De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/7

Legg til lenke
Fra Wikikilden
De norske Klostres Historie i Middelalderen
Chr. Tønsbergs Forlag,  (s. 238-247).
◄  § 6.
§ 8.  ►

§ 7. Tuterøens Kloster.
(Monasterium sanctæ Mariæ de Tuta insula.)

Tautra, Totra eller Tötra, nu Tuterø, kaldes en liden Ø i Frosten omtrent 1 Miil nordenfor Throndhjem i Throndhjemsfjorden. Her blev et Cistercienserkloster grundlagt af Munke fra Lyse, og indviet 25de Marts 1207[1], som de øvrige norske Klostre af denne Orden, til Marias Ære. Det laa paa Øens nordostlige Side[2], hvor endnu ikke ubetydelige Ruiner deraf staa igjen, og dette Kloster hører saaledes til de faa, hvis Orden, Stifter, Alder og Beliggenhed alle ere visse. I Klostrets første Tid var dets Abbeder i stor Anseelse. Abbed Sigurd af Tuterøen deeltog 1223 i Rigsmødet i Bergen, men maa kort efter være bleven enten afsat eller indstevnet (appellaðr) til et Generalkapittel i Cistertium; thi Aaret efter (1224), da Erkebiskop Guthorm om Vaaren døde, berettes, at Sigurd var i Udlandet. Nidaros Domkapittel valgte ham da med Skules Bifald til Erkebiskop, og sendte samme Vaar Bud til Kong Haakon i Oslo med Bøn om hans Bifald til Valget og hans Anbefaling til Paven Men Sigurd var Kongens Uven, og ansaaes af denne uskikket til et saa vigtigt Embede; efter Overlæg med Biskop Nikolaus anbefalede derfor Kongen og Biskoppen Kapitlets Udsending Peter af Husstad til den ledige Erkestol, og han fik og pavelig Confirmation. Domkapitlet gjorde vel Modstand, og beskyldte Peter for at have anvendt Kirkens Penge for at fremme sit eget Valg; men da Kongen lagde sig derimellem, og især da Peter ganske forlod Kongens Parti og gjorde fælles Sag med Kapitlet og Skule, opgave Kannikerne Sigurd, som siden ikke forekommer[3].

Efter Skules Nederlag i Oslo forlode hans Tilhængere ham efterhaanden; blandt disse drog Høvdingen Erling Ljodhorn til Tuterøen, og blev Munk der[4]. I 1251 brændte Klostret[5], og dets Abbed fik baade i 1241 og 1268 Pavens Befaling at undersøge Paalideligheden af de Erkebiskop Eystein tillagte Jertegn (jfr. Nidarholms Kloster). Da Erkebiskop Einar døde om Høsten 1253, valgte Domkapitlet Abbed Birger i Tautra til hans Eftermand. Han drog Sommeren 1264 afsted til Rom, og traf underveis Kong Magnus i Bergen, som ei synes at have billiget Valget. Der anføres tillige, at Valget var ulovligt, fordi Birger var Prestesøn og Klostermand[6]. Birger opholdt sig Vinteren over (1264–65) ved Pavehoffet, uden at faa sit Valg confirmeret, hvorpaa han vendte tilbage til Nidaros, og blev archipostulatus til sin Død 1265. Ham skyldes Forliget mellem Kannikerne og Prædikebrødrene, samt Bekræftelse af Erkebiskop Sørles Gave til Kannikerne, som Einar havde taget tilbage. – Under Nidaros Domkapittels Stridigheder med Kongemagten i 1280 og senere med sin Erkebiskop Jørund, hvilke ere omhandlede ved Nidarholms Kloster, nævnes Tuterøens Abbeder som Udstedere af Domme, Udskrifter og Breve. Saaledes Abbed Thorer i 1280, Abbed Kristian i 1300, 1301 og 1303, samt Abbed Audun, Baard Prior og Klemens Munk i Tautra i 1313[7]. Abbed Kristian bandsatte i 1301 de Mænd, der havde øvet Vold mod Abbeden af Nidarholm (ovenfor S. 210), og lyste i 1303 tilligemed denne, med pavelig Myndighed, alle dem i Band, som forholdt Nidaros Kanniker Besiddelsen af visse Kirker, Tiender og andre Indtægter[8].

