De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/8

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 247-253).

§ 8. Reins Nonnekloster. (Nunnusetr á Reini).

Omtrent $\scriptstyle 2{\frac {1}{2}}$ Miil V. N. V. for Throndhjem i Rissen Sogn ligger Gaarden Reine (Reinir), endnu et betydeligt samlet Brug. Den var oprindelig Kongsgaard, og blev af Kong Olaf Kyrre skjenket til Skule, en Søn af den engelske Jarl Tofte Godvinssøn, der faldt med Kong Harald Haarderaade i Slaget ved Standfordbro 1066. Skules Søn med Gudrun, Kong Olaf den Helliges Søsterdatter, Asolf paa Reine eiede denne Gaard, derpaa Sønnen Guttorm paa Reine, Fader til Høvdingen Baard, som med Sverres Søster Cecilia avlede Kong Inge Baardssøn, og med Ragnfrid Erlingsdatter af Kvidin den navnkundige Hertug Skule, Kong Haakon den Gamles Svigerfader og farligste Rival. Paa denne sin Fædrenegaard stiftede Skule et Nonnekloster, hvori hans Søster Sigrid Baardsdatter, Enke efter Jon af Austraat, blev den første Abbedisse^[1]. Tiden derimod, da Rein blev Kloster, er ikke angivet og kan ikke nøiagtig bestemmes. Kraft og Munthe^[2] henføre den til 1220 omtrent; men dette er vist for tidligt. Vel var Sigrid siden 1214 Enke, men hun levede endnu 1221 som saadan i Bergen^[3]. Efter denne Tid maa altsaa Stiftelsen være foregaaet, men Bygningen af Klostret samt dets prægtige Steenkirke maa være fuldendt inden 1238, da Sigrid forekommer som Abbedisse her (nedenfor). Da en saadan Kirkebygning maatte medtage flere Aar, kan Stiftelsestiden ei henlægges til 1237, da Skule blev Hertug og sikredes Tredieparten af alle norske Sysler. Denne Tidspunkt synes forøvrigt rimeligst, da det ikke er let forklarligt, hvad der kunde bevæge ham til at give Slægtens Hovedbol til gudeligt Brug, naar han ei paa anden Maade havde sikret sig og sin Søn Peter en endnu anseeligere Stilling. Sagaen^[4] beretter nemlig udtrykkelig, at han „gav Gaarden paa Reine, sin Fædrenearv, til et Kloster, lod der bygge en prægtig Steenkirke, indrettede der et Nonnekloster, og gav Gods dertil.“ Han har altsaa ikke alene paa sin Fædrenegaard, den han forøvrigt beholdt for sig og Arvinger, opbygget et Kloster; men han har virkelig til dette Brug bortskjenket sin Fædrenearv, som det ellers laa de norske Slægter saa meget paa Hjerte at efterlade Sønnen i ubeskaaret Stand. For at forklare dette, vilde vi helst henlægge Stiftelsen til 1237, da Skule var hævet til en Høide, der kunde bringe ham til at tilsidesætte slige Odelshensyn; men man faar da for kort Tid til Kirkebygningen, som Sagaen tillægger ham. Et andet passende Tidspunkt for en slig Beslutning findes vel nærmest ved 1226, da han laa meget farlig syg i Nidaros, ja endog var Døden saa nær, at han havde taget Sakramente^[5]. Naar man kjender til Middelalderens Tillid til slige Gaver, synes denne Gjetning ei usandsynlig I saa Fald vil Klostrets Stiftelse nærmest dateres fra denne Tid, men dets Fuldførelse neppe kunne sættes før flere Aar derefter.

Til hvad Orden Nonnerne i Rein henhørte, er ligeledes ubekjendt; da imidlertid Benediktinernes Tid nu var forbi, og da Klostret af andre Grunde ei kan have tilhørt Præmonstratensere^[6], maa de enten have været regulære Chorfruer af Augustinerordenen eller Cistereienserinder, dog snarere det første, da Klostret stod under Erkebiskoppens Opsigt, og aarlig visiteredes af ham^[7]. I vore Kilder forekommer Klostret under Navnene Renis monasterium, claustrum sanctimonialium de Rein, nunnusetr eller staðarin á Reini uden Antydning af Ordenen.

