De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/5

Legg til lenke
Fra Wikikilden
De norske Klostres Historie i Middelalderen
Chr. Tønsbergs Forlag,  (s. 228-235).
◄  § 4.
§ 6.  ►

§ 5. Prædikebrødrenes Kloster i Nidaros.

At en Domikanermunk Salomon fra Aarhuus, der hørte til den hellige Dominikus’s første Tilhængere, paa Tilbagereisen til sit Fædreland af Storm dreves ind til Nidaros 1221, og saaledes sandsynligviis gav Anledning til den nye Munkeordens Forplantelse paa norsk Grund endnu i dens første Aar, er ovenfor S. 50 omtalt. Imidlertid har man ingen afgjort Vished for, at just han har stiftet det Kloster af denne Orden, som henimod 20 Aar derefter forekommer i Nidaros i fuld Stand med Munke og Bygninger, medens det vist ikke kan betvivles, at han fra sit Kloster i Lund har udsendt Brødre til Norge, ligesaavel som han gjorde det til Danmark og Sverige. Man tør derfor med Bestemthed antage, at Stiftelsen er foranlediget ved hans ufrivillige Ophold i Nidaros, hvor Hertug Skule tog sig af ham, og sandsynligviis i Forening med Erkebiskoppen har fremmet et Klosters Anlæg. Prædikebrødrenes Kloster kaldes kun i Almindelighed Predikara-lifnaðr (enkelt Gang Predikaralíf), apud Prædicatores, og fra 15de Aarhundrede af Sortebrødre-Kloster; hvilken Helgens Navn Klostret bar, er derfor ubekjendt. Dets Beliggenhed i Byen er heller ikke nogensteds i Kilderne nøiagtig angivet, ligesaalidt som man nu veed at paavise samme; dog er det aldeles vist, at det har ligget i Strøget ved Kongsgaarden, Domkirken, Bispegaarden og Kannikeboligerne, sandsynligviis Vest for Domkirken. I Nidaros Bylov omtales nemlig en Alminding mellem Kongsgaarden og Prædikebrødrenes Gaard[1], der altsaa maa have ligget henimod Kalvskindet, omtrent ved de nuværende Laboratoriebygninger. Af denne afsides Beliggenhed lader det sig og forklare, at dette Kloster reddedes, da hele Byen, Domkirken iberegnet, afbrændte den 5te Mai 1531[2]. Have Minoritterne i Nidaros havt det lokale Navn „niðr at brœðra“ (ovenfor S. 52), er det rimeligt at Prædikebrødrene ere blevne kaldte „upp at brœðra“ eller „vestr til brœðra“ eller noget lignende, skjønt sligt Navn ikke forekommer.

Under det sidste blodige Optrin i de norske Borgerkrige, da Hertug Skule i Nidaros overrumpledes af Birkebenerne, nævnes Klostret første Gang i Historien (1240). Han flygtede ved Underretningen om Fiendens Landgang over Elven, medens hans Søn Peter først tyede til Prædikebrødrene, der tilbøde ham deres Beskyttelse, og forsikrede, at de nok skulde forvare ham saa vel, at Fienden ei skulde finde ham; men Peter turde ikke slaa sin Lid hertil, flygtede til Helgeseter og faldt der for Birkebenernes Vaaben[3]. Munkenes Tilbud at trodse Fiendens Overmagt for at redde Peter var maaske en Taknemmelighedsytring i Anledning af Faderens Velgjerninger mod Klostret.

