De norske Klostres Historie i Middelalderen/Tillæg og Rettelser
S. 17 L. 18. Selje Kloster er dog maaske yngre. jfr. S. 345.
– 39. L. 24. af Wulfs Dissertats (under J. H. Schrøder) De ordine Cruciferorum s. Teutonicorum eiusque in Suecia possessionibus. (Upsala 1845. 8.) sees, at den tydske Orden har eiet betydelige Besiddelser i Sverige.
– 45. L. 19. før, læs: kort efter. jfr. S. 329. 339.
– 46. L. 6. Provindsen Dacias Franciskaner-Formand kaldtes Vicarius indtil 1517, da han fik Tittel Minister. Script. Rer. Dan. V. 527. Knudsen om Graabr. Udjagelse S. 88.
– 49. Anm. 2. Uden Tvivl var Ordenens Provindsial ogsaa bosat i Norge 1241. Dipl. Norv. I. No. 25.
– 68 Lin. 2 nedenfra i Ferien udgaar: Stavanger; jfr. S. 45 og 391 No. 3.
– 73. I Kalls Haandskr. No. 223 p. kgl. Bibl. i Kbhvn findes nyere Oversættelser af 6 kongelige Værnbreve for Salekarlen paa Drivstuen, som i disse kaldes Salestuen, Neste Stuen, Nedrestuen paa Dovrefjeld og Tarfuestuen. Brevene ere af Magnus Eirikssøn, Haakon Magnussøn og Christiern I, og „forekom“ Kong Frederik IV paa hans Reise over Fjeldet i Aug. 1704. Hvor Originalerne nu findes, er ubekjendt. I en Underretning fra Fogden anføres det Inventarium, som tilhørte Drivstuen og „findes lagt til den Anno 1270 af Kong Magnus Haakonssøn“. (Meddeelt af N. Nicolaysen).
– 79. L. 12. Det her opgivne Antal af svenske .Klostre er taget af Wieselgrens Disputats. Den paalidelige Anjou kjender imidlertid kun 46 sikre Klostre i Sverige og Finland, de senere tagne norske og danske Landskaber fraregnede.
– 113. S. 7. Aarmanden forekommer i Dipl. Norv. II. No. 151. under Navn af landskyllda múnkrinn.
– 114. nederst. Paverne Alexander IV og Urban IV overdroge Korstogs-Prædiken i Norge til Prædikebrødrene, men da deres Provindsial var en Udlænding, fik Kong Haakon 1261 Tilsynet hermed overdraget til Erkebiskoppen af Nidaros. Dipl. Norv. I. No. 54. 56. 57. Keysers Norske Kirkes Historie I. 434.
S. 119. L. 3 nedenfra i Texten. Abbed Sigurd af Selje blev 1238 af Erkebiskoppen valgt til Biskop i Skalholt og Botolf Munk i Helgeseter til Biskop i Hole.
– 126. L. 20. Efter „Norge“ tilføies: hvorfor ogsaa Antallet i 1496 nedsattes til 32; jfr. S. 307.
– 127. Til Anm. 1. føies: Ligesaa findes i 1ste Udg. af dette Skrift S. 225 en Grundtegning af Halsnø.
– 140 kan mærkes, at Optegneren af Mariu Sögur (Haandskr. No. 11. 4to p. kgl. Bibl. i Stockholm beretter, at han har nedtegnet nogle af de deri anførte Jærtegn efter Anmodning af Abbeden i Lyse og hans Brødre.
– 143. L. 22. „hvor han siden blev Abbed“ udgaar; jfr. S. 410.
– 197. Anm. 7. tilføies: jfr. og P. Claussøns Norges Beskr. S. 94–95.
– 198. L. 6 tilføies: ligesaa nedenfor Kvernes Kirke paa Nordmøre paa et Sted, som endnu i Schønings Tid kaldtes Gildevold.
