De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/18

Legg til lenke
Fra Wikikilden
De norske Klostres Historie i Middelalderen
Chr. Tønsbergs Forlag,  (s. 348-358).
◄  § 17.
§ 19.  ►
§ 18. St. Mariæ Cistercienser-Kloster i Lyse.
(coenobium Vallis lucidæ).

I en trang men yndig Dal ved Bunden af Lysefjorden, en fra Korsfjorden indledende Bugt, ligger Lyse Kloster i Os Sogn paa Søndhordland, omtrent 3 Mile Syd for Bergen. Her stiftede Biskop Sigurd af Bergen 10de Juli 1164[1] det ældste Cistercienserkloster i Norge. Anledningen hertil var, at Sigurd under et Ophold i England lærte i Klostret Fountains (de Fontibus) ved York Bernhardinernes Klosterregler at kjende, og fandt disse saa fortrinlige, at han besluttede at anvende sin Fædrenearv til Stiftelsen af et Kloster for denne Orden i Hjemmet. Abbed Henrik i Fountains sendte med ham til Norge en Deel af sit Klosters Munke, hvoriblandt Nordmanden Runulf eller Ranulf[2], og under dennes nidkjære Bestyrelse blev Lysekloster bygget. Det fik Navnet Lyse efter Dalen, hvori det laa; paa Latin kaldes det Lysa, monasterium Lysense, coenobium Vallis lucidæ, ogsaa Vallis dei, eller figurligt filia Fontium efter Moderklostret. Det var ligesom dette og de øvrige Bernhardinerklostre i Norge helliget Maria, og det er det eneste af vore Klostre, hvis Anlægshistorie er opbevaret, dog desværre kun i et Brudstykke[3]. Runulf blev naturligviis Klostrets første Abbed, og roses som en gudfrygtig Mand, begavet med Syner og Aabenbaringer; da han saa den nye Stiftelse i Orden, nedlagde han med Abbedens af Fountains Tilladelse sin Værdighed, og vendte tilbage til Moderklostret, hvor han døde i høi Alder[4]. Som Datter af det engelske Kloster stod Lyse ifølge Bernhards Forskrift under dettes Tilsyn, men da Visitationen af et saa fjernt Kloster faldt Abbeden for besværlig, overdroges paa Generalkapittel i Citeaux 1213 Lysekloster til Abbedens Forsorg i Alvastra i Sverige, som hvis Datter det skulde ansees[5]. Hvorlænge dette Forhold vedvarede, vides ikke; paa Reformationstiden vare de norske Cistercienserklostre underlagte Sorø Abbeds Tilsyn i Sjælland.

Uagtet saaledes Lyse hører til de ældste Klostre i Landet, omtales det dog aldrig i Sagaerne, sandsynligviis paa Grund af dets Beliggenhed udenfor den alsare Vei. I Kong Sverres Tid nævnes Jon som Abbed i Lyse, da han i Bergen var Vidne ved et af Biskop Paal (†– 1194) udstedt Brev om Bergens Domkapittel[6]. Klostret maa hurtig have tiltaget i indre og ydre Velmagt, siden det allerede i 1207 kunde stifte Tuterøens Kloster (S. 238). Forbindelsen med England vedvarede, og Abbederne dreve med egne Skibe Handel paa dette Rige, hvor de endog nøde særegne Begunstigelser. Saaledes fritog Kong John 30te August 1212 Abbedens Skib af Lyse indtil videre for alle Afgifter i engelske Havne[7]. – I 1217 sendtes Abbeden af Lyse til den umyndige Kong Henrik III af England, for at slutte Venskabs- og Handelsforbund med dette Rige; han fik venligt Svar, og blev i England Vinteren over[8]. I 1265 var Lyse Abbed blandt de Klostermænd, Paven overdrog at vælge en Erkebiskop efter Birger (ovenfor S. 208), og i Magnus Lagabøters Testament fik Lyse 12 Mark Sterling.