Dominikanernes store Anseelse ved deres første Optræden er ovenfor omtalt, og herpaa afgiver ogsaa dette Klosters Historie Vidnesbyrd 20de April 1241 paalagde Pave Gregor IX Dominikanernes Prior i Nidaros tilligemed 2 Abbeder at undersøge de Jertegn, der tillagdes Erkebiskop Eystein[4]. Under de siden opstaaede Tvistigheder mellem Kongerne Haakon af Norge og Christofser af Danmark benyttede begge Konger Dominikanerne som Mæglere og Sendebud. Den Sigurd Prior, der ifølge Flatøbogen[5] om Vinteren 1256–1257 havde reist som Fredsbud mellem Norge og Danmark, og efter Fredsslutningen fulgte med Provindsial-Prioren Absalon derned, er udentvivl den Sigurd Amundssøn, der i 1264 forekommer som Prædikebrødrenes Prior i Nidaros[6]. Da det forøvrigt er umuligt at udfinde, til hvilke af de norske Klostre de i Haakon Haakonssøns Tid oftere forekommende Prædikebrødre hørte, bliver det bedst her ved Ordenens første Kloster at omtale dem alle. Foruden i de nævnte Underhandlinger med Danmark, benyttedes de og i Sendefærden 1257 til Spanien, da Kongens Datter drog did. I Spidsen stod Biskop Peter af Hammer, der forhen havde været Dominikaner, og den samme Simon predikare, der før havde været benyttet i Danmark. Efter Hjemkomsten 1258, Peter over Land, Simon og det øvrige Følge søværts, bleve de særdeles naadigt modtagne og begavede. Peter døde imidlertid kort efter (1259 eller 1260), og dette Tab gik Kongen saameget mere nær, som Eftermanden Lodin ei var Kongen huld. Simon Prædikebroder synes at have været Kongens Skriftefader, og hørte til hans stadige Raadgivere; han fulgte ham og paa hans sidste Søtog til Skatlandene, men blev der syg og døde nogen Tid før Kongen 1263. Hans Lig blev ført til Satiris og der begravet i et Minoritterkloster; efter sin Død blev han anseet som hellig, og har forøvrigt ved sin Indflydelse og Personlighed visselig bidraget meget til at sætte den Orden, hvortil han hørte, i Anseelse i Norge[7]. Det er fremdeles sandsynligt, at den Broder Nikolaus, der i 1260 afsendtes til Danmark og Saxen for at beile for den unge Kong Magnus til den danske Prindsesse Ingeborg[8], ligeledes har været en Dominikaner, og man seer saaledes, at Kong Haakon i høi Grad har begunstiget denne Orden, hvis Optræden i dens første Form ei heller kunde love andet end godt for Christendom, Oplysning og Videnskabelighed.

Denne iøinefaldende Begunstigelse af Kongen i Forbindelse med Ordenens store Privilegier maatte nødvendigviis baade gjøre dens mindre redelige Medlemmer myndige og trodsige, og paadrage Ordenen i det Hele Sekulargeistlighedens Had. Det ytrede sig da ogsaa snart ligesaavel i Nidaros som i Bergen og andre Steder (ovenfor S. 162 ff). I Aaret 1264 sluttedes der et Forlig mellem Domkapitlet i Nidaros og Prædikebrødrene sammesteds, og Vilkaarene for dette give Oplysning om Uvenskabet og dets Aarsag. Den til Erkebiskop nylig valgte Abbed Birger af Tuterø bragte det i Stand. Han og Kannikerne bekjendtgjøre, at i Anledning af den Trætte, som havde været mellem de lærde Mænd og Prædikebrødrene, havde de sidste lovet, at de for Fremtiden ei skulde angribe den hellige Kirkes (d. e. Domkirkens) eller dens Kannikers Rettigheder, samt at de skulde i alle Maader hædre dem i Ord og Gjerning blandt Almuen. Erkebiskoppen derimod lovede paa Kannikernes Vegne, at disse ei skulde forurette Brødrene mod de Privilegier, de beviislig vare i Besiddelse af, men vise sig gavmilde mod dem hver efter sin Evne, dog uden Forpligtelse, saa at enhver i denne Sag kunde gjøre, hvad han fandt sømmeligt, dem (Prædikebrødrene) til Gavn og sig til Sjælehjælp. Forliget bekræftedes paa den ene Side af den valgte Erkebiskop, Prioren af Helgeseter og 4 af Kapitlet, og paa den anden af Prioren Sigurd Amundssøn og Broder Klemet[9]. Senere Efterretninger vise imidlertid, at det naturlige Fiendskab ikke dermed var forbi. Denne Prior Sigurd er sandsynlig den Prior for Prædikebrødrene i Nidaros, som i 1265 efter Birgers Død af Paven fik Befaling til i Forening med Abbederne af Lyse og Holm samt Barfodmunkenes Kustos at vælge en Erkebiskop, hvorpaa de valgte Biskop Haakon af Oslo[10].

Til at udstede bekræftede Afskrifter af vigtige Dokumenter og at bevidne geistlige Forhandlinger i det Hele, benyttedes Dominikanerne i Nidaros ofte. Saaledes gave Magister Petrus de Dacia[11] og Broder Bo (Boetius) i 1280[12], Prioren Lodin i 1291[13], og det hele Konvent 1300 og 1307[14] Udskrifter af Domkapitlets gamle Fribreve. I 1429 gav Prædikebrødrenes Prior Peter med Flere Udskrift af Pave Anastasius IVs Bulle om Erkestolens Stiftelse[15], og i 1431 bevidnede Brynike, Prior i Prædikeklostret, Abbeden af Holm og Prioren af Helgeseter, at Erkebiskop Aslak havde indbetalt en Sum Penge til Kong Erik paa sin Formand Askells Gjæld[16]. Endelig forseglede Ingevald, Prior i Sortebrødrekloster, med Flere et Mageskifte af 4de April 1437 mellem Erkebiskop Aslak og hans Kanniker[17].

