De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/4

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 219-228).

§ 4. Helgeseter (Elseter) Kloster.

(Monasterium sanctæ Sedis).

Omtrent 1000 Alen i S. V. fra Nidaros Domkirke paa den anden Side af Nidelven ved en liden Bæk, der falder i samme, laa Helgeseter Kloster for regulære Kanniker af Augustinerordenen. Stedets ældste Navn synes at have været Elgioseter, Eigloseter eller Elgeseter, hvilket siden, da der blev et Kloster, forandredes til Helgisetr, sancta Sedes, den hellige Bolig. Det er da ligesom Múnkalif i Bergen egentlig kun et appellativisk Udtryk for enhver gudelig Stiftelse, men brugtes alene til at betegne dette Kloster, og en østenfor samme liggende Gaard bærer endnu Navnet Elseter. Dette Kloster er uden Tvivl samtidigt med eller nærmest noget yngre end Domkapitlets Stiftelse, og skyldes rimeligviis Erkebiskop Eystein. At Helgeseter ikke er ældre end dette, følger af Afhængigheden af samme, som et gammelt Kloster neppe vilde underkastet sig. I ethvert Tilfælde er det sikkert, at Eystein skjenkede meget Gods til dette Kloster, og at han flyttede den ældre Marie-Kirke i Nidaros did, for at faa Rum for sin Udvidelse af Christ- eller Domkirken, ved hvilken Leilighed ogsaa Kong Harald Haarderaades Lig flyttedes fra Mariekirken til Helgeseter^[1]. Rimeligviis har man ved Domkapitlets Stiftelse (1152) besluttet, at dette efter udenlandsk Mønster skulde bestaa af sekulære Kanniker ved Domkirken og regulære Kanniker paa Helgeseter (jvfr. ovenf. S. 22–23); men Udførelsen heraf er forsinket ved Borgerkrigerne, saa at Klostret først 1176 eller kort derefter fik en Kirke opført, og dermed fuldførtes^[2]. Som Følge heraf stod Helgeseter i et Afhængighedsforhold til Erkebiskoppen og hans Kapittel, hvis Udstrækning ikke bestemt kan angives. Formanden havde kun Titel af Prior, idet Erkebiskoppen altsaa ansaaes for Klostrets Abbed (Fader), og han visiterede det aarlig paa Thomas af Canterburys Dag (29de Decbr.)^[3]. Men paa den anden Side besad Klostret selvstændig Eiendom, og mageskiftede eller solgte uden Andres Samtykke^[4]. Stiftelsen af Helgeseter Kloster for regelbundne Kanniker falder altsaa ind samtidig med Kardinal Nikolaus Ophold i Norge, og hiin Legat eller en af de første Erkebiskopper, og da nærmest Erkebiskop Eystein, kan med Rimelighed ansees for Stifteren.

I Historien nævnes Helgeseter første Gang i Sverres Saga, da Kongen i Anledning af Mariesudens Bygning gav en Chorkaabe til Klostret (cap. 80). Under Bagleroprøret ankom Biskop Nikolaus til Helgeseter 1199, og tvang Prioren og de andre Kanniker til at tage Parti med Baglerne, da han ellers truede med at sætte Ild paa Klostret. De fore da afsted med ham, og vare paa hans eget Skib^[5]. Den Virksomhed, disse nødtvungne Partigængere lagde for Dagen, findes forøvrigt ei antegnet Ved det store Rigsmøde i Bergen 1223 indfandt sig blandt Geistligheden fra Thrøndelagen Svein, Prior af Helgeseter. Han nævnes umiddelbart efter Erkebiskop Guttorm, før Abbederne af Holm og Tuterø samt Domkapitlets Afsendinger^[6]. Da Hertug Skule i Julen 1239–40, efterat have ladet sig udraabe til Konge, vilde begive sig over Fjeldet til Oplandene, bragte han forud sin Hustru Fru Ragnhild og sin Datter Ragnfrid med flere af sine Huusfolk i Sikkerhed i Helgeseter, og ved sin Ankomst til Nidaros kort efter tilstod