De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/19

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (s. 358-370).
◄  § 18.
§ 20.  ►

§ 19. Halsnø Helligaands-Kloster.
(coenobium spiritus sancti de Haulsno).

Halsnø (Haulsna, Hálsna) er en Miil lang Ø i Fjelbergs Prestegjeld paa Søndhordland. Den ligger i Bømmelfjorden paa dennes Østside, og danner med Stordøen i Vest denne Havfjords Grændser. Øen strækker sig i sin største Længde mod Nordvest, og udgjør næsten hele Eids Sogn, hvis Kirke ligger paa Øen. Paa det frugtbare skovkrandsede Eid (Halsen) i den nordvestlige Ende af Øen laa et Kloster, hvis Grundvolde vare synlige til de senere Aar, og hvor endnu Halsnøklosters Hovedgaard ligger.

Ifølge en gammel Beretning er dette Kloster, hvis Stiftelse hverken nævnes i Sagaer eller Annaler, stiftet af Erling Skakke ifølge et ved Sønnen Magnus’s Kroning (1164) givet Løfte[1]. Dette er rimeligt nok, da Erlings Fædrenegods Studla laa i denne Egn, og hans afhængige Stilling til Geistligheden paa denne Tid synes at maatte gjøre det nødvendigt for ham, ogsaa at vise sin Rundhed i denne Retning, og efterligne Erkebiskop Eystein, som rimeligviis da alt havde stiftet Helgeseter Konvent af samme Orden som Halsnø, ligesom dettes Afhængighed af Bergens Biskop paa denne Maade forklares. Men da Halsnø oftere kaldes coenobium paracleti eller spiritus sancti, altsaa havde Munke af Helligaandsordenen, der først stiftedes 1198, maa man antage, hvad dog ikke for Tiden kan godtgjøres, at Halsnø i en sildigere Tid er bleven reformeret efter denne Regel[2]. Sikkert er det imidlertid kun, at her efter Midten af 13de Aarhundrede var et Augustinerkonvent af Helligaandsordenen, at Formanden kaldtes Abbed, og at Munkene vare regulære Kanniker. Det var saaledes et Kloster-Hospital, eftersom disse Klostre eller Helliggeisthuse – som de i Danmark kaldtes – vare bestemte til at pleie Reisende, optage Syge o. s. v. Ligesaa er det vist, at Bergens Biskop havde en mere end sædvanlig Myndighed over dette Kloster, og dets Abbed maatte aflægge ham formelig Troskabsed, og deri blandt Andet love ikke at sælge Klostergods eller antage Proventmænd uden Biskoppens Samtykke (ovenf. S. 23).

Den ældste Efterretning, man ellers har om Halsnø Kloster, er at dets Abbed Sigurd døde 1287[3]. Hans Eftermand Jon udstedte med Abbed Arnfinn og Sigurd Erkedegn paa Hjaltland i 1295 et Brev om en af Munkelivs Abbed kjøbt Gaard[4]. I hans Tid begyndte en Proces med Kannikerne i Stavanger om Laxefisket ved Faxstad i Suledal i Ryfylke, som varede i mange Aar. Kannikerne paastode, at Klostrets Landbønder paa Faxstad havde tilegnet sig større Lod end lovligt. Broder Eirik af Halsnø mødte da for Biskop Ketil af Stavanger i Fasten 1305 paa Abbed Jons Vegne, og lovede at denne skulde møde paa Faxstad paa Halvards Dag næste Aar, der fremvise sin Hjemmel for Fisket, og modbevise Kannikernes øvrige Klager. Men da Sagen ifølge heraf var fore paa Aastedet 1306, mødte hverken Abbed Jon eller nogen for ham, og Lagmanden Sigurd Ormssøn dømte derfor Stavangers Chorsbrødre, der havde mødt, deres Fiske frit og uhindret, samt ilagde Abbeden alle Omkostninger. Denne Dom stadfæstede Kong Haakon 4de August s. A. Hermed var Halsnø Konvent utilfreds, men synes ikke strax at have havt Anledning til at fornye Processen, deels vistnok paa Grund af de indre Kampe i Klostret, som ovenf. S. 150 ere omtalte, deels fordi Abbed Jon kort efter døde (12te Febr. 1308). Munkene havde dog (uden Tvivl 1307) klaget til Kongen, som paalagde Lagmand Sigurd og Andres paa Avaldsnes paany at tage Sagen for sig, men de afviste den, fordi de mødende Munke manglede Fuldmagt fra Konventet, „hvis de ingen Abbed havde“. Denne udaterede Dom maa følgelig være fra Vaaren 1308[5]. Hermed hvilede denne Strid i nogen Tid.