Paa denne Tid var Richard Abbed i Lyse. Han var uden Tvivl Englænder, opholdt sig oftere i England, og deeltog i Forhandlinger mellem dette Land og Norge. En Ridder Guido af Montford var flygtet fra England til Skotland, men da Abbed Richard her søgte at faa ham udleveret til Kong Edvard I, flygtede Guido til Norge. 13de Januar (uden Aar, nærmest 1280) sluttede Abbeden og Thomas af Ippegrave en Overeenskomst med de norske Baroner Bjarne Erlingssøn og Audun Hugleikssøn om Ridder Guidos Anholdelse i Norge, hvorfor de norske Herrer lovedes 200 Mark Sterling enten han grebes eller ikke, og i et Brev af 1280 (før 20de Novbr.) takkede Kong Edvard Kong Erik, fordi denne havde ladet Guido gribe, hvorom Abbed Richard havde bragt Tidende, og idet han anbefalede Abbeden paa det Varmeste til Kong Eriks Velvillie, bad han ham sende sig den fangne Ridder med Brevets Overbringer[9]. Her optræder altsaa den norske Abbed som engelsk Underhandler, men under venskabelige Forhold med Norge. I 1283 var han i Bergen, da han med to andre Abbeder udstedte Vidisse af Ægtepagten mellem Kong Erik og Margareta af Skotland[10].

Richards Eftermand[11] Abbed Jon i Lyse mageskiftede 1288 med sit Konvent til Abbed Erik i Munkeliv Gaarden Haugaland paa Framnes, som Hr. Finn Gautssøn havde givet til Lysekloster i Provent for sin Søn Hr. Jon, og i 1293 optog Sigurd Lagmand paa Aga Thingsvidne om, hvem det paalaa at holde Grinder og Gjærder istand mellem de forskjellige Brug i Gaarden Bleiden i Hardanger, i Anledning af en Klage fra Gunnar og Erik, Brødre af Lyse, og deres Landbønder paa Ytre-Bleiden, der altsaa tilhørte Klostret. – I 1306 var Hugo Abbed i Lyse, og fik Biskoppens Paalæg at overvære Abbedens Indvielse af Selje, hvorved efter gammel Skik to Abbeder skulde være tilstede[12]. Om Thorolf af Eidsa, som i 1310 var Munk i Lyse, er talt ovenfor S. 316.

Strax efter nævnes Gunnar som Abbed i Lyse. Han og Abbed Albrekt af Hovedø fik 12te Marts 1311 Pave Klemens Vs Befaling at forsyne de kongelige Kapellers Magister Finn og hans Eftermænd eller Vikarier med viet Olie for Kapellerne, saafremt Erkebiskoppen eller Biskopperne i Norge, hvem dette samme Dag var paalagt som Pligt, skulde undslaa sig derfor eller gjøre nogen Vanskelighed dermed[13]. 1ste August 1312 var Abbed Gunnar hos Kong Haakon i Oslo, og stadfæstede et Mageskifte mellem Kantsleren Hr. Ake og Abbed Albrekt af Hovedø (se dette Kloster).

Gunnars Eftermand var uden Tvivl Abbed Arne, der nævnes i 1325 og 1328 som Vidne i Munkeliv[14], og 18de Juli 1326 fik Pas af Biskop Audfinn af Bergen til Generalkapitlet i Cistercium, hvortil han var kaldet. Biskoppen medgav ham desuden en Anbefaling til samtlige der forsamlede Fædre, hvori han bad dem undskylde Abbeden om han ei kom frem til rette Tid, da han fra først i Juli var bleven opholdt ved Modvind og Uveir[15]. Denne Abbed Arne førte med Biskop Audfinn paa Nonneseters og Prestens Vegne i Os en Proces, der tydeligere end nogen anden viser, i hvilken Grad en vrangvillig Cistercienser-Abbed kunde forhale Retten ved Hjælp af Ordenens Friheder.