Kong Haakon paa Erkebiskoppens Bøn dem Fred og Naade. Paa Grund heraf vedligeholdt Kongens Mænd en venskabelig Omgang med Skules Slægt, og aflagde nu og da Besøg hos Fru Ragnhild i Helgeseter; men en Dag mærkede de, at Alle i Klostret lo ad dem, som om de vilde spotte dem, uden at de kunde erfare Aarsagen. Dog samme Dag fik Kongen Budskab om Skules Seir ved Laaka. Ved Efterretningen derom udsendte Kongen Krigsbud overalt, medens Erkebiskop Sigurd og Lambe, Prior i Helgeseter, begave sig til Kongen, og idet de beklagede det lidte Tab, tilbøde sig at fare til Skule og bringe et Forlig istand. Kongen takkede dem for deres gode Villie, men erklærede, at han ei vilde søge Forlig, førend han selv havde prøvet Styrke med Hertugen. Skulde dette Forsøg falde ugunstigt ud, vilde det være Tiden at mægle dem imellem^[7]. Slaget i Oslo afgjorde strax efter Skules Skjebne. Som Flygtning kom han til Nidaros, hvor han fandt Stemningen meget ugunstig imod sig. Nedslagen og raadvild tog han ikke de nødvendige Forholdsregler mod uformodet Overfald, saa at Birkebenerne uforvarende om Natten kom over ham. Forladt af Sine flygtede han i en Baad over Nidelven, og skjulte sig i en Skov. Hans Søn Peter undkom ligeledes til Øvre Helgeseter, hvor han siden fandtes skjult i et Bagerhuus og dræbtes. Hertugen derimod opholdt sig to Dage i Skoven, men i Gangdage-Ugen (Dagene før Christi Himmelfart), da man i Procession med Korset gik rundt om Markerne, begave Kannikerne i Helgeseter sig paa deres Procession ind i Skoven, gave ham og hans Mænd Chorkapper paa, og førte dem saaledes mellem sig ind i Klostret. Hertugen begav sig op i Klokketaarnet, og lagde sig strax til Hvile, da han var meget træt. Da Birkebenerne fattede Mistanke herom, fore de over til Klostret, hvor de fra Taarnet bleve beskudte af Hertugens Mænd. Erkebiskop Sigurd kom med flere anseede Herrer og Bymænd derhen, og forbød Birkebenerne at angribe Klostret eller der vække Ufred; disse svarede derimod, at Klostrets faste Bygningsmaade gjorde det nødvendigt for dem at angribe det, hvad man saa end sagde derom. Erkebiskoppens Tilbud af Løsepenge for Hertugen, saa at han i Fred kunde drage til Kongen, vilde Birkebenerne kun antage paa Betingelse, at St. Olafs Helligdom sattes i Pant for at Hertugens Løfter ei brødes. Andre derimod brøde sig i deres Hidsighed ei om Forslaget, og lagde, medens Underhandlingerne endnu varede, Ild til Klostret; Nogle forsøgte vel strax at slukke, men Ilden greb om sig. Da Hertugen mærkede dette, bød han sine Mænd gaa ud. Selv gik han først, holdt Skjoldet for Ansigtet, og bad Fienden skaane dette. Han faldt saaledes 23de Mai 1240 og alle hans Mænd med ham, undtagen en Geistlig Mester Berger, hvis farlige Saar siden lægedes. Efter denne Daad forsøgte Birkebenerne forgjeves at slukke Ilden, og hele Klostret lagdes i Aske. Hvilken Vigtighed et Klosters fortsætlige Opbrænden i hine Tider tillagdes, sees af Kong Haakons Ord, da disse Tidender bragtes ham: „Det er to store Tidender, sagde han: Klostret i Helgeseter er brændt, og Skule min Maag er falden^[8].“ At Gjerningsmændene faldt i Band for deres Gjerning, kan ei være Tvivl underkastet, skjønt Intet derom meldes. Kong Haakons gode Forhold til Erkebiskoppen har vel hjulpet til at bringe Sagen i Orden, og rimeligviis er Klostret paa Kongens Bekostning atter opført større og prægtigere end før.

