De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/11

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 263-289).

§ 11. Munkeliv som Benediktinerkloster.

(Mikjalsklaustr á Nordnesi. Monasterium sancti Michaëlis Bergis).

Kong Eystein Magnussøn lod paa Nordnes ved Bergen, medens Broderen Sigurd var paa sit Korstog (1107–1110), paabegynde Anlægget af en Kirke til Erkeengelen Michaels Ære, og ved samme et Munkekloster, Alt af Steen. „Michaelskirken lod jeg bygge paa Nordnes (flget han i sin bekjendte Ordstrid med Broderen) og der sætte Munkeliv“, og han lagde dertil meget Gods af Kongedømmets Odel^[1]. Dette Klosters Beliggenhed er saaledes aldeles vis. Oprindelig liggende udenfor Bergens By paa Halvøen Nordnes, der danner den nærværende Stads nordvestre Deel, paavises endnu paa den aabne Plads „Klostret“ ret op for Nyalmenningen Stedet, hvor dets vidløftige Bygninger have ligget øverst paa Bjerghøiden mellem Vaagen og Puddefjord, hvilket ved Gravninger i de senere Aar yderligere er godtgjort^[2]. Klostrets almindelige Navn var kun Múnkalif, d. e. Munkebolig, der fortrinsviis over hele Norge tillagdes dette anseelige Kloster. Dets officielle Navn var derimod St. Michaels Kloster i Bergen, Mikjalskirkja (eller klaustr) á Norðnesi, staðr hins heiylaga Mikjals at Múnkalífi o. s. v. Det var i de første 300 Aar af Benediktinerordenen, men hvorvidt Klostret allerede i Kong Eysteins Tid var i fuld Virksomhed, er ubekjendt. Det omtales første Gang i Aaret 1135 i Anledning af den stavangerske Biskop Reinalds Endeligt, som Kong Harald Gille lod hænge, da han ikke kunde eller vilde give Underretning om, hvor Kong Magnus’s Skatte vare forvarede, hvorpaa hans Lig blev jordet i Michaelskirken^[3]. I Januar 1146 udstedte Pave Eugenius III sit ovenfor S. 85 nærmere omtalte Værnbrev for dette Kloster i den høitideligste Form og de naadigste Udtryk. Munkelivs Abbed dengang hed Orm; men iøvrigt veed man Intet om ham eller hans Kloster i dets ældste Tid.

Det ældste Brev paa Norsk angaaende Munkeliv er et Jordebytte med Biskop Paal af Bergen (1156–† 1194), hvorved Munkene skjødede Herdla paa Nordhordland til Kristkirken og fik igjen Mor inde i Hardanger mod $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mark Guld, som dette Gods var bedre end hiint. I sit Skjøde af 30te August (uden Aar) tilføier Biskoppen, at Gaarden O ikke hører til Herdla Gaard eller Kirke, hvorfor Munkene skulde blive i rolig Besiddelse deraf^[4]. Iøvrigt nævnes dette Kloster nu og da i Forbigaaende ved de Begivenheder, som under Borgerkrigene forefaldt i sammes Nærhed. I Kampen mod Biskop Nikolaus var Klostret Middelpunktet for Kong Sverres Forsøg paa at fange denne (1198), en Plan, der røbedes ved de røde Hoser, Birkebenerne, der stode paa Udkik ved Klosterkirkeporten, lode tilsyne under deres Chorkapper. Ligesaa nævnes Munkeliv 1227, da Ivar Gretter paa Kong Haakons Bud frelstes hid, for at undgaa Hirdmændenes Hevn^[5]. Ved Rigsmødet i Bergen 1223 nævnes blandt Deeeltagerne Sigurd Abbed som forud tilstede i Bergen^[6], altsaa rimeligviis fra dette Kloster. Ved samme Høvdingemøde var og Bjarne Biskop af Orknø tilstede, og til dette Aar bør vel derfor henføres hans Gavebrev af Gaarden Høland i Dalsfjord til Munkeliv for hans Faders, Moders, Broders, Frænders og Venners Sjæle^[7].

Udentvivl var det den nysnævnte Abbed Sigurd, der i 1241 af Paven overdroges i Forening med Prædikebrødrenes Provindsial i Norge at undersøge Kong Haakons Fødsel og Arveret, i Anledning af Kongens Ønske at blive kronet; ligesom ogsaa Abbed S. (Sigurd?) af Munkeliv nævnes blandt Vidnerne under Kongens Privilegier for Lybek af 1250^[8]; men det maa være en anden Abbed S. i Munkeliv, der nævnes i Biskop Askatins Gave af Peterskirken i Bergen til Domkapitlet^[9] (ved 1271); thi da maa den ældre Sigurd forlængst være død. Den sidste Efterretning om Klostret fra Kong Haakons Tid er af 1261, da Sønnen Kong Magnus’s Bryllup stod i Bergen med Ingeborg af Danmark. I de 7 Dage nemlig, hvori hun opholdt sig i Bergen før Brylluppet, havde hiin sin Bolig i Munkeliv, og Klosterfolket blev paa Bryllupsdagen herlig bevertet^[10].

Kong Magnus Haakonssøn gav i 1264 Klostret sit Værnbrev (ovenf. S. 86), og tog i 1276 dets Abbed Erik med paa Raad ved Stiftelsen af de to Hospitaler i Bergen, der i flere Dele, indrettedes efter Munkelivs Mønster (ovenf. S. 124); til Klostret havde han givet Jordegods nordenfor Stat paa næsten 50 Maaneders Matebol^[11]. Abbed Erik (127*–1299) synes at have været en forstandig og anseet Prælat, i hvis Tid Munkeliv lagde sig betydeligt Jordegods til. Han havde, førend han blev Munk, været Kong Haakon Haakonssøns Klerk, hvilket dennes Sønnesønner Kongerne Erik og Haakon i 1290 i Forening med Faderens og Farfaderens Kjærlighed for Munkeliv anføre som Grund for at stadfæste og forøge dets Privilegier (ovenf. S. 87). Desuden udstedte Kong Erik i April 1291 et særskilt Værnbrev for Klostret, med Hensyn til dets Oterfangst, Sæl-, Fiske- og Æg-Vær paa Lagø og Fæø blandt Solundøerne^[12]. – Vi finde da ogsaa denne Abbed udføre Hverv, der forudsætte Anseelse og Tillid. I 1285 udstedte han med Dronning Ingeborg og Erik Dugalssøn Fuldmagt for de norske Freds-Underhandlere med Sverige, Danmark og de vendiske Stæder^[13], og i 1295 var han paa Hertug Haakons Befaling i Ryfylke for i dennes Navn at undersøge og paadømme de der paastevnede Sager. Fra denne hans Virksomhed haves en Dom, hvori han tildømmer Presten paa Sand Faxstad-Fisket^[14]. I 1283 udstedte han med to andre Abbeder en Udskrift af Ægtepagten mellem Kong Erik af Norge og Margreta af Skotland, og i 1284 med Biskop Narve af Freden i Winton i 1269 mellem Norges Konge og Henrik III af England^[15]. I 1295 og 1297 meddeelte han NotarialAfskrifter af Stavangers Biskops og hans Kapittels Indlæg mod hinanden, og i 1298 paalagde Pave Bonifacius VIII ham med apostolisk Myndighed at paadømme en Injuriesag mellem to Geistlige i Stavanger^[16].

Derimod kjender man Intet til de indre Forhold i Klostret under hans Styrelse. Man seer kun, at det har nydt almindelig Agtelse, og at dets Formue er bleven mere samlet og betydelig forøget ved Mageskifter, ved Kjøb^[17] og ved Gaver. I Brevene herom nævnes som Vidner enkelte af Munkelivs Embedsmænd og høiere Tjenerskab, saasom Prioren Helge, Munkene Thorgils, Peter og Olaf i 1288, Abbedens Svende Simon og Kolbein 1285, hans Svend og Frænde Gevald 1287, Kolbein „Bonde“ i Munkeliv 1295, Arne og Rane Steenhuggere (gríotsmiðr, gríotmeistare) 1287, Klostrets Ombudsmand Jon 1293, Munkene Peter og Ivar 1299 o. fl. Af Gaver og Testamenter fra denne Tid ere flere tilovers. Biskop Arne Thorlakssøn af Skalholt skjenkede under Opholdet i Bergen ved Conciliet 1280 med Erkebiskop Jons Samtykke St. Nikolai Kirke med Gods i Kirkjubø paa Vestmanøerne ved Island til St. Michaels Kloster i Bergen, med Forbehold af Bispestolens og Prestens Rettigheder i enhver Henseende^[18]. Denne Biskop boede gjerne i Munkeliv, naar han var i Bergen, og skal have yndet dette Kloster meget; han blev og begraven der, da han døde under et Ophold i Bergen 17de April 1297 (1298)^[19]. – I 1281 gav den berømte Lendermand Hr. Audun Hugleikssøn (Hestakorn) til Hegrenes Gaarden Unneberg i Søndfjord til Munkeliv, Gud til Ære, sig, sin Frue Gyrid og deres Børn til Sjælehjælp; i 1283 gav Steinvor Eysteinsdatter to Gaarde Velreide og Langaker i Nordfjord til Klostret, og i Hr. Gautes af Tolga († 1288) Testamente fik det en Mark brændt^[20]. – Ligesaa haves to Proventbreve fra Abbed Eriks Tid. I det ene giver Gudrid Brasdatter Gaarden Vik i Hardanger sig til Sjælehjælp og Klostret til Odel, imod et nærmere bestemt Provent for Livstid og Gravsted ved St. Michaels Alter (Høialteret); i det andet (1293) give Odd Jørundssøn og hans Hustru Ulvilde sig og sine Proventer (nemlig 20 Maaneders Matebol og 10 Mark brændt) ind i St. Michaels Kloster i fuldt Brødrelag og Bønnehold^[21]. – Abbed Eirik døde i 1299^[22], efter at han i nogle og tyve Aar havde forestaaet Munkeliv Kloster, og i denne Tid i høi Grad forøget dets Jordegods. Naar vi see hen til, at han allerede i Kong Haakon Haakonssøns Tid var i offentlig Tjeneste, maa han have opnaaet en høi Alder, og hans mange forskjellige Hverv som pavelig og kongelig Sættedommer, som Kongernes Raadgiver, Medlem af Regjeringen m. m. vidne om, at han tillige har været en brugbar og i verdslige Sager bevandret Mand.