Kort efter Klostrets Stiftelse reiste sig Tvist mellem Skule og Asolf af Østeraad om hvem Gaarden Østeraad egentlig tilkom. Sigrid Baardsdatter havde nemlig bragt den med sig til Klostret som Enke efter den forrige Eier Jon, og ansaa den som sin Medgift, medens Asolf, der var gift med Jons Datter og Arving Baugeid, vilde have Godset betragtet som sin Hustrus Fædrenearv. Efter lange Underhandlinger enedes endelig Frænderne om, at Asolf skulde beholde Østeraad mod at erstatte Reinskloster Tabet med andet Gods^[8]. Som Enke begav Skules Datter Dronning Margreta sig i Aaret 1264 seenhøstes til Rein, hvor hun tilbragte sine sidste Levedage. Sønnen Kong Magnus fulgte hende selv derhen, og 1267 døde hun her^[9]. Et Kloster, som hans Morfader havde stiftet og hvori hans Moder havde tilbragt sine sidste Aar, glemte da ei heller Kong Magnus selv i sit Testamente 1277, da Nonneklostret paa Rein fik et Jordegods, der aarlig indbragte 30 Mark gangbar Mynt. Af andre Testamenter, hvori dette Kloster er omtalt, findes Hr. Bjarne Erlingssøns, der i 1308 gav det en Mark brændt; fremdeles gav i Febr. 1343 Arne Halkellssøn i sit Testamente Ingerid Thorsteinsdatter i Provent til Reine 40 Mark, og til hende selv personlig 10 Mark til Klæder efter Erkebiskop Paals Bevilling, samt et blaat „kothardi“ foret med Maardskind^[10]. Kong Magnus Erikssøn og Dronning Blanka gave i 1347 til Rein 10 Mark Sølv, 10 Markebol Jordegods til at holde begges Aartid med $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ ℔ Vox, og 12 Ører Penge for Messerne, og i 1381 fik Klostret 2 Stykker Varning af Kanniken Agmund Olafssøn i hans Testamente. Igjennem mere end 200 Aar har man iøvrigt ingen anden Efterretning om dette Kloster, end at det afbrændte i 1317^[11], samt Antydninger af et Par Mageskifter med Domkirken^[12].

Ved Paasketider 1479 bekjendtgjorde Ragnhild Henriksdatter, Abbedisse i Reins Kloster, at Ogmund Anderssøn af Lauføen i Aafjorden havde givet denne sin Gaard til Klostret, mod at hans Arvinger til evig Tid skulde nyde og bruge den, saalænge de gjorde Klostret god Skjel deraf^[13]. Denne Fru Ragnhild var endnu i 1506 Abbedisse i Rein, da hun den 22de April, i Anledning af Erkebiskop Gautes Mageskifte med Herrerne paa Østeraad, afstod sit Klosters Ret til en Deel af Gaarden Stjørnen (ovenfor S. 225).