Iøvrigt ere Efteretningerne om dette Kloster ligesaa ubetydelige, som om de throndhjemske Klostre i det Hele. Det nævnes ei i Magnus Lagabøters Testamente, formodentlig paa Grund af Forholdet til Erkestolen og Domkapitlet, men fik derimod af Biskop Thorfinn af Hammer 1284 i hans Testamente 3 Gaarde: Thveigie (?), Heldeland og Vallinstad, samt 19 Mark, og i 1349 af Erkebiskop Arne en lukket Kalk og 2 Mark brændt til Sjælemesser, ligesom det og betænktes i Agmund Olafssøns og Arvid Ingeldssøns Testamenter. Agmund gav desuden en Broder Olaf i „Ælioseter“ en ny Kjortel og en sort Klo (Kappehage) med Sølvbeslag, og Arvid gav Bjørn Esgeirssøn, Degn i Helgeseter, 30 Fisk „til gils“ og en Guldnaal^[9].

Thord, prior sanctæ Sedis de ordine canonicorum, udstedte 14de Marts 1280 med Nidaros Kapittel og Abbederne af Holm og Tuterø et Vidnesbyrd om Kathedralkirkens Immunitet. Blandt Vidnerne vare Baard og Sigurd, canonici regulares af Helgeseter, paa hvis Vegne de havde afgivet Møde og forseglede Brevet med deres Konvents Segl. 5te Octbr. s. A. udstedte den samme Prior Thord med de ovennævnte Prælater et nyt Vidnesbyrd, angaaende den daværende Strid mellem Kongen og Geistligheden^[10]. Den langvarige ovenfor under Nidarholm omtalte Strid mellem Erkebiskop Jørund og Domkapitlet, i hvilken ogsaa Helgeseters Konvent for en Deel var indviklet, afgiver ogsaa nogle Oplysninger om dette Kloster. Saaledes paaberaabes i et Brev af 4de Juni 1295^[11] Hr. Priors af Helgeseter Kundskab om en af Tvistepunkterne; og i et udateret Vidnesbyrd af Abbed Arne af Holm og Erik Thoressøn paa Lade (efter 1295) angaaende Domkapitlets Rettigheder, nævnes blandt disse Retten til at vælge Priorerne i Kastelle Kloster og Helgeseter. Ordene ere omtrent følgende: Erkebiskop Jon havde tilstaaet Kannikerne med Erkebiskoppen at stadfæste Valget af Biskopper, Abbeder og Abbedisser i de Klostre, der havde Kapitler; men i de Klostre, hvor intet Kapittel var, skulde Erkebiskoppen indsætte Formænd med deres Raad og Samtykke. „Havde saaledes begge Myndighed (forræði) over og Valgretten til Kastala Kloster Øster og Helgeseter“^[12]. I Anledning af de samme Stridigheder optoges 25de October 1297 af Bjarne^[13] Prior i Ælgisætre med Flere i Erkebiskoppens Retsstue forskjellige Mænds Vidnesbyrd om Hr. Markus Dyllas Testamente med Hensyn til Domkirken, Kannikerne, Erkebiskop Jons Gravsted og Mariekirken i Nidaros^[14].