Istedetfor efter Augustinernes Regel nu at vælge en Abbed i Jons Sted, henvendte de regulære Kanniker Eirik og Arne sig paa Konventets Vegne til Biskop Arne som Klostrets Diocesan om Veiledning ved Valget af en Formand, men da Konventets lovbestemte Frist til at vælge eller foreslaa Abbed endnu ikke var udløben, kunde og vilde Biskoppen ikke blande sig i Valget, med mindre det formelig overdroges ham. Senere bragte da Brødrene Arne og Halvard et Brev, hvorefter Konventet havde valgt Broder Eirik. Men da de ikke kunde fremvise noget formeligt Valgbrev, hvoraf Valgmaaden kunde sees, erklærede Biskop Arne 12te Juni 1308 med sit Kapittels Raad Valget ugyldigt, og at følgelig Retten til at give Klostret en Abbed nu var hos ham. Dette var dog kun en Formalitet, thi kort derefter forekommer den af Konventet foreslaaede Eirik som Abbed, ved hvis Valg Biskoppen altsaa iøvrigt ikke har havt nogen Betænkelighed[6]. – Fra denne Tid er og det eneste Testamente, hvori Halsnø nævnes, nemlig Hr. Bjarne Erlingssøns, der gav det to Mark brændt.

Ogsaa under Abbed Eirik var der Splid og Uordener i Halsnø. 9de Novbr. 1310 afsendte Biskop Arne paa Grund af de hyppige til ham indkomne Klager, saavel af Brødre fra Halsnø som af andre troværdige Folk, over Abbedens og hans Kannikers slette Forhold, med sit Kapittels Raad nogle paalidelige Mænd til Klostret, for at undersøge den sande Tilstand der og indberette Alt til Biskoppen. Tillige gav han dem fuld Myndighed til i fornødent Fald at absolvere Abbeden og Brødrene, forsaavidt ikke Brøden fordrede det apostoliske Sædes Afløsning[7]. De Klageposter, som skulde foreholdes Abbeden og Brødrene vare følgende[8]: 1) Naar Abbeden tror at burde straffe nogen af Brødrene, lader han dem revse af Lægmænd. 2) Han revser dem som oftest efter Aftensmaaltidet, sjelden eller aldrig i Kapitlet. 3) Han holder sjelden Kapittel. 4) Han søger Leilighed til at forlade Klostret, snart for at reise til Byen (Bergen), og der opholde sig længe til stor Udgift for Klostret, snart for at streife om paa Landet, til liden Baade for sig og Brødrene. 5) Naar han kommer hjem, ligger han ikke paa Søvnhuset hos Brødrene, men sover ofte i Gjæstestuen, som man kalder Abbedens Huus. 5) Han giver trods Biskoppens Forbud læge Proventmænd Adgang til Brødrenes Bord i Refektoriet, hvilke derved fordærves og unddrage sig fra de Pønitentser, som efter Regelen skulle foregaa der. 7) Han er mistænkt for at have sat Klostergodset overstyr, og ligegyldig med sit Rygte ved sin usømmelige Sale. – Mod Kannikerne anførte man, 1) at Nogle tilsidesatte Lydighedspligten mod Abbeden, Andre snege sig bort fra Søvnhuset, og dreve om Natten om i Tjenerstuerne og Husene omkring Klostret; 2) at de Fleste sjelden overvare Ottesangen; 3) at de ikke iagttoge Taushed paa befalet Tid, og at ifølge Rygtet i saa Henseende al Observants var ophørt. – Abbeden og Brødrene i Forening beskyldtes for imod Bestemmelserne paa Conciliet i Oslo (ovenf. S. 94) at have optaget Brødre uden Biskoppens Samtykke, og for at fordre Betaling for Optagelsen. Fremdeles skulle de oftere tilbringe Nætterne i Sviir ligetil Ottesangstid, hvorved Klostrets Godser ødes, saa de nu neppe forslaa til at opfylde dets Pligt som Pleieanstalt. Endelig er det ved Klostrets Stiftelse efter Sigende fastsatte Antal Brødre formindsket.