Hans Eftermand som Abbed var Ranulf eller Runolf (1299–1305), der som sin Formand synes at have været en klog Huusholder, i hvis Tid Klostrets Gods fremdeles forøgedes. Han fik 1300 i Anledning af Kongeskiftet fornyet Værnbrev for sit Kloster af Kong Haakon V i de sædvanlige Udtryk^[23]. Han vedblev at indkjøbe Jordegods, som næsten altid betaltes med rede Penge: skjært Sølv, de bedste engelske Penge, nye engelske Penge, brændte og hvide Mark o. s. v., sjeldnere med Kvæg eller Varer^[24], Vidnesbyrd om Klostrets Velmagt. Ligesaa optoges fremdeles Proventfolk. I 1302 fik Klostret en forhen paa Indløsning solgt Gaard Brunland i Utvik til Odel, tilligemed en Stue i nedre Slo, imod at Sælgerens Søn Baard Kaaressøn fik Provent i Munkeliv. I Runolfs Tid gaves ligeledes Gaarden Hovland til Klostret, mod at en Kvinde Sigrid skulde have Tilhold der ved „Smedebordet“ med halvt Drikke til Maaltiderne. Herfor skulde hun til Klostrets Nytte udrette hvad hun orkede og forstod, men syntes hun ei om sig der og drog sin Vei, skulde Gaarden dog tilhøre Klostret^[25]. – I Anledning af, at Munkeliv havde kjøbt to Gaarde, som Hr. Ivar Lodinssøn havde solgt af sin Hustrus Fru Gudruns Medgift, dømte Kong Erik Magnussøn ham til at gjengive hendes Arvinger dette Gods og give Munkeliv andet Gods i Stedet, og da Kong Haakon i 1303 stadfæstede denne Dom, opfyldte Hr. Ivars Frænde Jon Lodinssøn dette Bud; saavel det ældre som det nu tilbudne Gods blev værdsat i udsendte Munkes Overvær, og Abbed Runolf og hans Kapittel betalte de sex Mænd, som paa Klostrets Vegne havde værdsat det tilbudne Vederlag, med „Aflad for deres Synder“^[26]. – Den sidste Efterretning fra denne Abbeds Tid er et Forlig af 1304, hvorved Klostret afstod en Gaard for at fri sig for Krav paa en anden^[27]. Af Munke i Runolfs Tid navngives tre, Thorgils, Arne og Haakon.

Han døde i Begyndelsen af 1305, og ved St. Halvards Tid (15de Mai) d. A. blev Einar, forhen Abbed i Selje, forflyttet derfra til Abbed i Munkeliv (1305–1321)^[28]. – 12te April 1306 kundgjorde han med to verdslige Herrer, at de efter Kong Haakons Bud havde undersøgt Biskop Arnes Fordring paa Gaarden Thoskar, som Kong Erik paa sit Yderste skulde have givet Biskop Narve, og henvendt sig til Enkedronning Isabella, som i Overvær af Hr. Bjarne Erlingssøn, Provst Finn ved Apostelkirken, Prædikebrødrene Halvard og Arnfinn, paa Bredestuen i Bergens Kongsgaard vedgik Gaven, som de Tilstedeværende med flere af Raadet bekræftede^[29]. Ligesaa brugtes Abbed Einar som Vidne ved flere af de Stridigheder, som i 1309–1312 fandt Sted mellem Bergens Biskop og Erkebiskoppen angaaende Retten til at besætte Færø Bispestol og til subsidium pallii^[30], samt til at udstede bekræftede Afskrifter af Freden mellem Norge og England 1269, og af Pave Gregor IX’s Skytsbrev for Hospitalet paa Fane af 1228^[31]. – Forøvrigt synes ogsaa denne Abbed at have bestyret Klostergodset vel, og forøget det ved nye Kjøb eller samlet det ved Mageskifter. Af Hjemmelsbrevene^[32] har kun en Lagmandsdom af 1306 nogen særlig Interesse. Ifølge Kong Haakons Bud og Befaling mødte Abbed Einar paa sit Klosters Vegne i Rette for Erling Agmundssøn og Hauk Erlendssøn Lagmand. Baard Slaatesvein med Hustru Sigrid klagede over, at Hr. Abbed Einar ulovlig havde lagt under Klostret Sigrids Gaard Havabrekka i Strandebarm. Han beviste ved to Vidner, at hendes Moder Thora og Søster Sigrid havde besiddet Gaarden det Aar, Moderen døde. Men da det ikke kunde oplyses, i hvad Egenskab hun besad Gaarden, og Abbeden beviste med mange Mænds Prov, at Thora og Sigrid havde afstaaet hiin Gaard til Abbed Erik og Klostret, den Tid hun gav sig i Provent der, mod at klæde og forsørge Sigrid, der var blind, da hun kom til Munkeliv, saa blev Gaarden Klostret tildømt^[33]. – Fra Abbed Einars Tid er nu kun at tilføie, at han i 1308 blev med Biskoppen af Bergen indsat af Hr. Bjarne Erlingssøn til Executor af hans Testamente; hans Kloster fik som andre Klostre en Mark brændt^[34].

Abbed Einars Eftermand Ivar (1321–1326) kaldes 14 August 1321 „electus confirmatus til Abbed“^[35], og Formanden er følgelig afgaaet kort Tid forud^[36]. Paa denne Dag blev Klostrets Inventarium overleveret ham. I samme opregnes følgende: Først det Bordtøi (borðbunaðr), som Abbed Einar kjøbte: 2 Kalke (spirur) indvendig og udvendig forgyldte, den ene med Laag, vægtige 8 Mærker mindre end 2 Ørtuger; 2 Kar med Stet (stettarker) og Laag paa 10 Mærker $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Øre; 17 smaa og store Skaaler (skáler) uforgyldte, paa 18 Mærker; 3 Skaaler med gyldne Plader (með gylltum beitum), en med Emalje (smellt), en forgyldt Kalk med Emalje, der heder Jomfruen og veier $\scriptstyle 6{\frac {1}{2}}$ Mark; en forgyldt Kalk med Laag paa 5 Mark; en anden paa 4 Mark; to Laagekar paa 9 Mk.; en uforgyldt Sølvskaal, kaldet Erkebiskoppen, 3 Mk.; to Stettekar uden Laag eller Forgyldning 3 Mk. og 3 Ører; endelig 4 udvendig forgyldte „Roser“. Derpaa opregnes de rede Penge: I engelske Penge 17 Mark brændte, i norske Penge 54 Mark i en Sæk; i en anden Sæk omtr. 48 Mark, i en 3die 41 Mark, i en 4de omtr. 23 Mark. Her afbrydes desværre Opregningen, da Resten af Haandskriftet er tabt^[37]; men allerede denne Stump viser, at Klostret var rigt, ligesom vist ikke Mange i Norge have havt saamange rede Penge liggende som Abbeden i Munkeliv. Ogsaa denne Abbed forøgede aarlig Klostergodset med nye Indkjøb^[38], og maatte føre Processer, for at forsvare det før erhvervede. Den vidløftigste af disse angik en Gaard nederst paa Lærdalsøren i Sogn, som var givet til Klostret af Thorald Bjarkleif, men Andre siden uden Hjemmel havde brugt. Ved Lagmandsdom af 11te Marts 1323 blev Gaarden tildømt Munkeliv, og Brugeren, der ei mødte, idømt Landnam samt Kost og Tæring til Abbeden^[39]. I 1325 havde Klostret atter Proces med den nysnævnte Thorald. Broder Bodvar klagede paa Abbed Ivars Vegne over, at Thorald forholdt Klostret Gaardene Sælltar, Milliostnar (Mid-Lysne?) og Krangey, som Odd Jørundssøn og Ulvilde hans Kone havde givet i Provent for sig til Munkeliv. Thorald, hvis Datter var hine Folks Arving, mødte ikke eller lod møde, medens derimod Bødvar beviste, at hine Ægtefolk virkelig havde givet Klostret disse Gaarde, som derfor af Lagmanden fradømtes Thorald, indtil han paa lovlig Maade sagsøgte Klostret derfor^[40]. – 22de Juni 1325 mægledes Forlig mellem Abbed Ivar og Broder Bødvar paa Konventets Vegne i Munkeliv paa den ene Side, og Sighvat Kolbeinssøn Lagmand paa Orkenøerne og hans Medarvinger paa den anden. Abbeden klagede over, at Klostret i 5 Aar var forholdt 5 Bol i Gaarden Thveit i Odde, som Abbed Einar ifølge irettelagt Brev havde kjøbt af Hr. Svein Brynjolfssøn. Den anden Part svarede, at Hr. Einar Abbed havde i Forvaring 100 gamle Mark, som var dem tilfalden i Arv 2 Aar før Abbeden døde, og disse 100 Mark, sagde de, havde han ingen Rigtighed aflagt for, ligesom de tilbød at bevise, at han havde erkjendt, at hiin Gjæld hvilede paa Jorden. Men da det for begge Parter vilde blive seent og vanskeligt at forfølge deres gjensidige Ret efter Loven, enedes de paa Lagthinget om, at Brødrene i Michaelskirken skulde beholde Gaarden Thveit, men frafalde Fordringen paa Landskylden, der stod tilbage, hvorimod igjen Sighvat og hans Part opgave al Tiltale til Klostret^[41]. Dette Forlig maa og have været vel meent; thi 6te Juli derefter gav Sighvat Lagmand i sit Testamente til Munkeliv Kloster Gaardene Lydin og Sauraas, som skulde ligge under Klostret saalænge Munkene holdt ham og hans Sjæl, hvad de havde lovet. Dette Gods havde han selv erhvervet og ikke arvet efter Nogen^[42].