Efterat Mødruvalla Augustinerkloster paa Nordlandet paa Island var afbrændt i Septbr. 1319, ophævede Biskop Audun af Hole dette Kloster og sørgede for Munkenes Underhold andensteds. Saaledes sendtes en Broder Ingemund Skulessøn til Norge, hvor han optoges blandt Helgeseters Kanniker, og tilsidst udvirkede hos Erkebiskoppen Klostrets Gjenoprettelse^[15]. Fra 1333 haves et af Prioren i Helgeseter og 3 Andre udstedt Vidnesbyrd om Kannikernes Ret til en Gaard i Nidaros^[16]. I 1339 udvalgte Munkene i St. Jons Augustinerkloster i Bergen Gyrd, en fra Helgeseter dimitteret Munk, til deres Abbed Vel blev dette Valg baade i formel og reel Henseende erklæret ugyldigt med Hensyn til Vælgernes og den Valgtes Egenskaber; men Biskop Haakon af Bergen, hvem Valgretten derfor var tilfalden, udnævnte dog denne Gyrd til Abbed i Jonskirken, da han besad rene Sæder og fornødne Kundskaber^[17]. I Febr. 1347 vare Bjørn Thoressøn, Lagmand i Nidaros, og Sverker Arnessøn, Frostathingslagmand, tilstede paa Lyng i Verdalen, for efter kongelig Besaling at dømme mellem Broder Arngrim, i fuldt Ombud for Brødrene i Helgeseter, og Sigurd Ottarsøn, Vigleik af Lyng og Fru Ragndids Arvinger angaaende sidstnævntes Deel i Gaarden Lyng. Lagmændene tildømte Arvingerne at betale Broder Arngrim eller hans Ombudsmand $\scriptstyle 3{\frac {1}{2}}$ Mark til Mariemesse i Fasten og ligesaameget til Halvardsmesse. Man seer, at ogsaa Kannikerne i Nidaros have været indviklede i denne Sag^[18]. I 1353 ankom en islandsk Munk Eystein Asgrimssøn, der formedelst Ufredsommelighed og Vold var forjaget fra Helgafells Augustinerkloster paa Island, til Norge og blev optagen som Munk i Helgeseter. Han opholdt sig her til 1357, da han af Erkebiskop Olaf sendtes i Forening med Kanniken Eiulf Brandssøn som Generalvisitator til Island. Han synes nemlig at have forenet store Evner med et uroligt Sind. Som Generalvisitator udpressede han store Summer i sit Fædreland, og yppede paany Klammeri med Biskop Gyrd i Skalholt, om hvem han forfattede Nidviser; men da, denne paa Grund heraf bandsatte ham, tabte han Modet, faldt tilfode, digtede for at gjenvinde Biskoppens Naade det herlige Digt til Jomfru Marias Ære, Lilia, i 100 Strofer, og blev endog Biskoppens Official. Paa Tilbagereisen til Norge 1360 led han Skibbrud paa Haalogaland, og naaede med Nød hjem til Helgeseter, hvor han døde 1361^[19].

Iøvrigt savnes saagodtsom alle Efterretninger om dette Kloster. Af Priorerne nævnes Broder Ingevald 1429, Arvid 1431 og Gudmund Peterssøn 1436 som Udstedere af Klostret uvedkommende Breve^[20]. I Erkebiskop Gautes Tid (1474–1510) var atter en „Herr“ Ingevald Prior her, som afstod en Hage Spratavall østenfor Broenden i Throndhjem til Erkebiskop Gaute imod hvad denne eiede i Bjorka paa Inderøen^[21]. Først henimod Reformationen forefindes atter et Par Efterretninger om Helgeseter, hvoraf dets Forhold til Erkestolen belyses. Den 22de April 1506 mageskiftede Erkebiskop Gaute paa Domkirkens Vegne en Deel Jordegods med Hr. Otte Matssøn (Rømer) og (dennes Svigersøn) Hr. Nils Henrikssøn (Gyldenløve) til Østeraad, og afstod tillige Hospitalets paa Ildevolden Ret til den til Eieren af Østeraad afstaaede Gaard. Ligesaa vare hæderlig Mand Hr. Olaf Thordssøn, Prior i Helgeseter, og ærlig Fru Magnhild, Abbedisse i Rein, da tilstede, og afstode hvad deres Klostre eiede i samme Gods til Hr. Otto og Hr. Nils for det Venskabs Skyld, de havde nydt og fremdeles ventede af dem. Brevet, der forsegledes af Alle de her nævnte tilligemed Domkapitlets Degn og Official samt velbyrdige Mand Olaf Bagge m. Fl., udstedtes i Erkebiskopsgaarden i Throndhjem, og viser, at Prioren i Helgeseter selv havde Raadighed over sit Klosters Gods^[22]. Dette fremlyser end yderligere af Erkebiskop Olafs Konfirmation af 13de December 1534 for Hr. Gunnar Bjørnssøn som valgt Prior i Helgeseter^[23]. Heri erklærer han, at da Klostret ved Hr. Olaf Thordssøns Død har mistet sin Forstander (prior et pastor), indsætter han den valgte Broder Gunnar til Klostrets Prior, forlener ham med fuld Myndighed derover baade i aandelige og timelige Sager, og betror til hans Omsorg alle Friheder, Eiendomme m. v., som hidtil ere tilstaaede Klostret og dets fælles Bordhold, dog mod at Helgeseter fremdeles bliver Erkestolens Jurisdiktion og Overbestyrelse (regimen) underkastet.

