De norske Klostres Historie i Middelalderen/4/15

Legg til lenke
Fra Wikikilden

§ 15. Minoritternes Klostre i Konghelle og Marstrand.
Tvivlsomme Klostre i Oslo Stift.

1. Minoritterklostret i Konghelle er maaske stiftet af de første Franciskanere, som landværts fra Skaane kom til Norge, og i saa Fald er det Ordenens ældste Kloster i Norge. Imidlertid støtter dette sig kun til Sandsynlighed og Suhms Beretning at Klostret er stiftet 1230, uden at nogen Hjemmel derfor anføres[1]. Forøvrigt er dette Klosters Tilstand og Skjebne aldeles ubekjendt, da det kun nævnes i et Par Testamenter og ved de i Klostret holdte Provindsialkapitler. Det første af disse holdtes 1272 eller 1273; senere nævnes Kapitler i Konghelle i 1391, 1442 og 1495, uden at Noget om dette Kloster derved oplyses[2]. I Magnus Lagabøters Testamente af 1277 fik Minoritterne i Konghelle 12 Mark Sterling samt 120 Mark gangbar Mynt til deres Klosterbygning. I 1291 gav Paven de 4 Franciskanerklostre i Oslo Stift (Oslo, Tønsberg, Marstrand og Konghelle) Afladsprivilegium[3]. – Kong Magnus og Dronning Blanka gave i deres norske Testamente 1347 100 Mark Penge til Deling mellem Norges Minoritterklostre, hvoraf altsaa dette og har faaet sin Lod. Den sidste Notits om dette Kloster er af 6te Decbr. 1498, da Norges Riges Raad holdt Retterthing her, og afsagde Dom over Arild Kanes Mordere paa Søndmøre[4]. Konghelle By brændte i Kong Frederik den I’s Tid, og med den Graabrødre Kloster, som derpaa stod øde, hvorfor Kongen befalede Høvedsmanden paa Bahuus Hr. Klaus Bilde at nedbryde de gjenstaaende Mure af Klostret, og anvende dem til Slottets Befæstning[5].

2. Til Minoriternes Kloster i Marstrand kjender man endnu mindre. Afladsprivilegiet af 1291 viser, at det dengang var til, og 1368 blev det tilligemed Byen afbrændt af hanseatiske Sørøvere fra Kampen[6]. 1423 nævnes Johan Plattoslagere som Klostrets Gardian i et paa Thjørn udstedt Skiftebrev[7], og i 1458 holdt Ordenen her sit Provindsialkapittel[8]. Endnu i Ødmans Tid (1740) stode dette Klosters Ruiner paa Marstrands Kirkes Grund sønden for Kirken, og denne Deel af Kirkegaarden benyttedes ligesom Graabrødrenes Tomt i Tønsberg til Fattiges Begravelse, og kaldtes den frie Klosterjord. Maaske er og Marstrands nuværende Kirke den forrige Klosterkirke; thi den er meget gammel, bygget i Rundbuestiil, som det synes fra 13de Aarhundrede, og dog er det af Øysteins Register temmelig klart, at Marstrand endnu omtrent 1400 ingen særskilt Sognekirke havde, eftersom en saadan ikke deri omtales[9].

3. Paa Gaarden Skøien (Skoðin) østenfor Oslo skal efter Mørchs Beretning have været et Filialkloster under Nonneseter i Oslo, der brugtes som Asyl for de Nonner, som i Hovedklostret havde forseet sig. Men ikke at tale om, at man i den katholske Tid aldrig kan paa en saadan Maade have skilt de faldne eller ulydige Nonner fra Konventet, og derved sat Lægmand istand til at holde Regnskab med Sædeligheden i Klostret, saa strider denne Fortælling mod Øysteins Jordebog (fol. 113), ifølge hvilken hele Gaarden Skøien i 1396 lagdes til Bispestolen, hvortil da kun en ubetydelig Deel af Skodin mageskiftedes fra Nonneseter.

