De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/6

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 235-238).

§ 6. Minoritternes Kloster i Nidaros,

hvis Stifter, Alder og Beliggenhed ere lige ubekjendte, synes at have været ubetydeligt^[1]. Skjønt i Rigets vigtigste Stad forekommer det yderst sjelden og kun i Forbigaaende; dets Beboere findes ikke som Prædikebrødrene benyttede som Vidner, Notarier eller deslige, og intet Testamente nævner det med udtrykkelige Ord. Da Prædikebrødrenes Kloster laa oppe ved Domkirken, er det rimeligt, at den Broder Olaf „niðr at brœðra,“ som forekommer i et Brev af 1381^[2], har været Munk i dette Kloster, og har den nuværende Munkegades ældre Retning ikke kunnet naa det ovenfor antagne Sted for Prædikeklostret, maa Gaden have Navn efter Minoritterne, hvis Kloster laa nede ved Øren eller Stranden^[3]. De første Spor af dem findes i et Brev af 1313^[4], hvor Franciskaneren Botolf i Nidaros omtales; Klostret nævnes ikke i Magnus Lagabøters Testamente, og det var ganske vist endda ikke til.

At Nidaros har havt et Kloster af denne Orden er imidlertid utvivlsomt. Det maa derfor forekomme, om end under et andet Navn, idetmindste i nogle af de mange Testamenter, man endnu har tilovers fra Nidaros, og hvori Prædikebrødrene og andre Klostre omtales, da man ikke kan tænke sig nogen Grund til, at Minoritterne altid skulde forbigaaes. Dette leder til den Formodning, at deres Klosterkirke er den Olafs Kirke i Nidaros, der oftere nævnes. Der var nemlig i Nidaros en Olafskirke forskjellig fra Domkirken eller Kristkirken, som den almindelig kaldtes, Sognekirke i Byen i Erkebiskop Jørunds Tid (1288–1309)^[5], hvilket og indlyser af Kanniken Arne Endridssøns Testamente af 1309, hvori Olafskirken nævnes blandt Sognekirkerne^[6]. Senere forekommer ligeledes Olafskirken stadig i Testamenterne, men nu nævnes den ikke blandt Byens Kirker, men stedse blandt Klostrene og almindelig mellem Helgeseter og Prædikebrødrenes Kloster. Da nu Franciskanerne i Nidaros maa skaffes Plads i Testamenterne, saa tro vi os berettigede til den Formodning, at de havde eiet Olafskirken der og havt Navn efter den, en Formodning, som ogsaa paa andre Maader kan styrkes.

Olafskirkens Jordegods blev 1252 af Erkebiskop Sørle henlagt til Kannikernes Bordhold^[7], og i 1296 blev Laurentius Prest ved denne Kirke. At Minoritternes Konvent i Nidaros ikke er ældre end 13de Aarhundredes Slutning, sluttes deraf, at det ikke nævnes i Ordenens store Beskytters Magnus Lagabøters Testamente. Det er saaledes høist rimeligt, at en af Jørunds Eftermænd, nærmest Eilif Korte, har formaaet.Kannikerne ved Domkirken til at indrømme Minorittermunke deres Sognekirke, Olafskirken, hvis Gods de selv kunde beholde, da Munkene Intet maatte eie, og at Munkekonventet i almindelig Talebrug har beholdt Navnet efter den gamle og bekjendte Kirke. Paa denne Maade forklares og lettest Grunden til den Forkjærlighed, Erkebiskop og Domkapittel efter Prædikebrødrenes Klage ved 133* skulle have viist „deres Venner“ Minoritterne paa hines Bekostning, ligesom man, saavidt sees, alene saaledes kan begribe, hvorfor Olafskirken i Nidaros stedse i Testamenter efter 1309 nævnes blandt Byens Klostre, og ikke blandt dens Sognekirker; hvortil den efter ældre Forhold synes at maatte henregnes.

Under Forudsætning af, at denne Gjetning er rigtig, fik Minoritterne (Olafskirken) i Gunhild Sigurdsdatters Testamente 1342 $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Spands Leie i Gaarden Setre paa Nordmøre, og 2 Mark brændt af Erkebiskop Arne i 1349. I Arvid Ingeldssøns Testamenter nævnes Olafskirken mellem Prædikebrødrene og Helgeseter, og fik 30 Fisk „til gils“^[8]. I 1466 ankom Broder Jon Nilssøn (Johannes Nikolai), Minorittermunk fra Nidaros, til Rostock, hvor han i November immatrikuleredes ved Universitetet; han betalte de sædvanlige Indskrivningspenge 2 Mark, hvorfor fattige Studenter fritoges, og optraadte følgelig ikke som Tiggermunk^[9]. Den fra Sverige rømte Oprører Kantsleren Hr. Peder Sunnanvæder sees at have havt stadigt Tilhold i „Graabrødre“ Kloster i Nidaros, hvorfra han dog siden hemmelig flygtede, formodentlig af Frygt for at blive udleveret af Erkebiskop Olaf^[10]. I 1529 omtaler Nils Mogenssøn, Prest i Herrø, Broder Peder af Graabrødre i Nidaros, og Gardianen samt Broder Nils i Graabrødre-Kloster nævnes blandt Abbeden af Tuterøens Dommere^[11]. Naar hertil føies, at Kirken og Klostret afbrændte 5te Mai 1531^[12], og at Lagmanden i Throndhjem Severin Pederssøn 12 Septbr. 1559 fik Graabrødre Kirke med Jorden, den staar paa, og saameget af Kirkegaarden, som ubygget er, til arvelig Eiendom, mod derpaa at opføre en god Kjøbstadsbygning og den altid holde ved Magt^[13], ere alle Efterretninger om dette Kloster meddeelte. Ildebranden 1531 har sandsynligen endnu før Reformationen opløst dette Konvent, som var stiftet for silde til at kunne komme til Anseelse eller blive talrigt^[14].

1. Hverken Forfatteren af den norske Klosterfortegnelse i Script. Rer. Dan. IV. eller senere norske Topographer omtale dette Kloster.
2. Dipl. Norv. II. No. 468.
3. At Munkegaden – som Forf. har læst etsteds – skulde bære Navn efter Nidarholms Kloster, til hvilket denne Gade aabner Udsigten, synes derimod høist usandsynligt.
4. Dipl. Norv. II. No. 99. Det staar vel ikke udtrykkeligt, at han var Munk i Nidaros, men det er høist rimeligt.
5. Laurentius Biskops Saga c. 9. 14.
6. Schønings Anhang til Domkirken S. 13.
7. Dipl. Norv. II. No. 9. Thork. Dipl. II. 39. 40.
8. Diplomerne ere anførte ved de foregaaende Klostre.
9. Rostoks Univers. Matrikel i Norske Samlinger 8vo. I. 78. Han er uden Tvivl den ovenfor S. 143 nævnte Munk af dette Navn.
10. Saml. til Norske Folks Hist. I. 544. efter Münch. Dipl.
11. Münch. Dipl. No. 2847. 3181.
12. Saml. til N. Folks Hist. II. 56. 60 Notits i Cod. Arn Magn. 330. fol.
13. Norske Registre (Orig.) II. 641.
14. Medens Provindsialkapitler ofte holdtes i de øvrige Franciskanerklostre i Norge (Script. Rer. Dan. V. 519), blev der aldrig noget holdt i Nidaros.