Imidlertid var Sekularisationen af Klostrene i fuld Gang, og Helgeseter havde sandsynligviis alene sit Forhold til den endda mægtige Erkebiskop at takke for, at det ikke maatte dele Skjebne med de øvrige Klostre og modtage verdslige Forstandere, endnu førend Reformationen lovlig indførtes. Man seer-nemlig, at Prioren i Helgeseter endnu indtil 1546 vedblev at bestyre sit Kloster. Prioren og en Broder Svend af Helgeseter nævnes blandt Abbed Matthias af Tuterøens Dommere (ved 1530)^[24], og 3die Oktober 1532 udstedte Vincents Lunge, Nils Lykke og Kong Frederiks øvrige Udsendinge et Leidebrev for Erkebiskop Olaf at møde dem iHelgeseter, hvor en Overeenskomst derpaa sluttedes^[25]. Endnu i 1540 mageskiftede Prior Gunnar en af Klostrets Gaarde i Lade Sogn til Kantoren i Throndhjem Hr. Asmund Ingemarsøn mod en Gaard i Støren^[26]. Aarsagen til, at Helgeseter saaledes en Tid lang har undgaaet Klostrenes almindelige Skjebne strax at faa en verdslig Forstander for Klostergodset, kjendes ikke; men 6te Januar 1546 overdrog Christian III Klosterbygningerne og Bugaarden derunder til den første evangeliske Superintendent Thorbern Olafssøn Bratt; dog befaledes Lensherren Christoffer Galde, at „handle med Prioren herom, og fly ham en Gaard, eller iøvrigt i andre Maader stille ham tilfreds med en ærlig Opholdning i hans Livstid“^[27]. Ved samme Tid maa Godset være lagt ind under Throndhjems Hovedlen; thi i et Brev fra Christoffer Galde til Hr. Esge Bilde af 13de September 1547 omtaler han Kongens Ordre til at lægge Helgeseter Klosters Gods under Kronen, og beklager sig i den Anledning over Christoffer Ottessøn (Huitfeld), som havde taget en Gaard fra Klostret og givet bort. Saaledes beboedes altsaa Klostergaarden af Superintendenten, medens Godset fulgte Kronen, indtil Thorbern Bratts Eftermand Hans Gaas ifølge kongelig Befaling 1559 maatte afgive Helgeseter til Avlsgaard for Lensherren Evert Bild. I Gaas’s Tid var det, at Kong Christian III 12te Juli 1552 tilstod Helgeseter Kloster Asylret „saa at naar Nogen kommer til Skade i Throndhjems Stift, eller for nogen ærlig Sag bliver ufrylig, da maa den have sin Tilflugt til Helgeseter Kloster, og der være fri og sikker uden al Hinder, til saalænge der bliver dømt paa hans Sag og Gjerning“^[28]. Det er allerede S. 84 bemærket, at dette ikke maa forstaaes, som om Helgeseter først nu blev et Asyl, men derimod at den kongelige Tilladelse gik ud paa, at Helgeseter skulde fremdeles beholde den Asylret, det forhen som Kloster havde havt, men som naturligviis ellers vilde ophørt med dets Sekularisation.