Af Testamenter til Fordeel for Tuterøen kjendes kun faa. Den forhen nævnte Biskop Thorfinn af Hammer gjorde 22de August 1284 sit Testamente i Klostret Thosan (Doest) i Flandern, hvor han døde 8de Jan. 1285. Af samme sees, at han har været en Thrønder, ligesom han forhen skal have været Cisterciensermunk. Han maa saaledes have været Munk i Tuterøen, og dette er vel Grunden til, at dette Kloster er blandt de faa norske, som han i Testamentet erindrer. Ad Tutam insulam gav han nemlig 20 norske Mark[9]. Han er regnet blandt Helgenerne, formodentlig fordi han blev forjaget fra sit Stift paa Grund af sit Forsvar for Kirkens Friheder mod Kong Erik. Af Hr. Bjarne Erlingssøn fik Klostret 1308 1 Mark brændt, af Erkebiskop Arne 1349 en lukket Kalk og 2 Mark til Sjælemesser, af Arnfinn Peterssøn s. A. Markebol i Gaarden Hareberg[10], og af Agmund Olafssøn 1381 2 Stykker Varning. Mai 1384 var Matthias, med Guds Taalmod Abbed i Tuterø, tilstede i Nidaros, hvor han med Biskop Halgeir udstedte en Vidisse[11].

Af Alt hvad vi hidtil have seet os istand til at meddele, har man ikke faaet synderlig Oplysning om Klostret selv; derimod maa det deraf være klart, at Tuterøens Abbeder have nydt en ikke almindelig Anseelse, .siden to af dem bleve valgte til Erkebiskopper, en af Klostrets Munke sandsynligen er bleven Biskop i Hammer og som saadan har udmærket sig, og Flere oftere benyttedes som Dommere; Vidner, Voldgiftsmænd, pavelige Executorer o. s. v. Det S. 168 og 233 omtalte Brev fra Nidaros Prædikebrødre fra 133* viser, at Cistercienserne (i Tuterøen) have staaet sig godt med Erkebiskoppen, som endog, hvis Klagen forholder sig rigtig, havde tilladt dem at terminere. Vi have hidtil fundet Abbederne, overalt hvor de nævnes, fraværende fra Klostret, deels paa Reiser inden og uden Lands, deels især i Nidaros. I et Brev fra Biskop Haakon af Bergen 1340 omtales ligeledes Tuterøens Abbed i Bergen[12], og i Mai 1384 var Abbed Matthias af Tuterøen i Nidaros, og udstedte der med Biskop Halgeir et Brev om Domkapitlets Rettigheder[13].

Gjennem hele det 15de Aarhundrede findes ingen anden Efterretning om Tuterøen, end at dets Abbed Jens (uvist naar) gjorde et Mageskifte med Erkestolen[14], og det kan være et af de mange Beviser paa vore Kilders Ufuldstændighed, at intet Adkomstbrev for dette Kloster hidtil er kommet for Lyset. Peder Claussøn[15] fortæller, at en Munk i dette Kloster, Stephan, udmærkede sig ved sit strenge Levnet, og derfor blev kaldet „hellig Broder Staffen.“ Han skal have spaaet, at en Kirkeforbedring forestod, og kom derfor paa Reformationstiden i stort Ry her i Landet. – I 1502 var her Abbedskifte, thi 14de August d. A. udstedte Broder Christiern, Electus til Tuterøen, paa Siveland ved Mandal (altsaa rimeligviis paa sin Reise fra eller til Udlandet) med to Andre Vidnesbyrd om en Handel[16].