Et Vidnesbyrd om Tillid og Anseelse er det og; at Prædikebroderen Bjørn, der i Striden mellem Erkebiskop Jørund og hans Kapittel holdt med dette, desuagtet 1307 af Erkebiskoppen valgtes til i Forening med dennes hengivne Ven Islændingen Laurentius at drage til Island som Visitator[18]. Men ligesom disse to Mænd hjemme havde staaet imod hinanden, saaledes bleve de ei heller under Visitatsen enige, saa at denne ingen synderlige Frugter har, da Biskop Jørund af Hole forstod at holde Spliden mellem dem vedlige[19]. Han beviste nemlig Bjørn al mulig Hæder, og tilbød ham Vinterherberge hos sig, medens Laurentius gjordes til Gjenstand for Biskoppens Slægtningers Spot. I det Hele skilte Bjørn sig lidet samvittighedsfuldt fra det ansvarsfulde Hverv, han havde sin Medvisitator at takke for, idet han af Hensyn til Biskoppen undlod at anstille den befalede Undersøgelse i Hole Stift, og da Laurentius alene tog sig deraf og opdagede flere Misbrug, negtede Bjørn at deeltage videre i Visitatsen, og vendte med mange Beskyldninger mod sin Medbroder tilbage til Nidaros. Ogsaa Biskop Jørund hevnede sig ved at bagvaske Laurentius i Norge, hvor imidlertid Erkebiskop Jørund laa syg af Fodverk, og hans Fiender Kannikerne havde tilrevet sig hele Myndigheden, ja endog berøvet Jørund den personlige Opvartning. Følgen heraf blev, at Laurentius ved Hjemkomsten fængsledes og mishandledes samt tilbagesendtes til Island, for at Biskop Jørund kunde tage Hevn over ham. Denne var dog ædel nok til ikke at benytte sig heraf, og satte den forfulgte Mand paa fri Fod, hvorpaa han gav sig i Thingøre Kloster og endelig døde som Biskop i Hole[20]. Det Anførte antyder, at Forholdet mellem Erkebiskoppen og Prædikebrødrene i Begyndelsen af 14de Aarhundrede ikke var godt. Det samme indlyser fremdeles af det ovenfor S. 167–168 omtalte Brev af 133* fra Brødrene til deres forrige Provindsial Erkebiskop Peter af Upsala, hvori de klage over, at Nidaros Erkebiskop og Domkapittel var dem ved alle Leiligheder imod og søgte at hindre deres Virksomhed og Indflydelse hos Almuen, paa samme Tid som de beskyttede Minoritterne i Nidaros. Deres Medbrødre, Prestmunken Arne Lauritssøn og Ungbroderen Haakon, havde opholdt sig hos deres Klosters Velgjører Sysselmanden Harald i Jæmteland, og anholde derfor om, at Erkebiskoppen paa Grund af Klostrets store Nød og den Modstand, det møder i Nidaros Stift, vil tillade de nævnte Brødre som Terminarier (ovenf. S. 96) at drage om i Jæmteland, der holde Gudstjeneste, høre Skriftemaal og paalægge Pønitentser. Der forestaar nemlig Klostret store Bekostninger ved Murenes, Tagets og andre Bygningers Istandsættelse, hvortil de af de anførte Grunde behøve Hjælp fra Fremmede[21].