Udfaldet af denne Undersøgelse er ubekjendt, men Biskop Arne maatte snart efter indskride som straffende Dommer og Formaner i Halsnø. To udsendte Chorsbrødre Fridrek Styrlaugssøn og Thord. Sigurdssøn havde meldt ham, at Broder Eirik Færøske, den Samme Biskoppen før havde taget sig af, var falden i Band for Mishandling af sine Medbrødre Thord og Arnfinn, men da Biskoppen ei fandt det passende, at han længe forblev bandsat i Klostret, bemyndigede han Abbeden til at løse ham af Vandet, dog at han skulde staa fuld Skrifte, være den mindste af alle Brødre i Choret, Kapitlet og ved Bordet, faste paa Vand og Brød de 4 Fredage før Advent, og forøvrigt gjøre Klostret den. Nytte, han kunde, ved sin Skrivkyndighed. Abbeden selv formanede han til at aflægge, hvad hidtil havde været urigtigt i hans Færd, saa Biskoppen ikke i Fremtiden skulde spørge Andet om ham, end det sømmede en Klostermand og Regelen bød, samt at have skarpere Tilsyn med Brødrenes Levnet, end hidtil. Til Vaaren agtede Biskoppen selv at komme til Klostret[9]. Dette skede rimeligviis om Høsten 1312, og under Opholdet der blev en af Munkene Broder Jon overbeviist om mange Forseelser mod sin Abbed; men da han faldt til Fode og bad om Naade, gav Abbeden hans Straf i Biskoppens Haand. Denne tilskrev derfor 25de April 1313 Abbeden, at Broder Jon skulde straffes, først med at sidde nederst i Choret, Kapitlet og ved Bordet, saalænge Biskoppen fandt for godt; dernæst skulde han faste 7 Dage paa Vand og Brød indtil Midsommer, og tage Disciplin 7 Dage i Kapitlet af Abbeden og Brødrene. Viser han sig ydmyget og bodfærdig, kan Abbeden mindste Straffen efterhaanden, men formanes atter alvorligt til at overholde, at Alt i Klostret gaar til, som det sømmer sig gode Klostermænd for Guds Aasyn[10].

Imidlertid fortsattes Processen om Laxefisket ved Faxstad mellem Halsnø og Domkapitlet i Stavanger. Da Abbed Eirik og hans Brødre havde bragt Sagen fra Kirkens under Lægmænds Dom, paalagde Stavangers Biskop Ketil dem 21de Septbr. 1310 at ophøre med slig Ulovlighed, forbød Alle at dømme i en Sag, hvori Dommen tilkom ham, og stevnede Abbeden eller hans Fuldmægtig at møde paa Sand 30te Septbr. derefter, for at bevise sin Ret til Fisket[11]. I Forbindelse hermed stod en Voldsgjerning af fire af Halsnø Munke mod nogle Bondefolk paa Faxstad. Under Abbed Eiriks Ophold i Stavanger 29de Sept. fremkom Hafer og Thorgils Gudleikssønner med Klage for Biskoppen over Halsnø-Munkene Aslak Pera, Thord Kaput og Arne samt Haldor Ganse, som Abbeden havde sendt til Faxstad, hvor de havde tilføiet dem, deres Moder og Hafers Hustru næsten dødelige Mishandlinger. Abbeden borgede for, at han og de Anklagede skulde svare for Biskoppen herpaa til paastevnet Tid 15de Febr. 1311. Men da vel Klagerne, men ei de Anklagede da mødte, biede Biskoppen forgjeves i 11 Dage, hvorpaa han 26de Febr. med flere Andre optog Sagen til Doms. Klagerne oplyste da, at de 4 ovennævnte Halsnømænd kom til Hafer paa Ageren, hvor Broder Thord greb ham og Haldor slog ham; begge stødte ham mellem sig fra hans egen over paa Klostrets Grund; de trak ham Hætten over Hovedet, saa han ei veed, hvem der for værst med ham. Ligesaa sloge de hans affældige Moder over Ryggen, Laaret og Smalbenet, saa Beenpiben knækkedes, og Broder Arne greb hans Kone ved Haaret og slog hende med knyttet Næve. Under dette havde Voldsmændene ytret, at det var vel fortjent, da Hafer stedse havde været Klostret imod. To Vidner havde fundet de Mishandlede paa Ageren, idet Munkene gik bort derfra, og oplyste iøvrigt, at Moderens Been forud havde været heelt, men at hun nu var vanfør, samt at Hafer havde holdt Sengen 3 Uger derefter. Da nu Loven bestemmer, at de, der anklages for Vold, skulle i Mangel af Øienvidner værne sig med Benegtelsesed, og de Anklagede, uagtet lovlig stevnte, ikke have afgivet Møde, dømmes de til at betale Hafer for 9 Hug, Haargreb m. v. 30 Mark, 3 Løber i hver Mark; men hvis de ikke inden førstkommende Halvardsmesse for Biskoppen kunne fralægge sig Sigtelsen, øges Boden til det Dobbelte, mod at der igjen afdrages 3 Mark for hvert Slag, de modbevise, eller forholdsmæssig mere, naar Boden øges. Boden skal betales til 4 Tider, men hverken i Hopper, gamle Heste, gamle Vaaben, færdige Klæder eller andre slette Varer, og 4 Mænd nævnes til at værdsætte det, som betales med. For Moderens Mishandling tilkjendes Sønnerne, der nu maa underholde hende, 12 Mark for Beenbruddet og 3 Mark for hvert af de andre Hug, under Vilkaar som ovenfor, med Tillæg af to Mark paa Grund af det Værnbrev, hiin Bondefamilie har af Kong Haakon. Fremdeles skal Broder Arne bøde 4 Mark til Hafer for Mishandling af dennes Kone, ligeledes med passende Afslag i Boden, hvis han inden Halvardsdag beviser sin Uskyldighed i nogen Henseende[12].