– 198. Anm. 4. Den omtalte Gilde-Skik er af 1544, trykt i Overs. af Christian IIIs Historie II. 381, og viser, at der har været ei Gilde i hvert Fylke.
– 206. Anm. 5. Slutningen udgaar, da Klemet aabenbart ikke var Klostermand.
– 213. Til Citaterne i Anm. 2. bør føies: P. Claussøns Norg. Beskr. S. 89.
– – L. 12. Ganske øde har Holms Kloster maaske dog ikke ligget; thi i Brev af 4de Febr. (1536) fra Throndhjem til Eske Bildes Frue Sofia Krumedike, som da var hos sin paa Tuterøen fangne Mand, melder Hans v. Holte, at to af hendes Tjenere have af Erkebiskoppen faaet Kvarteer (ere beskikkede hos) Abbeden Hjelm (Brev i Saml. t. Danske Adels Hist. fasc. 7. kgl. Bibl. i Kbhvn.) Maaske har Abbeden dog da havt Bolig i Byen.
– 218. L. 21. 16** læs 1617; (Christen Thomessøn Sehested (1617–1627); Henrik Wind fra 1627. (Spørgetegnene ved 1648 udgaa.)
– 221. L. 3 tilføies: Botolf Munk i Helgeseter blev i 1238 af Erkebiskoppen valgt til Biskop i Hole paa Island (Keysers Kirkehist. I. 407.)
– 238. L. 18–20 og 24 ff. Sagaens Udtryk om Abbed Sigurd er misforstaaet. Meningen er, at Kongen ansaa ham uskikket til Erkebiskop, blandt andet fordi han alt var afsat (appellaðr) fra det Embede, han før havde havt, nemlig som Abbed i Tautra, i hvilken Anledning han nu var udenlands.
– 245. Anm. 1 i Enden tilføies. Ifølge Pontoppidans Annal I. 367 døde Abbed Matthias (af Tuterø) kort efter Reformationen.
– 248. L. 8. Da Peter var Skules uægte Søn, havde han ingen Odelsarveret, hvorfor den derfra hentede Grund bortfalder, medens Stiftelsesaaret 1226 derved bliver saa meget rimeligere.
– 253. L. 15 ff. De Adelsmænd, der i Christian den 4des sidste Tid vare forlenede med Reins Klosters Gods vare: Steen Villumssøn 1628–1640, Iver Prip paa Livstid (1640–1645), Melchior Oldeland (1645–1646) o. s. fr. Derimod var paa samme Tid Reins Klosters Tiender, som Steen Villumssøn havde tiltaget sig, i 1639 frataget ham, og nu som forhen lagt under Throndhjems Gaard, hvis Lensherrer Olaf Parsberg, Frederik Urne og Eftermænd havde dem. Herved bortfalde Uovereensstemmelserne, og Anm. 2. kan følgelig udgaa.
– 266. L. 16 tilføies: I 1291 fik han Befaling af Paven i Forening med en Kannik ved Apostelkirken at undersøge Oslo Minoritters Klager over Biskoppen og Kapitler i Oslo, og at indstevne disse for Pavens Domstol. (Dipl. Norv. III. No. 31.) Af Dipl. Norv. IV. No. 16, sees, at han oprindelig har været pavelig Dommer i den vidtløftige Sag, som da stod paa mellem Biskop Arne af Stavanger og hans Kapittel.
S. 272. L. 1. Andfinn læs Audfinn.
– 280. L. 4. Vilhelm læs Vilkin.
– 339. Anm. 1. Brevet er trykt i Dipl. Norv. I. No. 1092.
– 346. L. 2. tilføies: Sigurd Detmarssøn, før Abbed i Selje, blev 1238 af Erkebiskoppen valgt og viet til Biskop i Skalholt. (Keysers Norske Kirkes Hist. I. 407–409).
– 352. L. 4. 1ste August, læs: 29 Juni.