Abbed Ivar døde i Febr. 1326, og efterat han var begraven, samledes Munkene den 26de Febr. i almindeligt Kapittel for at vælge en ny Abbed. Her bleve de Alle enige om at overdrage Valget til Biskop Andfinn af Bergen, og forpligtede sig til lydigen at modtage den Abbed, han valgte. Efter Raadslagning med Forskjellige samt med sit Kapittels Samtykke faldt 1ste April hans Valg paa Hr. Heming, Abbed i Selje af samme Orden, da han var en forsigtig, kyndig og retsindig Mand baade i aandelige og verdslige Sager^[43]. Saaledes flyttedes atter Abbeden i Selje til Munkeliv, og det var maaske til Tak derfor, at Munkene i Selje igjen valgte en Munk Erling i Munkeliv til Hemings Eftermand (se Selje).

Abbed Heming (1326–1336 eller 1337) forhvervede 12te Marts 1328 af den umyndige Kong Magnus i Bergen Stadfæstelse paa de af Kongerne Erik og Haakon i 1290 og 1300 Munkeliv givne Værnbreve, og Drotseten Hr. Erling Vidkunssøn hængte sit Segl for med Kongens til Vidnesbyrd om, at dette var skeet med Raadets Samtykke^[44]. Ogsaa fra hans Tid kjendes nogle Gave- og Provent-Breve. I Marts 1328 gav Amund Thorkelssøn til Hr. Heming og Klostret i Munkeliv Gaarden Dal i Rennesø i Ryfylke^[45], og i Decbr. s. A. sluttedes en Overeenskomst mellem Hr. Heming Abbed og hans Brødre paa den ene Side og Thorbjørn Chorsbroder ved Kristkirken i Bergen og Benedikt Rumfarssøn paa den anden, hvorved Thorbjørn gav Gaardene Ve i Oster og Sexin i Hardanger, værdsatte til 40 Mark gamle, til Munkeliv i Provent for Benedikt, som tillige skulde yde 25 gamle Mark i Brødrelagspenge. Godset skulde nyttes og bruges af Klostret, til det indløstes for den nævnte Sum, og Thorbjørn borge for Hjemmelen. Paa den anden Side skulde Benedikt have frit Bord i Munkeliv alle sine Dage, nemlig en Halvbolle Mundgodt daglig, og slig Spisning, som Lægbrødre fra gammel Tid have nydt i Munkeliv. Foretager eller siger Benedikt Noget, som Abbeden ei vil taale, skal Sagen foredrages Bergens Official, hvis de ikke i Klostret kunne forliges derom^[46]. Ligesaa gav i April 1330 Ogmund Thorkelssøn i Provent for sig til St. Michaels Kloster 3 Gaarde paa Voss og i Jondal. Blandt Vidnerne var den nysnævnte Proventmand Benedikt Rumfarssøn; og i 1332 gav Erlend Arnafjord Gaarden Eik i Hardanger i Provent for sig i Munkeliv mod daglig Preste-Spisning og mod iøvrigt at have det som andre Proventmænd^[47]. I de første Aar har Abbed Heming havt en betydelig Sum at udrede i Pavetiende, hvortil de rede Penge i Klostret ei have forslaaet; thi 25de Mai 1329 indløste han 15 Maaneders Matebol i Gaarden Læderøy, som han havde pantsat til Helge Ivarssøn for $\scriptstyle 22{\frac {1}{2}}$Mark brændt til Pavetiende, og 20de Decbr. s. A. betalte han ham atter 47 Mark brændt, ligeledes laante til Pavetiende, og hvorfor Klostret havde pantsat 31 Maaneders Matebol i Læderøy, Lidarland og Løiningar, hvilke Gaarde nu faldt tilbage til Klostret^[48]. Forøvrigt vedblev ogsaa han at kjøbe Jordegods^[49], skjønt man fra ham har de første Vidnesbyrd om, at Munkeliv solgte og pantsatte Gods; deriblandt i 1331, da han og hans Konvent solgte Gaarden øfste Mjølde i Øster mod Løsningsret inden ti Aar for Kjøbesummen^[50]. Om Retten til Gaarden Sexin fik Abbed Heming i 1331 Proces, der paadømtes af Bergens Lagmand. Da Broder Høgne paa Munkelivs Vegne krævede Brynjolf af Sexin 2 Aars Landskyld af Gaarden, som Benedikt Rumfarssøn havde givet i Provent for sig, oplyste Brynjolf, at (Kongens Klerk og Kannik ved Apostelkirken) Paal Styrkarssøn havde forbudt ham at betale Landskylden til Andre end ham. Men Dommen blev, at Brynjolf skulde yde den til Munkeliv, indtil Gaarden blev det fradømt paa lovlig Maade^[51]. – Abbed Heming beseglede iøvrigt i 1329 Biskop Audfinns Appel til Paven mod Erkebiskoppens Besættelse af Dals Kirke, og satte i 1334, i Mangel af Notarius publicus, sit Segl under Utsteins Abbeds Appel mod Stavangers Biskop^[52]. Han forekommer sidste Gang i Begyndelsen af 1336 og maa være død enten i dette eller følgende Aar.

Eftermanden, den nysnævnte Hogne (1336 eller 1337–1349?), nævnes første Gang som Abbed i Octbr. 1337. Fra nu af omtales færre Kjøb af Jordegods, skjønt Klostret ei har manglet rede Penge; thi efterat Abbeden nylig havde kjøbt en Gaard tildeels for engelsk Mynt, laante han i Febr. 1338 Hr. Erling Vidkunssøn 110 gamle Mark og 20 Løber Smør mod Pant i Jordegods i Hardanger, et forgyldt Kar og en Guldring^[53]. – Ved 1339 meldte Biskop Haakon i Bergen Biskop Erik af Stavanger, at Abbed og Konvent af St. Michaels Benediktinerkloster havde klaget for ham over, at Provsten Hr. Ivar paa Vanesyn (paa Lister) tilføiede dem mange Forurettelser ved at forringe, berøve dem og til egen Fordeel raade over Klostrets Godser i den Egn, ja endog havde bandsat Munkenes Landbønder og Ombudsmænd. Han anmodede derfor sin Broder Biskoppen at holde Hr. Ivar i Tømme, hvis han (Haakon) ikke skulde nødes til selv at gaa frem mod Ivar med den apostoliske Myndighed, hvormed han her i Riget var personlig beklædet^[54]. En Følge af denne Klage var det maaske, at Ivars Eftermand som Provst paa Lister Hr. Einar paa Vanesyn i 1346 for et Aar selv forpagtede Klostrets Landskyld paa Lister for 80 Maaneders Matebol i Smør, Huder og Varer^[55]. 1340 sluttede Hogne en Rydnings-Kontrakt med Einar Einarssøn. Denne skulde paa sin Bekostning oprydde og bebygge Gaarden Herfangsdal i Oster, som i 10 Aar havde ligget øde. Han og Arvinger skulde derfor eie den halve Gaard, mod at tilsvare al Aabod evindelig, og Abbeden have 3 Løber Smør aarlig. Hvad Gaarden senere efter uvillige Mænds Skjøn gav Mere af sig, skulde tilfalde begge Parter til Landskyld og Kongen til Leding^[56].

Ogsaa Gaverne til Munkeliv vedbleve endnu. – 2den Decbr. 1340 gav Hr. Finn Ogmundssøn Gaarden Rud i Hardanger til Munkeliv, sig til Sjælehjælp og Bønnehold^[57], og 12te Marts 1341 gik Haakon Gunnarssøn med sin Hustru Thora ind i Munkeliv i Provent, og gav da sig til Bordhold og deres Sjæle til Frelse 50 Maaneders Matebol i deres Eiendomme paa Lister, Klostret til uindløselig Odel, samt desuden 7 Mark brændt. Herimod lovede Abbeden dem begge slig Mad og Drikke, som Prestbrødrene have i Konventet, og desuden Pitents og Øl som de, ligesom de skulde være deelagtige i alt det Gods, der gjordes i Klostret Nat og Dag. Desforuden skulde de hvert Aar have et Pund Meel og 2 Løber Smør hver til Kost, hvis de ei vilde spise i Abbedens Huus. Efter deres Død skulde Klostret eie Begges Senge ligesom andre Proventmænds, og kom de ikke i Klostret, skulde ligefuldt Godset tilfalde dette^[58].

Nu vide vi Intet om dette Kloster før i det store Mandedøds-Aar 1349, hvis Hærgninger i Landet ere bekjendte. Om de i Bergen anstillede Processioner for at formilde Himmelens Vrede, berettes nedenfor ved Nonneseter; og uagtet vi udenfor denne Notits Intet finde om Munkelivs Skjebne i Pestens Tid, er den mærkelige Standsning af alle Efterretninger om Klostret i de første 12 Aar derefter dog et Beviis for dens indgribende Følger. Munkelivs Brevbog, der hidtil har ofte aarlig indeholdt flere Kjøbebreve o. s. v., har intet Brev mellem Aarene 1349 og 1361, og denne Taushed – forekommer det os – er et høirøstet Beviis om Pestens Virkninger paa de Munke, den i dette Kloster har sparet. Hvorvidt Abbed Hogne har overlevet Pesten, ere vi derfor ikke istand til at afgjøre; han nævnes ikke efter den Tid. Men fra Pestens Dage haves endnu 3 Testamenter vedkommende Munkeliv. I det første af 19de Septbr. 1349 vælger Fru Ingeborg Munansdatter sit Gravsted hos Brødrene i St. Michaels Kloster ved vor Frue Alter hos sin Mand Nikolas, og giver dem derfor 10 Løber i Gaarden Hvam i Sogn, hvoraf Klostret før havde faaet en Deel, mod at Brødrene hver Frue Messe skulde erindre hendes Sjæl samt holde hendes Aartid. Fremdeles gav hun Brødrene en blaa Silkekappe for 30 Sjælemesser, samt et guldvirket Skaut at have om vor Herres Legeme. Samme Dag gav Nikolas Plogpenning, frisk paa Sjæl men syg i Legemet, 10 andre Løb i samme Gaard og i samme Anledning til Munkeliv mod Gravsted ved Maria Alter hos Ingeborg Munansdatter sin Hustru, samt paa lige Vilkaar^[59]. – 26de Septbr. gjorde Thorgeir Thorsteinssøn, ligeledes syg i sin Krop, sit Testamente, valgte Gravsted i Munkeliv og gav derfor Gaarden Vik, som han forhen havde lovet Klostret i Provent for sig; desuden for sin Sjæl Gaardene Sviasloki og Dal samt en Sølvskaal paa 11 Ører, sig til Aartidehold. Brevet er udstedt i Munkeliv, hvor altsaa Pesten dengang rimeligviis var^[60].