Fra Klostrets sidste Tid have vi, ligesom fra dets første, fuldstændigere Efterretninger. Det havde da en danskfødt Abbed, Matthias Henrikssøn, en i alle Henseender grundfordærvet Prælat. Han var forhen Munk i Sorø, og blev 1510 udnævnt til Abbed i Tuterøen af Sorøs Abbed Henrik Christiernssøn (Tornekrands), der i Forening med Abbed Herlaug af Heresvad i Skaane var indsat af Generalabbed Jakob af Citeaux som Visitator og Reformator af Ordenens Klostre i de 3 nordiske Riger og omliggende Lande. I Valgbrevet angives, at Tuterøen nu var uden Abbed, med faa Munke og sin Undergang nær, men at Henrik selv paa Grund af den fjerne Beliggenhed og de farlige Veie ikke personlig kunde visitere Klostret[17]. Men dette var et uheldigt Valg. Tvertimod det udtrykkeligste Forbud i Valgbrevet, pantsatte Abbed Matthias sit Klosters Jordegods og Kirkekar, eller bragte dem i Forvaring i andre Klostre, og da han saaledes havde sat dets Midler overstyr, forlod han Klostret og begav sig til Oslo, hvor Abbedværdigheden i Hovedøen var ledig; her blev han, uvist ved hvilke Midler, Abbed, og fortsatte nu sit forrige Liv. Herom beretter Biskop Hans Reff i Brev til Erkebiskoppen af 20de Oktbr. 1525 Følgende[18]: „Hr. Abbed Matthias af Tuterøen har stellet sig saaledes her i Hovedø Kloster, at han ingenlunde kunde blive der længere, medmindre han skulde været aldeles ene i Klostret uden Brødre, saa der hverken var bleven læst eller sunget. Derfor nødedes jeg til at sætte ham af derfra. Han for da ned til Danmark[19], og har nu erhvervet nye Breve paa Tuterøen. Men han vil ikke gjerne did igjen, siden det er fordærvet, men agter at fordrive den forrige Mand Hr. Abbed Michel af Lysekloster og saa fordærve det med“.

Fra Hovedøen er han saaledes vendt tilbage til Tuterøen, efter mindst to Gange at have været i Bergen, formodentlig for at passe paa, om ikke det rige Lysekloster skulde kunne falde i hans Lod. Men nogen Tid, som det synes 4–5 Aar, efter Hjemkomsten fra Hovedøen, tog Erkebiskop Olaf sig alvorlig af Sagen. Abbeden blev, uden Tvivl af Erkebiskoppens egne Folk, greben i Tuterøen, og stillet for en geistlig Domstol, bestaaende af Abbeden i Holm, Prioren i Helgeseter, Prioren i Sortebrødre, Gardianen i Graabrødre, Graabroder Nils, Prædikebrødrenes Rector Robert, Broder Harald, Broder Peter af Holm og Broder Svein af Helgeseter, samt desuden Degnen i Throndhjem og 8 af de øvrige Kanniker: Hr. Asmund, Hr. Olaf Reidarssøn, Mester Peder, Mester Anders, Hr. Sigurd, Hr. Thorfinn, Mester Elling og Hr. Hans Simonssøn[20]. Mange og svære Beskyldninger fremsattes imod ham, hvoraf følgende ere de væsentligste: 1) han havde under Gudstjenesten ofte slaaet Munkene i Kirken, saa Blodet styrtede af Næse og Mund, og skjældt Presten, medens han messede, for en Mær; 2) Andreæ Aften sidstleden haardroges han med Broder Nils, og klorede de hinanden som andre Katte; 3) han har ikke holdt Messe i eet Aar, og ikke læst sine Tider i 3 Aar; i 3 eller 4 Aar er han hverken kommen i Otte- eller Aftensang; han faster aldrig om Fredagene, Apostlernes Aftener eller andre Fastedage om Aaret; 4) han skjælder sine Brødre for Lutherianer, Kjættere, Tyve og Guds-Forrædere, og de gjøre ham det Samme igjen; 5) han havde svaret, da Erkebiskoppen stevnede ham i Rette til Throndhjem, at denne ikke var hans Retter, men alene Paven eller Kongen; 6) han førte stedse uteerlig og liderlig Snak over Borde, saa alle Munkene, endog Ungbrødrene og Svendene, hørte derpaa, „og er intet andet hans Snak end Horeri og Skalkhed baade Aften og Morgen“; 7) han har bedraget flere Landbønder og paalagt dem ulidelige Afgifter; 8) da han drog fra Tuterøen til Hovedøen, solgte han hvad i Klostret var, hvoriblandt en Kalk og en Monstrants; i Bergen forkom han to eller 3 Kalke, i Oslo „slog han og en Kalk isønder, og efter sin Hjemkomst har han gjort ligedan“; 9) hans Tjener Peder har forklædt sig; 10) hans Kirke rinder som et Sold og Klostrets Jorder ere aldeles forfaldne[21].