Erkebiskop Olafs gjenfundne Archiv giver Oplysning om Klostrets endelige Skjebne. Hr. Nils Henrikssøns Enke Fru Ingerd Ottesdatter til Østeraad havde, sandsynligviis efter sine Svigersønners, Vincents Lunges og Nils Lykkes Raad, ladet sig af Abbedissen i Rein vælge til Klostrets Forstanderske. Ved Efterretningen herom lod Erkebiskop Olaf, der ved denne Leilighed var forbigaaet, og gjennemskuede Fru Ingerds Plan at benytte sin Stilling som Klostrets verdslige Forstanderske til at tilegne sig dets Gods, udtage af Rein Klostrets Adkomstbreve, en Guldkalk, som en fremfaren Dronning i Norge havde givet did, en Krone af Sølv forgyldt, et Støb, som Hr. Nils Henrikssøn og Fru Ingerd paa hendes Søsters Vegne havde givet, Klostrets Segl med Mere. I Anledning heraf tilskrev Hr. Nils Lykke den 8de April 1531 fra Østeraad Erkebiskoppen, og berettede ham, at hans Svigermoder havde ført Klage herover for Lykke som Kongens Befalingsmand der i Lenet. Hun havde selv begivet sig til Klostret, og saavel Abbedissen som Konventsøstrene havde erklæret hende, at hvad Erkebiskoppen havde gjort, var skeet ganske mod deres Villie. Lykke beder derfor denne, hvem Kong Frederik havde sat i denne Landsende til at være paa Kongens Vegne „en Overseer til hans Høimægtigheds Ære og Gavn“, at tilbagegive Fru Ingerd, hvad der var taget fra et Kloster, der var stiftet og udstyret af hendes Forfædre. Er Overeenskomsten mellem hende og Klostret ulovlig, kan den vel og ved Lov og Ret og med god Lempe forandres uden Selvtægt. – Herom skrev Fru Ingerd selv 10de April 1531 fra Østeraad baade til Erkebiskoppen og til Mester Henrik i Throndhjem^[14]. Det første Brev er et Svar til Erkebiskoppen, der havde raadet hende at lade Reins Klosters Gods urørt. Hertil svarer hun, at hun aldrig har taget eller forringet Klostret for en Pending, men givet dobbelt for hvad hun har faaet derfra; hun har ei Villie til at gjøre det Skade i nogen Maade, men har gjort Alt til dets Bedste. Forøvrigt indeholder Brevet tildeels ordret de samme Besværinger, som Lykkes; havde hun faaet den ønskede Samtale med Erkebiskoppen, var vel ei denne Tvist opstaaet, men hun vidste ei rettere, end at Kongen raadede over Klostrene i verdslige Sager og Erkebiskoppen i aandelige. Hun havde derfor med Nils Lykke søgt om kongelig Stadfæstelse paa Valget, og havde ikke troet derved at fornærme Nogen, men henskyder sig under Lands Lov og Ret. Hun slutter med at forlange det borttagne Gods tilbage. – I et andet Brev af samme Dag beretter hun sin synderlig gode Ven, Mr. Henrik, at da hun for nogen Tid siden kom til Rein, beklagede Abbedissen og Søstrene sig for hende over, at Klostret stod til Nedfalds og at de ei havde Raad at sætte det istand, da dets Indtægter vare mindre end Nogen tror; de bleve da enige om, at Fru Ingerd valgtes til Klostrets Forstanderske, skulde bebygge Klostret og forsyne Søstrene med Klæder og Føde, holde det ved god Skik og christeligt Regimente m. v., som hendes Brev derom viser. Dette havde hun gjort af Frygt for, at nogen Anden skulde vælte sig der ind og ødelægge det fattige Sted, tage Klostrets Rente at opholde Verdens Forfængelighed med, det fortære og forskingre. Da Klostret er stiftet af Konger og Fyrster og hendes egne Forældre (d. e. Forfædre), haabede hun ei, at denne Handling skulde „være nogen god Herre for nær“, og at hun havde i Valgbrevet forbeholdt sine Børn samme Ret, var ei skeet for at fornærme Erkebiskoppens Ret, men for at hendes Døtre, om nogen af dem som Enker eller Jomfruer vilde give sig ind i Klostret og vare bekvemme til at styre det, skulde være nærmest til Forstandersker^[15]. Det havde været baade hendes og Søstrenes Mening at tilskrive Erkebiskoppen om hans Minde til Overeenskomsten, og hun beder nu, at Mr. Henrik vil forestille hans Naade Sagen som den rigtig forholder sig, saa at Søstrene kunne faa det dem Fratagne tilbage.

Det er imidlertid liden Grund til at antage, at Fru Ingerds Planer med Reins Kloster have været saa uegennyttige, som hun angiver, især da denne efter hendes Forklaring tilfældige Overeenskomst med Abbedisse Karine af Rein er samtidig med“Hr. Nils Lykkes hemmelige og som det synes bedragerske Erhvervelse af Tuterøen. Han reiste og strax efter til Danmark, og erhvervede 1ste Mai 1532 Kong Frederik Is Bekræftelse saavel paa Søster Karines Valg af Fru Ingerd og hendes Børn som Forstandersker for Reins Kloster og dets Gods, som for sig selv i Egenskab af Tuterøens Forstander^[16].