Som man kunde vente, sadde Halsnø Munke denne Dom overhørige, hvorfor Bonden tyede til Kong Haakon, der ved Brev fra Avaldsnæs af 15de Oktbr. 1313 befalede Abbeden af Halsnø og de dømte Brødre inden fjorten Dage derefter uvægerligen at opfylde Biskop Ketils Dom, hvis de ikke vilde paadrage sig Lovens Straf mod dem, der bryde retmæssige Domme. Paa Grund heraf have nok Munkene fundet det raadeligst at foretage Noget, og derpaa ved Bergens Biskops Mægling istandbragt et mindeligt Forlig med de Mishandlede. Men selv dette Forlig blev ikke holdt af dem, hvorfor Biskop Ketil anmodede Biskop Audfinn af Bergen om at tvinge Abbeden og Brødrene til at opfylde Forliget, hvorom Bonden oftere forgjæves havde anholdt[13]. Om det nu blev Alvor af Bødernes Betaling, kan ikke sees.

Imidlertid havde Sagen om Suledalsfisket gaaet sin lovlige, langsomme Gang. Sammenhængen sees af et i Halsnø af 3 Stavanger-Kanniker paa Kapitlets Vegne for Abbed Eirik og hans Brødre 31te Marts 1316 oplæst Brev. Medens Kong Erik endnu levede – oplyses der – Haakon Konge var Hertug og Hr. Ogmund Sigurdssøn havde Syslet i Suledal, nedbrøde Suldølerne det Kar, som Kannikerne havde opført, hvilket paadrog disse store Udgifter, før de fik Dom over Suldølerne derfor. Derpaa havde Ketil Kannik paa Kapitlets Vegne forlangt af Abbed Jon af Halsnø Erstatning for de Udlæg, Kapitlet alene havde baaret i Sagen mod Suldølerne, men han svarede, at han ingen Trætte havde med disse. Nogen Tid derefter havde Chorsbrødrene atter store Udlæg for dette Fiske, da nemlig Abbed Eirik af Munkeliv sendtes did, for efter Hertugens Bud at fælde endelig Dom i Sagen (1295, ovenf. S. 266). Ei heller dette forslog, da Suldølerne atter skadede Faxstadmændene, hvorfor Kapitlet erhvervede Kong Haakons Befaling, til Sigurd Lagmand paa Randar o. Fl. paany at undersøge Sagen. Hver af disse Sager havde kostet Kapitlet mindst 10 Mark foruden Brevløsning m. m. Efterat dette var oplæst, forlangte Chorsbrødrene, at Halsnø skulde deeltage med i disse Udlæg, som angik alle Bønderne paa Faxstad; men Abbeden vred sig derfor, skjønt han nok vilde forliges, og paaskjød, at han først maatte tale med sine Brødre. Chorsbrødrene indbøde da til et almindeligt Forlig og vare villige til at antage Biskop Audfinn, som Ordinarius for Halsnø, til Opmand. Men heri vilde Munkene ei samtykke, skjøde Sagen til Kongens Dom og gik bort, hvorpaa Chorsbrødrene forbøde Abbeden at bruge nogen Deel af deres nye Fiske. For at forebygge den ulovlige Appel til Kongen henvendte Kapitlet sig til Erkebiskoppen, og 17de Novbr. 1316 blev dennes Brev oplæst for Munkene i Halsnø Men at Striden ikke heller hermed var endt, viser Stavanger Kapittels Fuldmagt af 6te Marts 1320 for to af deres Medbrødre til i Et og Alt efter bedste Skjøn at føre dets Sag mod Halsnø Kloster om Suldalsfisket for geistlige og verdslige Dommere, nedlægge Erstatningspaastande, indgaa Forlig o. s. v. Det sidste Brev i Sagen er en Lagmandsdom af 26de Juli 1322, hvorved Kapitlet i Stavanger, Abbeden i Halsnø, Suldølerne og Presten i Suledal tilkjendes Ret til at fiske i Elven hver paa sit Land, men Ingen maatte bygge Noget ud midt i Fossen[14].