4. Mariæ Hospital paa Hofvin (Hofvinar spital), ligeledes tæt ved Oslo, staar derimod snarere i Berørelse med Klostervæsenet Dets Jordegods har staaet i Øysteins Register ved Akers Kirke[10], men dette Læg er i senere Tid tabt, og man kan altsaa derfra kun slutte, at da Akers Kirke tilhørte Nonneseter i Oslo, maa ogsaa Hofvins Spital have hørt derunder; Akers Sogneprest har da maaske ved denne af Akers Kirke vedligeholdte Stiftelse holdt en Vicarius (mansionarius), der som Forstander for et Klosterhospits har opfyldt Nonneseters Gjæstfrihedspligt, og befriet Klostret selv for Indryk af Pilegrime og andre Reisende.

5. Paa Gaarden Blakkestad, yderst i Asker ved Fjorden, var efter Mørchs Beretning et lidet Filialkloster for 4–5 Munke, og en Fordybning i Jorden kaldes endnu Munkedammen. Den var den bekjendte Ribbung-Høvdings Gudolfs Ættegaard, og er maaske ved hans Undergang som forbrudt Gods kommer under Kronen, og derfra til Nonneseter i Oslo, som eiede den hele Gaard i 1396. Har den, som rimeligt er, været Bugaard under dette Kloster, lader baade Dammen og Sagnet sig tilstrækkelig forklare; men det er dog troligt, at her tillige har været et af Nonneseter underholdt Hospits; thi før den nuværende Landevei mellem Christiania og Drammen anlagdes, reiste man først til Baads vestover Fjorden fra Oslo til Egnen om Blakkestad, og derfra Rideveien over Fjeldet til Lier[11].

6. Skea (Skeið) i Sørum, Asak i Skedsmo og Nannestad i Sognet af samme Navn, samtlige paa Romerike 1–2 Dagsreiser fra Oslo, opføres ligeledes af Mørch som Filialklostre; men kun om det sidstnævnte gives nogen Underretning, og selv denne er ikke ganske sikker. I Registr. af 1622 nævnes nemlig ved 1351 en Gave af 3 Markebol i Gaarden Enger i Nannestad til Nannestads Kloster, hvilket vi dog efter det S. 76 Anførte ligesom Asak og Skea[12] antage for Hospitier, da de dertil ligge saa høist beleiligt paa Veien til Nidaros. Men naar Mørch omtaler et Skjøde af 21de Juni 1575, hvori „Skeas Kloster i Skedsmo“ nævnes, saa er dette uden Tvivl en Forvexling af hvad ovenfor S. 461 er meldt om Skiens Klostergaard[13].

7. Paa en liden Holme i Ekernvandet under Gaarden Hesthammer i Hof paa Vestfold beretter Strøm (Egers Beskrivelse 76), at der skal have været et Kloster; men Stedets afsides Beliggenhed gjør det lidet sandsynligt, at her har været noget Hospits, og da der ikke kan være Tale om noget selvstændigt Kloster her, maa man vel, saafremt der paa Hesthammerøen har været nogensomhelst Bygning fra den katholske Tid, nærmest gjette paa et Bedehuus eller et lidet Herberge, hvori de faa Reisende, som over Ekernvandet droge mellem Vestfold og Eker, kunde søge Ly for Uveir. Men selv et saadant synes i denne Egn lidet nødvendigt. – Paa Klosterseter Annexgaard i Høijord Sogn paa Vestfold, omtaler Mørch et Kloster, hvorom forøvrigt Sagn paa Stedet Intet veed, ligesaalidt som her findes nogensomhelst Levning af et Kloster. Sandsynligviis er det derfor alene Navnet, som her har ledet Mørch, og dette henpeger simpelt hen paa, at denne Gaard i sin Tid har tilhørt et eller andet Kloster, hvorfra den senere ved Salg eller Mageskifte er kommen til Andebos Prestebord. – Noget anderledes forholder det sig maaske med Venstøb Gaard ved Skien. Et Sagn paa Gaarden fortæller, at der paa den Part deraf, som kaldes ErlandsVenstøb, skal have været Kloster i ældre Dage. Ingen Deel af denne Gaard sees at have tilhørt Gimsø; følgelig har neppe noget Hospits under dette Kloster ligget her. Derimod hørte i det Mindste en Deel af Venstøb til Gerpens Prestebord, og det er derfor muligt, at Oslo Domkapittel, af hvis Midte Provsten i Gerpens Provsti stedse valgtes, her kan have underholdt et Hospits, da der ved Stien blev et nødvendigt Hvilepunkt for Pilegrime fra Østlandet, der ad den sædvanlige Vei gjennem Vestfjeldene droge til Bergen. – Dette Hospits laa i saa Fald i en Dagsreises Afstand fra Nanset (Nönnusetr, Nannas eller Nonnernes Sæde?) ved Laurvig, hvor ligeledes et dunkelt, maaske af Navnet opstaaet Klostersagn findes, og hvorfra man har korte Miil til Tønsberg med dets Klostre og Hospitaler.