Erkebiskop Olafs Svar paa hine Breve og hans øvrige Foranstaltninger i den Anledning ere ikke bekjendte; men det stemmer aldeles med hans myndige og stive Charakteer at antage, at han strengt har holdt paa Kirkens Ret, og saaledes har hindret Fru Ingerd fra at nyde godt af den kongelige Naade Man seer ogsaa, at han ikke har glemt dette Kong Frederiks Indgreb blandt Klagepunkterne over ham^[17]. Rimeligviis er Fru Ingerd først efter hans Flugt kommen i fuld Besiddelse af Klostret, hvorpaa hun 4de Marts 1541 fik Livsbrev^[18]. Efter en Jordebog fra denne Tid hørte da til Klostret 202 Gaarde af 225 Spands, 2 Ørers og 2 Marks aarlig Landskyld, hvoraf 32 Gaarde i Rissen, 14 i Stadsbygden, 4 paa Bynes, 2 i Ytre-Skogn, 3 i Orkedal, 3 i Meldal, 7 i Lexviken, 12 i Stjørdal, 10 i Frosten, 6 i Skogn og Verdal, 16 i Ytterøen, 13 i Sparboen, 12 i Beitstaden, 11 i Snaasen, 10 paa Namdalseidet, 6 i Namdalen, 30 i Bjørnør, 8 i Nordbjugn og 3 i Romsdal^[19].

Da Fru Ingerd i 1555 druknede, kom Reins Kloster som verdsligt Len til Axel Gyntelberg, som derpaa havde Løfte af Juli 1553, og forlenedes dermed om Vaaren 1556. Han forflyttedes 1560 til Bakke Kloster. Eftermanden var kongelig Hofsinde Mogens Pederssøn, som 25de Juli 1560 fik det paa Tjeneste, og beholdt det til 1575^[20]. Af de følgende Lensmænd bar jeg fundet: Jørgen Munk 1575–1577, Jakob Huitfeld 1577–1578 og 1581–1582, Jakob Venstermand 1578–1581 og 1582–158*, Absalon Jul til sin Død 1590, Henning Gjøe 1590–1611, Jens Bjelke til Østeraad 1611–1615, Klaus Daa 1615–16**, Steen Villumssøn Rosenvinge 1628–4640. Iver Prip 1640, Oluf Parsberg 1641–1642, Frederik Urne 1642, Melchior Oldeland 1645–1646, Ove Bjelke til Østeraad 1646–1648, Jakob Mogenssøn Ulfeld 1648. Under den følgende Pengetrang blev Lenet, hvormed næsten den hele Tid Tuterøen og Vigs-Godset var forenet, pantsat, bortforpagtet og endelig 19de Oktbr. 1660 solgt til Brødrene Marselius for 38110 Rdlr. 2 Ort^[21]. – Af Klosterkirkens Mure er endnu en betydelig Deel tilbage, hvilke haves afbildede af Schøning 1774 og af Klüver 1817^[22], og Reinskloster Gaard hører endnu til de betydeligste Landeiendomme Nordenfjelds.

