De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/10

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 259-263).

II.

Klostre i Bergens Stift.

§ 10. Oversigt. Beslægtede Indretninger.

Neppe kommer man ind i Bergens Bispedømme, førend Kilderne til den norske Klosterhistorie begynde at flyde langt rigere, og afgive Vidnesbyrd om hvad alene en enkelt gammel Copibogs Redning fra den almindelige Undergang kan bidrage til at oplyse Fortidens Begivenheder. Af en bergensk Codex i de bartholinske Afskrifter og af Munkeliv Klosters Brevbog have vi øst saagodtsom alle de Efterretninger, vi have seet os istand til at give, men hvor troligt vi end have benyttet dem, ere de langtfra endnu udtømte. Da begge disse Kildeskrifter nu ere eller snart blive tilgængelige for Enhver^[1], har jeg anseet det unødvendigt i denne Udgave, som i forrige, at indtage enhver uvæsentlig Oplysning, de indeholde, og især sammentrængt og ofte kun ved Henviisning antydet de mangfoldige økonomiske Forhandlinger, som intet Udbytte iøvrigt give for Klostrets Historie.

Det ældste Spor af Munke i dette Stift viser sig i Slutningen af 11te eller senest i Begyndelsen af 12te Aarhundrede. Det er nemlig muligt, at Stiftets ældste Kloster, St. Albani Benediktinerkloster paa Selje, er fra Olaf Kyrres Tid, samtidigt med den der af ham oprettede Bispestol, og at dennes Flytning til Bergen har foranlediget Munkelivs Stiftelse der først i 12te Aarhundrede. Omkring Midten af samme stiftedes Jonsklostret og Nonneseter i Bergen, samt Lyse og Halsnø Kloster, hvortil henimod hundrede Aar efter Dominikanernes og Franciskanernes Klostre i Bergen kom. Disse 8 Klostre i Bergens Stift ere visse; men det er tvivlsomt, om Fane Hospital bør medtages i Klosterhistorien. Inden dette Stifts Grændser nævnes ogsaa Klostre paa Spaanheim i Ulvig, paa Opedal i Ullensvang og paa Kannikebjerget i Vigør, alle i Hardanger; men disse har man Grund til at opføre blandt de tvivlsomme Klostre.

Af Hospitaler eller Fattig- og Syge-Huse i egentlig Forstand havde Bergens Stift, foruden Fane Hospital, i ældre Tider to, hvis Tilværelse er aldeles vis, nemlig Allehelgens Hospital i Vaagsbunden, hospitale omnium Sanctorum eller apud omnes Sanctos, der var et Fattighuus (hospitale pauperum), og St. Katharinas Hospital (spitalen at Katrinarkirkju), et Sygehuus for Spedalske (hospitale leprosorum), der begge paabegyndtes af Kong Haakon Haakonssøn (hans Saga c. 333), men fuldendtes 1266 af Sønnen, Kong Magnus, som i 1276 med Biskop Askatin gav Fundats for dem^[2]. Begge bleve under Kong Haakon V indtagne blandt de 14 kongelige Kapeller. Forøvrigt synes Katharinas Hospital allerede kort efter Stiftelsen at være forandret fra et Sygehuus for Spedalske til et Fattighuus for Kvinder^[3]. Rimeligviis er derfor det senere forekommende St. Jørgens Hospital for Spedalske stiftet omtr. ved samme Tid, og Kathrina-Hospitalets Lemmer med denne Sygdom flyttede derhen, da dette i 1276 overgik til et Fattighuus^[4]; men først efter Reformationen, da en ny Bygning opførtes 1545, og hele Selje Klosters Gods lagdes dertil, blev St. Jørgens Hospital af nogen Betydenhed, saa at dens Stiftelse senere regnedes fra denne Tid^[5].