8. Man har hidtil paa Müllers Autoritet (Beskr. over Tønsberg S. 33–34) antaget, at Olafsklostret i Tønsberg laa paa Gaarden Teige paa Nøterøen ligeoverfor Tønsberg, uden at mærke, at han i Beviset herfor modsiger sig selv. Til hvad ovenfor S. 447 er anført om, at Olafsklostret laa i selve Byen ved Bryggerne, skulle vi her føie, at Gaarden Teige i Middelalderen tilhørte Oslo Biskopper, som der oftere opholdt sig under Visitatser paa Vestfold, hvorfor den almindelig kaldes Teige Bispegaard, som stod under Opsyn af en Raadsmand, og da Biskop Anders Muus af Oslo havde nedlagt denne Værdighed, mod at beholde Indtægterne af en Deel af Stiftet, opholdt han sig her, og skrev sig episcopus Tegensis (Biskop paa Teige)[14].

9. I Borgesyssel omtales Klostre paa mange Steder, men saavidt jeg kan finde, har man ikke kjendt nogen af dem, førend J. N. Wilse sidst i forrige Aarhundrede nævner dem i sine Topografier over Spydeberg og Eidsberg. Imidlertid synes deels Sædernes Beliggenhed, deels Levninger af Bygninger m. v. at gjøre det sandsynligt, at idetmindste nogle af dem maa ansees som Hospitier eller Filialklostre. – Paa Vestsiden af Glommen omtales Klostre ved Helene (Helin, Heli) Kirke i Spydeberg, paa Gaarden Borge tæt ved Raade Kirke, og ved Onsø Kirke. Om det sidste har jeg Intet kunde finde[15]; om Borge fortæller Mørch, at der fra samme skal have gaaet en Løngang til Raade Kirke: Skjønt her kan have været et Klosterhospits under Værne, midtveis mellem dette Kloster og Sarpsborg, gives der dog forøvrigt Intet, som stadfæster en saadan Formodning Med Hensyn til Helene haves dog nogle Oplysningen Wilse har ikke vidst noget om Helene Kloster[16], men Mørch omtaler det som et Filialkloster. Af Øysteins Register fol. 97. b seer man, at Helene Kirke har eiet Jordegods og havt særskilt Prest. Dens Omtale i denne Jordebog beviser, at den har hørt under Oslo Biskops Myndighed, hvilket og sees af en Dom af 1401 mellem Thorgeir Thorgeirssøn, Kannik i Oslo „paa Helenes Kirkes Vegne“, og Eilif Tholfssøn, som fradømtes en Deel af Gaarden Rævaug, da Thorgeir bevidste baade af gamle og nye Registre, at Gaarden havde ligget til Kirkens Bygning[17]. Den har været og er endnu en Gave- og Lovekirke, som hovedsagelig vedligeholdes ved milde Gaver, og hvortil endnu i de senere Aar Løfter gjøres i Sygdom og Nød. Det er muligt, at her kan have været et Hospits under Oslo Kapittel, skjønt Kirken dertil ligger vel meget af Veien; men rimeligere er det, at en virksom Kilde eller lignende har foranlediget Valfarter hid, for hvis Skyld Kirken er bygget og Prest derved ansat. Valfarterne ophørte ikke med den ufuldførte Reformation, og da Kirken fremdeles havde Søgning og ved Almuens Gaver holdtes vedlige, blev den ikke som andre Kapeller sløifet, men gik over til Sognekirke for Stiftets mindste Sogn[18].

