længere Tid skal have opholdt sig her^[13].

---

1. Dipl. Norv. II. No. 6. Langebek i Script. Rer. Dan. IV. 419–420. Suhm IX. 557. Pontopp. Annal. I. 642. Thork. Dipl. II. 25.
2. Dipl. Norv. III. No. 58.
3. Barth. IV. 18–22.
4. Norske Registranter i Afskr. i Rigsarchivet. I. 267.
5. Topogr.-Statisk. Saml. ved Selsk. for Norges Vel. II. ii. 105.
6. Hardangers Beskrivelse S. 40. jfr. Budstikken VII. 402.
7. Haak. Haakonss. Saga c. 81. Schøning Domkirken. Anhang S. 4.
8. Dipl. Arn. Magn. fasc. 30. No. 25.
9. Hardangers Beskrivelse S. 49.
10. Neumann i Budstikken VII. 391.
11. Hardangers Beskrivelse S. 44 samt Bilag C.
12. Man kjender vel ikke Lyseklosters Gods fra den katholske Tid, men da dette heelt gik over i Andres Hænder, og siden er bevaret saagodtsom uforandret i de sidste 200 Aar, er der al Rimelighed for, at ikke store Omskiftninger ere foregaaede dermed.
13. Budstikken III. 630. I Forbindelse hermed staar uden Tvivl Christian IVs Befaling til Lensmændene af 24de Juli 1604 at udvise alle Jesuiter af Riget, og ikke at lade dem snige sig til noget Prestekald.