Biskop Audfinn var 2den Novbr. i Halsnø og forrettede selv Messe der. Under denne, førend Munkene fik begyndt sexta, forefaldt et forargeligt Optrin i Kirken, idet Hr. Grim Ormssøn, Kannik ved Apostelkirken og Prest paa Fane, traadte op til Altret, afbrød Biskoppen og oplæste sin Appel mod denne (næste § ved Fane). Som Følge heraf lyste Audfinn ham i Band, og Abbed Eirik og hans Konvent udstedte deres Brev om det Forefaldne[15].

Abbed Eiriks Eftermand hed Arnald. Han laa i Strid med Onarheims Kirke om Hugsten i Indre-Teigens Skov paa Øen Skorpa, og da Broder Eirik, som førte Klostrets Sag for Biskop Audfinn, ikke vilde aflægge en idømt Ed derom, erklærede Biskoppen 1ste Marts 1328, at Munkene havde frafaldt Sagen. Broder Eirik havde imidlertid forladt Byen, før Dommen forkyndtes, og 21de s. M. tilskreve Abbed Arnald samt Brødrene Bjarne, Halvard og Isak Biskoppen, at de med Sorg havde hørt, at han troede de ikke vilde vise ham den Lydighed, de skyldte sin Foresatte. For at vise det usande heri, nedlagde de deres Trætte med Presten paa Onarheim om Skovstykket i Biskoppens miskundelige Skjød, med Bøn om at bilægge den saa, at Klostret kunde blive skadesløst. Samtidigt hermed vare Abbeden og hans Brødre indstevnede for Biskoppens Raadsmand (yconomo curiæ) angaaende cathedraticum, som de ikke i flere Aar havde betalt, men da de hverken mødte 11te, 12te eller 13de April efter Paaraab, bleve de samtlige dømte in contumaciam. Nu faldt Abbeden til Fode, og overdrog alle Klostrets Sager i Audfinns Vold, som 23de April bestemte med alle Parters Samtykke, at naar Munkene fik deres Kalkovn færdig, skulde de sende Biskoppen en fuld Ladning med „Lysefløiten“, hvoraf Halvparten skulde være Gave som Vederlag for den Vold, de havde viist mod hans Svende. Brændte Ovnen ikke godt, skulde Biskoppen have to Ladninger Ved istedet. Hermed eftergaves al anden Tiltale til Halsnø-Brødrene. Dernæst skjænkede Audfinn dem for sin Livstid Tienden af Klostrets Agre paa Halsnø, mod at de skulde give ham Brev paa, at de havde denne Tiende af Bispegaarden i Bergen og af Naade. Videre eftergav han Klostret sine Udlæg i Sagen, og dømte endelig angaaende Skovteigen, at Halsnø og Onarheim i Fremtiden skulde eie Halvparten hver. Samme Dag udstedte Abbed Arnald og hans Brødre fra Bergen den forlangte Tilstaaelse om den Agertiende, de i nogle Biskoppers Tid havde havt paa Halsnø[16]. – I 1337 havde Halsnø Strid med Hr. Erlend, Prest ved Kaldreksstads (Husnes) Kirke, om Sjælepleien ved Eids Kirke (paa Halsnøen). Kirken tilhørte nemlig lovlig Klostret, men Biskop Audfinn havde overdraget den til hiin Prest.,For at faa Sagen hurtig afgjort, voldgaves den til Biskop Haakon, der tildømte Abbeden og Konventet saavel Bestyrelsen af denne Kirke som Sjælesorgen derved, paa samme Maade som de havde havt den fra Kirkens Stiftelse, mod at Abbeden, hvergang han vilde indsætte en af sine Brødre i dette Embede, skulde dertil fremstille den gudfrygtigste, lærdeste og dygtigste for Biskoppen, som da vilde i sit Navn overdrage ham det[17].