Lyse og Nonneseter Klostre, Presten i Os og Bønderne paa Samnedal i Fane Sogn havde alle Rettighed til det i Os-Elven faldende store Laxefiske. Men allerede i Biskop Narves Tid († 1304) havde den daværende Abbed i Lyse Alexander bygget en Laxegaard tvers over Elven, saa at Laxen hindredes fra at gaa op til de øvrige Lodeieres Grund. Presten paa Os klagede over denne Ulovlighed, og ifølge Biskop Narves Dom blev Laxegaarden nedbrudt, forsaavidt den stod længere ud i Aaen, end Lovbogen tillod. Men Abbeden negtede at adlyde Dommen, da den stred mod Klostrets Immunitet og pavelige Privilegier; han byggede derfor atter sin Laxegaard heelt over Elven, og saaledes henstod Sagen i mange Aar, indtil endelig Søstrene i Nonneseter, Presterne paa Fane og Framnes samt Samnedals Bønder atter klagede for Biskop Audfinn 1328. Denne stevnede Raadmanden i Nonneseter og de øvrige Vedkommende til Os, hvor han personlig undersøgte Sagen, og derpaa 8de Juni stadfæstede Narves Dom, at Abbedens Laxegaard skulde afbrydes midt i Aaen, saa Fisken kunde gaa frit mellem Fjeld og Fjære; og uhindret naa op til hvers Eiendom. Da Arne, som nu var Abbed i Lyse, ei efter den fastsatte Tid efterlevede Dommen, lod Biskoppen 11te Juli Laxegaarden nedbryde ved sine Folk. Abbed Arne opførte den strax igjen, og Biskoppen lod den atter nedbryde 28de Juli. Not søgte Abbeden at hjælpe sig ved at ty til Kongens Dom, og først da han her afvistes, henvendte han sig under Juul 1328 til Biskoppen med Fordring paa at nyde sit Laxefiske i Fred som hans Formænd, ifølge Kong Magnus’s og Erkebiskopperne Jons, Jørunds og Eilifs Værnbreve. Da dette ikke hjalp, indgav han til Audfinn en Appel til Erkebiskop Eilif af 12te Januar 1329, hvori han klager over, at Biskoppen i to fulde Aar havde tilføiet Klostret Skade paa dets Fiskeri, imod Pave Honorius IVs Brev, hvori det var givet Klostret, og ifjor, som anført, to Gange nedbrudt det. Desuden søger Biskoppen at indskrænke og tilintetgjøre Klostrets Værnbreve, Immuniteter og Rettigheder ved egenmægtige Fortolkninger, og nøder derved Arne til at søge Ret hos Eilif. Hertil svarede Biskop Audfinn, at Appellen var formelt ulovlig, da den fremkom 7 Maaneder istedetfor 10 Dage efter Dommen, og ugyldig, da Abbeden og hans Konvent vare excommunicerede paa Grund af Overhørighed mod Dommen, og derfor efter Lovene ei kunde appellere. Hvad ellers Abbedens Forsvar angik, da beviste Narves Dom og Audfinns Forhør, at Klostret ikke har været i rolig Besiddelse af Fisket; Biskoppen har ikke angrebet dets Immuniteter og Værnbreve, men kun efter Pligt sørget for at disse ikke brugtes til Trediemands Skade, som her netop havde Medrettighed, og heri havde han Naturretten og Civilloven med sig. Forøvrigt havde han Mistanke mod de af Abbeden paaberaabte Breves Ægthed, forkastede Appellen og negtede at give Beviisbreve til Erkebiskoppen. – Abbeden skjød sig nu 16de Febr. ind under Klostrets Immunitet, negtede at møde eller svare for Biskoppen i nogen Henseende, og henholdt sig til sin forrige Klage. Han havde ikke talt noget mod Paven, og var end et uagtsomt Ord faldet ham af Munden, var dermed intet Ondt meent og det kunde afsones; ei heller har han talt ilde om Erkebiskoppen, hvis Dom han netop nu undergav sig, ligesom han havde hos denne undskyldt, at Appellen fremkom for silde; hans Færd maatte ei dømmes efter Kardinalens af Sabina Dom, da Cistercienserne ikke deri nævnes, og Dommen derfor ifølge Honorius IIIs Brev ikke angaar dem[16].