Endnu 1558 holdtes Gudstjeneste i Helgeseter Kirke, hvilket sees af Hans Gaas’s Forslag til Kongen om at henlægge Lade Kirkes Tiende og Rente did^[29]. Om Klostret Overgang fra Bispestolen til Lensherren giver Gaas’s Klage til Kongen af 10de Novbr. 1550 en Deel Oplysninger, hvoraf blandt Andet sees, at Bild havde udsagt Biskoppen strax i Novbr. 1559, uagtet Kongens Brev bestemte, at han skulde flytte til førstkommende Mikkelsdag^[30]. Paa Grund af denne Overlevering toges en Synsforretning over Klostrets Bygninger, der befandtes meget forfaldne, og bestode af Kirken, Klostret og Bugaarden, hvis Størrelse og Beliggenhed er omtalt af Schøning^[31]. I 1564 skal Bygningen aldeles være ødelagt, Murene nedbrudte og Stenene være anvendte til Kongsgaardens og Frue Kirkes Bygning^[32]. Klostrets Gods dannede efter Reformationen ingen særskilt Forlening, men laa under Throndhjems Gaard indtil 1604, da det fordeeltes mellem Lensherrerne paa Bergenhuus og i Nordlandene, medens Throndhjems Lensherre fik Romsdals Len i Erstatning. Heraf sluttes, at dets Gods hovedsagelig har ligget udenfor Throndhjems Len, og at det er det der tiloversværende Gods, som (ifølge Schøning anf. St.) blev henlagt til den latinske Skole i Throndhjem^[33]. Saaledes ere alle Spor af Klostret nu for længe siden forsvundne. „Dersom ei Schøning ei havde leveret Tegning af Helgeseter Kloster – siger Klüver^[34] – saa var det nu fast umuligt at bestemme, hvilken Figur det har havt, da hver Steen er borttagen og Tomten bebygget med Huse.“

1. Schøning (Forbedringer S. 380) og Munthe (Aalls Snorre III. 63) have ved en Misforstaaelse af Beretningen om Flytningen af Kong Haralds Lig antaget, at Klostret er stiftet af denne Konge, altsaa over 100 Aar tidligere end her er antaget. Men dette gaar umuligt an. Munch har (Norske Folks Hist. III. 38) forklaret Udtrykkene i Morkinskinna og l Ágrip Cap. 36 som ovenanført, hvorved de af mig i 1ste Udgave opstillede Vanskeligheder bortfalde.
2. Munch anf. St. viser, at Mariekirken, endnu da Thjodrek Munch skrev, stod paa sin gamle Plads i Nidaros; Thjodreks Historie ender med 1130, og han nævner ingensteds Helgeseter Kloster, hvilket han neppe kunde undgaaet, hvis det havde været til i hans Tid.
3. Aslak Bolts Jordebog S. 115. At Helgeseters Convent regnedes til Domkapitlet, sees af Forliget i 1264 mellem dette og Prædikebrødrene (Dipl. Norv. I. No. 59, hvorom mere under Prædikebrødrene.) Thi her nævnes Prioren i Helgeseter G .... blandt dem, der havde sluttet Forliget, næstefter Erkebiskoppen og foran Erkepresten og Kapitlets øvrige sekulære Medlemmer.
4. Sammesteds oftere f. Ex. S. 38. 100. Dette skede med samme Ret som de sekulære Kanniker ved Domkapitlerne selvstændigt bestyrede sit Gods.
5. Sverres Saga c. 156.
6. Haak. Haakonss. S. c. 88.
7. Haak. Haakonss. S. c. 214. 221. 222.
8. Haak. Haakonss. Saga c. 239–241. 243.
9. Testamenterne ere nærmere anførte under Nidarholm. Hvorfra Suhm (XI. 594) har, at Helgeseter fik 1 Mark i Hr. Bjarne Erlingssøns Testamente 1308, vides ikke; i den dyrskjøtske Afskrift i danske Geheimearchiv nævnes det ikke.
10. Dipl. Norv. III. No. 16. 20. Thorkel. Dipl. II. 86–88. 94. Thords noget defekte Sigil, forestillende en Geistlig uden Krumstav, viende Monstrantsen 4foran Altret, og af Omskriften: sigill .... e sedis, er stukket i Kobber sammesteds Tab. V.
11. Dipl. Norv. III. No. 36. Thork. Dipl. II. 161.
12. Dipl. Norv. III. No. 35. Schøning Domkirken S. 230. Anhanget S. 21. Et Valgbrev, hvorved dette bestyrkes og nærmere oplyses, forekommer nedenfor ved Aar 1534.
13. Maaske er det den samme Broder Bjarne fra Nidaros, der med Laurentius Prest visiterede paa Island 1307 og 1308. Íslen. Annál. 190. 192.