1. Haak. Haakonss. Saga c. 242.
2. Norges Beskrivelse V. 713. Aalls Snorre II. 80.
3. Fornm. Sögur. IX. 207. Haak. Haakonss. Saga c. 71. „Sigrið jarls systir er síðan var abbadís á Reini.“
4. Haak. Haakonss. Saga c. 242.
5. Sammest. c. 144, „at jarl hefði fengit harða sótt, ok tekit alla krístiliga þjonustu.“
6. Man har nemlig en saavidt skjønnes fuldstændig Fortegnelse over denne Ordens Klostre i Norge i Script. Rer. Dan. VIII. 316.
7. Aslak Bolts Jordebog S. 115. Der tilføies imidlertid, at han tilkom 3 Nætters Gjæsthold for Sognekirken ved Reins Kloster, hvoraf maaske Rettigheden bør forklares Til St. Claras Orden (ovenf. S. 45) kan Klostret alene af den Grund ikke have hørt, at Skule gav tit Fædrenegods dertil, og denne Orden paa Reins Stiftelses Tid var en streng Tiggerorden.
8. Haak. Haakonss. Saga c. 194. Fra denne Asolf nedstammede Ingerd Ottesdatter (Rømer), som paa Reformationstiden paaberaabte sig sine Forfædres Stiftelse af Klostret som Grund for, at hun ansaa sig og sine Arvinger nærmest til at være Klostrets verdslige Forstandere.
9. Fornm. Sögur. X. 157–158. Ísl. Annál. 136. Script. Rer. Dan. III. 110. Suhm X. 810. Om hun har taget Sløret sees ikke, men er sandsynligt. Hendes Faders Stiftelse blev derved hædret. Hun er vel den „Dronning i Norge“, som havde givet en Guldkalk til Rein. Se nedenfor.
10. Dipl. Norv. II. No. 255. De øvrige Testamenter findes omtalte ved Nidarholm.
11. Ísl. Annál. 210. Script. rer. Dan. III. 130.
12. Aslak Bolts Jordebog S 62. 63.
13. Diplom i norske Rigsarchiv, i en Vidisse udstedt af Mester Olaf, Degn i Throndhjem (siden Erkebiskop) og 3 Kanniker sammesteds 6te April 1520. Men denne Vidisse er igjen kun en Kopi paa Pergament, som det synes fra 18de Aarhundrede, og afskrevet af en Person, der ikke har forstaaet Sproget i Original-Vidissen, hvorfor dens Indhold næsten er uforstaaelig. Vidissen er udstedt paa Begjæring af Giverens Søn Anders Ogmundssøn, hvem maaske Reinskloster har gjort Besiddelsen af Lauføen stridig.
14. Münch. Dipl. No. 3105. 3096 og 3097. Trykte i Saml. til N. Hist II. 40–45. Denne Mag. Henrik er uden Tvivl den i 1568 døde Kannik i Throndhjem Henrik Nilssøn, der i 1518 blev Student i Rostok (Norske Saml. 8vo. I. 83) og i Jan. 1524 (Münch. Dipl. No. 4193) tit pavelig Dispensation til at forfremmes i geistlig Stand, skjønt han var uægte født. Han var en Søn af Drosten Hr. Nils Henrikssøn Gyldenløve, født før dennes Giftermaal med Ingerd, og ikke (som i Saml. til Norske F. Hist. II. 561. er antaget) en Søn af dette Ægteskab. Heraf bliver det forstaaeligt, hvorfor den sidste mandlige Ætling af Slægten blev Geistlig, og ei deeltog i den rige Arv.
15. Skjønt Valgbrevet ei haves, er det klart, at dette maa være en Udflugt, for at besmykke en Kontrakt, der gik ud paa ved Reformationen at sikre Familien Klostrets Gods.
16. Saml. VI. 43. Kongens Brev, dateret Onsdag efter Cantate 1532, i danske Geheime-Archiv.
17. Samlinger til Norske Folks Hist. II. 87–89, henført til 1531; men da Erhvervelsen til evig Eie af Tuterøen og Rein deri lægges Kong Frederik til Last, maa det være fra Høsten 1532 eller senere, maaske nærmest Udkast til en af Olaf holdt tale, f. Ex. ved Rigsmødet i Bod 1533.
18. Norske Registr. i Afskr. I. 258. 264.
19. Papiirhaandskrift i danske Geheimearchiv, hvoraf en Afskrift er mig meddeelt af Hr. Prof. Kall-Rasmussen.
20. I Strid hermed staar Saml. til N. Hist. VI. 28, hvorefter Reins Kloster i 1560 blev forlenet til Lagmanden i Throndhjem Søfren Pederssøn Skriver, hvilket dog af den Grund er mig mistænkeligt, at Uadelige og Nordmænd ikke nøde slig kongelig Naade. Mine Efterretninger om Lensmændene ere iøvrigt af Norske Registre, der dog hverken ere fuldstændige eller feilfrie.
21. Skjøde i danske Geh. Archiv; jfr. Handl. rør. Skand. XXX. 196, hvorefter Godset i 1653 var bortforpagtet for 2100 Rdlr. aarlig. I 1602 rentede Reins Gods 1150 Rdlr. (Schlegels Samling I. i. 88.)
22. Bag 5te Deel af Folioudgaven af Kongesagaerne og i Klüvers Norske Mindesmærker Pl. 28. S. 94. Jfr. 92. Nicolaysens archæol. Fortegnelse S. 127. I Schønings utrykte Reise 2den Deel findes fuldstændigere Forklaring om Ruinerne.