Først i 1361 findes atter Noget om Munkeliv, da Kong Haakon VI 22de Junii Bergen stadfæstede fremfarne Kongers Skytsbreve for Klostret, samt tillagde som ny Rettighed, at Ingen skulde have Myndighed over Abbeden eller Klostret eller paalægge samme nogensomhelst Tyngsel (dog den pavelige Myndighed og den hellige Kirkes Love uforkrænkede), Alt under Brevbruds Straf^[61]. – I 1365 forbød Kong Haakon Matthias, Abbed af Munkeliv, og Abbed Peter af Lyse i Egenskab af Pavens Kollektorer, at kræve Pavetiende af hans derfor fritagne Kapeller^[62], og 28de Juli 1366 vidnede Broder Alf, Biskop i Grønland, for Biskop Gisbrekt af Bergen, Hr. Ogmund Finnssøn, Drotsete i Norge, og Hr. Thorstein, Provst ved Apostelkirken, at den Tomt, som ligger ved Kirken paa Nordnes (d. e. Michaelskirken) udenfor Kirkegaarden, tilhører Munkeliv, men Husene der havde han selv for egne Penge opbygget med den Hjælp, han fik fra Klostret. 2 Med de ovennævnte Herrers Raad fastsatte han da, at de nævnte Huse skulde hans Søstersøn Tideke Nikulassøn have saalænge han vilde, men siden skulde de tilfalde Klostret^[63]. Matthias’s Eftermand som Abbed i Munkeliv hed Sigurd, der nævnes i to Mageskifter af 1369 og 1371^[64], og formodentlig efterfulgtes af Abbed Erlend, som 1376 m. Fl. kundgjorde, at Erkebiskop Thrond havde kjøbt af Konrad Eggertssøn Gaarden Risar paa Thoten^[65]. – 16de Juli 1378 gav Ivar Sigurdssøn i Bergen sin Gaard Thjodalfar i Kinservik med hvad dertil hørte, som Klostrets Ombudsmand kunde opspørge, sig til Sjælehjælp til Munkeliv Kloster, og 13de Juli 1379 udstedte Abbed Erlend med 3 Andre en Vidisse^[66]. – 15de Juli 1381 overdrog Svein Botolfssøn Gaarden Strand i Ryfylke til Munkeliv for sin Kone Elins Sjæl, og til hendes Gravsted og Jordfæstning; Munkene skulde have Landskylden deraf, til Svein havde betalt dem 17 Løber. Døde han paa den Reise, han nu skulde begynde til Haalogaland, skulde Gaarden være Klostrets, mod at det holdt hans og Hustrus Aartid^[67]. – I 1382 gav Amund Ivarssøn Munkeliv Gaarden Romareim til Odel og Eie, og 25de Juni s. A. fornyede Kong Olaf med Drosten Hr. Ogmund Finnssøn de foregaaende Kongers Værnbreve for Munkeliv Kloster, samt gjentog Faderens særlige Privilegium af 1301^[68].

Mellem 1385 eller før og 1405 var Broder Jon Abbed her, rimeligviis Erlends umiddelbare Eftermand. I hans hele lange Embedstid omtales intet Kjøb af nyt Jordegods, hvilket før var saa almindeligt, og heri ligger uden Tvivl en bestemt Antydning til Klostrets Tilbagegang i Velmagt, der begyndte med den store Mandedød, men først mod Aarhundredets Slutning bliver klar, og 20 Aar derefter, som nedenfor skal vises, fremtræder som en længe følt, beklagelig Virkelighed. Derimod mangler der ei paa Gaver og Proventbreve fra hans Tid. Han nævnes første Gang 20de Mai 1385, da Ogmund Ogmundssøn gav i Provent for sin Hustru Bergljot Baardsdatter, til St. Michaels og hans Klosters Ære og hende til Sjælehjælp og evindeligt Bordhold, Gaarden Eikeland i Moster og Skoven Trodaas samt 20 Kyrlag i Kvæg, Korn og Løsøre. Herimod optoge Abbed Jon og hans Brødre Bergljot i sit Brødrelag, og lovede hende Prestbrødres Mad og Drikke, Konemundgodt til hvert Maaltid, Pitents til Høitiderne, og mere af det Første, naar det Sidste skortede. Hvert Aar skulde hun oppebære $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Stykke Meel og 3 Løber Smør. Desuden skulde hun have saa mange Huusloft med sine Kleve over og Kjældere under samt Høisæde i Stuen, at hun kan bo bekvemt. Hendes Seng skal Klostret arve efter dets gamle Ret, men hun deelagtiggjøres i alle Bønner, Faster o. s. v., som aarle og silde i Klostret øves; hvorimod hun og Mand lovede Klostret sin Hyldest og overalt at virke til dets Bedste. Efter hendes Død skulde Jordegodset tilfalde Manden^[69]. – Ligesaa gav Hr. Ogmund Finnssøn, Kongens og Rigets Drotsete i Norge, 19de Sept. 1386 til Munkeliv Ramsholmen Syd paa Framnes ved Hardsø (Korsfjord) med tilliggende Fiskevær til evig Eie; 9de Aug 1401 gav Jørund Arnessøn sin Gaard Kannen i Bergen til Klostret, sig til Sjælehjælp og Aartidehold uden Løsningsret, og 23de April 1402 gav Eilif Arnessøn i sit Testamente sig til Aartidehold med 30 Sjælemesser et Par Huse, Loft og Bod i Vilborg-Delen af Arnegaard i Bergen^[70]. Fremdeles overdrog Thjodild Helgesdatter 26de April 1403 til Abbed Jon og Munkeliv hvad hun eiede i Kaaretoft og Kringlen i Bergen, samt alt det Gods, hun efter sin Fader Presten Helge havde arvet paa Hetland, nemlig Hammer Gaard nordenfor Mæfeid, og hvad Klostrets Ombudsmand ellers der kunde opspørge hende tilhørende; ligesaa overdrog hun Klostret at tiltale de Mænd, der havde faret ulovligt frem med hendes Penge, siden Faderen døde^[71].

Forøvrigt paatalte Abbed Jon sit Klosters Ret, og foretog et Par Mageskifter. I 1388 afsagde saaledes Lagmanden i Ryfylke Ivar Sveinssøn en Dom mellem ham og Thormod Halvardssøn angaaende Gaarden Straumsland paa Lister. Bonden paastod, at han havde kjøbt den af Ingemund Uthyrmssøn, men Abbeden irettelagde derimod Brev for, at Abbed Runolf i 1306 havde kjøbt og betalt Gaarden, som derfor tildømtes Klostret, hvis Bonden ikke inden 12 Maaneder beviste, at den atter var indløst. – I 1392 overdroge Brødrene Peter og Jon Ogmundssønner Munkeliv til evig Eie Gaarden Naus i Davik som Vederlag for Faderens flette Brug af Klostrets Gaard Avalaker^[72]. Af Mageskifter har man et al 1391 mellem Biskop Jakob af Bergen med Kapittel og Abbed Jon, der fik en Gaard i Vikør mod en Gaard i Hamar Sogn, og et andet af 1399, hvorved Munkeliv erhvervede sin første Lod inden vidløftige Gaard Jaafjorden eller Aafjorden. (Jakobsfjord) paa Bryggen, hvis øvrige Dele det efterhaanden ved Kjøb og Bytte i de følgende Aar til 1425 lam i Besiddelse af^[73].

Munkelivs Forfald fremskyndedes ved Vitalianerne, disse nordtydske Sørøvere, hvis frygtelige Færd i alle Nordens Farvande Samtiden beskriver med de rædsomste Farver. Fra først af opmuntrede af Hanseaterne selv, lam ved dem vilde sætte den fangne Kong Albrecht i Frihed, gjorde de sig snart til Søens Herrer, plyndrede og myrdede Venner og Fiender, Landsmænd og Fremmede uden Forskjel. Hermed ophørte Norges Søhandel aldeles, og med den naturligviis Adgangen til at afsætte Landets Produkter. Vi have før viist, hvilken Betydning denne Handel maatte have for Klostrene, hvis Indtægter vare Handelsvarer, og begribe saaledes, at denne Standsning i Handelen maatte virke ødelæggende paa dem som paad et øvrige Folk. Men da Vitalianerne nu ei længere fandt noget paa Havet for sin Rovgjerrighed, opsøgte de Byttet i selve Havnene, og det er et sørgeligt Vidnesbyrd om det før saa søstærke Norges Vanmagt, at dette uden Frygt eller Fare forsøgtes og lykkedes; Det rige Bergen blev især Maalet for deres Overfald. Hvorofte de hjemsøgte denne By er tvivlsomt, og her er ikke Stedet at opklare dette; men de have rimeligviis været her baade i 1392, 1393 og 1395, og forlode sidste Gang Byen plyndret og brændt^[74]. Blandt de nedbrændte Kirker maa Domkirken og Munkeliv have været. Thi vi feile neppe, naar vi antage, at det er disse Begivenheder, som gave Anledning til, at Pave Bonifacius IX 16de Jan. 1399 tilstod alle de Troende, der med deres Bønner besøgte Bergens St. Sunnive helligede Domkirke og Munkelivs Kloster af St. Benedikts Orden, samt understøttede disse Kirkers Bygning, samme Aflad som dem, der forrettede deres Andagt ved Kirken Portiunkula udenfor Assisi^[75]. Afladen gjaldt aarlig paa St. Sunnives Dag (10de Juli) og de 2 paafølgende Dage. Bergens Kapittel og Munkelivs Konvent skulde hver udvælge 4 skikkede Mænd til at modtage de Bodfærdiges Skriftemaal og give dem Afløsning for alle Synder, som Pavestolen ikke havde forbeholdt sig at afgjøre^[76]. Bergens Geistlighed og Munke have altsaa ikke ved egne Midler formaaet at gjenopbygge sine Kirker, og derfor har Paven her grebet til det virksomste Middel for at vække almeen Bistand, som man kjendte. Forøvrigt har vel og den store Pest, som i 1392 og 1393 hjemsøgte Norden, særlig Norge og Lybek, bidraget sit til den almindelige Elendighed^[77]. Hertil kom endelig for Munkelivs Vedkommende en anden og mindre overgaaende Ulykke, nemlig at Benediktinerordenen i det Hele her som i andre Lande havde tabt sin store Anseelse blandt Menigmand.