Forøvrigt synes disse Ankeposter ikke at være stilede til Retten, men derimod til Erkebiskoppen selv, og ere sandsynligen udstedte af dem, han udsendte til Abbedens Paagribelse. Udfaldet af Sagen er ubekjendt, men uden Tvivl sigter Abbeden dertil, da han 11te April 1531 paa Østeraad pantsatte 4 af Klostrets Gaarde til Hr. Nils Lykke, paa Grund af at han maatte betale Erkebiskoppen en stor Pengesum, „for vort Klosters store Trang og Nøds Sager Skyld, som jeg nu udi været haver“[22]. Men samtidig hermed maa Abbed Matthias have afstaaet hele sit Kloster til Hr. Nils Lykke; thi ved Brev fra Østeraad af 13de April s. A. erklærer denne, at da „hæderlig og velfornomstig Mand Broder Matthias“ og menige Konvent i Tuterøen nu velvilligen have opladt ham deres Kloster, Gods og Eie, saa forpligter han sig, dersom Kong Frederik vil unde ham dette og han maa beholde det i Fred, at betale Abbeden 200 Lod Sølv, hvoraf han strax har erholdt 100, og Resten skulde betales Aarsdagen efter Klostrets Modtagelse; ligesaa lover han hver Prest i Klostret 40 Mark Penge, og hver Ungbroder 20 Mark Penge en Gang for alle, men Abbeden aarlig saalænge han lever 40 Mark rede Penge[23]. – Disse dobbelte Forhandlinger umiddelbar efter hinanden forklare vi saaledes, at Abbeden, der nødvendig strax maatte have Penge, har givet Lykke det omtalte Pantebrev af 11te April, for at sikre ham i Tilfælde af, at Kongen ei bekræftede Overeenskomsten om hele Klostrets Afstaaelse, eller Erkebiskoppen ikke lod ham beholde Klostret i Fred; thi fik den ikke høiere Beskyttelse, var den aldeles ugyldig, og Lykke følgelig uden Sikkerhed for sine 100 Lod Sølv, der nemlig i begge Breve omtales som udlagte i rede Penge. – Lykke begav sig nu til Danmark, hvor Frederik I 1ste Mai 1532 stadfæstede Abbedens og Konventets Valg af Hr. Nils Lykke til Forstander for Tuterøens Kloster og dets Gods, saa at Hr. Nils og hans Hustru Fru Eline maa for Livstid beholde Tuterøen med Gods mod at opfylde samtlige Abbeden og hans Konvent gjorte Forpligtelser (der ikke ere indtagne i Kongebrevet, saa de siden kunde gaa i Forglemmelse), samt mod at gjøre en christelig Skik i Klostret med Guds Tjeneste og Guds Ords rene og klare Udlægning og Forkyndelse, som det sig hør og de ville forsvare o. s. v.[24]. Et Brev af samme Dag, hvori Kongen for hans tro Tjeneste skjenker Hr. N. Lykke Giske Gods, viser at han da havde opholdt sig hos Kongen næsten et Aar, og i denne Tid af Erkebiskoppen og dennes Parti var bleven berøvet sine Eiendomme i Norge[25].

Da denne ulovlige Handel rygtedes, henvendte Nordens Cistercienser-Formand Abbed Henrik i Sorø sig til Abbed Matthias[26]. Rygtet gaar – skriver han – at Matthias udgiver mange Penge, og ikke vil have noget Raad med Abbeden i Sorø eller andre Ordenens Fædre; han frygter for, at han vil ødelægge sit værdige Kloster; men forsikrer, at det ei længe vil gaa godt saaledes, da han hverken indsender sine Contributioner eller tager ham paa Raad med sig. Han formoder, at han vil skille sig af med .Klostret, vel endog til anden Mands Haand, og derfor skraber Guld og Penge sammen. Han beder ham imidlertid vogte sig, og handle en ærlig Prælat værdigt. Mere om Sagen have vi ikke kunnet finde; men omtrent paa denne Tid forekommer en Herr Peter i Tautra, der enten maa have været Prior eller en af Erkebiskoppen indsat Abbed, hvem en Deel af Klostrets Inventarium blev betroet. Om Abbed Matthias høres siden intet.[27].