10. Paa Glommens Østside nævnes af Wilse og Mørch 5 Klostre. Nordligst af disse er Langseter Johannitter-Hospital[19] i Thrøgstad, omtrent Miil S. O. fra Øierens Udløb. Beliggenheden er saaledes ikke uhensigtsmæssig som Hvilepunkt for dem, der fra Borgesyssel skulde opad Øieren til Romerike, fra hvis formodede Hospitier paa Asak eller Skea Langeseter ligger en kort Dagsreise; men forøvrigt maa Mørchs Beretning staa derhen. – Omtrent 1 Miil S. V. herfra ligger i Eidsberg Sogn, neppe en Fjerding fra hinanden, Gaardene Slitu, Thorkelsrud og Lekum. Ved den første Gaard laa i ældre Tider Thenols Kirke, der paa Biskop Øysteins Tid havde sin egen Prest, men som ei synes at have havt noget Sogn. Et Brev af 1332, hvori der berettes, at Abbed Albrekt i Hovedø under et Ophold paa Eidsberg red derfra til Thenol for at spise[20], kunde vække Formodning om, at her har været et Hovedøen tilhørende Hospitium, men Kirkens Omtale i den røde Bog modsiger dette. Til Oplysning om Thenols eller Thenors Kirke i det Hele er derimod en Lagthingsdom af 28de Juni 1592 mærkelig. En Bonde Einar Thallakssøn paa Kiserud i Eidsberg havde angivet for Statholderen Axel Gyldenstjerne, at Henrik Hanssøn paa Sletner, Jon Bjørnssøn paa Slitu og Rasmus Reierssøn paa Mo (samtlige Nabogaarde om Thenol) og deres Forældre havde for 30 Aar siden, da Thenol Annex blev øde, uden Lov og Dom tiltaget sig Kirkens Gods, som derfor Statholderen paa Kongens Vegne indtalede hos Bønderne, der mødte i Oslo for Thjostolf Baardssøn til Blegen, Oluf Galde til Thom, samt Agders, Frederiksstads og Tønsbergs Lagmænd og Oslos Borgermester og Raad. De Indstevnte beviste med irettelagte Skindbreve og de ældste Mænds Udsagn, at Thenor Kirke var deres rette og sande Odel, funderet og stiftet af deres Forældre (d. e. Forfædre), samt at disse havde bygget den for deres egne Penge. Paa Gyldenstjernes Anmodning mødte Superintendenten Mag. Jens Nilssøn i Retten „med Oslo Kapittels røde Bog“, og lod grangivelig forfare og eftersøge, om Thenors Kirke eller noget dens Gods havde fordum været derudi indskrevet, hvilket ikke i nogen Maade er befundet[21]. Da Angiveren ikke i ringeste Maade kunde bevise, at Kirken tilhørte Kongen, dømtes Thenols Kirke med Gods at være de Indstevntes sande Odel, til evig Eiendom efter deres Breve og lange rolige Hævd, og Einar dømtes at betale dem og Sognepresten Kost og Tæring, samt at bøde til Kgl. Maj. fire Mark for sin Mund, og aldrig mere herefter at staa til Troende i nogen Maade. Atter i 1620 gjordes Paastand paa, at Eierne skulde have Kirkegodset forbrudt, fordi de ei havde holdt Kirken ved Magt, saa der ei var holdt Messe der i mange Aar; men denne Sag afvistes, indtil den forrige Dom af 1592 blev underkjendt[22]. Da hiin Dom er støttet til den urigtige Forudsætning, at Thenols Kirke ikke findes i den røde Bog, beviser den vel ikke, at Kirken oprindelig har været Odelsgods, altsaa en Høgendes-Kirke, men selve Vidneprovet og de irettelagte Breve gjøre dette rimeligt, ligesom Dommen viser, at der i 1592 ikke var nogetsomhelst Sagn om noget Kloster paa dette Sted; og da Henrik Sletner opregner sin Slægt og dens Forhold til Tenols Kirke ligetil 1440, er det utroligt, at noget Kloster kan have været her. Den Grundvold af et muret Huus 20 Skridt nordenfor Kirken, som Wilse antager for Klostret[23], maa derfor snarere være Presteboligen. – Om der paa den nærliggende Gaard Thorkelsrud har været et Hospits eller deslige, maa staa derhen, da man ingen anden Hjemmel har for nogen særegen Bygning der, end at Mørch omtaler Spor af Grundmure, i hvilke et Fruentimmer-Beenrad skal være fundet[24]. – Paa den store Gaard Lekum (før Lekvam), strax nordvest for Edsbergs Hovedkirke, har der i ethvert Tilfælde været en eller anden gammel Stiftelse. I 1774 fandt man nemlig[25] her Murene af en Bygning, 30 Alen lang, 15 Alen bred og Muren 1 Alen tyk, af store velbrændte Muursteen paa Graasteens Grundvold, med Hjørnerne og Aabningerne af Vægsteen. Wilses og Mørchs Beretning, at Gaarden har Navn af et Hellig-Legems Kloster (monasterium corporis Christi) støtter sig hverken til Sagn eller til skriftlig Optegnelse, men alene til hiin Bygning, der dog snarere har været et Hospitium eller en Gildestue, end et Kloster. Mørchs Tillæg, at Klostret her var af Bernhardinerordenen, maa være urigtig; thi et Klostret af denne Orden maatte forekomme i Breve fra Middelalderen. Men dersom Navnet „hellig Legems“ Kloster mod Formodning støtter sig paa andet end en i sproglig Henseende forkastelig Etymologi af Gaardens nuværende Navn, saa antyder dette et Gilde, og ikke et Kloster; thi i Oslo var der, som ovenfor S. 400 er viist, et Hellig-Legems Gilde, ligesom et Alter i Domkirken af samme Navn, medens et Kloster neppe nogensinde er benævnt saaledes. Selve Ruinen, som den af Wilse er aftegnet, (den er nu ganske forsvunden og Hovedbygningen opført derover), ligner og i mærkelig Grad Steenhuset paa Gran (ovenfor S. 394), den ligger ligesom dette nær ved den gamle Fylkeskirke, og har efter al Rimelighed havt samme Bestemmelse, den vi forøvrigt maa overlade senere Tider med større Sikkerhed at udfinde[26].