Nu maatte Munkeliv sælge Jordegods. Den sidste Efterretning om Broder Jon som Abbed er et saadant Salg, da han 7de Juli 1405 solgte til Arne Andressøn og Hustru Ingeborg Einarsdatter det Huus, Klostret eiede i Fedjar, og havde faaet af Thore Subtilis. Huset skulde de beholde for Livstid, og have Ret til at hugge det Fornødne hvorsomhelst i Klostrets Skove, og have Havnegang for to Kyrlag Sauer paa Klostrets Øer under Fedjar. For alt dette havde han faaet fuld Betaling^[78]. Kort Tid derefter maa Jon være bleven valgt til Biskop af Skalholt, da Formanden Vilhelm døde 1405. Imidlertid blev han først 1408 indviet af Erkebiskop Askell og kom dette Aar til Island, hvor han i September holdt sin første biskoppelige Messe, og derpaa efter gammel Sædvane herligen beværtede sine Tilhørere^[79]. Naar han fratraadte sin Værdighed i Munkeliv er ikke optegnet. Han døde paa Skalholt 1413.

Hans Eftermand i Munkeliv var den sidste Benediktinerabbed Stein (1405?–1426). Han fik 29de Oktbr. 1408 Kong Eriks Værnbrev, hvori han tog Abbeden og Munkene af St. Benedikts Orden i Munkeliv under sin Beskyttelse, samt bekræftede alle dets Friheder og Rettigheder; ligesom han 29de April 1414 tilstod Munkeliv al kongelig Ret over dets Gods, Landboer, Hjon og Tjenere hvorsomhelst i Riget^[80]. Førend denne Abbeds mærkelige Virksomhed omhandles, skulle vi nævne de mindre vigtige Oplysninger om Klostret i hans Tid. I 1410 førte han for Biskoppens Aslak Bolts Domstol Proces med Sigurd Bjørnssøn, Raadmand i Bergen, angaaende Retten til Gaarden Vang i Sogn, som denne i 14 Aar havde brugt og taget Landskyld af uden Klostrets Samtykke. Gaarden tildømtes Klostret, da Sigurd udeblev den Retsdag, han skulde bevise sin Adkomst; men i 1413 blev Sagen opgjort derved, at Sigurd paa egne og Thorgils Rostungs Vegne stadfæstede det Jordebytte, som for længere Tid siden var afsluttet med Biskop Jon af Skalholt, da Abbed i Munkeliv, og hvorved Klostret skulde have Gaarden Grisen i Bergen imod Vang i Vik i Sogn, der efter begges Død ligeledes skulde tilhøre Klostret. Dette Forlig blev i 1425 atter stadfæstet af Sigurd Bjørnssøn^[81]. – Ligesaa hændede Abbed Stein Dom over to Bønder, som i Aabodsfald maatte afstaa Jordegods til Klostret^[82]. – I Abbed Jons Tid var Gaarden Duvehus i Bergen bleven solgt til Munkeliv, men da Sælgeren døde, før han fik Betaling, gjorde hans Søn Jon Erikssøn, Kannik i Nidaros, i 1410 for Guds Skyld og sine Forældres Sjæles Bedste slig Ende paa Sagen, at han eftergav en Deel af Pengene, mod at hans Forældres Navne indskreves i Klostrets Aartidebog, hvorpaa Duvehus tilskjødedes Klostret til evig Eie^[83]. – 30te Novbr. 1411 var Abbed Stein med Biskop Aslak og Flere tilstede i Maalstuen i Bergens Bispegaard, da velbaarne Mand Svale Rømer lod, i Anledning af Kongens Krav derpaa, læse sin Slægts Adkomstbreve til Audun Hestakorns Gods^[84].

Fremdeles ere nogle Gaver og Testamenter fra denne Tid levnede. I 1412 erkjendte Orm Isakssøn, Raadmand i Bergen, at han for længe siden havde givet til Munkeliv, hvilket han nu ved tit Testamente bekræftede, de bedste Par Huse i Arnegaard i Bergen, hvorimod Abbeden skulde holde hans Ligfærd med Vox og Tilbehør samt hans Aartid paa sædvanlig, hæderlig Maade^[85]. – Gunnar Thorsteinssøn gav i 1415 en Gaard i Skaanevik i Provent for sig til Munkeliv, og 12te s. M. vidnede Philippus Fartegnssøn og Fariegn Philipssøn, at Gyrid Sigurdsdatter gav for sit Gravsted og Aartidehold i Munkeliv 3 Huder i en Gaard paa Lister, ligesom de anmodede deres Ombudsmand Einar paa Lunde at paavise Brødrene, hvor Gaarden laa^[86]. – 17de August 1418 skjænkede hæderlig og velbaarne Kvinde Fru Margreta Eilifsdatter, karsk paa Legem og Sjæl, med velberaad Hu hele sit Gods paa Hjaltland og i Akrefjord (Skaanevik), løst og fast, til Abbed Stein og Klostret i Munkeliv, Gud til Lov, den signede Maria og St. Michael til Hæder og Glæde, samt hendes Forældres og egen Sjæl til Ro og Naade, paa Vilkaar, at Abbed Stein eller hans lovlige Ombudsmand skulde, saalænge hun levede, have aarlig af Akrefjord-Godset 5 Løber Smør og af det hjaltlandske Gods 3 Stykker hjaltlandsk Vare, men efter hendes Død skulde det samlede Gods uigjenkaldelig tilfalde Klostret. Herimod skulde Abbed efter Abbed ubrødelig lade holde en evindelig Messe, saalænge Klostret staar, ved vor Frues Alter oppe i Choret. Som Følge af denne Gave gjorde Abbed Stein og alle hans Konventbrødre samme Dag hende deelagtig i alle Brødrenes gode Gjerninger. Saalænge hun levede, skulde hun desuden beholde den Bolig, hun nu havde i Abbedens Bygning, nemlig to Kjældere, to Stuer, en Bod, to Kover og et Loft. Ligesaa skulde hun have to Kjør og en Hest fodrede, og efter hendes Død skulde der holdes en evig Sjælemesse 4 Gange aarlig for hende og hendes Forældre^[87].

Fra de første 13 Aar af Abbed Steins Embedstid omtales ingen Kjøb eller Mageskifter, men fra 1418–1420 forekomme flere saadanne, hvis Hensigt synes at have været at erhverve saa mange og store Tomter som muligt i Strøget omkring Klostret. Dette bør vistnok sættes i Forbindelse med den indgribende Reform, hvortil vi strax skulle gaa over^[88]. Blandt disse Mageskifter ville vi kun nævne et af 28de Septbr. 1420 med Raadmand Arvid Ingeldssøn og Hustru Ingerid Simonsdatter. Imod Afstaaelsen af nogle Tomter i Korskirkens Sogn i Bergen fik 4 Munkeliv Kloster tilbage de Tomter, som Arvid og hans Hustru før havde af Abbeden tæt op under Klostret mod Stranden, med alt hvad dertil hørte, og de nu havde i Værge, undtagen Bygningerne, som de skulde lade bortføre. Fremdeles skulde de have de Huse oppe ved Klostret, som de før have havt der, i 40 Aar uden Leie, hvorpaa de skulde tilfalde dem eller deres Arvinger; Tomterne ved Søen og de Huse, derpaa bleve byggede, skulde de ligeledes have afgiftsfrie i 80 Aar, og nyde al den Frelse og Frihed, som af Konger og Høvdinger er Klostret, dets Gaarde og Jorder forundt. Men efter de 80 Aars Forløb skulde alle Tomterne ved Søen uigjenkaldelig falde tilbage til Klostret med alle derpaa byggede Huse, dog saa at Arvids Arvinger eller de, han undte det, skulde have Fortrinsret til sat leie Husene mod passende Afgift^[89].

Vi have ovenfor S. 61 omtalt, at Kong Erik af Pommern og Dronning Philippa ivrigen toge sig af Birgittiner-Ordenen, og stræbte at forplante den fra Vadstena til Danmark og Norge. Allerede Dronning Margreta havde tænkt herpaa, og i Mai 1413 gjentog Kong Erik under et Ophold i Vadstena Løftet herom. Men hertil krævedes Penge, som Kongen ikke med sin bedste Villie selv kunde opdrive, og det blev derfor uden Tvivl strax Spørgsmaal, om der ikke i Norge skulde gives noget allerede bestaaende Kloster, der med Gods og Bygninger kunde afgives til den nye Orden, hvis Udbredelse Konge, Rigsraad Geistlighed og Almue vare enige om at fremme. Valget faldt paa Munkeliv, saavel fordi Benediktinerne ikke længere nøde sin forrige Anseelse, saa at Klostret, som nedenfor skal vises, næsten stod øde, som og fordi dette Kloster besad store Eiendomme og vidløftige Bygninger, som derfor med forholdsviis ringe Udgift kunde indrettes til Birgittinerne. Abbed Stein kaldtes eller reiste af egen Drift om Høsten 1413 til Danmark, hvor vi finde ham i Januar 1414 i Helsingborg hos Kongen^[90], og er derfra, rimeligviis efter Overlæg med denne, reist til Vadstena, hvor han anbefalede en Lappekvinde Margreta, der af brændende Iver for sine Landsmænds Omvendelse ønskede at optræde blandt dem som Missionær, til en Unævnt Prælat, rimeligviis Erkebiskoppen af Upsala^[91]. 14de April var han uden Tvivl atter samlet med Kong Erik i Kalmar, hvor han erholdt dennes førnævnte Værnbrev for sit Kloster. Abbed Stein omfattede Planen til Klostrets Reform med Iver og Kjærlighed, ja har vel endog, som Modstanderne senere paastode, fra først af faaet Birgittinere til Munkeliv^[92]. Men et Kloster kunde ikke uden Pavens udtrykkelige Samtykke overgaa fra en Munkeorden til en anden, og da netop paa denne Tid et almindeligt Kirkemøde var udskrevet til Kostnitz, har vistnok Ønsket om at faa Planen med Munkeliv udført væsentlig bidraget til, at Abbed Stein, skjønt allerede en gammel Mand, blev valgt til at møde paa dette Concilium som Afsending fra Norges Konge og Linkøpings Biskop, i hvis Stift Vadstena Kloster laa. Paa Kongen, Abbeden, Bergens og Linkøpings Biskopper beroede nemlig denne Sags Udgang, naar først Pavens Bifald var erhvervet^[93]. Abbed Stein er neppe afreist til Kirkemødet tidligere end Vadstena-Munken Thorer Andressøn, der drog did fra Vadstena 20de Decbr. 1414, og har altsaa ei udrettet noget for sin Sag hos Pave Johan XXII, som kort efter aftakkede (2den Marts 1415), medens Eftermanden Martin V først blev valgt 11te November 1417, og vistnok ikke strax gav sig af med en tvivlsom Sag, der under de daværende Forhold i Kirken maatte være af saa underordnet Betydning. Kirkemødet sluttedes 22de April 1418, men Abbed Stein er uden Tvivl vendt tilbage før, uagtet han ikke før i August s. A. atter omtales hjemme i Munkeliv. Han skal nemlig kun have været udenlands denne Gang i 3 Aar^[94].