Forøvrigt kom Nils Lykke neppe i rolig Besiddelse af Tuterøen. I 1532 var Erkebiskop Olaf saa mægtig Nordenfjelds, at han vist ikke har tilladt ham at tilrive sig et Kloster. Desuden fik Erkebiskoppen kort efter gyldig Ret til at tiltale N. Lykke paa Ære, Liv og Gods, da han havde besvangret sin afdøde Frues Søster, Lucia Nilsdatter Gyldenløve. Under saadant Tryk har Lykke ikke turdet spænde Buen høit, og baade hans og Lucias Breve fra den Tid røbe Forsagthed og Rædsel for den geistlige Dom. Kong Frederiks Død 1533 kom endnu til, for at gjøre Lykkes Stilling mere usikker. Han blev tiltalt, og 14de Juli 1535 faldt Dom, hvorved alt Lykkes Gods tildømtes Erkebiskoppen paa Norges Krones Vegne for hans „Kjetteri“ med sin Svigerinde; dog skulde hans Liv spares, til Rigsraadets Beslutning var falden. Nu er Tuterøen i alle Tilfælde kommen i Erkebiskoppens Værge, og her lod han og 3die Januar 1536 de 3 af Kong Christian IIIs Sendebud sætte i Forvaring, efterat Nils Lykke og Vincents Lunge vare blevne myrdede i Throndhjem[28]. Da Erkebiskop Olaf ved Paasketider 1537 forlod Landet, blev Tuterøens Kloster lagt under Kronen, og da Nidarholm kort efter lagdes under Steenvigsholms Slot, fik Jens Tillufssøn Bjelke[29], som dermed var forlenet, Tuterøen i Stedet (ovenfor S. 214). Men Jens Bjelke var ikke dermed tilfreds, da Tuterøen efter hans Erklæring havde den mindste Klosterrente Nordenfjelds.

Klostergodset var dog ikke ubetydeligt; thi ifølge en samtidig Jordebog udgjorde det 208 Spand, 1 Øre, 1 Ørtug og 2 Pendinge, foruden de 4 Gaarde af 14 Spands Skyld, som i 1531 vare pantsatte af Nils Lykke, „hvis Børn haver dem under sig, om de maa beholde dem“[30]. Efter denne Jordebog eiede Tuterøen 22 Gaarde i Frosten, 42 i Skogn, 10 i Verdalen, 12 i Røren, 8 i Sparboen, 11 i Beitstaden, 14 i Inderøen og 1 Gaard i Mosvigen; 13 Gaarde i Aasen, 6 i Stjørdalen, 9 i Lexviken, 5 paa Dragsstranden, 2 i Hevne (?), 1 paa Nordmøre, 3 i Stadsbygden og 8 Gaarde i Skogdal, tilsammen med de 4 pantsatte, 167 Gaarde[31]. – Fra Abbed Matthias’s Tid haves endvidere tre Inventarier over hvad der fandtes i Klostret, da han blev greben, hvilke ere omtalte ovenfor S. 125 og 159[32].

Af Klostrets Bygninger har Klüver leveret en Grundtegning med Beskrivelse, ifølge hvilken Kirkens nordre Muur endnu er tilovers, medens af Klosterbygningerne, der synes at have været af Træ, kun enkelte Grundstene ere tilbage. Klostrets Have er ligeledes forsvunden, men af de mange endnu vildtvoxende sjeldne Blomster og Urter kan man med Grund slutte, at Cistercienserne ligesaalidt her, under ugunstigere klimatiske Forhold, som i Hovedøen og Lyse have forsømt den af hiin Orden saa meget fremelskede Havedyrkning[33]. Ved Reformationen blev Tuterøens Gods, som førnævnt, givet Jens Tillufssøn Bjelke i Forlening, og han havde det fra 1537 til 1556. 7de Juni d. a. fik Lensherren over Throndhjems Len Befaling at flytte fra Steenvigsholm til Kongsgaarden i Throndhjem, under hvilken derpaa Tuterøen lagdes som Avlsgaard; men i 1561 blev dette atter forandret, og Tuterøen udgjorde derefter i Forening med Reins-Kloster og Vigs-Gods en særskilt Forlening, hvortil dog maaske selve Klosterøen ikke hørte[34].