Da Abbed Arnald i 1338 døde, var Konventet ikke eenstemmigt i Eftermandens Valg, og havde ikke iagttaget Formerne, hvorfor Valgretten nu tilfaldt Biskop Haakon, der 12te Juli udnævnte Abbed Halvard ved Jonskirken i Bergen til Abbed i Halsnø, og paalagde Brødrene at lyde ham som saadan[18]. Biskop Haakons Ønske at give Jonskirken en Abbed i Broder Bjarne fra Halsnø strandede paa dennes Vægring (ovenf. S. 327). – Ved denne Tid ansøgte en Broder Herman i Halsnø om Orlov fra Klostret, men Biskop Haakon, til hvem Abbeden derom henvendte sig, svarede, at Hermans Bøn snarere gik ud paa Ulov end Orlov, og at han havde foreholdt ham, at han skulde blive i det Kald, han var kaldet udi, og erindre, at den der lægger Haand paa Ploven, men seer tilbage, er uværdig til Guds Rige, samt at det er usømmeligt at bortlægge sin Rustning, før Seieren er vunden. Biskoppen har og mærket paa Herman, at det især er Brødrene Josefs og Sigurds Spotteord om Skomagere og Skindere, der har vakt Ønsket hos ham om at vende tilbage til Verdens Larm, hvorfor Abbeden skal irettesætte.disse og tilholde dem Kjærlighed i al Tale, hvis de ville undgaa alvorlig Tugt. Brevet ender med Bøn om at hjælpe Herman til jævnligt Skifte af tarvelige Klæder, en Gunst han vist vil paaskjønne[19]. – 28de Septbr. (1340) bad Biskop Haakon Halvard om at skaffe ham for fuld Betaling en god Ligsteen, som han vilde lægge over en god Ven[20].

Med Mandedøden ophøre som sædvanlig Efterretningerne. Om Vaaren 1388 laa Drosten Hr. Øgmund Finnssøn til Hesby syg i den lille Konventstue paa Halsnø, og døde der kort Tid før 14de April, paa hvilken Dag Abbed Thorstein af Halsnø og hans Kapittel udstedte et Vidnesbyrd om hans Død og hans Gaver til Domkapitlet i Stavanger[21]. – Samme Abbed Thorstein gav 26de April 1392 Svein Thorgilssøn, Chorsbroder i Stavanger, sin og Konventets Fuldmagt til at tiltale de Mænd, som havde brændt Bjerget i Fossen i Sands Sogn i Suldal, hvorpaa Klostrets Fiskekar stod paa det søndre Land[22]. – I 1422 var Salve Eirikssøn Abbed i Halsnø i Bergen, hvor han med Biskop Aslak og Fl. forseglede Fru Margareta Eilifsdatters Vidnesbyrd om sine Slægtskabsforhold[23]. Fra det Provindsial-Concilium, som Erkebiskop Held havde sammenkaldt til Bergen i 1435, udebleve Biskopperne af Oslo, Orkenøerne og Hammer, tilligemed flere Abbeder, Priorer og Kapitler, som ikke havde sendt Fuldmægtige. Paa Grund heraf bandsatte han 29de August Biskopperne til næste Kirkemøde. Abbederne og de lavere Geistlige derimod, hvis Straf var ham selv overladt, afsatte han fra deres Embede, til de havde søgt og faaet Afløsning. Blandt disse var Abbed Salve af Halsnø, til hvem Biskoppens Bandbrev haves[24]. Senere nævnes han 1436 som Vidne i Stavanger, og nedlagde sin Værdighed i 1444. Dette sees af et Brev af 28de Septbr. d. A., hvori Salve Abbed og Olaf Erikssøn, Kannik og Electus i Halsnø, leiede til Skrædderne i Bergen Klostrets Gaard Kringen i Michaels Kirkesogn for 8 Pund engelsk aarlig; men da Klostret var dem 41 Pund engelsk skyldigt, skulde Skrædderne i 21 Aar afdrage 2 Pund i Leien Brevet udstedtes i Bergen, hvor og nogle af Halsnøs Kanniker, maaske paa Grund af Abbedskiftet, vare tilstede, under begge Abbeders og Konventets Segl[25].

Abbed Olaf Erikssøn solgte i 1445 med (sin Broder?) Gunnar Eirikssøn, Chorsbroder i Stavanger, en Toft der, Midkriken, til Gunhild Prestsøster for en Mark Guld i gode gilde Penge. Han havde ogsaa kjøbt noget Jordegods paa Borgund-Øen af Amund Floge, men da det var Hr. Alf Knutssøns og Fru Magnilds Odelsgods, dømte senere Norges Riges Raad dem derom Gjenløsning, hvorfor Abbed Haakon af Halsnø 6te Oktbr. 1466 oplod Hr. Alf dette Gods mod et Stykke Deventer og en Lod i Gaarden Midhuus paa Halsnøen; desuden lovede Abbeden at holde Hr. Alfs Faders og Moders Aartid[26]. Abbed Olaf deeltog 1ste August 1450 i Nidaros som Medlem af Norges Rigsraad i dettes Erklæring om, at Christiern af Danmarks Valg til Norges Konge var det ene lovlige[27], og gjorde i 1452 paa sit Klosters Vegne Paastand paa en Fæhage af Store-Brandvik paa Huglerøen, men da Gaardens Eiere oplyste, at denne Hage i Mands Minde havde tilhørt Brandvik, uden at Nogen derpaa havde klaget, før Abbed Olaf nu, og de for Broder Matthias af Halsnø, der var tilstede, tilbøde Ed derom paa Sakramentet, hævedes Søgsmaalet[28].