Nu fremstillede Audfinn 1ste Marts 1329 Sagen for Erkebiskoppen, oplyste hvad hidtil var skeet, gjentog alle Abbedens Udflugter og Protester, og svarede hertil, at han fremdeles nærede Tvivl om Klostrets Membraners Ægthed, men uden Hensyn hertil var disses Paaberaabelse nu for sildig og derfor frugtesløs. Det kunde bevises, at Abbeden i Biskoppens Consistorium og i mange Læges og Lærdes Paahør havde ytret i Anledning af en oplæst 5 i Dekretalerne, „at han ei brød sig om eller var pligtig at lyde den hellige Faders kanoniske Beslutninger, eller hvad Erkebiskoppen eller andre geistlige Dommere bød“. Derimod havde Abbeden underkastet sig Baard Lagmands Kjendelse, og i flere Maaneder henholdt sig hertil. At hine Ord ere talte i Overilelse, som Abbeden siger, gjør ham ikke fri for Straf, og hans nærværende Klage til Erkebiskoppen beviser ikke hans Underkastelse, da han, umiddelbart efterat han havde forkastet al geistlig Domstol, ilede til Kongen, og først da han mistvivlede om her at udrette noget, vendte han paany Kappen og tog sin Tilflugt til Eilif. Audfinn negtede ham derfor fremdeles de forlangte Beviisbreve[17].

Da desuagtet Lyseklosters Munke atter opførte sin Laxegaard tversover Elven, befalede Audfinn 15de Juni 1329 Presterne i Fane, Os og Birkeland, hvis Sogne omslutte Lysekloster, under Messesangs Pine at lyse Munkene i aabenbart Band, og med dem Alle, som havde deeltaget i deres lovløse Gjerninger. Heri ere de faldne, fordi de paany have opført Fiskegaarden uden at agte paa Narves og Audfinns Domme, der satte Bandsstraf derfor; ligeledes have de taget to Not fra Presten i Os, imod Legaten Vilhelms Bud og Anordning. Fremdeles have de skudt sin Sag fra Kirkens ind under Lægmænds Dom, hørt de nævnte Presters Sognemænds Skriftemaal, sunget Messer, betjent Syge, og Presterne uspurgte, begravet disses Sognemænds Lig paa Kloster-Kirkegaarden. – Strax derefter, 26de Juni, faldt Erkebiskop Eilifs Dom, der i Eet og Alt stadfæstede Audfinns, og oplæstes i Bergen for Abbed Arne[18]. Saaledes endte da en Proces, der næsten nødvendigt maatte følge af det Modsigende i Cisterciensernes Privilegier og Bispestolens anerkjendte Rettigheder. – Denne Abbed Arne fik en sørgelig Ende. Da han i Aaret 1336 (nogle Annaler have 1337) vilde seile til England, med hvilket Land altsaa den gamle Forbindelse fremdeles vedligeholdtes, blev han under den engelske Kyst fangen af Fiskere og med hele sit Mandskab halshugget, og Lemmerne kastede overbord[19].