Var Nidaros Stift fattigt paa kongelige Kapeller, saa var Bergens desto rigere. Her fandtes Kapellernes Hovedkirke Apostelkirken (Postola-kirkja, ecclesia duodecim apostolorum), hvis Provst var Kapellernes Foresatte, magister capellarum regalium, med biskoppelig Myndighed over de øvrige. Fremdeles laa inden Stiftets Grændser de kongelige Kapeller: Allehelgens Hospital og St. Katharina Hospital i selve Byen; Korsets Hospital ved Fane (hospit. sanctae Crucis de Fana), St. Ludvigs Kapel paa Thysisey (Thøssø), og St. Nikolai Kapel paa Herdla, alle i Bergens Omegn. Af disse blev Kapellet paa Thysisey indviet paa den bergenske Biskops Vegne af Biskop Erland af Færø omtrent 1306^[6], og fra Begyndelsen af bygget til kongeligt Kapel; Kirken paa Herdla derimod tilhørte oprindelig Munkeliv Kloster, hvorfra det kom til Bispestolen, og igjen af denne ved Kapellernes Oprettelse afstodes til Kronen. Denne Samling af kongelige Kirker samt deres Foresattes Residents i Bergen foranledigede især i de første Aar efter Stiftelsen langvarige og heftige Stridigheder mellem magister capellarum og Bergens Biskop, hvis Myndighed hiin ikke vilde erkjende, ligesaa lidt som Sekulargeistligheden vilde tillade ham at gribe ind i deres Embedsvirksomhed ved at tage deres Sognefolk til Skrifte o. s. v. Denne Strid vedvarede, uagtet Pavernes og Kongernes Mellemkomst, indtil Foreningen med Danmark, da de dansk-norske Kongers Ligegyldighed for selve Kapel-Institutionen efterhaanden formindskede den kongelige Prælats Indflydelse, saa han længe før Reformationen var reduceret til Provst ved Apostelkirken, der kun som Medlem af Rigsraadet og Indehaver af et af de rigeste Prælaturer i Riget endnu beholdt nogen Anseelse. Selve Tittelen magister capellarum brugtes ikke^[7]. Som Indehavere af dette Embede have vi fundet Følgende: Erlend, Provst 1280. 1285. Finn Haldorssøn, Provst 1306, Magister capellarum 1308, † 1330. Guttorm Paalssøn 1336, blev 1343 Biskop i Stavanger. Erling † 1346. Ivar Erikssøn 1347. Thorstein Halgrimssøn 1361. 1366. 1373. Vinald Henrikssøn 1378, blev 1386 Erkebiskop i Nidaros. Arnbjørn Sunulfssøn 1398. 1400. 1402. 1409. 1411, og uden Tvivl 1419, da han skrives Andorn. Peter Boasøn 1425. 1430. Thorlak eller Thorleif Olafssøn 1434. 1435. 1437, var 1438 Biskop i Viborg, og † 1455 som Biskop i Bergen. Sigurd Bjørnssøn 1440, da han uden Tvivl blev Provst ved Mariekirken i Oslo. Alf Thorgardssøn 1442 (eller før) –1463, da han blev Biskop i Stavanger. Thorstein Thorkelssøn, udnævnt 1463 (?), 1476. 1486 (?). Christiern Pederssøn 1489. 1513. 1521. Klaus Pederssøn, Christian IIs Kansler. Embedet var ledigt 1525. Iver Kjeldssøn Juel, Hans Knutssøn, Jakob Nilssøn og Jørgen Pederssøn nævnes om hinanden paa Reformationstiden, da Kirkevæsenet i Bergen var aldeles i Vildrede. Provstiets betydelige Gods blev strax et verdsligt Len, kaldet „Apostelgods“, som Jørgen Pederssøn beholdt til sin Død (?) 1554^[8].

Ogsaa af Gilder kjendes flere i Bergens Stift. I Bergens By var der endog saa mange, at Kong Erik i 1295 fandt det nødvendigt at afskaffe flere af dem, og befalede, at kun Jatmunds, Marias og Nikolas’s Gilder for Fremtiden skulde bestaa, medens flere ringere Gilder eller Sam-Drikkelag (samdrykkjur), hvoriblandt Guldsmedenes og Lodsernes (leiðsagumanna), forbødes^[9]. Det fornemste af hine var St. Jatmunds eller Edmunds Gilde, hvis Gildeskaale var ovenpaa Apostelkirken i Bergen. Det synes nærmest at have været for Hirden og andre anseelige Mænd, medens sandsynligviis St. Maria Gilde, i hvis Gildehuus Bergens Lagthing holdtes^[10], har været det, hvortil den norske Borgerstand søgte. Om Nikolaus’s Gilde vides Intet. De i den sildigere Middelalder alvældige Tydskere havde derimod deres eget St. Annas Gilde, der stod i Forbindelse med Halvardskirken^[11]. Formodentlig staar dette St. Anna Gilde i Forbindelse med det Skydeselskab af tydske Haandverkere i Bergen, til hvis „Papegøie“ Biskop Hans Teiste i 1497 gav en Tomt fra Nonneseters Gods^[12]. Paa Landet i Bergens Stift forekomme to Gilder, hvis Skraaer ere trykte, og hvoraf det ene har været paa Onareim i Tysnes Sogn, helliget St. Olaf^[13], det andet uden Tvivl ved Kinservig Kirke og helliget Jomfru Maria og St. Olaf^[14]. Fremdeles kjender man et St. Michaels Gilde paa Voss, til hvilket Provsten ved Apostelkirken, Hr. Thorstein Thorkelssøn, gav en Tomt paa Vossevangen til at opbygge en Gildestue paa^[15], hvilken uden Tvivl har givet den nuværende Gaard Gildehuus sammesteds (Matr.-No. 22) Navn. Iøvrigt har vistnok hvert større Distrikt i Landet havt sit eget Gilde, eftersom Landsloven indeholder flere Bestemmelser om dem, ja endog sætter dem i Sammenligning med Kirke og Thing. At man nu kjender saa faa af Navn, kan ikke undre os, da Gildebrødrene sjelden eller aldrig havde Anledning til som Corporation at udstede Dokumenter, hvorved deres Gilde kunde blive os bekjendt.