At Testamenter til Fordeel for Prædikebrødrene i Nidaros ere mange bevarede. Det ældste er Kong Magnus Lagabøters af 1ste Febr. 1277, da han gav disse Brødre det samme som Rigets øvrige Tigger- munke, nemlig 12 Mark Sterling[22]. Gyrid Andresdatter gav dem en Mark brændt for Sjælemesser[23]; ligesaa Kanniken Arne Endridssøn 1309 en gammel Mark, Gunhild Sigurdsdatter 1342 fem Mark gamle, og Arne Halkelssøn i 1343 en Mark til Sjælemesser[24]. Ved Kong Magnus Erikssøns og Dronning Blankas Testamente af 1347 fik samtlige (4) norske Dominikanerklostre 100 Mark til Deling[25]. Fra den store Mandedøds Dage 1349 ere 2 Testamenter angaaende dette Kloster tilovers, nemlig Erkebiskop Arnes, der gav det 3 Mark brændt, hvorfor Brødrene skulde læse 2 Sjælemesser, samt desuden til Kost Læst Rugmeel og 200 Stokfisk[26]; og Arnfinn Peterssøns, der gav dem 2 Pund Rug[27]. Kanniken Agmund Olafssøn testerede 1381 to Stykker „varnings“ til Prædikebrødrene[28] og 1430 gav Arvid Ingeldssøn til Sortebrødre-Kloster i Nidaros 40 Fisk „til gils“ og en Tønde „öron“ eller dens Værd, ligesom han ved senere Testamente af 1434 gav det to Nobel, hvilket er dobbelt saa meget som Helgeseter sit; og Halvparten af hvad der gaves samtlige Kanniker til Deling[29].

Til dette Klosters Historie i de sidste 100 Aar før Reformationen, kjender man iøvrigt Intet[30]. Paa Reformationstiden finder man alene antegnet, at det var den eneste geistlige Stiftelse i Throndhjem, der undgik Ildebranden 1531, samt at Prioren af Sortebrødre og Lector Robert sammesteds nævnes blandt Abbed Matthias af Tuterøens Dommere[31]. – Det lader til, at denne berygtede Abbed ogsaa i dette Kloster har pantsat eller til Brug ved Leilighed forvaret en Deel Sølv, som Erkebiskoppen lod tage tilbage hos Broder Harald i Sortebrødre[32]. Af en Klage fra 1527 over Prædikebrødrene i Bergen sees, at Ordenens Provindsial-Minister paa denne Tid har været bosat i Throndhjem, og altsaa havt hjemme i dette Kloster[33]. Han hed Broder Robert Jonssøn[34], og at han var Ordenens Foresatte i Norden (altsaa Provindsial i Dacia), siges udtrykkelig af Kong Gustaf I i to Breve af 30te Mai 1525 til den af ham indsatte Ordens-Vicarius for Prædikebrødrene i Sverige, Hr. Martin, og til Dominikanermunkene i Vesteraas, hvori han bebreider de sidste, at de ikke have lystret hans Befaling, at den norske Broder Robertus ikke skulde være deres Foresatte, da han var en udenlandsk Mand, som det ikke sømmede Svensker at adlyde. Desuagtet havde Kongen erfaret, at han befattede sig med Vicariatet, og at der var afstedkommet meget Ondt i Klostret for hans og hans Tilhængeres Skyld, ligesom og megen ond Stempling derved var ført ud blandt Almuen i Dalarne. Kongen befaler dem derfor at antage Overbringeren af hans Brev, Broder Nils Anderssøn, som Prior. I Brevet til Vicarien af samme Dag bebreider han denne, at han har gaaet for mildt frem og tilladt Robert fremdeles at befatte sig med hiint Embede, og derved foraarsaget Stemplinger i Dalarne af ham og andre norske Brødre der i Klostret. Disse skulde derfor strax sendes hjem til deres Fædreland, og Vicarien følge Broder Nils til Vesteraas og indsætte ham som Prior der. Broder Robert, hans Parti og andre Udlændinger der og andensteds i Ordenens Klostre, skal han paalægge at være ude af Riget inden St. Hans førstkommende, eller og vil Kongen finde anden Raad for dem[35]. Af disse Breve er det tydeligt, at Broder Robert har været en Nordmand, Prior i Vesteraas og Provindsial-Vicarius. Kongens Trusel har vel jaget ham fra Sverige 1525, og dette forklarer altsaa, at en anden end han forekommer som Prior i Nidaros, hvor han nemlig kun har fungeret som Provindsens Foresatte og tillige (efter Udtrykket i Münch. Dipl No. 3181), eller efterat han var afgaaet som Provindsial, bestyret Lectorens Embede.

Naar og hvorledes Klostret er sekulariseret, hvor det er blevet af Munkenes samt hvortil Klostrets Bygninger i de første Tider ere anvendte have vi ikke kunnet finde. Maaske kan det ovenfor givne Bidrag til Bestemmelsen af dets Beliggenhed lede bedre Lokaliserede paa Spor i disse Henseender. Om dets Gods vides aldeles Intet. Det blev ikke nogen særskilt Forlening.