Som Arnes Eftermand opføres Abbed Rodulf[20] om hvem Intet vides; men derpaa fulgte Andres, der synes at have besiddet Kongehusets Tillid. Hertuginde Ingeborg overdrog ham (Novbr. 1341 ?) at modtage Regnskab af hendes forrige Ombudsmands Hr. Henriks Arvinger for dennes Oppebørsler, og 5te Febr. 1342 modtog han af disse til Opbevaring for hende 29 Pund Sterling i Guld og Sterling, et lidet sølvbeslaaet Skriin af Hvalrostand, et Guldarmbaand paa Mark, 2 Sølvkar uden Forgyldning, to Hvalhoveder med Tænder, kaldte hvalshausar, 4 Sterling Guld, et Gjældsbrev paa 8 Pund Sterling og nogle flere mindre Pantebreve[21]. Ligesaa forundte Kong Magnus 14de Febr. 1344 Abbeden og Munkene i Lyse det S. 90 omtalte Værnbrev, hvori de fik Ret til i deres Huus Saltøyðuhús i Bergen at udsælge alle Slags Drikke, og Klostrets Bud fritoges for skipdráttr og taksetning[22]; 14de Juni 1350 udstrakte han dets Friheder til Opsidderne paa Bugaardene m. v.[23], og samtidig hermed (28de Juni 1350) bekræftede Kong Haakon i Bergen samtlige Klostrets af fremfarne Konger og især hans Fader givne Privilegier, hvilket gjentoges 23de Juni 1301 med særskilt Hensyn til et af Faderens Værnbreve, rimeligst det sidste af disse. Endelig gav Hertuginde Ingeborg 12te Marts 1352 en Gaard i Bergen, der var kjøbt for 60 Mark brændt, til Lysekloster, mod at Munkene der (i Gaarden?) skulde læse Messer for hendes og Fru Ingeborg Munansdatters Sjæle[24].

Om dette Kloster har man fra nu af næsten ingen Kundskab. Dets Abbed Peter var i 1365 pavelig Pengesamler i Norge, og fik i den Egenskab med Abbed Matthias af Munkeliv o. Fl. Kong Haakons Forbud mod at kræve Pavetiende af de kongelige Kapeller og deres Prester, hvorfra den pavelige Nuntius selv i Tønsberg havde fritaget dem[25]. Forøvrigt stadfæstedes Klostrets ældre kongelige Værnbreve af Kong Olaf 1381, af Christiern I 1450, hvorved tillige Kong Magnus’s Brev af 1350 fornyedes, saaledes at Lysekloster fik den deri tilstaaede Frihed for 12 Landbønder, hvilket alt fornyedes af Kong Hans 1486[26]. – Hertil kan alene føies, at Abbed Thorkel af Lyse var den første blandt Udstederne af de bergenske Munkes Erklæring af 20de Januar 1422 om Munkeliv (ovenf. S. 287), og at Abbed Gyrd af Lyse 1480 i Kjøbenhavn med flere Abbeder og anseede Mænd bekræftede det norske Rigsraads Valg af Hertug Christiern som Tronfølger i Norge[27].

Paa Reformationstiden var Michael Abbed i Lyse. Han blev 23de August 1515 af Erkebiskop Erik udnævnt til Meddommer i Trætten mellem Biskop Hofhold af Stavanger og Abbed Henrik af Utstein (se d. Klost.), og 3die Juni 1523 var han tilstede i Bergen, da en Fortegnelse over Apostelkirkens Kirkeprydelser optoges[28]. Han blev om Vaaren 1525 med Biskop Olaf og andre Geistlige tagen til Fange af to af Christiern IIs Skibe, som vare løbne ind i Sandvigen ved Bergen. Biskoppen blev kort efter udløst, men om Abbeden haves ingen Efterretning[29]. Uden Tvivl staar dette Fangenskab i Forbindelse med det Forsøg, som Abbed Matthias Henrikssøn af Tuterøen, som da drev sit Spil i Hovedøen, gjorde paa at komme i Besiddelse af Lysekloster (ovenf. S. 242), hvilket dog neppe lykkedes ham. Han er i hvert Fald ikke den Abbed Matthias i Lyse, der 14de Juni 1536 hyldede Christiern III som Norges Konge[30]. Denne skriver sig nemlig i en Seddel til Esge Bilde[31] Vaaren 1537 Matthias Hanssøn.