  1. ↑ Manrique Annal. Cisterc. III. 280. Script. Rer. Dan. IV. 416. Suhm IX. 127. Det har været alle ældre Forfattere bekjendt. Manrique kalder II. 367 Tuterøen Abbatia Tutavallis in Norvegia, men dette er en Forvexling med det ældre Tvis Kloster i Ribe Stift i Danmark, som bar dette Navn.
  2. ↑ Klüvers Mindesmærker S. 77 og Plade 21.
  3. ↑ Haak. Haalonss. Saga c. 86. 100, Var. 1. Saml. til N. Folks Hist. I. 300. Hist. eccl. Isl. I. 229, hvor et Brev fra Kongen til den frafaldne Erkebiskop Peter forefindes. Den Graamunk (grámúnkr), som Skule (Haak. Haakonss. Saga c. 133) sendte som sit Bud til Kongen, var høist rimelig en Cistercienser fra Tuterøen.
  4. ↑ Tók þar við kufli. Haak. Haakonss. Saga c. 240.
  5. ↑ Ísl. Annál. 122. Script. Rer. Dan. III. 99.
  6. ↑ Sögubrot Magnúss Kgs. Fornm. Sög. X. 155.
  7. ↑ Barth. IV. 542–543. Suhm XI. 719. Abbed Audun deeltog og i Biskopsmødet i Nidaros 1313, hvorfra Pave Clemens Vs Skattebrev paa alle Munkeordener i Norge af 1312 kundgjordes. (Suhm XI. 720.)
  8. ↑ Dipl. Norv. III. No. 49. 55.
  9. ↑ Ísl. Annál. 160. Script. Rer. Dan. III. 118. Suhm X. 909. 1026–1028, hvor Testamentet er trykt.
  10. ↑ Dipl. Norv. II. 305. De øvrige Testamenter findes omtalte ved Nidarholm Kloster.
  11. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 11. No. 11.
  12. ↑ Saml. til N. Folks Hist. V. 156.
  13. ↑ Dipl. Norv. III. No. 456.
  14. ↑ Aslak Bolts Jordebog 7, senere tilskrevet, altsaa vel efter 1450. Ogsaa S. 83, 30 nævnes Mageskifter mellem Erkestolen og Tuterøen.
  15. ↑ Norges Beskrivelse S. 78. Ovenfor S. 175.
  16. ↑ Orig. paa Perg. i Rigsarchivet.
  17. ↑ Dipl. Norv. I. No. 1028.
  18. ↑ Münch. Dipl. No. 1601, trykt i Ekdals Archiv II. 967 ff. Kort før dette Brev skreves, var en Munk fra Sorø Hans Anderssøn sendt op som Abbed i Hovedøen (se dette Kloster).
  19. ↑ Han var i Febr. 1525 i Sorø, da han modtog Abbed Henriks Kvittering for Tuterøens Contributioner og Expenser i 6 Aar (Dipl. Norv. I. No. 1069), ligesom han forhen i 1514 og 1518 havde betalt disse. ibid. No. 1039, jfr. ovenf. S. 108.
  20. ↑ Dommerne opregnes i Münch. Dipl No. 1381. Mellem de nævnte Klostermænd og Kapitlets Medlemmer er et aabent Rum, hvilket gjør det tvivlsomt, om ogsaa de sidstnævnte vare blandt Dommerne, hvilket dog er rimeligt, da Seddelen forøvrigt Intet indeholder.
  21. ↑ Münch. Dipl. No. 3187. Enkelte af de uteerligste Ankeposter har det været nødvendigt at udelade.
  22. ↑ Bag en Jordebog over Tuterøen i danske Geheimearchiv. Tiden for denne Rettergang er ikke antegnet, ei engang tydelig antydet. Den maa være før Pantsættelsen og Overeenskomsten med Lykke, da de ellers vist ikke vare forbigaaede blandt Klagepunkterne. Vi henføre derfor denne Sag senest til Vinteren 1530–1531.
  23. ↑ Saml. til Norges Hist. II. 51 fra Münch. Dipl. No. 3106. Paa saadan Maade lader det sig vel og forklare, at Pantebrevet, men ikke det samtidige Afstaaelsesbrev er indført bag i den af Lykkes Arvinger forfattede Jordebog over Tuterøens Gods (i danske Geheimearchiv). Under Tidens usikre Forhold var det altid godt at kunne paaberaabe sig et Pantebrev, hvis Indfrielse Billighed fordrede, men Afstaaelsesbrevet var det, da Reformationen nu havde begyndt at seire, klogt at dølge, da det forpligtede Godsets Ihændehavere (Lykkes Arvinger) til at betale Abbeden en aarlig Sum og alle Munke en rund Sum paa Haanden, Noget, der nu maaske kunde undgaaes, da Klostret var blevet Kongens.