11. Rakkestad Kloster og Hospital, 3 Mile Nord for Svinesund, 2 Mile ret Syd fra Langseter, Miil fra Sarpsborg, omtales ligeledes af Mørch, og det er al Grund til at antage, at der her har været et Hospits i den Pilegrimsvei, der søndenfra over Langseter, Skea, Nannestad og Eidsvold førte til Hammer og Nidaros. For en Deel Aar siden stod nemlig endnu her en ældgammel Tømmerbygning med tømrede Senge langs Væggene, altsaa af samme Indretning, som det S. 395 omtalte Hospits paa Grytting i Fron[27].

12. Skjærs Kloster i Bahuuslen kjendes kun af Ødmans Beretning, at der paa Gaarden Skjær, ikke langt fra Kongsgaarden Vettaland i Sked Sogn nordligst i Landskabet, endnu i hans Tid (1740) saaes Levninger af et Kloster, ligesom man endnu finder Spor af Teglsteensmure der. Imidlertid er dette langtfra nok til at bevise et Klosters Tilværelse, medens Beliggenheden atter her, i Nærheden af en anseet Kongsgaard og midt i den alfare Vei, hentyder til et Hospits. Gaarden Skær nævnes oftere i Øysteins Register, men uden Vink om nogen særegen Stiftelse her; noget af Gaarden tilhørte Sked Kirke, medens Resten sees at have været Odelsgods[28].