Lyse hørte til de faa rige Klostre i Norge, som stode ved Magt ligetil Reformationen. Det havde maaske sin afsides Beliggenhed at takke herfor. Om dets Inddragning under Kronen har man ingen Underretning; men endnu 1537 fandt vi Abbeden i Virksomhed ved Klostrets Bestyrelse. Det er derfor efter al Rimelighed behandlet efter Kongens Bud af 17de Juni 1537 (ovenf. S. 186), og følgelig for det første „blevet ved Magt“, medens dog Klostergodset fik en kongelig Bestyrer[32]. Dette blev Esge Bildes Foged paa Vallen (i Halland) Nils Berildssøn, som var Befalingsmand over Lyse Kloster 1541, og fik det i Pant for 500 Daler 1546, men døde kort efter. Abbed Matthias gik over til den nye Lære og blev Sogneprest til Os, inden hvis Grændse Klostret laa. Kan levede endnu 1563, da han fik en Jyde Hr. Jens til Kapellan, men var død i Juni 1565, da Hr. Jens holdt Bryllup som Sogneprest i Os[33]. Efter Nils Berildssøns Død indløstes Lysekloster af Axel Urne til Søgaard (1547–1560), fra hvem det løstes af Erik Rosenkrands, og lagdes under Bergenhuus som særskilt Pantelen (1560–1568) og fulgte rimeligviis som saadant hans Eftermand paa Bergenhuus Mats Skeel (1568–1571), bestemtes 1571 for Vincents Juel, men gaves strax derpaa til Emmik Kaas (1571). Efter ham fulgte Morten Skinkel til 1589, da Henning Sparre afstod sine Godser paa Falster tit Kronen og derfor fik Lyse paa Livstid (1589–1594); det kom dernæst paa Afgift til Gabriel Skinkel (1594–1600), Ditlev Holt (1606–1601), Melchior Gregerssøn Ulfstand (1601–1613?), Ernst Normand (1613–1616), Thomas Nold (1616–1635), Otto v. Termow (1635–1640?), Oluf Brockenhuus (1640?–164*), Kjeld Krag (164*–1650), Bjørn Ulfeld (1650–1658), Christoffer Urne (1658–1659) og Henrik Bjelke (1659–1660).

Klostrets Jordebog er ikke til, men da det lige til vore Dage har været et samlet Gods, hvorfra meget er mageskiftet, men neppe betydeligt frasolgt, giver Godsets nuværende Skyldsætning, 318 Løber Mark Smør eller 971 Skylddaler 3 Ort 15 ß, god Oplysning. Foruden dette Jordegods eiede Klostret flere Gaarde i Bergen. Til disse hørte foruden det førnævnte Saltøydehuus eller Saltødegaarden, som i 1538 særskilt blev forlenet til Hans Søfrenssøn Slotsskriver paa Bergenhuus, et Steenhuus nedenfor vor Frue-Kirke, som Erik Rosenkrands 16de Aug 1564 fik tilbage af Kronen, da han oplyste, at hans Forældre (ɔ: hans norske Forfædre) havde givet det til Lyse Kloster, mod at derfor skulde holdes daglige Messer og Begængelse, hvilken Tjeneste lang Tid havde været nedlagt. Med samme Vilkaar havde Klostret af hans Forældre faaet indre Arnegaard paa Stranden, som han ligeledes 4de Oktbr. 1565 fik tilbage. Endelig nævnes i et Fæstebrev fra Nils Berildssøn af 1541 „Klipperstrædet“ i Bergen, hvoraf Klipperne skulde give 15 Bergens Gylden i aarlig Leie, samt hver ny Leier et Stykke Meel eller Malt i Indfæstning[34].

Lyse Klosters Bygninger synes længe efter Reformationen at have været beboede, men Suhm (Danm. Hist. V. 637) forvexler det nok med Halsnø, naar han siger, at dette endnu i forrige Aarhundrede var Tilfældet. Kirken er udgravet af den nuværende Eier Hr. Formann, men selve Klostret ligger endnu under Gruusdække. Man seer af Kongebreve, at dets bedste Stene gjennem hundrede Aar ere bortførte til Bergenhuus, Kjøbenhavn, ja endog til Meklenborg[35], og dog er der nok tilbage til at vise, at de første Cisterciensere i Norge have bygget med Smag og Dygtighed.