Da der saaledes Intet var udrettet ved personligt Møde paa Conciliet, maatte man gaa den sædvanlige Vei med Ansøgninger hos den romerske Curie, og dette er uden Tvivl nærmere bleven aftalt mellem Kong Erik og de norske Biskopper under disses Ophold hos Kongen i Juni 1420 paa Laaland, hvor man netop var sysselsat med Stiftelsen af Maribo Birgittinerkloster^[95]. Ved Hjemkomsten fra Danmark til Bergen tog Biskop Aslak Bolt sig for Alvor af Sagen. I Brev til Pave Martin V af 10de Septbr. 1420 oplyser han og hans Kapittel, at det hele Folks Hu staar til den hellige Frelserens Orden, som St. Birgitte havde stiftet, og man har længe ønsket at finde et passende Sted for Ordenen i Norge. Da nu Munkelivs Benediktinerkloster paa Grund af stor Dødelighed, Overfald og fiendtlige Plyndringer næsten er ødelagt, forarmet paa Gods og berøvet sine Beboere, er det Kongens, Rigsraadets og den norske Almues fælles Ønske at forandre Ordenen. Kongen har forud ladet to Munke fra Maribo reise omkring i Norge for at udfinde det meest passende Sted for Birgittinerne, og de have fundet Munkeliv i alle Dele hensigtsmæssigst. Abbeden og den eneste gjenværende Munk ere heri med Glæde enige, naar Pavens Samtykke erholdes til uden ny Prøve at indtræde i Birgittinerordenen. Ansøgningen gaar derfor ud paa, at Munkeliv med sine „rigtignok smaa“ Indtægter maa overgaa til denne nye Orden. – Biskopperne Arne af Skalholt og Arnbjørn af Hamar, der ligeledes opholdt sig i Bergen paa Hjemreisen fra Laaland, tilskreve s. D. Paven en lignende Ansøgning, hvori ogsaa de paaberaabe sig det hele norske Folks samstemmige Ønske om Forandringen, og forsikre at de personlig have forvisset sig om Umuligheden af at bevare Munkeliv for Benediktinerne^[96]. – Samtidigt hermed gave saavel Biskop Aslak og hans Kapittel som Abbeden og hans Konvent (de sidste den 20de Septbr. s. A.) sit Samtykke til, at Munkeliv overdrages til Birgittinerne i Maribo paa Laaland. Aslaks Grunde ere de samme som i Brevet til Paven, nemlig Observantsens og Gudstjenestens Forfald, Mangel paa Munke, og Godsets Ødeliggen, Stifterens Kong Eriks Ønske, og de „vistnok faa Brødres“ Samtykke. Efterat have givet den ovenfor S. 152 meddeelte Skildring af Benediktinernes Fordærvelse i hans Tid, samtykker ligeledes Abbed Stein i Overgangen, hvortil han af Kongen og Maribo Kloster er opfordret, da det ansees som den eneste Redning for Munkeliv fra Undergang og fuldstændig Desolation, dog under Betingelse af Pavens Bifald, og at de derværende Benediktinere optages som de første Brødre af den nye Orden^[97].

Med disse Breve afreiste Abbed Stein samme Høst til Kong Erik. Denne tilskrev nu ogsaa Paven et Brev, hvori han roser Birgitta og hendes Orden; hans norske Undersaatter have ansøgt ham om at stifte et Kloster af denne Orden i Norge, men nye Klosteranlæg ere uden Nytte, saalænge de gamle synke sammen og forlades. Dette er Tilfældet med Munkeliv, som derfor Kongen, Biskoppen, mange af Rigsraadet, Prælater, Baroner og Almue antage bør overgaa til Birgittinerne, især fordi Brødre af denne Orden leve indesluttede, udelukkede fra al ydre Gjerning og derfor friere Nat og Dag kunne tjene Gud og tiltage i aandelig Væxt, ligesom Observantsen der rosværdig øves. Disse Brødre ere ivrige for Sjælepleien, ved idelige Prædikener, Skriftemaal og Andagtsøvelser, hvorfor lærde og anseede Mænd strømme til disse Klostre og staa dem bi. Kongen henviser til Overbringeren Abbed Stein, om nærmere Oplysning ønskes, og anbefaler Munkelivs Overdragelse til Birgittinerne^[98]. – Endnu blev Tydsklands Keiser Sigismund vundet for denne Sag, der maa have havt en større Betydning i Samtidens Øine end i vore; ogsaa han tilskrev efter Kong Eriks Anmodning Paven et Brev hvori Munkelivs Reform paa det bedste anbefales i almindelige Udtryk^[99], og saaledes udrustet har da Abbed Stein, formodentlig om Vaaren 1421, begivet sig til Rom.

Her var man paa den Tid endnu godt stemt for Birgittinerordenen, hvem Pave Martin V havde givet nye og forøgede Friheder den 1ste Mai 1420, og det lykkedes derfor Abbeden at udvirke en pavelig Befaling til Biskop Aslak af 26de Novbr. 1421, at anstille Undersøgelser om det i alle Dele forholdt sig med Munkeliv, som Kong Erik havde forklaret, og saafremt Benediktinerordenen ikke kunde reformeres med Abbeden og den eller de Munke, som nu vare tilbage, at afskaffe Abbedværdigheden og reformere Klostret efter St. Birgittas Orden, hvorpaa til evig Tid St. Augustins Orden skulde overholdes i Munkeliv. Brødre fra Maribo skulde i saa Fald modtage det reformerede Kloster med alle dets Godser, Renter og Privilegier, og uhindrede indrette Bygningerne efter Ordensregelen, samt uden Modsigelse eller Prøveaar optage Birgittiner-Lemmer, deriblandt ogsaa de gjenlevende Benediktinere, om de dertil vare villige. Endelig skulde Biskoppen med apostolisk Myndighed tildele Munkeliv alle de Rettigheder, Friheder, Indulgentser o. s. v, som Klostre af denne Orden nøde^[100].

Efter denne Pavens Bestemmelse var Spørgsmaalet altsaa kun, om Munkeliv kunde bestaa som Benediktiner-Kloster, og dette havde allerede Biskop Aslak besvaret benegtende. Men der vare Andre, der havde en anden Mening, og som af al Magt søgte at hindre Reformen. Det var nogle af Munkelivs egne regelløse Munke og de øvrige Munkeordener i Bergens By og Omegn. Disse frygtede naturligviis den nye Orden, „til hvem Folkets Hu stod“, og ønskede at bevare Munkeliv i den Opløsningstilstand, hvori det var kommet. Neppe var derfor Abbed Stein hjemkommen og Indholden af Pavens Brev bleven kjendt, førend Abbed Thorkel af Lyse og hans Konvent, Prædikebrødrenes Prior Johannes, Minoritternes Gardian Gerlak og disses Konventer i Bergen 20de Januar 1422 udstedte en formelig Forsikring om, at Benediktinerklostret Munkeliv var forsynet med alle fornødne Bygninger m. v., havde tilstrækkelige Indtægter, Fiskeleier, Skove o. s. v., at aatte indklædte Munke foruden Abbeden „som oftest“ opholdt sig deri^[101]. Men understøttet af Bergens Biskop gjør Abbeden sig al Flid for at faa hine Munke ud af Klostret og St. Benedikts hellige Regel afskaffet. Derfor har han nylig indtrængt Munke af Frelserens Orden, og i mange Maader viist sin svigefulde Uvillie mod Benediktinerne, hvoraf nogle holdes fængslede af Biskoppen, de øvrige frygte for ufortjent at berøves Klostret og alt dets Gods, hvis de ei ved brave Mænds og deres Ordens-Fædres Bistand reddes^[102].

Saaledes havde Medlemmer af de 4 mægtigste gamle Munkeordener forenet sig om at modarbeide de farlige Birgittineres Omplantning paa norsk Grund, og have neppe indskrænket sig til at omhandle Forholdene i Munkeliv. Thi netop paa denne Tid reistes hos Pavehoffet et almindeligt Skrig mod Birgittinernes dobbelte Konventer, der blev saa vel understøttet, at Martin V i 1422 endog befalede, at de skulde skilles ad (ovenf. S. 62). Lykkedes det end Kong Erik og den heri med ham enige Geistlighed i Norden at faa dette Bud forandret, maatte dog alt dette gjøre Paven tvivlraadig, og den forventede Stadfæstelse af Reformen i Munkeliv udeblev. Modstanderne fik nyt Mod og søgte at vinde Udlandets Prælater for sig.