  1. ↑ Norges gamle Love. II. 241.
  2. ↑ Saml. til Norske Folks Hist. II. 56.
  3. ↑ Haak. Haakonss. Saga c. 239.
  4. ↑ Dipl. Norv. I. No. 23.
  5. ↑ Fornm. Sögur X. 77.
  6. ↑ Dipl. Norv. I. No. 59. Thork. Dipl. II. 49. jfr. Stephens Brottstycken, 63.
  7. ↑ Haak. Haakonss. Saga c. 288. 291. 299. 320.
  8. ↑ Fornm. Sögur X. 100. 101.
  9. ↑ Dipl. Norv. I. No. 59. Thork. Dipl. II. 48–49.
  10. ↑ Íslenz. Annal. 134. Script. Rer. Dan. III. 106.
  11. ↑ Han maa ei forvexles med den berømte Prædikebroder af dette Navn, der døde i Skeninge 1275. Suhm X. 727.
  12. ↑ Dipl. Norv. III. No. 16. Thork. Dipl. II. 86–89.
  13. ↑ ibid. III. No. 30. 36, og II. 124–126.
  14. ↑ Dipl. Norv. III. No. 44. 66. 67.
  15. ↑ Thork. Dipl. II. 3 ff.
  16. ↑ Nye Danske Mag. I. 34.
  17. ↑ Nye Danske Mag. I. 41. Schøning Anh. til Domkirkens Beskrivelse S. 55.
  18. ↑ Laurentius Saga c. 17–20. Det synes som man har gjort hinanden gjensidige Indrømmelser, idet En af hvert Parti beskikkedes til Visitator. Erkebiskoppen gik nemlig kun nødig og ifølge Laurentius’s Anmodning ind paa at sende Bjørn (c. 17).
  19. ↑ Hist. eccl. Isl. I. 552. Laurentius Saga anf. St.
  20. ↑ Laurentius Saga cap. 19–26 og i Enden af Sagaen. Hist. eccl. Isl. II. 152–153. 172–174. Man bemærke, at Kilden neppe er fri for Eensidighed.
  21. ↑ Orig. i svenske Rigsarchiv. Dette staar ganske vist i Forbindelse med Pave Benedikts Befaling af 1ste September 1338 til Erkebiskop Paal af Nidaros at tage Minoritterne i Dacia i Forsvar mod Erkebiskop Peter af Upsala, der ifølge Provindsialens Klager forurettede dem (Wadding, Annales Minorum. VII. 482–483). Spørgsmaalet er kun, om dette Bud er ældre eller yngre end Prædikebrødrenes Klage, og dette kan for Tiden ei oplyses.
  22. ↑ Script. Rer. Dan. VI. 250. Thork. Dipl. II. 256.
  23. ↑ Dipl. Norv. II. No. 70.
  24. ↑ Schøn. Anh. 13. Dipl. Norv. II. No. 248. 255.
  25. ↑ Samlinger til Norske Folks Spr. og Hist. V. 585.
  26. ↑ Trykt i 1ste Udgave S. 770–773.
  27. ↑ Dipl. Norv. II. No. 305.
  28. ↑ Dipl. Norv. II. No. 468.
  29. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 14, No. 10. Schøning (Anhang 8. 11). Den her anstillede Sammenligning mellem Gavernes Beløb kan maaske bidrage til at bestemme Antallet af Munke i de forskjellige Klostre, hvis man kan antage, at Testator har undt dem omtrent lige godt Alle. Er dette saa, vilde Prædikebrødrenes Antal blive Halvparten af Kannikernes, og Helgeseters en Fjerdepart, eller, Kannikernes beregnet til det almindelige 24, respektive 12 og 6, og disse Tal ere hverken for Prædikebrødrenes eller Helgeseters Vedkommende usandsynlige.
  30. ↑ Det eneste, vi have fundet, er en Notits i Aslak Bolts Jordebog S. 90, at Prioren i Sortebrødrekloster i Nidaros Magnus Harcleifi (?) med sine Brødres Samtykke gav til Nidaros Domkirke , Spand i Gaarden Sæmnes Brønø Sogn, som Klostret havde saaet af Kolbein Villiamssøn. Dette bør bemærkes ovenfor ved S. 112 Anm.
  31. ↑ Münch. Dipl. No. 3181. jfr. nedenfor under Tuterøen.
  32. ↑ Sammesteds No. 3184.
  33. ↑ Sammesteds No. 2194.
  34. ↑ Robertus Johannis, Münch. Dipl. No. 1834.
  35. ↑ Thyselius Handl. til Sveriges Reformat. och Kyrko-Hist. I. 5–8, jfr. og Handl. rör. Skand. Hist. XXIII. 59–60.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen/3/5&oldid=222229»