13. Ogsaa paa Øen Thjørn har man troet at kunne paavise Klostre paa ikke mindre end 3 Steder. Dette støtter man til Spor af Mure oppe paa 3 Bjergkoller, Svalebjerget, Borgaren og Kanefjeld, men efter den korte Beretning, som Ødman giver, er det langt større Grund til at antage disse Alderdomslevninger for at være af samme Art som de mange saakaldte Forskandsninger, der paa forskjellige Steder i Norge findes oppe paa Fjeldene[29]. Klostre, Hospitier, Gilder eller lignende Indretninger bleve derimod visselig aldrig anlagte paa slige Steder.

  1. ↑ Danm. Hist. IX. 603. Langebek i Script. Rer. Dan. IV. 421 siger kun, at Klostret i Konghelle ikke kan være ældre end 1230, da Minoritterne først i dette Aar kom til Norge. – Dette Kloster nævnes af Wieselgren II. 37, forvexles af Munthe og Holmberg med Kastelle Kloster og forbigaaes ganske af Rhyzelius og Ødman.
  2. ↑ Script. Rer. Dan. IV. 421. VI. 572. V. 519. Script. Rer. Svec. I. 34. 68. 75. 79.
  3. ↑ Wadding Annal. Minor. V. 271. Klostret kaldes her Konolenge, som tydeligt maa være Konghelle, skjønt Mørch forklarer det om det af ham antagne Skjærs Kloster i Vettehered (nedenfor No. 12).
  4. ↑ Danske Geheimearchiv. Danske Mag. 3die Række II. 29.
  5. ↑ Udat. Brev i Norske Registr. i Afskr. I. 463.
  6. ↑ Suhm. XIII. 612. 672. Sartorius Urspr. d. Hansa ved Lappenberg II. 697.
  7. ↑ Dipl Norv. III. No. 666. Holmbergs Bah. Beskr. II. 432, med Træsnit af Seglet med Omskrift: S. conventus fratrum minorum in Malstrand.
  8. ↑ Script. Rer. Dan. V. 519.
  9. ↑ Ødman i Bohusläns Beskrifn. 107 antager ligeledes Marstrands Kirke for den forrige Kloster-Kirke, og oplyser, at ifølge en nu overkalket Indskrift i Choret er Kirkens Bygning (Ombygning?) fuldført i 1460.
  10. ↑ Øyst. Regist. fol. 143. b. Eignir þeir sem liggja til Hofvinar spital standa skrifvaðar viðr Akrs kirkju. Mørch anfører, at her skal have været et Johannitter-Hospital, men derom findes ingen Oplysning, ligesom Hofvins Forhold til Akers Kirke og Bispestolen gjør det lidet rimeligt.
  11. ↑ Munchs Norske Folks Hist. III. 728–729. Øysteins Reg. fol. 144. I Jens Nilssøns Visitatsberetning omtales hans Rejse paa Visitats til Lier og Vestfold ad den ovennævnte Vei. At Blakkestad har været noget mere end en almindelig Bugaard, synes og at styrkes deraf, at Gaarden efter Reformationen særskilt forlenedes til Anders Stabel, Slotsskriver paa Agershuus, 24de Aug. 1550. (Norske Registr. i Afskr. I. 305.)
  12. ↑ Paa Gudleifs-Asak laa en Høgendes-Kirke eller privat Kapel, som maaske har givet Anledning til Klostersagnet. Gaarden Skea gik ved et Jordskred ud i Glommen 1798; men ifølge en Indberetning af 1745 stod her da „en ældgammel Træbygning, som synes at have været et gammelt Munkekapel, hvis Lafter istedetfor Mose var belagt med rødt og blaat Klæde.“ (Kallske Saml. p. kgl. Bibl. i Kbhvn. No. 200 fol.)