Til den Ende udstedte Peter Oldemarket Dominikanerprior, Bernt Gruter Franciskaner-Gardian, Johannes Strelov Kannik ved Apostelkirken, og Johannes Leffardi Prest til St. Peters Kirke, alle i Bergen, 5te Januar 1424 følgende Erklæring^[103]: De melde alle Erkebiskopper, Biskopper, Prælater og Konventer af alle Ordener i de tydske Lande, og især de ærværdige Fædre i Lyneborg, Hertzenvelde og Stade, at Broder Johannes van dem Berge, Benediktiner i Munkeliv, var hjemkommen (fra Tydskland) 14 Dage før Juul, og bad da efter sine Venners Raad om Herberge hos Prædikebrødrene i Bergen, for at beskyttes mod Abbed Steins og hans Medhjælperes Vrede, som for længere Tid siden havde udjaget ham af Munkeliv, fordi han ikke var villig til at optage St. Birgittes Brødre, men vilde leve og dø i den Orden, hvori han var indklædt. Han havde al Grund til Frygt, da en Broder af samme Orden i Selje Kloster var bleven halshugget og en anden brændt m. v. Derefter havde Abbed Stein 5 Helligdage efter hinanden bandsat Broder Johannes, Prioren i Sortebrødrekloster og alle dem, som husede eller hjalp ham med Ord eller Gjerning. 27de Decbr. oplæste derfor Prior Peter fra sin Prædikestol de Breve, som Broder Johannes havde bragt til Bergen fra Abbederne i Lyneborg, Hertzenvelde og Stade, og 29de s. M. havde Prioren stevnet Abbeden til at møde og svare herpaa i Domkirken. Biskop Aslak indfandt sig med sine Domherrer, men Abbed Stein hverken kom eller lod give Svar paa Priorens gjentagne Opfordring. Siden Abbed Stein først bragte Birgittinermunke til Bergen, nu snart for 12 Aar siden, har han for deres Skyld tilsat Klostrets Gods, pantsat og solgt Kalke, Sølvskaaler og andre Klenodier, foretaget tre Udenlandsreiser, og engang været 3 Aar borte fra Bergen, for at udvirke Klostrets Ophævelse. Derfor har har og i lange Tider ingen Broder villet indklæde, men stedse udsat dette, for ingen Brødre mere at have. Dette have flere ærbare Prester, som gjerne vilde været Benediktinere, oftere udsagt, og af de 8 Brødre i Munkeliv, som alt vare indklædte, har han fordrevet Nogle med Løgn og Falskhed, Andre har han betalt fra sig med Penge, Andre har han ladet Biskoppen sætte i Stokken (fængsle), og berøver Munke, der have været i Ordenen i 9 Aar, deres Dragt. Alt dette har han gjort, for at tvinge Brødrene til at forlade Ordenen, og han saaledes faa sin Villie frem.

Disse Beskyldninger mod Abbed Stein angaaende de Midler, han skal have anvendt for at bevirke sit Klosters Overgang til Birgittinerordenen, være nu mere eller mindre paalidelige, – sandsynligt bliver det ligefuldt, at det er slige og andre Anstrengelser fra de øvrige Munkeordeners Side, der have været Aarsag til, at der hengik næsten 5 Aar fra den Tid, Paven havde overdraget Biskop Aslak at undersøge Forholdene, og til han endelig stadfæstede dennes Anordning. Først 15de Juni 1426 fik nemlig Forandringen i Munkeliv pavelig Bekræftelse. Heri gjentages først Pavebrevet af 1421, dernæst hvad ovenfor er anført om Biskop Aslaks Undersøgelse, og derpaa berettes, at denne, overeensstemmende med den ham tillagte Myndighed, havde fritaget Abbed Stein, da denne uanmodet og frivillig nedlagde sin Værdighed, fra hans Løfte og Forpligtelse til St. Benedikts Orden og Regel. Derefter havde Biskoppen høitidelig forandret Munkeliv Klosters Navn til St. Marias og Birgittas Kloster af Frelserens Orden efter Augustins Regel, og indsatte Brødre og Søstre af Maribo i personlig Besiddelse af tidtnævnte Kloster med alt dets Gods. Da der nu fra Kong Erik var fremkommen Bøn om, at Paven med apostolisk Myndighed vilde bekræfte denne Aslaks Foranstaltning, saa skede dette ved nærværende Brev i de sædvanlige Udtryk^[104].