  24. ↑ Afskr. i Ulldalske Saml. paa kgl. Bibl. i Kbhvn No. 376. 4to. vol. IV.
  25. ↑ Samlinger til Norske Folks Historie VI. 43.
  26. ↑ Brev af 29de August 1531 i Saml. II. 75, efter Münch. Dipl No. 3082.
  27. ↑ Münch. Dipl. No. 3184, maaske den samme „dominus Peter i Tautra“, som 8de Novbr. 1526 fik en Seddel fra frater Robertus Johannis, Prædikebrødrenes Lector, med Tak for Laanet af et Par Støvler. Münch. Dipl. No. 1834. – Han var følgelig allerede i 1526 enten Prior i Tuterøen eller maaske Abbed der, medens Matthias var i Sorø og Hovedøen. Denne kan forøvrigt ikke, som jeg før har antaget, være den Matthias Danus, der var sidste Abbed i Lyse Kloster, thi denne skriver sig i et Brev af 1537 paa kgl. Bibl. i Kbhvn Matthias Hanssøn, medens den anden hed Henrikssøn. Desuden levede Lyse-Abbeden endnu 1563 som Prest i Os, og saa længe kan Tuterø-Abbeden neppe have levet.
  28. ↑ Münch. Dipl. No. 3358. Paludan-Müller Grevens Feide II. 257–263. De fangne Rigsraader førtes i de første af Dage April 1536 fra Tuterøen og forligtes i Throndhjem med Erkebiskoppen. Sammest. II. 271.
  29. ↑ Denne danske Svend ægtede kort efter den af Lykke forførte Lucia Gyldenløve, og blev ved hende Stamfader for den norske Green af Slægten Bjelke, der længe hørte til de rigeste og meest anseede Slægter i Norge.
  30. ↑ Tuterøens Jordebog omtr. fra 1537 i danske Geheimearchiv. Bag i denne staar Jens Tillufssøns Forleningsbrev med Holms Kloster af 1537 og Abbed Matthias’s Pantebrev til Hr. Nils Lykke af 1531. Jordebogen er samtidig med en lignende over Reins Kloster, der tildeels er skrevet med samme Haand.
  31. ↑ Forskjellig herfra er Münch. Dipl. No. 3180, der synes at være en Restance-Bog, hvori 61 Landbønder ere opførte med en (skyldig) Landskyld af 33 Spand Smør, 5 Slagtenød, 9 Faar, 2 Voger Meel, 2 Pund Humle og 3 Mark Penge. Heri omtales ogsaa noget i Herjedalen indkrævet Jern; ved hver Bondes Navn er tilføiet enten solv. eller restat, og ved Enden antegnet: „Item hvis Restance igenstod findes vil forn. Register“.
  32. ↑ Münch. Dipl No. 3184. 3185. 3186.
  33. ↑ Klüvers Mindesmærker S. 77. N. Nicolaysens archæol. Fortegnelse. 139. Schøning i sin utrykte Reise 2det Bind giver ogsaa en Beskrivelse over Levningerne. Ogsaa han taler om Haven, og oplyser, at „forrige Apotheker Strack i Throndhjem lod her hvert Aar indsamle medicinske Urter“. Cand. theol. Jakob v. d. L. P. Hansen har indkjøbt de endnu staaende Ruiner paa Tuterøen og ved Gavebrev af 28de Marts 1846 skjenket dem til Foreningen til norske Fortids-Mindesmærkers Bevaring.
  34. ↑ Krafts Norges Beskriv. VI. 38–39; jfr. næste §. Endnu i 1604 laa Tuterøens Klostergaard som Ladegaard under Throndhjems Kongsgaard. (Norske Tegnelser. III. 175.)
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen/3/7&oldid=222231»