  13. ↑ Schøning beretter i sin utrykte Reise, at der ved Hurdalsvandet (Øvre-Romerike) findes et Dalstrøg, Klosterdalen, hvoraf han slutter, at her har været et Kloster og formodentlig en Kirke; men Navnet antyder kun, at et Kloster, nærmest Hovedøen, har eiet dette Strøg.
  14. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 58 No. 3, 75 No. 1. 14., 79 No. 6. o. fl. St. Münch. Dipl. No. 3184. 3172. 1601. Dipl. Norv. I. No. 558. 593. II. No. 44. III. No. 409. 419. 506.
  15. ↑ Maaske støtter det sig ligesom Pontoppidans Stummekloster (for Nunnekloster) i Oslo, alene til en Skriv- eller Trykfeil hos Gebhardi, som l Norges Historie I. S. XLVI opfører Onsø Kloster istedetfor Onsø Len eller Skibrede.
  16. ↑ Beskrivelse over Spydebergs Præstegjeld S. 508. „Heli eller Helene Kirke er en Lovekirke af Træ. Anledning til saadant Løfte veed Ingen.“ – Han var selv, som bekjendt, Prest paa Stedet.
  17. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 39 No. 1.
  18. ↑ I Pontoppid. Annaler III. 409 berettes, at „det norske Kloster Helene Kirke“ i 1567 forlenedes til Bjørn Kaas. Denne danske Rigsraad sendtes i dette Aar til Norge og ledede Krigsforetagenderne der, men vi kan ikke finde, at han har havt eller i d. A. faaet noget Len i Norge. Men dersom her ikke menes Allehelgens Klosters Gods i Lund, der stundom kaldes Helene Kirke, vilde denne Forlening styrke Formodningen om, at Helene i Spydederg har været mere end et almindeligt Kapel.
  19. ↑ Ifølge Mørchs Angivelse. Wilse i Spydebergs Beskrivelse S. 343 omtaler en Bygning paa Langeseter, „saa gammel, at man regner den fra Jutulernes Tid,“ to Stokverk høi, Vægstokkerne sammenlagte med Vadmel istedetfor Mose, og Kjælderen af usædvanlig tyk og høi Graasteenemnur.
  20. ↑ Dipl. Norv. II. No. 193. Ovenfor S. 409.
  21. ↑ Dette er mærkeligt nok, da Thenols Kirkes Gods virkelig findes deri fol. 95. a.
  22. ↑ En bekræftet Afskrift af 1716 i Rigsarchivet.
  23. ↑ Beskrivelse af Edsbergs Præstegjeld, i Topogr. Journal II. 46.
  24. ↑ Wilse (anf. St. S. 60–61) har intet herom.
  25. ↑ Wilses Spydebergs Beskr. S. 543–544, samt kobberstukken Grundtegning af Bygningen Pl. 1 No. 8. Edsbergs Beskriv. 46–47. Kraft Norges Beskr. I. 103. (2den Udg. I. 58.)
  26. ↑ De Ornamentstene af Tegl, som Wilse har beskrevet (Spydeb. Beskriv. anf. St.) ligne de i Hovedøens Klosterruiner forefundne Muurstene af Kløverbladform, hvormed Klostrets Døre ved Ombygningen i 15de Aarhundrede ere blevne forsynede.
  27. ↑ Mørch vil have fundet, at dette Hospital skyldte en Markebol til Thom Kirke, som Thord Jonssøn gav for sin Broder 1387. Men denne Notits synes mistænkelig og grunder sig vist paa en Misforstaaelse.
  28. ↑ Meursius Beskrifv. p. 365. Holmberg Bohusl. Beskr. II. 101 omtaler det ligeledes, men tvivlende. Øyst. Reg fol. 178. 179. Hospitiet maa have ligget paa Kirkens Deel af Gaarden.
  29. ↑ Ødman S. 195. Holmberg II. 223 omtaler Ruinen paa Borgaren, som han ligeledes antager for en Befæstning. Han, selv en Thjørnbo, har Intet om Klostersagn her.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen/4/15&oldid=222592»