1. Fornm. Sögur VII. 100. 122. Thork. Dipl. II. 127.
2. Sver. Saga c. 146. Urda II. 262 samt Kartet ved samme. Ligesaa findes Stedet antydet paa Kartet til Sagens Beskrivelse over Bergen. Fra „Klostret“ gaar endnu en smal Gade, Munkebæksmuget, ned til Puddefjorden; den af Holberg (Bergens Beskr. 58) nævnte Munkelevgade er et nu ikke brugeligt Navn paa Gaden i modsat Retning fra Klostret til Muur-Almenningen. Bryggen paa Strandgaden ved Nyalmenningen hed før Múnkabryggja efter dette Kloster, og nævnes oftere f. Ex. Heimskr. Har. Gil. Saga c. 8. Fornm. Sögur VII. 183. VIII. 121. 264. IX. 9. 31. 101. 225.
3. Fornm. Sögur VII. 186.
4. Barth. IV. 430–432. Thork. Dipl. II. 11–12.
5. Sverres Saga c. 149. Haak. Haakonss. Saga c. 157.
6. Fornm. Sögur IX. 324.
7. Munkelivs Brevbog 83. Thork. Dipl. II. 21–22.
8. Dipl. Norv. I. No. 25 Urkundenbuch d. St. Lübeck. I. 146. Thork. Dipl. II. 37.
9. Suhms Danm. Hist. X. 1001.
10. Haak. Haakonss. Saga c. 308. 309. Det er paafaldende, at Nonneseter ikke valgtes til Bolig for den kongelige Brud.
11. Munkelivs Jordebog bag Brevbogen. 193.
12. Munkelivs Brevbog 63. Thork. Dipl. II. 128. Paa en af disse Øer havde Klostret ei Kapel.
13. Thork. Dipl. II. 104. Dipl. Svecan. II. 667.
14. Dipl. Norv. II. No. 35. Thork. Dipl. II. 158.
15. Perg. Blad i Rigsarchivet. {{antikva|Rymer Foedera I. ii. 645.
16. Thork. Dipl. II. 157. 232. Suhm X. 873. Dipl. Norv. III. No. 42.
17. Vi finde det unødigt ved dette Kloster særskilt at omtale de mange Kjøbebreve, der iøvrigt ingen væsentlig Oplysning give. Abbed Eriks Kjøbebreve vil man finde i Munkelivs Brevbog 182. 144. 38. 81–82. 138. 140. 85–86. 123. 112. 143. 124. 131 (Brevene ere her anførte efter Tidsfølgen). Flere af dem ere iøvrigt mærkelige. Saaledes S. 123, hvor en Bonde paa Lister sælger sin Gaard „for sin store Trang Skyld, da han ei havde noget til Julekost“; S. 125, hvor Abbeden tilstaar Sælgerne Ret til at gjenløse sin Gaard, hvis Gud gav dem saamange Penge i Eie, men laane Penge dertil maatte de ikke; o. fl. lignende. Men vi kunne her ikke nærmere gaa ind paa disse Sagen der ikke vedrøre Klostervæsenet.
18. Munkelivs Brevbog 99. Finn Jonssøn (Hist. eccl. Isl. II. 39) udleder af denne Vestmanøernes Afhængighed af Munkeliv, at Tienden der fremdeles ydes efter norsk, ikke efter islandsk Sædvane.
19. Arne Biskops Saga c. 70. 80. Laurentius Saga c. 12.
20. Munkelivs Brevbog 166–167. 109. Dipl. Norv. II. No. 24.
21. Sammest. 161–165 og 102. Thork. Dipl. II. 138.
22. Íslenz. Annal. 174. Script. rer. Dan. II. 197. III. 123. Nogle Annaler henfører hans Død til 1298, men at han levede ind i Aaret 1299, sees af Munkelivs Brevbog 131.
23. Munkelivs Brevbog 7–8. jfr-. ovenfor S. 87.
24. Munkelivs Brevbog 145. 60–61. (Dipl. Norv. II. No. 58). 42–43. 37. 97. 148. 147.
25. Munkelivs Brevbog 43. 82.
26. Munkelivs Brevbog 93–95. 133–135. Jon Lodinssøn foretrak imidlertid at betale Taxten istedetfor at afgive Gaarden, ib. 133.
27. Munkelivs Brevbog 145–146.
28. Script. Rer. Dan. IV. 418. Suhm XI. 506.
29. Dipl. Norv. III. No. 64. jfr. Saml. til Norske Folks Hist. V. 543.
30. Bergens Kalvsk. 102. Barth. IV. 551–555. Suhm XI. 716.
31. Barth. IV. 339. Suhm X. 894. – Dipl. Norv. II. No. 6.
32. Munkelivs Brevbog 117–118. 79–80. 111. 42. 41. 165. 150–151. 35–36. 154–155. 40–41. 154. 155. 99. 165–166.
33. Munkelivs Brevbog 79–80. Man seer heraf, at Abbeden mødte for verdslig Domstol i Eiendomssager, ialfald naar Kongen stevnede ham.
34. Dyrskjøts Afskrift i danske Geheimearchiv.
35. Benediktinernes Abbedvalg (electio) maatte nemlig bekræftes af Stiftets Biskop. Abbeden kaldte sig derpaa confirmatus abbas, indtil han var bleven viet; da først blev han Abbed af Guds Naade.
36. Han levede endnu 15de Mai 1321, da han udstedte Vidisse af Kong Haakons Forordning om Kansler-Embedet. Dipl. Norv. I. No. 164.
37. Sidste Blad af Björgynjar Kálfskinn S. 84.
38. Munkelivs Brevbog 163. 37. 144. 35.
39. Munkelivs Brevbog 101–106. Suhm XII. 357.
40. Sammesteds 103–104.
41. Sammesteds 155–157.
42. Sammesteds 108–109.
43. Barth. IV. 112–114.
44. Munkelivs Brevbog 8–9.
45. Sammesteds 47. Om denne Gaard berettes (Sammesteds 190), ak den ved Reformationstiden befandtes i Utstein Klosters Besiddelse.
46. Sammesteds 141–142. Suhm XII. 372–373.
47. Munkelivs Brevbog 50. 57–58.
48. Sammesteds 108. Helge Ivarssøn nævnes ovenf. S. 72.
49. Sammesteds 130. 148. 89. 57.
50. Sammest. 123–124. Dette vidner vel om Pengetrang paa den Tid.
51. Sammest. 120 og 139. Paa sidste Sted kaldes Gaarden urigtig Sæm.
52. Barth. IV. 271. Dipl. Arn. Magn. fasc. 33. No. 4.
53. Munkelivs Brevbog 65–67. Trykt hos Suhm XII. 408 De øvrige Kjøbebreve fra Hognes Tid findes i Brevbogen S. 143 og 163–164.
54. Dipl. Norv. I. No. 262.
55. Munkelivs Brevbog 36. En Svein Guttormssøn var forud Klostrets Ombudsmand og stillede i 1346 Pant for Oppebørslerne. Sammest. 101.
56. Munkelivs Brevbog S. 81.
57. Sammesteds 132. jfr. Saml. t. N. Folks Hist. I. 142–143.
58. Munkelivs Brevbog S. 100–101.
59. Sammesteds S. 84. 85. Nikolas Plogpenning og Fru Ingeborg Munansdatter havde staaet i Hertuginde Ingeborgs Tjeneste (Dipl. Norv. I No. 300. II. No. 312.)
60. Sammesteds 49–50.
61. Munkelivs Brevbog S. 9–10.
62. Dipl. Norv. I. No. 386.
63. Munkelivs Brevbog S. 12. Biskop Alf har uden al Tvivl før været Munk i Munkeliv, og kom først 1368 til Grønland.
64. Sammest. S. 80. 153. 64.
65. Dipl. Norv. I. No. 141.
66. Munkelivs Brevbog 157. Dipl. Norv. II. No. 458.
67. Munkelivs Brevbog S. 150.
68. Munkelivs Brevbog 132. 10–12.
69. Sammesteds 58–59.
70. Sammesteds S. 129. 98. 39.
71. Munkelivs Brevbog 97. 98. 167. Saml. t. N. Folks Hist VI. 505–507.
72. Munkelivs Brevbog 118–119. 115. 92.
73. Munkelivs Brevbog 65. 30–32. 28.
74. Detmars Chrønike ved Grautoff I. 359 ff. 494–495. 371. 497 ff. Islandske Annaler 360 ff. Disse Begivenheder have maaske og givet det første Stød til, at Norges Fart paa Grønland standsede, skjønt det først var efter Bergens Ødelæggelse 1439, at den aldeles ophørte.
75. Dette var Franciskanernes berømte Moderkirke, og Portiunkula-Afladen ansaaes for den virksomste af alle.
76. Munkelivs Brevbog 90–91–93.
77. Islandske Annaler 364. Corner hos Eccard 1166.
78. Munkelivs Brevbog 67.
79. Finn. Joh. hist. eccl. Isl. II. 339. 465–466.
80. Munkelivs Brevbog 16–17. Det første Brev er paa Latin, det andet derimod paa reent Svensk; i begge staar, som sædvanligt i ikke norske Breve, Norge i Titulaturen efter Danmark og Sverige. Længere henne i Brevbogen (S. 24) findes disse samme Breve paany afskrevne, men uden Datum, og med den Forandring, at der staar Abbedisse istedetfor Abbed, og af St. Birgitte Orden istedetfor Benedikts. Ere disse Breve atter givne og ikke maaske kun paatænkte som Sikkerhed for Birgittinerne der, høre de i alle Fald til en senere Tid.
81. Munkelivs Brevbog 71–72. 75–76. 73–75.
82. Munkelivs Brevbog 140. 119–120. Ved den sidste Sag mødte Broder Nikolas paa Aastedet som Klostrets Fuldmægtig.
83. Munkelivs Brevbog S. 53–54. jfr. 50–53.
84. Dipl. Norv. I. No. 630.
85. Munkelivs Brevbog S. 38–39. En anden Deel af Gaarden kjøbtes 1402.
86. Munkelivs Brevbog 124. 128.
87. Munkelivs Brevbog S. 32–34.
88. Munkel. Brevb. 145. 69–71. (jfr. Saml. t. Norg. Hist. II. 333–337). 27. 28. 128–129. 160–161.
89. Dipl. Norv. III. No. 652. Arvid gav Tomten 1432 til Nidaros Domkapittel.
90. Her udstedte han denne Dag en Vidisse. Dipl. Norv. I. No. 640. 641. Han var her sammen med Biskop Arne af Skalholt, hvem han overdrog Opkrævningen af Munkelivs Tiender og Landskyld paa Vestmanøerne (ovenfor S. 267). Hist. eccl. Isl. II. 39. 468.
91. Handl. rör. Skand. Hist. XXIX. 22.–24 Brevet er uden Aar, men kan vist med fuld Sikkerhed dateres 17de Marts 1414.
92. Jfr. Klagen af 1424 nedenfor, hvor det siges, at det da snart var 12 Aar siden at Abbed Stein første Gang bragte Birgittiner-Munke til Bergen. Det er vel de nedenfor nævnte to Munke, som Kongen havde nedsendt for at vælge Plads for et Birgittinerkloster.
93. Gram oplyser i Anm. til Meursius 560, at blandt de paa Kirkemødet tilstedeværende Prælater fra Norden nævnes Abbas Stoxii pro rege Norvegiæ et monasterio suo et episcopo Lincopensi; og han har allerede giettet, at det urimelige Stoxii er en Læsefeil for Steyn. At her menes Munkelivs Abbed kan neppe være tvivlsomt, især naar vi vide, at han netop da i lang Tid var udenlands, for at fremme Birgittinernes Sag, at han kort forud havde opholdt sig i Vadstena, og nu paa Kirkemødet havde Fuldmagt fra Kongen af Norge og Biskoppen af Linkøping, hvis Interesser netop mødtes i Bestræbelserne for at faa Munkeliv afgivet til Birgittinerne.
94. Jfr. Klagen nedenfor af 1424. Antage vi, at han er reist fra Norge om Høsten 1413, maa han være kommen hjem allerede Høsten 1416, altsaa endog før Martin Vs Valg. Men det er rimeligere, at han har været hjemme en Tid efter Opholdet i Sverige 1414; thi han var tre Gange udenlands og nævnes først i Decbr. 1415 som nærværende i Kostnitz.
95. Dipl. Norv. II. No. 657. Nye Danske Magaz. I. 2.
96. Vadstenas Brevbog fol. 113 og 114.
97. Vadstenas Brevbog fol. 114. b. og 115.
98. Vadstenas Brevbog fol. 115 b–4116. Det er i dette Brev, at Kong Erik giver Nordmændene det ovenf. S. 145 omtalte Skudsmaal. Brevet er uden Datum, men nærmest fra Novbr. eller Decbr. 1420.
99. Vadstena Brevbog fol. 120. b. Han anbefaler Overdragelsen i følgende Billede: Monasticus ordo in magna parte medullæ corruptionem ferens sub cortice, ubi florere putatur illic veraciter putruisse perhibetur, et quia frustra fimo impinguat arborem, qui novit aruisse radicem, consultivum videtur, ut oleastro projecta locum potius de virenti oliva ramus insertus adornet.
100. Munkelivs Brevbog 17–19. Ellers er det mærkeligt, at Paven ei omtaler Biskoppens og Domkapitlets med Kongens stemmende Udsagn, som dog Abbed Stein maa have medbragt, men først i sin senere Besaling af 1426 nævner Aslaks Oplysninger, og det netop i de Udtryk, hvori de i 1420 vare afgivne.
101. Disse 8 Munke nævnes derpaa ved Navn, og ere vel de samme, som man siden oplyste havde rømt eller vare udjagede af Klostret. Begge Parters Opgaver om Munkenes Antal er vistnok forbeholden.
102. Afskr. fra L. Gebhardi af Orig. i Lyneborgs Archiv, trykt i 1ste Udg. af dette Skrift S. 776–777.
103. Den plattydske Original paa Perg. findes ligeledes i Lyneborgs Archiv, og i Afskr. i danske Geheimearchiv, hvorefter det er trykt i 1ste Udg. 777–780. Det er neppe ganske uden Betydning, at samtlige disse Birgittinernes Modstandere – Munkene i Klostret medregnede – efter deres Navne at dømme vare Nedertydskere, og man kunde nok fristes til at gjette, at Spørgsmaalet ikke alene har været et religiøst-klosterligt, men tillige et politisk-merkantilt, om nemlig nordiske Birgittinere eller hanseatiske Benediktinere skulde for Fremtiden have Myndigheden i Munkeliv, det samme Kloster, Hanseaterne i Vredesmod nedbrændte ikke lang Tid derefter. I alle Fald berettiger hvad man kjender til Aslak Bolts Charakteer, til at antage i det Mindste Muligheden af patriotiske Bihensyn.
104. Munkelivs Brevbog S. 19–22. Biskop Aslaks Reform kunde synes at være foregaaet om Høsten 1425; thi i et Brev af 19de August d. A kaldes Stein Abbed af Guds Naade i Munkeliv, i et andet af 13de Novbr. derimod: Broder Stein, som før var Abbed i Munkeliv; men da han endnu i Brev af 18de Octbr. 1426, da Pavens Stadfæstelse maa været bekjendt, kaldes Abbed i Munkeliv (Brevbogen S. 75), maa hine Udtryk være tilfældige. Der var desuden ingen Grund for Biskop Aslak til i 3 Aar at udsætte en Reform, hvis Fornødenhed Paven havde overladt ham at afgjøre. Vistnok indeholder det nysnævnte Klagebrev af 1424 ingen udtrykkelig Tilstaaelse om, at Reformen alt var foregaaet, men ei heller noget, der afgjort modsiger dette. Udstederne maatte, naar deres Brev gik ud paa at faa Bistand udenlands, lade Biskoppens Foranstaltninger paa Pavens Vegne uomtalte, og det forekommer mig derfor rimeligst, at Aslaks Reform er foregaaet kort efter Abbedens Hjemkomst fra Rom 1421; og at Kong Erik til yderligere Betryggelse mod Klagerne har udvirket det sidste Pavebrev.