14. Dipl. Norv. II. No. 42. Thork. Dipl. II. 199. Under det sidste Brev hænger Helgeseters Konventet Segl, forestlllende Guds Moder kronet, med Barnet paa venstre Arm og Verdensæblet i høire Haand. Af Omskriften ere de sidste Ord: ... sancte sedis alene tilovers.
15. Hist. eccl. Isl. IV. 98–99. Beretningen om dette islandske Klosters Forhold til Hole Bispestol ville vi her anføre da omtrent samme Forhold har fundet Sted mellem Nidaros Erkestol og Helgeseter, kun med den Forskjel, at Domkapitlet som anført har deelt Myndigheden med Erkebiskoppen, hvilket ikke kunde finde Sted med Hole, der intet Domkapittel havde. „Biskop Jørund af Hole stiftede paa Mødruveliir ved 1290 et Kloster for regulære Kanniker af Augustinerordenen paa Betingelse, at Hole Biskop stedse skulde være Klostrets Abbed, som ved en af ham valgt Ombudsmand (oeconomus) havde Bestyrelsen af og Raadighed over Klostrets verdslige Sager, og hvis Pligt det derfor var at sørge for Munkenes Underholdning m. v. I aandelige Sager, d. e. hvad Bønner, Sange, Disciplin og den daglige Beskæftigelse angik, skulde den første Munk under Navn af Prior være de Øvriges Formand, men maatte Intet af Vigtighed foretage uden Biskoppens Bifald.“ (anf. St. S. 97–98.)
16. Dipl. Norv. III. No. 167.
17. Barth. 442–444. Han blev siden Biskop i Skalholt.
18. Dipl. Arn. Magn. fasc. 10. No. 12.
19. Hist. eccl. Isl. I. 586–588. II. 398 ff., hvor Lilia er trykt, samt I. 527, hvor et Brev fra ham som Visitator findes.
20. Thork. Dipl. II. 3. Nye D. Magaz. I. 34. 41. Dipl. Arn. Magn. fasc. 15. No. 27.
21. Aslak Bolts Jordebog S. 5.
22. Efter en Afskrift med Schønings Haand i danske Geheimearchiv fra en Vidisse af 1646.
23. Efter en Afskrift sammest. Trykt i 1ste Udg. af dette Skrift S. 773.
24. Münch. Dipl. No. 3181.
25. Sammesteds No. 3157. Paludan-Müller, Grevens Feide. II. 33.
26. Dipl. Arn. Magn. fasc. 19. No. 6.
27. Norske Registranter i Afskr. i Rigsarchivet. I. 277. Hvor der blev af Prioren, er ikke optegnet, men endnu i 1550 levede Gunnar, da Galde tilstillede Kongen en Kalk og Disk af Guld og en forgyldt „Patzs“ (?), som blev annammet af Prior i Helgeseter. (Sammest. I. 62.)
28. Norske Registr. Afskr. I. 316.
29. Danske Mag. VI. 325.
30. Sammesteds 326–329. Heri havde uden Tvivl Lensherren ad; thi Kongens Brev er af 23de Septbr. og lyder paa, at Gaas „nu strax til St. Mikkelsdag førstkommende antvorder“ o. s. v. Da Ordren først indløb i November derefter, vilde Gaas have Udsættelse et Aar omkring, hvilket Bild vist ikke paa egen Haand kunde indrømme.
31. Schønings Reise I. 13–14.
32. Endnu i 1606 anvendtes Steen fra Elseters Klosterbygninger til Frue-Kirke i Throndhjem, ifølge kgl. Ordre til Steen Bilde af 24de December s. a. (Norske Tegnelser. III. 263.)
33. Norske Tegnelser, i Afskr. i Rigsarchivet. I Brevet herom til Laurits Kruse paa Bergenhuus af 26de Mai 1604 paalægges ham at tage Elseters Gods paa Søndmøre under sig. Udenfor dette til Throndhjems Stift hørende bergenske Len har altsaa Klostrets Gods neppe strakt sig.
34. Norske Mindesmærker S. 43.