  1. ↑ VI. Idus Julii 1146. Monasticon Anglican. (ed. 3) V. 301. Script. Rer. Dan. IV. 411. Moderklostret var først stiftet 1132 af 13 Benediktinere fra St. Marias Kirke i eller ved York. (Monast. Angl. V. 293.)
  2. ↑ At Runulf var Nordmand siges udtrykkelig i den ældste udg. af Monast. Angl. I. 395, men i 3die Udg. V. 293 er Tillægget de Norvegia udeladt, muligviis kun ved en Trykfeil. Han var den anden blandt de Benediktinere, som i 1132 stiftede Fountains. I Beretningen om hans Tilbagereise til England, bruges (sammest. 301) Udtrykket „revertitur ad suos“, hvilket vel bør forklares om hans forrige Medbrødre i Fountains. jfr. Munchs Norske Folks Hist. II. 854.
  3. ↑ Fundatio Lysensis monast. i Script. Rer. Dan. IV. 406–409, Langebeks Mening at den er forfattet af Abbed Runulf selv efter Sigurds Død 1156, har al Rimelighed for sig.
  4. ↑ Script. Rer. Dan. IV. 408 efter Monasticon Anglic. V. 301.
  5. ↑ Martene Thesaurus Anecd. IV. 1313. Comment. de coenobiis Norveg. (Script. Rer. Dan. 409 ff.) begynder med Lysekloster, og er langt udførligere om dette end om de øvrige, saa den rimeligviis er forfattet af en Munk der. Forfatteren omtaler Stiftelsen ved Aar og Dag, samt har en Abbedrække, der dog ikke stemmer med Diplomerne, idet disse nævne flere Abbeder, som i hiin Fortegnelse mangle, og omvendt. I ethvert Fald er den ufuldstændig, da den kun har 22 Abbeder i henimod 400 Aar. Da den altsaa ei er ganske paalidelig og tilforn trykt (Script. Rer. Dan. IV. 411–412), indtages den ikke her.
  6. ↑ Suhm XII. 397, hvor Brevet er trykt, og efter Langebeks Diplomatarium urigtigt henført til 1334; thi der har ikke været nogen Paal Biskop i Bergen mellem 1194 og 1457, da Italieneren Paul Justiniani blev Kannikerne paatvungen, og fra hans Tid er Brevet ikke. I den nysnævnte Abbedrække opføres derimod en Johannes som 5te Abbed, hvilket kan passe til 1194.
  7. ↑ Rotuli liter. patent London 1835. I. 1. 95. Englænderen Biskop Martin af Bergen nød i 1208 en lignende Begunstigelse. ibid. 85.
  8. ↑ Rymer, Foedera. Nyeste Udg. I. 149. Munchs Hist. III. 741–42.
  9. ↑ Rymer, Foedera (nyeste Udg.) I. ii. 587. Thorkelin Analecta 162–164. Suhm X. 815. Suhm henfører Overeenskomsten med de norske Baroner til 1281, men man kan dog neppe i England i Januar været uvidende om, at Guido af Montford var greben i Norge allerede om Sommeren eller Høsten 1280, og det synes derfor rimeligere, at Kong Edvards Takkebrev, der er udstedt i hans 8de Aar, altsaa før 20de Novbr. 1280, er senere end hiin Overeenskomst. Jeg har derfor henført begge Breve til 1280.
  10. ↑ Perg.-Blad i Norske Rigsarchiv, bag Mauritii Itinerarium (ovenf. S. 140). Abbed Richard nævnes her foran Abbed Erik af Munkeliv, som forekommer allerede 1276, og Richard har altsaa været ældre Abbed.