Forfatteren af den oftere nævnte gamle Kloster-Fortegnelse har bevaret Navnene paa nogle af de følgende Abbeder, om hvem vi forresten Intet vide. Deri nævnes en Nikolaus 1493, Olaf 1515, og Amund, der 1519 indviedes af Biskop Andor i Overvær af Erkedegnen Olaf Thorkildssøn og Mag. Geble Pederssøn, som da holdt den første Prædiken[29]. Amunds Eftermand og Klostrets sidste Abbed var Gunnar, som 11te Decbr. 1530 med to Andre i Halsnø gav en Udskrift af en af Norges Rigsraad i Sortebrødre Kloster i Bergen 1524 fældet Dom vedkommende Slægten Rostung, og 12te August 1531 fik Kong Frederiks Værnbrev for sig, Gods, Tjenere og Klenodier o. s. v., rørligt og urørligt, samt Stadfæstelse paa alle fremfarne Kongers Privilegier, det sidste Brev af denne Art, man kjender. Sidste Gang forekommer Abbed Gunnar 23de Juni 1536, da han udstedte sit Hyldingsbrev til Christian den Tredie, ligelydende med Abbed Matthias’s af Lyse[30].

Halsnø Kloster er uden Tvivl paa samme Maade*som Lyse først inddraget efter Norges fuldstændige Underkastelse. Jens (Pallessøn) Splid, der havde gjort sig fortjent paa Toget mod Erkebiskop Olaf i 1537, fik s. A. Hardanger Len som Belønning, og 30te Aug 1539 ligeledes Halsnø Klosters Gods paa 10 Aar mod Afgift. Men allerede 1546 pantsatte Kongen ham begge Len for 1000 Daler[31]. Erik Valkendorf fik 1552 Bevilling at udløse Splid og fik 1553 Livsbrev paa Lenene. Efter hans Død 1606 fik Jørgen Brockenhuus dem paa Afgift (1606–1634), derpaa Erik Ottessøn Orning til Vatne (1634–1646), Otto Krag (1646–1650 eller 1651), Jørgen Rosenkrands (1651–1654?), Peder Juel (1654?–1656), hans Enke Dorte Sehested (1656–1659) og endelig Christoffer Urne til Aasmark 1659 til sin Død 27de Septbr. 1663. Fra 1ste Mai 1664 lagdes Halsnø og Hardanger under det nyoprettede Bergenhuus Amt.

Af dette Klosters Levninger er ovenf. S. 127 ff. givet nogle Oplysninger, samt i 1ste Udgave S. 225 et Rids af de Grundvolde, som forefandtes der i 1840, førend Halsnø Hovedgaard blev ombygget og dermed alle Spor af det gamle Kloster forsvandt[32]. Den endnu (i 1843) staaende „Steenstue“ er høist rimelig Klostrets gamle Sygestue, i hvilken Hr. Øgmund Finnssøn døde. Af dets Adkomstbreve, Jordebøger o. s. v. ere fra Klostertiden ingen tilovers[33]. Dets og Lyses Historie danner derfor og en mærkelig Modsætning til Munkelivs; der næsten blot Kjøb og Salg, her derimod saagodtsom ingen Testamenter eller Kjøbebreve, men derimod Oplysninger om de indre Forhold, som kaste mangen klar Lysstraale paa vort Klostervæsen i det Hele.