1. Den førstnævnte findes i Afskrift af Arne Magnussen i de bartholinske Haandskrifter vol. IV. eller E, den anden i Orig. p. Pergam., begge paa Universitets-Bibl. i Kjøbenhavn. Brevbogen er med Klostrets Jordebog udgiven af P. A. Munch under Tittel: Codex diplomutarius monasterii s. Michaelis. Christianiæ 1845. 4to., og en stor Deel af Brevene i Bartholiniana IV. ere nu trykte i det norske Diplomatarium eller ville snart deri blive optagne.
2. Ísl. Annál. 136. Dipl. Norv. II. No. 16. Ovenf. S. 4–5.
3. Jfr. Fundatsens (Dipl. Norv. II. No. 16) Forskrift om Almisse-Kvinderne i Katharina Hospital med Kong Magnus’s Testamente 1277 (Thork. Dipl. II. 256), hvor det kaldes hospitale leprosorum (Spedalsk-Hospital).
4. At der tidligt har været Usikkerhed om Sammenhængen hermed, sees af Annalerne anf. St. hvor nogle berette, at Kong Magnus i 1266 fuldførte Katharina-Kirken, „og forøgede tillige Syge-Hospitalet“ (altsaa et andet), medens andre sige, at han „øgede (udvidede) det til et Sygehuus“ (altsaa det samme Hospital).
5. Den St. Jørgens Ridders Kirke, der omtales i Bergens Beskrivelse S. 47 som stiftet af Haakon Haakonssøn, er tydeligt Hospitalskirken, da hiin Helgen netop var Syges Patron; men at den skyldes denne Konge maa ansees tvivlsomt, da den ikke nævnes i den udførlige Fortegnelse i Slutningen af hans Saga over de af ham opførte Kirker og Klostre. Jeg har i Diplomer fundet St. Jørgens Hospital nævnt første Gang i et Testamente af 25de October 1475 i Lybeks Archiv.
6. Barth. IV. 292. At Bergens Biskop var den, der skulde indvie dette Kapel, viser, ak det har ligget i Bergens Stift, og altsaa paa Tøsøen (fordum Þýsisey) og ikke – som man forhen tildeels har formodet – paa Storden i Thyrifjorden paa Ringerige. Jfr. Kraft Norg. Beskr. 2den Udg. II. 151. (1ste Udg. II. 320).
7. Jeg har undtagelsesviis fundet den sidste Gang i 1486 (Thork. Analecta 142. 147), men i de 50 foregaaende Aar bruges den ikke.
8. Norske Registr. i Afskr. I. 333.
9. Norges gamle Love III. 25.
10. Nyere Bylov, Norg. g. Love II. 187. 188. En Optegnelse i Varja Hvitfeld. i Arnemagn Saml. lader formode, at Marias Gilde har været Maria og St. Michael helliget. Naar i Bergen og i Oslo nævnes „Gildeskaalen“ uden Tillæg, uagtet der beviisligt vare flere Gilder, menes rimeligviis Lagthings-Skaalen.
11. Dipl. Norv. I. No. 1040.
12. Dipl. Norv. II. No. 994. jfr. Danske Mag. 3die Række I. 89 ff.
13. Schnabel Hardangers Beskr. Bil. E. og Suhm XIV. 588 ff. efter Orig. p. Perg. (Kongens Bibl. i Kjøbenhavn No. 205. liden 8vo.)
14. Thork. Dipl. II. 268 ff. Thorkelin og Schnabels Udgiver H. Strøm, samt efter dem Neumann i Urda I. 98 ff. have omvexlet disse Gilder, idet Thorkelin har antaget sin Gildeskraa at vedkomme Onareim, og Strøm henført den af Schnabel afskrevne Straa til Hardanger. Paa det første, meget forslidte Pergamentsblad af den Schnabelske Skraa staar nemlig tilføiet følgende, der mangler i Aftrykkene: „Item haffwer Endridh As––atsson giffwet j l. boll j Myrdall til ste Olafs gilde, vppa höyrande her Villem pa Tysnes, Botolf Aswlfsson, Rolff Askelsson, Kætell Gwnnarsson, Swen Botolfsson, oc alle gilldare wppa höyrande.“ Forvexlingen er imidlertid ikke foranlediget af Schnabel; thi paa Originalen har han skrevet: Dette St. Olafs Gilde har staaet udi Tysnes Præstegjeld i Sunhorlehn i Bergens Stift.
15. Milzows Presbyterologia Vos-Hardangriana.