  11. ↑ Det er ikke vist, at Jon var Richards Eftermand: thi i Biskop Narves Tid 1278–1304 nævnes Abbed Alexander af Lyse (nedenfor 1328 ved Abbed Arne), og da Richard var Abbed her fra før 1276 til efter 1283, har denne Alexander ikke været Richards Formand, men maaske hans Eftermand i faa Aar. Dog er det rimeligere, at han var Abbed i Lyse mellem Jon (1288) og Hugo (1306).
  12. ↑ Munkelivs Brevbog S. 79. Thork. Dipl. II. 112. Lundhs Specimen. 4. Dipl. Norv. III. No. 62.
  13. ↑ Dipl. Norv. I. No. 128.
  14. ↑ Munkelivs Brevbog 35. 47. Det er rimeligviis en Trykfeil for 1326, naar der i Script. Rer. Dan. IV. 412 fortælles, at han i 1316 reiste til Generalkapitlet i Citeaux; i alle Fald var han der 1326.
  15. ↑ Barth. IV. 94–95.
  16. ↑ Formodentlig Bullen af 6te Novbr. 1225. Dipl. Svecan. I. 247–248.
  17. ↑ Brevene om denne Sag findes alle i Barth. IV. 255–267.
  18. ↑ Barth. IV. 268. 256.
  19. ↑ Islandske Annaler 244. „Halshöggin at duggarum“. Duggari betyder en Fisker, hvoraf den bekjendte Doggers-Bank eller Store Fiskerbank i Nordsøen uden Tvivl har Navn. Torfæus (IV. 462) har oversat Ordet med Gallici (Franske), men dertil give Annalerne ingen Anledning.
  20. ↑ Abbedlisten i Script. Rer. Dan. IV. 412.
  21. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 34. No. 7. Dipl. Norv. II. No. 247. 270
  22. ↑ Suhm XIII. 794 efter Barth. VIII. 215. Skipdráttr var en almindelig Pligt at hjælpe til ved Skibets Opsætning paa Land; taksetning, Pligten at stille Borgen for personlig Tilstedeblivelse.
  23. ↑ Ovenf. S. 88. Lyseklosters Gaard Saltøen i Bergen nævnes i Aab. Br. 21de Septbr. 1626 og Miss. 16de April 1687 i Rigsarchivet, og efter N. Nicolaysens Meddelelse kaldtes endnu i forrige Aarhundrede den 4de Søgaard udenfor Torvet Saltøgaarden.
  24. ↑ Suhm XIII. 244. 270. Barth. XXIII. 542.
  25. ↑ Dipl. Norv. I. No. 386.
  26. ↑ Afskr. i danske Geh. Archiv. Barth. XXIII. 516. 543.
  27. ↑ Dipl. Norv. II. No. 955.
  28. ↑ Orig. i Rigsarchivet.
  29. ↑ Allens Aktstykker I. 333. „Bispen forbandede den Dag, han var kommen til Bispestolen, vilde afsige den, drage til Erkebispen og tage en graa Kappe paa“ (blive Franciskaner i Nidaros).
  30. ↑ Aktst. til Greve-Feiden. II. 284. jfr. ovenf. S. 245. Anm. 1. Han kaldes i Lyseklosters Abbedrække: Matthias Danus ultimus. (Script. IV. 412).
  31. ↑ Orig. p. kgl. Bibl. i Kbhvn. Saml. til danske Adelshistorie fasc. 8. Han beder her om at faa kjøbt noget Korn, „thi mig trænger storligen derom baade til Kost og til at saa.“
  32. ↑ Hvorfra Suhm (Danm. Hist. V. 637) har den Beretning, at det „gik ind“ 1534, veed jeg ikke.
  33. ↑ Norske Registre i Afskr. i Rigsarch. I. 255. Abs. Pederssøns Kapittelsbog ved 16de Novbr. 1563 og 24de Juni 1565.
  34. ↑ Norske Registr. i Afskr. i Rigsarch. II. 743. 770. I. 255. Saltøydehuus kaldes i Lensbrevet Saltø Gaard i St. Hans Sogn paa Stranden. Kgl. Bibl. i Kbhvn. Ny Haandskr. Saml. 979 fol.
  35. ↑ Nicolaysens archæol. Fortegn. 64–65.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen/3/18&oldid=222419»