  1. Herluf Larsens Optegnelser eller den saakaldte „Valkendorfs Bergens Chrønike“, Haandskr. p. kgl. Bibl. i Kbhvn. Ældre Saml. 991. fol. o. fl. Ligesaa i „Bergen Stads Chronica 1560“, sammest. Thotts Saml. 941. fol. Se Nicolaysens arch. Fortegn. 62–63.
  2. Slige Reformer efter Tidens Leilighed vare meget almindelige, og det især inden Augustiner-Ordenens mange Congregationer. Det synes endogsaa, som om vedkommende Biskops Samtykke dertil var tilstrækkeligt, og i faa Fald er det ikke underligt, at slig Forandring er uomtalt i Kilderne.
  3. Arne Biskops Saga cap. 61. Iøvrigt nævnes i et Brev fra Haakon Haakonssøns Tid (tam som Bil. 2 bag Schnabels Hardangers Beskr.) en Abbed Vilhelm, som maaske har været Abbed i Halsnø; dog kan han og høre til et andet bergensk Kloster.
  4. Munkelivs Brevbog 143. Thork. Dipl. II. 162.
  5. Dipl. Arn. Magn. fasc. 30. No. 12. 16 og 26.
  6. Dipl. Norv. I. No. 118. Erik var som Abbed i Halsnø 10de April 1309 i Bergens Bispegaard med Abbederne af Munkeliv og Jonskirken, da Striden om Færø Bispestol der var fore. Barth. IV. 512–514. Björgv. Kálfsk. 101 ff.
  7. Barth. IV. 405–406.
  8. Barth. IV. 407. De følge strax efter Brevet af 9de Novbr. og har Overskriften: Articuli proponendi coram abbate etc.
  9. Barth. IV. 406–407. jfr. S. 150. Brevet maa være af 1311 eller 1312.
  10. Dipl. Norv. III. No. 100.
  11. Dipl. Arn. Magn. fasc. 30. No. 24, sigillatorisk forenet med 2 Presters Vidnesbyrd, ak de 23de Septbr. 1310 oplæste Stevningen for Broder Eirik i Halsnø, der fremstod som Abbedens Ombudsmand.
  12. Dommen paa Norsk i Dipl. Arn. Magn. fasc. 31. No. 6; paa Latin Barth. IV. 913 ff., hvorfra den er trykt hos Suhm XI. 909–913.
  13. Dipl. Arn. Magn. fasc. 31. No. 3 og 26. Det sidste Brev er uden Dag og Aar, men maa tidligst være fra 1315, da der var hengaaet lang Tid efter Forliget, og Audfinn først 1314 blev Biskop.
  14. Dipl. Arn. Magn. fasc. 31. No. 8. 12 og 20. fasc. 32. No. 4. Abbed Eirik udstedte i 1314 og 1315 to Klostret uvedkommende Breve. Dipl. Norv. I. No. 142. 145.
  15. Barth. IV. 20–21.
  16. Barth. IV. 227–231.
  17. ibid. 454–455. Ovenfor S. 110. 169.
  18. ibid. 427–429. Suhm XII. 302.
  19. Barth. IV. 713, mellem Breve fra 1339. Herman har vel været Skomager før han blev Munk, og er derfor bleven spottet.
  20. Saml. til N. F. Hist. V. 156. Man kan gjette paa, at Stenen var bestemt for Biskop Jon Halthorssøn (ovenf. S. 140.)
  21. Dipl. Arn. Magn. fasc. 37. No. 14. Saml. til N. F. Hist III. 591.
  22. Dipl. Arn. Magn. fasc. 37. No. 1. b. Originalen har 1292, men allerede Sandvig har antaget et C udeladt i Aarstallet, da Skrift og Sprog tydeligt er yngre. I 1292 var Jon, ikke Thorstein, Abbed her.
  23. Dipl. Norv. I. No. 683. Norsk Tidsskrift IV. 71.
  24. Barth. III. 844–847. I Aftrykket heraf i Pontopp. Annal. II. 563–565 er der læst Salomonem for Salvonem.
  25. Dipl. Arn. Magn. fasc. 41. No. 16. Afskr. i kgl. Bibl. i Kjøbenhavn, Ny Saml. No. 4554 d. 4to.
  26. Dipl. Arn. Magn. fasc. 42. No. 11. fasc. 45. No. 6.
  27. Jahns Unionshistorie S. 532. Abbed Olafs Segl (No. 20 paa Steentrykket i 1ste Udg.) er en Due, som maaske er hans Familievaaben, men og kan betegne hans Værdighed som Abbed i et Heltigaands-Hospital.
  28. Lundhs Spec. Dipl. Norv. 11–12. Hvorvidt en Deel af Hr. Hartvik Krumedikes Gods skulde være solgt til Halsnø eller noget andet vestenfjeldsk Kloster (Saml. t. N. F. Hist. VI. 134), give de nu bekjendte Kilder ingen Anledning til at afgjøre.
  29. Script. IV. 417.
  30. Dipl. Norv. I. No. 1078. Norske Registr. i Asskr. I. 258. Saml. t. N. S. Hist. VI. 36. Aktstvkker t. Greve-Feiden II. 285.
  31. Norske Registr. i Afskr. I. 258. 281.
  32. Hvad Suhm, Danm. Hist. V. 637, efter Ramus fortæller om Lyse Klosters Levninger, angaar snarere Halsnø.
  33. Derimod haves Jordebøger fra Lenstiden, og dets senere Bestyrelse for Kronens Regning, men vi have ligesaalidt her som ved andre Klostre kunnet tage noget Hensyn til dem. Da Godset solgtes i forrige Aarh., udgjorde det over 628 Løbers Skyld, men det er uvist, om alt dette oprindellg tilhørte Klostret.